Ondskab – det findes jo ikke (!)

Der findes en kliché derude om, at ondskab ikke findes.

Udsagnet stammer fra newage-bevægelsen startende i 1960’erne, hvor en masse især unge – der i mellemtiden er blevet til gråhårede pensionist-babyboomere – i frustration over kristendommens udhulning og stivnede institutioner og i generel frustration over deres eget indholdsløse liv gav deres egen kultur skylden for indholdsløsheden og kastede sig over alt, der var eksotisk, mens alt, hvad deres forældres generation havde af traditionelle værdier, blev foragtet og forhånet.
Således blev buddhismen invaderet af de frustrerede spiritualitets-turister, der mente, at det var deres nye frelse. De tog buddhismens non-dualisme og løb med den – og fik den galt i halsen.

Som det er med mangt og meget, som man prøver at bruge som erstatning for egen kultur, og som aldrig kan erstatte den, ligesom vi ikke kan pille huden af os selv og udskifte vores knoglesæt med et fingerknips, så er det meget let at få fremmede kulturelementer galt i halsen.

Buddhismen virkede især attraktiv for de, der var blevet funktionelle ateister, men som i deres frustrerede baghoved fornemmede, at det var de nok slet ikke. Her havde de en religion, der ikke kaldte sig selv for en religion, og som ikke talte om en Gud men blot om en lærer, Buddha og hans lære, og så kunne man slippe udenom Gud og godt-og-ondt.
Når der ikke findes ondt ifølge den newage-halvfordøjede pseudo-buddhisme, så findes der heller ikke godt. Direkte adspurgt er ejeren af udsagnet nødt til at indrømme det for ikke at gå til bunds i selvmodsigelse.
Så hvad har det med det formodede buddhistiske udgangspunkt at gøre andet, end at der findes en tilstand på den anden side af dualiteten? Og er det hele ikke bare en gang nihilisme?

NB! Vi går ikke her i rette med rigtige buddhister og den buddhistiske lære og kultur.
Må vi blot minde om, at buddhisme er en gren indenfor hinduisme og ikke noget for sig, hvilket er en generel misforstået opfattelse.

Når så mange tog afstand fra kristendommen – det kan der være forskellige grunde til, nogle mere velskabte end andre – så opstod der et vakuum. I et sådant vakuum kan alt muligt kravle op.
Kulturmarxismen fik en kraftig optur, for den tilbød en hel række ingredienser, der var egnet til religionserstatning.
Rationalisme / ateisme eller hvad der kunne kaldes for en fornuftskult eller en flad form for skepticisme bød sig til. Denne flade skepticisme var ofte ikke andet end dårlige forklaringer af og undskyldninger for materialisme, hedonisme og forbrugerisme.
En hel stribe designerkulte bød sig til i tomrummet: Scientology, Moon-bevægelsen, diverse guru-trips.
Syrekulturens eskapisme var billigt til salg – for det meste med en hård efterregning.
Et yderst broget felt af spiritualitet i hele newage-feltet svømmede rundt i egen sovs,
lidt af ditten og lidt af datten under kraftig omrøring i suppedasen.
Hvis man mere var til det dystre felt, så kunne man uden besvær kalde sig for satanist.
Hvis man var til sex-drugs og rock’n’roll var man muligvis også til Aleister Crowley og Anton LaVey.

Var det egentlig blot en slags etisk eskapisme? Hvis vi vil prøve at forstå, hvad der opererer bag det besynderlige udsagn om, at ondskab overhovedet ikke findes, kan vi foreslå at kigge lidt på det, der også ligger bag zionisternes dystre filosofi: sabbatæismen.

Vi har før dykket ned i dette betændte vandhul, men det blev formuleret af den besynderlige skikkelse, der år 1666 proklamerede, at han var Messias, Sabbatai Zevi. Han var kabbalist i den ny-kabbalistiske tradition efter Isaac Luria. Han var mellemstationen til Jacob Franck, den åndelige fader til Jacobinerne og dermed både den franske og russiske revolution samt Dönmeh, de Unge Tyrkere, kryptojøder fra Thessaloniki i Grækenland, der omstyrtede Det Osmanniske Rige i den tyrkiske revolution – og i forbifarten begik det armeneske folkemord.

Det skal lige siges som biografisk note, at det ikke gik så godt for Sabbatai Zevi med at posere som Messias, for der skulle bare et vink med en vognstang til fra den osmanniske sultan, før han stak halen mellem benene. Konvertér til Islam eller mist dit hoved! Så han omvendte sig, for hvorfor blive martyr for en sag, han vidste var svindel?

Kernen i hans lære kan formuleres helt simpelt, selvom logikken må betragtes som syg-i-hovedet.
Den siger:
Gud har skabt både godt og ondt.
Det må betyde, at jo mere ondt vi gør, jo bedre er det, for vi gør jo Guds værk.
Helt seriøst – you can’t make this stuff up!
Han fik lynhurtigt millioner af tilhængere i det jødiske verdenssamfund, for endelig ankom Messias.

Efter at han således havde kryptiseret sig selv for anden gang og nu som muslim, groede hans tanker videre. Vi finder dem hos de azkhenaziske jøder. Vi finder dem i den khazariske mafia – de store jøder, banksterne. Vi finder dem hos Chabad Lubovitch. Vi finder dem hos grene af Kabbalah. Og vi finder dem i zionismen.

Vi finder dem også i de newage-kredse, der flirter med satanismen. Sabbatæerne er reelt set jødiske satanister, for hele begrebet om at vende godt og ondt på hovedet er satanisk i sit væsen. Når popstjernen Madonna flirter med kabbalah, så er det dén version. Hun befinder sig i samme slæng som den sataniske billedkunstner Marina Abramovic. I både Hollywood og musikindustrien bor nogle af de mest inkarnerede mørke okkultister – overhovedet. Hallelujah – ondskaben er bare et kunstprojekt.

Hvad skal udsagnet til for: Der findes ikke ondt!
Hvorfor fyrer man den slags kontra-intuitivt crap af?

Hvis man har hang til ondskab og ikke ønsker at stå til regnskab for det, så er det bekvemt at dække sig bag en ideologisk new-speak-facade om, at ondskab ikke findes.
For så kan man jo ikke begå det, vel?

Hvis man som f.eks Hollywood og Disney – for at nævne et par af de værste – er blevet organer for pædofili, menneskehandel, organhandel, misbrug af menneskelige substanser (adrenacrome), så regnes det for særligt lækkert at begå unævnelige ting mod børn. Børn repræsenterer uskylden, det rene og ubesmittede. At begå perverteret besmittelse af uskylden regnes derfor som ekstra koncentreret dark stuff. Det er ondskab med et ekstra boost og ekstra score på skalaen overfor det slæng, man gerne vil være en del af.

Når de udvalgte medlemmer af Order of The Black Sun og Order of The Dragon fylder 40 år, bliver de regnet for modne til, at noget kan kravle op i dem. Det foregår ved et ritual, hvor de opfordres/tvinges til at gøre unævnelige ting mod børn, da dette skulle være særligt attraktivt for noget der kravler op. En dårlig nyhed til de bedragne højrefløjere og naive patrioter: Der ligger et ubehageligt videoklip på dark web med Donald Trump (Black Sun), der ‘bliver voksen’ for 30+ år siden. De filmer den slags, for det er samtidigt en livsforsikring for Ordenen, så et medlem herefter og aldrig siden kan nægte at adlyde deres ordrer. Trump blev lovet titlen som Black Eagle i Order of The Black Sun, før han døde.

Nåja, glemte vi lige at nævne, at Trump døde i januar 2021 i sin familieresidens i Bedminster, New Jersey af prostata-cancer, at en maskeret skuespiller siden har poseret i rollen, at SSP-gruppen Umbrella Military Corporation har kørt penge-showet, og at den seneste farce med et attentat er et latterligt og – hvis man ser ordentligt efter – totalt kikset teaterstykke. Samt at den ligeså kiksede-fake TV-duel mellem Trump og Biden forinden (ingen af dem lever) er ligeså let gennemskuelig. Se på billederne og opdag de sædvanlige tegn på greenscreen + at begge skuespillere læste op fra teleprompter, hvilket betyder, at det hele var scriptet.

Fornægtelse

Ved at benægte eksistensen af ondskab, lægger man grunden til:
– at krig ikke er af det onde men blot en nødvendighed som politisk-økonomisk redskab
– at folkemord er OK, for Jorden kan jo ikke understøtte så mange mennesker
– at globalisternes plyndringstogter er helt OK, for hey – vi gør jo bare det, vi er bedst til, og hvem vil ikke gerne have mange penge uden af tjene dem (OPM – Other Peoples Money), og du kan også få nogle af dem, hvis du har lyst …
– at løgn er helt OK, for vi kalder det bare for den ædle løgn (the noble lie), hvilket Jack Nicholson som oberst Jessup snerrer på anklagebænken i filmen A Few Good Men: You can’t handle the truth!
– at had er politisk korrekt – venstrefløjens nye dope er hadet, de samles for at blive høje af at hade.

Det er måske ondskab, men det er ondskab, der er godt for os!
(jf. They may be Nazis, but they are OUR Nazis)

Når de onde herskere af denne verden kan få folk til at gå og sige til hinanden, at der skam ikke bliver begået ondskab, så er der fri bane for dem til at … begå ondskab.
Det er i familie med Pax Romanorum og den kristne venden den anden kind til.
Det er i familie med pacifisme, der er ideologisk pseudospirituel underkastelses-apati.
Det er i familie med newage-begrebet positiv tænkning.

Det er afvæbnende / lammende overfor retfærdig harme, for denne verdens herskere frygter folkets retningsbestemte vrede, og de får onde natlige drømme med kroppe, der dingler i lygtepæle.

Vi er altså havnet i den modsatte grøft end middelalderens og kirkens svælgen i djævle og evindelige malen Fanden på væggen. Den Onde var her, Den Onde var der, han kommer og tager dig, hvis ikke …
Med verdsliggørelse og passiv-ateisme forsvandt Fanden på væggen. Hovsa hvor blev han af?

Men det er jo ikke det, som tidens magthavere har lært os med deres ideologiske implantater. Det er det samme, som når de/vi siger: Tjae alt er jo relativt. Det betyder:
Når VI = magtthaverne synes, det er godt for OS, så skal I, plebejerne, sige, at det er godt.
Og når det er i vejen for os, the wise guys, skal I sige, at det er ondt.
Det relative består I, at godt og ondt kan bøjes efter bekvemmelighed og særinteresse.
Godt og ondt er ideologiseret og politiseret.

Kommunisterne og kulturmarxisterne bøjede bøjede det til godt for partiet. Hvis noget ikke var godt ifølge partilinjen, var det politisk ukorrekt, falsk bevidsthed, småborgerligt, reaktionært. Hvis det var godt for partilinjen var det progressivt. De kunne vha. denne bogstaveligt talt sataniske ideologi begå det 20. århundredes mest horrible ondskabsfuldheder under henvisning til ‘en højere sag’. De talte om det nødvendige onde for den gode sag. Det var en 180⁰ gradbøjning af begreberne. Omfanget af dette stykke begrebssvindel har stærke dønninger 100 år senere.

Læs: Den russiske revolution – hvis du tør. Denne gang uden revolutionsromantik, ikke for sarte sjæle.
Læs: Det kommunistiske manifest – hvis du vil forstå det ævl, der har det med at komme ud af munden på os i et ubevogtet øjeblik, fordi vi ikke forstår, at det er sevet ind i sproget, og HVAD det er, der er sevet ind. Det er sevet ind i lovgivninger, forfatninger og selv de partiprogrammer, hvor det ikke burde høre hjemme. Det gjorde det så alligevel.

Det er stadig sådan i dag, at man ikke kan arve f.eks et familiebrug længere, uden at Staten for det første tager halvdelen og at bruget skal splittes op mellem eventuelle søskende. Det er en af de 10 paragraffer i Det Kommunistiske Manifest.

Mnjææ, det er da uretfærdigt, at den ældste søn får det hele ... hører man så dernede i salen.
Javel, alle skal være lige ifølge socialisterne, ingen skal være mere end andre. Men resultatet er, at familiebrugene i dag stort set er forsvundet, og at de nu er ædt op af godsejerne igen, der besidder 80% af danske landbrug hjulpet på vej af deres gode venner i milliardærklubben nede i Bruxelles. Et system er, hvad det gør – ikke hvad det siger, at det gør. Vi er altså tilbage til feudalismen igen!
Prøv lige, hr-fru-frøken socialist at argumentere for, at det er ‘progressivt’. Det er hyper-bagstræberisk!

Når World Economic Forum og fascisten Klaus Schwab stillede sig op og sagde uden at blinke: I 2030 ejer du intet, og du er lykkelig (oversæt: du kan intet stille op med det, så de kan ligeså godt være ‘lykkelig’), så er det en paragraf i Det kommunistiske manifest, der siger, at den private ejendomsret skal ophæves. Det er i samme skuffe som arveretten ift. landbrug, for bolsjevikkerne slagtede hele det avancerede russiske agrarsamfund og sendte bønderne til Gulag efter at have stjålet al deres produktion. I Ukraine myrdede de en håndfuld millioner bønder, for deres Sorte Jord var verdens bedste. Det gør de så igen 100 år senere, og nu klapper vi i hænderne af det.

Fornægtelse igen

Ukraine er et helt kapitel for sig om fornægtelse af ondskab.
Folkemordet i Gaza er et helt og ganske perfidt kapitel om fornægtelse af ondskab.
Hvis vi kan tale om civilcourage og civil ulydighed, så kan vi her tale om civil fejhed og -lydighed.

Mangel på menneskeligt mod kombineret med mangel på evne og vilje til at lægge 2+2 samme = at tænke er en stiv cocktail, og når vi drikker denne giftige suppedas, ender vi op som et ynkeligt heppekor til ondskabens ugerninger. Vi er blevet med-ondskabsfulde – mens der er folk, der newage-benægter, at ondskab eksisterer. Mens kristendommens passiviserende magt over menneskesindet langsomt ebbede ud, introducedes et nyt stykke passiviserende software: newage.

NB!
Når vi langer ud efter kristendommen, så bør det stå klart, at det er institutionen, vi taler om.
Vi taler om at tage et nøgternt vue ned gennem historien.
Når kristendommen skulle bruges til at retfærdiggøre korstog, religionskrige, massemord, hekseforfølgelser, kætterforfølgelser, aflads-business, når de fattige skulle skæppe den sidste skilling i kirkebøssen, og når konger og fyrster skulle falde på røven, så var kristendommen velegnet til det formål.
Når kristendommen skulle kanalisere social indignation over i apati, når det store skyldkompleks skulle fodres, når folk skulle skræmmes med død-og-djævel, så var den velegnet til det.
Vi taler IKKE om de troende, der medbragte de universelle begreber om godhed, kærlighed og tilgivelse + alle de andre ægte menneskelige værdier og praktiserede dem i religionens regi. Institutionen åd værdierne, patenterede-monopoliserede dem og spandt guld på dem, mens fårene græssede i folden.

Helgener i den katolske kirke – den inkarnerede godhed – har altid været omgærdet med særlige forsigtigheds-foranstaltninger. Kirkens mænd højt på strå var ofte langt fra at være hellige, de var blot en slags politikere i dametøj. Så de hellige mænd og kvinder blev så at sige indhegnet (helgenkåret). De var elsket, æret og anerkendt af folket, der med deres umiddelbare sind forstod dem. Folk fornemmede, at disse personer var tæt på Gud, og at de selv via interaktion med dem kom tættere på Gud. Folk håbede måske også, at der faldt lidt velsignelse og et helbredende mirakel af i svinget. Præsteskabet har ikke været fri for en vis misundelse af de hellige mænd og kvinder, for præsterne var jo bare funktionærer i bønnefabrikken. Og ja, vi generaliserer her, for der er også eksempler på, at de blev anerkendt som hellige, men vi må huske på, hvad præsteskabet i bund og grund er: et indskudt led mellem Gud og mennesket.

Når man på dennne måde kan skyde sig selv ind som et mellemled, skabes der et afhængighedsforhold. Det er det samme, der gøres af Staten, Videnskaben og teknologien. Når vi ikke har adgang til statens beslutningsprocesser, og når vi ikke fatter en brik af, hvad videnskaben slynger ud, så er vi afhængige. Hvis vi heller ikke forstår, hvad der foregår i det teknologiske baglokale, så er vi afhængige. Læg dertil afhængighed af en skummel-misbrugerisk medicinalindustri, en ligeså skummel fødevareindustri, skumle medieselskaber med skummelt ejerskab, skumle overstatslige strukturer (EU, FN, …) – så er vi ramt af en 4-5-7-17-dobbelt indskudt struktur af skumle mellemhandlere, der alle via deres indskudte sætning drikker vores blod og æder vores kød som i et skummelt nadver-ritual.

*

Fornægtelsen af ondskab (ondskab eksisterer ikke) er en vægring ved at se ondskaben i øjnene.
Det er en vægring ved at adressere og identificere ondskabens kilde.
Når vi på denne måde vægrer, flytter ondskaben ind i hovedbygningen.
Ondskaben inviterer ALTID sig selv indenfor.
Hvis vi siger pænt men bestemt nej-og-tak og fa’veller + ikke-på-gensyn, har ondskaben ingen adgang.

Hvis vi så SAMTIDIGT undgår at synke ned i ondskabens tankesæt i vores optagethed af at forstå det, så er vi på rette vej.
At være fuldt opmærksomme på ondskab er ikke det samme som at acceptere det.
At være optaget af at skabe good vibes behøver ikke at kamme over i escapisme.

Tænk lige over det.