Verden er et løg

Disclaimer:
Dette er en bestræbt undsøgelse af verden med den intention at forstå den.
Du kan skifte verden ud med virkelighed eller bevidshed.
Dette er ikke en facitliste og en præsentation af en allerede fuldt opnået forståelse, som du – og jeg selv – kan sige nå-javel-og-amen til. Det er en proces, og denne proces er hele essensen af overetagen.dk.

Med disse forbehold kan vi starte med at konstatere, at verden og virkeligheden er som et løg, der aldrig kan pilles i bund. Tilsyneladende.
Når man tror, man har fået alle lag med, viser det sig, at der er et nyt lag eller et helt nyt løg indeni.
Det er et løg, der ikke kan fuldt fordøjes, for det vokser i munden på dig, mens du tygger det.

Mange mennesker har aldrig prøvet at pille løget. De har holdt det i hånden, de har konstateret, at det har en brun eller rød skal, de har måske duftet til det. De har fået en beskrivelse af dets formodede indre og fået at vide, at det enten ikke kan lade sig gøre, eller at det ikke er værd at spilde kræfter på.

De, der har prøvet at pille det, ved, at det sværeste er at få hul på det. Det har en sej skal, der beskytter det mod indtrængen. Det næste, de opdager, er, at løget forsvarer sig selv ved at oversprøjte dem med usynlige partikler, der får øjnene til at løbe i vand. Det er behæftet med lidelse at pille løg.
Løget har en vis overtalelsesevne:
Nå, du fortryder nok, at du gik i gang med at pille mig. Mon ikke du skulle finde en bedre beskæftigelse?

Her holder analogien op. Vi kan sagtens få bugt med et rigtigt løg, enhver husmor/-far ved, hvordan man gør, og en kok kan gøre det på 10 forskellige måder. Billedets potentiale er, at et løg på overfladen er helt anderledes end dets kerne. Det går fra at være totalt uspiseligt til blødt og lækkert. Med verden og virkeligheden er det ofte stik modsat. På overfladen synes det spiseligt, men jo mere vi nærmer os kernen, jo mere uspiseligt er det.

En undersøgelse af Verden er som en film af David Lynch. Den starter med en køretur gennem et fuldstændigt normal beboelseskvarter i en fuldstændig normal by med tilsyneladende normale mennesker. Men der er noget med måden kameraet bevæger sig på og måden, som menneskene smiler til dig i forbifarten, der får dig til at tænke på, om du drømmer eller er vågen. Når du bevæger dig indenfor hækkene og væggene, viser det sig, at der foregår ting og sager. Du kan ikke bare forlade stedet, det er for sent nu, men en ubehagelig fornemmelse har meldt sig. Stedet gemmer på hemmeligheder, og du har stukket næsen indenfor.

Verden er fuld af hække og facader.
Verden er fuld af hemmeligheder.
Verden er fuld af ubehagelige ting og sager, som vi helst ikke vil vide noget om.

Har vi overhovedet godt af at vide noget om verden bag facaden?
Ville vi overhovedet kunne håndtere det, hvis vi fik det hele at vide?
Ville virkeligheden løbe os over ende?

Hvad der synes vigtigt: løgpilleri kræver attitude og forberedelse.
Det kræver også en god køkkenkniv og et passende skærebræt.
Og så kræver det tålmodighed og beslutsomhed.
Det kræver tilberedning.

*

Et løg er ikke bare et løg.
Der er typer af løg, stadier af løg, kvaliteter af løg.
Løget har forskellige egenskaber.
Det kan reproducere sig selv.
Det har lang holdbarhed under de rette betingelser.
Det opsuger bakterier, når det åbnes.
Skallerne indeholder farvestof nok til at farve et lærred, i hvert fald en æggeskal.
Som pigen Sarah i The Crow siger til politimanden: Onions – they make you fart bigtime!
Under tilberedelsen forandrer løget sig. Fra at være stærkt bliver det sødt.
Til sidst forsvinder det helt ind i madretten, men uden løget ville retten ikke være den samme.
Der er en grund til, at løg er en vigtig ingrediens i alle madkulturer.
Jeg ved dog ikke lige med eskimokøkkenet …

Et løg gennemskåret fra top til bund har en struktur, der ligner et elektromagnetisk felt.
Jordenergien suges op i bunden og sendes ud i toppen. Solenergien hentes ned fra toppen og gives videre i bunden. Det er det, løget er til for. Løget er som livet. Mellem top og bund er løget noget, der ligner blade uden at være det. Det er underjordiske blade, og de lægger sig på samme måde om kernen som et magnetfelt. Se jordens magnetfelt, den såkaldte Birkeland-strøm, og vi ser et løg. Nogle bruger æblet som billede, men æblet er en frugt, løget er et … løg. Det er ikke en rod, for den sidder under løget. Det er en affyringsrampe for en løgplante med blade, stilk, blomst og frø. Løget er et batteri.

Forresten behøver du ikke at pille løget, bare smid det helt på grillen eller i ovnen.
Er det begyndt at spire, siger du? Jamen så spiser du den rå spire, den er fuld af forårets kraft, det er springløget. Lad være med at gøre det samme med kartoffelspiren.

*

Verden er illusorisk.
Det betyder ikke, at den ikke findes. Den findes helt afgjort.
Det betyder, at what you see, is NOT what you get.

Verden er besnærende og forførerisk.
Som om verden havde den form for intention.
Nogen har haft en intention med denne verden og vores opfattelse af den.

Hvis goe gamle fru Olsen og Henrik Hakkebøf fik at vide, at deres verden var en illusion, ville de ikke vide, hvad de skulle stille op med det. Jamen min potteplante og mit kunstige gebis er da virkelige nok. Og Henrik ville til enhver tid hævde, at hakkebøffen var fuldt tilstede både før og efter indtagelsen. Han vil nok også kunne folde sin hjerne omkring, at den ikke er helt den samme, når den kommer ned i maven på ham og bestemt ikke den samme, når han skider dens restprodukt ud i kummen et par dage senere.

Og de har jo ret, for både pelargonien, gebisset og hakkebøffen findes. Fru Olsen vil også forstå, at pelargonien ikke er ganske den samme hele året rundt. Vi kan godt stramme os an og prøve forstå, at virkeligheden kan morfe, og at det afhænger af øjet, der ser. Vi kan også godt forstå, at den virkelighed, vi ser på en fladskærm ikke er den samme som udenfor skærmen – selvom det sejler lidt for mange mennesker, og skærmvirkeligheden efterhånden bliver mere virkelig end virkelig. For både fru Olsen og Henrik H. vil hævde, at der var en rar mand på fladskærmen i går, der fortalte, hvordan virkeligheden hænger sammen, og så må det jo være rigtigt. Men det medieskabte virkelighedsbillede er intentionelt og befinder sig i hænderne på folk, hvis intentioner er højest tvivlsomme. Det er den dyrekøbte lektie, som vi er i færd med at gøre i disse tider.

At medierne nok ikke er helt pålidelige – en mild underdrivelse – er en nødvendig erkendelse, der er nødt til at brede sig. Men det er stadigvæk kun kratten i overfladen. Selvom vi forestillede os – dette er MEGET hypotetisk! – at medierne havde de bedste hensigter, ville de alligevel ikke være i stand til at formidle virkeligheden udover potteplante- og hakkebøf-stadiet, for det har det ikke kapacitet til. Og hvad værre er: De har hverken ønske om eller vilje til det. Der findes bestemt lyspunkter derude, for verden er også et sted for gode mennesker med gode hensigter, som har valgt og har kapacitet til at rykke sig løs fra hovedstrømmen, men de kan højest levere en enkelt værdifuld brik til det store 10.000 jigsaw-pulslespil. Vi tager, hvad vi kan få, men det er os selv, der skal samle alle brikkerne.

Med tiden vil det blive mere tilgængeligt. Lige nu er det kilder/kanaler som UNN – unitednetwork.earth, der har åbnet for deres særlige pose med en større tilbundsgående forståelse af Det Store Illusions-spil, end selv dygtige uafhængige og såkaldt alternative undersøgere med al respekt har kunnet grave frem. Der har manglet den helt store referenceramme, og den synes nu at ankomme i mindre portioner ad gangen. Her er vi nærmest uhyggeligt langt fra potteplanten og hakkebøffen, og selvom disse oplysninger i princuppet er blevet offentligt tilgængelige, vil der gå tid, før de er sevet til mainstream. Fru Olsen ville få et føl på tværs.

Der er ikke tale om et færdig-pillet løg her. Vi har fået et længe tiltrængt foreløbigt indblik i virkeligheden bag skærmen, men det er stadigvæk en read-only-adgang. Med tiden vil vi også få en write-adgang. Vi har den muligvis allerede, men vi ved ikke, hvordan vi skal bruge den. Der er gjort et benarbejde for at bryde magien, men vi er nødt til selv at gnide os i øjnene.

Vi lever i en virkelighed manipuleret med sort magi. Definition af magi er forandring eller skabelse af virkelighed. Der findes en usynlig virkelighed bag den synlige virkelighed med potentiale til at forandre det synlige. Fordi det ikke er synligt, kan de, der benytter sig af det usynlige til at forvride virkeligheden, hævde, at de ikke gjorde det, og at de, der er udsat for forvridningen og er begyndt at blive klar over det, må være sindsforstyrrede eller har kommet noget i kaffen. Det engelske ord her er probable deniability – benægtbar via sandsynlighed altså: noget kan hævdes at være usandsynligt, kan man slippe afsted med det via benægtelse. Et andet begreb for det, som står i bedragernes manual hedder på deny-deny-reacess-acuse, altså: benægt-benægt-revurder-anklag, først benægter de gentagne gange, så tager de deres taktik op til revurdering, og så bebrejder de andre eller endog kritikerne for, at det var dem, der gjorde det. Det var det, der fandt sted i Oplysningstiden, hvor mere end halvdelen af al hidtil videnskab forsvandt ned i et sort hul stemplet som gammel overtro. Alle de såkaldte esoteriske videnskaber blev skyllet ud med badevandet, hvilket svarer til det Corpus Hermeticum, der var oldtidens videnskaber gemt i oldtiden biblioteker – der sjovt nok havde det med at brænde, og det gælder ikke kun biblioteket i Alexandria – men som araberne havde bevaret i hvad der for os var ulæseselige bøger, da yderst få europæere kunne læse arabisk. Senere mellemlandede de i græske oversættelser, hvilket tyder på, at de var bevaret af byzantinerne i biblioteket i Konstantinopel/Byzanz. Cosimo di Medici lod dem oversætte via to lærte ved navn Marsilio Ficino og Ludovico Lazzarelli, og de blev siden slutningen af 1400-tallet flittigt studeret af alle lærde hoveder. Men pludselig i 1700-tallet forsvandt de ud af videnskaben og var stemplet som fortænkt overtro. De forsvandt imidlertid ikke fra de lukkede biblioteker hos the establishment f.eks i England, hvilket viser, at oplysnings-stuntet eller indførelsen af rationalisme, nominalisme, materialisme, empiricisme, hvad vi ellers har lyst til at kalde det, var deres konfiskering af det mest potente i det store videnskabskompleks. De ville simpelthen have det for sig selv, fordi de ønskede magt. Kundskab er magt, som der står over porten på visse gamle læreanstalter.
Læs: Magi

Sort magi blandet med sci-fi er blevet stort som et underholdningsfænomen for børn og forsinkede barnlige sjæle i form af fantasy-genren. Harry Potter-kloner her, Starwars-kloner dér og alle vegne. Folk råber på fantasy. Hollywood er én stor illusionsfabrik, og det må de jo godt være, synes vi, for det er jo bare for sjov, og så vil vi gerne betale i dyre domme for det.
Er det bare for sjov? Det er jeg bange for, at det ikke er.
Brød og skuespil var ikke for sjov for de romerske kejsere.
Det var en alvorlig sag at fastholde folkemængdens medgørlighed

Der er noget galt i toppen

Verdenshistorien og videnskaben er udfordrende eksempler på det store løg, der er blevet svært at pille. Løgskallen er blevet lige så tyk som vores hjerneskaller. Ophobning af viden og beskrivelser er så massiv, at det ikke er til at hugge eller stikke i.

Videnskaben er nået til et punkt, hvor den mener, at der ikke er mere at vide, der er højest nogle trivielle detaljer, der skal på plads. Bygningsværket er urokkeligt med sine hovedhjørnestene eller hoveddogmer, synes dens udøvere. Dogmatisk er et begreb, som normalt er brugt om kirken. Stolen, hvor Guds stedfortræder på jord har plantet sine højhellige balder, har besluttet, at sådan er verden. Jamen far, hvorfor? Fordi jeg siger det sønneke! Og hvor der i familiær opdragelse kan være brug for at skære igennem, fordi noget ikke står til diskussion altid og hele tiden, og hvor vi ved, at Kirken og manden på stolen har haft magt til udtale sig på den måde, og så måtte vi prøve ikke at fornærme hans firma – ja så burde den slags dogmatisme ikke findes i videnskab. At videnskabsfolk er begyndt at synes, at deres opgave er at forsyne os med et verdensbillede, eller snarere: at et interessentskab med et fast greb om klunkerne på videnskaben misbruger videnskaben til via falsk logik og som ophøjet autoritet at påtvinge os et bestemt verdensbillede, er et usundhedstegn. Videnskab skal gøre sit arbejde og følge sin metode og ikke spille politik eller præsteskab.

Historieskrivning når hele tiden til det punkt, hvor dens udøvere mener sig urørlige. Det sker i samme øjeblik, historiebogen publiceres. Når historien er nedskrevet, er den difinitiv, for fortidens aktører kan jo ikke ingive en klage i tre eksemplarer til myndighederne over at blive mis-repræsenteret, og de, der forberedte deres selvforherligende repræsentation, ville ikke have klaget over noget.

Helt så enkelt er det dog ikke. Mange historikere mener som udgangspunkt, at de har ramt plet. De har brugt de tilgængelige kilder, synes de, men ofte har de ikke læst de primære kilder og blot henvist til andre foregående historikere, der heller ikke har læst de primære kilder, etc. Historieskrivning er én lang kæde af afskrivning.
Hvem siger i øvrigt, at de – hvis de ellers har – har læst de rigtige kilder?
Hvem siger, at de rigtige kilder har været tilgængelige og ikke gemt af vejen?
Og hvorfor stille den slags spørgsmål?

Det skylder vi os selv at gøre, når vi opdager, hvad der sker med historikere, der tillader sig at vælge andre kilder end de akademisk-politisk tilladte eller tillader sig at fortolke selv tilladte kilder på en anden måde. Så rejser der sig en shitstorm. Det viser sig lige pludseligt, at historieskrivning OGSÅ er dogmatiseret for at please interessentskabet.

Mnææmenne er historie da ikke en videnskab?

Historie er et stykke systematiseret ideologi. Der er iblandet tro, politik, finansspekulation, ideologi, behavouristisk reklamekunst og dogmatik. Det er rørt ned i en skøn rødgrød af magtens forherligelse af sig selv og dens skønne krige. De løj for at starte en krig, de løj for at holde den kørende, og når krigen er slut (= når de holder pause), så skriver de løgnen ned og kalder det for … historie. Resten er historie, siger vi, og det betyder: så taler vi ikke mere om det. Eller for at tale med Shakespeare: Resten er stilhed.

Men hvad er det for en stilhed, der sænker sig?
Er det fortielsernes stilhed?
Er det den larmende tavshed?
Er det kongen-af-Danmark-hold-kæft-bolsjet, der bliver proppet i gabet på os?
Er det John Cleese’s fra Falty Towers: Don’t mention the war?

Vi er meget optaget af ikke at fornærme nogen.
Historie som kollektiv hukommelse er kultur- og bevidsthedsdannende.
I bedste fald er det sund bevidsthedsdannelse, hvor vi via vores rige kulturelle arv bliver i stand til at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra og dermed, hvor vi skal hen.
I værste fald er det usund bevidshedsdannelse, hvor vores arv stjæles fra os og erstattes af en forfalskning, hvorefter vi ikke længere aner, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvad vores rige potentiale er for selv at skabe vores fremtid.
Når de stjæler vores historie, stjæler de vores liv og sjæl.

Så nej til Bimboline fra Hellerup, der endnu engang har stillet et spørgsmål, som hun har forstand til. Jeg holder meget af hende, for hun har den forstand, hun har, og vi kan ikke undvære hende til at stille den slags spørgsmål. Det er også derfor, jeg altid gør mig umage med at svare så godt, som JEG nu har forstand til, og hvor forstandigt er det så?
Svaret på hendes spørgsmål må være:

Historie er kun videnskab i det omfang, den videnskabelige metode tages i anvendelse. Dvs. at historikerne er fuldstændigt hensynsløse overfor det interessentskab, der har bestilt dem som skriverkarle. Men det er en selvmodsigelse: at ‘være bestilt til’ og så ikke levere den bestilte vare – det finder ikke sted uden alvorlige konsekvenser. Så hatten af for modige historikere, der har koblet sig selv løs fra vidensfiltret i akademisk historieskrivning.

Videnskab er i sin sande kerne en metode. Der kan ikke fifles med den. Den står ikke til diskussion. Den er præcist defineret og beskrevet, der er strenge krav til videnskabelighed, der er ikke noget at diskutere for så vidt. ALT herefter står til diskussion og bør gøre det i videst mulige omfang – men ikke metoden. Antagelser har kun en midlertidig og begrænset plads i teoridannelse. De seneste års ‘konsensus’ i videnskab er et politisk-ideologisk implantat. ‘Videnskaben er nu enig om’ findes ikke som andet end et politiseret medieudsagn. Læg dertil at en god videnskabsmand stadig er et nysgerrigt menneske, der ikke tillader censur og politisk korrekthed at komme i vejen for tilfredsstillelse af nysgerrigheden- nys-gerrig = grådighed efter nyheder. De skal være evigt ‘grådige’-sultne efter nye opdagelser, men der har desværre indfundet sig en form for kronisk mæthed eller forstoppelse. Diagnose: videns-konstapering. Teknologiseret-strømlinet videnskabs-industrialisering er et forrædderi mod kernen i egentlig videnskab.

Men videnskaben er også sårbar, for dens udøvere har meget at tabe: karriere, betaling for udført arbejde og mulighed for at blive betalt fremover, kollegial anseelse, et flere-årtier-langt studie og muligvis en tung studiegæld, indfrielse af ambitioner, en hyldemeter af et anerkendt livsværk. Læg dertil stolthed over deres livsværk og ikke mindst: deres eget virkelighedsbillede og trossæt om verden. Derfor bider de ikke den hånd, der fodrer dem, mens den måske oven i købet vrider deres egen arm om på ryggen.

Det, der er sket, og som har været med til at lamme vores verdensbillede, er, at den videnskabelige metode er nedbrudt. Den har været under angreb, og forsvarerne på skansen har valgt at give efter for presset. Om selve metoden så fra starten har været fejlbehæftet er at tage den et skridt videre, hvilket vi lader ligge for en stund. Men ligesom vi ikke kan stole på historiens skriverkarle, medicinalindustrien, journalistik/medier og politikere, så kan vi heller ikke nødvendigvis længere stole på videnskaben.
Hvad var det, vi fik gentaget til hudløshed mellem 2020-23? Trust the science, follow the science!
Hvorfra ankom topmålet af utroværdighed? fra VIDENSKABEN! … i den prikkede bjergtrøje tæt forfulgt i udbrydergruppen og opløbet hen mod målstregen hvor vi har JOURNALISTIKKEN, den gule presse i den gule trøje efterfulgt af POLITIKKEN, og langt nede i hovedfelten har vi SKRIVERKARLENE, der altid kommer sent ind for at indskrive sig i det historiske løb. Og jeg vil æde min nye filthat på, at der sidder en hel del udmærkede videnskabsfolk derude, der frustreret over denne omklamring.

Dette er den dårlige nyhed: Vi kan ikke tage noget for givet længere. Vi er nødt til at gøre arbejdet for dem.
Den gode nyhed på sigt er ikke desto mindre, at vi bliver nødt til at gå det givne efter i sømmene. Hvorved vi er blevet til løgpillere. Det er nu illusionen, der er under angreb, og vi er blevet til konstruktive des-illusionister. Det betyder, at vi nu har mulighed for – hvis vi tør, gider, kan og vil – at skaffe os indsigter som aldrig før og få mulighed for at forstå virkeligheden til vores fordel. Og her er vi nødt til at være helt kolde i røven ift. de, der mener at have ejet et patent på den monopolære virkelighed.

Mistilliden til autoriteterne har været voldsomt stigende i det seneste årti. De henholdsvise autoriteter er blevet sjuskede og uforsigtige, de har hengivet sig til sejrsikker arrogance, de har glemt at dække deres uvaskede røv. Sejrssikker – bare sig ordet. Det viser sig, at de har ført krig mod os, vi blev betragtet som deres fjender! Når først tilstrækkelig mange mennesker mister deres naive barnetro til autoriteterne, det være sig myndigheder, stat, eksperter, formidlere, så er løbet kørt for dem. Så skal de til at bevise deres tillidsværdighed, og der kan ikke snydes ved kasseapparatet længere, for vi har gennemskuet. Hvis ikke vi ser, at de viser ydmyghed overfor opgaven, er det ud af vagten.

Australierne har skabt et udtryk. Når de skal beskrive noget, der burde være lige men som er skævt ad helvede til, en gren, et bræt, whatever, så siger de, at det er crooked as a politician. Altså for at skære den ud i pap: crooked betyder både kroget/skæv og skurkagtig. Politikere er blevet til en slyngelklasse, som der ikke er tillid til længere. They don’t give you straight talk. 70% af franskmændene mener, at deres politikere er korrupte. En ung rumæner kommenterede det med: 90% af rumænerne mener det samme.
Forrædderisk som en politiker
Løgnagtig som en journalist
Giftig som en medicinalfabrikant
Morderisk som et flyfirma
Krigsliderlig som en præsident
Dyrplagerisk som en svinefarmer
Korrupt som en EU-kommisær
Arrogant som en autoritet

Der er noget det hedder naturlig autoritet. Den kommer, når man fornemmer, at nogen har seriøst styr på tingene, ved hvad de taler om, kan deres kram. Især når det mærkes på et splitsekund, når de åbner munden eller træder ind i rummet.

Den vedtagne virkelighed er i færd med at miste sit autoritative islæt.
Virkeligheden vakler, den er blevet wobly.
Hvis du spørger visse selvbestaltede autoriteter, vil de måske sige, at de har fuldt styr på det hele.
Andre vil sige, at helvede er i færd med at bryde løs. De har som regel et indsnit: med mindre du selvfølgelig er villig til at betale os for, at det ikke sker. Det minder lidt for meget om beskyttelsespenge.
Andre igen vil sige, at en dystopisk fremtid er i færd med at ankomme. Det er den sådan set allerede Mester Jakel, vi er på vej ud af fremtiden og ind i samtiden. Fat det!
Andre igen vil sige, at total-teknokratiet er lige om hjørnet, og at du vil være lykkelig lige om lidt = du kan ikke gøre en skid. Mon ikke du skulle får skiftet batteri på dit legetøj, Batman?

Virkeligheden bør være det primære diskussionsemne og ikke et vedtaget faktum.
Virkeligheden skal give fuld mening.
Mening dannes via meningsdannelse – deraf ordet – og ikke via menings-download.
En mening er ikke en frossen færdiggret fra superdøgneren, som du efter 4:38 minutter i mikro’en smider på tallerkenen med et: skatte’eerrr – jeg har lavet mad. Beep x 3! DU har ikke lavet mad, det har en fabrik. Du har ikke LAVET mad, du har bombarderet en i forvejen dødfrossen klump med dødsstråler, så den i hvert fald nu er helt død. Og du har ikke lavet MAD, for den døde masse på tallerkenen har intet med rigtig mad at gøre. Dette er moderne meningsdannelse.

Den meningsløse designervirkelighed er som en stivfrossen klump forhenværende mad optøet i en dødsstrålemaskine.
Og seriøst spøg til side et minut: skaf dig af med din mikrobølgeovn, hvis du har sådan en tingest: bestrålet mad er stendødt, hvis det ikke var det i forvejen. ALLE essentielle næringstoffer er dræbt. Når du spiser død, bliver du død. Og hvis du ikke tror på det, så spør dig selv om, hvad der ville ske, hvis du havde mulighed for at stikke din hånd ind i ovnen i 4:38 minutter – tror du, den hånd kom op at køre igen? Tror du, det er anderledes med noget, du har tænkt dig at spise?
Hvad med et lille brush-up på, hvad liv er for en størrelse?