Vers på tværs

1.

Når din dag er forbi
og du ser, hvad du fik
Når dit værk er i hus,
og du tænker fordi

Det er alt, du har brug
for at komme i hu,
hvad vi savnede der,
når vi havnede her

Når din time er nær
og du hører en lyd
Når de truer dit liv,
og du griber dit sværd

Det er alt, hvad du får
fra i dag og i går
Når vor tid er forloren
er det tid til i morgen

Når du tøver en gang
og du søger er svar
Når din hjerne er mør
og du mangler en sang

Det er alt, der skal til
at du tør og du vil
Vi kan tænke hver tanke
uden galskabens spil?

Når du heler dit sår,
når du klarer dit vid,
og du råder dit bod
på fortielsens år

Det er alt, hvad du kan
med din men’skeforstand
Det er mér end du tror
i en Verden, der gror

Når du atter har fred
i det hus, hvor du bor
Når dit udsyn er klart
og du ved, hvad du ved

Det er alt i vor verden
i vort liv og vor færden
Der er noget på spil
Det er livet, vi vil

2.

Hold dit hoved koldt min ven
Hold dit hjerte varmt i kulden
Hold din tanke klar i tågen
når du skimter lys igen

Hold din hjerne fri for støv
Hold din tunge lige i munden
Hold din skude fast i kurs
til du øjner land på sigt

Hold din pen i spidset stand
Hold dit sværd parat ved siden
Hold din sti i ryddet form
til din gæst er vel i hus

Hold din dør på klem for venner
Hold din skodde tæt mod fjender
Hold på hunden, hold på hatten
til dit vejr er stilnet af

Hold din tale klar i spyttet
Hold da helt og holdent fast
Hold din pande klar i fedtet
så den ej går op i røg

Hold din kælder fri for rotter
Hold dit køkken fri for mus
Hold dit selskab fri for dårskab
og din sejler fri af kyst

Hold din seng helt fri for utøj
Hold din ryg helt fri for had
Hold nu op med tudefjæset
sæt din værdighed i spil

Hold parykken, hold gebisset
Hold protesen stramt på plads
Hold da kæft hvor taget løfter
sig i vestenvind og storm

Hold igen med tungetale
Hold tilbage profeti
Hold dig selv på egen bane
lykken har sin egen smed

Hold dit løfte, hold din ære
Hold dit ildsted fri for sod
Hold moralen højt og hævet
så du ikke giver køb

3.

Har vi nogensinde været der?
Har vi nogensinde kendt til frihed?
Er der nogen, der kan sige mig,
hvad der foregik i mellemtiden?

Har vi nogensinde fået lov
til at mærke vores sande væsen?
Er der nogen, der kan sige klart,
at de kender deres livsformåen?

Er der nogen, der kan tale ud
om fortielsernes gamle svøbe
om de lag af løgn og retorik,
krigens hersker kaldte for historie?

Kender vi vor slægters arv?
Tror vi bøgerne om fortids levned?
Holder selvforherligelser stik?
Var elendigheder altid givet?

Når vi tror, at videnskab er nok,
de har styr på verdensaltets kræfter,
de har knækket koden for alt liv
ved at kalde det for en maskine

Når vi tror, at sygdom, sult og krig
er tilfældigheder uden vilje bag,
så er selvbedragets magt i spil,
det er dumhedens forblindelse

Når vi tror, de vil os det så godt,
mens de ødelægger almenvellet,
så bebor vi deres slavestat,
vi er fanger i et åbent fængsel

Når vort vand og mad er fuld af gift,
når vor medicin er fuld af sygdom,
så er folkemord det nærmeste,
vi kan komme en beskrivelse

Men pas på for hovmod står for fald
Verdens herskere er blevet anråbt,
deres tid ved magten er nu slut,
de har valget mellem dø og deltag

Deres legetøj er hentet ind,
deres kat er hoppet ud af sækken
Der er lukket for det varme vand
al troværdighed er på retræte

Det er atter tid at fatte håb,
vi har lov igen at kræve trivsel,
ej som mediers propagandaævl,
ej som tom parolesnak fra Borgen

Tyranniets magt er på retur
Vi må kræve vores liv tilbage
Alt det stjålne skal vi have igen
Al den falske gæld skal eftergives

Gennemsigtighed er nu et krav
De skal redegøre for hver krone,
som de før har givet bort til de,
der har truet dem til korruption

Tunge skatter til et apparat,
der har ravet til sig af ressourcer
for at vokse som en cancerbyld,
som en parasit, en grådig gøgeunge

Alle love, der har haft som mål
blot at tvinge folket under åget,
de skal udraderes på en studs,
så vi efterpå kan trække vejret

Hele statens luskebukseri,
alle hemmelighedskræmmerier,
de skal op udi den friske luft
de skal ud og hænge lidt til tørre

Vigtigst er imidlertid for os,
der har levet i afhængigheden,
at begribe vores styrekraft
og forstå, hvad suverænitet er

Mennesket er ikke skabt fordi,
vi skal kaste os i næsegruset
Vi er skabt i billedet af DEN
der har skabt det Univers, vi bor i

Vi er skabt som Lysets Børn fordi,
vi er varetagere af Lyset
Men vi glemte det i Mørkets Tid
Vi blev overrendt af Intetheden

Der er atter plads til tændte lys
Det er atter tid til eftertanke
Det er Genskabelsens Gyldne Tid
Det er morgenstund for eftertiden

4.

Jeg gik mig bort til Kragehøj
Mit skridt var tungt, min vej var drøj
De sorte fugle fulgte mig
på vej mod højen op de fløj

Hvad så du på din vej min ven?
Hvad hørte du på vej derhen?
Hvad sagde vinden dig i nat
og stemmene i busk og krat?

Jeg gik mig bort og så et syn
Jeg hørte skrald og så et lyn
Jeg så ham dingle i sit reb
Vend om, vend om! og vinden peb

Hvad gjorde du, hvad tænkte du?
Der var vel tid at fly endnu
Hvorfor dog ikke vende om
og sky al mørkets sorte gru?

Jeg gik mig bort for ej at fly
fra skæbnens skygge i mit sind
Om det er land, om det er by,
den følger mig i vejr og vind

Hvad skete så i skyggeland?
Hvad skete der ved gravens rand?
Ved galgebakkens fod du stod
og samlede dit skøre mod

Jeg gik mig bort til Kragehøj
Fuldmånen lyste på mit tøj
Den lyste på min hånd og fod
og stiens grus var fuld af blod

Hvad hændte der? så sig dog mer!
Fortæl mig alt hvad end der sker
Fortæl mig hvad du ville dér
blandt dødemænd og onde feer

Jeg gik mig bort ej for at dø
og høre helvedshunden gø
men for fra dagens første stund
at se på solen lys og rund

Hvad gjorde du i nattens ly
før solen skinnede påny?
For skyggerne vel næppe lod,
som ingen sagde dem imod?

Jeg gik mig bort foruden frygt
For intet sted er mere trygt
end der, hvor lys har skygge fat
og råder selv i dødens nat

Jeg tror jeg ved, hvorfor du gik
Jeg tror din skæbne tog bestik
af al din færden og forstod
at intet står imod et mod

Jeg gik mig bort, som just du si’r
Mit mod var skrøbeligt papir
men kærlighed min eliksir
og tro og håb var mit visir

Lad sorte fugle flyve did
til Kragehøj ved nattetid
De bringer bud i mulm og mol,
at dur og dag bli’r mangefold

Jeg så det syn ved dagens gry
at alle skygger måtte fly
For illusionens tågesky
og Mørkets Magter måtte ty

til andetsteds og udenlands
og fly fra land og fly fra by
For Kragehøj er blot en knold
og intet hjem for heks og trold