Er du en Non Playable Character?
NPC’ere
Verden er fuld af NPC’ere,
og her er det så, du har lov til at spørge: hva høvlan er NPC’ere?
og er det ikke også, som om vi har nok af smarte indforståede akronymer,
som de fleste i mellemtiden har glemt eller aldrig har hørt om,
selvom vi måske godt ved, hvad f.eks en pc er
men måske i mellemtiden har glemt, at det står for en personlig computer,
som om en computer nogensinde bliver personlig, men det er en anden sag,
så til sagen: en NPC’er er en Non Playable Character,
hvilket alle cumputerspils-afficionados derude er klar over.
Men hvad vil det så sige?
I et computerspil vil du som regel styre en Player,
hvilket i spilterminologi kan hedde en First Person Character,
hvis du ser det hele gennem øjnene på en skikkelse,
eller en Third Person Character, hvis du ser spilleren,
eller bare en Player, hvis der hoppes rundt på diverse platforme i 2D,
hvilket i filmisk eller litterær terminologi hedder hovedpersonen eller protagonisten.
Denne player 2D-3D møder som regel andre personer eller skikkelser eller actors,
og nogen af dem kan der interageres med, andre er bare automatoner,
der er programet til at følge bestemte rigide mønstre,
hvilket kan være en usynlig sti eller et randomiseret felt,
hvor en del af programmeringen består i, at de ikke støder ind i ting og sager
eller andre automatoner – eller går ud over kanten af havnebassinet.
NPC’er kan godt interagere med player ved at komme i vejen,
komme med tilråb, blive irriterede inden de går videre,
de kan have collisions-legemer og kan udsættes for physics som fx tyngdekraft,
de kan blive decideret knotne og trække et dødbringende håndvåben
og starte et stykke håndgemæng, hvilket i spilterminologi hedder melee,
eller en mere distanceret udveksling af dødeligheder kaldet ranged,
hvorefter du som spiller, der sidder derhjemme foran skærmen
med en spil-controller er nødt til at dirigere din playable character
og trække et lige så dødbringende våben og tage livet af skikkelsen,
for det var lissom det, spillet gik ud på.
Men det bliver de forstyrrende skikkelser ikke mere playable af,
for de følger stadigvæk kun forud-programmerede mønstre,
stimulerede på stimulus, reagerende på et target indenfor rækkevidde,
der for hvert millisekund kaldet et tick bliver opdaterede på, hvor du befinder dig,
og er i stand til at modtage damage ifølge et indprogrammeret health system,
der svarer til det, som player-avataren selv har.
Og her kan man så filosofere over, hvorfor 19/20 computerspil handler om
at skyde-hugge-smadre sig igennem en verden af dødelige fjender
– altså udover at det er den slags spil, der sælger, fordi det indtil videre har være drengerøve,
der aldrig er kommet sig over at lege krig og nu har overført det til computerskærmen,
for det virker lidt som om, at der er nogle helt andre storspillere derude,
der har en investeret interesse i, at der er så mange drengerøve som muligt,
der for det første anser krig for at være en livsnødvendighed,
og som for det andet bruger deres livsenergi bag skærmen
og derfor ikke laver ballede derude i virkeligheden.
Hvilket selvfølgelig – og den havde du nok for længst gættet –
fører til paralellen mellem verdens virkelighed og computerspillets
eller simulationen, som de også kalder det,
for er det ikke også som om, at der er rigeligt mange NPC’er,
der går rundt i deres tilsyneladende forud-programmerede mønstre,
der aldrig synes at forandre sig men gentager sig selv hver dag.
Vi kan interagere med dem, vi kan komme i vejen for dem,
vi kan blive irriterede over, at de kommer i vejen for os,
vi kan lade irritationen gå ud over dem, hvorefter vi kan regne med en respons.
Men STOP lige engang, hvorfor er det lige, vi kommer på den tanke?
Svaret er netop det faktum, at der findes et segment af folk på denne planet,
der har den omtalte interesse, og som har investeret i:
at automatisere alle menneskers adfærd til gavn for dem selv,
hvortil de har skabt adfærdsvidenskaber, socialpsykologi,
behavourisme, nudging, propaganda, nysprog og neo-linguistisk programmering,
regulativer, love, forordninger, sanktioner, stokke og gulerødder,
skyld, skam og frygt, designer-religioner og -kulte,
socialisme, kommunisme, behavourisme,
skolesystemer og hjernevask, stereotype rollemodeller i film og TV-serier,
overvågningssystemer, kameraer på hvert gadehjørne,
spionsystemer i de elektroniske devices, som vi alle omgiver os med,
kemiske substanser der forgifter os og gør os dumme,
mens de udgiver sig for at være fødevarer eller medicin.
Så playable / non-playable-analogien holder et stykke hen ad vejen,
og det er rigtigt, at denne verdens selvbestaltede virkeligheds-designere,
der udøver en kunst, der for blot et par hundrede år siden
ville gå under betegnelsen sort magi,
selv anser virkeligheden for et computerspil, som de har designet,
og hvor vi er tiltænkt status af NPC’er,
for den slags skikkelser kan de være sikre på ikke gør noget,
der ikke kan reduceres til max et par hundrede kodelinjer i C++, C# eller Python.
Men her holder analogien med computerspillet op.
For alle skikkelser i gadebilledet, der tilsyneladende går rundt som robotter,
er alle spillere i deres eget spil, de er alle The Player Character, hovedpersonen, protagonisten,
også selvom de ikke helt har taget gamepad’en i egen hånd
men valgt via et ikke-valg og en passiv laden sig flyde med trenden
aldrig at reflektere grundlæggende over deres liv og virkeligheden …
så er de stadig i dyb modsætning til automatonerne i computerspillet
udstyret med potentialet – forløst eller ej – for suverænitet.
De er de sovende, og spørgsmålet er kun: hvad kan vække dem?
Analogien holder heller ikke af den simple men altid oversete grund,
at vi, der i højrøvsagtig indbildskhed anser os for at være bedre udrustet
– og det kan da godt være, at vi er,
bestemt heller ikke udelukke muligheden af,
at vi ikke er væsentligt forskellige fra dem.
Hvilket allerede er et skridt på vejen.
Drømmens dramatiske virkelighed
Kender du det?
Du sover, du drømmer.
Men samtidig har du en fornemmelse af, at du godt ved, at det er en drøm.
Det kan oven i købet være med en form for nysgerrighed, for hvad sker der nu, lad mig lige se efter.
Det er ofte lige før, du vågner.
Og nu siger jeg så ‘du’, men jeg ved jo ikke, om du kender det.
Kender du så den her?
Du tror, at du er vågen, du befinder dig – i drømmen – lige nøjatigt der,
hvor du ligger og sover, mens du måske mærker, at der sker noget omkring dig, og måske fornemmer du, at der er nogen eller noget i dit soveværelse eller dit hus eller lejlighed.
Her kommer der to versioner af det fænomen, en spøjs-hyggelig og en uhyggelig..
Jeg drømmer, at der er kommet et dyr ind ad min hoveddør,
og hvordan det har båret sig ad med det, er uvist, for jeg har ikke døren stående åben om natten.
Da dyret oven i købet er på vej op af min etage-trappe, bliver det altså for meget, og jeg står op – i drømmen – og går hen til trappen, hvor jeg ser, at det er et får.
Hvilket selvfølgelig også er helt utænkeligt, da da de smældfede får på tændstiksben, der går rundt hernede på landet ikke er i stand til at gå på trapper og da slet ikke min trappe, der er mere stejl, end loven og det standardiserede byggeregulativ tillader.
Så er det i drømmen, at jeg konstaterer, at fåret har en strikkehue på, hvorefter jeg siger til mig selv, at det i hvert fald ikke kan være et af mine nabos får, for de går krafteddeme ikke rundt med strikkehue!
En mindre hyggelig drøm er, at jeg ligger i min seng, og jeg ligger nøjagtigt på den venstre skulder, jeg ligger på i virkeligheden, og jeg hører – hvilket på ingen måde er utænkeligt – at det trækker op til uvejr udenfor, måske kraftig blæst, måske et tordenvejr. Men lyden er mere besynderlig end som så, og den bliver mere og mere intens, hvorefter jeg begynder at tænke, at der måske er gået ild i huset, og jeg kan også se, at der kommer lys op ved trappen, hvilket heller ikke er utænkeligt, for hvis jeg har glemt at slukke lyset dernede i køkken-stue-afdelingen, eller hvis det er ved at blive lyst udenfor, så sker det også. Men dette lys har sit eget liv, der bliver meget ubehageligt og rækker nogle lange og stadigt voksende strenge eller tentakler ud efter mig, mens den hvæsende lyd tiltager.
Og den kender du sikkert, for hvis du som dig har et mareridt, så tvinger noget i dig … dig selv til at vågne. Jeg ser i drømmen i den retning, jeg ser i det øjeblik, jeg vågner for med høj puls og sved på panden at konstatere, at der er helt stille og mørkt, der er ikke uvejr udenfor, at der er ikke ild i hytten indenfor. Det var altså en drøm, der simulerede den sovendes virkelighed.
Det synes jeg, er en anelse led twist.
Du kender helt sikkert den her.
Du er i en drøm, hvor noget er lige ved at lykkes.
Du er lige ved at nå dit mål, du er der næsten, dit ønske går i opfyldelse, og …
så vågner du måske blot et sekund og tænker, jeg sover sgu lige videre, for nu var den der næsten. Men sådan fungerer det ikke, det kan man ikke. At falde i søvn er ikke en viljesakt, og det er bl.a derfor, der er folk der har svært ved at sove og prøver at tvinge sig selv til det. Og det hjælper ikke at tælle får.
Søvnløshed, det kender vi stort set alle sammen.
Det er lige før, jeg kunne tænke mig at have en båndoptagelse af det mest røvkedelige og langsommelige foredrag, jeg har været tvangsindlagt til udført af den mest intetsigende idiot med den mest monotone stemmeføring fra den dag, hvor jeg rent faktisk faldt i søvn i auditoriet. For så var jeg faldet i søvn i dag = i nat.
Hvad gør du, hvis du har det sådan?
Der er de, der bruger søvndyssende newage-musik. 10 timer med beroligende musik på frekvensen 432. Den virker ikke på mig, for det er så irriterende elendig musik, og som uddannet musiker kan jeg ikke lade være med at lytte til denne umusikalske suppe af syntetiske fladpandede harmonier gentaget i en uendelighed, mens de foregiver at være åh-så-spirituelle. Heller ikke selvom jeg ved, at 432 er en af de universelle frekvenser og en del af den ‘stående bølge af universet’ (tysk fysiker Hartmut Müller).
Læs: I begyndelsen var lyden, hvor vi dykker ned i tallenes tilstedeværelse i lyd og musik.
Der er dem, der bruger naturlyde med rindende vand, bølger fra havet eller regnvejr. Det synes jeg også er – bogstaveligt talt: pisse-irriterende, for det giver mig altid trang til vande af.
Eller fuglesang, det virker heller ikke på mig, for jeg synes, at fugle er så interessante, at jeg begynder at gætte på, hvad det er for en fugl, jeg hører.
Det virker ikke på mig, selvom jeg elsker naturlyde … i naturen.
Så hellere begynde at tælle til 100, og hvis det ikke er nok tælle til 1000, for det er lige så røvkedeligt som idioten i auditoriet. Det behøver ikke engang at følge et får med.
Eller det mest mærkelige: hvid støj. Det dækker den larmende lyd af stilhed, der for den søvnløse er kilden til projektioner.
Det er totalt interessant, det her med drømme. Og meget underholdende. Vi burde holde et seminar om det. Der er de, der hævder, at de aldrig drømmer. Det passer selvfølgelig ikke, for hvis man testede dem for REM (remote eye movement), der opstår i drømmefasen, så har alle mennesker det. Dyr har det også, hunde drømmer om at fange katte eller indhente det store kødben. Det må på en måde være kedeligt aldrig at kunne huske en drøm.
Jeg har disse fantastiske flyvedrømme, hvor jeg letter fra landjorden og manøvrerer rundt i både interiører og eksteriører. Når jeg har den slags drømme, er der aldrig andre, der gør det samme. At flyve føles meget befriende, men det er altid irriterende, at jeg prøver at lære andre det i drømmen, for enten lykkes det ikke, eller også er de bedøvende ligeglade. Ikke noget med nøøj se mor, der er en mand, der flyver. De lader bare som ingenting.
Her er det så, at jeg kunne være tilbøjlig til at acceptere den ide, som nogen har fremført: At din sjæl er ude af kroppen, når du sover og flapser rundet et andet sted. Så er de mennesker, man møder, virkelige og eksisterende et andet sted i universet, men de kan bare ikke se dig?
OK, den holder nok ikke, for som regel interagerer du med dem. Du er altså ikke bare et spøgelse på ferie.
En anden underholdende drømmeforekomst er, at jeg fyrer en vittig bemærkning af, som jeg selv synes er totalt morsom. Jeg er oven i købet vågnet engang og kunne huske bemærkningen, og den var simpelthen morsom!
Noget andet er, når man synes at man har gjort den helt store videnskabelige opdagelse. Jeg fik engang febervildelser. Min daværende kæreste havde studeret akupunktur og zoneterapi, der som bekendt bygger på det samme kinesiske meridiansystem. Og hun var god til det, hun havde patienter, hun drev en gesjæft, mens hun var lægestuderende. Jeg mærkede, at jeg var ved at få en influenza, du ved den dér særlige ømhed i nakken, der røber det. Så findes der teknikker til stimulering af immunsystemet, og hun syntes, at hun ville prøve begge dele og gi’ den gas – altså op på briksen med nåle 10 steder i kroppen + zoneterapi oveni. Og det virkede i dén grad. Feberen steg på et par timer til over 40, og jeg husker at jeg sad opret i sofaen i vågen tilstand og havde de vildeste feberfantasier, hvorunder jeg løste intet mindre end selve universets gåde. Hvorefter jeg faldt og og sov knaldende godt. Den gode nyhed var, at at allerede næste dag var influenzaen fuldstændig væk. Den dårlige nyhed var, at jeg ikke kunne huske, hvad løsningen på universets gåde var.
Du kender måske til de tilbagevendende drømme.
Jeg ved ikke, om det er et mareridt, men jeg har det med at befinde mig et eller andet sted sammen med en gruppe mennesker. Jeg har altid i mit vågne liv haft en trang til at gå mine egne veje for mig selv, så også i drømmen kommer jeg væk fra selskabet. Typisk er det sådan, at nogen siger, at nu skal vi tilbage til … hotellet eller noget i den stil. Men mine ledsagere forsvinder, og vejen tilbage viser sig at være morfet. Jeg troede jeg kendte vejen, men undervejs havde landskabet forandret sig. Nu når jeg ikke flyveren eller toget, for jeg er strandet her uden en øre på lommen, og hvad gør jeg nu?
Så er der også løve-tiger-drømmene. De er jo farlige dyr, og det er de også i drømmen, men så er det lissom, de bliver omgængelige. Jeg har aldrig oplevet at blive overfaldet. Jeg har i det hele tage aldrig drømt, at jeg døde, og det ved jeg ikke om er almindeligt. Jeg havde engang en drøm om en løve. Det foregik i det kvarter i Odense, hvor jeg er vokset op, og barndommens gade eller skolegården er nok ikke usædvanlig at drømme om. Jeg syntes, at løven trængte til at blive luftet, så den fik halsbånd på som en stor hund. Jeg husker nøjagtigt, hvor vi gik, jeg kendte kvarteret. På et tidspunkt siger løven – det var selvfølgelig en talende løve – Nu tror jeg altså godt, at jeg vil hjem igen.
Nåe hvor kært med en stakkels løve med hjemve.
Solopgang i real-time
dette er en bunden opgave i skriverisk henseende
den består i at skrive fra det det første øjeblik af vågenhed før solopgang
til det øjeblik, hvor solen ifølge almanakken står op
den består derudover at tilføje en linje for hvert vers,
at skrive uden at tænke nøjere over tilstande og sammenhænge
og at tillade ethver indskud i real time – so here we go:
klokken er 07:43 på en alt andet end højhellig torsdag d. 9 januar
og dagen er ifølge almanakken tiltaget med hele 23 minutter,
hvilket så betyder, at vi stadig skal langt op ad formiddagen,
før solen gider at stå op klokken 08:35
ikke desto mindre er det arbejdende folk for længst ude af vagten
og sidder sikkert fast i en eller anden forudsigelig bilkø lige syd for Køge
eller før afkørslen ved Hundige eller tilsvarende traffikal flaskehals
ved samtlige indkørsler for folk, der sidder alene i en stor øse
beregnet til 4-5 personer, som de efterfølgende skal finde en parkeringsplads til
eller også sidder de i et eller andet overbefolket offentligt transportmiddel
sammen med alle de andre, som de ikke kender
eller for sags skyld har lyst til at kende,
og som ligesom dem selv sidder duknakkede med blikket stift rettet
nedad mod deres alt for smarte smartphone
og de sku’ bare vide, hvor smart dette frivilligt installerede stykke spion-implantat er
alt imens de arbejdsfri oldinge derude på bølandet
har det privilegium at sidde i mulvarpehullet i stadigt bælleravende mørke
og skrive på deres almanak-dagbog og glæde sig over
netop ikke at skulle sidde indeklemt en kilometerlang kæde
af benzinosende skrot eller sidde endnu mere indeklemt i en overfyldt kupé
at snothostende, virusbærende, småpruttende, deodorantbestænkede,
mobildildo-afgokkende typer – og klokken er 08:10 og du er under arrest
her må vi så trække i land, for klokken 08:13 er det faktisk ikke mørkt længere
omend lyset heller ikke er storprangende, hvilket blot understreges af,
at der ligger en tung dyne af skyer, der nok kan give folk
med tendenser i retning af vinterdepression hovedpine,
især hvis de ifølge slavesamfundets regulativer ikke har lov
til at trække dynen op over hovedet, som man i princippet kunne gøre,
i de gode gamle dage – der ikke fandtes, for så var der nok noget andet i vejen,
f.eks en ko, der brølede ovre i stalden og ville have mad
eller en hane, der galede, selvom den ikke var gal på nogen,
men var det trods alt ikke lidt mere animalsk-humant at blive vækket af den slags
i stedet for et digitalt vækkeur, der med knivskarp præcision mindede om,
at vi i mellemtiden er blevet digitaliserede helt ud i uforståeligheden,
så statsinstitutionen kan gemme sig bag nye kryptiserede paveskranker*
og velkommen til den talesimulerende bot-bot, du er nu nummer 38 i køen
tryk 1 for at vente og høre røvsyg popmusik, tryk 2 for at høre igen,
at du kan trykke 3 for at få at vide, at vi desværre ikke kan tage telefonen lige nu,
men du er velkommen til at trykke 4 for at falde i søvn
og klokken er nu blevet 08:29, hvilket er 24 minutter efter ophør af lygtetændingstid
og idioten, der er inde i Donald Trump har nu udgydet,
at han har tænkt sig at overtage Grønland sammen med American Space Force
og alt det space junk, som nogen har placeret på Thulebasen,
der i mellemtiden er omdømt til et eller andet eskimoisk for,
som de siger, at de lokale kan føle sig stolte af det …
a-wa-ba? der bor sgu da ikke lokale deroppe, for hvad skulle de på de kanter,
hvor solen har tænkt sig at stå på samme tidspunkt, hvor den går ned,
og nu blev klokken så 08:35, hvor solen efter forlydender er stået op hernede,
og det er blevet lyst nok til at afsløre, at det er mørkt og kedeligt gråvejr
hvilket betyder, at solen ikke reelt er stået op,
og hvis selveste solen har valgt at blive under dynen hele dagen,
og i dette tilfælde er det ikke under dynen men over dynen,
hvorfor skulle jeg så ikke gøre det samme?
men nej, sådan spiller naturens store fingerklaver ikke
for når jeg først er begyndt at skrive, kunne noget tyde på,
at der også foregår en vist form for bevidst aktivitet deroppe mellem ørene,
hvilket ydermere betyde, at der også er indfundet sig en gang krudt i røven,
der er nødt til at blive brændt af for ikke at gå til spilde,
hvorefter det kun er spørgsmålet om ikke at få det forkerte ben ud af sengen
eller den forkerte arm eller det forkert hoved for den sags skyld
og så får du ikke mere for den skilling
One Comment
omar ingerslev
Vigtige glimt af liv – fra magiske mellemrum mellem det universelle og lokalt forankrede, mellem “øjeblikket og evigheden”, mellem drøm og virkelighed ~ revner mellem øjenlåg og kraniets sammenvoksninger, mellem himmel og tag, kælder og grundvand, lyde der som flydende lim samler sort-hvide tangenter i dur/moll til medfødt musik.