Videnskaben er død – del 3

Hvor er tallene, der understøtter det?
Hvor er matematikken?
Vi kan vha. matematik bevise, at …

Dette fraseri er blevet til klichéer. Når tavlen er fuld ligninger, og det matematiske geni har slidt det 4. stykke kridt op og vender sig om og siger:
Og hermed skulle det være bevist, at jorden er flad!
… så ville folk tro ham. Hvilket selvfølgelig er et tænkt eksempel, for selv den ondeste matematik ville aldrig kunne bevise en sådan absurditet. Ikke desto mindre er en hel del af videnskabens såkaldt beviste faktualiteter gjort af det stof.
Læs: Fladpande

Et matematisk bevis er en lukket cirkel, der gør det med sig selv. Det er selvsving i en abstrakt verden – med mindre det tager udgangspunkt i en observerbar verden og bruges, som matematik var tiltænkt: et redskab og ikke et mål i sig selv.
Matematik er ikke lig med videnskab, og videnskab er ikke lig med matematik.
Matematikere har være en invasiv dyreart i videnskaben, således at de har overtaget hele videnskabsgrene, som fx. astrofysik og kosmologi, der er vores case-study i denne artikelserie.

Matematikeren og filosoffen Bertrand Russell – om hvem der kan en hel del i ubehagelig retning for hans politiske filosofi og kyniske menneskesyn og som medlem af det Fabianske Societet – udtalte som matematiker med et touch af filosofi:

Fysik er matematik – ikke fordi vi ved så meget om verden, men fordi vi ved så lidt.

Udsagnet kan gå i to retninger.
Enten at vi ved så lidt om verden, så derfor kompenserer vi for det ved at lægge et matematisk røgslør over vores manglende viden for derefter at påstå, at vi ved noget.
Eller at vi ved så lidt om verden, så netop derfor har vi brug for matematikken til at få det at vide, der er så svært at forstå.
Det var muligvis det sidste, han mente, men det er det første, der er blevet en realitet.
Matematik burde være et hjælperedskab til videnskaben og ikke et styresystem.

Matematikeren: Og I dér eksperimentalister dernede, kan I ikke lige gå ud og bevise, hvad jeg lige har bevist for jer heroppe på tavlen?

Når vi siger et matematisk bevis, så er der tale om et bevis i matematisk kontekst og ikke som f.eks beviser i en kriminalsag eller beviser for, at en historisk hændelse fandt sted. Matematik forklarer ikke noget, matematik beskriver noget. Det er en efterrationalisering af observation og opmåling. Og derefter kan matematikken bruges fremadrettet. Enhver bygningskonstruktør bruger matematik til at tegne en bygning. Enhver ingeniør bruger matematik til at udregne, om bygningsfundamentet kan klare trykket. Oldtidens bygninger er fulde af matematik, ofte meget avanceret-esoterisk matematik fulde af skæve ‘hellige’ tal. Men matematikken er opstået via eksperiment, det er mønsterregistrering, det ersystematisering af observationer. Matematikken kommer ind, fordi videnskab består i at lære det, vi ikke ved vha det, vi allerede ved.

At sige, at matematik er styrende af videnskab, er at spænde vognen for hesten og få halen til at logre med hunden. Det er som at køre en forretning udelukkende med en regnskabsafdeling uden en forretningsmodel.

Historisk set har antagelser, der er baseret udelukkende på matematik, vist sig at være fejlagtige. Epicykler som planeternes bane er et klassisk eksempel. Epicykler er cirkler, der bevæger sig indenfor en større cirkel. Både antikkens førende astronom Ptolemæus og Kopernikus 1450 år senere mente, at himmellegemerne bevægede sig i perfekte cirkler – forskellen var selvfølgelig skiftet fra det geocentriske til det heliocentriske univers. Der var masser af avanceret matematik bag Ptolemæus’ model, for oldtiden beherskede matematikken, bare sig Pythagoras. Og hvad de færreste ved er, at det gamle Indiens matematikere og andre videnskabsfolk var ekstremt langt fremme i skoen, men da det var en del af det Det Britiske Imperiums perfide agenda at udslette Indiens storhed, er vi ikke klar over det. Problemet med Ptolemæus’ udregninger var, at de ikke afspejlede virkeligheden. Først med Kepler og Tycho Brage blev planetbanerne til elipser.

I afsnit 1 nævnte vi Wright-brødrene, hvor datidens aviser og magasiner hævdede, at deres flyvninger, der allerede havde fundet sted i årevis, aldrig havde fundet sted, for matematikken sagde jo, at objekter med den vægt ikke var i stand til at flyve. De forvekslede landskabet med kortet. Ifølge samme matematik kan en humlebi derfor ikke flyve, men da humlebien ikke ved noget om matematisk fysik, så flyver den alligevel. Det er vi mange, der er glade for, for den er et totalt hyggeligt dyr, der gør stor gavn i naturen.

Plasmafysikken har som hovedpointe plasmaens afgørende og dominante elektro-magnetiske betydning i kosmisk skala fremfor tyngdekraft. Matematikere bryder sig ikke om plasma, da deres matematiske modeller og udregninger ikke rigtigt ‘forstår’ den. Matematikere ønsker smukke og elegante love i naturen. Som Hannes Alfvén udtalte: ... det er kun plasmaen selv, der nægter at anerkende, hvor smukke teorierne er og nægter at adlyde dem. Man kan i et ubevogtet øjeblik blive vidne til matematikere, der bliver helt blanke i øjnene, mens de siger: Og denne ligning er simpelthen smuk (violinmusik).

Visse luftarter / gasser kan muligvis kortlægges matematisk. Men plasma er luft i dens fjerde tilstand (solid: is – flydende: vand, luftig: damp, ioniseret: plasma), hvor elektromagnetiske kræfter regerer. Man kan sige, at plasma befinder sig udenfor den newtonske model, og når man som mainstream fysikere prøver at møve det ned-og-ind i den model, som de synes, de har styr på, så går det galt. Det er så lidt af et problem, for 99% af universet består af plasma.
I det øjeblik videnskaben siger, at noget er matematisk bevist, begår den hybris.

Intet antal af observationer af hvide svaner kan bevise, at alle svaner er hvide.
Blot en enkelt observation af en sort svane vil modbevise det.
Karl Popper

En god teori eller hypotese skal altid være sårbar overfor fejlagtighed, hvilket betyder, at den skal formuleres på en måde, der gør det muligt at forkaste den. Med andre ord: vi er nødt til at være i stand til at kunne modbevise en teori eller en hypotese.
Uden denne mulighed, stagnerer videnskaben. Den dør.

Vi citerede i del 2 den noget arrogante professor i naturfilosofi fra John Hopkins Universitet Sean Carroll. Han har også udtalt:

Det er i princippet muligt, at grundlaget for BigBang-modellen (et univers der udvider sig, og som var meget varmere og tættere i fortiden) på en eller anden måde er forkert, men chancerne for det er så uendeligt små, at det ikke er værd at beskæftige sig med.

Den arrogante professor forsøger her at gøre det umuligt at kritisere the BigBang. Han begår hermed en intellektuel forbrydelse mod videnskabens grundfundament: at det altid skal være muligt at modbevise. Han er dogmatiker, og et dogma er uimodsigeligt, det er et imperativ for underkastelse. Professoren personificerer den despotisme, der har inficeret og forgiftet videnskab.

Isaac Newton, the man himself, hvis bold de løb med og nægter at aflevere, indrømmede selv:

… Men indtil videre har jeg ikke været i stand til at opdage årsagen til disse egenskaber for tyngdekraft, og derfor anlægger jeg ingen hypotese.

Så meget må man give manden. Han nøjes med at beskrive efter bedste evne og afstår fra at forklare / begrunde.

Einstein beskrev tyngdekraft som afbøjet rum. Han erstattede en matematisk beskrivelse med en matematisk abstraktion. Eller som matematikeren John Wheeler formulerer det: … materie fortæller rumtid, hvordan det skal afbøje sig, og rumtid fortæller materie, hvordan det skal bevæge sig.

Men han benytter sig af metafysiske termer. Rumtid og ‘fortæller hvordan’ er ikke defineret via fysik. Det er ikke fysik og derfor ikke videnskab, når man taler på den måde. Men talemåden startede for 100 år siden og har holdt ved siden. Allerede Nicola Tesla sagde dengang:

Nutidens videnskab har erstattet eksperimenter med matematik. og de vader fra ligning til ligning og ender med at bygge en struktur, der er uden forbindelse med virkeligheden.

Tesla havde ikke meget respekt for Einstein og kaldte ham et uldhåret fæhoved. Einstein havde på sin side stor respekt for Tesla, så man kan godt få lidt ondt af ham. Einstein – og det må man give manden – var så selverkendende, at han undtale følgende på forskellige tidspunkter:

Efter at matematikerne har invaderet fysikken, forstår jeg den ikke engang selv.

Når matematikens love henviser til virkeligheden, er de usikre;
når de er sikre, henviser de ikke til virkeligheden.

Man forestiller sig måske, at jeg ser tilbage på mit livs præstationer med sindsro og tilfredstillelse. Men fra tæt hold ser det anderledes ud. Der er ikke et eneste koncept, som jeg tror vil holde ved, og jeg føler mig usikker på, at jeg overhovedet er på det rette spor.

Disse og andre udtalelser bruges til at fremhæve videnskabens vilje og evne til konstruktiv tvivl, og var det bare så vel, for i realiteten anses det af fysikere for kættersk og utilstedeligt at betvivle relativitetsteorien. De sorte huller anses som en af de sikreste forudsigelser, som relativitetsteorien har begået, men det står i modsætning til Eisteins egen afvisning af deres eksistens. SÅ: er relativitetsteorien blot en senere ekvivalent til epicyklerne, en af videskabens monumentale fejltagelser? Eller langt værre en epicyklerne, da Ptolemæus ikke kunne have vidst bedre, hvorimod BigBang’er har haft alle muligheder for at vide bedre men har nægtet at bruge dem.

Her er et lille regnestykke, der nok kan få en og anden matematisk-teoretisk fysiker til at svimle lidt:

F _elektrisk = 8.2 x 10^-8 = 2.3 x 10³⁹
F _gravitation = 8.2 x 10^-47
hvilket vil sige, at den elektriske kraft er 10³⁹ gange stærkere end tyngdekraften.

Altså 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 x 10 gange større,
eller 1.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000 gange større
hvilket er et tal, der ikke engang har et navn blandt decimaltallene, men hvis det havde, ville det hedde en sextiliard gange større.
Og alligevel mener videnskaben, at den kan se bort fra elektricitet og magnetisme som den alt-dominerende kraft i universet.

Særligt svimmelt bliver det, når man gennemtænker fysikernes udsagn om, at tyngdekraften er omgående over store afstande. Der er altså ingen forsinkelse. Masse er altså ikke underlagt massen egne begrænsninger, så nu er vi forvirrede! Tyngdekraft er nødt til at operere med en hastighed på 20 milliarde x lysets hastighed. Et elektron er nødt til at operere med en hastighed, der er langt større end lysets hastighed for at skabe sammenhæng, og en ladning af elektricitet vil altså være i stand til at nå fra vort solsystem til Andromeda-galaksen på 1 sekund = 2.5 millioner lysår kogt ned til 1 sekund. Der røg grundsætningen om, at lystets hastighed er den ultimative, en modsætning, der allerede er indbygget i helt konventionel fysik, men som der aldrig tales om.

Definition af teoretisk fysik: Matematiske spekulationer afskåret fra eksperimenter og uden fast grund i virkeligheden.

Det er vor tids skolastik, det vidtløftige kompleks af spekulativ teologisk videnskab, der opstod blandt lærde i middelalderens klostre og kirkelige universiteter. BigBang er særdeles skolastisk, og er som nævnt i del 1 netop ankommet fra teologien.

Det er nødt til at være sådan for at få matematikken til at fungere.
Phill Platt – fortaler for sorte huller i en fortalelse (ups)
Det er underligt, så sorte huller leger med vores fornemmelse for, hvad der virkeligt og ikke virkeligt, hvad der giver mening, og hvad der ikke gør, men det er jo derfor de er så sjove og underholdende, ikke sandt … øh udover at de er totalt destruktive og bare cool …

Davies er et eller andet sted ikke den skarpeste kniv i skuffen, for hans sprogbrug røber, at det hele er en leg med vores begrebslighed og fornuft, og at det er cool at være destruktiv – som foroven så forneden. Det er sådan de tænker i den saturniske dødskult.

Den teoretiske fysiker og fortaler for plasmafysik Jeremy Dunning-Davies skriver kritisk om sit eget felt i en artikel fra 2012 med titlen: Fremtiden for teoretisk fysik og kosmologi:

Som en, der oprindeligt er uddannet i matematik, er jeg udmærket i stand til at værdsætte skønheden ved matematik, men i mine unge år som forskningsstuderende blev jeg klar over, at når man har at gøre med et fysisk problem, skal man være i stand til at påvise den fysiske mening med hvilket som helst matematisk resultat, der opnås, og det skal være i form af realistisk fysik og ikke ved at flyde ind i et farvand af indbildning eller science fiction.

Det er også vigtigt altid at gøre sig klart, at ethvert opnået resultat er afhængigt af den aktuelle matematiske model, der var udgangspunktet. Jeg vil derfor forsøgsvis foreslå, at ingen videnskabsmand, der søger den aktuelle sandhed, kan tillade sig nogen form for smigrende selvtilfredshed – uanset omfang.

Matemagi er i stand til at få en firkantet klods til at passe i et rundt hul. Har vi ikke alle haft den slags baby-legetøj, hvor vi puttede klodser i huller? Det er sådan en opgave, man kan give en krage eller en kakadue – eller en blæksprutte, og den vil løse den. En smart kat kan også finde ud af det.

Det er et af relatitivetsteoriens antagelser, at rummet krummer på grund af tyngdekraft. En tidligere NASA-forsker Edward Dowdye, PhD og fysiker foreslår, at man gør det alt for kompliceret. Hans speciale er optik, og han udtalte ved konferencen EU2012 (EU står her for Electric Universe), at det hele langt snarere er en simpel optisk afbøjning.

Evidens for tyngdekraftens afbøjning af lys ved Saggitarius A som forudsagt af reglerne for lysets afbøjning, er endnu ikke blevet observeret.
Edward Dowdye, Jr.

Professor ved Institut for Ingeniørkunst og Teknologi i Lucknow, Indien R.C. Gupta siger det samme uafhængigt af Dowdye:

Det er sagt, at tyngdekraft kun finde sted med mellem materielle legemer, og at den resterende masse (zero-rest mass photon) af photoner er upåvirket af tyndekraften. Den alternative nye tilgang til at forklare fænomener som afbøjning af lyset tæt ved en stjerne og det tyngdekraftsbaserede red-shift er et optisk afbøjningsfænomen … Den nye tilgang kan have en afgørende betydning for vores forståelse af rum-tid, tyngdekraft og kosmologi.

Selvom Gupta stadig bruger konventionel terminologi accepteret af mainstream-fysik – hvilket muligvis er et smart træk fra hans side – så er det alligevel et brud på dogmatikken og det krumme rum.

Alle skolebørn ved, at ‘klæbrigt vand’ afbøjer lyset. Altså: når man lægger et objekt ned i vand, så ser lyset rundt om objektet anderledes ud i vandet. Vi ved også, at atmosfæren / luften tæt ved planeter er tættere end mellem planeterne.
Er det lufttomme rum i øvrigt lufttomt? Det burde hedde det lufttynde rum eller det elektrificerede luftrum eller det plasmoide rum.

Hvad med at holde det simpelt i stedet for at rode sig ud i metafysik rumtid, afbøjning ved masse/tyngde, relativitet og termodynamiske dødsmaskiner?
Keep It Simple, Stupid = KISS

Er matematik et sprog? Eller er vi lost in translation?

Det er jo ikke en ny ide, at tallene (matematikken) gennemsyrer universet.
Spørgsmålet er, om det ikke er en projektion af vores forsøg på at forstå universet ved at sætte det på formler. De gamle grækere og deres arvtagere romerne opererede med lagdeling af videnskaberne, hvor tallene gennemsyrede alt. De kaldte det for Quadrivium, den 4-delte videnskabs-lagkage. Vi har allerede beskrevet deres Trivium – tænkningens tredeling i del 1.

De så matematikken som fundamentet = læren om tallene.
De så geometrien som læren om tallene i rum.
De så musikken som læren om tallene i tid.
De så astronomien som læren og tallene i rum og tid.
De så slutstadiet som filosofien, kærligheden til viden.

Med musik mente de gamle ikke harpespil og dans, de var udøvere af pythagoræernes videnskab om svingninger, frekvenser og harmonier. De tænkte dybere og bredere end nutidens matematiske tavle-grafitti-malere i auditorierne i Institut for Teoretisk Fysik.
Og selvom der var denne fokus på tallene i oldtiden, så var målet ikke, at tallene skulle regere verden, og at matematikere var guder.

Stephen Hawking, der såkaldte matematiske geni i rullestol med det hele, har en 100% matematisk tilgang til fysik. Det er bemærkelsesværdigt, at et menneske med så lidt korporlig fysik, der lever 100% i sin hjerne og så lidt i den egentligt-fysiske verden, regnes for top-of-the-pops indenfor fysik = teoretisk fysik. Mere abstrakt-teoretisk bliver det ikke. Hawking udtaler:

Man kan ikke rigtigt argumentere mod et matematisk teorem.

Kan man ikke? Hvorfor kan man ikke det? Hvor gik det galt for dig … nåe dér.
Hvad han siger er, at et matematisk teorem er ligesom Gud.
Man kan ikke betvivle Gud, kan man vel?

En anden Stephen, matematikeren Stephen R. Crothers fra Tasmania, Australien har følgende udsagn:

Hawking var en pop-videnskabsmand, der ipso facto (rent faktisk) INTET ydede af værdi til videnskaben. Einstein var den første pop-videnskabsmand promoveret på et tidspunkt af en anden entertainer Charlie Chaplin. Hawking og Einstein-kulten har ødelagt fysik og astronomi og har omskabt det til et cirkus-freak-show.

Videnskaben kan ikke bare sidde og vente på, at de skal forsvinde. Mens de stadig er aktive og holdt i kog, ødelægger de unge hjerner i deres vej ind i videnskaben, så de bliver fanget i det samme rotteræs og producerer flere pop-videnskabsfolk. Denne cyklus skal brydes.

Dette er måden, hvorpå astronomer og kosmologer begår videnskab: falsknere ved hjælp af massemedie-induceret massehysteri. Man tror ikke sine egne øjne. Tænk lige over det: Ifølge astronomer og kosmologer er den endelige masse i deres sorte huller koncentreret i en fysisk singularitet af zero volumen, uendelig tæthed og uendelig tyngde. Men ingen endelig masse nogetsteds har zero volumen, uendelig tæthed og uendelig tyngde.

Stephen Hawkings først kone – hvad motiverer i øvrigt en kvinde til at gifte sig med en ultra-krøbling bortset fra et overdimensioneret moderinstinkt? og intet ondt om det – udtalte:

Mit største problem, da jeg giftede mig med Stephen,
var at overbevise ham om, at han ikke var Gud.

*

Artiklen her + de følgende i serien bygger på David Drews fremragende serie på ThunderboltsProject (YouTube).
Hovedsite er: Thunderbolts Project (thunderbolts.info)

Projektet er vidtrækkende og interdisciplinært. Der er ikke kun tale om plasmafysik/astrofysik som en videnskabsgren. Der er også i bedste Velikovski-ånd forskning i mytologi, billedkunst fra præantikken, videnskabsteori, filosofi, geologi/geofysik. Kosmologi er læren om kosmos, verdensaltet. Det involverer i sagens natur, og som navnet siger: ALT.

Læs: Videnskaben er død – del 1
Læs: Videnskaben er død – del 2
Læs: Videnskaben er død – del 4