Videnskaben er død – del 4

Pier-reviewing, dine gode og kompetente kolleger læser med og kommer med input og konstruktiv kritik, der er med til at sikre kvaliten i videnskabelig forskning.
Det lyder som en vældig god ide, gør det ikke?
Vi har allerede kigget lidt på vidunderet i del 1.
Her citerede vi imidlertid også Encyclopedia Brittanica, der har formuleringen:

Den primære funktion for pier reviewing er gate-keeping.

Altså at holde nogen udenfor døren, der ikke må tilhøre det gode selskab.
Gate-keeperne er senior og/eller veletablerede videnskabsfolk med investeret interesse i en bestemt videnskabsgren og dens paradigme, og hvad der regnes for ortodokst indenfor feltet. De lukker ikke folk ind, der skønnes at være ud til bens i det selskab.

Da filosoffen Thomas Kuhn skrev The Structure of Scientific Revolution, en bog om videnskabens historie, blev han overrasket over at opdage, at næsten alle ny-gennembrud i videnskab er blevet mødt med en fjendtlig indstilling. Det var i den bog, han introducerede begrebet paradigmeskift.

Kuhn skriver:

I videnskab opstår fornyelse kun med besvær manifesteret som modstand og på en baggrund af forventning.

Max Planck skrev:

Videnskabelige sandheder triumferer ikke ved at overbevise sin modstandere og få dem til at se lyset men snarere fordi dens modstandere eventuelt dør og en ny generation vokser op, der er vant til det.

Et problem er, at reviewerne er anonyme. Det bliver derved uigennemsigtigt, om det er folk med et bias, fordi de er bundet af et interessentskab via deres arbejde eller andet tilhørsforhold.

Videnskab i dag er indelukket i paradigmer. Enhver tilgang er blokeret af forkerte anskuelser, og hvis du prøver at få noget publiceret af et tidsskrift i dag, vil du løbe ind i et sådant paradigme, og redaktørerne vil afvise dig.
Fred Hoyle

Et ‘bestået’ pier review er ingen garanti for, at et paper bliver læst, eller at et vigtigt bidrag til videnskaben får lov til at være … et vigtigt bidrag. Hvis videnskabsgrenen med dens pier pressure / faglige gruppepres formår at gennemtvinge et bestemt paradigme eller man skulle måske sige paradogma, så er det ligegyldigt. Eller hvis udefra kommende kræfter har en tilstrækkelig interesse i at gennemtvinge en fortolkning eller selektion af en ideologi med politiske, kommercielle, militære eller andre vinkler og har magt til det – og det har de – så kan der være nok så meget seriøs videnskab, for dø skal den. Vi så med overtydelighed, hvordan videnskaben blev pisket, truet, forført til at synge den samme salme og gå til den samme sørgemarch under Operation Nedlukning, mens en vis dr. Fauci sad og gentog mantraet med ‘Follow the science’ – altså den underkuede version, der var blevet spændt for hans og globalisternes vogn.

Jamal S. Shrair, forsker ved Budapest University of Technology and Economics, Department of Electrical Ingeneering and Informatics skriver i International Journal of Current Research i en artikel med titlen The External Energy Supply to the Sun Is Overwhelmingly Obvious and has Recently Been Detected by Space Probes:

… i standard sol-modellen er oprindelsen til og mekanismen i solens magnetfelt stadig et mysterium.

Interessant at udsagnet kommer fra Ungarn, hvor landets politik også er gået op imod EU-autoriteterne. Jamen det er jo politik, siger du? Det er det, men er det ikke efterhånden gået op for os, at politik og ideologi har ædt sig langt ind på videnskabens felt.

Det er ikke altid indlysende, hvilken argumentation, der er den rigtige. Her kan en meningsfløj så gå ind og påkalde sig videnskabelig konsensus, som om det var en forhandling i et parlament, hvor partierne banker hinanden på plads for at opnå et kompromis eller et politisk forlig, så alle bliver glade – eller som oftest lige utilfredse.

Men videnskab burde ikke være et spørgsmål om forhandling på den måde. Diskussioner javist, masser af diskussioner. Data er ikke altid entydige, de er åbne for fortolkning. Men er det så ikke for tidligt at konkludere og blive enige, er det så ikke netop her, hvor videnskaben burde være sig selv bekendt og give sine folk et stykke hjemmearbejde til næste gang.

I disse konsensus-forhandlinger vil en gruppering ofte henvise til, at fordi der er flere studier, der bekræfter deres fortolkning og paradigme, så må det afgøre sagen. Altså et rent kvantitativt argument.

VIDENSKAB ER IKKE KONSENSUS OG KONSENSUS ER IKKE VIDENSKAB !

Konsensus er politik. I videnskab bør det være resultaterne af eksperimenterne i sig selv (kvalitet), der afgør sagen og ikke antallet af hænder, der rækkes i vejret (kvantitet). Fordi et emne har affødt flere studier, kan få og vægtige studier være af afgørende betydning.

Der kan meget vel være tale om, at nogen har været dygtigere til at skaffe penge. Blandt medicinske forskere, som jeg oftest har være i selskab med, tales der off-the-record om, at nogle forskere bare sprøjter ligegyldige papers afsted, fordi det ser bedre ud i deres curriculum, og så får de flere penge til deres projekter. Et bedømmelsesudvalg i en fond er ikke fagligt kvalificerede til at vurdere kvaliteten af de titler, der fylder ansøgningerne. Ih, han er vel nok flittig, og se – der er hele fire A4-sider med videnskabelige artikler, så han skal da have nogle penge igen, for her er der virkelig nogle resultater. 4 tætskrevne A4-sider med luftkasteller og vindfrikadeller. Eller som Bruce Springsteen lavede til en sang, fordi han på turne har været tvunget til at glo på dumt TV om aftenen på hotelværelset: Fifty-Seven Channels and NOOOthing on! Han ku’ selvfølgelig ha’ ladet være, men i United Bluff kører TV’et hele tiden i baggrunden.

Bevisbyrden er blevet vendt på hovedet … upopulære synspunkter kræver nu ekstraordinær evidens. Populære synspunkter synes blot at kræve håndsoprækning.
Stuart Talbott

Normal videnskab, der er den aktivitet, hvor de fleste videnskabsfolk tilbringer det meste af deres tid, er baseret på den formodning, at det videnskabelige fællesskab ved, hvordan verden er skruet sammen. Normal videnskab undertrykker som ofte fundamentale nyskabelser, fordi de i sagens natur er forstyrrende for det, de har gang i.
Thomas Kuhn (ham med paradigmeskiftet)

Behøver vi næsten at nævne, at populære videnskataloger som Wikipedia er absolut upålidelige, når det kommer til emner, der politisk-korrektheds-ramte. Politik, videnskab, arkæologi, historie falder ind under den trussel. Det er det som den uafhængige researcher Michael Cremo – forfatter til en moppedreng af en bog kaldet Forbidden Knowledge – kalder for det store vidensfilter. Viden, der modsiger det narrativ, som videnskabsideologerne har kanoniseret og ophøjet til lov og sandhed, forsvinder simpelthen, bliver ignoreret, frasorteret, latterliggjort eller karaktermyrdet. Cremo har samlet en lang række anomaliteter, som arkæologer og historikere og deres institutioner ikke kan forklare. Mange af dem er dukket op fra lag, der er langt udover den alder, der er godkendt som tilhørende menneskelig kultur. Folk har mistet deres karriere og gode rygte ved tilfældigvis at have opdaget disse anomalier. Fordi de var hæderlige mennesker og ikke kunne få sig selv til at udtale sig imod bedre vidende, og fordi de har haft en – muligvis naiv – tro på, at de ville blive forstået, er de blevet lagt for had og udstødt. De bliver samtidigt brugt til at statuere eksempler, for det rygtes hurtigt gennem hele kollegafællesskabet, at den-og-den er blevet slagtet som en syndebuk for blot at konstatere ufravigelige fakta. Det kunne have været dem selv. På denne måde holder man videnskaben i en tilstand af frygt og lammelse.

Et lille arkæologisk-historisk sidespring – hvilket vi elsker her i butikken – er Den Store Mur i Kina. Vi har alle fået at vide, at muren blev bygget for at holde de vilde mongoler ude. Det er en meget lille del af den 20.000 km lange mur, der besøges af turister, og det er altid det samme stykke fuldt restaureret, som vi ser på billeder. Men det meste af muren er i forfald, og 30% af den er overhovedet ikke udgravet. De, der har besøgt den forfaldne del, har gjort en mærkelig opdagelse. Muren af tilgængelig fra ydersiden, og man kan kravle op af siderne, hvorimod indersiden er stejl og utilgængelig. De mærker af pileskud, der er fundet i murværkerne, findes på indersiden og ikke på ydersiden. Muren var altså ikke bygget for at holde nogen ude men for at mure nogen inde. Så hvem byggede muren, og hvem var muren beregnet for og imod?

Der har ikke været nogen videnskabelige innovationer siden 1920’erne, fordi videnskaben er blevet en stor forretning, der undertrykker sand fornyelse.
Gregory Chaitin, matematiker

Denne konstatering står i grel modsætning til den opfattelse, vi har af det 20. århundrede som videnskabens århundrede og den opfattelse, som videnskaben har af sig selv. Og der er nu gået 100 år. Chaitin siger på et tidspunkt i et langt interview på YouTube med titlen Gregory Chaitin: Complexity, Metabiology, Gödel, Cold Fusion, at lyn er et fænomen, der er meget dårligt forstået. Chaitin, der regnes som en af de tunge drenge indenfor matematikken, erkender altså, at plasma og elektromagnetisme er fænomener, der er svære at håndtere med de redskaber, som matematikere har til rådighed. Hans evne til selverkendelse stammer fra et af hans respekterede historiske kolleger, Kurt Gödel.

Gödel formulerede to ufuldstændighedssætninger.

Den første siger, at ethvert modsigelsesfrit formelt system, som er omfattende nok til at kunne udtrykke visse elementære dele af aritmetikken, vil være ufuldstændigt; det vil være muligt at finde udsagn i systemet, som kan bevises eller modbevises, dvs. som er uafgørbare inden for systemet.

Den anden ufuldstændighedssætning siger, at der i et sådant formelt system findes et udsagn, som udtrykker systemets modsigelsesfrihed, og at dette udsagn er et eksempel på en uafgørlig sætning. Det betyder, at det ikke er muligt i et sådant system at vise systemets egen modsigelsesfrihed.

Disse sætninger svære at forstå fuldtud, hvis man ikke er på et vist nørdniveau. Men de skabte foruroligelse blandt matematikere, der var sikre på systemets fuldstændighed, og så kom det her nervøse geni, som de ikke kunne skubbe til side uden at fremstå som idioter, og placerede en tikkende bombe under matematisk logik. Deres selvsikkerhed fik et par ridser i lakken. Vi sluttede jo del 2 med den sigende anekdote om, at pseudogeniet Stephen Hawking’s kones første problem iflg. hende selv var, at overbevise ham om, at han ikke var Gud.

Kronisk abstraktion er despoti. Fortænkte ideologier er abstraktioner, vi nævner blot marxismen, en politisk ideologi der fuldstændig fjernede sig fra realiteter i den menneskelige tilværelse og kaldte spekulative teorier for videnskab. Abstraktion er, når et tankesæt fjerner sig fra eller hæver sig over sit grundlag. Det kan være nyttigt med helikopterperspektiver for at skaffe sig overblik, men hvis man ikke genetablerer jordforbindelsen eller aldrig har haft den, så er despoti uundgåeligt.

Et eksempel på, at kosmologiske udsagn nemt kommer til at modsige sig selv, er en sætning med blot tre ord, der modsiger sig selv. Sætningen er en komprimeret forsimpling af relativitetsteorien, der er blevet pop-smart at fyre af:
ALT ER RELATIVT

Der skal blot ét ondt spørgsmål til at pille sætningen fra hinanden:
Gælder det så også for det, du lige sagde dér?
Hvad mener du?
Ja, du taler om relativisme, og du har lige fyret en absolutisme af ved at bruge ordet ALT.

Nåe ja-ja, men det jeg siger, gælder i alle tilfælde og sammenhænge.
OK, men så er det jo ikke relativt længere.

Og det er jo ikke sofistikeret retorik at stille et sådan destruktivt spørgsmål, det er en punktering af et ikke-gennemtænkt udsagn, der udgiver sig for at være gennemtænkt og skudsikkert. Brugen af dens slags pop-sprog røber en agenda. Virkeligheden kan altså gradbøjes, når det passer sig. Det er absolut (despotisk), når JEG siger det, men kan gradbøjes, når andre siger det, og jeg selv bliver udsat for det. Det er dobbelt-standard.

Alt er relativt er blot en poppet misforståelse af den græske filosof Heraklits berømte udsagn Panta Rhei – alting flyder. Hvilket betyder, at alting hele tiden er i bevægelse, der er intet, der er statisk. Det er altså noget andet.

Lad os ikke glemme et af de største stykker videnskabeligt svindel i det 20. og 21. århundrede:
Klima-agendaen og menneskeskabt global opvarmning. Jordens klima er 100% styret af vekselvirkningen mellem solens energifelt og jordens. Disse klimatiske forandringer har fundet sted i hele jordens historie. En globalistisk tænketank ved navn Club of Rome udtænkte, hvordan de via dette emne, som var meget lidt forstået, og via en ung og sårbar videnskab, klimatologi kunne skabe grundlag for et nyt frygt-skyld-og-skam-baseret globalt beskatningssystem. Global beskatning fandtes ikke endnu, så hvordan kunne man etablere noget sådant?
Og nej, CO² er ikke et giftstof – har du talt med din potteplante for nyligt?

Strategien var den urgamle: DU er synderen, for klimaet er menneskeskabt = DIN skyld, men VI giver dig mulighed for at betale dig fra det, og hvis ikke, så går Jorden under, og det er DIN skyld! I middelalderen hed det at betale aflad for syndsforladelse. I dag hedder at betale dine grønne afgifter og hykle, at du er åh-så-grøn (greenwashing). Den Katolske Kirke / Romerklubben havde endnu engang en finger med i spillet.
Læs: Klima – en historie om politiseret videnskab
Det er en uskøn historie om, hvordan et stykke videnskab blev opslugt af fascistisk korporatisme.

Ligesom hos astrofysikere, så har geologer og geofysikere også et sort hul – i hovedet. Plasmafænomers betydning for terraforming er udeladt af deres ligninger.

På planeten Mars er der et gigantisk kaldet Vallis Marinaris – havets dal. Fordi geologer opererer med langsomme over tid virkende naturkræfter, og fordi katastrofeteorier bliver undgået så vidt muligt, så har de et begrænset arsenal af forklaringsmuligheder. Arret må betyde, at der har være vand, der har gravet det ud. Og hvis den ikke virker, så må det have været vulkansk lava*, der på mirakuløs vis har holdt sig flydende 1000’er af kilometer. Arrene på månen forklares på samme måde, og de runde kratere må skyldes meteornedslag, der på mirakuløs vis alle slår ned i en 900 vinkel i forhold til overfladen, hvorved det bliver cirkelformede. Arrene på jordoverfladen forklares på lignende vis. Grand Canyon må være opstået ved, at Coloradofloden på mirakuløs vis besluttede sig til at løbe op ad bakke – for hey! det er da det, vand plejer at gøre – og over et par 100 millioner grave sit løb med knivskarpe kanter.

* Indvendinger om, at det må være vulkansk aktivitet falder til jorden, for geologer har selv konstateret, at der ikke er tegn på vulkaner i området på Mars. Al den snak i årtier om, at der ledes efter vand på Mars, stammer fra den fejlagtige antagelse at ‘havets dal’ må være skabt af vand.

Plasmafænomener er som nævnt skalerbare. De forkommer i allerstørste skala og allermindst + alt derimellem. Et kraftigt lynnedslag på et åbent areal kan danne mønstre, der ligner miniature Grand Canyons. Men den slags kan geologer ikke få øje på.
Se og hør: Enigma of the Grand Canyon – videoforedrag ved Matt Finn

Disse formationer ser ud, som om de kunne være opstået i går. Der er ringe belæg for, at de skulle være 100’er af millioner år gamle. Vore forfædre havde mytologier = direkte oplevelse og hukommelse af intraplanetare elektriske afladninger, der skræmte livet af dem. Når de fortæller om ild-og-tordenguden Indra, guden Tor og guden Zeus, der udsender deres tordenkiler, så er det DET, der berettes om med de gamles billedsprog af naturturfænomener. Altså krigsguden Mars, som romerne kaldte ham, fik altså en gevaldig skramme i lakken ved mødet med Venus og Jupiter. Ralph Juergens (billedet), der var elektrisk ingeniør og forsker fra Arizona sagde tilbage i 1970’erne, at der overhovedet ikke var brug for vandede (liquid) forklaring på disse formationer, man at forklaringen lå lige til højrebenet, når man studede plasmafænomener nedskaleret til lynnedslag.

Og husk i øvrigt, at lynet ikke slår ned, det slår op, for det er jordoverfladens overladning af positive ioner, der aflader til negative ioner i skyerne. Alle kender den trykkende stemning før et tordenvejr. Det skyldes at vores egne elektriske systemer i kroppen reagerer på det. Vi kender også den lettede stemning, der er efter tordenvejret, men vi tilskriver det ikke elektricitet. På samme måde forstår vi ikke, hvorfor vi bliver tungere og tungere i hovedet af at sidde på kontoret med et indelukket system fyldt med computere og elektriske installationer og devices, forstærket af bygningens og lokalernes syntetiske materialer. Disse miljøer er fuld af positive ioner, som tynger vores indre system. Og når vi går en tur i skoven eller ved vandet og måske oven i købet tager et dyk i bølgen blå, og oplever en forfriskelse af det indre system, så tilskriver vi det ikke elektricitet. Men det er det.

Skulle du være i tvivl om, at kroppen er et forfinet elektrisk system, så spørg, hvordan dit nervesystem fungerer. Hvad tror du, der får dit hjerte til at pumpe? Du opererer konstant ved svagstrøm. En celle i kroppen opererer ved 0.7 volt – og der er 50 trillioner af dem! Kinesiske QiGong-mestre har i eksperimentelt lukket-kontrollerede forsøg været i stand til at koncentrere denne celleenergi (qi) og producere 220 volt! Et lynnedslag er på 3 millioner volt og 30.000 amp. Det betyder normalt død-på-stedet, hvis man bliver ramt, men der er faktisk eksempler på folk, der har overlevet. De var ikke de samme bagefter, berettes der. Som ramt af lynet.

Vi bør som ‘forbrugere’ af videnskabelig formidling være mere forbrugerbevidste. Det er ikke altid så nemt, for videnskaben leverer ikke en varedeklaration, der gør rede for, hvordan de er kommet frem til resultatet, og hvor mange sjove tilsætningsstoffer der er i pakken. Der er heller ikke noget med sidste salgsdato og endnu mindre holdbarhedsdato i stil med BigBang – bedst før 1980 eller Evolutionslæren – bedst før 1945, da Det Britiske Imperium drejede nøglen om. Eller hvad med: Universet – indeholder 99,9% sort materie og sort energi pga. manglende forståelse. Eller som medikamenter med en advarsel: Dette er en teori og bør ikke indtages som endegyldig. Kendte bivirkninger: Forvirring, kognitiv dissonans, nedsat intelligens og lettere kløen i hårdbunden. Og det var kun de kendte og indrømmede bivirkninger.

*

Artiklen her + de følgende i serien bygger på David Drews fremragende serie på ThunderboltsProject (YouTube).
Hovedsite er: Thunderbolts Project (thunderbolts.info)

Projektet er vidtrækkende og interdisciplinært. Der er ikke kun tale om plasmafysik/astrofysik som en videnskabsgren. Der er også i bedste Velikovski-ånd forskning i mytologi, billedkunst fra præantikken, videnskabsteori, filosofi, geologi/geofysik. Kosmologi er læren om kosmos, verdensaltet. Det involverer i sagens natur, og som navnet siger: ALT.

Læs: Videnskaben er død – del 1
Læs: Videnskaben er død – del 2
Læs: Videnskaben er død – del 3

Vi satser på en del 5 i serien, der kommer til at handle om tyngdekraft.