Tartaria – det forsvundne rige

Det kan ikke siges ofte nok. Uden historie ved vi ikke, hvem vi er, hvor vi skal hen, og hvad vi er i stand til. Historie er menneskelig styrke.

Det er uheldigvis også årsagen til vores store svaghed. Vores historie er blevet stjålet fra os. Den er blevet gemt af vejen, forfalsket og ødelagt. I heldigste fald er den som en gammel maskine, der er havnet i en overfyldt lade, hvor der ikke har været åbnet i en menneskealder. Maskinen er dænget til med skral og støv, duerne har skidt på den, og metallet er rustent. Men når tingesten først er hevet frem, viser det sig, at alle delene er intakte. De skal bare ned i en spand eddike et par uger og smøres ind i maskinolie. Der skal males og strammes, kileremme skal skiftes, og der skal lige et par nye dæk på. Første gang, den starter, kommer der sort røg op, men ganske langsomt kører den sig varm og viser sig at være gjort af en kvalitet, som ikke kan købes længere. Den er avanceret for sin tid, men den er også langt simplere, hvilket er dens store styrke. Kvalitet var en selvfølge dengang, og indbygget forældelse var ikke opfundet.

OK, så holder billedet ikke længere. Man kunne også forestille sig noget helt ekstraordinært. Billedet starter på samme måde, men den maskine, der kommer til syne i laden er en model, der ikke er opfundet endnu! Eller rettere, det var den så, for den står der jo, men det var der ingen der var klar over. Og laden har ikke været åbnet i flere hundrede år, så alle har glemt alt om indholdet.

Glemslen er ikke kommet af sig selv. Den er indtruffet, fordi noget har ønsket det. Glemsel blev til et våben i hænderne på menneskehedens fjender, som jeg til lejligheden kalder for parasitterne. Udtrykket er ikke min opfindelse men er lånt fra en nyligt opdukket bevægelse, som man næsten kan kalde for en skole indenfor historisk revisionisme. Denne skole stikker spaden dybt ned og udgraver historien om et stort rige, der eksisterede … i en fjern fortid? Nej indtil for ganske nyligt, hvilket er det mest overraskende. Men det er blevet udskrevet af historiebøgerne. Navnet på det land, der dækkede det meste af jordens landmasser var: Tartaria.

Dette rige blev udslettet både i fysisk og mental forstand. Udslettelsen skete for at bane vejen for den verden, der findes i dag, hvor den globale parasitkultur går sin støvletrampende sejrsgang, hvor mennesker bliver myrdet, bedraget og udplyndret, og hvor overnationale u-nationale organisationer, fora, syndikater, loger, tænketanke osv bestemmer fra fjerne og for mennesker utilgængelige positioner. Med andre ord det globalfascistiske helvede af udtværing og fusionering, så der ikke længere findes samfund men kun sammenstuvninger bag indhegninger. Selv indhegningerne, der kunne yde en vis beskyttelse mod overrending rives nu ned. Destruktionen af den menneskelige kultur er et løbende projekt.

Den skole, der bruger terminologien parasitter og Tartaria stammer mestendels fra den russiske matematiker og historiker Fomenko. Men hans værk bygger på noget, der eksisterede i forvejen, og han er ikke ene om projektet. Den bulgarske historiker Silvie Ivanowa har samlet et stort antal eksempler, som hun formidler på sit site NewEarth. Der findes altså en ubrudt tradition, men den er så skrøbelig, at man skal lede efter den. Et andet billede end maskinen i laden er et stort maleri. Et hjørne af billedet er krakeleret, og man kan se noget andet underneden. Ved fuld restaurering viser det sig, at der er et fuldstændig andet billede underneden. Motivet, landskabet er for så vidt det samme, bygningerne er på en måde de samme, men skikkelserne er anderledes og meningen med billedet, tydningen af fortællingen er anderledes.

Fomenko er udover at være matematiker og historiker også en fremragende billedkunstner

I alle lande i verden findes der bygninger i, hvad vi plejer at kalde klassisk stil. Vi kalder stilen for græsk eller romersk, og senere kalder vi den for nyklassisk. De findes på alle kontinenter, og det er ikke, fordi romerne har været der, selvom de nåede langt omkring. Der er blot det ved den romerske kultur, at alt deres gods, alle deres opfindelser, alle deres teknikker, deres sprog og deres rigdomme var stjålet fra andre. Muligvis er deres eneste originale bidrag til civilisationen deres særlige måder at udruste og opstille en hær på – beregnet på at ødelægge civilisationen! Fomenko-skolen stiller spørgsmålstegn ved, om der overhovedet fandtes et Romerrige og hævder, at det hele var en del af dette verdensomspændende storrige kaldet Tartaria, hvis infrastruktur var af umådeligt omfang.

Når vi taler om folkemord, mener vi som regel udslettelse af menneskeliv. Vi bør udbrede begrebet til at omfatte infrastruktur, livsstil, tradition og historie. Det er meget betegnende, at de krigsførelser, vi ser i Mellemøsten, altid involverer ødelæggelse af historiske rester af en gammel kultur. Det skete i Irak, det skete Libyen, det skete i Syrien (Aleppo, Palmyra), det skete i Afghanistan (Bamiyan). Conquistadorerne i Sydamerika brændte de bøger, der var skrevet af mayaer og inkaer, der beskrev menneskenes ældste historie, og vi har kun fragmenter af Popul Vuh tilbage. Franskmændene under Napoleons invasion af Egypten hærgede løs på kartoucher i de egyptiske templer, fordi de fortalte, hvor kristendommen havde sin kosmologi fra.

Imperiets lejehær af terrorister og vandalister har ødelagt et af de mest betydningsfulde historiske steder i hele Mellemøsten, Palmyra i Syrien

Vandalismen går altid efter resterne af noget gammelt, og invasionskrigene virker med det sæt briller på mere som en del af det, som Joseph P. Farrell kalder for arkæologisk krigsførelse. De går efter kulturskattene, og kun i det omfang, de udgør en værdi for ødelæggerne, gider de at rage dem til sig – eksempelvis nationalmuseet i Bagdad. Resten skal ødelægges, for at folkene skal glemme, hvem og hvad de er efterkommere af. Herefter ødelægges deres landbrugskultur, deres madkultur, deres fungerende økonomiske systemer smadres med et dysfunktionelt gældsvæsen, deres markeder fyldes med værdiløst skrammel, deres moralsæt forurenes med ‘frigørelse’, porno og Hollywood-obskøniterer, deres sange udskiftes med dåsemusik og autotuner-bots i smart tøj, deres regeringer udskiftes med bestukne halelogrere.

Er der ikke et mønster her, og har vi ikke glemt at se det som et sådant ved at acceptere den almindelige påstand om, at det bare er udviklingen, det ustoppelige fremskridt, og det var bare noget, der skete af sig selv?

Glem aldrig Dresden!

Det var ikke bare noget, der fandt sted i udkantsverden, for Europa blev bombet sønder og sammen i to verdenskrige. Alle byer i Tyskland med over 25.000 indbyggere blev brandbombet og blev ødelagt. Dresden blev jævnet fuldstændig med jorden, for her fandtes der en rigdom af den type pragtfulde og imponerende bygninger i, hvad vi herefter måske skal kalde for Tartaria-stil, en klassisk byggestil af samme verdensomspændende udbredelse som Tartaria selv. Mainstream historie plejer at kalde byggestilen for kolonitids-stil. Det forudsætter, at det var kolonimagten, der ankom med den, og at de underfrankerede udkantsbeboere enten levede i jordhuler og stråhytter og var ude af stand til at frembringe grandiøs arkitektur eller byggede i en helt anden stil. Da europæerne kom til Kina, så de en anden stil, der matchede deres, men Fomenko-skolen gør opmærksom på, at den såkaldt klassiske byggestil fandtes før, imperialisterne ankom. Et bedre eksempel er Japan, nærmere bestemt Tokyo.

Billedet viser den gamle bydel i Tokyo. Hvis vi så billedet og gættede, ville vi sige et sted i Europa. Det særlige med Japan er, at det var et lukket land for udlændinge langt frem i tiden. Først i starten af forrige århundrede lykkedes det for europæere og amerikanere at tiltvinge sig adgang, og det var ikke med japanernes gode vilje, for de stolede ikke på de parasittisk imperialister, deres kanonbåde, der løgnagtighed og grådighed. Der er derfor intet belæg for, at byggestilen ikke fandtes i forvejen.

Hvad taler vi om i udstrækning? Enorme landmasser. Tænk Eurasia i dag. Tænk Halford MacKinders Heartland – interessant at han som repræsentant for det Britiske Imperium betragter netop det kontinuum, der stort set svarer til Tartaria, som selve målet for magtprojektet. Den, der vil beherske hele Verden, skal beherske The Heartland, som han siger i sin grundsætning for imperialisme, præmissen, dogmet. Verdensøen er Asien + Europa + Lilleasien + Amerika – MacKinders Britisk Imperium betragtede Amerika som deres retmæssige forlængelse. De udgjorde The Rimland, landet i kanten, som vi også kan kalde for Søimperiet, for alle lande var stort set tilgængelige for dominans og udplyndring fra vandsiden. De vigtige ressourcer var derimod i The Heartland, Landimperiet, der var en hårdere nød at knække. Det gør også, at vi kan identificere parasitternes hovedkvarter på hans tid, hvilket er den klassiske imperialisme fra midten af 1800-tallet, hvor England er førende, for England skabte industrialismen, der hentede sine ressourcer fra imperialistisk-parasittisk udplyndring af sine kolonier i The Rimland. Dannelsen af Indien som britisk var en del af den æden sig ind på Tartaria, der førte til dets forsvinden fra landkortet – og fra den nedskrevne verdenshistorie.

Et af de mange historiske kort viser et storrige, der bærer navnet Tartaria. Det strækker sig fra Japan til Frankrig, fra Nordsibirien til Indonesien. Tartaria-kulturen var en ikke-aggressiv og ikke-undertrykkende kultur – diametralt modsat den parasittiske kultur, der angreb og ødelagde den og ved systematisk, vedvarende og indædt historieforfalskning sendte den ud i historisk glemsel.

Det russiske agrarsamfund anno 1917 var resterne af Tartaria. Parasitterne havde i mellemtiden fordelt deres hovedkvarter mellem City of London og Wall Street, og fra begge hold udgik en befalingen om, at Rusland skulle smadres ved en kommunistisk revolution. Nogle siger, at hovedkvarteret aldrig forlod The City, og det giver bestemt mening. En ny megabølge af vandalisering og folkemord i alle begrebets betydninger blev sat i værk i revolutionsprojektet. Effekten af denne ødelæggelse blev først adresseret efter murens fald, og helbredelsesprojektet, der ganske bevidst blev iværksat i Rusland, bliver nu voldsomt angrebet af parasitternes neo-koldkrigs-kampagne. Parasitter kan KUN leve i et forurenet og giftigt miljø, og detox er deres værste mareridt.

Et afklassificeret CIA-dokument fra 1. juni 1957 med titlen National Cultural Development under Communism beskriver, hvad bolsjevikkerne gjorde for at udslette historien om Tartaria. Vi behøver ikke at betvivle dokumentets ægthed og den holdning, der fremkommer. CIA er på det tidspunkt så tæt på sit ophav, de post-nazistiske efterretningsfolk, og nazisternes hovedfjende var som bekendt Stalins Sovjet og bolsjevismen.

Her bør vi også huske – igen sagt uden forherligelse af Nazityskland – at Tysklands egentlige fjende var det Søimperium, der havde indsat et illegitimt kupregime i Rusland til at regere på dets vegne. Altså den egentlige historie om Den Russiske Revolution, ikke den forfalskede, selvforherligende historie om de herlige revolutionære, der kæmpede for folket og arbejderklassen – som de havde opfundet til lejligheden. Folket blev brutalt masseslagtet, og 147 millioner døde mellem 1917-1990. Så på mærkelig bagvendt vis bekæmpede Hitler det russiske folks værste fjende, kommunismen og den imperialisme, der havde skabt den.

Det ville stemme fuldstændig overens med den omend noget twistede raceideologiske side af nazismen, der omhandler det ariske ophav, for befolkningen i Tartaria blev netop beskrevet som høje, blåøjede, lyshudede typer, altså på samme vis som nazisternes ideal.

Standard-invendingen er – for man kan ikke benægte de mange historiske kort fra arkiverne – at det var var en betegnelse for et territorie, et landområde, som når vi siger Asien. Men Tartaria havde sit eget flag, det almindelige med en ugle og det kejserlige med en grif. Kejser = Czar, Shar, Ceasar. Det havde sit eget sprog, sit eget folk og sin egen kongelige genealogi, hvilket vil sige alle attributter til et organiseret, formelt storrige. Følgende slægtstræ over de tartariske kongerækker (konge – khan) trækker tråde tilbage til den stærkt mytologiserede skikkelse kendt som Djengis Khan – her fra side 231-32 i Genealogie des Anciens Empereurs Tartares, Descenendus Ghenghiscan et digert fransk Historisk Atlas fra 1732:

Der er noget besynderligt med historien om Djengis Khan og hans verdenstogt, den mongolske bølge. Her bliver de kaldt for tartarer, altså befolkningen i Tartaria. Af samtids-illustratorer bliver hverken han, Tamerlan (se i træet efter Timur) eller Bata Khan afbilledet med mongolske træk:

Har historikere svindlet med fortællingen om den mongolske nomade, der bliver til en verdenserobrer? Billederne viser ikke skævøjede mongoler – no offence – men snarere tyrkere. Ikke tyrkere som moderne tyrkere men noget, der svarer til ideen om pantyrkisme, altså netop om et folkeslag, der befolkede hele Asien. Den franske historiker Antoine Galante forklarer i sit værk Bibliotheque Orientale, ou Dictionnaire Universelle fra 1695 oprindelse til betegnelsen tartar eller tatar: Efterkommere af d’Ilingeh Khan – Djengis Khan, den femte konge i Turkestan – altså ikke en simpel nomade-hyrde-kriger – og af Japhets slægt. Han uddyber ikke det sidste, men det et ret bemærkelsesværdigt udsagn. Tartaria er altså befolket af efterkommere af en af Noah’s sønner! Japhet havde en tvilling ved navn Mogol eller Mogul, der både er en etnisk betegnelse og en titel. Vi kender det fra det senere Mogul-dynasti i Indien. Der beskrives endvidere, hvordan de to brødre danner hvert deres kongerige, et i øst og et i vest, og at de senere bliver forenet.

Laver jeg et fortolkningsspring her? Det er jeg nogenlunde på, at jeg ikke gør, for en historie om Noah og tre sønner i en plimsoller fuld af dyr, kone og tre sønner skal nok ikke læses bogstaveligt, som bibelbaskerne gør. Landingsstedet Ararat i daværende Armenien, nu over grænsen til Tyrkiet, kan sagtens være et konkret element. Fartøjet, der sejlede ud af oversvømmelsen har landet i et højland, og overleverne har slået sig ned på et bjerg, indtil vandet faldt. Men vi er nødt til at læse allegorisk, så når der står et navn, betyder det snarere en slægtslinje eller en helt gruppe overlevere. Hvor kom det i øvrigt fra? Derom senere.

Oprindelsen til disse dynastier som nævnt hos Galante er også interessant, altså Turkestan, den nuværende Xinqian-provins i Kina, hvilket knytter an til fortællingen om Shambala. Shambala eller Cambalu er den overordnede form på Tartaria, hvilket er en fladfisk. Altså to hints om en urgammel oprindelse. Igen, disse fortællinger er henlagt og reelt nedgjort som myter, hvilket på nysprog betyder en skrøne. Men myter er ikke skrøner, nødvendigvis. Som oftest tværtimod. De viser sig ved nærlæsninger og sammenlignende studier at indeholde konkrete historiske elementer, og den eneste retfærdiggørelse historikere har haft til at kalde det for myter, er, at kilderne er fragmenterede og inkonsistente. Men de kan være slidte på grund af det lange tidsspænd, eller de kan være bevidst saboterede, hvilket synes at være tilfældet ang Tartaria. Hvis vi ønsker konsistens, skal den genskabes, hvilket er et lovende projekt, men det er kun i sin tidlige fase, selvom der er mange, der arbejder på sagen. Det er som at sidde med et af disse puslespil med 5000 papbrikker i én stor rodebunke, så hvor skal man starte? Man starter med genkendelige mønstre.

Den russiske historiker, der har skrevet mest om Tartaria, hedder Sergei Netvitenko. Desværre er hans video-fremstillinger, der bla ligger på YouTube, ikke oversat fra russisk, så lige nu kommer de igennem fra sekundære kilder, der har oversat delvist. Netvitenko læser til gengæld fransk, og vi ved, at der har været en lang fransk-russisk, kulturel forbindelse – på godt og ondt, sig Peter den Store, Napoleon og Den Russiske Revolution, der ikke har været velsignelser for Rusland. Men der er også gode kilder at finde hos både tyske og franske historikere. Den eneste kvindelige kejser(inde) af Rusland, Catharina den Store, der bestemt heller ikke var en velsignelse for russerne, var af tysk adel. Netvitenko citerer en tysk kilde, Berkenmeyer, fra 1729, der antyder at begrebet Tartar kommer fra navnet på en flod, og ordet stammer fra kinesisk.

Tartaria var inden dets fjernelse var verdenskortet og -historien det største land i Verden.
Dets areal var på 7.899.464km² – omtrent 8 millioner kvadratkilometer!

Når vi i dag taler om tatarer, mener vi en lille gruppe, der er de tiloversblevne fra det mægtige rige, Store Tartaria, bosiddende på Krim, Lille Tartaria.

En af de berømteste kartografer var Mercator.
Et udsnit af et af hans kort fra 1606 ser sådan ud:

Tartaria er hele det gule område, så det er altså før, Parasit-Imperiet begyndte at skære det i småstykker og slette dets historie. Et vigtigt princip: hvis man lugter en rotte, så gå et skridt baglæns.

Mens vi har Mercator fremme, er vi nødt til at se lidt på et af hans mest foruroligende kort, der viser en projektion af kloden set fra Nordpolen.
For det første: hvad laver de fire landmasser, der befinder sig omkring Nordpolen?
For det andet: hvad laver den ø, der ligger sydvest for Island med navnet Frisland (fremhævet i cirklen øverst tv)?
For det tredje: hvorfor hedder farvandet England og Island Trojanalis? Der står i Homer Odysseen, at Odysseus sejlede til en grøn ø vest for Troya.

Et gammelt bretonsk-keltisk sagn fortæller om den sunkne katedral, der rejser sig ved særlige lejligheder, så man kan høre dens klokke, for derefter af sænke sig igen. Atlantis rising, som Edgar Cayce ville have sagt, selvom han mere lokaliserer Atlantis til Bimini mellem Cuba og Florida (Bimini-muren, m.m.). Interessant i øvrigt, at komponisten Claude Debussy komponerede et berømt klaverpræludium ved navn La Cathedrale Engloutie, et stykke symbolistisk programmusik. Selvom du måske ikke er til klassisk musik, så tjek denne indspilning ud, hvor du også ser nodebilledet. Du både ser og hører havet, katedralen og klokkerne, læn dig tilbage og lad dig bade i havvand og klokker – og opdag i tilgift, at du rent faktisk kan læse noder! Hvad der er endnu mere interessant var, at Debussy i bogen Hellig Gral, Helligt Blod – som Dan Brown plagierede og forsimplede i Da Vinci Mysteriet – bliver angivet som stormester i ordenen Prioré de Sion. Så hvad har Debussy vidst om den sunkne ‘katedral’ aka den sunkne ø i havet ud for Normandiet?

Den italienske historiker Felice Vinci har omplaceret hele Odysseen til en rejse mellem Atlanterhavsøerne, Norges kyst, det Sydfynske Øhav og øerne syd for Finland, så Odysseus blev altså en af The Ancient Mariners, det oprindelige sejlende folk, for hvem verdenshavene og havstrømmene var kendte og farbare.
Se: The Baltic Origins of Homer’s Epic Tales

Når man ser det hele sådan lidt fra oven

Ifølge Felice Vinci var Odysseus’ Ithaca øen i det Sydfynske Øhav ved navn Lyø! Ved siden af lå øen Dulichos, hvilket på græsk betyder ‘den lange (ø) – det er krattereeme Langeland, eller Lawlarj som de siger dernede i dag! Øen Oxygia, hvor Odysseus’ mænd blev holdt fangen af Calypso var fem dages sejllads fra England = Færøerne (Mykene = Mykines), og det er hos den romerske historiker Plutarch, at der findes et hint om det. I Odysseen er der beskrevet tidevand og dets omvending. Tidevand findes simpelthen ikke i Middelhavet, til gengæld  findes det i Atlanten. Især ud for Normandiets kyst er tidevandet enormt. Ved Mont Saint-Michel i Normandiet, der næsten udgør den sunkne katedral i sig selv, er tidevandet så kraftigt, at der hvert år omkommer en del turister. De var blevet advaret af de lokale mod at gå rundt på den tørlagte havbund – se billedet – for som de siger: når du ser vandet komme derude, er det allerede for sent. Du når aldrig i land, og enten drukner du, eller også bliver du banket ind i stenene ved kysten.

Felicis værk er digert og velunderbygget, og der findes rent faktisk ikke de lokaliteter, som Homer beskriver, i Middelhavet. Selv Vikipedia, som skal omgås med allerstørste forsigtighed og skepsis grundet dets ejerskab: datamafiaen, er nødt til at indrømme det. Vinci går så langt som til at identificere Atlantis med den sunkne ø Frisland og den hyperboreanske sejlende kultur i det Østersøen og beyond. Det var disse blonde søfarere, der ankom til det Græske Øhav 1600 år f.Kr og dannede den mykenske kultur, forgængeren for den klassiske græske kultur, og disse folk bragte deres sagaer/epoi med sig. De re-lokerede og genopbyggede  så at sige deres gamle kultur det nye sted, hvilket man i øvrigt altid ser, når en kultur omplanter sig selv.

Se evt. en opsummering af Felici Vincis værk:
https://www.centrostudilaruna.it/homer-in-the-baltic-summary.html
Manden er i øvrigt – ligesom de bedste og mest banebrydende historikere i vor tid – ikke historiker af uddannelse og profession, men atomfysiker (og mensa-overintelligent…). Han indskriver sig hermed i rækken af undertegnedes ikoniske godfathers i historisk revisionisme: Anatoly Fomenko, Nicolai Levashov, Ralph Ellis, Alan Wilson & Baram Blackett, Graham Hancock, John Anthony West, Rand Flem Ath, Abdul Hakim Awyan. Læg dertil historikerne Terry Boardman, Joseph P. Farrell, David Livingstone og John Irvin. Man behøver ikke at købe hele deres narativ eller være ‘enig’ med dem – hvem har i øvrigt kapacitet til at gå i rette med folk, der har brugt et helt liv på fordybelse i deres speciale.

Vi vender senere tilbage til ideen om Atlantis og de ældste søfarere.

Det store flod, der skulle have givet navn til Tartaria kunne være det navn, som Mercator angiver på ishavet nord for nuværende Sibirien kaldet Mare Congesatu Tartaricum. Han navngiver også Tartar Fluvius, en flod, der løber ud i ishavet – der muligvis ikke var et ishav på det tidspunkt. Et andet andet navne for Tartaria har været Scythia. Japhets bror hed Seth – Sythia – Scythia – Skytien. De bibelske begreber Gog og Magog, der er omgærdet med så meget Armageddon-Apokalyptisk mytemageri er simpelthen lokaliteter indskrevet i Mercators kort over Tartaria. Magog var en af Japhets sønner, så der er opkaldt en lokalitet efter denne skikkelse.

I Joseph Priestleys tidslinje fra 1769 fremstår Skytien som forløberen for Tartaria. Skytien eksisterede allerede fra det 1. århundrede i vores tidsregning, og Tartaria figurerede fra det 6. århundrede.

Et mærkværdig koncept for styreformen i Tartaria var, at khanen – eller som vi ville sige kejseren – skjulte sin identitet og sit navn. På denne måde blev han usårlig og kunne derved beskytte sig selv og sit rige. Det er en radikal anderledes fremstilling af den højeste autoritet i forhold til i Vesten, hvor kejseren eksponerede sig selv på storpralende og ekstremt forherligende vis. Dette forhold har muligvis været med til at svække den historiske dokumentation for eftertiden af Tartaria, for hvis samtiden ikke kendte identiteten for rigets øverste leder, var det lettere for eftertiden at benægte både lederskab og riget som sådan.

Tartaria forsvandt som rige og som begreb i det 19. århundrede = 1800-tallet. Omkring 1820-40 findes det ikke længere. Vi ved, at Napoleon angreb Rusland, og at kulminationen fandt sted i 1812. Komponisten Tjaikovskij skrev en ouverture, et symfonisk digt over begivenheden, og vi ved at Moskva brændte samme år. Der er beretninger om, hvordan Napoleons tropper gik ind i den brændende by, og at de måtte undslippe den igen. Der er noget underligt ved den overleverede beskrivelse af begivenheden. Byen er affolket ved ankomsten. Der flyver ildkugler indover byen. Nogle kilder er spekulative i forhold til, hvorvidt den russiske Czar Alexarder II og Napoleon var fjender, eller hvorvidt de i virkeligheden var allierede, og deres fælles fjende var den tartariske hær. Så var den store krig i starten af 1800-tallet i virkeligheden the final countdown for Tartaria?

Tartarias fald

Her bliver det for alvor mærkværdigt, og jeg har selv lidt svært ved at fatte det – og rent ud sagt købe historien. Men jeg udelukker den bestemt ikke, jeg vil blot gerne tygge lidt mere på den og se lidt mere kød på bordet. Ifølge kilder til emnet, så oplevede den nordlige halvkugle en ‘mudderflod’ i 1800-tallet. Denne mudder-oversvømme, en slags sekundær beskidt syndflod, udslettede det, der også kaldes efterkommerne til / overleverne fra Atlantis. Det vil med andre ord sige, at Tartaria skal betragtes som en ældgammel settlerkultur med oprindelse ca. 11-12.000 efter efter den primære Syndflod for 11.600 år siden – iflg. Platon, bekræftet af geologer, hvis vi sætter syndfloden lig med nedsmeltning af de store iskapper (jf Graham Hancock’s syndflodsteorier).

Som ved udslettelsen af Atlantis mener kilderne af kunne påvise brugen af energivåben af en eller anden art, avancerede atomvåben el. lign. Altså en slags Tunguska-event, der formørkede himlen i månedsvis, udslettede alle træer i kæmpe områder af Sibirien og fik det til globalt at regne ned med ‘mudder’ fra nedslaget. Der findes ingen kratere som sådan, så der er ikke tale om et meteor-nedslag. Det menes påvist, at der i det meste af Sibirien ikke findes træer over en bestemt alder, hvilket der burde være.

Det antydes også, at indbyggerne i Tartaria selv besad avanceret teknologi. Der er folk – også velfunderede og nøgterne folk som Joseph Farrell, der har hæftet sig ved den bygningsstil, der benytter sig af kobber som spir eller kupler på tage. Det er et dyrt og besværligt materiale at bruge, men kan det mere end at se flot ud? Vi ved, at det har kraftige energetisk-elektriske egenskaber, så var folk på et tidspunkt i Tartaria i stand til at udnytte det som en energikilde?

—o—

Atlantis – Antarktis

Læs også Man pisser ikke ustraffet på guderne

Tilbage i 70-90’erne gjorde ægteparret Rose og Rand Flem Ath deres studier i Antarktis. Det er et akademisk og seriøst studie, der bygger på flere koordinerede videnskaber – i sig selv banebrydende, da videnskabsfolk i akademia næsten altid arbejde i isolerede og fragmenterede cirkler, hvor de stort set aldrig tillader den yderst kreative og helt nødvendige gennembrydning af de lukkede og stagnerende videns-skuffedarier, som de i vor tid har fået tildelt som arbejdsrum.

De opstiller en meget plausibel forklaring på, hvad Atlantis var for en størrelse og en lokalitet, og vi skal i det følgende se, hvordan de som udgangspunkt har et kort, der fuldstændig ligner Mercators verdensprojektion fra Nordpolen, men denne gang vender de kuglen og projicerer den fra Sydpolen. Flat-earthere kan godt stå af her og zappe hjem i deres eget skuffedarium. De kan også vælge at blive hængende, for der er faktisk noget til dem også. Jeg vil hævde, at det har forstået ‘noget’, de ved bare ikke, hvad det er, de har forstået.

Platon siger, at Atlantis lå på den anden side af Herkules’ søjler, og at det havde en omkreds som Libyen og Asien tilsammen. Der var høje bjerge på Atlantis (det parkerer Frisland-teorien og Bimini-teorien, sorry Cayce – men du kommer alligevel til din ret i sidste ende). Søjlerne er der nogenlunde enighed og klarhed om er Strædet ved Gibraltar, udsejlingen fra Middelhavet. Men Libyen og Asien havde en anden mening for antikkens folk. Desværre har historikere læst den slags bogstaveligt og har afvist det som mytologiske skrøner, på samme måde som bibelbaskerne har læst Det Gamle Testamente bogstaveligt og fået religiøse skrøner ud af det – hvilket gør, at de ikke forstår disse myter, og at de ikke bliver taget alvorligt af videnskabsfolk, der ikke forstår, at de selv hengiver sig til tro i form af videnskabelig dogmatisme. Vi lever i en dobbelt-dum ikke-videnskultur, hvor antagonisterne hver for sig sidder med ubrugelige stumper af forstyrret viden, som de ikke kan få til at passe med de andres ubrugelige stumper af forstyrret viden.

Når man projicerer jordkloden fra fx Nordamerika – alle dominerende kulturer ser Verden ud fra deres egen navle – så fremtræder verdenshavene og kontinenterne som adskilte. Hvis man derimod projicerer fra Sydpolen/Antarktis, så fremtræder verdenshavene som et samlet kontinuum og kontinenterne som en samlet omkransning:

Mercators kortlægning vendt på hovedet. Vi er ikke vant til at projicere Jorden vertikalt, for mennesker er bosat horisontalt – i hvert fald i nyere tid.

Verdenshavene fremtræder som kun ét hav, hvilket er et geografisk faktum. Platon siger, at Middelhavet blot er en lomme i Det Store Hav adskilt via en smal kanal (søjlerne). Platon taler om det modsatte kontinent, og alle kontinenterne fremstår som modsatte, når man ser det fra Antarktis. Det er en del af Platons fremstilling, der ikke er ordentligt forstået. Vandet på den anden side af søjlerne fortolkes som det, vi afgrænser som Atlanterhavet, og det modsatte kontinent fortolkes som Amerika.

I Platons samtid kendte man via direkte erfaring til tre kontinenter:

Kendskabet til Europa stopper ved Skandinavien, kendskabet til Afrika stopper ved Afrika nord for Sahara kaldet Libya og kendskabet til Asien stopper ved lommen til højre/øst i verdensøen, der er det Kaspiske Hav, hvilket afgrænser Asien til det, vi forstår ved Mellemøsten/Lilleasien. Hvad der lå udenfor var ukendt eller i bedste fald diffust. Hvis man tager det dengang kendte Afrika kaldet Libya og lægger sammen med det kendte Asia, får man en omkreds, der svarer til Atlantis = Antarktis. Det vand, der omkransede verdensøen i den græske forståelse, kaldte grækerne for Det Atlantiske Hav.

Flat-earherne har genoplivet den græske-middelalderlige verdensforståelse, hvor verdensøen/landmassen er en pandekage, der flyder i midten af et omkransende verdenshav, bag hvilket der findes … intet. I middelalderens neo-platoniske verdensbillede har man placeret en julekugle udenom, drysset julesne, hængt julestjerner i toppen og sagt: dette er Verdensaltet. Det giver jo fuld mening, at vi i en tid, hvor vores verdensbillede er dannet via begloen af fladskærme, så skal Jorden igen-igen skal være flad. Flad som i fladpande – ouch, der smuttede den sidste flat-earther … Børnene er sendt ud og lege, så kan de voksne snakke seriøst.

Grækerne havde i virkeligheden en stærk pointe. Atlanterhavet for dem var langt større, end hvad vi anerkender i dag. Og det faktum, at Platon fortæller os, at der findes en ø = et kontinent på Jorden, der er større en det, vi i dag kender som Nordamerika (uden Canada), er i sig selv bemærkelsesværdigt. Platon siger også, at øen-kontinentet er højt beliggende. Det er fuldstændig korrekt, for geografisk set, er Antarktis det højest beliggende kontinent, og de bjergformationer, der befinder sig under isdækket, er voldsomme.

Den egyptiske præst (=videnskabsmand), der informerede Solon, Platons onkel, fra hvilken han har overleveret sin beretning, ser Verden stående fra Atlantis i en fjern fortid. Vandet i Verdenshavet var væsentligt lavere, vi taler om 12.000 år siden, da Atlantis blev indkapslet i bundet vand = is, MEN hvor al den is, der var bundet til det meste af den nordlige halvkugle blev frigivet og oversvømmede Jorden. Hvad skete der liger her?

Det betyder som sidebemærkning, at den atlantiske kultur, dvs de bosættelser på hele kloden, der blev nedsænket i enten vand eller mudder-sedimenter til lands og til vands, var fritlagte dengang. Det betyder endvidere, at der var en hel stribe landbroer mellem de landområder, der i dag er adskilte af vand. England hang sammen med hovedland-Europa, Beringsstrædet var en bred landbro kaldet Beringia, der var en landbro mellem Danmark og England henover Doggerbanke, Japan var landfast med Korea og Manchuriet, New Guinea, Australien og Tasmanien var forbundne landmasser, Sydindien og Sri Lanka hang sammen, der var et land mellem Indien og Afrika ved navn Lemuria, hvor den herlige langlemmede primat ved navn lemuren levede, Middelhavet var langt mindre, osv-osv.

Platon skriver endvidere, at fra denne ø, der var større end Libya og Asia, kunne de søfarende tage deres vej til andre øer og det modsatte kontinent, der ligger omkring havet.

Senere i historien støder vi på den samme viden overleveret gennem tid. I Renaissansen finder vi en skikkelse som Athanasius Kircher, en af det mest fascinerende jesuitiske lærde. Og ja, vi ved, hvad jesuitterne er for nogle typer, og hvad deres agenda var og har været og stadig er, men deres lærdhed og indhentede viden bør vi ikke tage fra dem – vi bør tage agendaen og brugen/misbrugen af deres viden fra dem. Så Kircher var i besiddelse af et kort, der muligvis var stjålet af romerne efter Cleopatras fald som egyptisk dronning. Lignende kort havnede i Konstantinopel og dannede baggrund for

Egypterne så Verden ovenfra og ned. Nilen flød nedad = mod nord. Kircher accepterede på sit kort, at syd er nord, og nord er syd. Han placerer vha sit hovedvendte kort tegnet af fra et egyptisk kort Atlantis mellem Spanien og Afrika på den ene side og Amerika på den anden:

Men hvad nu, hvis han tog fejl af det kort, han tegnede af efter, og denne ø lå vendt den anden vej i forhold til et helt andet kontinent? En lignende konfiguration dukker op i de øer, som Antarktis består af, for det er ikke kun ét kontinent. Og hvad nu, hvis Atlantisk ikke sank i havet, men blev dækket af ‘havet’ = isen? Er det det, der har forvirret historikere, så de har afvist det som en myte? Til gengæld sank den atlantiske-globale civilisation i havet, for alle kysterne flyttede sig udad og dækkede alle de steder, der var placeret ideelt ved udmundingen af de store floder ved kysten – der nu flyttede sig. Hvorved byerne sank til mellem 50-300 meter under havoverfladen, jf. Dwarka ved Cambraibugten vest for Indien (60-80 m), et bygningskompleks på størrelse med Manhattan, og Bimini-muren, der er meget mere end et murværk men en hel by med bla pyramider (300 m). Plus en hel række steder under vand alle mulige steder i Verden. Men disse byer sank mere end under havet, de sank under havbunden, for de er dækket af muddersegmenter – ligesom steder på land efter den formodede mudderregn i 1800-tallet.

Da Platons onkel Solon på sin rejse talte med en af de mest lærde egyptiske præster, der fortalte ham om Atlantis, begyndte han at prale af grækernes gamle viden, hvorefter præsten ryster på hovedet og siger:

Oh, Solon, Solon, I grækere er altid børn. Der findes ikke noget græsk, der er gammelt, og som kommer fra gamle traditioner, ej heller græsk videnskab, der er runden af alder.

Hvorefter præsten forklarer, at historien om flodbølgen relateret til Phaeton er delvis komplet. Ifølge græsk mytologi blev solen, Helios, trukket af en hestevogn rundt på himlen. Apropos Solvognen på Nationalmuseet og apropos Vinci’s påpegede synkronicitet mellem nordisk og græsk mytologi. Helios giver sin søn Phaeton lov til at køre vognen, men da Solen ikke er stærk nok, falder den ud af sin bane og sætter ild til Verden, og Zeus er nødt til at gribe ind for at slukke ilden, hvilket skaber flodbølgen.
Præsten siger derefter:

Mangfoldige er de ødelæggelser blandt menneskene, der har været, og som skal komme, og de største er gjort af ild og vand, men ved siden af dem er mindre ødelæggelse på utallig vis. Jeres egen historie om Phaeton, Solens Søn, der drev sin faders bane men selv blev ramt af tordenkiler, er en mytisk version af virkeligheden, der består i afvigelser i de legemer, der befolker Himmel og Jord, og som forårsager vidtspredt ild i Himlen og på Jorden. 

Ut-nationen blandt nordamerikanske indianere fra Colorado, men drevet til Utah – deraf navnet på staten – har en lignende myte om Solen, Solens søn, ildpilene og flodbølgen. Deres sprog er i familie med aztekerne, der har myten om Azlan – og nej det er ikke C.S. Lewis, det er omvendt:

En anden amerikansk stamme, Cherokee, har en myte om, at Verden var vand, dernæst en ø flydende i vand, og Verdens undergang består i, at den bliver til vand igen. De siger endvidere: Der er en anden Verden under denne, der ligner vores på alle måder med dyr, planter og mennesker, men årstiderne er anderledes. Altså den sydlige halvkugle.

Antarktis iskerne ser sådan ud:

Det et indtil for nyligt påstanden, at iskernen på Antarktis var 50-60 millioner år gammel. Så kom der i 1990 et par forskere frem, der åbnede diskussionen om alderen ved i feltarbejde at opdage en skov, der 2-3 millioner år gammel (ved træet på billedet). Bemærk i øvrigt, at Antarktis består af to del, Større Antarkis til højre, og Mindre Antarktis til venstre. Sydamerika ligger i forlængelse af Mindre A, og disse har været landfaste før stigningen af vandet.

Et underligt omvendt geologisk fænomen er, at på Mindre Antarktis er der mindst is, men her falder al sneen, hvorimod på Større Antarktis er der koldest, men det er en kæmpe isørken. Det vil sige, at det snevejr, vi har i dag, ikke har produceret det islag, vi ser i dag. Videnskaben har ingen forklaring på, hvorfor der ikke sner på verdens største iskerne. Til gengæld er der et lignende underligt fænomen på den nordlige halvkugle, når man studerer iskernen før slutningen af sidste istid – på samme tidspunkt som Atlantis’ undergang:

Der er hævdet, at de oprindelige indbyggere af amerikanere – First Nation som de stolt kalder sig, de førstefødte, med gammeltestamentlige konnotationer (inklusive offerrolle) – var prærieindianerne, og at resten af kontinentet inklusive Sydamerika bestod af efterkommere af disse fok, der vandrede henover datidens isbro ved Beringsstrædet og gennem den isfri lomme, vi ser på kortet mellem de to isfelter. Det første etnologisk-kulturelle problem er, hvordan de sydamerikanske højkulturer med deres kæmpe bygningsværker og avancerede landbrugskultur udviklede sig fra en nomade-jæger-samler-stenalderkultur fra Sibirien. Det andet problem er, at de sydamerikanske kulturer dateres til længe før ankomsten af nomaderne i Beringsstrædet. Tilsyneladende ikke noget forklaringsproblem for historikere-etnologer … altså bortset fra at de ikke forklarer problemet.

Det tredje problem er geologisk, for hvorfor er der en isfri lomme mellem et mindre isfelt mod vest og et større mod øst? Den nordlige halvkugle var overiset indtil for 12.000 år siden, så meget er vi klar over. Men hvordan så det ud med den sydlige og især Antarktis? Som sagt blev der fundet træer, der var et par millioner år gamle, men hvad herefter? Vi har det berømte Piri Reis-kort, som denne navigatør præsenterede i 1517 for sultanen. Ikke nok med, at Antarktis er isfrit, og konturerne på kysten matcher med, hvad vi ved i dag findes under isen. Der hopper også mennesker og dyr rundt i landskabet!

Nede i bunden af kortet står der bla:

“Ud fra otte jaferyas af slagsen og et arabisk kort af Hind (Indien) og fra fire nyligt tegnede portugisiske kor, der viser landet Sind (Pakistan), Hind og Qin (Kina) tegnet geometrisk og også fra et kort tegnet af Qulunbu (Columbus) af den vestlige region har jeg udtrukket det. Ved at reducere alle disse kort til én skala, fremkom den endelige form, således at dette kort over disse lande af sømænd bliver regnet for lige så nøjagtigt og pålideligt som de syv haves pålidelighed og nøjagtighed i de ovennævnte kort.

Interessant i øvrigt, at Columbus havde en færdig tegning af hele de to amerikanske kystlinjer, som han umuligt kan have nået at tegne. Det bekræfter visse formodninger om, at han udmærket vidste, at han ikke styrede efter Indien.

Er der en mulig forklaring på, hvorfor et nu arktisk område engang var tempereret, og hvorfor isen pludselig besluttede sig for at forsvinde fra et nu tempereret område? En sådan forklaring er at finde hos Dr. Charles Hapgood. Han argumenterer for, at Jordens overflade på et tidspunkt har flyttet sig ca. en kvart omgang. Den har simpelthen roteret om sin egen kerne.

Rand Flem Ath noterer sig, at logikken og sociologien indenfor videnskab er meget forskellig. Hapgood blev fuldstændig ignoreret af sine kolleger, selvom logikken i hans fremstilling var eksemplarisk og burde have været taget alvorligt. Videnskaben har eksempelvis ingen problemer med at publicere og anerkende forskning, der siger, at noget tilsvarende er foregået på planeten Mars.

Jorden er lagdelt, i hvert fald ifølge generel forståelse. Her er selve den indre kerne så flydende jern, hvilket der kan være grunde til at betvivle, men det ydre lag kaldet lithosfæren (lithos er sten, hvilket siger, at den er relativt fast), der hviler på den næstyderste lag kaldet asthenosfæren (der er mere flydende), er der ingen grunde til at betvivle. Når lithosfæren flytter sig, forbliver resten stabil.

Konsekvenserne af et sådant ryk har været katastrofale og akkompagneret af jordskælv, vulkanudbrud og flodbølger for ikke at tale om udslettelse af dyre og planteliv i stor skala.

Billedet viser, den daværende polarzone, hvor der var is sammen med den daværende tempererede. Det vil sige, at Alaska, Sibirien og Nordnorge var i en varm zone, hvilket bekræftes fra fundet af dyr i området, der ellers hører hjemme i fx Afrika, fx hyæner. Efter skredet af lithosfæren blev disse områder til arktiske. Grønland var både dengang og i dag overiset, for den ligger i fællesnævneren for de to cirkler.

Der går en ring om Jorden, hvor dyrelivet blev udryddet i særdeleshed. Det er netop den cirkel, der oplevede den største forskel i klimaet, fordi landet flyttede sig, hvorimod landet med de tværstillede koordinater blot roterede. Hyænen, der løb rundt i et subtropisk Sibirien, overlevede ikke at blive omplantet til et arktisk Alaska. Løverne i Afrika roterede om deres egen akse, men mammutterne i Nordamerika døde.

Amerika var på et tidspunkt at betragte som en del af Asien. Så asiatere har kunnet bevæge sig ubesværet fra Sibirien til Alaska før jordvendingen, hvor begge landområder var isfri. Da vendingen ankom, var disse folk bosat i nuværende USA. I de indianske fortællinger er Mount Shasta er helligt bjerg på samme måde som Ararat er for armenerne. Ligheden er, at det begge var bjerge, som folkene søgte tilflugt på, da vandene steg.

Hvad der er endnu mere interessant er, at de samme fortællinger inkluderer tilrejsende, der ankom med både fra deres hjemland, der var blevet ødelagt. Vi kender alle historien om Noah, der beskriver det set fra én mand og hans families synspunkt – vi husker igen, at der skal læse i allegori. Men de færreste kender de tilsvarende historier fra Amerika. Okanaga-indianerne fortæller om, at deres forfædre undslap en synkende ø midt i havet.

Ud for British Columbia i Vestcanada ligger en øgruppe ved navn Queen Charlotte Islands med en oprindelig befolkning kalde Haida, fortæller, at:

Deres forfædre for længe siden boede i verdens største landsby. Livet var bekymringsfrit, indtil Himlens Høvding besluttede sig til at ødelægge menneskeheden ved at lave om på Himlen og skabe en oversvømmelse af Verden. De overlevende undslap til et nyt land, hvor de landede på en bjergtop, og en ny tid begyndte.

Historierne om bjergene som landingspladser finder i hele Verden. Fujiyama, Ararat, Kilimanjaro, Mount Baker (Okanaga-historien), Titicaca-søen (verdens højest beliggende sø).

I Japan i år 691 beordrede kejser Temnu sine kejserlige fortællere til at nedskrive de ældste myter. Det blev til bogen Kojiki, hvor det siges, at et land, hvor Verden var meget ung, hed Onogoro Jima, der lå tæt ved Nord- eller Sydpolen (fortolkningsspørsmål), og det kan være et synonym for Antarktis.

I Flem Aths fremlæggelse tages der ikke højde for, at der kan have været tale om to kontinenter, hvoraf det ene kunne være det reelt sunkne – jf Mercator-projektionen, der viser en firdelt landmasse i det Nordlige Ishav (nuværende, dengang tempereret klima).

Landbrugets genopståen

Efter Syndfloden vendte livet tilbage. Det er dog bemærkelsesværdigt, at de agrare kulturer opstår samtidigt på forskellige kontinenter for 12.000 år siden. Indtil da var der samlere og jægere og kaboom! – pludselig var der bønder. Hvad vi ville kalde for primitive kulturer blev lige pludseligt mere avancerede. Historikere/arkæologer er ikke særlig gode til at forklare det, hvilket ikke er så sært, da de fuldstændig udelukker, at der på Jorden fandtes simultant to vidt forskellige kulturer, der ikke var blandede – endnu, en avanceret og en primitiv.

Al landbrugskultur ses for første gang i historien i en stor halvmåneformet zone, der ligger imellem den gamle Krebsens Vendekreds og den nye efter jorddrejningen.

Det land, der har det største landområde indenfor den frugtbare halvmåne, er Kina, og Kina har det største antal forskellige afgrøder. Indien har det næsthøjeste antal forskellige afgrøder.

I Indian blev en af de tidlige ledere af den nationale opstand mod briterne smidt i fængsel. Hans navn var Bal Gangadar Tilak og var en af Gandhis forbilleder.

Han brug en årrække i sit fængsel på at studere Vedaerne, for det var det eneste, de lod ham læse. Da han endelig efter 6-7 år i fængsel blev løsladt i 1903, tog han op i bjergene, hvorefter han kom ud med en bog ved navn The Arctic Home of the Vedas.

Ahura Mazda advarer Yima, menneskenes første konge, om ankomsten af en hård vinter, der skal ødelægge alle levende væsener ved at dække landet med et tykt dække af is, og han råder Yima til at bygge en vara, et indelukke, der skal beskytte alle dyr og mennesker (arken). Zend-Avesta-teksten kan læses her:
www.sacred-texts.com/zor/toz/toz05.htm
– men afsnittet går kort fortalt ud på, at Ahura Mazda rådgiver menneskekongen at overleve vinteren = istiden = forflyttelsen af arktis til tropisk og omvendt og efterfølgende at dyrke jorden, efter at have undsluppet med sin vara (ark) fra sit hjem ved Polen. Nord- eller syd? – undertegnede hælder til nord pga afstanden og Mercators kort og Levashovs læsning af de slaviske vedaer, der ligger i forlængelse af de skrifter, som Tilak læste. Men det er svært at afgøre.

Ahura Mazda er de gode kræfters guddom i persisk mytologi, og Ahriman er de onde kræfters repræsentant. Så hvilken af disse to guddomme (ifølge Haida-folket i Canada) der tog beslutningen om at lave om på himlen og skabe oversvømmelse, er ikke så svært at regne ud.

I den sumeriske civilisation har de fortællingen om Dilmun, der svarer det Zend-Avestas og Haida-folket. Lingvister har underligt nok fundet lighedstræk i i sumerisk og Haida og deres fortælling er nærmest ordret identisk, hvilket er noget af et spænd i afstand. Men sprog og fortælling lyver ikke, uanset hvad bedrevidende historikere måtte hævde.

Så er der Egypten, hvor vi i Vesten har Atlantis-historien fra. Hvor var egypterne under oversvømmelsen. Og vi taler ikke om det dynastiske Egypten men om de oprindelige skabere af Khemt, landet ved floden med den sorte jord. Byggerne af Sfinxen og pyramiderne. Det var i det Ethiopiske højland, landingsstedet for overleverne fra Atlantis ved den højt beliggende ferskvandssø Tana. Det ligger halvvejs mellem den gamle og den nye vendekreds for krebsen, den frugtbare halvmåne hvor alt landbrug opstod. NB, den etiopiske forbindelse til Pagtens Ark, en overleveret artifakt fra en hi-tech-civisation. Overleverne spredte sig efter katastrofen ned langs den Blå Nil til Sudan, til sammenløbet af den Blå Nil og den Hvide Nil ved Khartoum, hvor landbrugskulturen opstod for 12.000 år siden.

Der begynder at tegne sig et mønster med landingspladser for de sejlende overlevere fra Atlantis. I samme cirkulære periferi finder vi Spirit Cave i Thailand og Titicacasøen i Peru.

Fællesnævneren for alle landingsstederne var en stabil økologi. Andre steder var der total ødelæggelse, uddøde dyreracer og waste-land.

Indbyggerne ved Titicacasøen hedder Amera’erne, og deres sprog er helt særligt. Det er strengt opbygget og simpelt. Dets syntaks er altid stabil. Det kan udskrives i algebræiske forkortelse, som selv computere kan forstå. Nogle historikere har foreslået, det ikke bare opstod via udvikling over tid men var skabt og designet fra bunden. Et kunstigt sprog altså. Logikken er ikke binær, men trinær, hvilket meget vel kan blive det næste computersprog.

Amera’erne har også en anden tidsopfattelse. De anser fremtiden som liggende bagud, et skjult sted, som de ikke endnu kan se. Engang vil de ankomme dertil, men de behøver ikke af fokusere på det.

Byen Atlantis

Ifølge Platon var byen Atlantis enorm, som vore dages London. Han kommer også med et hint om, hvor på Antarktis, byen befinder sig: Midtvejs fra søsiden omkranset af bjerge.

Således beriget – eller måske forvirret – af ikke bare ét men to sunkne riger i menneskehistorien runder vi historien af. Først var det ene rige, så var det andet, og så var ingen af dem. Der er en direkte forbindelse mellem dem, selvom spændet i tid er stort, og der er mange døde punkter og manglende led.

En forbindelse, der er ret foruroligende, er, at det synes at være de samme stridende grupper, der fandtes dengang i tidernes morgen og i dag. Vi befinder os i dag på den anden siden af den det, der er beskrevet som en fuldendt yuga-cyklus på 24.000 år. For 12.000 år siden fandt der noget sted, der først bliver afklaret i dag. Det foruroligende viser sig at være det opløftende.

Både Edgar Cayce og Rudolf Steiner taler om de to grupper fra Atlantis, Belael (Baal) og Emilius, hvor den første brugte deres viden, magt og teknologi til egne formål destruktive for andre, og den anden gruppe så sig som beskytter af menneskene.

Tartaria var landingsstedet for de overlevende. Deres kultur var ubrudt, indtil parasitterne fik overtaget. I dag i 11. time vender vinden igen og blæser den anden vej.