QUANDA

[spørgsmål og svar – QU-estions-AND–Answers]

Jeg er blevet stillet mange spørgsmål gennem tiderne som selvudnævnt artikelforfatter.
Det er en titel, jeg har givet mig selv, ligesom Napoleon satte kejserkronen på hovedet af sig selv 😉
Jeg artikulerer mig selv via artikler, over hvilke jeg lader som om, jeg er den selvkronede kejser. Hil!

Et af spørgsmålene er:
Hvorfor skriver du alt det her?
Det må tage en masse tid, kunne du ikke have brugt den til noget andet?

NB! spørgeren er en fiktiv-hybrid person. Det er en karakter, der ligesom Profeten Alkazeltser – der har det med at få et decideret surt opstød – optræder med jævne mellemrum, og som hedder Bimboline fra Hellerup. Hun stiller virkeligt dumme spørgsmål, men dem skal man bestemt ikke underkende, for de giver plads til forhåbentligt intelligente svar.

Vi starter med bagfra: JA, det har taget tid, og JA jeg kunne har gjort noget andet.
Og hvad var spørgsmålet egentlig?
… et øjebliks dyb tavshed …
Nåeh, hvorfor jeg har valgt IKKE at bruge min tid på noget andet?
Men det er jo det første spørgsmål, og det er vel mere relevant, synes du ikke?
Lige så relevant som: Hvorfor spørger du? eller Hvorfor læser du den slags?
For det gør du vel, siden du spørger?

For det første:
Jeg har valgt at bruge min tid til en hel masse ting, siden vi kun er her så kort, og den tilrådelige tid bliver bestemt ikke større med årene. En af dem er at skrive. Vi ser bort fra, at jeg stadigvæk bruger 37 timer om ugen på at arbejde. Jeg bruger tid på byggeprojekter, vedligeholdelse af mit hus og min grund, vedligeholdelse af gear som f.eks min cykel, CAD-tegning, fødevarer, Qi-Gong, foto og film, hvilket både er mit arbejde og min fornøjelse, musik – mit oprindelige fag var som musiker og -underviser + det stykke fantastiske natur, jeg bor midt i.

Men du siger skrivning. Du kunne vælge at spørge en hvilken som helst skriver på et hvilket som helst skriver-niveau om, hvorfor han spilder sin tid med at skrive, når han kunne spilde sin tid med noget andet … end at skrive. Svaret kunne tænkes at være, at han overhovedet ikke spilder sin tid. Spørg en hvilken som helst person, der laver noget, der går ud over simpel kamp for overlevelse, og svaret er det samme. Det kunne muligvis være, at det næst-vigtigste efter overlevelse er at skrive. Eller male eller udøve musik eller danse resten af dagen eller at hoppe rundt i Guds og menneskers, dyrs, grøntsagers og mineralers natur og tilbringe timer sammen med folk, der spilder tiden på lignende eller helt forskellige måder.

Jeg har valgt at bruge min tid blandt mange andre ting på skrivning fremfor seriøst tidspilde som at glo på fjernsyn, tage solbad for at blive brun, få mit hus til at ligne den perfekte arkitektdrøm, klippe buksbombuske i facon som rapænder eller heppe på fodboldhold – det er langt sjovere at spille fodbold, hvilket jeg brugte seriøst mange timer på som dreng. Det var heller ikke spild af tid, for jeg lærte motorik, teamwork, strategi og fik en kanonform, der 55 år senere er en opsparing.

Jeg bruger heller ikke min tid på at tage selfies, polere negle, løfte vægte på motionscentret, vaske bil, læse reklameblade eller surfe på Facebook-Twitter-Instagram-TikTok.
Ikke at jeg ALDRIG gør noget i den stil, hvis det for en stund giver mening, men jeg spilder ikke tid på det.

Jeg skriver:

• fordi det er nødvendigt for at indhente, fastholde og sammenlæse det umådelige felt af tilsyneladende usammenhængende viden om en verden og en virkelighed, der ikke giver mening – med mindre man gør noget lignende.
• fordi hvis jeg IKKE gjorde det, ville jeg blive kulret mellem ørerne og langt ned ad ryggen
• fordi skrivning er en terapiform, en mental eksercists og -eksorcisme
• fordi skrivning bryder ordenes fortroldende-forførende magt og giver dem tilbage til den rette ejer
• fordi skrivning af langsom-nedfældet tale – uden tale ingen skrivning,
  uden samtale ingen forståelse endsige et menneskeligt samfund

Jeg tror, den slags herstående noter hedder poetik. Hvis en skrivende person ikke kan gøre rede for, hvorfor han skriver, så kan han tænkes at have et forklaringsproblem. Men kun måske, for skriveren kan også vælge IKKE at forklare sig, hvilket er helt legitimt, hvorefter han ikke har problemet. Er det ikke sjovt? Jeg har valgt at forklare mig selv og det hele, for det er en del mit projekt.

Men hvorfor skriver du om det, du skriver om?

Det gør jeg, fordi jeg kun skriver om det mest interessante og relevante under Solen.
Og fordi jeg ikke skriver om det, jeg ikke skriver om.
Var det ellers andet?

OK, du kan godt fornemme, hvor det bærer hen?
Emnevalget er det bredest eller smallest nødvendige.
Fællesnævneren er: Hvordan hænger bredden eller smalheden sammen.
Har virkeligheden en rygrad i midten? Eller er det hele en gang meningsløst volapyk?

Sidespor:
Jeg har i øvrigt engang været til en volapyk-sammenkomst i en privat lejlighed omdannet til en udstilling. Volapyk er et interessant men håbløst forsøg på at lave et syntetisk sprog, der skulle være helt uden begrænsning og historik, hvilket skaberne mente ville være en gevinst for menneskers frihed. Hvis man bare kunne få folk til at tale et globalt-kunstigt sprog, så ville alle krige og fjendtligheder og al ondskabelig chauvinisme ophøre, og alle ville tale kvit-og-frit med hinanden – var tesen. Det var et abstrakt projekt, der desværre manglede forståelse for, hvad menneskelig kultur, historie og tradition var, og hvad menneskelig identitet bestod i. Et typisk modernistisk projekt.

Det var så et sidespor, og jeg elsker og dyrker sidespor og sidespring, men jeg orker ikke at forklare hvorfor. Livet består af tilfældige sidespor og -spring, der ikke er tilfældige.
Jeg skriver, fordi jeg vil forstå, hvad mennesket er helt konkret og ganske ukonkret, og hvorfor vi er her. Og hvor vi kom fra. Og hvor vi skal hen. Abstraktion er kun et middel, ikke et mål. Skrivning er en undersøgelse.
Alle undersøgelsesresultater er midlertidige, fordi vi undersøger i færd med at være på vej et sted hen. Emnevalget er en prioritering af relevans for denne undersøgelse på-vej-hen.

Jamen, hvorfor skal det være så dystert det hele?

Så kom det frem. Hvorfor var du så lang tid om det?
Så du spørger om, hvorfor jeg har brugt en del linjer på at undersøge-beskrive den virkeligt dystre virkelige verdens virkelige ondskab?

Spørger du om, hvorfor jeg IKKE har spildt linje- og spalteplads på modestof, hvorfor Danmark tabte til Kroatien i fodbold i forgårs, hvad jeg fik til frokost i fredags, Johnny Depp’s retssag mod Amber Heard, fodpleje for hunde, vejret, børsnoteringerne fra sidste år (dystre i sig selv), lækre hjulkapsler til Audi’er …
Behøver jeg at sige det? Fordi det er uinteressant, irrelevant og sine steder latterligt.
Jeg vil endog gå så langt som til at sige, at det kan være direkte skadeligt for vores velbefindende at fordybe os i ligegyldigheder. Med al respekt for hjulkapselfabrikanter og fodterapeuter

Eller spørger du om, hvorfor jeg har valgt IKKE at formidle-forherlige ukritisk feelgoodness, politisk-religiøs-ideologisk korrekthed, pseudobuddhistisk ‘positiv tænkning’, pladder-pacifisme, klimaskyld, corona-angst, Ukraine-underkastelse, globalist-benovelse … så havner vi ved følgende svar:

Vi befinder os lige nu i en historisk unik situation, der, hvis den bliver forpasset, ikke vil vende tilbage før om mange tusinde år. Vi kan ikke lade det ske. Vi kan ikke tage røven på kommende generationer ved endnu en gang godtroende at tillade kerneproblemerne at flyve under radaren for fire-hundrede-og-firsindstyvende gang.

Og hvad består situationen og muligheden i?
Spørger jeg mig selv, så du ikke behøver at gøre det.
Du er selvfølgelig og som altid velkommen.

Den består i direkte at adressere ondskaben i dens forskellige aspekter ved at sende lys og lamper direkte i dens retning ved hjælp af de midler, vi har til rådighed i den lomme af tid, der har åbnet sig. Ondskaben har det virkelig-VIRKELIG skidt med lys. Den trives udelukkende i mørke, til nød i halvmørke men ALDRIG i lys.

Ondskaben eksisterer og regerer i sit forgrenede etablissement, fordi den har fået lov til det.
Den har fået lov til at eksistere i sit eget mørke uden lys og lamper.
Den har fået lov til det ved i sit mørke at få det blå stempel til at regere denne verden.
Vores opgave som civilpersoner er at spørge OS SELV, hvem der har givet ondskaben lov til det.
Her kan det godt gå hen og blive lidt ubehageligt for os alle sammen, for svaret på spørgsmålet kunne meget vel tænkes at være: Det har VI. Det var OS SELV, der valgte at lege de tre små kinesiske aber.

Først har onskaben taget sig sin lov, og dernæst har den fået sin tagne lov vedtaget af OS SELV = menneskeheden, der gerne vil leve og trives i fred og fordragelighed. Det kan godt være, at -heden indimellem så, at der kunne være et problem på sigt, men -heden udsatte det, for hvis -heden bare dukkede nakken og tav i dag, så gik det nok over i morgen eller i overmorgen. Det gjorde det så ikke.

Hvis vi-os-selv bare taler om rare og glade ting, så vil virkeligheden nok vise sig fra sin rare og glade side. Tænker vi måske. Og der er noget om snakken et stykke ad vejen – lige indtil snoren knækker og rarheden og gladheden ophører. Og det gør de begge. Problemet med positiv psykologi, positiv tænkning, misforstået buddhisme, misforstået pacifisme og misforstået venden-den-anden-kind-til er, at den er … misforstået.

Jamen Gandhi var da pacifist, og han gjorde det da, gjorde han ikke?

Det er ikke bare lidt forkert men fuldstændigt forkert!
Gandhi var overhovedet ikke pacifist. Han var ikke-voldelig aktivist, hvilket er noget ganske andet.
En pacifist, som ordet siger, er en passiviseret person, der sidder med hænderne i skødet, når der kaldes til handling.
Mahatmaen, den store ånd sagde fra overfor et voldeligt-brutalt Imperium ved IKKE at gøre det, som Imperiet forventede: At stille op med Imperiets egne våben i hånd for at blive skudt ned som hunde, for Imperiet har altid flere våben, end folket har. Han fik sit folk til at hive hænderne op af skødet og strømstikket ud på Imperiets maskine ved hjælp af ikke-samarbejde, ikke-understøttelse, ikke-adlydelse og ikke-accept.
De gjorde det IKKE ved at benægte Imperiets eksistens og pille næse, navle og andre ædlere dele. De gjorde det ved at fokusere på Imperiets undertrykkende eksistens i sit fulde omfang på en ganske særlig måde, som Imperiet ikke brød sig om. Og som Imperiet ikke slap afsted med.

De ikke-voldelige oprørske indiske stormtropper spillede ikke på Imperiets betingelser og efter Imperiets vedtagne spilleregler men efter deres egne. De formulerede undertrykkelsens væsen for at kunne ryste den af sig.

Jamen jeg tror nu mere på ALL YOU NEED IS LOVE
og IMAGINE THERE’S NO COUNTRIES … AND NO RELIGIONS TOO–OO

OK, du vil også tale religion, det gør vi da bare. Du synes, at Lennons ateistsalme ikke er et stykke pseudoreligion? Hvem tror du, klappede i deres små fedtede-blodige hænder, da det lykkedes dem at skabe hippiekulturen? I modsætning til, hvad hippierne troede om sig selv og deres newage-kult, så var det IKKE noget, de selv kom op med. Der var CIA-MI6-finge all-f……-over! De pumpede sex-drugs-and-rock’n’roll indover feltet bigtime. Og hvad skete der perfekt synkront med det? Protestbevægelsen, anti-krigsbevægelsen mod Vietnamkrigen forsvandt på blot et par år. Var det ikke bekvemt? Og hvor kom al det drugs fra, der akkompagnerede sex og rock’n’roll? Fra Den Gyldne Trekant i Vietnam-Laos-Cambodia! Altså det samme sted, som hippie-newage-bevægelsen ikke længere protesterede imod, fordi nu pillede de navle og fyrede den fede og stak sig med den lede.

Igen: Inderne smadrede ikke Imperiet med lo-oo-ve – ej heller med had. De kanaliserede deres vrede over til et konstruktivt våben, hvor deres moralske højland blev Imperiets moralske lavland overlegent. Vrede er gjort til en forbudt følelse i dag, og vi har glemt, hvordan vi håndterer den. Da Imperiets soldater skød mod den første ubevæbnede folkemængde, havde de allerede tabt den krig. Der var fotografer til stede, og billederne gik verden rundt. Briterne havde simpelthen ikke våben mod dette nye ikke-voldelige skyts, for de var vant til, at de mishandlede befolkninger spillede Imperiets lede gamle spil.

Hvordan tror du, globalisterne og kommissærerne nede i EU har det med Imagine there’s no countries …? Det er lige netop, hvad de arbejder systematisk på skal blive morgendagens virkelighed. Nationerne skal dø, så globalfascismen kan komme til. Nationen er det sted, du er født og det land du elsker (latin: natio = fødsel). Det sted ønsker de rige onkler at jævne med jorden, og at elske sit land er nu også blevet en forbudt følelse.

Når du synger denne selvfede fredssalme, hvem er så den menighed, du synger med?
Vis mig dine sym- og antipatier, og jeg skal sige dig, hvem du er i selskab med.
Hvorefter jeg lige om lidt skal sige dig, hvem du er. Og du vil ikke synes om det.

Jamen kan vi ikke bare pænt bede politikerne om at gøre det hele godt igen,
det må de da kunne forstå?

Politikerne er det mindste problem her. Et LANGT større problem er, at ALT for mange mennesker (er du en af dem?) render rundt i en vanedannet tro på, at vi skal bede pænt om lov til et anstændigt liv, og at en stak ignorante og korrupte politikere har tænkt sig at forære os den anstændighed. Problemet er demokratisk-apatisk passifisme. Vi skal ikke bede nogen om lov, vi skal tage de selvophøjede myndigheder, der umyndiggør os, ved nakken og forlange, at de gør deres betroede arbejde – ELLER forsvinder ud af vagten for aldrig siden at vende tilbage.

Vi er som menneskehed ved en skillevej, hvor et ULTIMATUM er sidste chance.
Det er på tide med et forældreoprør mod Far-og-Mor-Stat.
Det er på tide med noget seriøs civil ulydighed.

Vi har ikke noget demokrati længere, fordi vi ikke har fortjent det. Vi har ikke værdsat og passet på det og har troet, at det var noget, som nogen gjorde for os. Hvordan kan folket styre noget, når de ikke aner, hvor styrepinden sidder henne på køretøjet?
Ikke uventet er der så nogen, der har snuppet styretøjet og styret køretøjet ad helvede til.

Hvilket er det næste store problem med den slags udsagn. Vi aner intet om, hvor køretøjet er på vej hen, hvis vi bilder os selv ind, at en klump fartgale politikere uden kørekort ved alt om det. De få og desværre magtfulde, der ved noget, er stjernepsykopater. DE mener til gengæld, at de er i deres fulde ret til deres kørsel, fordi nogen – og jeg kan fortælle dig, at det ikke er den gode Gud – har givet dem denne deres fulde ret til i spritkørsel at køre menneskehedens køretøj i grøften.

Jamen-og-atter-jamen: skræmmer du så ikke folk væk ved
at insistere på at fortælle dem om verdens ondskab?

Altså du mener, at jeg skal gøre ligesom Mr. Obama, der stillede sig op og smed om sig med Yes we can og Change og hope-porn. Hvorefter han startede flere og værre krige end sin bindegale forgænger Bush-the-Stupid søn af Bush-the-CIA-director, hvilket han fik Nobels fredspris for. Det giver vældig god mening … i løgnens tidsalder.

Denne verdens korrupte herskere lyver som profession og/eller af simpel-pervers lyst.
Jeg ser det ikke som mit civile kald at lyve om løgnen.

Jamen-jamen og endnu mere jamren: skulle vi ikke hellere fokusere på det,
vi gerne vil hen-og-frem til fremfor det, vi vil væk fra?

Jeg anerkender et godt spørgsmål, når det ankommer.
Du får lige en lignelse:
Du vil gerne flytte ind i din nye lejlighed. Du har en vision om, hvordan den skal se ud, når du er flyttet ind. Men lejligheden flyder med skrot og snavs, skabene er fulde af ubrugeligt affald, døde kakkerlaker og muselort, væggene driver af årtier gammel nikotin, el-installationerne er defekte og livsfarlige, faldstammen er tæret af rust, og vinden piver ind ad de utætte vinduer. Det kan blive en rigtig fin lejlighed, men der er ikke det, der IKKE er galt.

Og så vælger du bare som jubel-optimist at flytte ind og smide dine uden tvivl nydelige møbler på plads, sætte dit labre gods ved siden af og ovenpå det gamle skrot, male hvidt ovenpå nikotinvægge og paneler og sætte dine designerlamper i defekte stikdåser.
Du ryddede ikke op, du skrabede ikke ned, du rensede ikke ud. Du bebor nu en sminket lort!
Du har ifølge en anden lignelse, som du sikkert kender, bygget dit nye hus på sand og ikke på sten.

Så svaret på dit udmærkede spørgsmål er: Vi har både brug for at komme væk fra og komme hen til.
Det ene behov forbliver imidlertid uopfyldt, så længe det andet behov er negligeret.

Alle veje fører til Rom, men Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag.
For at noget nyt-og-hvidt kan komme til, må noget gammelt-og-beskidt vige pladsen.
Vi er lige nu i overgangsfasen for det nye.
Vi kommer ikke udenom et stykke besværligt oprydningsarbejde.
Opgaven er ikke løst ved at benægte rodet.
Vær så venlig ikke at bede mig om at benægte rodet.

Når DET så er sagt, så kunne du passende bemærke, hvordan jeg bærer mig ad med ALLIGEVEL og mod alle odds at dryppe løsningsforslag, forslag til redninger på stregen, vinklinger på intet er så ondt, at det ikke er godt for noget. Der er konstant og med jævne mellemrum korte nyheder om, hvordan der er fuld gang i oprydningen, fordi der findes ikke-mørke kræfter, der nu har fået fuldt mandat til for alvor at rydde op.

Jeg kunne også være lidt flabet – det har jeg allerede været 😉 – at spørge, om det muligvis ikke er dig, der er udstyret med et filter, der kun tillader negativitet at slippe igennem. For du må da have overset mindst 34 artikler, der ikke falder i den kategori – altså med mindre du tager solbriller på i mørke:

Gryder, potter, pander, ovne – lidt hyggelig filosofi om madlavnings-teknologi

Jordens frugt – uden frygt – besyngelse af mit hood, deriblandt en inventarliste over dyr, der mener, at DE bor der

Mikroessays om verden i 6 dimensioner – del 1 – den forenede feltteori var allerede på plads

Mikroessays om verden i 6 dimensioner – del 2 – men Burchard Heim blev ‘glemt’ af sin samtid

Kedsommelighedsbrud – dagbogsblad fra en helt almindelig arbejdsdag fuld af overraskelser

Hvad nu hvis – 22 strofer om visioner for en lys fremtid

Menneskehuset – om huse, opfindsomhed og menneskeligt potentiale

Kreativ dualisme – John Cleese har en særlig praktisk filosofi om kreativitet

Dagbog fra en landligger – det er faktisk godt ude på landet, tro det eller ej

Møde med chefen – en novelle om en audiens hos den gamle

Naturen det billige skidt – forbløffende meget af det, der gror derude, er spiseligt

Nedersteetage verdenskort – der læses nedersteetage.com i 80 lande i verden

Systemet er dødt – tid til løsninger – fællesnævneren er attitudeskift

Eventyrernes glemte betydning – eventyr er for børn, men de gemmer på hemmeligheder for voksne

Life Force – der er nogen, der har tyvstartet på en bedre verden

Bionauten.dk – om biodynamisk landbrug, gartneri og fødevarer – og hvorfor vi ikke for længst er dér

Energimaskinen – bag klimaævlet gemmer sig en helt anden realitet om fremtidens energi

Livet på landet – om skidende gråspurve, får i gumletimen, rovdyr i krattet og andet fra landet

Gode nyheder – hvorfor de gode nyheder er bandlyst i medierne

Musik med pitstop – en playliste med et udvalgt af verdens bedste musik

Skønhed i eksil – hvad skete der med skønheden i modernistprojektet? og hvorfor vi ikke kan undvære den

I begyndelsen var lyden – lyd er et stort og dybt emne, lyd er kosmologi, der er mange hemmeligheder i musikken, og de gamle kendte dem

Lyden af lyd – en podcast og lydmontage om, hvordan lyd påvirker os

Selvforsyning – i anledning af, at nogen er i færd med at køre en kunstig fødevarekrise ud, er her nogle overvejelser over, hvad der kan gøres ved det, når vi rammes

Egyptisk-rumænsk rejsebrev – to ældgamle kulturer gemmer på historier, hemmeligheder og herligheder

Noter om Goethe – hvorfor var denne store digter – OG videnskabsmand! OG politiker OG livskunstner – et par hundrede år forud for sin tid?

Tartaria – det forsvundne rige – et stykke sunken Atlantis fra en måske ikke så fjern fortid

Mad på bordet – skal vi ikke tage en snak om et vigtigt emne? madpolitik og en stak opskrifter i medgift

Buzzwords om permakultur – der er brug for nytænkning om dyrkning, hvis vi ikke skal ende som ørken

Vejen til indre styrke – denne oversættelse fra hjemmebrænderiet er vistnok den eneste udgave af Lao Tsu’s klassiker Dao te Ching på dansk på nettet

Leg kan ikke læres – leg kan aflæres – leg er en ganske alvorlig sag, som vi kun kan få for lidt af

Det musikalske univers – størrelsen af Solen i forhold til solsystemet er det samme som størrelsen af atomkernen i forhold til atomet

New Age versus spirituel aktivisme – titlen siger det hele: NewAge er en åndelig narresut

Ridderlighed – sandhed eller intethed – to filmanmeldelser

Jeg kan ikke garantere 100% for, at der ikke forekommer afsnit i de ovennævnte artikler, hvor formuleringen er forbudt for børn pga. anstødelighed og det, du måske kalder for negativitet.
Men Google ville altså ikke ud med deres censur-algoritme.

Jamen så langt nåede jeg ikke at læse, så det har jeg da ikke opdaget

Javel ja.
Jamen så er det jo ikke mig, der spildt min eller din tid.
Så er det jo dig, der har spildt både din og min tid. Er det ikke? 😉

OG glemte jeg at sige up-front, at hele projektet, der startede med paradigme2010, fortsatte med paradigmet.blogspot.com (det køres videre af ChaosNavigator, og her kan du for alvor tale om svælgen i sorte sager), hvor det bedste nu findes på nedersteetage.com, mellemsteetage.dk og underetagen.com + bionauten.dk – næste etage må jo blive overetagen.dk – er mit eget personlige noteapparat over den løbende undersøgelse. Det står i øvrigt her.
Hvis nogen kan have glæde af det, så er de velkommen.
Hvis andre ikke har glæde af det, så er det også fint, og de er også velbekommen.
Hvis nogen imidlertid skulle mene, at jeg er forpligtet til at servicere deres feelgoodness, må jeg desværre skuffe dem. Hvis man søger sandheden, så kan det være, at man er nødt til at mellemlande i ubehagelighed før selvbehagelighed.
Sandheden stryger aldrig med hårene, men ender med at give dig frihed.
Løgnen derimod æder din sjæl indefra og gør dig til en livslang slave – og dine efterkommere til-og-med.

Jeg må desværre også skyde en hvid pind igennem den udbredte misforståelse, at succeskriteriet for en given publikation på Nettet er dets dag-for-dag aktuelle hit-faktor.
Sådan spiller det store digitale fingerklaver ikke derude.
Her kunne jeg køre en lang-tung-ting om nettraffik og dets lovmæssigheder, men det orker jeg ikke.
Elevatorversionen er bestandighed kombineret med bølger af stimulans.
Den afgørende faktor for gennemførsel – på latinsk succes – er grundlæggende den samme, der gælder for enhver håndværkers eller kunstners virksomhed:
Talent er under 10%, efterfølgende hårdt arbejde er ALT.
Bliv ved – bliv ved – og bliv ved!
Det findes der også en lignelse om, gør der ikke? Altså hvad du gør med talentet.
Øvelse gør mester, og dråben udhuler stenen for resten.

Og inden jeg skal videre – jeg skal ud og prøve min nyerhvervede le købt af et firma i Østrig, hvor de er stolte vedligeholdere af denne gamle tradition (AAHR! manden med leen, døden på scooter, det er sort og negativt! … sorry, ku’ ikke la’ være) – så er det sært at konstatere, at jo mere optimistisk og konstruktivt, jeg fremstiller verdens virkelighed, jo færre er interesserede i det. Så må jeg bare endnu en gang sige, at MIN interesse stadigvæk er den samme som for 13 år siden, da jeg startede skriveriet:

At tage mine egne totalt ligeglade noter om denne livsvarende og muligvis livsfarlige og for nogle sandsynligvis ligegyldige undersøgelse af virkeligheden, der en eller anden dag – forhåbentlig indenfor dette lige lovligt korte liv set i et langtidsperspektiv – kan betyde, at jeg kan beskrive, hvordan verdens ondskab har været nødsaget til at stikke halen mellem benene, fordi en overvældende majoritet har valgt at SE DEN DIREKTE OG FRYGTLØST I ØJNENE I DENS DERFOR IKKE LÆNGERE INTIMIDERENDE TOTALITET og truffet det valg for første gang i den menneskelige historie at smide den på porten.

SAMTLIGE EMNER i den ubehagelige del af skalaen er nogle, jeg ikke har valgt og helst så forsvinde ned i det hul, de kravlede op af. De har valgt sig selv ved at trænge sig voldsomt på. Det er desværre ikke min og vor tids privilegium at nyde fraværet af den slags. Vores nødvendige ydelse – vor tids kollektive karma – er at adressere de ubehagelige emner, så eftertiden ikke behøver at adressere ubehaget. Ubehaget findes, fordi vores umiddelbare fortid ikke evnede, orkede, kunne eller turde gøre det.

Og da vi ikke er på vej mod fortiden – jeg regner med, at vi er nogenlunde enige her – så lad os få det overstået, mens tid er. Lige om lidt er det for sent.