Vejen til indre styrke – Tao Te Ching
Vejen til indre styrke
Forord
Dette er en oversættelse af Tao Te Ching. Oversættelsen bygger på James Legge’s klassiske og Steve Thomas mere opdaterede og flydende. Den burde ideelt set have været direkte fra mandarin, men så ville projektet have taget 20 år 😉 I øvrigt er mandarin en senere tilkommen standardisering af kun det kinesiske skriftsprog, og Lao har kendt sin egen variation af kinesisk.
- Jeg er dog tillidsfuld på to punkter:
At Legge og Thomas har fanget det bedste af betydningen. De har min fulde tillid. - At Lao Tsu tilgiver mig fra sit udsigtspunkt i forvisningen om, at hans tanker er uforgængelige over tid, rum og sprog.
Se den gamle mester med det hvide hår – han smiler i sin Tao
Der er ingen downloadbare danske oversættelser, så det er det ene motiv for herværende. Det andet er selve processens meditative form, og det personlige udbytte, der ligger i det.
De 81 vers er en konstruktion. De menes at være kommet til i en senere redigering. Ofte skubber de små temaer undervejs sig over i det næste vers. De er bare en måde at dele op på, og andre kunne have gjort det på deres egen måde.
Et af temaerne i denne samling af aforismer, nærmest et langt digt, er den rette måde at regere på. Li Erh, Det Hvide Hår, var født i 604 f.Kr og fik navnet Lao Tsu, da han arbejdede for kongen af Zhou i Louyang som leder af det kejserlige arkiv, en slags overbibliotekar. Han har været yderst belæst i gamle tekster og sandsynligvis kyndig udi alkymi, astrologi, divination, m.m. Der er beretninger om mødet med hans yngre samtidige kollega Kungfutse, der rejser langt for at møde denne mand af stort ry.
Temaet ‘den rette regeringsførelse’ går igennem teksten, og afspejler hans position hos kongen. I en alder af 80 beslutter han sig til at rejse ud i ørkenen. Han er deprimeret over de politiske tilstande og over, at kongen har mistet fornemmelsen for Tao. Han har ikke mere at gøre der. Ved den kinesisk-tibetanske grænse bliver han stoppet af en vagt, der anmoder ham om at nedskrive sin viden, da han ved, at han ikke vil vende tilbage. Det bliver til dette skrift, på kinesisk 5250 ord-tegn, Tao Te Ching, som han nedskriver på 3 dage! Det står i dag som en uforgængelig stenstøtte af et åndeligt, fuldt intakt og funktionsdygtigt testamente.
Her ridder den gamle.
Han forsvinder ud i ødemarken og ses ikke igen.
Han vender – som der står i skriftet – tilbage til Tao.
Er slutningen blot en legende? Muligvis. Personen, hans værk og dets betydning er på ingen måde en legende. Har vi lidt svært ved at tage historien bogstavelig om, at den gamle mester sidder i et skur ved det tibetanske grænse og på tre dage skriver et af verdenslitteraturens mesterværker? Well, hvis alternativet var, at han ikke fik lov til at vende tilbage til Tao ude i vildnisset, og han besad denne kolossale viden og indre styrke, så er jeg mere en villig til at købe historien. Men Tao Te Ching er ligesom et langt digt, og jeg vil gætte på, at selvom han blev bedt om at skrive al sin viden ned, så gjorde han det ikke. Han tog mange hemmeligheder med sig ud i ødemarken.
Her må vi så blot håbe og stole på, at med den rette Tao vil nogle af disse hemmeligheder indfinde sig igen.
—-o—-
Tao Te Ching – Vejen til indre styrke
1
Den vej, der kan betrædes, er ikke den uforanderlige vej.
Det navn, der kan nævnes, er ikke et uforanderligt navn.
Navløst er Himlens og Jordens oprindelse.
Når Det får navn, er Det altings Moder.
I disse to aspekter er Det egentlig blot det samme;
men ved at give Det navne, kan vi skelne dets manifestationer.
Af alle mysterier er Dette det mest grundlæggende.
Det er porten til alt, der er subtilt og vidunderligt.
2
Når vi genkender skønhed, har vi ideen om grimhed;
Når vi ved, at noget er godt, anser vi noget andet for mindre godt.
Sådan er Det:
eksistens og ikke-eksistens afføder hinanden;
længde og korthed danner hinanden;
højde og lavde modsvarer hinanden;
før og efter følger hinanden.
Den viise gør sit arbejde uden handling og instruerer uden ord.
Alle ting springer ud for dog at falme igen, derved viser Det sig for os:
tingene vokser, og dog gør Det ikke krav på ejerskab;
de gennemgår deres processer, og dog ønsker Det ingen belønning;
værket er fuldført, og dog kræver Det intet udbytte.
Selvom Det ikke gør krav, er Dets styrke aldrig formindsket.
3
Ikke at hylde mænd af stor dygtighed sparer folket for uenighed;
ikke at prise ting, der er svære at få fat på, afholder dem fra begå tyveri;
ikke at fremvise det eftertragtelsesværdige beskytter deres sind mod uorden.
Derfor:
For at regere folket tømmer den viise deres sind, fylder deres maver,
svækker deres tilbøjeligheder og styrker deres ben.
Han holder dem skadesløse fra viden og uden begær,
og hvor de har viden, sørger han for, at de ikke (uden videre) handler på den.
Hvor der er fravær af handling, er der god orden.
4
Vejen er som fartøjets tomhed, og dog vil brugen af det aldrig slide det op.
Hvor dybt og ufatteligt er det, som altings ophav !
Hvor ren og stille er Tao, som ville det altid fortsætte !
Jeg ved ikke, hvis barn det er. Det har muligvis eksisteret før Gud.
Afrund de skarpe kanter;
løs knuderne op;
blødgør det skarpe lys;
anbring dig selv i det skjulte.
5
Himmel og Jord handler ikke udfra godgørenhed;
de behandler alting som stråhunde .
Den viise handler ikke udfra denne godgørenhed, men behandler folk som stråhunde. *
Rummet mellem Himmel og Jord er som en bælg.
Den tømmes uden at udmattes;
jo mere den arbejder, jo mere luft kommer der ud.
Megen taler fører til udmattelse;
beskyt dit indre væsen og hold det frit.
6
Dalens ånd dør aldrig; den kaldes Den Mystiske Kvinde.
Den Mystiske Kvindes Port kaldes Oprindelsen til Himmel og Jord.
Den er ren og stille, brug vil aldrig udtømme den.
7
Himmel og Jord er vedvarende.
Grunden til deres vedvarenhed er, at de ikke lever for deres egen skyld.
Den viise sætter sig selv i sidste række og nyder alligevel stort udbytte;
han behandler sig egen person som en fremmed, og dog er den intakt.
Det er fordi, han ikke har tanker for sig selv, at han er i stand til at nå sine personlige mål.
8
Det højeste gode er som vand.
Det fuldkomne ved vand består i dets velgørenhed for alting,
og i dets tilstedeværelse, uden stræben, på det lave sted, som mennesker undgår.
Derfor er dets vej nær Tao. Uden at foragte dets lave sted er det ufejlbarligt.
Det fuldkomne ved et hus består i dets beliggenhed;
Det fuldkomne ved sindet består i dets dybde;
Det fuldkomne ved relationer består i indre styrke;
Det fuldkomne ved tale består i ærlighed;
Det fuldkomne ved regering består i at skabe orden;
Det fuldkomne ved forretning består i kunnen;
Det fuldkomne ved handling består i tidløshed.
9
Det er bedre ikke at overfylde et fartøj end at se det kæntre, når det er fuldt.
Hvis du bliver ved med at røre ved en knivspids, du har skærpet, bliver den snart sløv.
Når guld og jade fylder hallen, kan dets ejer ikke føle sig sikker mod tyveri.
Når velstand og ære fører til arrogance, påkalder det sig ulykke.
Når arbejdet er gjort, og ens navn bliver udvisket, er det Himlens vej at blive usynlig.
10
Når du nærer din kropslige sjæl,
kan du da rumme Det Ene ?
Når du koncentrerer dit åndedræt,
kan du da gøre det blidt som et barns ?
Kan du polere dit mystiske spejl
uden da at efterlade mærker ?
Når Himlens porte åbner og lukker sig,
kan du da blive i en kvindelig rolle ?
Når din intelligens rækker ud til de fire verdenshjørner,
kan du da synes at være uden kundskab ?
Tao frembringer og vedligeholder alting.
Det frembringer alt og tager dog ikke æren for det;
det gør alt uden at prale;
det regerer over alt uden at kontrollere.
Det kaldes den Mystiske Kvalitet.
11
Af 30 eger skabes et hjul. Men det det tomme nav, der gør det brugbart.
Af ler skabes krukker. Men det er deres hulhed, der gør det brugbart.
Døre og vinduer skæres ud af væggene for at danne et rum.
Men det det indre rum, der gør det brugbart.
Det, der eksisterer, tjener til bekvemmelig tilpasning,
det, der ikke eksisterer, tjener den egentlige brug.
12
De fem farver gør øjnene blinde;
De fem toner gør ørerne døve;
De fem dufte berøver munden sin smag.
Ridning og jagt gør sindet vildt;
sjældne genstande giver dårlig opførsel.
Den viise sørger for at tilfredsstille sin mave og ikke sansernes umættelige længsel.
Han lægger det ydre fra sig og søger det indre.
13
Lykke og ulykke skal frygtes lige meget.
Hvorfor tale om lykke og ulykke ?
Ulykke er at befinde sig på en lav position efter at have nydt lykke.
Opnåelsen af lykke fører til frygt for dets tab.
Derfor bør lykke og ulykke frygtes lige meget.
Og hvad menes der med at sige, at liv og død er gjort af det samme stof ?
At have min krop gør det sandsynligt for mig at dø;
Hvis jeg ikke havde denne krop, hvilke problemer kunne jeg så løbe ind i ?
Den, som kan styre kongedømmet og ære det, som man ærer sin egen person,
og som kan elske det, som man elsker sin egen person,
dén kan betros kejserdømmet.
14
Vi betragter det og ser det ikke, derfor kalder vi det Det Uforstyrrede.
Vi lytter til det og hører det ikke, derfor kalder vi det Det Uhørte.
Vi rækker ud efter det og kan ikke gribe det, derfor kalder vi det Det Subtile.
Med disse kvaliteter kan det ikke beskrives, derfor kalder vi det Det Ene.
Dets øverste er ikke oplyst, dets nederste er ikke formørket.
Uophørligt i dets bevægelse kan det dog ikke navngives,
og igen vender det tilbage til tomheden.
Det kaldes Det Formløses Form, Tilsynekomsten af Det Usynlige;
dette kaldes Det Flydende og Det Ubestemmelige.
Vi møder og ser ikke dets forside; vi følger det og ser ikke dets ryg.
Når vi kan få gammel Tao til at styre nye ting og er i stand til at kende dét,
som var i begyndelsen, kaldes det ‘at vikle Tao’s tråd ud’.
15
De dygtige mestre i forgangne tider begreb med subtil og delikat indsigt dets mysterier
og var dybe nok til at undvige menneskelig viden.
Da de var udenfor rækkevidde af menneskelig viden,
vil jeg forsøge at forklare, af hvilket stof de var gjort:
forsigtige som når man krydser et vandløb om vinteren;
ubeslutsomme som var de bange for alt omkring dem;
musestille som en gæst;
flygtig som smeltende is;
beskedne som et stykke uhøvlet træ;
tomme som en dal;
slørede som mudret vand.
Hvem kan gøre mudret vand klart ?
Lad det være stille, og det bliver gradvist klart.
Hvem kan frembringe de rette betingelser for hvile ?
Lad bevægelsen fortsætte, og betingelsen for hvile vil gradvis opstå.
Dem, der bevarer denne metode for Tao, ønsker ikke at være optaget af sig selv.
Det er ved ikke at være optaget af sig selv,
at de kan tillade sig at se slidte ud og ikke fremtræde som nye og komplette.
16
Bring ikke-handlen til sit yderste;
bevogt stilhed med utrættelig styrke.
Alle ting gennemgår deres tilstande af aktivitet
for at vende tilbage til deres oprindelige tilstand.
Når planter har udfoldet deres frodige vækst,
ser vi hver af dem vende tilbage til deres rod.
Denne tilbagevenden til roden kaldes stilhedens tilstand;
og denne stilhed viser, at de har fuldbyrdet deres formål.
Proces og fuldbyrdelse er den ligefremme, uforanderlige lov.
At kende den uforanderlige lov er at være intelligent;
ikke at kende den fører til vilde udsving og slette forehavender.
Kendskab til den uforanderlige lov medfører tålmod.
Tålmod fører til følelses-samhørighed og empati med alle ting.
Følelses-samhørighed fører til Tao.
Opfyldt af Tao er han udholdende, og er til slutningen af sin krops levetid
fri for alle forfaldets farer.
17
De bedste ledere går ubemærket af folket.
De næstbedste er elsket og hyldet af folket.
Så er der dem, der er frygtet af folket.
Endelig er der dem, der er foragtet af folket.
Når lederne mangler tillid, mangler folket tillid til dem.
De bedste ledere gør deres ord værdifulde.
Deres arbejde er gjort, deres forehavende succesfuldt,
mens folket siger: ‘Vi er som vi er, af os selv’.
18
Når den Store Tao er ophørt med at blive taget i betragtning,
kommer velgørenhed og retfærdighed på mode.
Når klogskab og snedighed kommer til syne, vil der være meget hykleri.
Når der ikke findes harmoni i familien, kaldes børnene til lydighed.
Når nationen falder fra hinanden, lovprises loyale ministre.
19
Afstå fra belæring, og folk vil være uden problemer.
Afstå fra kløgtighed, og folk vil opnå 100 gange så meget.
Afstå fra godgørenhed og frasig jer moraliseren, og folk bliver lydige og venlige.
Afstå fra snedighed og frasig jer profit, og der vil ikke være nogen tyve og røvere.
Da disse gamle metoder er vanskelige (i disse tider),
lad derfor folk holde sig til disse:
udvis beskedenhed,
gå ind for enkelhed,
formindsk selviskhed,
hav få begær.
20
Hvad er forskellen mellem ja og nej ?
Hvad er forskellen med godt og ondt ?
Den som er frygtet må frygte andre.
Folkemængden ser glade og tilfredse ud,
som nød de en bankét eller var på udflugt om foråret.
Jer alene ser ud, som om jeg var energiforladt og stille,
uden formål, forvirret af spørgsmål uden ende.
Jeg er som et barn, der endnu ikke har smilet.
Jeg ser afvist og forladt ud, som om jeg var uden hjem.
Folkemængden har mere end nok.
Jeg alene ser ud, som om jeg har miste alt.
Mit sind er som en stupid mands;
jeg er tilsyneladende i en tilstand af kaos.
Almindelige mennesker ser opvakte og intelligente ud,
men jeg alene ser formørket ud.
De ser ud til at være ved deres fulde fem,
men jeg er sløv og forvirret.
Jeg synes at være båret omkring som i en båd på havet,
drivende som havde jeg intet hvilested.
Almindelige mennesker har deres formål,
men jeg alene synes tåbelig og uhøflig.
Jeg er anderledes end andre mennesker,
men jeg næres af Tao.
21
I hvert øjeblik i livet følger en mand af stor indre styrke Vejen, og kun Vejen.
Hvad er Tao’s natur ?
Det undgår vores syn og følelse.
Mens det undgår vores syn og følelse, indeholder det tingenes billede.
Mens det undgår vores følelse og syn, indeholder det tingenes form.
Dybt, mørkt og tilhyllet indeholder det tingenes essens.
Tingenes essens indeholder sandheden, som da kan åbenbares.
Selvom det er gammelt, har dets kraft aldrig forladt det.
Herved formes en mangfoldighed af ting uden at aftage.
Hvordan ved jeg, at det er sådan med alle eksisterende ting ?
Ved denne væsentlighed, der gælder for Tao.
22
Det delvise bliver fuldendt;
det krogede bliver udrettet;
det tomme bliver fuldt;
det slidte bliver nyt igen.
De gamles udsagn om at ‘det delvise bliver fuldendt’ er ganske rigtigt sandt;
al virkelig fuldendelse forstås herved.
Den, hvis ønsker er få, vil få dem opfyldt.
Den, hvis ønsker er mange, vil finde skuffelse.
Den viise accepterer ydmyghed og manifesterer det til verden.
Han er fri for at udstille sig selv, og derfor skinner han;
fri for at søge bekræftelse, og derfor afføder han respekt;
fri for at prale, og derfor er han værdig;
fri for selvglæde, og derfor han han storhed.
Fordi han på denne måde er fri for stræbsomhed, kan ingen kan strides med ham.
23
Afstand fra tale kendetegner den, der følger sin natur.
En voldsom vind varer ikke hele morgenen;
en pludselig regn varer ikke hele dagen.
Hvem skyldes disse ting ? Himmel og Jord.
Hvis Himmel og Jord ikke kan få disse ting til at vare, hvor meget mindre kan så mennesket ?
Når en person gør Vejen til sin sag, vil dem, der også følger den, anerkende ham for det;
for dem der stræber efter indre styrke, synes han stærk i sit indre;
for dem, ingen af delene er sagen, synes han en fejltagelse.
Derfor finder den, der søger Tao lykken i at opnå Tao;
den der søger indre styrke, finder lykken i indre styrke;
og den der søger fejltagelser, finder lykken i fejltagelser.
24
Den, der står på tæerne, står ikke fast;
den, der begiver sig ud på en lange strabadser, går ikke let.
Den, der udstiller sig selv, skinner ikke;
den, der fremfører sine egne synspunkter, afføder ikke respekt;
den, der praler, får ikke sine fortjenester anerkendt;
den, der er selvoptaget, har ingen storhed over sig.
Disse tilstande, set udfra Vejens synspunkt, er som madrester, eller en cancer i kroppen,
hvilket ingen holder af.
Dem, der følger Vejen, tilpasser sig ikke disse tilstande og tillader dem ikke.
25
Der fandtes noget udefinerbart og fuldendt før Himmel og Jord.
Så stille var det, formløst, hvilende i sig selv, uden forandring,
udstrakt overalt uden svækkelse.
Det kan betragtes som altings kilde.
Jeg kender ikke dets navn, så jeg giver det betegnelsen Tao.
Tvunget til at give det et navn, ville jeg kalde det Det Store.
Stort flyder det konstant.
I sin bevægelse fjerner det sig.
Fra sin fjernhed vender det igen tilbage.
Derfor er Tao stort; Himlen er stor; Jorden er stor; og vismanden er også stor.
I Universet er der 4 ting, der er store, og vismanden er én af dem.
Menneskets lov kommer fra Jorden;
Jordens lov kommer fra Himlen;
Himlens lov kommer fra Tao.
Tao’s lov kommer fra, at det er, som det er.
26
Tyngde er roden til lethed;
stilhed er roden til bevægelse.
Derfor:
En viis mand, der foretager en lang rejse, går ikke langt væk fra sin baggage.
Selvom der kan være strålende udsigter, som han kan se på,
forbliver han rolig på sin plads uden at ænse dem.
Hvordan kan herren over tusinde vogne tage let på sin tur gennem kongeriget ?
Hvis han handler letsindigt, har han mistet sin tyngdes rod;
hvis han hengiver sig til aktivitet, har han mistet sin trone.
27
Den kloge og dygtige rejsende efterlader ikke hjulspor eller fodspor;
den kloge og dygtige taler siger intet fejlagtigt, der kan bebrejdes;
den kloge og dygtige regnskabsfører bruger ikke regnebræt;
den kloge og dygtige dørlukker bruger ikke bolte eller tremmer,
selvom det vil være umuligt at åbne, hvad han har lukket;
den kloge og dygtige binder bruger ikke reb og knuder,
selvom det vil være umuligt at løse, hvad han har bundet.
På samme måde bekymrer vismanden sig for alle mennesker, så derfor afviser han ingen;
han bekymrer sig for alle ting, så derfor afviser han intet.
Dette kaldes ‘At skjule lyset bag sit forehavende’.
Derfor:
Den kloge og dygtige er en mester til at blive opsøgt af den, der ikke er klog og dygtig;
og den som ikke er klog og dygtig er hjælperen for den kloge og dygtiges ry.
Hvis den ene ikke ærede sin mester, og den anden ikke opmuntrede sin hjælper,
kunne selv en intelligent betragter forveksle de to.
Dette er hemmeligheden bag perfektion.
28
Hvis du kender det mandlige, så hold alligevel fast ved det kvindelige,
Du vil blive en orkan i landet.
Siden du er en orkan i landet, vil din vedvarende indre styrke ikke falme,
og du vil vende tilbage til barnets tilstand.
Når du kender det rene, så hold alligevel fast i urene,
du vil blive en dal i landet.
Siden du er dal i landet, er din vedvarende indre styrke fuldendt,
og du vil vende tilbage til tilstanden som den uhuggede blok.
Det rå materiale kan, når det forarbejdes, blive til fartøjer.
Vismanden kan, når han hyres, blive officerernes overhoved;
selv i sine største indgreb udøver han ikke vold.
29
Hvis nogen skulle ønske Kongedømmet for sig selv, for at påvirke Det med sine handlinger,
ser jeg, det ikke vil lykkes for ham.
Kongedømmet er en spirituel ting, og kan ikke opnås med vilje.
Den, der vil vinde Det på denne måde, ødelægger Det;
den, der vil holde Det i sit greb, mister Det.
Hvad der var forrest, er nu bagerst.
Hvad der var varmt, er nu koldt.
Hvad der var stærkt, er nu svagt.
Den viise lægger heftig stræben, extravagance og forlystelser til side.
30
Den, der ønsker at hjælpe menneskenes herskere til harmoni med Vejen,
vil ikke bruge sin beherskelse af Kongedømmet sammen med våbenmagt.
Sådan et overgreb vil vende frygteligt tilbage.
Hvor som helst en hær udstationeres, vokser der tornekrat og tidsler frem.
Efter store slag vil der følge dårlige tider.
En dygtig hærfører sætter et afgørende slag ind og stopper.
Han vover ikke at fortsætte sine operationer for at befæste og fuldende sit mesterskab.
Han vil kæmpe sit slag men vil være på vagt for at være forfængelig,
pralende eller arrogant i det efterfølgende.
Han udkæmper slaget, fordi det er nødvendigt; han kæmper,
men ikke med ønske om beherskelse.
Når nye ting gør skade på gamle ting, siges det at være i uoverensstemmelse med Vejen;
og hvad der stemmer uoverens, vil snart se sin ende.
31
Våben, hvor smukke de end måtte være, er instrumenter for onde varsler,
hadefulde mod alle skabninger.
Derfor kan den, der har Tao, ikke lide at bruge dem.
Den storsindede mand anser den venstre hånd for det mest ærefulde sted,
men i krigstider er det højre hånd.
Disse skarpe våben er instrumenter for onde varsler,
og ikke instrumenter for den storsindede mand;
han bruger dem kun tvunget af nødvendighed.
Ro og hvile er det, han priser; sejr med våbenmagt er uønskværdig for ham.
At anse de for ønskværdigt ville være at glæde sig over menneskeslagteri;
den der glæder sig over menneskeslagteri vil ikke få sin vilje i Kongeriget.
Ved festlige lejligheder er placeringen ved højre hånd den rette position.
Den næst-øverstbefaldende har sin plads til venstre – ved sørgefulde lejligheder til højre;
den øverstbefalende på højre side; stedet er tildelt ham som ved morgenritualet.
Den, der dræbt mange mænd, bør sørge over dem med den bitreste gråd;
og sejrherren har sin plads ifølge disse ritualer.
32
Tao, der er uforanderlig, har intet navn.
Skønt det i sin oprindelige form kan være lille, vover hele verden ikke at modsætte sig en,
der som minister personificerer det.
Hvis en prins kunne holde og bevogte det, ville alle spontant underkaste sig ham.
Himmel og Jord forener sig under dets ledelse og sender ned den søde dug,
der uden menneskets håndtering udstrækker sig i alle retninger, helt af sig selv.
Så snart det overgår til handling, har det et navn.
Når det én gang har det navn, kan mennesker hvile i det.
Når de kender til at hvile i det, kan de være fri for alle farer for fejl og mistag.
Forholdet mellem Tao og hele verden er som de store floder og havene
i forhold til bækkene fra dalene.
33
Den, der kender andre, har dømmekraft;
den, der kender sig selv, er intelligent;
den, der overvinder andre, er stærk;
den, der overvinder sig selv, er mægtig.
Den, der arbejder hårdt, opnår velstand;
den, der ved, hvornår han har nok, er i sandhed rig.
den, der ikke mangler, hvad hans position kræver, er udholdende;
den, der dør, men ikke glemmes, lever længe.
34
Altgennemtrængende er Det Store Tao !
Det findes til højre og til venstre.
Alle ting afhænger af Det til deres arbejde,
hvilket Det giver til dem, ikke til dem, der nægter lydighed.
Når arbejdet er fuldbragt, tager Det ikke æren for at have gjort det.
Det hylder alle ting i klæder og gør ikke krav på at være tingenes herre.
Alle ting vender tilbage til deres kilde og forsvinder og ved ikke,
hvad der styrer deres værk;
Det kan benævnes i det største.
På samme måde er Vismanden i stand til at opnå sit store værk.
Det er ved ikke at gøre sig selv til noget stort, at han udfører det.
35
Hele verden kommer til den, der i sine hænder holder det Store Billede af det usynlige Tao.
Mennesker kommer til ham uden at modtage fortræd, men finder hvile og følelsen af fred.
Musik og delikate ting vil få forbipasserende gæster til at stoppe en stund.
Men selvom Tao, når det kommer fra munden, synes uden delikatesse og uden duft,
og synes ikke umagen værd at blive betragtet eller hørt,
så er dets anvendelse uopslidelig.
36
For at ånde ind må man først ånde ud;
for at svække noget må det først være stærkt;
for at vælte noget må det først rejses op;
for at tage noget må man først give.
Dette kaldes ‘At skjule lyset bag sit forehavende’.
Det bløde overvinder det hårde;
det svage overvinder det stærke.
Fisk bør ikke fanges på dybt vand; nationernes instrumenter bør ikke vises for folket.
37
Tao på sin normale vej gør intet for at det skal ske,
derfor er der intet, som det ikke gør.
Hvis prinser og konger var i stand til at bevare det,
alle ting ville helt af sig selv blive omformet af dem.
Hvis denne omformning blev et ønskes mål,
ville det udtrykke ønsket ved navnløs enkelhed.
Navnløs enkelhed er fri for alle ønsker.
Uden ønsker, i ro og hvile, ville alle ting foregå helt af sig selv.
38
En mand af stor indre styrke er ikke bevidst om det,
og ejer det derfor i fuldt mål.
En man af mindre indre styrke er bevidst om sin indre styrke,
og har den derfor ikke i fuldt mål.
En mand af stor indre styrke gør intet, og der er ikke brug for at gøre noget.
En man af mindre indre styrke handler, og derfor er der brug for indre styrke.
En godgørende mand handler, og derfor er der brug for hans velgørenhed.
En moralsk mand handler, og derfor er der brug for hans moral.
En lovens mand handler, og når folk ikke reagerer, tvinger han dem.
Derfor er det, at når Tao forsvinder, ankommer indre styrke;
når indre styrke forsvinder, ankommer godgørenheden;
når godgørenheden forsvinder, ankommer moralen;
når moralen forsvinder, ankommer loven.
Korrekthed og underdanighed er blot overfladiske former for loyalitet og tillid,
og begyndelsen til uorden;
Overfladisk bekymring er kun Tao’s blomst,
og er begyndelsen til stupiditet.
Det Store Menneske holder sig til det solide og skyer det flakkende;
det dvæler ved frugten og ikke ved blomsten.
Derfor lægger det det ydre tilside og vælger det indre.
39
Disse ting udspringer af Det Ene:
Himlen er ren;
Jorden er fast;
Ånderne har deres kræfter;
Dalen er fyldt;
alle skabninger har deres liv;
herskere har deres autoritet.
Uden Det Ene, ville Himlen hurtigt falde fra hinanden;
Jorden ville ryste; Ånderne ville fejle; Dalene ville blive udtømt;
alle skabninger ville dø, Herskere ville falde.
Mennesker kan ikke lide at være forældreløse,
at have mangel på indre styrke,
at være som vogne uden hjul;
og dette er ikke desto mindre, hvad konger og prinser kalder sig selv.
Værdighed har sin rod i ydmyghed;
det, der er højt, har sit fundament i det, der er lavt.
Det er derfor Konger kalder sig selv ‘Forældreløse’,
‘Mænd af ringe indre styrke’ og ‘Vogne uden hjul’.
Er dette ikke i erkendelse af, at de ved at betragte sig selv så ydmygt,
ser de fundamentet for deres værdighed ?
De ønsker ikke at vise sig selv med elegant udseende som jade,
men foretrækker at se grove ud som simpel sten.
Dét at lave en liste over sin bagage gør ikke, at man har har en bagage.
40
Når Lærde af det højeste format hører om Tao,
vil de seriøst tage det i anvendelse.
Når Lærde af almindeligt format hører om Tao,
vil de bevare det en stund og så glemme det.
Når Lærde af det laveste format hører om Tao,
ler de højlydt af det.
Hvis de ikke lo af det, ville det ikke være Tao.
Ordsprogs-magerne har udtrykt det således:
Den lyseste Tao synes mørk;
Den, der gør fremskridt i det, synes at trække sig tilbage;
Den lige vejen synes bugtet;
Den højeste indre styrke er som dalen;
Den største skønhed synes grim;
Den har mest, hvis lod yder det mindste;
Den solideste indre styrke synes lav og fattig;
Den faste sandhed synes at skifte.
Den store firkant har ingen hjørner;
Det store Fartøj tager længst tid at lave;
Den store lyd er stille;
Det store billede har ingen form.
Tao er skjult og har intet navn;
Men det er Tao, der er dygtig til at bibringe alle ting,
hvad de har brug for og gøre dem fuldendte.
41
Tao’s bevæger sig ved modsætninger;
Tao’s handling viser sig som svaghed.
Alle ting udsprang fra Det som eksisterende og navngivet;
Den eksistens udsprang fra Det som ikke-eksisterende og unavngivet.
42
Tao skabte En;
En skabte To;
To skabte Tre;
Tre skabte alle ting.
Alle ting efterlader den dunkelhed, hvorfra det er kommet, og går ind i det lysfelt,
de udvikler sig i, alt imens de holdes på plads af tomhedens åndedrag.
Således er det, at nogle ting forstørres ved at formindskes,
og andre ting formindskes ved at forstørres.
Hvad andre mænd lærer jer, vil jeg også lære jer.
Den voldelige og stærke mand dør ikke en naturlig død. J
jeg vil lægge dette til grund for min lære.
43
De blideste ting i verden overvinder de hårdeste;
det, der ikke findes, kan trænge ind hvor der ikke er en sprække.
Herefter kender jeg fordelen ved ikke at gøre noget.
Der er få i verden, der kan holde sig til læren uden ord,
og den fordel, der er ved ikke-handlen.
44
Berømmelsen eller livet; hvad er mest dyrebart for dig ?
Livet eller rigdom; hvad ville du vælge ?
Behold livet og mist de andre ting;
Behold dem og mist livet:
hvad bringer de største sorger ?
Derfor ser vi:
den, der klamrer sig til berømmelse, afviser noget, der er større;
den der er forelsket i rigdom opgiver noget, der har større værdi.
Den, der der tilfreds, behøver ikke at frygter skam.
Den, der ved, hvornår han skal stoppe, påkalder sig ingen skyld.
Fri for farer vil han leve længe.
Den, der anser sine store bedrifter for små, får et langt liv.
45
Stor fylde synes tom, dog bliver den aldrig udtømt.
Stor retlinethed synes kroget;
Stor dygtighed synes klodset;
Stor veltalenhed synes stammende.
Konstant handling overvinder kulde;
stilhed overvinder varme.
Renhed og stilhed viser der rette lov under Himlen.
46
Når Tao råder, arbejder hurtige heste på markerne.
Når Tao overses, avler krigsheste på bredderne.
Der er ingen større skyld en at straffe ambition;
ingen større ulykke end at blive skilt fra sine egne;
ingen større fejl end ønsket om at få.
Derfor:
Tilstrækkelighedens lykke er vedvarende og uforanderlig lykke.
47
Uden at gå uden for sin dør kender man alt, der finder sted under Himlen;
uden at se ud af vinduet, ser man Himlens Tao.
Jo længere man fjerner sig fra sig selv, jo mindre man.
Derfor:
De viise fik deres viden uden at rejse;
de gav de rette navne til tingene uden at se dem;
de opnåede der mål uden at have det som formål.
48
Den, der vier sit liv til at lære, søger dag for dag at forøge sin viden.
Den, der vier sit liv til Vejen, søger dag for dag at formindske sin gøren.
Han gør mindre og mindre, indtil han er i stand til ikke at gøre noget med vilje.
Således ankommet til en tlstand af ikke-gøren, er der intet, han ikke gør.
Den, der opnår alting under Himlen for sig selv, gør det uden at anstrenge sig for det.
Hvis man anstrenger sig for det, er man ikke rede til at opnå alting under Himlen.
49
Den viise har intet uforanderligt sind, der er hans eget;
han gør folkets sind til sit sind.
For dem, der er gode, er jeg god;
for dem, der er gode ved mig, er jeg også god;
derfor er jeg god ved alle.
For dem, der er oprigtige overfor mig, er jeg oprigtig;
for dem, der ikke er oprigtige overfor mig, er jeg også oprigtig;
derfor er jeg oprigtig overfor alle.
Den viise synes for verden at være ubeslutsom,
han beholder i sit sind den samme indstilling til alt.
Folk har allesammen øjne og ører rettet mod ham,
og han behandler dem alle som sine børn.
50
Vi kommer ind i livet; vi vender tilbage til døden.
Nogle tager imod livet, andre tager imod døden,
og så er der dem, der klamrer sig til livet og dog møder døden.
Og af hvilken grund ? Fordi de lægger for stor vægt på at beholde deres liv.
Jeg har hørt om en, der dygtig bruger det liv, der er ham betroet for en tid.
Han rejser uden frygt for vilde dyr.
Han går i krig uden frygt for våben.
De vilde dyr finder intet sted til horn eller klør.
Våbnene finder intet sted for deres knivspidser.
Og hvorfor ? Fordi der ikke findes noget dødt sted i ham.
51
Alle ting skabes af Tao og næres af dets overflods værk.
De antager deres former efter deres natur
og fuldendes efter omstændighedernes betingelser.
Derfor ærer alle ting uden undtagelse Tao
og henrykkes i dets overflods værk.
Denne ære for Tao og henrykkelse i dets overflods værk
skyldes ikke en ordre men er altid en spontan ydelse.
Derfor er det:
at Tao frembringer alle ting, nærer dem, bringer dem til fuld vækst, plejer dem,
fuldender dem, modner dem og vander dem.
Det frembringer dem og kræver dem dog ikke;
Det bærer dem gennem deres processer og praler ikke deraf;
Det bringer dem til modning og udøver ingen kontrol over dem.
Dette kaldes dets mystiske værk.
52
Tao skabte alle ting under Himlen og anses for at være deres alles Moder.
Når vi finder moderen, ved vi, hvordan hendes børn må være.
Når en person ved, at han er sin moders barn,
og vedvarende værner om de egenskaber, der stammer fra hans moder,
vil han være fri for ulykke til sine dages ende.
Lad ham holde sin mund og næsebor lukket,
og hele hans liv vil han være fritaget slid og slæb.
Hvis han holder sin mund åben og bruger sit vejr til at fremføre sine affærer,
vil der hele livet ikke være noget sikkerhed for ham.
Opfattelsen af det små er hemmeligheden ved klarsynethed;
omsorgen for det, der er blidt, er hemmeligheden bag styrke.
Der der bruger sit lys og vender tilbage til dets klare kilde,
beskytter sig mod al fare og skjuler det uforanderlige for menneskers blik.
53
Hvis jeg pludselig blev kendt og blev placeret i en stilling for at regere ifølge den Store Tao,
ville jeg først og fremmest frygte pralende fremfærd.
Den Store Vej er ret og lige, men folk elsker sideveje.
Gården er fin, men dens marker er dårligt dyrkede og dets lader er tomme.
De bærer elegante klæder og fine ornamenter, spolerer sig selv med mad og drikke
og har en overflod af ejendom og velstand. Sådanne ledere er røvere og pralhalse.
Dette står i modsætning til Vejen.
54
Hvad der er plantet med omhu kan aldrig rykkes op med rode.
Hvad der er dygtigt holdt kan ikke tages bort.
Generationer af sønner vil bringe ofre til deres fars grav.
Når en person følger Vejen, besidder han ægte livskraft.
En familie, der ledes af Vejen, inkasserer rigdomme.
Den egn, de bebor, vil trives.
Hvis dette var tilfældet landet over, ville der være stor velstand.
Hvis det blev bragt til anvendelse i hele verden, ville alle trives.
Herved kan virkningen ses hos en person ved at betragte forskellige forhold;
i familien; på egnen, i landet; og i hele verden.
Hvordan ved jeg, at virkningen holder for alle under Himlen ?
Ved denne måde at betragte på.
55
Den, der i rigt mål har Vejens kendetegn er som et barn.
Giftige insekter stikker ham ikke; farlige dyr vil ikke angribe ham;
rovfugle vil ikke flyve på ham.
Spædbarnets knogler er svage, dets sener er bløde, og dog er dets greb fast.
Det ved ikke noget om foreningen af mand og kvinde,
og alligevel kan dets penis have rejsning,
hvorved det viser sin allerede fuldendte fysiske væren.
Det kan græde hele dagen uden at blive hæs,
hvorved det viser det viser sin ubesværede, harmoniske tilstand.
Ved at udvise denne harmoni lærer man Vejen og finder derved visdom.
Alle livsforøgende metoder vender sig til dårligdom;
når mennesket får sit livsbringende åndedræt til at brænde, er styrken falsk.
Når noget, der er stærkt, angriber noget, der er gammelt,
følger det ikke vejen og vil ikke vare længe.
56
Den, der ved, taler ikke;
den, der taler, ved ikke.
Stæng døren,
luk portene,
sløv de skarpe knivspidser,
løs knuderne;
dæmp lyset,
bring dig selv til det dunkle.
Dette kaldes ‘Den Mystiske Aftale’.
En sådan person kan ikke betragtes på almindelig vis eller fra afstand;
han er udover alle overvejelser om profit eller tab; af ædel eller jævn stand.
Han er den ædleste mand i verden.
57
En nation kan regeres med afstraffelser;
krigsvåben kan bruges med dygtighed;
men hele verden kan vides ved at slippe al handling og formål.
Hvordan ved jeg, at det er sådan ? Ved disse kendsgerninger:
Mangfoldiggørelsen af forbud forøger folkets fattigdom.
Jo flere tiltag til profitforøgelse hos folk, jo større uorden findes der i nationen.
Jo større dygtighed mennesker har, jo flere ubrugelige opfindelser dukker der op.
Jo mere lovgivning der er, jo flere tyve og røvere er der.
Derfor har den viise sagt:
‘Jeg vil intet foretage mig med vilje, og og folket vil forandres af dem selv;
Jeg vil holde mig i ro, og folk vil rette sig selv op;
Jeg vil ikke foranstalte en masse besvær, og folket vil blive velstående af dem selv;
Jeg vil ikke udvise ambitioner, og folket vil selv finde den oprindelige enkelhed.’
58
Den regering, der synes den mest ukloge, er ofte bedst for sit folk;
den, der blander sig i alting, vil kun bringe skuffelser.
Ulykke og lykke kan findes side om side !
Ulykke lurer lige under lykke !
Hvem ved, hvad det bliver til slut ?
Skal vi da skride til irettesættelser ?
Irettesættelser bliver til forvrængning, og det gode i det vil blive ondt.
Folks vrangforestillinger på dette punkt har varet i lang tid.
Vismanden er som en firkant unden hjørner;
som en knivspids, der ikke sårer nogen med sin skarphed.
Han er ligefrem, men tillader sig ingen friheder;
Han er lysende men blænder ikke.
59
For at styre vores menneskelige tilstand
og yde den rette opmærksomhed overfor den himmelske
findes der intet som mådehold.
Det er kun gennem dette mådehold, at der kan foregå en hurtig tilbagevenden
til menneskets normale tilstand.
Denne hurtige tilbagevenden er det, jeg kalder
‘den gentagne opsamling af Vejen egenskaber’.
Men denne gentagne opsamling sker der en nedtoning
af alle forhindringer for en sådan tilbagevenden.
Med denne nedtoning, møder vi ingen begrænsning.
Og når man er uden begrænsning, kan man være en statsleder.
Den, der besidder nationens moder, vil kunne fortsætte i lang tid.
Hans tilfælde er som planten, om hvilken vi siger, at dens rødder er dybe,
og dens blomst sidder på en fast stilk.
På denne måde vil det fortsætte længe.
60
Regér en stor nation som man koger en lille fisk.
Lad verden blive regeret ifølge Vejen,
og forfædre-ånderne vil ikke manifestere deres spirituelle energi.
Det er ikke sådan, disse ånder ikke stadig har energi,
men den vil ikke blive rettet imod mennesker.
Ejheller bruger den viise sin energi for at skade mennesker.
Når disse to ikke udøver skade mod hinanden,
arbejder deres indflydelser sammen med Vejens indre styrke.
61
En stor nation er som en flodmunding;
den bliver midtpunkt for alle de små nationer under himlen.
For at illustrere det, kan vi tænke på alle kvinder:
kvinden overgår manden ved sin stilhed.
Stilhed kan anses for at være en form for underlæggelse.
Derfor er det, at store nationer ved at se ned til de små nationer vinder dem for sig;
og at små nationer ved at underlægge sig en stor nation, vinder over den.
I ét tilfælde medfører underlæggelsen, at man skaffer sig forbundsfæller,
i et andet tilfælde til at opnå fordele.
Den store nation ønsker kun at forene og give næring;
den lille stat ønsker kun at tjene.
Hver får, hvad de ønsker, men den store nation må først lære at underlægge sig selv.
62
Alle ting tildeler Vejen den mest ærefulde plads.
Den beriger det gode menneske mere end nogen rigdom.
Det beskytter det dårlige menneske og transformerer ham.
Beundringsværdige ord kan købe dig ære;
Beundringsværdige gerninger kan hæve deres udøver over andre.
Selv dem, der ikke er gode, bliver ikke forladt.
Når Himlens Søn bliver kronet, og hans ministre ansat,
og selvom en prins ville sende gaver af jade og heste,
ville sådanne gaver ikke kunne leve op til Vejens belæringer,
der gives uden indgriben.
Hvorfor var det, de gamle priste Vejen så højt ?
Var det ikke, fordi det kunne opnås ved at søge efter det,
og de skyldige kunne undslippe det ?
Det er derfor, at alt under Himlen anser det for at være det mest værdifulde.
63
Handl uden at handle;
udfør gerninger uden deres besvær;
smag det, der ingen smag har;
betragt det små som stort og det store som småt;
gengæld fornærmelse med venlighed.
Forudse vanskeligheder, mens tingene er i ro;
opnå store ting med små begyndelser.
Alle vanskelige ting opstår ud fra noget let;
Alle store ting begynder med noget småt.
Det vil sige:
Den Viise er i stand til, uden stort besvær, at udføre de største ting.
Den, der har let ved at love, får svært ved at holde ord.
Den, der tror det er let, vil finde det svært.
Det vil sige:
Den Viise er omhyggelig med alt, også det, der synes let,
og derfor har han aldrig vanskeligheder.
64
Det, der er i hvile, er lettest at holde styr på;
Det er nemmest at forebygge det, der endnu ikke er opstået;
Det hårdtbrændte ler krakelerer lettest;
Det, der er småt, er lettest at sprede.
Der bør skrides til handling, før en ting er opstået;
Sikkerhedsforanstaltninger bør tages før usikkerheden er opstået.
Et træ, der fylder ens arme, gror fra det mindste skud.
Et tårn på ni etager starter fra en lille bunke jord;
En rejse på tusinde mil begynder med en enkelt skridt.
Den, der handler, gør skade;
Den, der griber fast om en ting, vil miste den.
Den Viise handler ikke, og derfor gør han ingen skade;
han griber ikke fast, og derfor mister han ikke.
Når folk udfører deres bedrifter, spolerer de dem altid på fuldbyrdelsens dag.
Hvis de var ligeså omhyggelige som i begyndelsen, ville de undgå dette.
Den Viise begærer det, som andre ikke gør, og hylder ikke ting, der er svære at opnå;
han lærer det, andre ikke gør, og vender ryggen til det, som mængden har passeret.
Han hjælper tingenes naturlige udvikling, og handler ikke for sig selv.
65
De gamle, som viste deres beherskelse af Vejen,
gjorde det ikke for at oplyse andre,
men for at holde dem i lykkelig uvidenhed.
At styre folket er vanskeligt, når de har for meget viden.
Den, der prøver at regere et land med list, er en svøbe for landet,
mens der, der ikke prøver, er en velsignelse.
Den, der kender disse to ting, ser i dem en model.
At kende denne model kaldes ‘Den Mystiske Fuldkommenhed’.
Dybt og langtrækkende er mystiske fuldkommenhed,
at dens ejermand på én gang fremstår som en modsætning til andre
og samtidig leder dem til til enighed med ham.
66
Floder og have modtager ære og bidrag fra alle dalens vandløb.
Det er fordi det tilpasser sig det lave.
Således er det også, at Den Viise, for at regere andre
sætter sig selv i sine ord lavere end andre,
og for at kunne lede dem placerer sig selv bag dem.
På denne måde, selvom han har sig plads over dem, føler de sig ikke tyngede af det,
og selvom han har sin plads foran dem, føler de sig ikke fornærmede over det.
Derfor kan alle lide ham og hylder ham, og bliver ikke trætte af ham.
Fordi han ikke stræber, er der ingen, der stræber imod ham.
67
Hele verden siger, at min Vej er stor, og dog synes den ulig al anden lære.
Nuvel, det er fordi den er stor, at den er ulig al anden lære.
Hvis den lignede andre systemer, ville den ikke være stor.
Jeg har tre kostbare ting, jeg priser og holder fast ved:
det første er mildhed, det andet er mådehold, det tredje er ydmyghed.
Med mildhed kan jeg være modig;
med mådehold kan jeg være frimodig;
med ydmyghed kan jeg være en leder for andre.
I dag opgiver man mildhed til fordel for vovemod,
man opgiver mådehold til fordel for frisindethed,
man opgiver ydmyghed til fordel for status.
Det ender med sikkerhed i ulykke.
Mildhed kan vinde slaget og stå fast i forsvaret.
Himlen vil redde dens indehaver og beskytte ham for sin mildheds skyld.
68
Den, der er er en mester i krigskunst, viser det ikke frem;
Den, der er en mester i kamp, undgår vrede;
Den, der er en mester i at overvinde sin fjende, undgår ham.
Den, der er en mester i at lede andre, udviser ydmyghed.
Ikke at tilstræbe resultater er den rette behandling af andre;
dette er i harmoni med Vejen.
69
En mester i krigskunst har sagt:
‘Jeg vover ikke at være vært, jeg foretrækker at være gæst.
Jeg vover ikke at rykke en tomme frem – jeg foretrækker at trække mig en fod baglæns.’
Dette kaldes:
at kalde i geled, når der ikke er noget geled;
at ruller ærmerne op, når der ikke er nogen arme;
at gribe til våben, når der ingen våben er;
at rykke frem mod fjenden, når der ingen fjende er.
Der findes ingen større ulykke end at gå i krig på løst grundlag.
At gøre det er at miste den kostbare mildhed.
Således er det, at når sværdene krydses,
vil den der frasiger sig situationen vinde.
70
Mine ord er nemme at forstå og meget lette at udøve;
og dog er der ingen i hele verden, der forstår dem og kan udøve dem.
Der er et overordnet princip for mine ord, og en autoritet bag mine handlinger.
Det er fordi, de ikke forstår disse, at menneskene ikke forstår.
Dem, der forstår mig er få, dem, der skader mig skal æres.
Derfor bærer Den Viise klæder som en fattig og skjuler sin viden.
71
At vide, og dog at tro, at vi ikke ved, er bedst;
Ikke at vide, og dog at tro at vi ved, er en fejl.
Ved at erkende denne fejl, beskyttes vi mod den.
Den Viise gør ikke denne fejl.
Han erkender den smerte, den forvolder, og undgår den derfor.
72
Når folk ikke frygter det, som de burde frygte, vil der værste ske for dem.
Når folk tankeløst bedrager dem selv, bliver de livstrætte.
Det er ved at undgå dette selvbedrag, at livstrætheden ikke opstår.
Det vil sige:
Den Viise kender sig selv, men fremviser ikke sin viden;
han elsker sig selv, men synes ikke at sætte sig selv højt.
Han frasiger sig det ydre og bekender sig til det indre.
73
Mod til at turde bryde loven medfører døden:
Mod til ikke at turde undgår døden.
I disse to tilfælde synes den ene fordelagtig og den anden det modsatte,
og dog ‘Når Himlens vrede rammer, hvem kan sige hvorfor?’
Derfor finder Den Viise det svært at skelne mellem dem.
Det er Himlens måde ikke at stræbe, og dog overkommer den alt;
ikke at tale, og dog svarer den kløgtigt;
ikke at kalde, og dog kommer mennesker til den.
Dets anvisninger er diskrete, og dog er dets planer dygtige og virkningsfulde.
Himlens net er kastet langt og bredt; dets masker er brede og dog undslipper intet.
74
Hvis folk ikke frygter døden, er det nyttesløst at true dem med døden.
Hvis folk altid var bange for døden, og jeg altid kunne udpege dem,
der begik fejl og dømme dem til døden, hvem ville turde begå fejl ?
Der er altid en, der er herre over at påføre død over andre.
At være denne person, der påfører død over andre er som at skære træ,
når tømmermesteren er tilstede.
Det er sjældent at det sker, uden at han skærer sig sig selv.
75
Folket lider af sult:
det er på grund af de omfattende skatter fra deres herskere.
Folk er vanskelige at regere:
det er på grund af de omfattende lovgivninger fra deres herskere.
Folk tænder lys for de døde:
det er på grund af omfanget af deres besvær med at tjene til livets ophold.
Derfor er det bedre at glemme at leve end at sætte en høj pris på det.
76
Mennesket er ved fødsel bøjeligt og lydigt;
ved døden er det stiv og ubøjelig.
Sådan er det med alting.
Træer og planter er i deres tidlige vækst bløde og skrøbelige;
ved deres død er de tørre og visne.
Derfor er det:
fasthed og ubøjelighed er dødens følgesvende,
blødhed og eftergivenhed er livets.
Således:
den, der stoler på styrke og kraft sejrer ikke;
og:
et træ, der er tykt og stærk inviterer øksen.
Derfor:
hvad der er fast og stærk er underlegen, hvad der er blødt og bøjeligt.
77
Kan Himlens Vej ikke sammenlignes med at afprøve en bue ?
Hvad der var højt blev pillet ned, og hvad der var lavt blev skudt i vejret.
Det formindsker, hvor der er for meget og supplerer, hvor der er for lidt.
Det er Himlens måde at formindske, hvor der er for meget
og supplere, hvor der er for lidt.
Sådan er det ikke med mennesket.
Han tager fra dem, der intet har og giver til sin egen gesjæft.
Hvem kan tage fra sit eget overskud, og dermed tjene alle under Himlen ?
Kun den, der kender Vejen.
Derfor
den herskende Viise handler uden at tage æren for resultatet;
han tager sin fortjeneste og hviler ikke på sine lauerbær.
Han ønsker ikke at vise sin overlegenhed.
78
Der findes intet mere blødt og eftergivende end vand.
og dog findes der intet, der er bedre til at angribe faste og stærke ting,
for der er intet, der er så hårdt, at vand ikke slider det ned.
Alle forstår, at det bløde overvinder det hårde, og det svage det stærke,
men ingen er i stand til at føre det ud i praksis.
Derfor har en viis sagt:
‘Den, der accepter kritik af staten, hyldes som herre over alt;
den, der bærer menneskers lidelser kaldes en konge’.
Ord, der er fuldkomment sande, synes modsætningsfyldte.
79
Når der skabes fred ovenpå stort fjendskab, er det den, der gjorde uret, der vil bære nag.
Hvordan kan dette løses ?
Den kloge holder på sin del af aftalen,
men han insisterer ikke på en hurtig overholdelse fra sin modpart.
Den, der følger Vejen, ser på alle aftalens betingelser.
Den, der ikke følger Vejen, ser kun på de betingelser, der tjener ham selv.
Vejen er upartisk. Den er altid på det godes side.
80
Den bedste stat ville være lille, med få mennesker.
Selvom der ville være enkelte med evner som ti eller hundrede mænd,
ville der ikke være arbejde til dem.
Folk ville tage døden alvorligt og ikke tænke på at rejse.
Selvom de har skibe og vogne, ville de ikke have brug for dem.
Der er muligvis en nabolandsby indenfor rækkevidde,
og lydene af deres fjerkræ og hunde kan høres,
men folk ville blive gamle og dø uden at kende til det.
Få folk til at vende tilbage knuder på en snor i stedet for det skrevne sprog.
De ville betragte deres jævne føde som lækkerier;
deres simple klæder som smukke;
deres fattige hytter som hvilesteder;
deres almindelige, enkle skikke som en kilde til glæde.
81
Oprigtige ord er ikke fine;
fine ord er ikke oprigtige.
Den, der opøvet i Vejen, diskutter den ikke;
diskussioner er ikke opøvet i den.
Den, der kender Vejen, er ikke særdeles lærd;
den særdeles lærde kender ikke til den.
Den Viise samler ikke for sig selv.
Jo mere han giver til andre, jo mere ejer han selv.
Med al sin skarphed, vil Himlens Vej ikke såre dig;
med al sin handlen vil den Viise på sin Vej ikke stræbe.
Efterskrift
* Stråhunde var ceremonielle objekter i det gamle Kina.
Su Ch’e kommenterer:
‘Himmel og Jord er upartiske. De slår ikke levende væsener ihjel i grusomhed eller føder dem i venlighed. Vi gør det samme, når vi laver stråhunde for at ofre. Vi klæder dem ud og sætter dem på alteret, ikke fordi vi elsker dem. Når ceremonien er ovre, smider vi dem væk, ikke fordi vi hader dem.’
Som der står til sidst, dette er ikke en lærd afhandling, for man kan ikke diskutere Vejen. Det er mere personlige overvejelser om det tidløse og det tidsbundne i værket. Er der overhovedet noget tidsbundet i værket?
Teksten fremstår som forbløffende frisk, letlæselig og flydende. Mange af Lao’s kommentarer om politik kunne uden videre bruges i dag, det er det tidløse i teksten. Læg fx. mærke til, at der kun var brug for én reel note .. om ‘stråhunde’. Altså reelt ét udtryk, der er tidsbundet, det er meget godt gået. Hvis du kan foreslå en gendigtet parallel, er du velkommen til at videresende den, så noten kan elimineres. Friskheden i teksten viser os egentlig, at mennesker ikke var anderledes for 2.500 år siden end i dag. Tao er både meget gammelt og meget ungt. Tao er paradoksal. Herved ser vi også slægtskabet mellem tao’isme og zen-buddhisme.
Vi kan måske, jeg har i hvert fald gjort det, studse lidt over formuleringer, der siger, at folket bør holdes i lykkelig uvidenhed. Det første tanke er, at dette ikke svarer til vores demokratiske forestillinger, ej heller begreber fra oplysningstiden og da slet ikke moderne folkeoplysning og grundtvigianisk afsæt. En politiker i dag skal nok vare sig for, at stille sig op og sige den slags, ej heller en lektor fra Danmarks Pædagogiske Universitet, tidl. Lærerhøjskolen – fint skal det være!.
Misser vi en pointe? Det mener jeg, vi (jeg) gør, hvilket jeg så vil råde lidt bod på for egen regning. En del af pointen kunne, jeg siger kunne, være, at Tao er smartere end nogen regent. Der er i Universet en umådelig intelligens, der leder os, hvis vi tillader det. Det er Vejen. Denne Vej findes i langt højere grad i det simple liv, som Lao hyldede som folkets liv end i det udspekulerede liv, der lægges tilrette for os i vores samfund. Læg mærke til, at jeg siger intelligens. Jeg kunne have sagt bevidsthed. Jeg siger ikke deterministisk masterplan eller Gud.
Og når vi tænker over det, så har den gamle mere end ret. Hvilken lykke og visdom har informationssamfundet, demokratiet og højteknologien bibragt mennesket? Hvilket gode er der i at åbne en avis eller tænde for sin flimmer og opdage, at 19/20 såkaldte ‘nyheder’ handler om perversioner, mord, svindel, korruption, misbrug, krig, mishandling, overgreb, menneskelig smålighed? Hvad nyt er der i det? Hvilket fremskridt findes der i en syg medicinal-kultur, korrupte politikere, smarte medie-manipulatorer, snævertsynede videnskabsfolk, grådige bankfolk, blodtørstige krigsherrer, og løgnagtige præster? I dårlig mad, dårlige masseprodukter, overfladisk viden en masse? Mine spørgsmål kunne være uendelige. Men et hurtigt svar ville være: al den information er særdeles bevidsthedsdannende og SKABER eller i det mindste snarere forstærker dårligdommene end de oplyser om dem, endsige går i kødet på dem. Og hvorfor skulle de det (lyder der inde i deres syge hoveder), når der nu er så stinkende mange penge i dårlige nyheder?
Sagen er selvfølgelig kompleks. For man kunne stille modspørgsmål om, hvorvidt uvidenheden om emnerne ikke også vedligeholder dårligdommene. Men da dette jo netop er det bevidstløse mainstream-argument for informationers berettigelse, vil jeg hellere anføre det stik modsatte.
Så helt nede på jorden: hvad har al den ophobning af ubrugelig, fragmenteret viden bibragt menneskeheden af lykke? Nada !! Og bare rolig, jeg gør ikke den bommert at tro, at alle mennesker var lykkelige på landet i gamle dage. Men som danskere burde vi nok vide lidt om, hvad der tales om. For mere spoleret, forkælet, velfærdsdopet, åndlig doven nation af individer skal man lede længe efter. Hvis man foretog en rejse til en fjern bjerglandsby i Thailand eller Indien eller hvor som helst – og vi ser bort fra de steder, hvor imperialismen har fucked livet op med gift, overgreb og andre kulturelle ‘forbedringer’, så finder man altså der mennesker, der stadig mod alle odds kan smile, være ukunstlede, ligefremme, nysgerrige, tilfredse med det lidt de har, altså som stadig har en simpel taknemlighed med deres sparsomme materielle liv på jorden. Jeg er sikker på, at også deres liv ville kunne forbedres, men hver gang vi tillader os at have meninger om det, og endda pønser på at ‘hjælpe’ dem med det, de stakler, så lyser der straks nogle røde lamper. Tænk selv videre.
Ponten er, at der findes mennesker ‘derude’, der burde være så dybt ulykkelige, at de iflg. vores opfattelse af velstand ligeså godt kunne gå hen til det nærmeste træ og hænge sig, og hele deres familie med. MEN som altså er i stand til alt det, som vi ikke evner: smile, lege, være nysgerrige, hjælpe hinanden, være tilfredse med det, de har, ikke at forfalde til svinsk grådighed, og så videre … Det vækker en anelse til eftertanke. Og jeg giver ikke en døjt for smarte statistikbaserede pseudoundersøgelser, der postulerer, at danskerne sørme er et af de mest tilfredse folk på planeten. Statistik er som bekendt et andet ord for løgn. Man kunne stille en anden statistik op ved siden af, som ikke er så manipulerbar med smarte spørgeskemaer: selvmords-statistikken. Så siger vi ikke mere.
Det er i den sammenhæng man må se Lao’s gode rod til sine samtidige politikere. Vi må huske, at han så dem til daglig, ligesom i dag, begå deres forskellige overgreb mod deres undersåtter. Han har uden tvivl gjort hvad han kunne som kongens rådgiver at lære ham Vejen. Et stykke hen ad vejen er det måske endda lykkedes for ham. Men som vi ved, magt korrumperer. Det er en farlig ting.
Der tales i dag meget om ‘synliggørelse af ledelse’, og andet management-floskelmageri. Det stinker mest af fralæggelse af ansvar og manglende ledelse. Det bedste ledelse er muligvis usynlig, men det kommer så sandelig an på dens kvaliteter og intentionen bag. Hvis usynlighed er ensbetydende med fejhed, lusk, lukkethed på direktionsgangen – i elfenbenstårnet, så er det dårligt. Hvis det er ensbetydende med at de passer deres arbejde, at de tænker på virksomhedens velfærd, dens uvurderlige medarbejderes velfærd, så er det en andens sag. Begrebet stress rammer lige ned i hjertet på det. Hvorfor er medarbejderne stressede ? Hvad er årsagen til stress ? Stress er IKKE at have for travlt, stress er mangel på overblik. Mangel på overblik er et ledelsesproblem. Punktum! Når man forventer at overblikket = viden skal varetages af manden på gulvet, så skaber man en psykopatisk tilstand: stress. Stress opstår, når man ikke har overblik over, hvad man skal gøre, om der er tid til at nå det, om der er hjælp at hente, om man kan klare det. Stress forsvinder i samme øjeblik nogen træder ind og fjerner den kroniske eller akutte usikkerhed ved at afgrænse opgaven og formidle hjælp og koordination. Her kan den dygtige, for det er jo det han/hun er ! medarbejder få lov til at yde sit bedste – uden angst/stress.
Hvor god Tao er der i virksomheder i dag ? Ledelser: træd i karakter som ledelser og spar os for jeres manangement-crap, jeres afglidende nysprog og jeres ansvarsforflygtigelse, hvor I prøver at smøre det af på medarbejderne ved at gøre dem ‘vidende’ og ‘ansvarlige’. Det kommer helt af sig selv (Tao), når I passer jeres arbejde.
Man kan måske sige med moderne terminologi, at Lao’s ideal-regeringsform var ‘oplyst enevælde’. Hermed ligner han faktisk Platon, der bestemt heller ikke var demokrat. Han havde set, hvordan man i det nye demokratis navn havde lynchet hans filosof-kolleger. Demokrati var – og er stadig, sorry! – pøbelvælde. Hans ideal-regent er filosoffen, der har lært at styre sin indre stat, før han prøver at styre den ydre. Hvor mange regenter har lært det ? Platon kunne for så vidt godt have læst Lao Tsu, det findes der selvfølgelig ingen beretninger om, men antikkens flow af viden var på ingen måde lukkede national-bestemte områder. Der var allerede dengang en silkerute, hverken Indien eller Kina var udenfor rækkevidde. Men vi kan snarere se det globale tankefelt som et kontinuum, hvor lignende tanker fandtes samtidig på tværs af afstande.
Tanker har en stor kraft. Biografister til Lao Tsu og hans værk er ikke sene til at benævne ham en af de mest betydningsfulde mænd til alle tider målt på rækkevidden af hans tanker. Hans tanker kan spores videre til filosofiske systemer, religiøse skoler, kampkunst og medicin, politisk tænkning, litteratur osv. De har uden tvivl ret. Det siger noget om den Indre Styrke (Tao) der er i den gamles tanker. Vi sender en kærlig og respektfuld tanke tilbage, mens vi ser den spinkle, hvidhårede skikkelse på sit mulddyr forsvinde ud i den mystiske tomhed, hvor han kom fra. God rejse og tak !
I øvrigt: Hvor er det cool med den historie, hvor Lao på den mest blærede vis sætter sig ned i en knaldhytte af et grænseskur – på kanten af civilisationen og ødemarken, og på 3 dage nedskriver Tao Te Ching. Jeg kan ikke komme mig over historien 🙂 Og det kunne generationerne heller ikke, så når vi i dag ser en Hollywoodfilm, hvor den hvidskæggede gamling lærer opkomlingen at holde på sin stav (Karate Kid), eller mester Yoda i Star Wars siger ‘Great warrior, hmm? Wars not make one great.‘, så er det Lao Tsu, der nu er blevet til en arketype på den gamle viise. Alle kræets finurlige formuleringer med omvendt ordstilling er som snydt ud af næsen på Tao Te Ching. Selv i pop-kulturen har han gennemslagskraft. 2.500 år senere.
Hvor må den hvidhårede være ved at dø af grin fra sit udsigtspunkt.
Se også:
