Snebuddha

Det er ikke sådan, at det højere selv har glemt sig selv og ladt det lavere selv, der er vores opfattelse og oplevelse af os selv i vågen tilstand, i stikken. Det er os selv i vores dagsoplevelse, at det højere selv er ophørt med at eksistere. Gud har ikke ladt os i stikken, vi har ladt Gud i stikken og dermed os selv.

Vi har den opfattelse, at vi i søvnen drømmer og træder ud af os selv. Psykologien har lært os at betragte det som vores underbevidsthed. Vi træder her ned i os selv. Jungiansk psykologi og dens udløbere har som taget skridtet videre og erkendt bevidsthed som noget ikke-lokalt og kaldt det for det kollektivt ubevidste. De taler om arketyper som aktive symboler, der bor i dette bevidsthedsfelt. Vi træder ind i os selv og ud af os selv på én gang.

Hvad nu, hvis vi kunne interviewe vores højere selv og spørge: Hvordan ser du det?
Vi ville muligvis få følgende svar:

Jeg har valgt at lade mig nedsænke i en fysisk krop for at være i stand til at betragte mig selv. I nedsænkningens øjeblikkelige virkelighed valgte jeg amnesien, for det var en del af spillereglerne. Uden amnesi, ingen mulighed for at lære. Som højere selv uden en krop var jeg ikke i stand til at lære mere, for jeg vidste i princippet alt uden nødvendigvis at mestre det. Man kan ikke gå til eksamen men en facitliste i lommen. Kun via uvidenhed og glemsel, kunne jeg give mig selv muligheden for at forny mig. Når jeg så det hele sådan lidt fra oven, kunne jeg ikke også være i øjenhøjde med mig selv og forstå mig selv fuldtud. Jeg havde brug for at se det hele sådan lidt fra nedersteetage.

Så når du, mit lavere selv og alle I andre siger, at I drømmer, når I ikke er vågne, så har jeg nedsænket mig i en drøm om at være vågen i en krop, og når beboeren i kroppen sover, så tanker jeg og dermed du op i mit højere selv.

En del af søvnen består i at rense mig for alt det snavs og støj, der opstår i oplevelsen som vågen. Du kender det godt, hvis du kan huske dine drømme. En hel masse genoplevelse og afladning af smerte og binding til oplevelserne. Når det værste snavs er væk, så har du sikkert bemærket, at drømmene skifter karakter til en slags tanker. Tanker kan styres, de er navigerbare. De har en anden klarhed, og al angst er forsvundet. Du begynder at få ideer. Det er mine tanker. Men det er også dine tanker, for vi er ikke to, vi er den samme.

Jeg var nødt til at blive til to for at lære. Det er det, der kaldes at reflektere. Jeg er din skygge, din daemon, dit alter ego. Som dit højere selv er jeg i familie med det, du kalder for Gud – hvis du er en af dem, der bruger det udtryk. Nogen kalder det for Kilden. Det var Kilden der replikerede og skalerede sig selv i myriader af bevidstheder for ikke at være ensom længere. 

Bevidsthed findes overalt. Selv en sten har en form for bevidsthed. Den ved, at den er netop dén sten og ikke en anden sten. Måske gør den brug af andre og tilsyneladende mere levende bevidstheder for at vide det. Vi lever i et felt af sammenvævede bevidstheder, der alle refererer til Kilden.

Der findes hellige skrifter, der både har forstået og alligevel ikke forstået, hvad Kilden og bevidsthed er. I en af dem står der: Du må ikke have andre guder end mig. Det er noget misforstået vrøvl, der skyldes en historisk oversættelses- og forståelsesfejl. I virkeligheden skulle der have stået: Jeg er den, jeg er, og da jeg er ALT, der er, kan der ikke findes andre guder end mig, for de er alle sammen mig i et uendeligt og varierende antal. Du må have alle de guder, du vil og i hvilken form, du foretrækker, hvis det er nødvendigt for, at vi kan føre en samtale.

— o —

Et ufrivilligt studie af tredimensionelt liv
i angelisk fugleperspektiv

Englen Astérpil falder ud af den 4. dimension og ned gennem den dimensionelle tæthed.
Normalt kan dette ikke finde sted. Fartøjerne eller tilstandene i den æteriske verden er yderst driftsikre, men i særlige tilfælde opstår der noget, der i menneskelig terminologi kunne kaldes en fejl. Egentlig er der snarere tale om et overspring i informationsfeltet, hvor fejl, som vi kender dem i den fysiske verden, bliver mulige. Intentionens sikre styringsenergi afløses her af et øjebliks forvirring. Vi kan kun bruge begrebet øjeblik, der er tidsbundet og begrebet forvirring, der er det menneskelige tab af fornemmelse for intentionens styringskraft for at forklare det momentane – igen et menneskeligt begreb – tab af overblik og klarsyn.

Hændelsen af ‘da’, hvilket vil sige tilstedeværelsen af tid i rum i dimensionsfeltet, hvor tid og rum normalt ikke findes – ‘normalt’ igen et 3-dimensionelt begreb – opstår via overspringet i informationsfeltet. Al information er digitalt lagret og udført. Det findes i det mindst mulige felt af eksistens og er derfor i sin natur uendelig, umiddelbar tilgængelig, overinformeret og selv-reparerende. Bortset fra enkelte bobler af afskårethed, der flyder rundt i det universelle kontinuum af information.

Det er, kan man sige, en sådan boble af afskårethed, som englen Astérpil støder sammen med – sammenstød igen værende et menneskeligt begreb, der forudsætter rum, bane og masse. I den ikke-fysiske dimension kaldes det et mørkerødt hul, et indsugningspunkt til en tæthed af lavere frekvens med tid, rum og tyngde.

Det er også her, det besynderlige sker. Englen Astérpil inkarnerer som en fugl, nærmere bestemt en allike. Hvis begrebet inkarnerer ikke resonerer, så vælg begreber som materialiserer eller manifesterer eller realiserer – vel vidende at realiserer i betydningen virkeliggør ikke er fyldestgørende, da vi under alle omstændigheder taler om virkeligheder. Faldet foregår gennem et lag af skyformationer, bevægelsen er cirkulerende, fornemmelsen af tæthed og konsekvens er smertefuld – smerte forstået som adskilthed fra det frie holografiske, skalerbare informations- og intentionsfelt. Det luftige energifartøj fortættes til et sæt vinger beklædt med fjer, en krop med et påmonteret hoved med et påmonteret næb. Underneden et dobbelt landingsstel påmonteret tre fremadrettede kløer og én bagudrettet.

Lad os forstå det rigtigt. Fuglen eksisterer allerede i 3 dimensioner. Der er et øjebliks forvirring – og her kan vi for første gange tale om ‘et øjeblik’, hvor tiden og rummet rammer den luftige bevidsthed nedefra – så at sige – hvor den i forvejen eksisterende fugl flyver ind i den form for lavthængende skyformationer, der kendes under navnet tåge og overtages af noget ganske andet og ukendt, der rammer den – man kan måske sige ‘nødlander’ i det fjerede, luftbårne fartøj og sender dens fuglebevidsthed ud i skroget, hvor det i et splitsekund i nedfrossen tilstand lagrer sig i en bevidstheds-kuffert i dette fartøjs bagagerum.
Alting foregår herefter i tid og rum bundet til en krop af fjer, næb og kløer. Da inkarnationen eller nedfaldet sker, befinder fuglen sig i luften. Den abrupte udskiftning af førstepiloten i cockpittet får de umiddelbare konsekvenser for navigationen, at luftfartøjet ‘staller’ og dets bane antager de førnævnte faldende cirkler, der til sidst afbrydes af en kollision med en stribe visne siv i udkanten af en sø. Den fysiske del af nødlandingen slutter med at det fjerede fartøj bliver opfanget af bevoksningen og ruller rundt i blandingen af græs og siv.

Skulle et vinget væsen ikke uden større problemer være i stand til at overtage styringen af et andet? Tag ikke fejl her – spørgsmålet er stillet ud fra en forkert præmis. Engle er ikke vingede væsener som afbilledet på naive religiøse malerier. De har intet at bruge vinger til, hvor de kommer fra, og ville derfor ikke vide, hvad de skulle stille op med dem. Hvis man viste dem et maleri af Botticelli, ville de ikke genkende sig selv.

Da fornemmelsen af tilstedeværelse i det ganske fremmede miljø begynder at indfinde sig, og udsynet op i en blå himmel set nedefra gennem en stak siv ikke længere synes tilfredsstillende, beslutter englen Astérpil sig til at undersøge fartøjets – for det er sådan, det opfattes – navigationsmuligheder. Da den på ingen måde ser sig som værende identisk med det ubehagelige fjerede væsen, må det være en påklædning eller et fartøj. For et fartøj findes der et sæt manøvrer og metoder, der kan læres. Et hurtigt gennemsyn af den indbyggede online-manual indkapslet i det organiske fartøjs dna-stuktur og centralnervesystem afslører, hvad landingsstellet, vingerne og haleroret skal bruges til. Der er også et afsnit om nødprocedurer, fx om hvordan man vender sig om, når man er landet med stellet opad. Et godt sted at starte.

Vi skal her undlade at gøre rede for det yderst komplicerede koncept, der består i overhovedet at fatte opad-nedad, frem-tilbage, til den ene og den anden side. I firedimensionel geometri opereres der med fri skalering, alle samtidige retninger og vilkårlig invertering af indre og ydre. Vi vil her gøre et overspring i fortællingen og nøjes med at nævne, at det er langt sværere at forstå firedimensionel geometri, når man er vant til tre dimensioner, end omvendt.

I løbet af en times tid i jordisk målestok, en stribe akavede kolbøtter, næsestyrt og næbdyk, klo-infiltrationer efterfulgt af en række hals- og fjerbrækkende flyøvelser – man kunne måske tale om en tidskomprimeret repetition i form af tilbage-fremspoling af dyrets erfaringsprogression fra nyudklækket unge til flyvefærdig tilstand – befinder den genfødte allike, tidligere kendt som englen Astérpil, sig på en gren i et træ i udkanten af en skov på en ø i et land mod nord på en planet et sted i et solsystem i en galakse iført en temmelig ubekvem hybrid mellem et fartøj og et sæt tøj – og med følgende ubesvarede spørgsmål: Hvad er dette for et sted, hvad skal jeg her, og hvordan kommer jeg tilbage igen?

*

Englen Astérpil opdager meget tidligt en af de betingelser, som dimensionsfaldet har bragt. På en af de første flyveture prøver den at manøvrere gennem et sted, der er bestukket med høje strukturer med forgreninger og vedhæng af en bestemt lyskvalitet. Da den ikke når at reagere i tide, tørner den sammen med den brede del af strukturen, hvilket afføder en ubehagelig følelse, som den ikke har kendt. Den findes ikke i højere dimensioner.
Ved at studere andre vingede væsener, bliver den klar over, at de på den ene side nøje undgår disse strukturer og på den anden side er i stand til at gribe om de tyndere dele med deres nederste aggregater. På den måde lykkedes det den at sidde stille på et bekvemt sted. Da den forsøger at meddele sig til de andre flyvende væsener, kommer der til dens forstyrrelse en sær hæs lyd ud af munden på den. Hvad mere forstyrrende er, at der tilsyneladende kun findes denne ene lyd i dens lydprogram. Det er først, da den yderligere opdager, at den stadigvæk er i stand til at sende og modtage de andre væseners frekvenser, at den falder til ro. Lyden er kun et signal om, at der samtidig bliver sendt på mere subtile kanaler.

I dette dimensionsfelt er der hele tiden noget i vejen. Man kan ikke uden videre bevæge sig igennem det, selvom nogle strukturer er mere eftergivende end andre. Det skal alt sammen erfares ved eksperiment. En af disse strukturer er ganske glat og delvis gennemsigtig. Da den prøver at bevæge sig ud på den, synker den nedad. Den redder sig skyndsomt op igen og ryster sig af med dele af strukturen, der er blevet hængende. Andre flyvende væsner synes ikke at have problemer med at blive ovenpå strukturen. De omformer sig til et andet slags fartøj, der er i stand til at flyde. Det går op for den, at den især skal studere flyvende væsner, der ligner den selv.

Der er desuden andre væsner end de flyvende. Nogle har ikke vinger, men bevæger sig udelukkende i de lave regioner af feltet. Disse væsner er det hensigtsmæssigt at undgå. Og hvorfor ved den det? Fordi den fra en udkigspost observerede et sådant væsen nærme sig et af de flyvende væsner. Før det var muligt at signalere til flyveren, at det nærmede sig et større væsen, var det for sent, og flyveren var under støj og modstand blevet samlet op af det større væsen. Den fornemmede flyverens indre væsen give efter og forlade sit aggregat. Der var ikke længere en modstand at spore, og hele scenariet synes at udspille sig efter et på forhånd defineret regelsæt.

Det er her, det går op for Englen Astérpil, at der hersker et sæt særlige betingelser for dimensionsfeltet, der består i udveksling af levende væsners energifelter. For de bevægelige væsners vedkommende anvendes det samme aggregat, som de producerer deres særlige lyde med. Hvert væsen har sine særlige lyde, nogle har mange, andre har, som den selv, kun få. De bevægelige væsner indtager simpelthen et andet levende væsen, som regel mindre, men det kan også være større, bliver passiviseret og delvist indtaget. Andre væsner overtager efterladenskaberne, indtil der kun er en uspiselig fast struktur tilbage. Visse væsner indtager kun de mere statiske strukturer, der også viser sig at være levende væsner blot med et andet værensfelt. Det er her, den opdager sin egen trang til at indtage livsenergi fra de statiske gevækster, der kommer op af undergrunden. Ikke alle er anvendelige, og via et særligt program, som den henter frem fra sin dna-strukturs indbyggede instruktionsmanual, bliver den i stand til at skelne mellem de indtagelige og de uindtagelige livsenergier.

Visse regelsæt ved navigationsfartøjet er indbyggede, andre skal erfares. De andre levende væsner lærer af hinanden. Her bliver tilstanden i dimensionsfeltet for alvor besynderligt. Udover at levende væsner, dynamiske såvel som statiske, indtager hinandens energifelter, så er disse væsner også i stand til at reproducere sig selv som bevægelses- eller statiske aggregater. Faktisk bevæger de tilsyneladende statiske væsner sig også, blot i et helt andet tidsperspektiv. Derfor findes der overalt små og unge væsner, sammen med de større og gamle. De små lærer af de store, hvilket er ganske forunderligt.

Da Englen Astérpil selv er uerfaren omend iført et aggregat, et fartøj, der i princippet burde indeholde en fuldbefaren navigatør, er den nødt til at fremskynde processen for i det hele taget at holde fartøjet intakt og ikke udsætte sig for den nådesløse betingelse i dimensionsfeltet, hvor fartøjet opgiver sin videre færd ved enten at blive til energetisk næring for andre væsner eller slet og ret falde om og ophøre med at indtage den næsten æteriske substans af stærkt fortyndet materie, som visse bevæger sig flyvende igennem – en slags primær næringskilde, der indimellem bevæger sig sidelæns og får de statiske levende væsner til at give efter. Undertiden bevæger den usynlige substans sig så kraftigt, at visse statiske væsner falder omkuld, og de bevægelige væsner vælger ikke at bevæge sig unødvendigt.

Alt sammen en del af den fremskyndede læreproces. En anden primær næringskilde synes at stamme fra den lysende kugle af arkangelsk natur, der bevæger sig over synsfeltet og forsvinder bag kanten i et cyklisk mønster. En tredje er netop den gennemsigtige og let klæbrige substans, som kun væsner med særlige fartøjer kan bevæge sig på eller indeni, men som til gengæld kan indtages sammen med mere faste energisubstanser.

*

Englen Astérpil skifter fokus efter en række cykler fra den lysende kugle. En særlig type af væsner bruger kun et par bevægelsesaggregater, ligesom den selv i øvrigt, men uden vinger. Det øverste par bruges til at gribe om genstande med. Som sin yderste skal, bruger de forskelligt materiale, som ikke vokser ud af sig selv.

Denne type af væsner er i det hele taget væsensforskellige fra andre væsner. Der er noget særligt dissonnant over deres natur. På sin vis fornemmes et nærmere beslægtskab med den englelige væsensform, men på den anden side virker det, som om dette potentiale er uudviklet eller afskåret. Deres indre verden synes både avanceret og kaotisk på samme tid. Det er et trehjernet væsen, hvor den tredje del af hjernen er ganske veludviklet, men de synes ikke at beherske deres egen natur på samme måde, som de mindre avancerede væsner.

Englen Astérpil er både forvirret og nysgerrig på samme tid, og den finder efter et stykke tid en lydløs måde at tune ind på disse væsners sende-og-modtage-apparater. Selv når de ikke åbner munden for at tale, kører der konstant en indre dialog. Der raser hele tiden små eller større elektrokemiske storme i deres organisme, der kan mærkes i hele det felt, der omgiver dem. Det er derfor nok at placere sig i umiddelbar nærhed af et af de tobenede væsner og derefter zoome ind på det virvar af frekvenser og information, der udsendes, opfanges og transmitteres i dets system. Englens – ikke fuglens – indbyggede transkodningsprogram gør det herefter muligt at oversætte disse frekvenser til læsbar information.

I starten er det svært at sortere, da der foregår en uhyre mængde støj i disse væsners systemer. På sine ture til steder, hvor væsnerne nogle gange befinder sig i større mængder i eller i nærheden af en samling af faste hylstre med delvist lukkede og afskærmede sider eller andre gange i bevægelse i mindre skinnende containere langs baner af glat, mørk substans, bliver fuglen sig bevidst om muligheden for at lægge filtre ind for at afskærme og isolere det, der synes at komme fra enkelte væsner i forhold til det, der blot glider igennem dem.

Indimellem kan støjen eller faseforskydningen blive så akut, at det giver sig udtryk i skingre udladninger fra disse væsner. Især synes de mindre størrelser at være særligt ustabile eller disponerede for det. Disse udbrud er særligt svære at kapere for den, så den i starten vælger at fjerne sig fra området. Senere opdager den sin evne til diskret at sende en harmonisk frekvens indover den disharmoniske frekvens hos det mindre væsen. I visse tilfælde skifter væsnets bevidsthed over til en anden dimension, mens dets kropsrytme nedsænkes til en rolig puls. En enkelt gang går det dog galt, da den i succesens

overmod er hoppet op på et håndtag på en af disse meget små bevægelige containere, hvori et ganske lille væsen ligger. Pludselig vågner væsenet og ser den gråsorte skikkelse sidde foran sig, hvorefter dets før så udglattede ansigt forvandler sig til et forvredet antræk, og ud af dets mund kommer denne lyd, denne ubeskrivelige og uudholdelige lyd af rendyrket disharmoni. Fuglen vælger i dette uladsiggørlige tilfælde at skynde sig bort.

Også væsner – personer kalder de sig selv – af en gennemsnitlig størrelse har undertiden disharmoniske udladninger af energi. Det kan ske, når de interagerer to og to, og en person henvender sig til en anden person med en intention, dvs. indforstået information, der tillægges en anden intention, dvs. en helt anden information, fordi den anden person i samme øjeblik bliver forstyrret af en tværgående frekvens. Denne frekvens kan være en forsinket meddelelse fra fortiden, eller en for tidlig ankommet frekvens fra fremtiden. Det kan være frekvenser indeholdende informationer fra helt andre personer til et helt tredje sæt af informationer. Det betyder herefter, at en kæde af hændelser, udladninger finder sted, der minder om det lille væsens udladninger, altså den lille person under udvikling og dennes skingre, uudholdelige lyde af rendyrket disharmoni. Fuglen finder dette både fascinerende og irriterende. Det virker ganske umotiveret med disse udladninger, ganske ude af trit med disse personers potentiale og essens. Under betragtningen af en af disse optrin foran et af deres større hylstre – kaldet et hus – siddende på det øverste dækkende lag af dette huse, beslutter fuglen sig som en del af dens selvvalgte serie af eksperimenter at intervenere. Og da den et stykke tid forinden har opdaget, at dens fartøj, dens korpus, er udstyret med forskellige åbninger, hvoraf en af dem er i stand til lukke en klæbrig og ildelugtende substans ud, letter den fra tagryggen, sætter kurs mod de to personer i færd med deres disharmoniske udladninger, dykker nedad, åbner for det organ, der på fuglekroppens underside frigiver substansen, retter fartøjet op i sidste øjeblik og drejer væk. Den klæbrige substans fortsætter i lige linje og rammer i den del af deres stående fartøjer, hvor udladningerne giver sig lydligt udtryk. De to væsener ophører med deres irriterende udladninger, retter dem for en stund mod kilden til den nye irritation fra luften … hvorefter de opgiver deres mellemværende og går ind i hvert deres aflukke.

Det mest mærkelige er dog, at væsnerne, personerne næsten alle i en eller anden grad synes af være ude af fase med deres egen flerdimensionelle natur. De bevæger sig rundt i en tilstand af vildfarelse fra den del af deres væsen, som konstant betragter dem og forsøger at vejlede dem. Dette flygtige væsen føler sig i mange tilfælde hjemløs omend forbundet med personen. Det er som om personens modtageapparat er frakoblet, eller også bliver stemmen fra deres indre flygtige væsen overdøvet af dette virvar af støj og indtrængende stemmer.

I enkelte tilfælde bukker personen helt under og befinder sig i samme tilstand som de to personer ved huset, men indenfor rammerne af sin egen færden og nærmeste omgivelser. Det flygtige og det konkrete, det ydre og indre, synes helt at smelte sammen. En person med langt flagrende hår i en park – fuglens terminologi udvider sig med stor hast, jo mere den betragter og opsamler information om personerne i denne virkelighed – fægter vildt om sig og skælder ud på andre væsener, eller rettere: stumper af væsener, der synes at flokkes om sig. Disse væsens-fragmenter synes at være identiske med de stemmer eller den totale mængde af støj, som passerer gennem alle personerne, men for denne person udgør de en mere konkret udfordring. Den opmærksomhed, som personen giver disse væsener er ude af proportion med deres grad af konkrethed, deres flygtige natur. Selv helt inde i personens energilegeme, det felt af elektrisk spænding, der omgiver alle personer og ikke-personer, alt levende på dette sted, har der indlejret sig stumper af væsensenergi, der krampagtigt holder sig fast som energetiske skadedyr.

Det paradoksale er, at denne person – i modsætning til de andre personer – på den ene side er sig relativt bevidst om sit eget flygtige væsen, dets mange facetter og dets del-personligheder, men på den anden side ude af stand til at kontrollere dem og er derfor henvist til at udsætte dem og sig selv for deres indbyrdes modsætninger. Personens elektrokemiske storme raser konstant, og hver time er der udsigt til dårligt vejr i det psykiske lokalområde.

Englen i skikkelse af fuglen laver påny et intervenøst eksperiment. Den hijacker en af personlighederne i den splittede persons konfliktfelt og lader den med en energi af venlig ikke-reageren. Den nydefinerede personlighedsenergi går efter et stykke tid i dialog med de andre personlighedsfragmenter, der samles omkring den nyankomne med et nysgerrigt blik. Det er som om, de har ventet på ankomsten af et neutralt felt, der kan aflede al denne energi uden mål og ankomststed. Der optræder en tilstand af lettelse.

Fuglen bliver klar over, at væsnernes konfliktsøgenhed er en slags påkaldelse, der indeholder et ønske eller en bøn om lydhørhed. Al denne støj, råben og skrigen er anråbelser om noget, der som regel aldrig indfinder sig af sig selv. Alt råber og intet hører. Pludselig er der noget, der hører, og alle råb holder inde.

*

Englen Astérpil i skikkelse af et bevinget væsen har set, hvad der kan ses i form og skikkelse af bevingethed i tre dimensioner. Det står nu klart, at det bevingede ophold ikke har den flyvske karakter, som kunne formodes, men snarere har karakteren af et fangenskab, hvorigennem den har haft lejlighed til at betragte andre væsners fangenskab. Den begynder herefter at lede efter en måde at undslippe sit fængsel og fartøj på.

Én måde ville være at ombringe fartøjet. Men hvis der opereres efter de universelle principper – og det er der for englen i skikkelse af fuglen og dens nuværende erfaringsmængde en hel del, der synes at tyde på – er det ikke tilladt at aflive sig selv. Man må ikke crashe sit eget fartøj, i hvert fald ikke uden en særlig forhåndsgodkendelse fra de Højere Råd. Hvis det skal ske, skal det ske af sig selv. Et forstyrrende element i det dimensionelle bevidshedsfelt er just, at der flakker væsner rundt uden fartøjer, der enten ikke har fået lov til eller som har valgt at tage sig selv lov til at crashe deres fartøjer. Disse kropsløse stalkers og stakler, skaber blot spirituel støj hos væsner med kroppe, da de ikke ved, at disse er i deres nærhed og interagerer. Englen Astérpil har en særlig bagvendt forståelse for deres uforløste tilstand. De er fanget i en mellemstation af ikke-kropslighed. Derfor hænger de fast især ved kropslige væsner og fysiske lokaliteter. Den selv er fanget i just kropslighed, altså det samme med omvendt fortegn.

En anden måde er at komme i nærheden af et rødt hul, en dimensional portal. Her skal man i de tre dimensioner være mere end almindelig heldig. Disse huller findes, men de allerfleste af dem er ikke antændte, de virker simpelthen ikke. Sandsynligheden for at finde et tiloversblevet funktionelt rødt hul er alt for ringe. Risikoen ville også være alt for stor, da man ikke med sikkerhed kan vide, hvad der befinder sig i den anden ende. Ikke alle lokaliteter i det mangedimensionelle univers er ønskværdige destinationer, og disse lokaliteters indvånere er ikke alle at regne for godt selskab.

Det er i denne tilstand af frustreret søgen, at Englen Astérpil i skikkelse af en allike mærker et stik i sin højre vinge. Den fornemmer et væsen, der forsøger at kontakte den. Det tager et stykke tid at indstille modtageapparatet på den nye frekvens, men da den er etableret, modtages en besked, der oversat til forståelighed ville være således: Jeg takker dig for et interessant ferieophold. Jeg håber også, du har nydt dit ophold i den krop, som jeg blev født i. I det mindste håber jeg, at det har bibragt en vis forståelse for de forhold, vi lever under på dette sted i denne tid. Ikke alt er, som det burde være, men vi har måttet tilpasse os.Det er et yderst interessant dimensionsfelt, du kommer fra. Beboerne har været imødekommende overfor det, som de påstår var en fejl i systemet. Jeg har fået lov til at bevæge mig rundt på visse betingelser. Ganske imponerende. I længden kan det godt blive en anelse ensformigt for sådan et væsen som mig, der er vant til en mere kontant form for afregning. Jeg trives bedst i afgrænsede felter og ikke i den store ubegrænsethed.Jeg foreslår derfor, at vi igen bytter tilstand. Jeg har fået mandat til at overbringe dig nøglen. Det er ganske simpelt og kræver blot indtagelsen af en særlig substans.

Den usynlige, men særdeles mærkbare skikkelse, trækker sig tilbage, og englen i skikkelse af en fugl, der nu er blevet kontaktet af fuglekroppens autentiske navigatør, downloader en instruktion for det forestående skift. Den forbereder sig ved at rengøre fartøjet i en vandpyt, hvor den pjasker rundt en halv time, hvorefter den sætter sig til at tørre på en gren.

Metoden er herefter ganske rigtigt helt enkel. Den består i at finde en gevækst i skovbunden. Det er en særlig gevækst med en blød substans i form af en stængel med et aflangt hoved i toppen. Den skal indtages ret hurtigt, og herefter skal der findes et sted udenfor rækkevidde af væsner, der kan have interesse i at bruge én som energikilde. Det skal også være et sted, der ikke kræver aktiv fastholden, da kontrollen over kroppen vil forsvinde midlertidigt. Englen i skikkelse af fuglen har i forvejen fundet stedet, en dyb kløft i en sidegren på et stort træ. For nylig har den lært begreberne ‘gren og træ’ og er kommet til at værdsætte disse langsommelige, statiske væsener og den beskyttelse, de yder for fjerede, flyvende og mindre kravlende væsner.

Efter indtagelsen af den på visse punkter ildelugtende gevækst, der ikke er listet op i standard-forplejningsmanualen, og efter indlogeringen i den dertil indrettede kløft i træet, indfinder der sig en i stigende grad omtågethed. Det bringer mindelser om det nylige fald forårsaget af en fejl i det hyperdimensionelle system, blot med den forskel, at de spiralske former drejer den modsatte vej. Det er på ingen måde behageligt, det føles som at blive flået i stumper og stykker. Til sidst giver den slip og mærker, hvorledes den bliver suget opad og udad. Det sidste, den hører i den tredimensionelle dimension er: Tak for det og god rejse. Jeg ser, du har efterladt min fjerdragt i hæderlig stand, og …
… og flere meddelelser, der blot forsvinder i baggrunden, ligesom landskabet – for det hed det – forsvinder af syne, ligesom himlen – for det hed den – forsvinder, i trit med, at den udvidede dimensionalitet indfinder sig.

Englen Astérpil har en allike at plukke med et par af de hyperbevingede fjolser, der ikke sørgede for at vedligeholde portalen i form af et rød hul, og på denne måde udsatte den for en ferie – den har lige lært et nyt udtryk fra det hinsides-undersides på falderebet til sin genopstandelse. Lignende ferieophold står ikke på ønskelisten fra nu af og til evigheden.

Amen.