Sange fra det underste land

Ingen lever forgæves

I mit sen-univers – er det kommet på tværs
Det er hermed på vers – at Verden gik i pervers-mode,
gik i perplex-code – i stand-by-mode

I en virkelighed – af påvirkelighed
til en virkelig led-og-ked uvirkelighed
Verden gik i spåner – en verden de håner

Men jeg siger dig:

Ingen lever forgæves, alle kommer hjem
Alle har en tid, alle får et sted
Intet liv går til spilde, alle kommer frem
Alle har en stemme, når vi tales ved
Når vi mødes omsider, når vi ved besked
Når vi ved, at vi lever i en Verden af fred
Ingenting er tilfældigt, døren står på klem
Alle vedrører alle, lad os tales ved

I min auto-detekt – verden gik i defekt
Ingen løftede hånden – ingen kaldte på ånden
Verden gik fra forstanden – både kvinden og manden

I en virkelighed – af manipulerbarhed
Er der ingen der trives – for det siges og skrives:
Verden gik i stykker – den gik på hjul og krykker

Men jeg siger dig:

Ingen lever forgæves, alle kommer hjem
Alle har en tid, alle får et sted
Intet liv går til spilde, alle kommer frem
Alle har en stemme, når vi tales ved
Når vi mødes omsider, når vi ved besked
Når vi ved, at vi lever i en Verden af fred
Ingenting er tilfældigt, døren står på klem
Alle vedrører alle, lad os tales ved

Jeg lægger mig ned

Har du hørt, har du hørt, Verden blev forført?
Den blev overkørt, trillebørt, gennemblødt.
Og har du set, har du set, Verden blev forkert?
Den blev underkendt, overrendt og endevendt.

Har du følt, har du følt, Verden blev forkølt?
Den blev inficeret, amputeret, afmonteret.
Har du smagt, har du snust, har du mistet din pust,
har du mærket, hvad du tænker, når du ved, hvad der er hændt?

Jeg lægger mig ned, jeg ser op i Himlen.
Giv mig tegn, giv mig regn på mit tørre kadaver.
Jeg kaster mig ud fra min kælderbalkon.
Er der ingen, der har tænkt sig, vi skal hjem i dag?

Har du hørt, har du hørt, det er kugleskørt?
Verden gik i frø, da de sagde, vi sku’ dø.
Har du set, har du set, set og sket er sket?
Verden gik fra forstanden, gik i halm og hø.

Har du følt, har du følt, har du mål og med?
Verden gik i spagat, gik i hundene
Har du smagt, har du snust, er du sønderknust?
Verden gik fra samling, for både ung og gamling.

Jeg lægger mig ned, jeg ser op i Himlen.
Giv mig tegn, giv mig regn på mit tørre kadaver.
Jeg kaster mig ud fra min kælderbalkon.
Er der ingen, der har tænkt sig, vi skal hjem i dag?

Har du hørt, har du hørt, har du tænkt og skrevet?
Er du skredet i svinget på din vejmaskine?
Har du set, har du set, har du råbt og skreget?
Blev du tvunget i knæ af en vejrballon?

Har du følt, har du følt, har du svedt og åndet?
Gik i betalingsstandsning, her midt på samlebåndet?
Har du smagt, har du snust, er du skudt i låget?
For mon vi fanged’ færgen, og mon vi nåed’ toget?

Jeg lægger mig ned, jeg ser op i Himlen.
Giv mig tegn, giv mig regn på mit tørre kadaver.
Jeg kaster mig ud fra min kælderbalkon.
Er der ingen, der har tænkt sig, vi skal hjem i dag?

En tid

En tid til gøren – en tid til laden
En tid at kalde – en skovl for spaden
En tid til fjendskab – en tid til venskab
Er fjendskaber andet – end vanskabninger af venskaber?

En tid til deling – en tid til heling
En tid til søgen – en tid til løsning
En tid til væren – en tid til handling
Er handling ikke – en vej til forvandling?

Er vi de fangne – i tidens labyrintiske væv?
Eller er vi de undvegne – der huserer undercover?
Er vi de indsatte – fanget i et fængsel af frygt?
Eller er vi de undslupne – på vej til et andet og bedre sted?

En tid er omme – den tid er kommet
Den tid er ladet – med menneskers håb
En tid er ude – historiens bagrude
Den tid er kommet – årtusinders råb

En tid til at øve – en tid til at prøve
En tid til at leve – en tid til at dø
En tid til virkeligt – at gøre til virkelighed
En tid med farvel – til uvirkelighedens virkefelt

Er vi de fangne – i tidens labyrintiske væv?
Eller er vi de undvegne – der huserer undercover?
Er vi de indsatte – fanget i et fængsel af frygt?
Eller er vi de undslupne – på vej til et andet og bedre sted?

Kaptajn Nemo

Fra min undervandsbåd i det underste vand
ses de sjoveste fisk fra det underste land
Jeg gemmer mig i atmosfærernes tryk
jeg holder mit vejr i et undervandsdyk

De tror, jeg er blot en forunderlig fisk
med nitter og skrue og finner og luge
En søko de tænker, med koøje på
Prøv ikke at bide mit hærdede harnisk

Jeg svæver således i stille incognito
udklædt som hemmelig havfrue-ko
Hvad har vi mon her midt i tangskovens blade?
En sømokkasin og en suppeskildpadde

Der svømmer finanshajen, snu monetær
Den udsnuser byttet, den lugter sit blod
Den opsluger alt i sin udbytterfærd
Den ved, hvad den samlede havbund er værd

En søpølse-hotdog med rejesalat
som hovedret får jeg en sild i spagat
på en havbund af saltede traumer
et dybde-psyko-logisk attentat

Ved kysten der ligger en strandet hval
En omvendt Titanic ej længer’ bemandet
Kulturen er trannet, den derfor er landet
Vor verden er strandet i ve og i kval?

Kaptajn Nemo – er mit navn
I mit Nautilus-rige bliver vand til vin
På slingrekurs med Imperiets greb
i verdensomsejling på vandbenzin
er det sunkne Atlantis min fødestavn
og en bundgarnspæl – min sikre havn

Kaptajn Nemo – er mit ry
Mit undervandskammer er under tryk
Jeg ridder mig gerne på hvalfiskeryg
men blander mig udenom om land og by
fra min dykkerklokke af undercover
jeg kaster mit anker på ny

I Sargassohavs-junglen de åler sig frem
i den flydende regnskov af ansvarsløshed
I hulen i dybet der bor en muræne
forsigtig så ej du behøver at spæne

Politiske skaldyr i havbundens skov
slår kløerne ned i en vælgerforening
De taler ej gerne om havforurening
og krabber sig sidelæns udenfor lov

Jeg klapper mit klaptræ og filmer en klaptorsk
og havkatten skider i Kattegat
Jeg skriver min logbog med blæksprutteblæk
klap sammen din østers, så hold dog din kæft

Piratfiskestimer på charmeturne
turisterne svømmer med lemmer på spil
en rovdyrs-kapitaliserings model
skeletter er alt, hvad de levner farvel

Et nyt kontinent udaf plastikbestik
kondomer og flasker og masker vi fik
en flydende tikkende bombe af lort
som om denne klode består kun så kort

En spækhugger åd sig en pukkelhval til
mens publikum klappede gællerne i
se bort fra den havodder, giv mig en kvabodder
10 cigaretskodder flyder forbi

Kaptajn Nemo – er mit navn
I mit Nautilus-rige bliver vand til vin
På slingrekurs med Imperiets greb
i verdensomsejling på vandbenzin
er det sunkne Atlantis min fødestavn
og en bundgarnspæl – min sikre havn

Kaptajn Nemo – er mit ry
Mit undervandskammer er under tryk
Jeg ridder sågerne på hvalfiskeryg
men blander mig udenom om land og by
fra min dykkerklokke af undercover
jeg kaster mit anker på ny

Tornerose

Hør hvor de råber – de hyler i kor
Hør hvor de støjer – med krigsmaskinens skrig og hvinen
Hør hvor de griner – af alt hvad vi går og tror
Hør hvor det skurrer – med hjernevasker-dødslogik
Hvad si’r du så min ven? Nu kører de igen!
Hør på den samme – forlorne retorik

Se hvor de vifter – med blodskudte flag
Se hvor de blafrer – i røg og damp og vestenvinde
Se hvor de flimrer – i skærmens bedrag
Se hvor de danser – en dødedans med ondt i sinde
Er vi tilfredse – med flimmerfacader?
Er vi tilfredse med – syntetisk Dommedag?

Tornerose – vågn op fra din lange nat
Stå op og sluk – for elefantens vuggevise
Ole Lukøje – så gi’ mig din fedtede nathue
Det er tid til pause — i din syvsoversøvn

Hør hvor de larmer – der rasles med sabler
Hør hvor din trommehinde transmitterer sørgekor
Hør hvor de trutter – i krigselefanters snabler
Hør hvor de græder – for deres syge mosters mor
Er vi tilfredse – med tåbernes tilstand?
Er vi tilfredse – med skrøner og fabler?

Se hvor de stiller – sig an i deres positur
Se hvor de spræller – som sprællemænd og nikkekoner
Se hvor de falder – på knæ for de store mænd
Se hvor de bruger – de dyre skatteborgerkroner
Er vi tilfredse – med løgn og latin?
Er vi tilfredse – med mislyd og falske toner?

Tornerose har du sovet i timen?
Fik du lidt for meget valium og sovemiddel?
Ole lukøje – du fyred’ den fede
Hvad var det, du vendte dit blinde øje til?

Tornerose – vågn op fra din lange nat
Stå op og sluk – for elefantens vuggevise
Ole Lukøje – så gi’ mig din fedtede nathue
Det er tid til pause – i din syvsoversøvn

Holger Danske – stig ud af din katakombe
Du har soved i otte-hundred-sytten år
Er omsider de tider kommet, som der står?
Flet dit hængemule-hår og let din rumpe

Og Snehvide, du ligger i din sarkofag
Lyset skinner på din månekiste nat og dag
I din stasis af mørkemager-paralyse
Hvornår kommer kommer Den Hvide Prins og kysser dig?

Tornerose – vågn op fra din lange nat
Stå op og sluk – for elefantens vuggevise
Ole Lukøje – så gi’ mig din fedtede nathue
Det er tid til pause – i din syvsoversøvn

Ensom i byen

I byen – jeg går og betragter
de andre – der går med distance
til alle – i hver deres verden
af ensom og kedsom balance

I toget – i bussen, på gaden
vi undgår – altid øjenkontakt
med de andre – i vores ensomheds boble
af angst eller nærhedsforagt

Hvad tror vi? – hvad tør vi dog tro på?
Hvad har vi dog? – at gøre godt med?
Hvem har vi? – hvis ikke hinanden?
Hvor bor vi? Hvis ikke i Hinandenland?

Hvorfor bor vi her – hvis vi aldrig tør
række hånden ud – løfte blikket op?
Hvis vi aldrig gør – nabo dør-om-dør
banke på og spør’ – er du blevet skør?
Eller har du lyst – blot et øjeblik
Bor vi dør-om-dør – eller kyst-til-kyst
Kan vi tales ved – blot en stund og to
Har du tid i dag – og måske i morgen?

På gaden – jeg går og fornemmer
de andre – der som de sovende glemmer,
vi er alle de vågne og levende
de endnu i live – tiloversblevne

På torvet – i supermarkeds-kassekøen
så vi står her – i indkøbsvognens fangehul
med de andre – i vores udslusnings-nåleøje
af irriteret – men’skeforagt

Hvad tror vi? – hvad tør vi dog tro på?
Hvad har vi dog? – at gøre godt med?
Hvem har vi? – hvis ikke hinanden?
Hvor bor vi? Hvis ikke i Hinandenland?

Hvorfor bor vi her – hvis vi aldrig tør
række hånden ud – løfte blikket op?
Hvis vi aldrig gør – nabo dør-om-dør
banke på og spør’ – er du blevet skør?
Eller har du lyst – blot et øjeblik
Bor vi dør-om-dør – eller kyst-til-kyst
Kan vi tales ved – blot en stund og to
Har du tid i dag – og måske i morgen?

Det underste land

I skygger, i tåger, i Tårenes Dal
Der vandrede, søgte en mærkelig mand
Han valgte sin rute i gråd og i kval
Han solgte sin velfærd og opgav normal

Han søgte sin kvinde, den bortførte brud
som opslugt af Mørkets uvirkelighed
fortabt blandt de døde i underlighed
blev hensat i skyggernes venneløshed

Han søgte sin muse, sin daemon, sin ven
I bunden af Dybet han fandt den igen
Med Skyggernes Konge han indgik en pagt:
Jeg frigi’r din kvinde men tag dig i agt

Orfeo – din verden forsvandt
Da du vendte dig om for at få besked
Du valgte din fortid og ikke dit nu
Du valgte at tvivle på det, du ved
Eurydike, din brud, er fortabt
Din tvivl sendte hende til Helved’ ned
Din tvivl har din skæbne skabt
Du er dømt til at være ked og led

Se aldrig tilbage, se fremad i tro
Tag aldrig igen til den brændende by
Hvis blot du et øjeblik føler uro
vil skyggerne kræve din muse på ny

Men manden der vandred’ i Skyggernes Land
blev hjemsøgt igen af sin falsk-eller-sand
Han valgte at tvivle, han opgav sin tro
Han så ned i skyggernes giftige vand

Her så han sin elskede blive til salt
Til støv og til intet, til skyggegestalt
En støtte af død i en ørken af svovl
hvor ingen kan grave med spade og skovl

Orfeo – din verden forsvandt
Da du vendte dig om for at få besked
Du valgte din fortid og ikke dit nu
Du valgte at tvivle på det, du ved
Eurydike, din brud, er fortabt
Din tvivl sendte hende til Helved’ ned
Din tvivl har din skæbne skabt
Du er dømt til at være ked og led

Orfeo – din verden forsvandt
Da du vendte dit ansigt til Hedensted
Du valgte at udfordre falsk og sandt
Du valgte at glemme din mulighed
Eurydike er for Verden tabt
Din tvivl er din fremtid og hendes med
Din tvivl har din verden skabt
Du er dømt til at svede dit ansigts sved

Vi vil tales ved

Når vi nu engang
tar’ fri for tvang
Når vi ikke mer’
spør’ om lov

Når vi slipper fri
fra et tyranni
fra millenniers mørke
og slaveri

Ikke hvis men når
i dag i år
Det er ikke nok
med i går

Vi vil tales ved
om hvordan vi kan
drikke livets vand
i årvågenhed

Vi vil mødes igen
Det er nu, det sner
Ingen trolddom skal
binde os mer

Når vi nu begår
en anden sang
Når vi nu begir’
os på vej

Når behov og ej begær
sender hjem en hær
Når et forsvar er nok
for et militær

Når jeg hører fra min mund
jeg er hel og sund
når jeg ser det i dit blik
uden anden grund

Vi vil tales ved
om hvordan vi kan
drikke kildens vand
kun i kærlighed

Vi vil mødes igen
ej alene mer
Ingen ondskab vil
tvinge os mer

Vi vil tales ved
om på hvad vi tror
vores liv beror:
på samvittighed

Vi vil mødes igen
Det er nu, det sner
Ingen trolddom skal
binde os mer

Runesten

Her ligger Storslem Halgrimsson
Han fælded’ mangt et bråddent kar
I Niddingland for blodigt ar
Fik du din banemand, min far?

Vil Helgrim Skallesmækkersson
bevidne her at selvforsvar
var årsag til det banehug,
der blev til Storslems banear?

Ved guders og profeters røv
min økse sagde aldrig tøv,
den råbte til mig: skalle kløv!
Ved Odins skæg – med overlæg! 

Vil du så stortings-ombudsmand
nu skrive øje for en tand
om Storslem med det lille lem
trak op af brøndens klare vand?

Du Helgrim Skallesmækkersson
Din dåd ej uden nidding var
Du dømmes her til udenlands
at flytte bort – det er vort svar

For tand for øje, hug for gok
ej længer’ er en årsag nok
Så pak dit æsel, rul din sok
Vi har af skallesmækken nok

Således hverken Helgrim fik
ejheller Skallesmækkersson
et medhold i at niddingskævl
var vellyd eller gudeskik

Ved guders og ved asers dåd
Ved tænders gnidsel, godtfolks gråd
Vi hylder ej enhver udåd
Kun mjød og mad er kæmperim

Jorden rundt på tre minutter

Jeg sejler op af Congofloden 
i et gummi-sidde-badekar med plads til to
bare mig og min bjerggorilla, vi ku’ godt få brug
for en Congobajer her i fred og ro

På slingrekurs med statistikken – det ku’ lige passe
vi gik ned med mand og abe og en kuglegrill
Hvis det hele går bananas – er det bare til 
Bahamas med den næste tomme rutebil

Jeg padler op af Amazonas – jeg skal nå den næste 
floddamper sammen med min jaguar
Hvis den bider i kaptajnen, får den én over fregnen
ellers må den æde kattemad, og hvad vi har

På bagkant med styresystemet – jeg tænker mig at
agtersejle klimapolitik i år
De maler op på væggen, for de tænker, at vi tænker,
at vi går til bunds med mand og mus og knurrehår

Jeg hyrer en patruljebåd fra Apokalypsen
på Mekongflodens vande til Imperiets fald
På frihul i lagunen og med udsigt til monzunen
Østen for redningsvesten – Norden for arvesynden

Mig og min orangutang på vej til et sted
hvor vi ikke mer behøver at forstå en besked
Vi tar, hvad der kommer, vi gir, hvad vi har,
vi sidder på et palmeblad med røven bar

På Nimbus med en sidevogn på Route 66
Ved Tulsa Oklahoma fik den brug for et fix
Vi kørte i garage, tog bestik af baggage
mig og landskildpadde vi fik os en kiks

Vi ruller mod Chicago ind i mafialand
en nation er gået fløjten på fallittens rand
Fra DC til LA har de bedrevet rov
men på Route 66 er der lidt plads til sjov

Vi rasler rundt i bagkupeen og ryger en urt
den transsibiriske maskine kører som smurt
Mig og min yeti kommer langt omkring i nat
Den åd en vodkastiv kosak med hud og med hat

En dag fik Moder Rusland omsider så nok
af fascisterne i Kiev’s korrumperte amok
Nu river de sig selv i håret nede i Bruxelles
det militært-industrielle klyngebombe-chok

Vi hænger ud og tomler os de atten hundred mil
Fra Alice Springs til Brisbane er der tid til et smil
mig og min koalabjørn på eucalyptus-trip
Østen for redningsvesten – Norden for arvesynden

Mig og min orangutang på vej til et sted
hvor vi ikke mer behøver at forstå en besked
Vi tar, hvad der kommer, vi gir, hvad vi har,
vi sidder på et palmeblad med røven bar

Vi hejser op en bambuspind med fribytterflag
Vi nynner på en børnesang om velbehag
Der er ingen tid til hængemule om I går 
og i morgen kommer aldrig, for den blir til i dag

Jeg flyver på Atlanten i en luftballon
med en søpapegøje som blind passager
jeg skriger til mågerne fra min himmelbalkon
De vil ha’ bidesild og og badesalt og mer og mer

Vi vinker til en blåhval udfor Blåvandshug
og vinden går frisk henover Limfjordens vande
til Skagerak og Kattegat, ohøj alle mande!
Landet fra oven, der er stranden og skoven

Så langt som øjet rækker, er der sne og sne
Antarktica er lukket land, jeg hyrer en ufo
Mit hemmelige rumforsvar er sneboldkamp
På min flyvende tallerken bor en kejserpingvin

Hvad gemmer sig i sne og kulde dybt i sin grav?
En fortid i stase, en kold månebase?
Det rager mig en høstblomst og et hestegebis
Østen for redningsvesten – Norden for arvesynden

Mig og min orangutang på vej til et sted
hvor vi ikke mer behøver at forstå en besked
Vi tar, hvad der kommer, vi gir, hvad vi har,
vi sidder på et palmeblad med røven bar

Vi hejser op en bambuspind med fribytterflag
Vi synger på en børnesang om velbehag
Der er ingen tid til hængemule om I går
og i morgen kommer aldrig, for den blir til i dag

Mig og min orangutang på vej til et sted
hvor vi ikke mer behøver at ta’ mod en besked
Vi gør, hvad vi tænker, vi tror, hvad vi ved
vi sidder på et palmeblad i hemmelighed

Manden med leen

Jeg rager en høstblomst til stængelen ned
bevæbnet med fladfil og fattigmandsle
For tidsler og vissengræs falder omkuld
gi’r plads til en ny bund af spirende guld
Og leen den fejer for fode

Giv skvalderkål lov til at starte påny
og nælder har godt af en studsning
og burre og bynke og andet salat
Gør skovflåten hjemløs, den lede krabat!
For leen den fejer for fode

Lad stykket i midten dog uberørt stå
der bor et par piggede pindsvin
Og tårnfalke muser i vilden sky
De venter til musen forladt har sit ly
Mens leen den fejer for fode

De siger, at høsten blir sparsom i år
De siger, vi lider af tørke
Men bønder beklager sig altid på trods
De dyrker bekymringer, mørke og ørke
Mens leen den høster til hobe

Som græs er og menneskets dage
Det blomstrer som markernes blomster
Når en vind blæser over det, er det ej mer
Og der, hvor det før stod, man ser det ej mer*
Og leen den fejer for fode

Men inden ret længe så gror det igen
Utrætteligt skyder af rode
de grønne gevækster, de saftige strå
for intet i livet er gået i stå
Trods leen den fejed for fode

omskrivning af Salmernes Bog 103:15 eller samme 90:5-6 + x-antal steder i Bogen, der citerer salmen

En usyngelig sang om gangarter

Jeg går lige i Panik, er der nogen, der skal ha noget med?
Vi kan også gå i Bersærk eller Grassat, for der kører de ugens tilbud
Wa siger du, i Spagat – den går ikke, for de har lukket nu
Nej for resten, jeg har alligevel ikke råd, for jeg gik i Betalingsstandsning forleden

Til gengæld kan vi gå amok og gå i hundene bagefter,
hvis det hele går ad helvede til og skuden går ned med flaget
med mand og mus og går til bunds i skysovsen,
så går det hele fløjten, og vi går op i limningen

Vi går et skridt frem og to tilbage
Vi går ind for sagen, vi går på røven
Vi går ind for fremskridtet i princippet
Vi ved bare ikke helt, hvad det går ud på

Der gåes til sagen, der gåes til makronerne
De går til den, gør de
Men nu går den ikke længere, 
for den går fallit og rabundus

Den gik i sort, den gik død
Hun gik fra forstanden, han gik på spanden
Det gik bananas, tiden gik i stå
og potteplanten gik ud, for den vidste ikke, hvad den gik ind til

Hun gik i for små sko, han gik sine egne tanker
De gik i vejen for hinanden, de gik fejl af hinanden
Det er gået tilbage for samfundet, det er gået fremad for tilbageskridtet
Den går ikke, Granberg*, det gik i skuddermudder

Det går mig ilde, det går mig på nerverne
Det går til marv og ben, når de døde går igen
Det hele går i stå, den går i tomgang
Min skulder er gået af led, min kone er gået fra mig

Hvis vi går stille med dørene, så går det nok endda,
selvom det går sin skæve gang med skøre gangarter
Jeg går lige hen og henter mit gangstativ,
så jeg kan gå hen og gå nedenom og hjem

trivia* Granberg, en ballonskipper, der ville flyve fra Danmark til Sverige
den gik så ikke, og han fik en sok