Særlinge, skrøner og underholdende måder at dø på

Af forskellige årsager befandt jeg mig for en kort stund i vinduespartiet i et italiensk pizzeria i et af Hovedstadens mest befærdede vej- og lys-kryds: Tagensvej-Blegdamsvej. For de, der ikke er lokalkendt, er det mellem Panuminstituttet og Rigshospitalet, og al trafik fra Lyngbyvejen, der skal indover Centrum, skal den vej. Måske kører der 100.000 biler forbi om dagen. 

Her fra vinduet over en pizza til 110 kr. – wow! det gør jeg ikke igen, og den var ikke engang exceptionel – kan man være vidne til følgende: 

Fodgængere der mener, at når der er grønt lys, og de går ud i krydset, så kan de trygt læse videre på deres sms-facebook-instagram-whatever. I de 20 minutter, jeg kunne holde ud at sidde der, var jeg vidne til fem navlefikserede fodgængere, der var ved at blive kørt over af en cyklist. Den ene råbte endog ukvemsord efter cyklisten. 

Jeg zynes, der ziger enomtz meget om zamfundet! ville man ha’ sagt for 30 år siden. 

I dag tror jeg, at det siger mere om, hvor narcissistisk fodgængeren = storbymennesket er blevet. Eller måske homo digitalis narcissiensis. Udgravninger engang vil finde indemurede, velbevarede, forvredne skikkelser, der omkom klamrende sig til en forstenet mobilbamse. I visse tilfælde har man endog kunne fremkalde simkortet, der afslører, at dødsårsagen var en eller anden latterlig-ligegyldig fnidder-fnadder besked fra en intrigant veninde, der var jaloux på hendes nye silikonebabser, eller en homie, der skulle prale over, hvilken chick, han havde kneppet i går. 

Altså hjernedøde zombies, cyborgs, menneskehylstre, søvngængere, der omkom på unødvendig og latterlig vis – alle påmonteret det 21. århundredes obligatoriske mobildildo. Alle ville være potentielle kandidater til The Darwin Award. Hvis du ikke ved, hvad det er, så er det prisen for den mest spektakulære måde via stupid adfærd at sikre, at ens gener og dermed nedarvede disposition for stupiditet ikke bliver videreført til kommende generationer, hvorved de sparer menneskehedens gen-pøl for deres ophobede junk-dna.

*

Der er én ting, jeg ikke forstår. Jeg mener, Noah landede med sin megaskude på toppen af en sneklædt 5.137 meter høj sovende vulkan mellem nuværende Armenien og Tyrkiet i det, der her til lands kaldes for den ældre stenalder. Efter et par mislykkede forsøg havde han åbenbart tænkt sig at lukke giraffer og løver og kameler ud i parvis, så de kunne omkomme i kulden på det ufremkommelige bjerg. 

Og så tænker jeg, at det var da en umanerlig dårlig ide. Enten er det mig, der har misforstået noget, eller også er det sådan, at man ikke skal tage alting bogstaveligt. Det er måske det, der hedder en allegori. Eller også skal det tages virkelig bogstaveligt men med en twist, og vi skal til at forestille os, at gubberne på den tid ikke var så primitive, som vi går og forestiller os men måske vidste noget om det, vi i dag kalder for genetik. Historien står at læse i Genesis, den første af de fem bøger i Det Gamle Testamente, hvor en serie ‘lånte’ historie fra sumererne og babylonerne er at finde, deriblandt historien om syndfloden. 

Den sidste mulighed er selvfølgelig, at det hele er fri tossefantasi ligesom bunker af andre bøger og skrifter, der er mere end 2000 år gamle. Det er i hvert fald den foretrukne tese blandt videnskabsfolk og historikere, for så behøver de ikke at gøre sig umage med seriøst at forstå noget af det besværlige gamle shit, men kan nøjes med at putte det ind på en dertil indrettet bekvem hylde. Men hvis alle de gamle var så skudt i lampen, at de brugte både fritid og arbejdstid til at hengive sig til skrøner uden hold i virkeligheden, hvordan bar de sig så overhovedet ad med at overleve? Der er noget her, der skyldes en ordentlig forklaring på.

*

150 meter fra hvor jeg bor, ligger der et nu velholdt hus, der for 10 år siden var beboet af en særling, som de kaldte ham. Lad os kalde ham Samler-Hans. På sine gamle dage lukkede han sig inde og kom sjældent eller måske aldrig udenfor sit hus. Kommunen kom med mad til ham og måtte stille den på trappen og råbe til ham, at nu var den ankommet.

Han led efter sigende også af ekstrem samlermani, for han skilte sig aldrig af med noget. Man kunne godt forestille sig, at det kunne give visse problemer. Brandfare og hygiejne – mus og rotter f.eks. 

En historie var at læse i en lokalavis, og som jeg husker var det i Helsingør. En gammel mand ville ikke have noget med offentlige myndigheder at gøre. Han havde heller ikke noget med naboerne at gøre. Der havde ikke være tegn på liv i et år, og nogen besluttede sig til at kigge ind af brevsprækken (det var måske på tide), hvor brevene var nået op til kanten af sprækken. Da de åbnede døren, fandt de en lufttørret mumie siddende på toilettet. Den havde siddet der i et år.

Når vi ryster på hovedet af disse besynderlige skikkelser, bør vi måske minde os selv om, at vi rent faktisk ikke ved, hvad de har oplevet, som har skabt deres situation. Jeg kan godt forestille mig, hvorfor en pensionist på sine sidste dage ikke har lyst til at have noget med myndighederne at gøre, og han måske ikke har opfattet dem som hans bedste venner. Det fortæller også noget om, hvordan naboskab eller mangel på samme fungerer i boligopgange i byer.

Jeg tror, vi kommer til at se mere til den slags fremover. 
Jeg kunne selv godt have en snert af en tendens, så jeg skal nok lige passe lidt på 😉 
Har vi ikke alle en snert?

*

Jeg bor i et landhus udenfor lands lov og ret. Hvilket ikke er helt rigtigt, for det ligger klods op af en landsby med 50 husstande. Huset er bygget i 1927, og en af dets tidligere ejere hed Orne-Peter. Han var en driftig – om man så må sige – husmand og huset havde/har en stald i sit udhus beregnet på et par lige så driftige orner. Når de skulle på arbejde, blev de trukket op ad landsbygaden eller ud i oplandet til den gård, der havde brug for et par griselige tjenesteydelser. Og når ornerne havde gjort, hvad de var hyret til – og med en vis fornøjelse må man formode – så fik de et klask i røven, for de kendte selv vejen hjem til stalden. Jeg fantaserer mig til, at Orne-Peter så sad bagefter og lod sig servere kaffepunch’s og derefter selv lallede hjem, for hans ben kendte selv vejen.

Ornestalden blev senere til et fornemt værksted for en tømrer med isolation, ovenlysvinduer og rigeligt forsynet med elstik. Senere var der en billedkunstner, der indrettede det som ateliér og undervisningslokale for sine kunst-elever, og i dag er det mit herlige værksted.

Den lidt triste krølle på halen af Orne-Peters livshistorie var, at han i sin bil kørte sammen med en kævlevogn, altså en lastbil med træstammer, og at en eller flere af dem smadrede hans bil + hans eget understel. Det betød, at han til sin død måtte sidde i en tidlig model af en kørestol, hvor man hev i et par håndtag.

*

I samme landsby som Orne-Peter og Samler-Hans var der en anden særling, som vi her kalder for Stakkel-Svend. Han var en kende mentalforstyrret og havde det med at drikke sig fra sans og samling ved festlige lejligheder. Det gjorde han også den dags aften, hvor der var havnefest i, hvad der blev kaldt Danmarks mindste fiskerihavn. I dag er der nok ikke flere erhvervsfiskere tilbage, men det var der for blot ganske få år siden. De fangede ål og rejer, og der kom lastbiler med tanke bagpå, der samlede fangsten op.

Havnen har en havneforening, der afholder havnefest en gang om året. Det er vældigt folkeligt med lerdueskydning, salg af billig dåseøl uden genbrugsmærke kørt op fra Tyskland, et stort telt med langborde til deltagernes medbragte mad + suppe-steg-og-is-musik udført af et par lettere beduggede amatørmusikere.

Vor ven, Stakkel-Svend, valgte ikke at gå hjem efter festen, der lukkede kl. 2. Gå nu hjem Svend, sagde de til ham, men han nægtede. Næste dag fandt de Svend flydende rundt i havnebasinet. Han skulle nok bare slå en streg ved kanten og fik overbalance og druknede i sin uber-brandert. Måske faldt han bare i søvn ved følelsen af det halvlunkne brakvand i sommervarmen
Måske var det slet ikke den værste måde at dø på. Hvem ved?

*

Omar Ingerslev har tilføjet flere livsskrøner, der beviser, at virkeligheden overgår fantasien:

De fleste ville nok antage at en død mand er ubestikkelig, ikke til at skyde igennem. Men historien om den nyligt afdøde mand i US tog en overraskende drejning. Da enken stod ved graven, løb følelserne af med hende – og der var ikke kun tale om sorg, men også en betydelig følelse af svigt, samt medfølgende vrede. Da hun således trådte frem ved gravens kant for at tage afsked, forventede tilhørerne nok at hun ville holde sig til de formelle retningsliner – men overraskelsen var stor, da hun trak en pistol, pegede den ned mod hullet, sigtede mod kistens hovedgærde, og affyrede hele salven.
Hvad bildte manden sig ind, sådan at gå hen og dø, uden at spørge !?!?

Ingen vidste hvordan de skulle forholde sig til optrinnet, hvilket blev særlig tydeligt da een af deltagerne anmeldte hændelsen til politiet som mord. I politiets rapport stod at der på stedet fandtes en død, men når man sammenholdt datoer med dødsattesten skabte det forvirring hos etaten, og sagen blev henlagt som uopklaret. Indenfor teorætisk fysik opfattes fænomenet tid som en reversibel faktor, og det må politiet have haft mistanke om. Selvom den afdøde mands smil bredte sig efterhånden som huden gav slip – og selvom der gives gode grunde til at smile overbærende over de levendes verden, og lettelsen over at forlade den – så står det stadig åbent for fortolkning, hvad der lå bag.

*

Det fortælles om Preben Leerdorf-Rye at han ønskede følgende inskription på sin gravsten :
” Her ligger jeg uden at betale grundskyld – undskyld “.
Havde han mon gennemskuet at han hørte til underkasten, majoriteten af den danske befolkning, som af staten og andre aktører holdes som moderne slaver – malkekvæg for en stat og et erhvervsliv, der med mord og ritualer tager broderparten af folks livsværk – og så sent som når kisten sænkes ned i graven banker på låget en sidste gang, for at se om der er mere de kan rage til sig – og det er der jo med 15% i arveskat, og med aktuelle politiske planer om at sætte denne skatteprocent op. Og har man endelig betalt alle skatter og regninger, inklusive lejen for at ligge i den kolde grav, hjemkøbt “til evig hvile”, så står der i de interne retningslinier indenfor adminstration og kirkegårdsdrift i afsnittet om gravsteder følgende :
” … gravsteder, udlagt til evig hvile, opretholdes …. så længe evigheden varer “.
Jeg fandt en gang et nedlagt gravsted, hvorpå kirkegårdkontoret i den skødesløst henkastede jordbunke fra opgravningen havde plantet et skilt, hvorpå der stod :
” Evt. pårørende bedes henvende sig på kirkegårdskontoret ”
Embedsverden får det sidste ord – over Gud, konge og fædreland, over menig mand …

*

I Rom lod en frigjort slave for 2000 år siden en inskription fremstille, hvorpå der stod ( frit efter hukommelsen ) : ” her ligger jeg med min gamle nedslidste krop, med ømme muskler og led. Livet i trældom var hårdt, jeg led og græd mange tårer. Siden blev jeg sat fri – ikke fordi jeg pludselig blev respekteret, men fordi jeg lå min herre til last med udgifter til forplejning uden at give modydelser. Jeg var da helt nedslidt – nedtrådt og udhulet som befærdede hjulspor efter tungt læssede lasttransporter, marmortrapper og dørtrin. For mig er kun døden den egentlige frihed – nu ligger jeg for første gang, uden pludselig at blive jaget op af, uden angstens sved eller dårlig samvittighed – og fryder mig for første gang – ikke over paradis, men over at ingen mere kan plage mig “.

For den priviligerede i livet, er døden lysternes ophør – med sorg og savn. For den undertrykte og ydmygede slave, er døden lidelsernes ophør – en befrielse, der skal fejres. I overgangen mellem liv og død ombyttes de eksistentielle roller. Hvad mere kan man sige ? – i døden er alle lige.

*

Og dog. Det er ikke alle der ligger på kirkegården, der hviler i fred – hvilket historien om Kristine Bodenhoff på Assisistens Kirkegård bevidner : Det hændte, at når særligt rige var lagt i graven, kom gravrøverne ( jeg taler ikke om skatteopkræverne – det var først senere ) tilbage i en sen nattetime for selv at hente “drikkepenge” – et pænere ord for gravrøveri. Da de åbnede den nyligt tildækkede grav, blev de overrasket over at møde Kristine Bodenhoff, der vågnede af sin skindøde tilstand, og efter sigende udbrød : ” åh, tag mig bort fra dette sted … ” – men gravrøverne havde set frem til “drikkepengene”, gravgodset repræsenterede en formue, så den hjælpsomme spade viste sig fra en ny side, da den målrettet svang sig gennem luften som et blankvåben og flækkede skallen på den unge kvinde. Hun havde selv bedt om at komme videre, og et fjernere og mere eksotisk rejsemål end til de hvide pletter på landkortet, og med det hvide snit med spaden gennem skallen, kan man næppe forestille sig – og mange er da også helst fri for at tænke på det. Det betroede den ene gravrøver på sit dødsleje – med vanlig og kølig forretningssans, forsøgte han at sætte en fod i døren til himmerige.

*

En kendt terrorist – lad os kalde ham for Bobby Sands – opsøgte efter døden Skt Peter ved himmerigets port : ” hvem er du ? “, spurgte Skt Peter – ” jeg er Bobby Sands, fhv terrorist der har myrdet kvinder og børn … ” – Skt Peter afbrød ham, og replicerede forarget : ” …. og så vil du ind her !?!?!?? “. – ” Ind ????? “, fortsatte Bobby Sands ufortrødent, ” … I har 5 minutter til at komme ud !!!!!!! “

*

H.C.Andersen var som bekendt sirlig og sart, og havde i lange tider to ting liggende ved sengens hovedgærde : et reb, for det tilfælde at der opstod brand, så han kunne tage flugten ud gennem vinduet og fire sig ned – samt en seddel hvorpå der stod ” jeg er skindød “. Han var så ekceptionel, at det med rimelighed kun kan forklares som at han må have haft kongeligt blod i årerne – ej blåt til lyst – at være uægte barn og ægte digter på samme tid, forskellige steder, kan ikke lade sig gøre – så det gjorde han, ganske eventyrligt, støttende sig til hvide løgne, endsige en livsløgn. Et dobbeltliv, en spaltet grundskud, en trunte – samlet i hans eventyr “klokken”, hvor han af to skikkelser, bondedrengen og den unge søn fra godset samler sin egen livshistories løse tråde i hemmelighed, mens han samtidig eksponerer den. Sagen kunne idag let opklares. Det kræver kun sammenligning af DNA-profiler fra HCA med et eller flere medlemmer af kongehuset – men hoffet bekendtgjorde i 2005 at der ikke var interesse herfor. Sagen er henlagt som officiel fortielse og løgn ad infinitum.

*

Endelig stødte jeg selv på en usædvanlig gravsten på Garnisons Kirkegård, Østerbro, for ca 15 år siden, hvorpå der stod :
” LIVET VAR PINEFULDT. URETFÆRDIGHEDERNE
I SAMFUNDET, SOM JEG KÆMPEDE IMOD, GJORDE MIG SYG – SVIGTET
( intet navn, ingen årstal – idag er gravstenen fjernet )

*

I Ingmar Bergman´s ” Det syvende segl ” lykkes det for Ridder Bloch at lokke døden til at lade ham leve, så længe de spiller skak. Bloch drømmer om at vinde og blive fritaget for døden – men op mod en sådan skakmester som døden, undgår ingen at blive stillet skakmat.

Dave Allen kommer tættere på en løsning på hvordan man overlever døden : i en sketch er en mand gået i druk, og går i sin kæmpebrandert vaklende ud til bilen for at køre hjem. Bilen slingrer faretruende, chaufførens øjne flyder ud i et opløst blik, uden konturer af veje og landskaber. Kameraet klipper mellem bilen som slingrer stadig mere faretruende og døden som afventende har taget opstilling midt på vejen. Kameraet går tættere og tættere på parterne, og et fatalt sammenstød er uundgåeligt. De to parter tørner sammen, bilen og den mørkeklædte person, døden – da bilen fortsætter ufortrødent, ligger den overkørte død, flad som en sort klat, tilbage på vejen.

I disse anførte glimt af historiens gang, viser døden sig at være både humoristisk, munter og tankevækkende – og på ingen måde DØD-kedelig.

*

Addendum
Hvorfor hedder det i øvrigt at tro på livet efter døden? Vil det sige, at vi har været døde, indtil vi livede op i det hinsides? Det kunne være tilfældet for visse typer af dødbidere, folk der er lidt døde i sværen. Eller endnu mere filosofisk i retning af mennesket, der ikke var fuldt levende, mens det levede, og så var dets liv som halvabe en dag forbi.

En inder med langt hvidt skæg formulerede det noget i retning af:
De har glemt at lære os at kende forskel på fortid, nutid og fremtid. Det hele kører sammen i én pærevælling. Det meste menneskelige lidelse kommer deraf. Enten lider vi af noget, der hører fortiden til, og som ikke bliver anderledes. Eller også lider vi af forestillingen om noget, der ikke har fundet sted endnu. Læg dertil, at det er blevet fashionabelt at lide. Folk lider af alt, de kan komme i nærheden af og bruger det til at få opmærksomhed og få ret. Det er også derfor mennesket desperat søger nydelse. Nydelse er et valium for al den fastholdte lidelse. Når mennesket en dag måske kommer fuldt til live, ophører nydelsen og er erstattet af spontane og uforklarlige anfald af lyksalighed.