Verden har et problem: Ledelse

Verden har et problem.
Vi har troet på, at vi kunne stole på vore ledere.
De måtte da være kompetente, de ville da håndtere det professionelt, de havde da en etik.
Havde de ikke?

Ikke nok med at de viste sig at være inkompetente, at deres professionalisme udelukkende bestod i, at det var deres levebrød, og at de absolut ingen etik havde. Det var meget værre. De bar titlen ledere uden at lede en skid! De modtog ordrer, og de parerede den. En sådan adfærd kaldes hverken i militær eller civil sammenhæng at være en leder. Det kaldes at være en fodtusse.

Verden har et problem. Men som de siger derude i det peptalk’ende erhvervsliv, så har verden en udfordring, underforstået: så tager vi med optimisme og energi opfordringen op, så smøger vi ærmerne op og ja-ska-gi-da-skaja. Her bliver det endnu værre. Når man ikke har erkendt og defineret problemet, hvordan kan man så løse det? Man kan smøge ærmerne helt op over ørerne og lige lidt batter det. Endnu værre, hvis det er muligt – og det er det – så er ledere overhovedet ikke interesseret i at løse de problemer, som de påstår, de har erkendt, for det er jo de selvsamme problemer, de lever af! Hvordan kan man sige, at man vil løse de problemer, man selv er en del af? Jamen, vi laver da bare en von Münchhausen og hiver både os selv og hesten op med håret.

Ledelseskrisen stikker dybere. Den globale ledelseskrise har skabt et vakuum. Den er en gordisk knude. Den består i en struktur, der opretholder sig selv uanset dens dysfunktion og omkostningerne for andre end sig selv. Hvad er det for et stykke biologi, der svarer til det? En parasit. En struktur, en organisme-organisation, hvis formål udelukkende er sig selv på bekostening af et værtsdyr, er en parasitisk struktur. Biologi og menneskelig sociologi har forbløffende lighedspunkter – kaldte de det ikke for social-darwinisme?

Bureaukrati
Bureaukrater ser sig selv som formålet. I stedet for at være et serviceorgan med det hovedformål at skabe liv, luft og trivsel for befolkningen, så bliver befolkningen behandlet som et serviceorgan for DERES velbefindende. Hvis ikke befolkningen vil yde service og makke ret, så bliver de straffet. Fra tjeneste (service) til DJØF’okrati, bureaukrati, teknokrati.

Levebrødspolitik
Politikere ser deres egen karriere som formålet. Hvor herligt er det ikke, at man som en magtjunkie kan beruse sig, mens man får penge for det? Derfor ser politikere i dag demokratiet som en irriterende størrelse, der står i vejen for deres magt. Hvis befolkningen ikke vil makke ret, så er det nye normale, at de bliver nedlukket, og deres liv bliver ødelagt. Fra tillidshverv til despoti.

Krig
Krigslogikere ser krig som formålet i sig selv. Først tjener bankmændene penge på at sælge krigsudstyr til begge parter. Når krigen går på stand-by – de kalder det for fred – så tjener deres firmaer kassen på genopbygning. Genopbygningen smadrer de så næste gang, de vil tjene kassen på krig. Og så videre. Fra forsvars- til angrebskrig. Krig er et teaterstykke, en film der kører på den store fladskærm til ære for tilskuere og deltagere, mens pengemaskinen ruller i operatørrummet.

Medicin
Medicinalindutrien ser sig selv som formålet. Formålet har aldrig været at gøre folk raske, for så ville de ikke eksistere. Formålet er at gøre folk så tilpas syge, at de er livslangt afhængige af industrien. På det seneste har det taget en drejning til det værre. Nu skal folk ikke bare være halvsyge, nu skal de simpelthen dø! Der eksperimentes lige nu med verdensbefolkningen for at finde den helt rigtige formel og dosis for døden, så det fremstår som noget andet end en forgiftning. Den langsomme, uforklarlige død ved biologisk kvælning. Autoimmudefekt = being suicided.

Økonomi
Økonomien har sig selv som formål. Men en økonoma er jo en husholderske, og hendes økonomi er det livsfremmende hushold. Økonomiens rette formål burde være at holde hus med det store hus og fremme dets livlighed, og sørge for at ressourser blev retteligt fordelt og ikke gik til spilde. Et sundt hushold lader ikke nogen rage til sig på andres bekostning, for det går i sidste end ud over alle. En sund samfundsøkonomi tillader ikke nogen hverken udefra eller indefra at stikke snablen ned og suge til sig. Her har vi parasitten igen.

Medier
Medierne har der egen fortælling som formål, ikke formidlingen, medieringen af virkeligheden til gavn for offentligheden. Offentligheden betaler ikke nok for deres ydelser, for nogle andre betaler åbenbart mere for en fucked-up uvirkelighed. Medierne interviewer sig selv, svinger om sig selv, genbruger sig selv. Det er kannibalens middagsselskab, recirkuleringen af den store brune kloakstrøm. De siger – som politikere – ALDRIG undskyld for det lort, de har lukket ud, for de kan jo ikke tage fejl. 

Verden har et problem. Problemet er menneskers blinde tro på ledelsens integritet.
Integritet er en heftigt forfejlet antagelse, for ledelse er i dag ensbetydende med dis-integritet.
Ledelse hænger ikke sammen, ledelse giver ikke mening, ledelse er afmonteret.

Noget andet har overtaget det, som ledelse skulle udøve. Noget andet er en parasit, og parasitten har altid sig selv som formål. Dens lede trick består i at omdefinere værtsdyrets formål til sit formål.

Hvor skal vi hen du?
I erkendelse af, at ledelse enten har fejlet eller er udstyret med ond vilje, skal der ske noget.
Fejlagtig og inkompetent ledelse kan konfronteres og udskammes. Man kan i princippet gøre mange ting, sætte rammer udskiftet, fyre. Problemet er: hvem skal gøre det? Det er jo også et ledelsesansvar. Det er som at sætte ulve til at vogte får.

Manøvrere udenom ledelse, selv overtage ledelse, tilsidesætte ledelse, ignorere ledelse og bare gøre noget andet i eget regi synes mere farbart. If you want things done, do it yourself. Vel vidende, at når ledelse og stat ser den slags initiativer, så vil de blive misundelige, for de mener, at de skulle spørges om lov.

Decideret ondsindet ledelse er en anden og mere seriøst sag. Her er der tale om en krigssituation. 3. Verdenskrig faldt ikke ud som forventet. Det var ikke imellem stormagter og nationale alliancer. Det var den globale lederklike mod resten af menneskeheden, og metoderne var .. samtlige! Hybrid krig. Pas på globalist-psykopater! Når I de facto erklærer selve menneskeheden krig, så vil menneskeheden identificere jer som den virkelige fjende. Der sættes en modbevægelse i gang i den helt store skala. I starten langsomt, dernæst ekskalerende, til sidst galloperende.

Opgaven i den nære fremtid for et lands befolkning består i,
at sørge for at politikerne bliver forhindret i at blande sig
i de initiativer, som kun folk selv kan tage,
og som politikere aldrig kommer i nærheden af at diske op med.

Politikere er kun et ekko af den folkelige skaberkraft,
og da de åbenbart ikke er i stand til at forstå det,
så består opgaven i henholdsvis at lukke munden på dem
og give dem et rap over fingrene, når de forgriber sig.

Politikerhvervet var altid beregnet på at være en tjenesteydelse.
I det øjeblik en politiker blev forelsket i sin egen betydningsfuldhed
og glemte, hvad det hele drejede sig, skete der et skift 
fra problemløsning til problemskabelse. Politikeren blev problemet.

Politikere har glemt hvad det første ord i begrebet repræsentativt demokrati betyder.
Det betyder – og jeg hader at skære noget så selvindlysende ud i pap –
at politikeren solidarisk skal repræsentere folket, der har vist ham og hende tillid
og installeret vedkommende i et betroet hverv.

Den politiske klasse har enten glemt, hvad det var, der var meningen med det hele,
eller også har de omdefineret meningen til at være en anden.
Denne anden mening er deres personlige vinding, deres livsløn,
og deres erotiske nydelse ved besiddelse og udøvelse af magt.

Der fandtes, og der findes stadigvæk vedtagne mekanismer
indvævet i det forslidte demokrati, der er beregnet på at begrænse magtfuldkommenhed
og stille politikere til ansvar. Problemet er, at de enten ikke bliver brugt,
eller at smarte jurister har fundet smarte måde at omgås dem på.

I fremtiden, hvilket vil sige startende med 1-2-3-NU! vil det være nødvendigt,
at fratage politikerne den absolutte magt, som de så grådigt rakte ud efter,
og som vi kan være sikre på, at de vil komme tilbage efter,
når de bare lige har sundet sig lidt og overvejet, hvad den nye undtagelsestilstand skal bestå i.

Misforstå ikke opgaven kære medborger og nabo.
Den vil ikke bestå i at prøve at få disse politiske hjerne til at fatte,
at der er noget, de har misforstået,
for de tror vitterligt, at de har forstået det hele.

Den vil heller ikke bestå i bede de søde-gode-rare politikere,
om de ikke nok vil være så venlige at lytte til, hvad folk har brug for,
og så sørge for, at der vil blive truffet beslutninger,
der baner vejen for det, der er brug for.

Opgaven består i klart at melde ud:
I har ikke noget at komme efter, og I har heller ikke noget at komme med.
Hold jeres grådige, beskidte fingre væk fra det, der retteligt tilhører os,
og som kun vi har ret til at råde og bestemme over.

I har skabt en stat i Staten, hvor I kan leve bag Borgens mure i sus og dus.
I har brandbeskattet os for at opretholde denne livstil.
Tiden er kommet, hvor det stjålne gods skal tilbagebetales.
Herefter modtager i ordrer fra folket og ikke de fine herrer derude i gasskyen.