Verdenserklæringens tomme ord

De Forenede Nationers Verdenserklæring om Menneskerettigheder indtager en status, som var det moseloven skrevet af Gud på stentavler. Men det er på mange måder et bizart dokument i dets pompøse og semi-religiøse måde at angive moralske standarder på.

Det vrimler med quasi-filosofiske politiske korrektheder formuleret i et quasi-juridisk sprog beregnet på at signalere autoritet og ‘lov’. Det indeholder en masse påstande og antagelser, som ved nærmere eftersyn og set i perspektivet af hensigt og konsekvenser ret beset er temmelig kvalmende.

Erklæringen er gået hen og blevet det dokument, som arrogante nationer og institutioner enten slår andre i hovedet med eller selv skider på. Ofte begge dele på samme tid. Hvor mere bekvemme kan moralsæt være, når de på samme tid kan være alle andres spændetrøje og ens eget skjold eller springbræt, siden man ikke selv føler sig forpligtet.

Det er med begrebet menneskerettigheder som med begrebet demokrati. Det ser godt ud på papiret, det klinger bravt i munden på taleren, og det bliver meget hurtigt til noget, som man ikke kan udslippe. Skulle nogen dernæst tillade sig at stille spørgsmål ved dets hæderlighed eller absolutte relevans, kan man risikere at blive hængt ud som en tankeforbryder eller menneskefjende. Vi har gjort disse begreber til en del af en religion, der er værre en nogen religion, der har eksisteret, fordi den ikke er ærlig omkring det.

Begreberne indgår begge som våbengjorte begreber, hver gang en stakkels nation eller gruppe af mennesker et sted i verden skal have vredet armen rundt. Hvem kan længere tillade sig at være imod det hellige demokrati – selvom det ikke fungerer, er bund-korrupt og selvom bliver indført med vold og massemord? Hvem kan tillade sig at sige, at menneskerettigheder er noget bunkum? Begreberne er iført deres egen skudsikre vest af uantastelighed.

Verdenserklæringen er blevet en skraldespand, hvor det værste og det bedste kan smides ned efter behov. I det omfang, at Verdenserklæringen er blevet et semireligiøst manifest og FN er blevet en kirke, skal vi hermed kaste os ud i en blasfemisk akt. Og vi behøver ikke mere end de ni første artikler ud af 30, hvor hele præmissen for Erklæringen etableres.

Artikel 1

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Usandhed 1

Mennesker er overhovedet ikke født frie. Allerede mens de ligger i deres moders skød er der arrangeret et stalinorgel af sociologiske, politiske, psykologiske, fysiologiske angreb, overgreb og be-greb, beregnet på at skyde det forhåbentlig kommende menneskes påståede frihed i sænk. Mennesker kan arbejde på at blive frie via aktiv sansning, aktiv tænkning, aktiv samtale, aktive valg og aktiv handling. Mennesker kan ikke gives og garanteres frihed med rødt papir og sløjfe som fødselsdagsgave.

Mennesker er overhovedet ikke født lige i værdighed. De er derimod født ind i en verden, hvor alle gradueringer af værdighed er givet afhængig af det pågældende væsens udvikling. En høj grad af værdighed kræver en høj grad af udvikling. En sådan udvikling kan kun finde sted via erfaring, erkendelse og udvikling af ægte vilje. Værdighed kan ikke foræres væk eller forudsættes, værdighed kan kun vindes og opnås. Mennesker er i det hele taget noget vi bliver, måske. Når vi fødes er vi – udover en sprællende klump, der gylper, æder, græder og skider – en mere eller mindre lovende ansamling af potentialer.

Mennesker har overhovedet ikke rettigheder i denne verden. De er heldige, de kan være priviligerede, og de skal prise deres Skaber og Skæbne, hvis de overlever blot et sekund med skindet i behold på dette sted i Kosmos. Det er et mirakel, at liv findes på denne planet mod alle odds, men at hævde, at fuldbyrdet liv er en rettighed, og at man som menneske kan møde op ved skranken, banke i bordet og holde på et mirakel som en ret, der kan kræves, er organiseret, ideologiseret bedrag.

Et menneske er ikke fra fødslen udstyret med fornuft. Det er noget, der udvikles under optimale forhold for et barn, der bliver voksen. Fornuft er et optrænet tankesæt, der fordrer grammatik før logik. Fornuft er voksen skelneevne. Sund fornuft er sund optræning af det, der selvfølgelig ligger latent i det menneskelige væsen, men som skal udvikles, før det bliver til virkelighed. Visse pædagogiske skoler argumenter endog for, at latensen er så grundlæggende sund, at blot ved ikke at forhindre udvikling, vil sund fornuft udvikle sig. Noget kunne tyde på, at de har ret, siden skolesystemer gør så stort nummer ud af at forhindre denne udvikling ved at at lære folk, hvad de skal tænke og ikke hvordan de skal tænke.

Et menneske er ikke fra fødslen udstyret med samvittighed. En psykopat har ingen samvittighed og får den aldrig. En sociopat har fået sin samvittighed aflært og kan muligvis gendanne den. Et såkaldt normalt menneske har – som ordet siger – en norm, der i disse tider synes at indeholde aflært samvittighed. En medvirkende årsag er uden tvivl, at procentdelen af netop psykopater og sociopater indenfor lederskabet af denne verden er så tendentiøst stor, og at deres besynderlige evne til og midler til at formidle deres eget afstumpede livssyn til andre mennesker er så veludviklet.

Et menneske bør ikke nødvendigvis handle mod et andet menneske i Broderskabets ånd uden at spørge: hvad er det for et Broderskab og hvad er dets Ånd? Frihed, Lighed og Broderskab som begreber var fra starten af ensbetydende med halshugninger, myrderier og skjulte agendaer. Det var Jacobinernes indspiste forbrødring, det er Nye Verdensorden, der senere blev til kommunisme/socialisme, marxisme og EU(SSR) og en række mindst ligeså bizarre ideologiske afarter, der – blot for at nævne en detalje – medførte nedslagtningen af 250 millioner mennesker i verden i det 20. århundreder. Den samme broderskabets ånd trækker for tiden verden yderligere ud af denne streng.

Broderskabet selv synes selvfølgelig, at dets ånd bør danne mønstre for al menneskelig handling, men hvorfor skal et menneske via en Erklæring afsværge troskab til sådan en ånd?

Artikel 2

Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f.eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling. Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling, til hvilket en person hører, hvad enten dette område er uafhængigt, under formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet på anden måde er begrænset.

Usandhed 2

Kun via uforbeholden accept af præmissen, altså Artikel 1. / Usandhed 1. giver det nogen som helst mening at påstå, at mennesker er lige.

Mennesker er overhovedet ikke lige. De er født under særdeles ulige og forskellige betingelser, i forskellige kulturer og miljøer, med forskellige udfordringer og har derfor vidt forskellige syn på livet. At hævde, at det overhovedet er formålstjenligt at hævde lighed, enshed for den store diversitet, bør afføde spørgsmålet: hvilket formål tjener det? Artiklen foregiver bekymring og omsorg for mennesker, men udviser lige under overfladen en dyb foragt.

Sprogbruget i artiklen er som alle artikler i Erklæringen formuleret i et ny-sprog, så man ved første læsning føler sig besnæret. Det lyder vel nok godt, hvem kan være uenig i det? Men da Erklæringen blot er et stykke simpelt ideologi, sker der som i alle andre ideologier et kup, en monopolisering og en forvridning de menneskelige og universelle kerneværdier.

At påstå at asiater, europæere og afrikanere er ens, er usandt. Det er en dyb foragt for de forskelle, der består deri, og som burde fejres. Artiklen foregiver at respektere forskelle, men et studie af dens anvendelse viser, at intentionen er at udviske forskelle, hvilket er en hyklerisk og skjult racisme. I dag går man med Erklæringen i baghånden så vidt som til at fornægte, at race overhovedet eksisterer. Det er politisk ukorrekt at nævne race, men til gengæld vældig politisk korrekt at kalde folk for racister, hvis de påpeger overgreb mod fx hvide europæere, der i stigende grad bliver nægtet retten til at kalde sig en race og dermed retten til at beskytte sig. Auto-immun-racisme, had dig selv og vær racistisk overfor dig selv, du hvide mand.

At påstå, at mænd og kvinder er ens, er usandt og en kulturmarxistisk konstruktion beregnet på at splitte familien som institution i den vestlige verden (Ideology Sucks). Endnu mere grotesk bliver det, når Vesten eksporterer sin Erklæring og sine påståede rettigheder til resten af Verden, hvorved Erklæringen antager karakter af kultur-imperialisme.

At sprog ikke gør en forskel, er som at sige, at kultur ikke gør en forskel. Det er et letkøbt standpunkt hos det Imperium, der eksporterede sit eget sprog og for bekvemmelighedens skyld mente, at Verden nu skulle tale engelsk, så de kunne afsynge ‘God Save The Queen’ og ‘Rule Britania’ på originalsproget. Det var det samme Imperium, der forbød dens egne indbyggere, waliserne, at tale deres eget sprog, fyrede alle skolelærerne og udraderede den walisiske historiefortælling. Og den irske. Og den engelske. Og alt, de kom i nærheden af i deres drøm om det ultimative verdenherredømme. Ligesom deres forbillede Romerriget gjorde 2000 år før.

At der ‘ikke skal gøres forskel’ lyder som alle formuleringer i alle artikler besnærende. Men det kan meget vel betyde det modsatte af ‘at respektere forskelle, dvs ‘at der ikke vil blive taget hensyn til forskelle’.

Hvor herligt vil det ikke være for et Globalt Imperium under De Forenede Nationers overopsyn ikke at gøre forskel eller tage hensyn til landes eller områders jurisdiktion, for så gælder jo det Globale Imperiums / den tiltænkte Nye Verdensregerings jurisdiktion.

Artikel 3

Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.

Usandhed 3

Ingen har ret til liv, alle bør være glade, hvis de har et liv i behold. Hvem skulle garantere mennesker et liv, en ikke-død? Mindst af alle de Forenede Nationer, der aldrig har rørt en finger for at gribe ind overfor de store, brutale nationers overgreb på menneskeliv i udkantsverden. Det er, som om FN altid … hvad skal man næsten sige … ‘kommer for sent’. Det begynder at ligne en tanke.

Så omkom der en våbeninspektør, der udtalte, at den britiske regering ‘havde sexet rapporterne om masseødelæggelsesvåben op’ i forbindelse med Irakkrigen (Dr. David Kelly). Han blev så myrdet. Så blev Irakkrigen indledt uden FN’s godkendelse – eller konsekvente fordømmelse. Organets spage protester var mere beregnet på at simulere. Så blev lederen for atom-agenturet fyret, og en USA-venlig nikkedukke sat ind (så FN ikke skulle finde på at kræve inspektion af Israels 300+ atomsprænghoveder, men kun Irans 0 sprænghoveder). Så døde der et par millioner mennesker i Rwanda, uden at FN greb ind. It goes on-and-on. Hvis mennesker ifølge Erklæringen har ‘ret’ til et liv, var det mindste man kunne forvente af forfatterne til det fine dokument, at de greb ind.

Så ankom der makabre og drakoniske FN-agendaer, der fratog mennesker stort set alle former for frihed: Agenda 21, Codex Alimentarius, CO2-beskatninger begrundet af klimasvindlen.

At tale om ‘personlig sikkerhed’, når FN’s Sikkerhedsråd den ene gang efter den anden eskalerer usikkerhed, og hvor magtfuldkomne aggressor-nationer den ene gang efter den anden kan slippe af sted med at nedlægge veto for at perpetuere deres aggressioner og skabe en til stadighed mere og mere usikker verden, er en parodi.

Artikel 4

Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt.

Usandhed 4

Hvis artiklen i Erklæringen mente noget som helst med de fine ord, ville vor tids altdominerende form for slaveri, Usura, gældsslaveri, være øverst på dagsordenen ved hvert eneste møde i FN’s generalforsamling. FN ville have arbejdet i døgndrift på at afskaffe det misbrugeriske centralbankvæsen, IMF og WTO. FN’s fredsbevarende styrker med blå hjelme ville være sat ind, hver gang de globale finansterrorister angreb et nyt land med deres finansielle hitmen.

Ligeledes ville FN’s Menneskerettigheds-domstol ha’ dømt Bill Clinton, Madelaine Albright, George Bush Senior + Junior, Dick Cheney, Donald Rumsfeld, Tony Blair, Anders Fogh Rasmussen, Benjamin Netanyahu … og et par hundrede politikere og andre ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden – blot de seneste 35 år. Og havde det været i samme ånd, som Erklæringens forfattere havde i 1948 efter WW2, ville det have været via hængning. Jeg foreslår en værre straf: fastspænding, øjendråber og 8 timer daglig videoafspilning af dokumentarfilm om deres eget bidrag til verdenshistorien – evt. under afspilning af Beethovens niende.

Artikel 5

Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

Usandhed 5

Hvem kan være uenig med det. Det er sukkerglasuren på den fordærvede vare, så den glider ned.

Problemet ligger i intention og konsekvens. Forfatterne til denne artikel havde aldrig som intention selv at respektere en sådan artikel. Fru Roosewelt, der tilskrives initiativet, var gift med en af det 20. århundredes største krigsforbrydere, der kun er overgået i historien som landsfader – ligesom den endnu større krigsforbryder, Winston Churchill – fordi det sejrende Imperium som bekendt har ret til at pisse på modstanderne ved at skrive et stykke verdenshistorie, der passer i deres hoved. Hr. Roosewelt var desuden stor beundrer af den tredje krigsforbryder, Joseph Stalin (Onkel Joe).

De har oven i købet den uforskammethed at kalde det for ‘Æresflaget’, selvom det er skabt i den yderste vanære.

Desuden er De Forenede Nationer skabt på Presidio Military Base som et krigsinstrument, og havde / har et krigsflag. Det var brugt mellem 1943-48 og bestod af fire blodrøde bjælker på hvid baggrund symboliserende de fire allierede i 2. verdenskrig og deres mål. Man kan meget vel se symbolikken som de allieredes blodige overgreb på Tyskland og tyskerne i både 1. og 2. verdenskrig – den første smurt af på Tyskland og belagt med den perfide og helt ubærlige Wersailles-traktat, den anden hvidvasket som ‘den Gode Krig’ – flaget hvide baggrund. Begge krige var ønsket, organiseret, initieret og fuldført af de fire blodige søjler med en femte blind passager i form af den zionistiske verdensorganisation, for hvem begge krige var selve instrumentet til at opnå den zionistiske stat, der nu er årsag til noget, der mest af alt minder om 3. verdenskrig i Mellemøsten.

Problemet med artiklen er altså ikke dens ordlyd, men det umådelige hykleri, der gemmer sig underneden. Har FN sidenhen grebet ind overfor briternes og især amerikanernes tortur i deres dusinvis af ikke-erklærede aggressionskrige post-WW2? Har FN løftet en finger mod Guantanamo og Abu Ghraib? Ruller de sig ud, når USA’s ‘ven’, Israel, begår folkemord i Gaza? Muligvis har de sagt obligatorisk ‘pip’, muligvis har de udført det forventede ritual og sagt ‘jamen …’ for derefter at sige ‘nå-men-såå…’, men har de reelt grebet ind?

Nogen vil måske hævde, at FN slet ikke har magtmidler til at gribe ind. Deres hær af blå hjelme, for eksempel, er blot ‘fredsbevarende’. Det er både sandt og usandt. Det er sandt, for hvis de blå hjelme var mere end fredsbevarende (hvilket de i øvrigt er elendige til) så ville de hedde NATO, som konstant ‘griber ind’ ved at begå aggressioner mod nationer, nu over alt i verden. Og så ville FN i langt højere grad blive misbrugt til ‘aktivistisk udenrigspolitik’, som krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen kaldte det. Det er slemt nok, som det er i forvejen, hvor FN understøtter Imperiet på anden vis. Det er dog også usandt, for FN kunne være soleklare i spyttet og formulere, hvem der begår aggessionerne og direkte bistå aggressorernes ofre med at alliere sig og gøre modstand. Men FN er skruet sådan sammen, at det organ, hvor den egentlige og direkte magtudøvelse kan finde sted, Sikkerhedsrådet, favoriserer aggressorerne vha vetoret – som de flittigt benytter sig af. Ikke sært, når vi husker, at det var disse aggressorer, der forfattede Erklæringen.

Erklæringen skyldes i bund og grund tre af de fire søjlers dybe foruroligelse over, at et bestemt europæisk kunne finde på at nægte at underkaste sig Søimperiets hegemoni ved at tilsidesætte det misbrugeriske centralbankvæsen, Usura, og i en kort periode før 1940 – en periode, som angelsaksisk historieskrivning altid udelader at beskrive nærmere – at skabe et samfund af trivsel og frigørelse fra slaveriets lænker. Først kom en lomme af forhåbning, her efter kom krigen. Så blev det hele beskidt, og denne oprørske nation blev for anden gang lagt i lænker.

Artikel 6

Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.

Usandhed 6

Et subjekt er britisk imperialt lingo for en undersåt, der er placeret i retsvæsenets jargon ifølge Maritim Lov, altså ‘Hav-Imperiets’ sofistikerede og for almindelige mennesker uigennemskuelige lovkompleks. ‘You are subjected to…’ betyder ‘Du er underkastet…’.

Hvis forfatterne til denne artikel i særdeleshed og Erklæringen generelt havde skrevet et åbent og ikke-dobbelbundet dokument (meget hypotetisk…), så ville der have stået: ‘Vi anser det som vores ret til overalt i verden at betragte mennesker som vores subjekter’.

2. Verdenskrig var en underkastelseskrig vendt mod den omtalte europæiske nation, der nægtede at underkaste sig. På samme måde er Verdenserklæringen om Menneskerettigheder er et dokument beregnet på underkastelse af den blødeste og lækreste slags vendt mod alle mennesker, der skulle få den tanke, at underkastelse ikke er vejen frem. Den fabianske socialismes hoveddogme er, at folk skal lære at elske deres eget slaveri, så de aldrig finder på at gøre oprør. De skal også lære at være deres egne fangevogtere, så man sparer den udgift og det besvær. Det er også så ulækkert med alt det blod på gulvet.

Artikel 7

Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid mod denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling.

Usandhed 7

Hvis man ikke respekterer forskel hos folk, der er forskellige, hvordan skal man så kunne dømme / skelne mellem disse? Hvor blev Kong Salomon og hans visdom af? Og hvem har i det hele taget givet en gruppe mennesker ret til at dømme andre menneskers forskelligheder ude?

Hvordan kan det være, at artiklerne i denne Erklæring aldrig nævner ordet retfærdighed?

Hvordan kan det være, at artiklerne i denne Erklæring hele tiden kredser om enshed i forhold til forskellighed?

Var det værste mareridt efter 2. verdenskrig i virkeligheden Forskellighedernes Oprør mod Ensartethedens Imperium?

Er ligheds-manien ret beset Imperiets frygt for dets egne undersåtter, dets subjekter? The Horror, the Horror!

Artikel 8

Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning ved de kompetente nationale domstole for handlinger, der krænker de fundamentale rettigheder, som forfatningen eller loven giver vedkommende.

Usandhed 8

Hvis artikel- og erklærings-magerne skulle æde deres egen medicin, ville de respektere forskellige regimers, forskellige styresystemers, forskellige kulturers, forskellige religiøse kredse og forskellige racer, køn og traditioners institutioner og disses lovgivninger.

Erklærings-magerne ville være nødt til fx at respektere sharia-lovgivningens krav til bankvæsen om ikke at udøve Usura, ågerkarlevirksomhed, og ingen imperialistisk magt ville have en selvbestaltet ‘ret’ til at overfalde et land med en ægte nationalbank (exempelvis de fem lande, som krigsforbryderen George Bush kaldte for ‘ondskabens akse’), der ikke er piv-åben overfor det misbrugeriske, globale centralbankvæsen og dermed lukker dørene op for Coca-Cola-kultur, rovdyr-kapitalisme, uhæmmet forbrugeriske, evig gæld, dårlige TV-serier, pornografi, u-name-it …

Erklærings-magerne ville være nødt til at respektere nationer, der ikke synes, at det korrupte og hykleriske demokrati (har vesten nogensinde haft demokratier?) er evigt saliggørende og ikke passer til deres tankesæt, deres traditioner og deres kulturer – bemærk: kulturer i flertal!

Artikel 9

Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning.

Usandhed 9

Skulle De Forenede Nationer være det moralske modspil til den eller de grupper af mennesker i verden, der underkaster, anholder, tilbageholder og landsforviser?

Næppe! Da FN opstod i krigens tid som de ovennævnte fire blodige søjler identisk med de fire krigsudøvende og allierede nationer, hvis agenda var underkastelse, anholdelse, tilbageholdelse og landsforvisning, så virker det en anelse påfaldende, at disse nationer først hyldede Erklæringen, da den passede deres ærinde, for dernæst at modarbejde den, når den ikke passede deres ærinde.USA som hovednation har for nylig (efter 9/11) indstiftet et regulativ kaldet The Patriot Act, som giver den amerikanske stat ret til netop vilkårlig anholdelse og tilbageholdelse. Den giver endvidere Staten ret til uden Habeat Corpus, tilstedeværelse af det anklagede individ, at dømme enhver, som Staten måtte finde for god. Retsligheden giver nu ret til retsløshed. Amerikanske statsborgere kan nu henrettes, uden forudgående rettergang. Amerikanske borgere kan nu ‘legitimt’ blive udsat for tortur, uden at Staten bliver holdt ansvarlig for samme (se artikel 5 / løgn 5). Har denne medstiftende nation nogen som helst ‘ret’ – for nu at blive i sproget – til at belære resten af verden om underkastelse, anholdelser og tilbageholdelser. Remember Guantanamo.

*

Fraseringerne gentages i Artikel 10-30. Læs selv videre, skriv selv videre. Intetsteds nævnes det, at mennesker skulle hav ret til at leve i en verden, hvor bøllestater og bankmænd ikke hver dag overfalder og udsuger dem. Intetsteds nævnes årsagerne til, at nogen overhovedet har syntes, at det var nødvendigt at formulere en sådan Erklæring.

Man vil måske hævde, at det ligger udenfor en Erklærings område, da den blot er en hensigtserklæring. Men begreberne krig og fred nævnes overhovedet ikke. Det gør de ikke, fordi Erklæringen er født i en ånd af krig forklædt som fred. 2. verdenskrig sluttede overhovedet ikke, men fortsatte i den uendelige serie af krige, der siden har plaget verden. De fire blodige søljer har ikke siden afsværget sig ‘retten’ til at udøve krig, når det passede dem.

På det seneste den ene af søjlerne dog bevæget sig væk fra denne skjulte doktrin. Rusland efter kommunismens afskaffelse udøver ikke længere stalin-æraens imperialisme. At de stadig er en militærmagt af betydning, og at de stadig forbeholder sig ret til at forsvare sig selv mod Vestens, især USA’s og NATO uophørlige aggressioner er noget ganske andet. At de fleste mennesker i vesten desværre ikke kan gennemskue det, men lader sig oversvømme af mediebølgen af usandheder, er udover at være bizart et ganske sørgeligt faktum.

Al denne opremsning af ret-ret-og-atter-ret er temmelig uspiselig. Der er noget infantilt og forkælet krævende over det. Erklæringen burde have henvendt sig direkte til dem, der regerer nationerne med formuleringen ‘pligt til ikke at stille sig i vejen for …, pligt til ikke at ødelægge …, pligt til at fremme og skabe grobund for …, pligt til at beskytte folk imod …, pligt til at oplyse om …, pligt til at stille til rådighed … I det hele taget pligt til at lade mennesker leve det liv, der er fuldt ud i stand til, hvis ikke lige deres ledere og de rovdyr, disse ledere ikke evner, tør eller overhovedet ønsker at konfrontere, ødelagde alt for dem’. Men siden det er det samme folk, der har skrevet Erklæringen, har de ikke været interesserede i at forpligte sig.

Blot en enkelt artikel skal nævnes, hvor de fire søjlers præmis igen stikker hovedet frem:

Artikel 28

Enhver har krav på en social og international orden, i hvilken de i denne erklæring nævnte rettigheder og friheder fuldtud kan virkeliggøres.

Usandhed 28

Så tales der om ‘orden’, om Verdensorden. Dette er de blodige søjlers verdensorden.
Så tales der om frihed igen, ligesom når de transatlantiske sammensvorne taler om ‘frihandelsaftaler’. Hvis der er noget, den transatlantiske frihandelsaftale ikke skaffer mennesker på nogen side af Atlanten, så er det frihed. Søjlernes verdensorden er et unipolært verdenstyranni, hvor søjlerne og deres syndikater og karteller har frihed til at tage for sig af retterne på folkenes og nationernes bekostning. Hvis et land skulle mene noget andet, vil det nu med drakonisk jura blive udsat for sagsøgning (weaponized jurisdiction). Eller for finansterror.

Erklæringen er mal-placeret. Den er placeret i ond vilje forklædt som den godeste af de gode viljer. Vejen til helvede er som bekendt brolagt med den slags.

Artiklerne er usandheder, fordi sandhed ikke kan nedfældes på et stykke papir, hvorefter den skid er slået. Sandhed er walk-the-talk og talk-the-walk i forening. Gør hvad du siger, og sig hvad du gør. Ingen af delene finder sted, hvilket gør det til usandt.

Hvis FN var det, organisationen gav sig ud for, ville verden se anderledes ud. Hvem siger i øvrigt, at en sådan organisation overhovedet er i stand til at være det, der hævdes? Hvem siger også, at verden har brug for en sådan organisation? Ja, det siger den selv. Og fordi vi er blevet opdraget i efterkrigstiden – som altså på ingen måde er efter-krig men forlænget krig – til at tænke og mene, at denne organisation og dens fine hensigtserklæringer var svaret på vores forhåbninger om en bedre verden, så siger de fleste mennesker uden at blinke det samme.

FN er blevet et synonym for disse forhåbninger, en projektion af de drømme, som bor og gror i en traumatiseret menneskehed. Men FN har ikke leveret varen, og den ikke har tænkt sig og aldrig vil blive i stand til at levere varen, bliver mere og mere tydeligt.

FN har mange ansatte, og mange af disse ansatte er særdeles udmærkede mennesker, med rigtig god energi og vilje til at gøre en forskel. Problemet har været, at de ikke var fuldt klar over, hvad det overordnede projekt bestod i. De var heller ikke klar over, at FN som alle større organisationer i dag er et omfattende værtsdyr for diverse parasitter. Der er folk placeret i FN med en mission for en anden agenda. For dem er organisationen blot en dragt de tager på, når de skal udøve deres vanlige svinestreger. Og da FN stadig har denne aura af rar, humanitær über-onkel, den gode fredsengel, der fløj ud af den ‘gode krig’, er det politisk ukorrekt at sige fra for mennesker og nationer. Undtagen selvfølgelig for diktaturstater som USA og terrorstater som Israel, der skider på FN uden at blinke.

Dette renomé er den perfekte trojanske hest for parasitter, der bor i skroget. Vi nævner igen tre hovedprojekter: Agenda 21, klimasvindlen og Codex Alimentarius. Også i WHO-regi er der foregået modbydeligheder. Vi minder her om, at den fabianske socialist, eugenikeren Julian Huxley, var den første chairman for WHO. Siden har vi set sager med vacciner forurenet med virus. Vacciner i sig selv er en meget problematisk størrelse, men det fører for vidt at gøre rede for her. Overbefolkning har stået på dagsordenen i FN hele tiden. Og er det ikke påfaldende, at FN udsprang af et gigantisk affolkningsprojekt (WW2) for at fortsætte med et mere ‘lækkert’, fabiansk affolkningsprojekt. Det synes dog ikke at være lykkedes dem særlig godt, så måske de grundlæggende har misforstået noget om den menneskelige biologi og -væsens trang til at kompensere og reproducere sig selv, især når det konstant bliver presset af krig, fattigdom og affolkning.

Talking about fattigdom. FN har aldrig været i stand til at gøre noget ved fattigdom. Det har de ikke, fordi de overordnet set aldrig har ønsket eller måske snarere: de har aldrig fået lov til det. FN er en røgskærm af god vilje, og bag skærmen befinder sig disse parasitter, der lever af menneskers mangel og forarmelse. En ikke-forarmet befolkning kan i deres overskudstilstand finde på at blive lidt for opfindsomme og hvad værre er: de kan finde på at stille spørgsmål ved de globale magters fuldkommenhed. Og hvad endnu værre er: de kan finde på at sætte dem på porten og gøre dem overflødige. Uha …

Fattigdom kunne med meget få og enkle tiltag fuldstændig afskaffes. Og det kunne ske på meget kort tid. Og nej, vi er ikke for mange mennesker på planeten, som de høje herrer og damer prædiker for os. Men det kan kun finde sted, hvis søgelyset drejes 1800 og kastes på de samme (u)væsener, der har forfattet det stykke højtravende poesi, som er dagens emne. Det kan kun finde sted, hvis de ikke længere får lov af folk til at stjæle alle jordens ressourcer og fylde i egen lomme. Det kan kun ske, hvis det parasitiske globale finans- og bankvæsen ikke længere er i stand til at skabe denne massive tilstand af kunstig mangel, der ligger som en giftig og kvælende dyne. Fattigdom er på ingen måde naturlig, det er en særdeles kunstig og forceret tilstand, som disse parasitter har fået lov til at vedligeholde gennem århundreder.

Verdenserklæringen Om Menneskerettigheder bør placeres, hvor den hører hjemme: på et nyt museum, hvor den virkelige historie om det 20 århundrede og dets infame krige dokumenteres. Eller i den blå spand øverst i bloggen. Og da det ikke er sandsynligt, at et museum vil blive bygget lige foreløbig, er vi nødt til brik for brik at bygge en OpenSource virtuel udgave af det.

Hermed endnu et bidrag.