Samtale med Universet – hverdagskosmologi
Jeg er begyndt at tro på værdien af integration af kosmologi og hverdag. Vi lever i kosmos, mens vi går ud af landevejen. Kosmos griber hele tiden ind i vores hverdag, og vi sender hele tiden til Kosmos. Det Hele interagerer med Det Specifikke. Det non-Lokale interagerer med Det Lokale. Hvordan kan vi have glemt, at det altid har været sådan?
Statement om bevidsthed: Det er non-lokalt.
Her kommer vi helt sikkert på kant med hjerneforskere, der som hoveddogma har, at bevidsthed er et biprodukt (affaldsprodukt) af hjerne-aktivitet, grå celler og neuroner.
Hvordan mærker vi denne indgriben?
Hvordan mærkes det større felt, der griber ind i det mindre felt?
Hvor og hvordan mødes hverdag og verdensalt?
Her kommer et dagbogsnotat.
Disclaimer: Dette er en undersøgelse af muligheder og en undren over disse. Jeg håber at undgå prætentiøse påstande om særlige evner udover dem, som vi alle har i et eller andet omfang.
Case: Hjælpende hænder
For et par dage siden beslutter jeg mig til at cykle til Brugsen i Ugledige. Jeg bor på Jungshoved, og der er 11 km til Ugledige, hvilket den dag er i den stiveste mod-vestenvind. Hvis jeg åbner munden, begynder mine kinder at flapse. Sine åbne steder kunne jeg ha’ gået ved siden af min egen cykel. Det er oven i købet små-regnvejr, så det er nok, hvad man vil betragte som et stygt vejr. Men jeg er klædt på. Jeg ved, at det ville blive en kamp at komme derud, men at jeg ville blive belønnet med at blive blæst hjem. Er det ikke derfor, man kæmper sig op ad et bjerg med ski på? Der gik sport i det. Jeg er ingen ung mand, men de skal fander-eddeme ikke komme her og sige, at jeg ikke kan … du ved.
Det går fint omend med hiv og sving. De søde damer i Brugsen i Ugledige er som altid hele besøget værd. Det er hej-hej-og-velkommen i samme sekund, man kommer ind ad døren. Den dag er jeg totalt udmattet på den gode måde, for jeg klarede det. Jeg får mine ting og en lille hyggelig sludder og ud af døren.
En kilometer nede i medvinden kan jeg godt mærke, at der er noget galt. Mit forhjul er punkteret, og jeg har 10 kilometer hjem – fååk!!. Hvor punkteret er det? Jeg skifter min cykelkurv om til bag-bagagebæreren for at lette vægten fra forhjulet, for det er et smart system, hvor den klikker til både for- og bag. Jeg kører videre, og det holder faktisk nogenlunde. Min punktering må være et meget lille hul, der lukker sig, når slangen synker sammen. Jeg er forsigtigt forhåbningsfuld.
Da jeg er tre kilometer hjemmefra, har jeg et nyt problem: Det er ved at blive mørkt, bilerne kan ikke se mig, for jeg har ikke lys på. Jeg glemte det i min fiksering på forhjulets tilstandsrapport. Jeg stopper for at montere mine lygter og i samme øjeblik standser Anders i sin bil og siger: Jeg var lige ved at køre dig ned, for jeg kunne ikke se dig, skal du ikke bare hoppe ind og blive kørt hjem. Det er bare et eksempel på den hjælpsomhed, der findes herude på bøhlandet, hvor kragerne vender. Og du kan bare stille din cykel her hos Mikkel. Vi holder ud for en gård. Da jeg har stillet cyklen, har Anders allerede send en txt til Mikkel om, at der står en cykel ude ved vejen, og om han ikke vil stille den indenfor.
Næste dag går jeg de tre kilometer op for at hente min cykel med en cykelpumpe på nakken. Men jeg når kun en kilometer, før mine unge naboer Søren og Signe ruller op på siden af mig og spørger: Skal du ikke med? Jamen det skal jeg da. Jeg bliver overdænget med hjælpsomhed i disse dage. På bare to kilometer udveksler vi en hel bunke lokal sladder af den gode slags. Folk interesserer sig for hinanden herude, og sladder er som udgangspunkt ikke ondsindet, tværtimod.
Så kommer jeg op hos Mikkel, som jeg har snakket med en enkelt gang uden at kunne sige, at jeg kender ham. Han har en stor fin hønsehund, som løber om kap med mig, hver gang jeg kører forbi, for det gør en jagthund åbenbart – især når den keder sig med et bensæt, der er skabt til at spæne. Den gør ad mig bag hegnet, mens jeg henter cyklen, som Mikkel har flyttet om bag skraldespanden. Mikkel kommer ud, og vi får en snak med tak. Hunden bliver helt rolig, for når dens ejer synes, at manden udenfor hegnet er OK, så er han OK. Er det ikke det, man har en hund til?
SÅ: I løbet af 24 timer har jeg mødt 4+ mennesker, der alle har hjulpet mig ud af den blå luft uden regning og med en tydelig fornemmelse af, at det er en fornøjelse for dem.
Hvor stort er det ikke? Det er det, jeg mener med interaktion med kosmos. Du går dér på landevejen, du har et problem, verdensaltet svarer og løser dit problem og sender et godt menneske for at krydse din vej, når du har brug for det. Jeg forstår det ikke helt, men jeg er nødt til at anerkende det hverdagsagtigt mirakuløse. Jeg har oplevet det for tit til at kunne henkaste det under betegnelsen: dum tilfældighed. Der er en anden slags lovmæssighed på spil her, og vi må hellere ta’ og lære os noget mere om den.
Krøllen på historien er, at to dage senere er cyklen ikke punkteret længere. Den holder hele vejen ind til Præstø og tilbage igen – næsten. For ud for det selvsamme hus tre kilometer hjemmefra er mit baghjul pludselig punkteret! Og denne gang er den god nok. Det var måske bare et advarselsskud første gang med beskeden: Og næste gang, du kører så langt, så husk cykelpumpen. Det havde jeg så – og så fik jeg brug for den
Tal med Gud
Nogle kalder det for Gud.
Andre kalder det for Universet.
De kalder det nogle gange for Livskilden eller bare Kilden.
Nogle kalder det for Det Højere Selv.
Nogle kalder det for dobbeltgængeren eller den ikke-dominante hjernehalvdel, hvis de gerne vil lyde psykolog-tekniske.
Nogle taler om Samvittighedens Stemme.
Det freudianske begreb overjeg er ikke rigtigt dækkende. Freud var i det hele taget ikke særligt dækkende.
Ateister kalder det ikke for noget, så når de hører en indre stemme, tror de, at de er ved at blive sindssyge.
Verdensreligionerne har mange navne for Det Store Bevidsthedsfelt – og der var så et nyt navn.
Case: Hill-Billy
En herlig hillbilly, en ung ranglet livsglad legesyg mand, der bor helt alene ude på landet, har valgt at leve uden fødselsattest, køreort, ID-kort, strøm, rørlagt vandforsyning eller kloakering. Han lever i Amish- og Amonit-land uden selv at være medlem af deres trossamfund, men han siger, at han mere eller mindre lever som dem – altså uden moderne bekvemmeligheder.
Så hvorfor gør han det? Som han forklarer, så blev han kun ulykkelig af at skulle løbe stærkt hele tiden for at betale regninger. Så på et tidligt tidspunkt i hans liv kaldte Gud ham til at leve et mere simpelt liv for at være tæt forbundet med naturen. Der løber en bæk forbi hans hus med rent vand. Hans jordstykke sørger for alle de grøntsager, han har brug for. Skoven forsyner ham med alt det brænde om vinteren, han har brug for.
Som stor knægt var han så syg og havde så mange smerter i sine ben, at han en dag ikke kunne holde det ud længere. Han pakkede sine ejendele væk, tog sit bedste tøj på og begav sig et sted hen, hvor han kunne kaste sig ud fra en klippe. Han fortalte ikke nogen om det, så han mente det helt alvorligt.
Da han stod der, hørte han en stemme tale til ham i sit hoved. Den sagde til ham, at det var meningen, at han skulle leve videre, og at han en dag ville blive helbredt.
I dag lever han med sine heste. De få penge, han har brug for at tjene, kommer ved at give heste sko på for folk i området og pleje hestenes hove. Da han fik sin første hest – og han bruger dem til at arbejde, pløje-harve-rive og til at køre en hestevogn – kunne han ikke finde ud af det. Der var to heste foran ploven, og han kunne ikke få dem til at gå lige. Han blev frustreret og slog dem en kæp. Så var det, at stemmen talte til ham igen og sagde, at han skulle lære tålmodighed af dyrene. Det gjorde han så, og de kom sidenhen til at elske at arbejde for ham, for heste kan lide at bruge deres kræfter, ligesom hunde elsker at løbe.
Når han bliver spurgt om, hvordan det fungerer at tale med Gud, så forklarer han det sådan: Det er ikke sådan, at jeg hører en egentlig stemme som i en Hollywood-film, dyb mandlig røst, masser af rumklang som i en kirke, såen ovenfra. Nejnej sådan er det ikke. Det er tanker, jeg får og bemærker, og som jeg fornemmer, ikke er mine egne tanker.
Det er jo interessant. Kunne det betyde, at vi kan lære os selv at holde kæft og bare høre efter? Kan vi lære at skelne mellem egne tanker og andre tanker? Kan vi oven i købet indlede en dialog med de tanker, der ikke er vore egne? Folk, der taler med Gud, vil muligvis sige, at det er det, de gør hele tiden. Kunne vi lære os selv at gøre noget lignende? Hvis vi ikke tror på Gud, så kan vi bare kaldet det noget andet.
Én ting er sikkert. Vi kan alle trænge til et godt råd indimellem. Vi kan så vælge at spørge andre mennesker til råds, hvilket kan tænkes at virke – sort of …
Ind imellem sidder gode råd lige i skabet. Så er det kun spørgsmål om, hvorvidt vi er i stand til at tage imod dem, og det er herefter op til os at gøre noget ved sagen. Et måske endnu mere interessant spørgsmål er, hvem det er, der kommer med det rigtige gode råd, og om det er det direkte adspurgte menneske, der kommer op med det.
Møder med tilfældige mennesker
Det fører videre til andre interessante spørgsmål.
Hvornår møder vi de rette mennesker i vores liv?
Og hvor kom de lige pludseligt fra?
Er det nogen, der har kaldt på dem?
Har vi selv kaldt på dem?
Hvor befinder opkalds-centralen sig i så fald?
Lad være med at spørge tilfældigheds-teoretikerne, for de har ingen svar på den slags spørgsmål. De har besvaret alt med: Det findes ikke.
At der er myriader af mennesker derude, der har oplevet alt det, der ikke findes, synes ikke at bekymre tilfældigheds-teoretikerne.
Deres logik er: Fordi jeg aldrig har oplevet det, findes det ikke.
Lad være med at spørge nihilister om tilværelsens dybere lag.
Deres svar vil til enhver tid være: Der intet = nihil at besvare.
Al eksistens er ifølge en nihilist overfladisk tilfældighed udspyet af en maskine uden mening og formål, for formål kræver en ‘formåler’ med bevidsthed, og den slags findes ikke i nihiliteten, da bevidsthed er et affaldsprodukt af neuroner, der fyrer den af i et univers af varmedød – random >< modnar.
Lad være med at spørgehjerneforskere om, hvad bevidsthed og intelligens er.
De opererer stadigvæk under det overordnede koncept, at det hele bor i hjernen, der som processoren i en computer styrer det hele.
Spørg i stedet – måske – Stemmen.
Hvad var meningen med mit møde med de mennesker, jeg mødte?
Vi ved det først bagefter. Vi fødes igen i mødet.
Den nyfødte husker intet om tidligere eksistenser, deraf navnet: nyfødt.
Eller gør vi? Kan vi vide det i mødets øjeblik / øjeblikkets møde?
Jeg har gjort erfaringer, der tyder på, at vi er i stand til at genkende de mødedeltagere, der er hidkaldt af noget, vi har udsendt. Vi kan selv være hidkaldt til gavn for andre som en mødedeltager uden at vide det.
Cases: Det dårlige selskab
Kosmos er ikke lutter lagkage.
Ikke alt derude er venskabeligt.
Jeg har mødt mennesker, der havde en dobbelt-personlighed.
Under visse betingelser skiftede de totalt karakter.
Jeg havde en ven – troede jeg – der med for meget alkohol i systemet blev til en øgle.
Når han skiftede personlighed, og øglen overtog, sad han og gentog: bonderøve! bonderøve! Han var vokset op i Gentofte, og bonderøv var åbenbart det værste skældsord, man kunne udspy. Da det også gik op for mig, at han ingen respekt havde for mig, var jeg nødt til at skære venskabsbåndet over.
Jeg havde en kæreste – troede jeg, og jeg boede sammen med hende i et år – der indimellem skiftede personlighed og blev til et andet og ondsindet væsen. Hun regnede sig selv for at være en meget spirituel person. På et tidspunkt lod hun sig scanne af en healer, der konstaterede, at der var elementaler, der var flyttet ind i hendes energifelt, hvorefter healeren uddrev nogle af dem. Jeg tror ikke, healeren fik bugt med dem alle, for hun havde stadigvæk en split-personlighed. Jeg kunne selvfølgelig ikke bo sammen med en person, der fuldstændigt umotiveret og pludseligt sad og angreb mig og mistænkeliggjorde mig. Og fred være med hende for de gode ting, vi havde sammen.
Hvad skyldes denne form for besynderlig adfærd, hvor mennesker skifter personlighed? Skyldes det, at visse former for mentale forstyrrelser er væsener, der har besat det mentale felt? Noget kunne tyde på, at det finder sted.
Jerry Marzinsky | Mental Disorders are Entity Possessions
Kvantefeltet
Rupert Sheldrake har studeret fænomenet og kalder det for The Quantum Field. Han har skrevet en bog med den herlige titel Dogs that know when their owners are coming home: And other unexplained powers of animals.
Sheldrake er biolog og meget systematisk metodisk. Han har samlet den forskning, der er om fænomenet. Experimenterne er udført, så dyrene ikke kan siges bare at have tillært en vane. Ved at skabe uforudsigelige situationer viser det sig, at deres intuition er meget sikker, også når input varieres og tilføjes uforudsigelighed. Så de kommunikerer altså med kvantefeltet.
Gregg Braden beskriver en særlig attitude til begrebet bøn. I stedet for at tigge og be’ Gud om hjælp og grundlæggende opføre sig som et barn overfor sine forældre eller en tigger på gaden, så siger han, at hemmeligheden består i at lære sig selv at udøve bevidst taknemlighed og sig tak til Universet for, at … det allerede har fundet sted. Man kan også kalde det for manifestering. Man kan også kalde det for et stykke hvid magi.
En anden hemmelighed er, at Universet ikke forstår negationer. Det springer alt, der kan formuleres som ‘ikke’, over. Det er ret katastrofalt, når man tænker over det. Det understøtter rent faktisk ideen om positiv tænkning. Universet reagerer ikke på brok og kværuleren – hvilket er en negeret formulering, så vi prøver igen: Universet svarer på ønsker om et godt liv med specifikke karakteristika.
En tredje hemmelighed ligger i det efterhånden kendte udsagn: Pas på, hvad du beder om, for du kan risikere at få det. Det hænger nøje sammen med de tre andre hemmeligheder.
En fjerde hemmelighed består i, at når man beder Universet om hjælp da at nedprioritere personlig vinding. At bede om hjælp for selv at blive i stand til at hjælpe til i Den Store Plan er at foretrække. Sagt på en anden måde: at personlig vinding har et højere formål end blot én selv. Eller måske: at personlig vinding inkluderer win-winding for en selv + andre, da støre lykke og tvivsel for alle er det samme for mig. Men også det omvendte: at større lykke og tvivsel form mig skal smitte af på andre.
Sig tak for mad
Bordbønnen er en gammel tradition. Vi tænker på den som en kristen tradition, men det er bare den form, den har fået i vores kultur, der er dannet af Kristendommen.
Som en generation, der er vokset op med sækulariseringen, er bordbønnen oplevet som noget pinligt og fremmed. Vi forstod ikke, hvad den skulle til for. Her sidder man og er sulten og vil gerne kaste sig over maden og skovle indenbords, og sidder der en eller anden frelst-hellig tumpe og blander Gud ind i det hele. Vi forstod det ikke. Faktisk er jeg ikke engang sikker på, at de kristne altid selv forstod det, for det var måske bare et ritual, de fyrede af. Der var noget duknakket over det.
Og dog. For det første er det tankevækkende. Vi sidder her og har lov til at spise. Naturen har givet os lov, for fødevarer er skabt i naturen. Her ville den moderne forbruger oven i købet indvende, at naturen det billige skidt, ikke har noget med det at gøre. Jeg-mig-ego har købt og betalt for den for penge, der har knoklet for at tjene, og så skal naturen ikke komme og bede om, at jeg oven i købet skal være tanknemlig for det.
Men lad os ikke spilde for meget krudt på den kulturelle unatur og fremmedgørelse. Lad os heller tale om, hvad der gemmer sig i det ritual, der måske og måske ikke helt bliver forstået. Her kommer det: Der sker en transformationen af maden, når vi sender det en kærlig og tankemlig tanke og følelse. Det bliver til mad, der er gjort klar til at blive indtaget af netop dig. Det modtager en intention fra dig. Du kan ikke se det med det fysiske blik, du kan kun mærke det.
Det er også derfor, at det ikke bare er et show-off at få mad til at fremstå som smukt. Hvis man kan mobilisere en lille forelskelse i det, før man sætter tænderne i det, så bliver det bedre modtaget og optaget.
Du bliver, hvad du spiser, siges der. Ville du sætte tænderne i en kedelig, intetsigende ikke-kæreste? Nej vel, du holder af kæresten og er taknemlig for at han-hun er dit kæreste, før du giver et kys. En gang i fremtiden vil det være muligt at måle, at mad, der får en kærlig og taknemlig tanke, undergår en forandring. Faktisk er der allerede måleapparatur, der viser, at vands struktur påvirkes af intention. Nihilisterne skal bruge mere og mere krudt på at bortforklare den slags. Lad dem bare arbejde for sagen.
Forsyn i modvind
Lad os bare indrømme det. Nogle gange går det ikke som ønsket. Tilværelsen synes ikke at spille med på dine forventninger. Du ryger af sporet, du mister forfæstet, du er nødt til bevæge dig i en anden retning, end der stod på ønskelisten. Der er for meget modvind, det er for stejlt op ad bakke – der er mange sproglige variationer, da vi alle oplever det. Ultimativt kan det være lidelse, vi taler om.Du har ikke mulighed for at råbe Stop Verden, jeg vil af!
Men lidelse, hvad er det? Lideform i sproglig grammatik beskriver det, der passiviserer os, og som vi tilsyneladende ikke kan gøre noget ved. Omvendt kan passivitet også føre til lidelse – hønen og ægget. Proaktivitet kan være bedre end at glide af. Jeg hører hele striben af coaching-floskler – at tage ejerskab over, at være på forkant, proaktiv, yakedjak. Og det er jo ikke, fordi det er forkert, det er bare, når de kommer ud af munden på de dér typer, at det nemt kan lyde hult. Måske det var på tide at tage ejerskab over nogle af klichéerne og nulstille dem
Hvis det ikke viser sig at være muligt, kan man skifte fokus og attitude. Altså: hmm … hvor er det lige, det bærer hen her? Hvilke muligheder er der i det? Bliver jeg guidet af forsynet, der kan se muligheder i tågen, jeg ikke selv kan få øje på. Eller som jeg ikke tør binde an med.
Case: Du er fyret
For et halt år siden blev jeg fyret fra mit job. Den angivne årsag var, at sektionen for e-læring i Region Hovedstaden ikke længere havde råd til at beholde alle deres medarbejdere, da de regionalt uddannelsesansvarlige var slidt op af coronakrisen, så der derfor ikke længere kom ansøgninger ind til produktion af e-læringskurser.
Var det den rigtige årsag? Der var noget om snakken, for de ansatte var var rent faktisk totalt misbrugt og slidt op på at behandle patienter og samtidigt servicere medicinalindustriens og globalisternes nedluknings-show – hvorefter sygeplejerskerne oven i købet fik fuckfingeren for en ekstraordinær indsats og ikke fik en skid ud af deres lønforhandlinger.
Men det var ikke spørgsmålet, så jeg gentager: Var det den egentlige årsag? Svaret skal søges i en disciplinærsamtale, hvor jeg nogle måneder forinden skulle stå stoleret for to ledelseslag efter at have stillet kritiske spørgsmålstegn ved den politik, som ledelsen entusiastisk medvirkede til. Her talte jeg direkte op mod de to ledelseslag og sagde, at de medvirkede til en forbrydelse, og at ingen i sidste ende var udenfor straffeansvar. Det brød de sig bestemt ikke om at høre, hvorefter de trak den et par måneder, så det ikke skulle virke for påfaldende – og fyrede mig. De havde, som de sagde, en medarbejdersag mod mig. Der var med andre ord tale om en politisk fyring, hvilket de var for feje til at indrømme.
For et par dage siden får jeg en intern melding om både afdelingens og sektionens tilstand. Både afdelingschef og afdelingsleder har sagt deres stillinger op. Sektionschefen er langtidssygemeldt for 2. gang, og hans sektion er skilt ud fra afdelingen, der hedder CAMES og sektionen bliver ny fysisk kostet rundt i systemet. Hans sygemelding bærer tydelige tegn på vcine-skade, for han lider nu af hjerteproblemer, der er et af det hyppigst meldte skadesymptomer. To andre sektionschefer har forladt centret, og der synes at være dyb krise i hele virksomheden. Jeg er ked af at høre, at mine tidligere udmærkede kolleger er totalt stressede over situationen.
Så man kan sige, at min fyring var mig, der trak det lange strå. Og det kan jeg sige med fuld empati og uden hovering, for de havde jo intet at gøre med det. Jeg har nu 10 måneder tilbage på arbejdsmarkedet og har det fint med A-kassen, til jeg kan modtage en udmærket pension for tre årtier i Statens tjeneste med god løn. Før jeg ophørte som ansat, var der hele 6 måneder, hvor jeg var urørlig.
Jeg har pt ingen problemer og har masser af tid til at gøre lige, hvad jeg vil, men de ansvarlige for min situation har problemer til op over halsen. Der er en skæbnens ironi og et element af hybris-nemenis her.
Pointen her – hvis du ikke allerede har fattet den – er, at disse skred i livsvilkår, der kan synes irriterende og endog farlige, kan vise sig at være en velsignelse. Universet har blandet sig – det påstår jeg uden at blinke – i min tilværelse, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min tak.
De irriterende typer
Lad os tale lidt om plageånder. Har du mødt dem, har du haft dem? For det har jeg. Det er folk, der irriterer ved deres fremfærd. Måske de viser decideret fjendskab – de synes selv, at du er en irriterende type. Måske de blot er irriterende uden selv at vide det eller ville det. Måske de reelt blamerer sig konstant med deres oppustede ego. Måske er det grådige, dovne, misbrugende. Men det er ikke i særdeleshed de åbenlyse fæhoveder og grænseoverskridende småpsykopater, vi taler om her.
Mennesket er et projicerende væsen. Vi møder vores indre i det ydre. Så når vi moder modstand i form af mennesker vi møder, og som har det med at komme i vejen, kan vi overveje, om vi har bedt dem om det. Og med bedt dem om det menes, at vi via vores projicerende tiltrækningskraft har udsendt signaler, som de reagerer på. Det hele sker under overfladen i det store ubevidste.
Strategien kunne her være noget i retning af: Jeg har set, du er der. Jeg er opmærksom på dig. Du er ikke min ven, men du er heller ikke min fjende. Jeg anerkender dit ret til at være her, men du skal vide, at det er her til og ikke længere.
Strategien kan dernæst være at stille sig selv spørgsmålet, om der er noget at lære her. De er her med et formål – for dig. Måske de er der for at minde dig om, hvordan du ikke vil bære dig ad, især fordi du selv ved visse lejligheder har båret dig ad ligesom dem. Måske er de her også for at teste din psykiske immunforsvar. Især i mødet med de, der kan betegnes som energi-vampyrer eller psykiske vampyrer er det vigtigt at opretholde et skjold. Hvis vi ikke engang imellem bliver udsat for virusangreb, så bliver immunforsvaret slattent.
Hvis vi skal forstå loven om tiltrækning, så er det, at der i det ydre altid er en afspejling af det indre. Her kommer spørgsmålet så, om vi bevidst kan skabe tiltrækning af mennesker og hændelser, vi gerne vil have i vores liv?
Theta
Har Universet en bølgelængde? Noget kunne tyde på det.
Altså for lige at nulstille: Universet har myriader af bølgelængder, men vi taler om især én / fem bølgelængder, der synes at være kommunikation med det højere selv, det kreative felt, inspirationen, intuitionen.
De fem hjernebølger, som er målbare er:
Gamma: koncentreret opmærksomhed og problemløsning
Beta: vågen tænkende normal opmærksom
Alpha: aflappet hvilende inaktiv
Theta: meditativ tilstand eller drømmetilstand, kreativitet og indsigt
Delta: drømmeløs søvn, healing og regenering af psyke og krop
Det to sidste er de to kommunikationsbølger. Delta er indadgående, Theta er udadgående. I advayta vedanta (non-dualistisk viden) siges det, at Delta er ren opmærksomhed, det er Brahman, den allesteds og alle tids væren, den ultimative betragter. Det er derfor, vi intet huser om morgenen om den drømmeløse søvn, den midlertidige død for bevidstheden. Vi kan ikke sige, at vi kan hensætte os i delta-tilstand, men den kan opstå i dyb meditation. Buddhisterne kalder det samahdi.
Theta er interessant. Vi kender den som twilight-zonen lige før, vi falder i søvn om aftenen og lige før, vi er rigtigt vågne igen. Det siges at være lige her, der er en åben kommunikation til Universet. De gamle kaldte det for aftenbøn og morgenbøn. Det er også her, som det er muligt at opleve og endog optræne fænomenet lucid dreaming, altså en drøm, som du ved er en drøm.
Hvad kan det ikke føre til?
Vi kender også udsagnet: Det skal jeg lige sove på. For mens jeg sover, så er noget andet taget på arbejde. Måske vi så også kender resultatet: Næste morgen, vågner siger det pling! Nu ved jeg, hvad jeg skulle have gjort i går for at løse problemet.
Det er derfor theta-tilstanden er interessant, for der findes teknikker til at skabe den i vågen tilstand.
