Samtale med myrer

Jeg kender en kvinde, der talte med myrerne.
Jeg hører straks en skeptiker, der siger-skriver-tænker,
at det selvfølgelig er noget indbildsk sludder, og enhver fantast kan jo komme og …

Men her er, hvad hun fortalte, og da hun er en troværdig person,
så tror jeg hvert ord af: Jeg fik myrer i mit hus, der mente
at de skulle kravle rundt i 100-vis langs mine paneler i mit gennemhullede trægulv.

Men så talte jeg til dem … og som vi måske ved, så har myrer ikke en individuel sjæl
men en kollektiv sjæl eller bevidsthed, om du vil, de er som celler
i et nervesystem med arbejds- og opgavedeling – respekt for flokdyret.

Du er selv en samling af celler med opgave- og arbejdsdeling,
du er en metabevidsthed, der forhåbentlig regerer som en oplyst monark
over dit land af encellede symbiotiske organismer med et fælles formål.

Så kvinden talte til sine myrer, som vi taler til cellerne i vores krop,
som vores immunforsvar bekæmper indtrængende på vores grund og sagde:
Kære søde-gode-rare myrer, vil I ikke gerne finde et andet sted at kravle?

Behøver jeg at levere en afslutning?
Myrerne forsvandt fra den ene dag til den anden og fandt et nyt sted at kravle.
Den ene metabevidsthed talte respektfuldt til den anden, der lyttede og gav efter i respekt.

*

Filosoffen så ikke hvor det bar hen,
for han så det hele fra sin egen tid og det, der udgik i lige linje fra tiden
Ikke desto mindre så han det hele med klarsyn, inden hans sind blev mørkt.
Han så, at det skolastiske projekt var et nødvendigt dannelsesprojekt,
for at vi som menneskehed kunne lære om det rationelle.
Men han så også, at rationaliteten kom i ubalance, at det gik over gevind,
og at intetheden ankom for at tage dets plads.

Han så, at Gud var død som det store pejlemærke,
og at mennesket ville være nødt til på egen hånd at skabe sine værdier.
Men han var ikke synderlig optimistisk på dets vegne.
Han så, at mennesket på det punkt ville fejle,
og ikke længere ville være i stand til at sende pilen mod et mål udover sig selv.
Uden Gud og et større mål at skyde efter, ingen dansende stjerne,
tilbage blot en stak jordmider, et flimrende flaksende jordslået mylder uden overblik.

Filosoffen profeterede om den tidslinje, han koblede sin vision til,
den deterministiske retning mod Intetheden.
Vi ser, at han så 120 år frem, og at vi nu gennemlever hans vision.
Hvad han forudsagde er blevet til virkelighed,
for Intetheden er nu en realitet, og vi færdes i jordmidernes mylder.
Hvad han ikke så var modstrømmen, der skulle fødes i kvælertaget,
ejheller at vi ikke var henvist til at skabe vore egne værdier.

Hvordan skulle han have kunnet andet?
Han så, til han ikke så længere, og det var længere end alle i sin samtid.
Men han så kun til den fjerne horisont, hvor jorden krummede.
Vi gennemlever nu den dystre vision, vi lever igennem, hvilket så må betyde,
at vi kommer igennem på den anden side i levende live, gør det ikke?
Det var jo ikke et spørgsmål om at skabe vores værdier,
det var et spørgsmål om at opdage de værdier, der altid havde været der.

Værdierne er universelle allesteds- og tids-værende,
omend i eksil, truet på livet, drevet på flugt og til vanvid.
Værdierne blev erklæret ukorrekte i Intethedens æra.
Værdierne gik i latens og dvale, de lejrede sig i hi og hule,
de ventede på forårets impult til genfødsel som frø i frossen jord.
Og nu skal du sove i hundrede år, hundrede år, hundrede år,
og et tornekrat groede henover, så de sovende ikke blev forstyrret.

Det oplyste-formørkede menneske fra tiden med revolutioner, forfatninger og fremgang,
produktet af fornuftsdyrkelsens impuls havde fra starten et problem.
Problemet var, at dets halve væsen ikke var gjort af fornuft men af ufornuft.
Og når halvdelen af menneskevæsenet er landsforvist og henvist til sit eget selskab, 
så lægger ufornuften i perverteret form an til statskup, tyranni og blodsudgydelse.
Uden kontakt med det hinsides, bliver daemons til dæmoner,
og den landsflygtige sjæl reduceret til psykologi vender tilbage som et mareridt.

Filosoffen døde 25. august år 1900,
et passende dødsår for et forpint geni, der så 120 år frem i tid.
Så fremsynet var han, at han i misforståelse blev regnet for Intethedens fortaler.
Det forpinte 1900-tals-menneske traumatiseret af verdenskrige og bedrag
så ikke advarselsskiltene, mens krudt og kugler hvinede om dets øjne og ører.
Et halvt århundredes granatchok, skyttegrav og giftgas efterfulgt af endnu 
et halvt århundredes kuldekrig gjorde mennesket til en kuldslået forbruger af Intethed.

Som der stod med grafittispray på en lokumsvæg: Gud er død – citat Nietzsche.
Hvorefter en vittig hund tilføjede: Nietzsche er død – citat Gud.
Filosoffen ville have grinet i sit forvoksede overskæg over den latrinære genistreg.
For var det ikke det, han prøvede at fortælle sin sam- og eftertid?
og var det ikke det, som Zarathustra, Kristus før Jesus før Messias havde os på sinde?
Var det ikke skriften på væggen, som Babylons konge havde søvnløse nætter over?
og var kolossen på lerfødder ikke det bygningsværk, der hvilende på Intethed?

*

Findes der noget mere optimistisk end tre uger gamle lam,
der hopper rundt i solskinnet på den første dag i marts?
Det er nu i morgen i dag, at jeg skal fjerne propperne fra mine birketræer og ahorntræer
og skifte dem ud med de årlige propper med et hul i midten
og se dunken fyldes med litervis af sød saft.
Det er nu i morgen i overmorgen, at jeg skal forvente den glade 
grænsende til irriterende sang af musvitternes ti-ti-fy, ti-ti-fy
og dets to grundlæggende budskaber til deres artslige omverden: 
territorium og noget på den dumme.

Jeg gik ud på altanen midt om natten for at se på månelandskabet
i al dets surrealistiske eksponering over en mark af frossen dug
for at finde et glemt glas på bordet med den samme frosne dug
klar til at beskænke med et glas æblevin som fejring af forårets ankomst.
Findes der noget mere passende end at beskænke foråret med efterårets frugt?
En cirkel er sluttet, døden og livet har afsløret sig selv som det større liv,
forårsofferet var ret beset efterårets offer til foråret,
årscirklens selvbefrugtning, den store nat-og-dag

Findes der noget mere sikkert end amen i kirken?
for det må jo være naturen på den nordlige halvkugle,
der som en stor forsoven bjørn vågner i sin hule
og langsomt l-a-a-n-g-s-o-m-t kommer til sig selv og til erkendelse,
af: fuck-hvor-er-det-længe-siden at jeg har spist morgenmad,
for ikke at tale om frokost og aftensmad + samtlige mellemmåltider,
og var det ikke på tide, at jeg fandt noget spiseligt på en busk eller et træ?
hvorefter den endnu engang opdagede, at buskene og træerne også lige
var kommet ud af hulen og ikke havde noget at byde på,
så bæstet som den hybridmotor, den er, nedlagde en ko og åd den.

Jeg gik mig ud en forårsnat at skue 
uden skjorte ej sko og buks eller hue;
måneskin og stjerneblink, nattedug og uglehyl,
og et stjerneskud på himlens bue.