Stenen

Det var efter årtiers søgen, det lykkedes ham at komme på sporet. Vi skal ikke her trætte med de ørkesløse ørkenvandringer, der gik forud for gennembruddet, de frustrerende tredimensionelle pilgrimsrejser fra Herodes til Pilatus, de utallige løse ender og blindgyder, der måtte befærdes forinden. Skulle der vise sig behov for det, vil de kunne nedfældes til en hel roman i sig selv. Her skal vi nøjes med at berette, hvordan han omsider mente at være kommet på sporet af stenen.

Han var sandt at sige ved at give op, da han ved et tilfælde løb ind i købmanden. Han kaldte sig købmanden, men han var snarere en mellemting mellem en kunsthandler, og for at sige det rent ud, tyv, og en hæler på samme tid. Hvordan kunne man stole på sådan en type? Det kunne man for så vidt ikke, men folk som ham var på den anden side ikke usædvanlige. Han var gjort af samme stof som visse entreprenante arkæologer, der i bund og grund ikke var andet end gravrøvere. De opfattede ikke deres metier som uhæderlig og den måde, de talte om deres forehavender på, røbede ingen betænkeligheder eller anger over, hvad der ofte måtte betegnes som lysskyhed. Deres moralske anløbenhed var dem ikke bevidst, ej heller deres påståelighed endsige deres forfængelighed.

Det var derfor, han i sin samtale med købmanden vidste, at han ikke holdt ham decideret for nar eller løj for ham, selv om han måske ikke fortalte alt, hvad han vidste.

Hans butik lå i en støvet sidegade på kanten af, hvad man ville finde acceptabelt for en butik, der solgte kunstgenstande af en vis værdi. Det var i løbet af samtalen over den obligatoriske kop kaffe for kunder, der viste en vis interesse, hvor han havde ladet emnet falde. Ja, det var sikkert en legende, men man sagde jo, og så videre… Det var endog omtalt i en vis bog, der måske var andre i herværende selskab bekendt.

’Hvad må jeg kalde dem, min herre?’, spurgte købmanden.

’Mit navn er Farsouk’.

’Hr. Farsouk, jeg kan forsikre Dem for, at det ikke er en legende. Den omtalte genstand dukkede skam op for år tilbage. Der er ingen tvivl om, at vi taler om den samme, for jeg havde selv lejlighed til at undersøge den. Ganske besynderlig tingest, og havde det ikke været, fordi det ikke var muligt, ville jeg have erhvervet mig den’.

Han gjorde alt, hvad han kunne, for at underspille sin interesse og ikke røbe, at hans puls og blodtryk var steget betydeligt. Han havde fisket i totalt blinde, hvilket var en rutine, han havde oparbejdet dengang, da hans til tider maniske eftersøgning var startet. Men manden sad der og sagde …

’Javel ja, det var da lidt interessant. Af hvilken grund var det ikke muligt at erhverve den?’

’Af den simple grund, at ejeren ikke ønskede at sælge den. Og så var jeg heller ikke seriøst interesseret’.

Der anes en vis forstillethed i den seneste bemærkning. Mon det nu var helt rigtigt? ‘Hvis nogen nu ønskede at erhverve den til – lad os sige en samling af besynderlige sten, ville det da ikke være muligt at kontakte ejeren desangående?’

‘Det kræver så, at man kender ejeren og ved, hvor han opholder sig. Hr. Farsouk var de stadig interesseret i det billede, vi talte om? Hvis vi gør en god handel, så kan vi måske gøre en anden oveni’.

Den snedige ræv! Der var ikke andet valg. På vej ud ad døren:

‘Lad være med at sige, det var mig, der gav Dem oplysningen. Sandt at sige, så er jeg og den omtalte pengeveksler ikke de bedste venner. Han ønskede ikke at sælge, fordi jeg gjorde en efter hans mening lidt for god handel for år tilbage. Det har han aldrig tilgivet mig’.

*

Måske var købmanden en ræv, men hans udgangsbemærkning affødte alligevel en form for tillid. Måske talte han sandt på sin egen luskede måde, mens han selvfølgelig havde ladet sig bestikke til en oplysning. Én ting, der bekymrede ham, var mandens forstillede uinteresse for genstanden. Han måtte være på vagt.

En dagsrejse senere har han indlogeret sig i byen og er i gang med at udspørge folk om Kuferstein. Hvor var han, hvad vidste de? Folk havde hørt om ham, men ingen kunne sige præcist, hvor man skulle lede. Han havde ikke sin egen gesjæft. Sent på eftermiddagen møder han en gammel mand i Souk’en, der sidder ved siden af ham med en pibe.

‘Hvad vil De dog med Kuferstein?’

‘Jeg er blevet henvist fra en forretningsforbindelse og ønsker at gøre en handel med ham’.

‘Hvem siger, at han er interesseret i at handle med Dem? Og hvad går en sådan handel ud på? Ved de ikke, at han har lagt sin virksomhed på hylden? Det siges, at han er blevet sær på sine gamle dage og studerer okkulte bøger’.

‘Så meget desto bedre. Så vil han vide, hvad jeg taler om. Han har muligvis kendskab til en særlig genstand, som jeg ikke kan omtale her. Ved De måske, hvor jeg kan finde ham, ærværdige?’

‘Muligvis. Følg med mig’.

De går gennem snoede gader, den gamle forrest med sin stok. Der bliver ikke talt undervejs. De ankommer til en stor port med solide beslag. Gamlingen tager en nøgle frem og lukker op. De går gennem porten til en indre gård med et springvand i midten og fornemme dekorationer langs søjlegangene i siden. Man kunne ikke se det udefra, men dette var klart et sted for velhavende mennesker.

‘De ønsker at tale med Kuferstein. De kan nu tale om særlige genstande. Er denne genstand tilfældigvis lavet af sten?’

Det havde nok strejfet ham undervejs, men alligevel bliver han overrasket. ‘Hr. Kuferstein?’

‘Og så slipper de ikke afsted med at omtale købmanden som en forretningsforbindelse. Det er han bestemt ikke, og det ved han godt. Til sagen, hvad ønsker De?’

‘Jeg er ikke købmand, jeg er blot samler. De har gættet rigtigt, vi taler om den særlige sten, som De muligvis er i besiddelse af’.

‘Så lad os tale om denne sten. På hvilken måde mener du, at den vil kunne berige deres liv? Med andre ord, hvad tror De om stenen?’

‘Jeg ved kun, hvad man siger og skriver. Det siges, at stenen har en hukommelse’.

‘Og hvad skal man stille op med det, hvis ikke stenen giver adgang til sin hukommelse? Jeg skal gøre sagen helt kort. Stenen har været i min besiddelse indtil for ganske nylig. Men jeg har følt, at jeg ikke var den rette til – hvad skal vi sige – at håndtere den. Den skabte visse problemer, så jeg var nødt til at skaffe mig af med den, for at den ikke skulle ødelægge for meget. Faktisk vil jeg gå så langt som til at advare imod den. Jeg har studeret visse forhold det meste af mit liv, men denne genstand krævede mere af mig, end jeg evnede’.

‘Hvad ville det dog kræve, hvis ikke et langt livs visdom og et nøje studie af de rette videnskaber er tilstrækkelig?’

Den gamle går hen til ham og hvisker ham i øret: ‘En kvinde. Med særlige evner…’

*

Det undrede ham, at en jødisk pengeveksler ikke havde taget sig rigeligt betalt for yderligere oplysninger. Man har lov til at blive overrasket, og han var åbenbart løbet ind i en stribe overraskelser på det seneste. Endnu engang var han på farten, og det lod til, at stenen flyttede sig med en dagsrejse, når han kom i nærheden af den.

Denne gang har han en adresse på forhånd og finder den i løbet af kort tid. Han banker på døren med den røde lampe. En lille indskrumpen mandsling åbner døren på klem.

‘Jeg søger Madamme, er hun tilstede?’

‘Hun tager ikke imod fremmede uden anbefaling.’ Mandslingen skal til at lukke døren igen.

‘Så er det heldigt, at jeg har en anbefaling fra Mendel Kuferstein, som jeg talte med så sent som i går. Jeg beder dem overbringe en hilsen, min Herre.’

Gnæklingen skifter attitude til servilt undskyldende. ‘Tilgiv min herre, vær så venlig at træde indenfor.’ Herefter er der ingen grænser for, hvad gespenstet med tydeligt slatne håndled og diverse grimasser på sit mimiske repertoire er i stand til at diske op med. Den slibrige huslighed forsvinder et stykke tid, hvorefter han vender tilbage og beder ham følge med. Vejen går op ad trapper gennem korridorer til en dør.

‘Vær så venlig, Madamme venter dem.’ Den gnidrede tempeltjener forsvinder, og han går ind ad døren.

Rummet er overfyldt af alskens ragelse, noget af ganske overdådig karakter. Det kan beskrives som en mellemting mellem et velorganiseret pulterkammer og et overfyldt soveværelse, men uden tegn på menneskelig tilstedeværelse. Han går forsigtigt rundt og prøver at orientere sig.

‘Vær venlig at tage plads.’ Stemmen kommer fra bag et forhæng til noget, der ligner en stor seng. Han sætter sig ned på en læderbetrukket pude, og han fornemmer en skikkelse bag forhænget. På et rundt messingbord ved siden af, står der dampende te og glas.

‘Min tjener har stillet te frem, vær så venlig at forsyne dem, hr. Farsouk.’ Hvor kender skikkelsen bag sløret hans navn fra? Ikke engang vekseleren fik hans navn at vide. Kunne det stamme helt tilbage fra købmanden – utænkeligt!

‘Velkommen til Glemslens Hule. Vi tilbyder forskellige former for glemsel i dette ydmyge etablissement, som De sikkert ved. Jeg vil gætte på, at vi ikke taler om de mere basale former, siden hr. Kuferstein har gjort sig den umage at rekommandere. Men det ene udelukker selvfølgelig ikke det andet’.

‘De har gættet rigtigt omkring Kuferstein, Madamme. Det andet var ikke lige, hvad jeg havde i tankerne. Mit ærinde er derimod en sten, der synes at føre sit eget liv. Noget tyder på, at den i sit livsforforløb har valgt deres logi, Madamme’.

‘Der er mange, der har valgt dette logi. Så hvorfor ikke også en sten? De ved, som i den gamle vending med at sove som en sten. Søvnen er vores bedste glemsel. Og drømmen selv, for den forsvinder som dug for solen. Først glemsel, så mere glemsel’.

‘Det siges dog, at denne sten i så fald indeholder sin modsætning: hukommelse. Det siges også, at det kræver særlige evner at få stenen til at betro sig. Kvindelige evner’. Han føler sig et øjeblik døsig og svimmel.

‘Og her taler De ikke om kunsten at lave mad eller børn?’

‘Alt hænger sammen og således også liv og død, føde og hunger’.

‘Meget poetisk, men vi taler ikke om den Vidunderlige Suppesten. Vi taler om den Sorte Sten med de indbrændte øjne. En sten fra en anden tid. Den tilhører mig, men den blev stjålet fra mit aflukke for en uge siden’.

‘Stjålet?’

‘Mit aflukke er meget sikkert, så tyven har været meget dygtig’.

Han synes nu, at rummet er begyndt at dreje rundt.

‘Stenen siges at huske hele menneskehedens historie. Den er en sammentrykket, men fuldstændig og konstant opdateret kopi af originalen. Det er sådan, jeg plejer at sige det. Andre siger, at stenen blot er et modtageapparat for den store hukommelse. Vi kan ikke vide det med sikkerhed. Den ene formulering er lige så god som den anden, og i disse sager er to forklaringer altid bedre en én.’

Det hele er begyndt at sejle, genstandene i rummer kører i karrusel, og lyden af lirekasser har sneget sig ind fra højre.

‘Glemsel og hukommelse sidder på hinandens ryg. Hvad jeg siger nu, vil De huske bagefter. Hvad De og jeg har sagt forinden vil være glemt for evigt. De vil blot udføre ordren i hele dens ordlyd:

Skulle denne sten komme i Deres besiddelse, vil de omhyggeligt sørge for, at den snarest mulig kommer mig i hænde. De vil overbringe den i samme tilstand, som den er forefundet – og Dem selv i samme tilstand, som De befinder sig i nu’.

Da han vågner igen, ligger han i et mørkt rum på en madras. Der er en masse larm af mennesker udenfor. Han rejser sig og åbner porten indefra, overvældes af lyset og ser, at han har ligget i en garage eller et lagerrum på gadeniveau. Porten er den eneste vej ud. Han kan ikke genkende stedet og er forvirret over, hvad han laver der.

Ved sengen finder han en konvolut med et brev i. Brevet antyder, hvor næste ophold måske kommer til at være.

*

Denne gang starter turen i byen. Den er stor nok til at skjule både tyve, mordere og korrupte politikere. Her skal der opspores en berygtet klatretyv, som det var lykkedes at slippe fra politiet i årevis. Man skulle ikke tro, det kunne blive ved med at gå. Han burde være på politiets lønningsliste for at holde dem i form. På den anden side lader det ikke til, at det har hjulpet.

Madamme, i nabolaget kendt som Den Store Hore fra Babylon, ikke just nogen smigrende titel, var alligevel til en vis hjælp, selvom hun igen sendte ham videre. Beskrivelsen af tyven fulgte med. Her vil du nok håne den stakkels fortæller for naivitet, for kan en tyv ikke kunne finde ud af at maskere sig? Fruen i huset med de spændende serviceydelser havde givet ham en nøje beskrivelse af både hans ansigt og de små, men markante ar, der røbede ham. Hun havde også givet et hint om hans opholdssted, men det var i øvrigt, hvad han huskede om samtalen.

Hvad havde der for resten været i gnomens tekande?

Hvis han havde luret damen ret, så kunne han forvente følgeskab. Der ville uden tvivl blive holdt øje med ham i byen. Den udefinerbare skikkelse bag sløret regnede måske med, at han ville lede hende til tyven og dermed endnu en gang til den forsvundne genstand. Tak for tilliden. Han havde en omtrentlig adresse i et bestemt område. Hvorfor holder den slags altid til i havnekvarterer? Men de dumme følgesvende er uhyre nemme at slippe af med. Han fandt en beværtning, hvor han bestak tjeneren til at bruge bagindgangen – efter at have betalt regningen, selvfølgelig. Efter de 10 minutter, det tog følgesvendene udenfor at blive klar over hans nummer, var han allerede over alle vande, eller rettere: bag alle gader og stræder. De måtte betale for at låne toilettet, for de var for nærige til at købe noget hos tjeneren. Der sad en hængelås på gitteret ved bagindgangen. Nøglen lå som aftalt på et bestemt sted i baggården. De to følgesvende fik herefter travlt med at genoptage det tabte spor.

Han vidste godt, at adressen ikke var noget værd i sig selv, for ellers havde Madamme selv fangen tyven. Han indlogerede sig på kvarterets hotel den første nat, bevæbnet med tålmod. På den tredje aften fandt han en informant, der kunne beskrive den omtalte skikkelse, Tårnfalken kaldte de ham. Man skulle holde øje med en bestemt baggård og adgange til rum på usædvanlig vis. Han havde forinden måttet skifte opholdssted og havde besnakket en ejer til en lejlighed, der overså baggården.

Han er heldig, for himlen er skyfri og det er tæt på fuldmåne. Hele gården er oplyst. Ved midnatstid ser han skikkelsen, der kravler op ad siden på bygningen og forsvinder ind ad et vindue i tårnbygningen. Der hænger et reb fra vinduet og ned langs en kant på siden, hvor ingen kan se det. Senere kommer der et ganske svagt lys ud af de tilskoddede vinduer øverst i tårnet. Det er derfor, de kalder ham Tårnfalken!

Tidligt på morgenen er der igen aktivitet i tårnet, og den mørkelagte beboer kommer ned fra sit logi via vinduet og rebet. Så er det på tide. Han finder vej via det lave tag i siden. Han finder rebet og de trin, som beboeren har hamret ind i murværket. Inde i tårnet følger han trapper, trin og afsatser opad. Tæt ved toppen er der en lem i taget, der skal løftes, og så er han indenfor. Der er støv og spindelvæv overalt, men der er også spor på trægulvet af sko og fødder, der har gået. De fører ud bagved og op til et loftsværelse. Her bor Tårnfalken, men der er ingen sten. Han gemmer sig i et hjørne af etagen. Beboeren må vende tilbage.

Et par timer senere høres lyde nedefra. Da beboeren er ankommet til sit højtbeliggende domicil, træder han frem fra mørket. ‘Bliv endelig siddende. Ellers må jeg bruge denne her’. Han tager en pistol frem fra sin frakke og lægger den på kanten af det bord, der befinder sig mellem beboeren og hans uventede gæst.

‘Hvad vil du mig?’ spørger beboeren af tårnet.

‘Du er eftersøgt for mange ting. En af dem er en sort sten, som du stjal hos en velbekendt kvinde i hendes etablissement. Vi skal finde en løsning på denne forsvinden her og nu, ellers er jeg nødt til at overgive dig til myndighederne’.

‘Stenen er solgt, jeg havde ingen interesse i den, bortset fra den interesse, andre måtte have. Det eneste, jeg kan tilbyde, er at fortælle dig om dens nye ejer. Jeg kan forstå, at den skifter ejer, som andre skifter undertøj’.

‘Godt så. Du giver mig alle oplysninger, og jeg røber ikke dit tilholdssted. Hvis du taler usandt, går jeg ud fra, at du allerede har skiftet tilholdssted, før jeg kommer tilbage efter dig’.

‘Jeg kan også tilbyde at stjæle den tilbage, men den slags tager jeg min pris for’

‘Sådan noget begiver jeg mig ikke af med’.

*

Silkehandlerens butik var en særlig oplevelse. Endnu en dagsrejse var tilendebragt. Byen lå på den gamle karavanerute, hvor der igennem århundreder, nogle siger årtusinder, er blevet transporteret varer fra fjerne lande i Østen, der krydsede varer fra Syden for at bringe dem til Norden og Vesten. Og silke var stadig en af de varer, der var i høj kurs.

Hvilket mærkeligt produkt! Her har kinesere ansat kolonier af orme til at spinde en tråd af verdens fineste kvalitet. Hvad bliver det næste: et spinderi der har ansat edderkopper til at producere verdens stærkeste og mest fleksible tråd? Rygter siger, at det allerede er på trapperne.

Silke har særlige egenskaber. Det er stærkt og let, det køler i varmen og varmer i kulden. Det er den kejserlige udgave af uld. Trådens ekstreme tyndhed gør, at man kan spinde stof, der er tyndere end den fineste bomuld fra Syrien og Egypten. Kombineret med kinesernes viden om farver, er silke farvebestandig i umådelig lang til, og silketøj fundet i årtusindgamle gravkamre har stadig bevaret deres farver – hvis ikke ormene har taget det tilbage til det store kredsløb.

Da han træder ind i butikken, bliver han mødt af en ung mandlig ekspedient. De passer godt på deres varer her og overlader ikke folk til selv at rode rundt og måske få et stykke fornemt tøj op under neglene ved at folde sammen i en lomme. ‘Hvorledes kan jeg være Dem behjælpelig, min herre?’

‘Jeg søger indehaveren af forretningen. Jeg kan forstå, at han for nylig har udvidet sin forretning til at at omfatte mere betyngede genstande. Det er lige fra den ene yderlighed til den anden’.

‘Den slags har jeg ingen viden om. Jeg må bede Dem om at komme tilbage i morgen, hvor ejeren vil være at træffe. Han er her altid klokken ti. Faktisk er han her kl. otte, men butikken åbner først klokken ti. De kan prøve at banke på, hvis det er meget vigtigt. Jeg skal sige, at De har været her. Og hvad var navnet?’

Han møder op klokken otte. Det var alligevel umuligt at sove længere end til solopgang, hvor en kaskade af tårnsangere forstærket af elendige højttaleranlæg kaldte til bøn. Han spekulerede over, hvorvidt der overhovedet var en muezzin i toppen af tårnet, eller om det bare var et bånd, der kørte? Og hvorfor skulle han kravle op i minareten, når der var et forstærkeranlæg? Hvad var der i øvrigt sket med deres lungekraft gennem tiderne? Led de alle sammen af KOL pga overdreven brug af vandpibe kombineret med nymodens storbyforurening?

Den unge butiksassistent er allerede mødt på arbejde, som om han blot har sovet et par timer i butikkens baglokale, og det har han måske også. ‘Kom indenfor, min chef venter dem i baglokalet’.

Han bliver ført over en gårdsplads og ind i et kontor. Her sidder der til hans overraskelse en anden ung mand. Tag plads, vær så god en kop te, hvad kan jeg hjælpe med? de sædvanlige formalia.

‘Er det rigtigt forstået, at de for nogle dage siden købte en særlig sten af en – skal vi kalde ham: forhandler ved navn Jalal?’

‘Og hvorfor skulle jeg svare Dem på dette spørgsmål? Vi handler hele tiden, og jeg går ud fra, at de også er indenfor handel og vandel?’

‘Ikke nødvendigvis. Jeg er blot samler af genstande. Men De er en handelsmand, og De har handlet med en notorisk tyv, hvilket gør Dem til en hæler. Den omtalte sten blev stjålet fra en kvinde for over en uge siden og derefter solgt videre til Dem. Det er én måde at sige det på, men hvis vi til lejligheden vender aktionsradius om, så valgte De at at købe omtalte sten, hvilket er grunden til, at De bør overveje at svare på spørgsmålet’.

Den unge mand tænker sig om. ‘Det havde jeg ingen anelse om’.

‘Altså, en indrømmelse af, at De gjorde noget, som de så ingen anelse havde om’.

‘Købmanden. Han var her i går aftes. Der var derfor, jeg ikke kunne modtage Dem. Jeg havde intet valg, for han fremførte de samme punkter, som De nu fremfører’.

‘Og hvad vil det sige?’

‘At han betalte det samme for stenen, som jeg havde givet’.

*

Det var, som han havde anet fra starten, men han havde ikke lyttet til sine egne anelser. Købmanden havde løjet om sin interesse og havde hele tiden efterstræbt stenen. Det komplicerede sagen yderligere. Han havde indtil videre konfronteret de skiftende ejere af stenen på en direkte måde. Selv da tyveri og hæleri blev bragt på banen, var der en passende tiltaleform herfor. Købmanden var åbenbart af en anden støbning.

Hvordan kunne manden forresten vide, hvor stenen befandt sig? Hans forstillede uinteresse for den – var han simpelthen blevet brugt som et redskab til at opspore den? Ingen stolede på købmanden, for som han havde indrømmet, havde han ofte gjort lidt for god en handel, hvilket oversat til almindelig tale betød, at han havde snydt sine kunder. Sammenligningen med arkæologisk gravrøveri var ikke hen i vejret, for han havde i årenes løb forhandlet adskillige artefakter, som han enten havde købt af gravrøvere eller, som rygterne sagde, selv havde bestilt hos disse. Havde han måske bestilt klatretyven til at stjæle den fra … hvem? Hvad var det for et sted, hvor han var vågnet op for et par dage siden? Det var meget tilsløret, faktisk huskede han noget om et rum og et slør. Og en kvinde? Huset var omgivet af murværker og havde et lille tårn i toppen? Et job for en klatretyv?

Havde købmanden hyret klatretyven? I så fald var silkehandleren kommet ham i forkøbet, og han havde måttet presse ham på samme måde, som han havde presset tyven. Havde han virkelig gjort det? Det gav et stik i et ømt punkt, for den slags ville han ikke have gjort normalt. Hvad skete der med ham? Han sad minsandten her og tænkte yderligere på at ombringe købmanden for at få stenen. Købmanden ville aldrig afstå den, for han havde selv ledt efter den, og nu havde han endelig fået den.

Han står i sidegaden før solopgang og har besluttet sig for at vente, til købmanden ankommer. Han vil være sikker på at være den første kunde. Måske vil butikken herefter holde lukket – resten af dagen. Det er stadig mørkt, og der står kun en enlig lampe på hjørnet ved butikken, hvilket betyder, at han selv står i mørke. Han regner med at tilbringe morgenen og evt. noget af dagen her. Den lille biks, han står foran, serverer kaffe, når den åbner. Han er forberedt på om nødvendigt at drikke sig skæv i kaffe.

Der sker imidlertid det overraskende, at købmanden forlader sin butik i samme øjeblik. Han har været der hele tiden. Købmanden bærer på en taske, der virker tung. Han bevæger sig hen mod det sted, hvor han står, men går forbi i mørket, uden at bemærke ham. Han kan ikke tillade sig at tabe købmanden af syne, men samtidig må han ikke komme for tæt på. Den mindste lyd i de tomme gader vil røbe ham.

Turen i mørket fører gennem de smalle gader ud af selve byen. Undervejs bliver alle muligheder mentalt gennemløbet. Købmanden kommer til skade. Måske behøver han ikke at omkomme, selvom han har fortjent det. Han føler evt. et hårdt slag i baghovedet. Hvordan kommer man på slaghøjde af hans baghoved? Han kan også få en sten i hovedet ovenfra. Hvordan kommer man i ovenfra-position? Han kan blive skudt ned bagfra. Men skuddet ville tiltrække opmærksomhed. Han kan standse ham og true ham til udlevering. Men han ønsker ikke, at købmanden endnu en gang skal følge efter ham. Han er nødt til at afslutte vandrehistorien denne gang. Permanent.

Det er kort før solopgang, og himlen mod øst er ved at lyse op. De nærmer sig området omkring de gamle citadeller. Et underligt sted. Udsigt over bugten, gamle murværker oven på endnu ældre murværker, der ikke engang er murværker, men synes at være udhugget direkte i klippen. Alderen er i realiteten ukendt, selvom historikere postulerer deres årstal. Masser af tilmurede døre og vinduer og trapper, der ender i ingenting eller foran netop en tilmuret dør. Hvorfor må besøgende ikke komme indenfor? Hvad gemmer sig af hemmeligheder bag disse døre og vinduer, som ikke tåler dagens lys?

Købmanden kender åbenbart til mindst én af stedets hemmeligheder, for han går op ad en af disse trapper, der ender i ingenting og … forsvinder ind gennem døren, der ikke findes! Han følger efter og konstaterer, at der absolut intet håndtag eller aggregat findes til at åbne en eventuel dør. Efter en stribe frustrerede tanker genvinder han sin is i maven. Han samler en passende sten op og beslutter sig for at vente. Med sten skal sten bekæmpes. Købmanden er nødt til at komme ud samme sted, som han gik ind.

Der går en halv times tid, før væggen åbner sig i dørform med en skurrende lyd. Han ser en skikkelse med en olielampe, og da åbningen er stor nok, presser han sig igennem og knalder stenen i hovedet på skikkelsen. Han samler olielampen op, da han har brug for den i mørket. Lige nu gælder det om at være hurtig, så han lader skikkelsen ligge på gulvet og bevæger sig hen ad gangen. Det er, som man kunne formode. Fundamentet af det gamle citadel indeholder gange og rum. Det giver fuld mening. Hvis man har været i stand til at udhugge disse omfattende konstruktioner i den bare klippe, så har man også været i stand til at gøre dem anvendelige i deres indre.

For enden af gangen ankommer han til et større rum med en forhøjning midten. På forhøjningen ligger den sorte genstand.

Så er det, han for anden gang hører den skurrende lyd af en dør, der denne gang svinger den anden vej. Lyden afsluttes af en dump lyd og et ekko gennem gangen.

I kanten af rummet opdager han sit nye fællesskab. De fleste af skikkelserne har ikke noget kød på kroppen. Et par stykker har stadig indtørrede rester af tøj og fysisk substans. Han bruger herefter den sidste olie i lampen til at konstatere, at købmanden foran den ikke eksisterende og ikke åbenbarlige dør i indtil videre velbevaret tilstand har sluttet sig til det tavse fællesskab.

Herefter mørke og uhørte råb i kammeret for hukommelse og glemsel.