Væsenet i skoven

Den højeste form for uvidenhed er at afvise det, man intet ved om
– Wayne Dyer

Her er et væsen, der er havnet i kategorierne skrøner, fabeldyr, underholdende folkelig overlevering, overtro. Inden jeg røber fætterens navn(e), så kender vi jo hele vokabularet. Jeg hører til de, der per definition mener, at hvis noget er en del af en folkelig overlevering, så er der altid en form for sandhed i det. Vores forfædre eller de ‘vilde’ derude i udkantsverden var/er ikke en samling barnagtige sjovere, der tog pis på virkeligheden. De var heller ikke primitive, fordi de ikke kørte rundt i biler eller ikke havde iPhones. Med mindre man med primitiv mener, at de levede tættere sammen med naturen og at de var/er mere oprindelige end os, for vores oprindelse er naturen, hvilket vi har glemt. Der er desværre alt for meget nedsættende arrogance i ordet, når det bruges om andre mennesker, så det betyder desværre ikke naturforbundede men lavpandede.

Homo Urbanus, bymennesket, har glemt, hvad naturen er. Vores sanseapparat er degenereret, vores virkelighed har trukket sig sammen. Vi har udvidet os til at kunne manøvrere i storbyjunglen i stedet, men hvis vi strandede derude en eller anden dag og var nødt til at overleve, ville vi være fortabte. Vi ville simpelthen ikke overleve. Og hvis vi overlevede, var det kun fordi vi reddede os tilbage til civilisationen igen.

Fætteren, som vi skal beskæftige os med, er ingen ringere end sasquatchen, the big foot. Eller hvad den nu kaldes rundt om i verden, for det er ikke en lokal skrøne men et globalt fænomen kendt fra Nordamerika og Asien. De nordamerikanske indianere har 100 havne for fætteren, hvoraf sasquatch kun er et af dem. I Himalaya hedder den yeti, og de britiske kolonialister kaldte den for den afskyelige snemand, i Uralbjergene hedder den menk.

Alle steder er der fælles træk i beskrivelsen af fætteren, der …:

• er stor og muskuløs, 2.80 meter høj og halvanden meter over skuldrene
• har pels over hele kroppen
• lever, hvor der er meget skov eller store vidder
• har dybtliggende øjne, en egentlig næse (ikke en flad gorillatud) og bruger størrelse 78 i sko
• regnes for en, man skal holde sig på afstand af og selv gør, hvad den kan for at holde afstand
• besidder høj intelligens i sit naturlige habitat, har voldsom styrke og har, hvad vi vi ville kalde for overnaturlige evner

For at starte bagfra – de overnaturlige eller paranormale evner.
Det viser sig, at der er forskere, der tager fænomenet sasquatch meget alvorligt, og der findes kæmpe databaser med rapporter og studier, hvoraf der normalt kun er adgang til at se 1/10 af disse rapporter, medmindre man bliver godkendt som bruger. Man ved faktisk noget om væsenet. For skal vi kalde væsenet/fætteren for det, den eller han-hun?

For det første, er det et dyr? Det er det IKKE, hvis man spørger nogle af disse forskere. Sasquatchen er ikke bare en overlevet gigantopithecus, en kæmpeprimat uddød for 2-300.000 år siden, 2-3 gange større end en nulevende orangutang. Interessant i øvrigt, at orang-utang på indonesisk betyder skovmenneske, og også sasquatchen kaldes for skovmennesket. Den synes heller ikke at være en undercover neanderthaler, selvom f.eks Lloyd Pye har påvist, hvordan dens gangart er sådan, fordi den har en helt anden fysiologi end mennesker ligesom neandertaleren. Kæber, hjerneskal. fødder, knæ, hud, muskulatur – alt er anderledes end homo sapiens. Eksempelvis er menneskets knæ et af dets svage punkter, da vi ruller henover foden i vores gangart, hvorimod disse væsener sætter hele foden i jorden på én gang. Mennesker slider deres knæ op, hvis de ikke passer på. Sasquatchen virker som en primat, men dens adfærd er langt mere intelligent end de store aber, selv om der også er visse træk, der minder om disse, hvilket kan tilskrives, at begge er tilpasset livet i en skov. Den beskrives som noget i retning af et menneske med dyrs forfinede sanseapparet kombineret med høj intelligens og alien superkræfter.

Der berettes om, at en sasquatch bevæger sig med meget høj hastighed, at den kan bevæge sig lydløst, og at den endog kan forsvinde (cloaking). Den unddrager sig standard-kategorisering. Den kan vælge at interagere med mennesker, og den gør det på egne betingelser, og når den vælger det.

En af deres evner, som der findes mange beskrivelser af, evnen til at skræmme livet af folk, uden at folk møder dem direkte. Men det er faktisk en af de evner, som videnskaben er i stand til at beskrive, og som vi selv via teknologi kan skabe. Det hedder infralyd. Det er altså ikke ultralyd højere end de hørbare frekvenser, som f.eks bruges til scanning, selvom det også kunne være en af deres evner. Hunde hører f.eks ultralyd. Infralyd er frekvenser under det hørbare felt. Det er påvist, at f.eks tigre er i stand til på forhånd at lamme deres bytte, og at de er i stand til målrettet at projicere infralyd på et bytte, så det bliver lammet. Elefanter bruger infralyd til at kommunikere over lange afstande. En elefantflok kan finde på pludseligt at stoppe op hele flokken på én gang og gøre særlige bevægelser med deres ører, og det er, når de modtager signaler fra en anden flok udenfor synsvidde. Det forklarer deres kæmpe ører.

Det vides ikke, hvor mange dyr, der er i stand til det, og hvad de bruger det til. Det vides imidlertid, at filmindustrien har eksperimenteret med det som special effects, hvor folk spontant begyndte at kaste op under filmen. Man kan måske forestille sig, at de stoppede deres eksperimenter, for det var sgu alligevel for ulækkert at gøre rent efter hver forestilling af en eller anden fortidsøglefilm eller scifi-thriller. Men altså: det virker, vi ved, hvad det er, det er ikke paranormalt som sådan.

Beskrivelsen af visse møder med sasquatch er en ubeskrivelige rædsel uden påviselig grund. En observatør, der var politimand, park ranger og tidligere marine corps, Rick Germeau, beskriver det som en slags stemme inde i hovedet, der siger: Se at komme væk i en fart, der er noget her, der truer dig! Disse lammelser, som folk kan opleve, hvor de f.eks er ude af stand til at gå videre på en skovsti, som om der var et usynligt kraftfelt, kan ikke forklares som et produkt af feromoner, for disse virker kun artsspecifikt. Det skal et menneske til at udsende feromoner til et andet menneske for at fremkalde noget i den stil.

Den anden paranormal evne er hastighed og lydløshed. Et så stort væsen, der bliver spottet og forsvinder ind i skoven, burde lave et kæmpe rabalder som en møgsur elefant, men det gør det ikke. Vi taler om en fætter med en kropsvægt på snildt over 200 kilo.

Den tredje paranormale evne er evnen til usynlighed (cloaking). En observatør placerede kameraer på særlige steder, hvor han vidste, de jævnligt blev set. Når han kom tilbage, var kameraerne vendt om, og der var intet på dem. Så placerede han et kamera et sted, hvor der kun var én vej op. Næste dag hang der en lang fiskesnøre fra kameraet og hele vejen ned af skråningen til en flod – altså den eneste mulige vej. Og der var intet på kameraet. De kan altså fornemme elektronisk udstyr, de bryder sig ikke om det og ved, hvordan de undgår det.

Sprog og lyde

De har et sprog bestående af lyde. Der har eksisteret særlige lytteposter, der har studeret deres sprog i 30 år, og som kan beskrive det. Det kan være lyde, de selv laver med mund og krop eller lyde, de laver med grene kviste, sten o.a. En gren, der brækker giver en højfrekvent lyd, der når langt omkring. Ron Morehead er af dem, der har studeret deres lyde, og der findes en hel CD med de såkaldte Sierra Sounds + en bog kaldet The Quantum Bigfoot. Lydene er bl.a blevet studeret på University of Wyoming. Her kunne de for det første dementere, at lydoptagelserne ikke var et hoax eller blot lydkollager af baglæns lyde eller lignende analoge tricks fra en tid, hvor man brugte kasettebåndoptagere.
Her er et link til et foredrag med Ron Morehead, hvor han afspiller og forklarer.

Lydene varierer fra fløjt, brummen, grynt, hyl, snøft, hvislen og nogle gange en slags kaudervælsk af strubelyde og noget, der ligner et menneskesprog, der er uforståeligt. Effektlydene, hvor de bruger redskaber, kan være sten, der knaldes sammen, små sten, der kastes – i øvrigt noget, som primater kan gøre, når de er stressede eller vil skræmme noget væk – grene der knækkes, sten mod træ. Andre lyde er dybe bump, hvor de måske banker sig selv på brystkassen – noget som også gorillaer kan finde på – eller stamper i jorden.

Ron M. beskriver typer af lyde:
Whooping er, når de taler sammen over afstande. Man hører en fætter derovre whoope noget, og en anden fætter derovre noget andet. The Sierra Sounds er optaget af et hold forskere, der tog op i et øde område af bjernene og boede i uger i en shelter. Klarheden af lydene skyldes ifølge forskerne, at lydkilden var meget tæt på, nærmest lige udenfor shelteren.

R. Lynn Kirlin, PhD ved Wyoming University beskrev i 1978, hvordan gennemsnittet af det menneskelige sprog faldt indenfor et bestemt lydfelt vist her som en kasse.

En tidligere navy krypto-lingvist ved navn R. Scott Nelson har prøvet at decifrere deres lydsprog. For det første må han konstatere, at der er tale om en meget komplekst sprog. Der er mange elementer i det. Det kan sammenlignes med abesprog x 10 i kompleksitet. Eller et simpelt fuglekvidder med et par standardlyde sammenlignet med en nattergal.

Mennesket har en særlig knogle placeret under tungen, som andre primater ikke har – eller andre dyr for den sags skyld. Den har som den eneste knogle i kroppen ingen forbindelse til andre knogler men er frit svævende indkapslet som en støttestruktur, der sørger for, at vi kan tale. Lydene på båndoptagelserne røber, at væsenet i skoven har etsåkaldt hyoidben ligesom mennesker.

Væsenet laver med andre ord ikke bare lyde, det taler. Dets lyde er ikke blot fuglekvidder, hundeglam eller abegrynt, der med al respekt i sig selv indeholder en masse information og intern-ekstern kommunikation, men det er bare ikke talesprog, det er signalsprog. Dyr er følende væsener, sociale væsener, territoriale væsener. Men dette er noget andet. Det er et sapient forhold til lyd, altså det, vi kalder for et sprog. Hvad, det så helt nøjagtigt siger, er en anden sag. En kvindelig forsker fra Wyoming med speciale i sprog sagde om en passage i optagelserne, hvor der var to meget forskellige lydformer, der tydeligvis var i dialog: Dette er et mandligt og kvindeligt væsen, der har et skænderi – og det var hende der vandt. Well, har vi hørt om det før 😉 Linguistens navn er Nancy Logan, og hun konstaterer også, at væsenets stemme har langt større fleksibilitet end homo sapiens = meget høje lyde, meget lave lyde, meget kraftige lyde, lyde med meget støj. De dækker en variation, der inkluderer mange kendte dyrearter samt menneskelige sprog og lyde over et ukendt stort spektrum.

En lydekspert, der ikke var videnskabsmand men snarere musiker og amatørforsker, analyserede The Sierra Sounds og konstaterede, at der var lyde/toner, der indeholdt fem oktaver i samme lyd. Intet menneske kan gøre det.

En del beretninger findes om, hvordan sasquatch interagerer og leger med mennesker. De udfordrer dem for at se, hvordan de reagerer. Man må formode, at de til dels gør, hvad de gør med hinanden. Ron Morehead beskriver, hvordan det lykkedes ham at ‘tale’ med dem ved at efterligne dem. Her kunne man så overveje, hvorvidt de ikke har tænkt: Hvem er den primitive papegøje, der ikke har forstået noget men bare efterligner?

Det kan anbefales at se den fremragende dokumenter- og interview-film: A Flash of Beauty

Lad os lige indskyde, at det allermeste, der ligger ude på nettet om emnet, er enten crap, jokes og hån, debunking, new age-flimmer, hoax’s eller amatør-sensationalisme. Den værste genre er næsten den, hvor man iscenesætter en stak ‘tapre’ opdagelsesrejsende, der udfordrer vildmarken og … og der sker ikke en skid, for de holder bare kog i den uudløste forventning frem til den næste reklameblok. Men der findes efterhånden en kerne af seriøs dokumentar, der er tilgængelig.
A Flash of Beauty er et godt eksempel på det. Alle interviewede virker 100% seriøse og autentiske. De tillader sig at være skeptiske og tvivlende, mens de ikke giver efter for den gængse debunk’isme. De er klar over, at deres oplevelser er fuldstændigt virkelige men er også klar over, at de tillader sig at formulere, hvad mange vil have svært ved at acceptere.

Sonya Zohar er universitetsforsker, PhD, og er en af de interviewede i dokufilmen. Hun beskriver væsenerne som det oprindelige menneske. Det er os, der siger, at de er paranormale i deres adfærd og evner. Hun vender det på hovedet og foreslår, at det snarere er mennesker, der er paranormale. Det er os, der har mistet grebet om virkeligheden og kontakt med naturen og de kræfter der findes derude/derinde i naturen/vores natur. Det er væsener derude, der er normale ift. naturens potentiale. De kan det, som alle dyr kan: kommunikere telepatisk, samtidigt med, at de kan det, som mennesker kan via deres sprog og intelligens. Læg dertil noget, der kan beskrives som superkræfter. Og kombinationen af dette gør, at vi har svært ved at få dem til at passe ind i vores kategorier.

Men disse superkræfter er i høj grad dokumenteret som menneskeligt potentiale. De findes og er udviklet indenfor esoteriske traditioner og via former for fysisk, mental, energetiske og spirituel praksis. Så alt det, vi møder her, er indenfor eller lige i periferien af mennesket og dets evner.

*

Det er ikke altid, at mødet mellem mennesker og bigfoot’s er venligtsindet. Udover at skræmme livet ud af folk, er de fuldt ud i stand til både at forsvare sig og gå til angreb, hvis de tvinges til det. De nordamerikanske indianere har historier både af den venlige og den væmmelige art.

Den væmmelige er en familie, der havde fire heste. De vidste, at der var sasquatch i området. En dag fandt de deres fire heste liggende tæt på hinanden. Alle havde hovedet rykket løs fra kroppen hængende i skindet. Heste er hurtige dyr, så hvis et af dem bliver truet, forsvinder de andre i fuld galop. Så hvad, der end har overfaldet dem, har enten været hurtigere end dem alle tilsammen, eller også har det brugt de omtalte intralyds-frekvenser til at lamme dem først.

En anden beretning nåede langt ud i medierne og blev kendt som Dyatlov-hændelsen. Dyatlov er et bjergpas, der er opkaldt efter Igor Dyatlov, der ledte en gruppe på ni unge hike’ere. De var i 1959 på vej op i bjergene i et bestemt område af Uralbjergene, da de blev konfronteret af de lokale nede i dalen, der var meget fortørnede på dem og forfærdede over, hvad de var i færd med. I må for enhver pris ikke gå derop !, sagde de. Hvorfor? spurgte hikerne. Menk !! svarede de lokale. Menken er navnet for sasquatch eller yeti i den del af verden. Det valgte gruppen at overhøre.

Man fandt de ni hikere fuldstændigt flået fra hinanden. Nogle af dem var halvnøgne og var tilsyneladende flygtet i panik uden at få tøj på. Den makabre måde, de var massakreret på, ville være utænkelig, hvis det havde været en bjørn. Mr. BigFoot i det område havde åbenbart ikke gode erfaringer med mennesker, for det var et område, hvor det russiske militær var meget aktive pga UFO-aktivitet.

En stamme af nordamerikanske indianere beretter om, hvordan de kan finde på at nedlægge et får og bare smide det op over skulderen. En anden stamme har imidlertid en helt anden venlig historie. Det var under de brutale overgreb, stammen blev udsat for i 1800-tallet, hvor de ikke havde andet valg end at overgive sig og lade sig deportere. Der var i stammen nogle børn, der var handicappede. De vidste, at soldaterne bare ville skyde dem brutalt ned, for de ville sinke konvojen. De besluttede sig til at tage børnene og efterlade dem oppe i skoven i bjergene og give dem redskaber og proviant, så der i det mindste var en lille chance for, at du kunne overleve. Da medlemmer af stammen fire år senere vendte tilbage til stedet for at se, om børnene var omkommet eller havde overlevet, fandt de til deres store forundring og mod forventning børnene i god behold i en lejr i området. De var meget sky, men da de fik dem i tale, fortalte de, at nogle store væsener kom og hjalp dem med at bygge en lejr og finde føde. Denne stamme omtaler derfor sasquatch med navnet vores storebrødre. Skovmenneskene så dem altså ikke som farlige eller menneske-fucked-up, for det var jo enfoldige børn.

*

Der er altså ingen entydig rubricering af sasquatchen som et venligsindet-harmløst-godartet eller fjendligsindet-farligt-ondartet væsen. Den er et hypersensitivt væsen, og visse mennesker er i stand til at omgåes dem, hvor andre ikke er. Hvis det er, som man formoder, at de ‘leger’ med mennesker og afprøver dem, så er det sikkert ikke en fordel at være en, der er nem at skræmme. Det er i øvrigt en mekanisme for interaktion, der kendes både blandt dyr og mennesker og på tværs af disse. Du skal ikke dreje om på hælen og stikke af, hvis du møder en bjørn, for så synes den, at det er skideskægt at forfølge dig, hvilket ender galt. Du skal også undgå øjenkontakt, for det bliver betragtet som aggressivt. Du ser indirekte sidelæns og bakker ud. Og jeg taler ikke af direkte erfaring med bjørne men refererer til de erfarne.

Ovenfor omtalte Rich Germeau beskriver sasquatch’s evne til at kommunikere telepatisk. Han blev først konfronteret direkte af en sasquatch, mens han skiftede videokort på et af sine overvågnings-kameraer. Den vidste, han var der. Den brød sig ikke om hans kameraaktiviteter i området, og den havde åbenbart besluttet sig til at give ham en forskrækkelse, så pludselig sidder den i græsset lige foran ham – hvorefter den forsvinder. Den følger ham uset hele vejen til hans bil. Han er først besluttet på, at han skal stoppe sine aktiviteter, men han er nået så langt med sine målinger, at han ikke kan smide det væk. Han beslutter sig til at fortsætte. Senere hører han dens lyde udenfor sit hus = den ved, hvor han bor. Hans kone oplever en dag, at der bliver smidt små sten lige foran hende fra et uset væsen = den ved, han har en familie. Og her kommer så det telepatiske: De næste to måneder vågner han hver nat præcist kl. 03 om natten. Noget har vækket ham og taler til ham inde i hans hoved, og det handler altsammen om, at han skal stoppe sine aktiviteter = dens hensigter med ham, som han overrulede.

Ved vi så, hvordan de ser ud? Der findes ganske få videoklip af dem derude, men det er elendige amatøroptagelser, der aldrig er tæt på. Det bedste billede stammer fra en mand, der havde et direkte møde, og som havde fotografisk hukommelse. Da man satte ham i stue med en professionel tegner med speciale i skitsebilleder af forbrydere baseret på øjenvidneberetninger, var resultatet ret forbløffende. Manden godkendte skitsen som fuldstændig præcis, og han havde selv leveret alle detaljerne.

Efterlader de spor?
Det gør de. De laver fodaftryk af dobbelt størrelse.

De knækker grene i tre meters højde, og vi taler om grene af en tykkelse, som intet menneske ville være i stand til at brække. De synes at bruge det som interne signaler til hinanden. Vi kender en lignende praksis fra visse jægerfolk i jungleområder på Borneo og i Brasilien. De efterlader grene flettet eller anbragt på en bestemt måde som meddelelser om: vi er gået ned for at fiske, vi har samlet honning, vi har nedlagt et vildsvin, så kom forbi senere, o.a. Der er uden tvivl også et fletværk der siger: vi har lige skalperet en gut fra den anden stamme og ædt hans lever. Tag den, skrumpehoved!

*

Når vi nævner videnskabsfolk/forskere her, så er det grundet en for-nylig åbning, der har slået igennem i visse kredse. Mainstream-videnskab som helhed kan slet ikke håndtere det her. De har muret sig inde bag deres vandtætte facader, også selvom facaderne efterhånden er blevet så utætte, at vandet siver både ind og ud. Vi kan kalde det for den store videnskabelig vandskade.

Newtonsk fysik forklarer noget men langtfra alt. Derfor måtte kvantefysikken rykke sig løs. Det lykkedes f.eks aldrig newtonikerne at komme op med en tilfredsstillende forståelse af tyngdekraften – det er dog en lille bemærkelsesværdig detalje.
Darwinistisk biologi og udviklingslære forklarer ikke:

• intuition
• psykiske fænomener
• telekinese
• telepati
• déjà vu
• bevidsthed
• clairvoyance
• følelser

Darwinister har ingen forklaring på, hvorfor og hvordan homo sapiens blev sapiens altså vidende. Ideen om, at mennesket er et resultat af genetisk intervention fra aliens, er i al sin far-out-hed langt mere plausibel, end at vi er et resultat af destruktive mutationer, der redder sig selv på den anden side af målstregen og bliver til noget, der til forveksling ligner et design med formål og indbygget retning. Og det gælder ikke kun mennesket men alt liv.
Det kunne måske være nyttigt at hælde mere til, hvad Nicola Tesla sagde:

Den dag videnskaben begynder at studere ikke-fysiske fænomener for alvor, vil den gøre mere fremskridt på ét årti end i hele dens århundreder gamle eksistens.

Han sagde også: Hvad én mand kalder for Gud, kalder en anden mand for fysikkens love.

De gængse fysiske love kan ikke forklare cloaking-fænomenet, som en del observatører har oplevet i forbindelse med sasquatch. Men der er faktisk elementer af kvantefysikken, der kan beskrive det. På samme måde kan ellers uforklarlige tidsfænomener forklares via kvantefysik, da tid ikke eksisterer som sådan, for alt er samtidighed ifølge denne avancerede gren af fysikken.

Der er også en anden videnskab, der kan forklare det. Men det er en årtusinder gammel videnskab, som vores naturvidenskab, der kun er et par hundrede år gammel nægter at kalde for videnskab, selvom dens vigtigste elementer stammer fra denne anden videnskab. Vedisk videnskab – veda betyder viden – kalder det for en siddhi. Ophavsmanden til yoga-systemet hedder Patanjali og har beskrevet det i et skrift ved navn Yoga Sutras. En af de beskrevne siddhis eller overnaturlige evner er netop evnen til at blive usynlig. Hvad nu hvis vi forestillede os et væsen, der er født med denne evne – er det en sasquatch?