Vi bor i grimhed og længes efter skønhed

Man spørger nogle gange sig selv, hvordan arkitekter har været i stand til at overse, at folk – ikke bare lidt men også i den grad! – foretrækker og søger imod steder, pladser og bygninger, der er smukke og ikke de betonmodernistiske kassemiljøer, som arkitekterne har skabt. Jeg mener, det står for eksempel ikke listet op som en turistattraktion at besøge Ørestaden, selvom der har været adskillige verdensberømte arkitekter inde over her. Har arkitekterne totalt glemt, at mennesker til enhver tid foretrækker skønhed fremfor grimhed?

Man har været nødt til at oprette dette glas-skuffedarium som ‘uden bopælspligt’ for at komme af med det. Hvorfor ikke bare sige det, som det er: spekulationsbyggeri, som ingen alligevel gider bo i.
*Alle har en altan med dyre møbler i eksotisk træ. Ingen bruger dem.*

Jamen der er da masser af folk omkring Islands Brygge og Københavns Havn til dagligt,
vil nogen indvende. Javel, men hvis de havde opført det monstrøse kassedarium på en eller anden kedelig lokalitet, hvor de ikke kunne læne sig op af det attraktive element: VAND, ville der så være mennesker? Og hvis ikke man havde placeret et monstrøst indkøbscenter, så folk var tiltrukket af ugens tilbud og fancy modetøj, ville der så være mennesker? Og hvis lokaliteten ikke var en samling af de mest attraktive byggegrunde startende 1-2 km fra Rådhuspladsen, ville der så være mennesker?

Hvis du gav folk valget mellem at bo i en smuk 1800-tals bygning i indre by og en butt-ugly koncentrationslejr-agtig barak i sovebæltet – vel at bemærke til samme pris, så ville folk ALTID vælge skønheden. Men rige mennesker kan også godt li’ skønhed, så de har prissat skønheden så højt, at fattigrøvene ikke har råd til andet end en fløj af det lokale Auschwitz i betonbæltet.

Jamen man har da ikke brug for skønhed, når man bare skal arbejde, æde, skide og sove, har man vel?
Altså hvorfor gøre noget ud af boligområderne, når man bare skal regenerere? Svaret ligger allerede i spørgsmålet med en sørgelig konstatering af, at dette er den tilværelse, der er gjort muligt for os. Vores livsenergi er suget ud af os i en grad, hvor vi ikke engang orker at gøre modstand mod grimheden, for vi skal bare ligge og gispe efter vejret, når vi ikke arbejder for at kunne betale for det liv, der består i at gispe efter vejret.

*Dette kunne være hvilket som helst dump for menneskelig arbejdskraft ud af 10.000 byer i verden.*
*Det er så tilfældigvis i Toronto.*

Grimhed > kedsomhed > aggression

Der er en direkte forbindelse mellem grimhed i vores omgivelser, vores bolig-, opholds-, arbejds-, og transportmiljøer og grimhed i vores indre. Grimhed, kedsomhed og vold er tæt forbundet. En grafitti-besmurt betonvæg ved en parkeringsplads, i et fabrikskvarter, langs et beskidt banelegeme eller på en væg i lejekasserne-karéen er en ubevidst form for protest imod det kedeligt-grimme. De, der har begået grafittien, har næppe en grad af selvindsigt til at forstå, hvorfor de egentlig gjorde det – altså udover at det er deres medlemskort til the tribe, det dårlige selskab af lignende typer, der også røvkeder sig og føler sig som kasseret affald uden fremtidsudsigter. Deres fuckness går på DET HELE på én gang, for hvis de havde været i stand til at formulere sig på anden måde end at pisse op ad en væg, ville de også have været i stand til at forbedre deres eget liv og taget kampen op imod grimheden i stedet for blot at smøre grimt ovenpå grimt og dermed bekræfte grimheden. Vi taler ikke her om grafitti med egentlig kunstneriske kvaliteter, hvilket rent faktisk findes, for det er kun en brøkdel af de samlede udgydelser.

En ægte og fanatisk modernist, der i 1920’erne seriøst foreslog at jævne Paris med jorden og starte forfra. Projektet ligner kommunismens modernistprojekt: ødelæg et helt samfund, start forfra og byg et menneskefjendsk dystopia. Selvom han og lignende typer ikke fik lov til at rive Paris ned, så fik de alligevl lov til at lægge en kødrand af beton omkring samtlige storbyer i verden. Og 1. og 2. verdenskrig, var det ikke en form for nedrivningsprojekter af storbyer?

Arkitekter derimod er rent faktisk i stand til at formulere sig. Deres vandalisme er på et højere niveau. Mange af dem er vældigt intellektuelle og formulerende. Problemet med dem er, at de mangler indlevelse og medfølelse. De er hjerteløse æggehoveder, der er hjernevasket af modernismens kasseidealer. Det skal bare fungere, siger de, for det var, hvad funktionalist-modernismen lærte dem. De forstår ikke længere mennesket. Bor de i deres egne kasser, tager de deres egen medicin? De bor allerhøjest i arkitekttegnede luksusversionener af deres egne kasser, som proletarerne aldrig får råd til at bo i. Men selv deres mange-million-mansions indeholder kedsomhedens element. Når man har set det én gang og fået chocket, så søger øjnene et andet sted hen.

Gamle byer er vokset frem af landskabet. Gaderne følger de givne kurver langs floden, op langs bjerget, langs kysten og skoven. Her opdager vi parallel-problemet, for det er lykkedes industrisamfundet at planere naturen. Når landskabet er jævnet med jorden, er det bare at tegne lige streger og smække kasser i kilometervis op.

Skønhed er et behov, ikke en luksus

*Der fornemmes en vis lighed i udtrykket. Form, intention og indhold synes at være sammenfaldende.*
*Det var lige netop, hvad funktionalistisk modernisme lærte os.*

Der findes studier af menneskers prioriteter af de steder, de kan lide at bo i. Vi ser her bort fra, at størstedelen af mennesker i-og-omkring storbyer og i forarmede landdistrikter i verden ikke har andet valg. I USA bonnede en undersøgelse blandt 43.000 mennesker i 26 byer ud med, at skønhed var den 3. højest tilfredsstillende egenskab ved de steder, de foretrak – altså foran sikkerhed, uddannelsesmuligheder og basale services. En anden undersøgelse placerede emotionel tilknytning til skønhed øverst på listen. En engelsk undersøgelse fandt, at der var en direkte sammenhæng mellem steders skønhed og menneskelig sundhed.

Så mennesker er ikke reducerbare til æde-skide-sove-arbejde. Behovet for skønhed er helt i top sammen med behovet for mad, vand, tøj på kroppen og tag over hovedet. Maslows behovspyramide, go-fuck-yourself! Ja, hvis du er lige ved at omkomme, bliver skønheden midlertidigt tilsidesat, og det er desværre sådan, folk rundt om i verden er tvunget til at leve: en kronisk tilstand af militær undtagelsestilstand.

Arkitekter, der har skabt den modernistiske grimhed, der omgiver os i dag, er fuld af undskyldninger. De fleste af dem er i kategorien dårlige undskyldninger. Vi kender selvfølgelig lidt til de betingelser, de de selv har haft. Vi har en vis forståelse omend i begrænset omfang. Bygherrerne har gennemtvunget spekulationsbyggeri af dårlig kvalitet, fordi der var penge i lortet. Det kunne betale sig på kort sigt at opføre byggeri af dårlig kvalitet. Når lortet begyndte at falde fra hinanden efter 25 år, så var de over alle bjerge, havde tjent kassen og havde efterladt sig monumentale eftermæler.

Der synes at være en vis lighed i udtrykke mellem Metropolis og Nekropolis.
Er der egentlig forskel mellem de levendes og de dødes byer?

Det fortæller en historie om bygherrernes menneskesyn: at vi bare er en stak svin og høns, der skal have et bur at sidde i, inden vi skal slagtes og ædes. Hvis arkitekten ville leve som arkitekt, så måtte han dukke nakken for bygherren. Det er kun de allermest berømte og højt betalte arkitekter, der selv har kunne vælge, hvad de ville bygge. Dette er en forklaring, ikke en undskyldning.

Berlinerne har forstået, hvordan man skaber oaser midt i en storby med 3.85 millioner indbyggere. Folk strømmer til de 100-vis af biergartens, der ligger overalt. Hver bydel i Berlin er unik. Alting findes lokalt. Man lever der, hvor man bor og arbejder. *Det eneste sted, hvor byplanlæggerne har fået lov til at gå amok efter murens fald, er det tidligere sønderbombede ingenmandsland Stadtmitte.*
*Hvem gider i øvrigt frivilligt at opholde sig der?*

Walk-the-talk

Det er betegnende, at mange arkitekter selv blandt de mest avantgarde privat foretrækker at bo i gamle smukke huse. Hvis vi skal udvise velvillig forståelse, så er det måske et udtryk for, at der trods alt er en grund til, at de blev arkitekter – dengang før de lod sig fucke op i arkitektskolen, hvor modernismens anti-æstetik havde holdt sit indtog. Selvom Frank Lloyd Wright boede i et hus, han selv havde tegnet, så befandt huset sig midt i et stykke fantastisk natur. Avantgardisten Rem Koolhaas har designet monstrøse glas-beton-aluminium-komplekser, men bor selv i en gammel victoriansk bygning i London. De samme modernistiske arkitekter gør tykt grin med pastiche-arkitektur, altså når man kopierer gamle arkitektur-stille i dag. De bliver oprørte, fornærmede, og de bliver anfægtede, for de ved, at det er et udtryk for et folkeligt mishag imod deres forehavende.

*Koolhaas og Rotterdam-komplekset – øøh tager du ikke lige fingeren væk fra munden,*
*så vi rigtig kan se dit smørede grin?*
*Hvor mange millioner betalte de dig for at lave det stykke piece-of-shit?*

Der er sket en dehumanisering og afstumpning af mennesker over lang tid. I antikken tænkte man på skønhed som en del af tingenes tilstand. Noget var skønt i sig selv, det var en kvalitet udenfor menneskesindet, det var objektivt skønt. I Oplysningstiden i 1700-tallet begyndte et skift, hvor skønhed blev opfattet som subjektivt. Hvad der var skønt og smukt for nogen, var grimt for andre – mente filosofferne, der banede vejen for et skift hos mennesker generelt. Immanuel Kants samtidige blandt ikke- filosoffer, altså mennesker som sådan, ville i praksis have været lodret uenige. De var ikke bare isolerede subjekter, de havde en fælles fornemmelse for skønhed. Det er interessant, at selve ordet subjektivt i sin kerne allerede fortæller, at der er noget obskurt og selvmodsigende på færde. Et subjekt er også et skældsord for en mindreværdig, foragtelig person. Sub-jacio på latin betyder under-kaste. Du er underkastet, undertrykt, du tilhører den lave kaste. Folk opfatter begrebet anderledes som: jeg har min egen opfattelse, jeg foretrækker noget, jeg tager selvstændig stilling, jer ser det fra min subjektive vinkel.

*En bog med en befriende titel, der kalder visse arkitekter for … en spade.*

Smag

Der er skrevet meget om smagsbegrebet i filosofien. Mens der altid vil være visse afvigelser af, hvad folk foretrækker, altså i den bedømmelse, den smagsdom som folk udøver, når de foretrækker noget og finder noget smukt eller grimt, tiltrækkende eller frastødende, så er det dog bemærkelsesværdigt, at smagen for skønhed netop ikke er blot subjektiv men inter-subjektiv – vi tør vel dårligt nok længere bruge ordet objektivt. Folk ved med andre ord godt, hvad der er smukt, siden de i samlet flok foretrækker visse steder fremfor andre. Vi ser igen bort fra de hjernedøde, der er marinerede i deres indre grimhed, så de ligefrem foretrækker grimme steder, ligesom narkomanerne i undergrundsstationerne får røde knopper og rysteture, når de spiller Vivaldi over højttalerne. Hvis der blev spillet dødsmetal, ville de blive helt rolige.

Vi kan ikke alle sammen bo i et postkort som indbyggerne i Castelmezzano, Italien.
Mindre kan dog gøre det. *De har til gengæld turister, der går og glor ind ad vinduerne.*

Der er noget i vores natur, der foretrækker skønhed, og her nærmer vi os en forståelse. Det skønne er det naturlige. Vi er ikke subjekter i vores natur, vi er en del af Den Store Objektivitet kaldet Naturen. Vi tiltrækkes af naturens proportioner, frekvenser – eller talforhold om man vil, men det er en tilsnigelse af målerhjernen, der godt kan li’ at kvantisere kvalitet og gerne sætte naturen på formler. Selv matematikere må indrømme, at det er de skæve tal (odd numbers), der er de mest interessante, pi, phi, det gyldne snit. Og minsandten om ikke det er det, vi finder indbygget i arkitekturen i oldtiden.

Vi kan heller ikke alle sammen bo i bindingsværk og under stråtag – bl.a af den simple grund, at dansk landbrug har ødelagt de fleste vådområder, hvor der kunne høstes strå. Bortset fra det, så har stråtaget egenskaber, der overgår moderne byggematerialer. Det samme har de lerklinede vægge. *Og prisen er en brøkdel, for det er jo bare mudder = ler, sand og kalk. Der var måske noget, vi kunne lære her.*

Arkitekter mener med deres modernisthjerner, at smag er mulig at lære. De har selv lært sig og udviklet en smag for … kasser. Der er et begreb for det: design disconnect. Hvordan skal vi oversætte det: formgivnings-afkobling lyder en smule akavet. Men det dækker over, hvad vi allerede har konstateret. De har trænet deres hjerner i at opfatte noget som smukt, som alle andre synes er grimt. Problemet er efterfølgende, at de har haft en position, hvor de har fået lov til – og nogle gange besked på = været tvunget til, så meget har vi forstået – at bygge den verden, som vi alle sammen skulle leve i. Det er deres afkoblede form-idealer, der banker ind i folks bevidsthed 24/7/365, hver time, hver dag, hver uge, hvert år. Deres modernistiske afkobling har fået lov til eller besked om at danne vores allesammens bevidsthed.

Du bliver, hvad du spiser, siges der. Og hvis det, du ‘spiser’, smager af firkant, så bliver du til en firkant.

Spritny modernistisk rædsel – en dårlig storhedsvanvittighed: Dubai.
Business- og herskerklassen er stinkende rige og har den dårligste smag.

Psykologen David Halpern gjorde i 1987 et studie af en blandet gruppe af studerende. De blev forevist billeder af mennesker og bygninger. Nogle af de studerende var arkitektstuderende, andre var ikke, og undersøgelsen gik på, hvilke billedlige udtryk de foretrak. De arkitektstuderendes præferencer var de bygninger, som alle de andre IKKE foretrak – stuntet med menneske-ansigter var blot en distraktion, så de ikke lugtede lunten. Jo længere fremme de arkitektstuderende var i deres studie, jo mere udviste de design disconnect.

Sanaa i Yemen også kaldet Ørkenens Manhattan. Husene er op til 2000 år gamle, så det var altså ikke amerikanerne, der opfandt skyskraberen, og bemær, at facaderne er smukke. Folk her er ludfattige men lever i skønhed.

Menneske = natur = menneske

Der er noget på færde her, siden vi er nødt til tale om afkobling.
Vi er mennesker, og når vi bliver udsat for umenneskelighed, så reagerer vi. Det ligger dybt indkodet i vores hjerner. Vi har en hjerne og et nervesystem = en bevidsthed om os selv og verden, der er dannet i et samspil med naturen. Naturen er på én gang en potentiel trussel og tilflugt. Vi har lært at foretrække og søge naturens tilflugtssteder. Vi har altid, før vi boede i huse, søgt ly, sikkerhed og frugtbarhed. Man kan tage folk ud af stenalderen, men man kan ikke tage stenalderen ud af folk (Nigel Nicholson). Vi har alle sammen et helt basalt nervesystem udfra en tilstand, der har dannet os som menneskevæsen.

*De findes i 1000-vis i Spanien, Portugal, Italien – de forladte landsbyer, puebloerne.*
*De blev forladt på grund af hårde tider, dårlig regeringsførelse. Det ligger på de smukkeste steder og forfalder. En ny folkelig bevægelse er ved at danne sig for at bevare og restaurere dem.*
*Man kan købe huse her for en slik. Problemet kan ofte være at finde ejeren, for intet hus er uden en ejer.*
*Måske de er flyttet langt væk, dengang.*

Hvordan hænger skønhed og natur sammen? Skønhed er naturens måde at signalere på fra afstand. Vi bliver glade af at se på noget, som et signal om, at det er godt for os. Alle ting og fænomener, vi finder skønne, har visse egenskaber til fælles:

det har en form, vi kan lide
det er velegnet til formålet
det er velskabt

Det er smukt, fordi det fungerer i det landskab, det tilhører. Alle materialer hører hjemme her. Leret er perfekt beskyttelse mod solen. Det er årtusindgammel pueblo-indiansk traditionel funktionalisme. Alle hjørner er afrundede, fordi de er berørt af menneskehænder.

Vi afkoder naturens signaler via det, som hjerneforskning kalder for amygdala, thalamus og det visuelle cortex – det er blot deres kliniske nørd-terminologi for lokaliteter i hjernen, der viser aktivitet, når vi udviser emotionel reaktion på vores omverden. Det er derfor, vi reagerer positivt overfor organisk-afrundede former og negativt overfor skarpe kanter. 90-graders strukturer findes intetsteds i naturen. De skaber stress og frygt-kamp-flugt-krampe-reaktioner. Skarpe kanter er rovdyrs tænder, torne på en busk eller klippekanter, der kan flå os i stykker.

Moderne monitorerings-teknologi som eye-tracking-udstyr er brugt til at undersøge, hvor vi lægger vores foretrukne opmærksomhed. Det viser sig – ikke overraskende – at vores øjne foretrækker strukturer, der ligner den natur, vi kommer fra. Vi er med et beskrivende ord: BIOFILE. Vi søger og elsker LIV med vores opmærksomhed. Vi frastødes af DØD eller trussel om død. Vi er både hard- og soft-kodede i vores præferencer.

Et eksempel på et helstøbt landsbymiljø, den danske ‘pueblo’. Husene er smukke og velholdte, nogle af dem er 240 år gamle og i topform. De falder ind i landskabet og gadebilledet. Miljøet fungerer, folk kender og hjælper hinanden. Naturen er lige om hjørnet – inklusive vilde dyr i tusindvis. Tag med en tur gennem byen.

Livets struktur

Hvad er livets strukturer?

fraktaler – store og små former er de samme, livsformer er skalerbare
symmetri – levende væsener har symmetri som en grundform
ornamenter – vi tiltrækkes af ornamenter og frastødes af tomme flader

Vi tilstræber ballance mellem orden og kompleksitet.
Ren orden skaber kedsomhed, ren kompleksitet skaber kaos.
En modernistisk facade er ren, abstrakt orden, et fravær af ornamenter, der frastøder os.
Alt på et træ er fraktalt, modificeret symmetrisk og ornamenteret. Trækronen er en opskalering af grenen, der er en opskalering af kvisten, der er en opskalering af bladet (Langt ud i skoven stod et lille træ, aldrig så jeg så dejligt et træ, grenen på træet …). Træstammen er aldrig glat men indeholder furer, rynker, bark-agtighed, struktur.

Kurver og spiraler er tilstedeværende i natur og klassisk arkitektur.
Kurven er den klassiske hvælving, der findes i næsten alle vinduer, portaler, og loft-tag-konstruktioner.
Klassisk arkitektur har altid søgt at forbinde sig med natur.
Parker og alléer er en integreret del af fortidens bymiljøer.

Selv arkitekter, der godt selv ved, at deres arkitektur er en voldtægt af naturens principper, bruger beplantning til at kompensere for det og skjule det.
Deraf navnet arkitektens trøst. Du har lige bygget en gang ugly shit med indbygget menneske-fjendskhed, og nu er der brug for en ydermur af vedbend til at dække over rædslen.
Modernistisk arkitektur er som al anden mode. Modernisme bliver ret hurtigt umoderne.

I store dele af verden bygger de af den jord, de går på, og det har de gjort i tusinder af år. Formen er ikke for at gøre sig interessant men for at skabe der stærkest mulige struktur. Her har de ingen problemer med indeklimaet som i mange nybyggerier med smarte eksperimental-materialer, der kun har 30 år på bagen, *og som folk bliver syge af.*

Modernisme versus traditionalisme

Dette er et emne i sig selv. Hovedproblemet med modernisme er, at den fornægter og foragter traditionalisme. Når vi fornægter tradition, så fornægter vi selve livsnerven til vores kultur. Det ligger allerede i ordet: moderne.
Vi hengiver os til en mode. Moder skifter, de fornyr sig selv udefra, de er ustabile. Traditioner skifter ikke, de fornyr sig selv indefra, de er stabilt-dynamiske.
Modernisme hylder fremskridtet uanset retningen for det skridt frem, der tages.
Modernismen smider viden ud og tvinger en ny generation til at starte på bar bund. Den er statisk men hævder at være dynamisk. Hvad nu hvis skridtet går ud over klippekanten eller ad helvede til? Jamen så er det progressivt, fremskridtsvenligt. Traditionen videregiver viden mellem generationer, den er dynamisk, selvom den beskyldes for at være statisk.

Traditionalisme tager højde for forholdene og tilpasser sig. I et tempereret klima bygger man huse derefter. En kultur bor tæt på flod, sø og skov. Derfor bygger de huse af træ eller brændt ler med skråt tag af strå fra søbredden fra til at modstå selv enorme mængder af regn. De har store vinduer til at lukke mere lys ind. En anden kultur bor tæt på en ørken. Derfor bygger de huse af sand og ler og maler dem hvide for at holde varmen ude med flade tage, siden det sjældent regner og små vinduer til at holde det alt for meget sollys og varmen ude. Begge kulturer har ikke adgang til endeløse ressourcer, så de gør det, der virker og holder op med at gøre det, der ikke virker.

Hvorfor føler 9/10 mennesker sig tiltrukket af dette syn af et landsted ved Maël-Carhaix i Bretagne, Frankrig? En af grundene er, at ALT ved dette hus hører hjemme her. Alle materialer stammer fra området og landskabet. Huset respekterer landskabet, så landskabet respekterer huset til gengæld. Selv uden overvældende mange dekorative detaljer, så opfatter vi stilen som dekorativ. Stilen er også praktisk defineret, taget, skorstenene, vinduerne, de store sandsten, der støtter hjørnerne, de hvælvede dør- og vinduespartier. Fordi det er skabt med et formål, er det samtidigt smukt. *Der har aldrig været en arkitekt inde over dengang i 1600-tallet, for bygmesteren havde det som et billede i sit hoved baseret på andre huse, der også havde et formål og var skabt i en tradition.*

Traditionalisme har INTET at gøre med livløs nostalgi og stivnet konservatisme men ALT at gøre med sund praksis i forhold til lokalt klima og regionale forhold. Derudover har traditionalisme med dens indbyggede behov for skønhed formået at få det smukkeste ud af det praktiske.
Traditionsmord er tab af viden og håndværk. Tradition er bevarelse af samme.
Modernisme er disrespekt, tradition er respekt.
Modernisme er en realisering af afstraktion. Traditionalisme er en realisering af det håndgribelige skabt gennem mange generation.
Modernisme tilstræber historieløshed, traditionalisme har indbygget menneskets historie.