Noter om Goethe

Noter om Goethe

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)
Kernen af hans livsfilosofi: Mennesket er ikke defineret af, hvad det er, men af hvad det gør. Sammenlæst med citatet på billedet betyder det, at uvidende mennesker med magt er de mest forfærdelige, der findes.

Det meste lidelse, vi møder, er skabt af os selv. Selvpåført lidelse, altså det romantiske koncept om kunstneren, der er nødt til at lide, være fattig og dø ung af tuberkulose – eller skyde sig selv, som en af hans romanpersoner gør – for at være en rigtig kunstner og et geni i romantikkens forståelse, var totalt anti-goethesk. Han havde styr på sin økonomi, han levede et langt, sundt liv, han nød det uden at skeje ud, og han bestred flere højborgerlige erhverv som geheimeråd og minister. Han overså driften af sølvminer og etablerede et nationalteater. Han anlagde en moderne by-park for alle folk – før var det kun fyrster, der havde råd til den slags menneskeskabt, rekreativ natur.

Han var ikke et vidunderbarn og et geni, selvom han havde en strålende uddannelse. Han måtte med andre ord arbejde for sine indsigter og formåen, og har muligvis herved undgået de skavanker, som forkælede vidunderbørn har det med at lide af, fordi de har haft for let ved det hele.

‘Et menneske ser i Verden, hvad det bærer i sit hjerte’

Ikke at blive såkaldt voksen (at komme ad åre) eller livslang ungdommelighed er ikke det samme som at være Peter Pan. Ungdommelighed er, når vi altid gør og prøver noget nyt, uanset hvor gamle vi bliver. Altid at udvikle sig var Goethes livsfilosofi, og han praktiserede den. Da han blev 70 år gammel besluttede han sig til … at lære persisk! Så Goethe har læst Rumi på originalsproget, og som Rumi var hans livstema: kærligheden. Og ja, Rumi var kosmisk forelsket, for han var oplyst, men mindre kan også gøre det, og gradbøjninger er helt legitime.

Man kunne spørge, om han ikke hele sit liv desperat flygtede fra ensomheden og længtes efter kærligheden. Den holder ikke vand, for Goethe var ikke en tragisk endsige desperat person men en på mange måder harmonisk person. Der var ganske vist et element af ensomhed, for hans tankesæt bevægede sig ud i så vidtløftige sfærer, at der sjældent var selskab muligt. De kunne ikke følge ham.

Werther har lige fået en sms fra kæresten om, at han er fyret og socialt udstødt, hvorefter han snitter i sig selv og laver en Michael Strunge.

Hans mest berømte bog, bestselleren Den unge Werthers lidelser var skrevet som en parodi på og kritik af oversentimentalitet. Men publikum tog den bogstaveligt og startede en romantisk narcissistbevægelse, der fik ham til at tage sig til hovedet. Der er et vist element af selvbiografi, da han selv havde haft en affære med en ung kvinde, hvor han endte med at blive afvist. Det betød også, at hans syn på kærlighed skiftede fra romantisk – der altid er uforløst, for ellers ville den ikke være romantisk – til klassisk og afklaret. Balance, det apollinske element, er et klassisk træk – hvilket selvfølgelig også har sin ubalance i form af kølighed.

‘Hvis du behandler et menneske, som det er, vil det forblive, som det er. Hvis du behandler det, som om det var, som det burde være og kunne være, vil det blive det, det burde og kunne være.’

Goethe var dog på ingen måde kølig. Han omgikkes med stor glæde kvinder, men han foretrak simple kvinder frem for adelige. De adelige har for mange juveler og for meget tøj på, sagde han. Han var blot ikke en kvindebedårer men en kvindebeundrer, og det erotiske element er for ham musens = inspirationens domæne. Hvis noget, har han snarere ladet sig forføre indimellem, men han var bare ikke romantiker og derfor heller ikke dyrker af hverken platonisk-uforløst kærlighed eller vildt passioneret kærlighed. Han var en handlingens mand, og også på det punkt har han selvfølgelig ‘skredet til handling’ (‘for meget tøj på’). Som 40-årig blev han træt af det protestantisk-puritanske Tyskland, evig fugt og kulde, dårlig mad og … mangel på sex, hvorefter han flyttede til Italien.

Rejsen blev en rekreation for ham og samtidigt en dannelsesrejse. Det var ikke utypisk for tidens kunstnere fra malere til forfattere fra Nordeuropa at forelske sig i Syden, hvilket på sin vis var meget romantisk. Tænk på H.C. Andersen og Thorvaldsen o.a. Men ligesom Andersen var det en dannelsesrejse for ham. Dannelsesromanen om Wilhelm Meister har ingen slutning. Udviklingen fortsætter udover bogen selv, så det er altså for Goethe et spørgsmål om livslang dannelse – ikke uddannelse, for så er man jo færdigdannet. Heller ikke lærdhed, for så er man akademisk.

I De Romerske Elegier spores dog en vis skuffelse med Rom. Tal til mig, I sten! skrev han, for Rom var fuld af gamle sten, der ikke rigtig havde noget at sige til ham. I stedet skriver han i sine elegier om kvinden Faustina, som han i øvrigt tilbringer hele eftermiddage i sengen med. Heller ikke for hende betød ruinerne noget, og hun anede ikke engang, at Bernini var berømt, for hun vadede bare rundt i hans arkitektonisk-skulpturelle efterladenskaber på vej til købmanden og blomsterbutikken. Selvbiografisk? Uden tvivl, men han var i færd med at skrive en road-movie, for man er nødt til at rejse ud for at vende hjem.

‘Vi behøver ikke at besøge et galehus for at finde forvirrede sjæle; vores planet er Universets sindsygeanstalt.’

Goethes afvisning af romanticismen skyldes hans intime forståelse af dens dionysiske fortryllelser. Der var mange faldgruber i romantikken og for meget forførelse, guld og glimmer og emotionelle ekstaser, som man kunne blive væk i. Hele den revolutionære bevægelse på hans tid var drevet af den slags romantiske og flyvske idealer. Og menneskefjendske, selvom de revolutionære altid bejlede til mennesker ved at love at forbedre deres liv ved at omstyrte dem, som ifølge dem var menneskehedens fjender – for sidenhen selv at rave magten til sig. Idealisme er romantisk, og de revolutionære var altid indkapslet i abstrakte ideer, der, hvis de skulle realiseres, måtte tvinges igennem med rå vold og magt og på trods af mennesket. Romantik har en decideret mørk side, og alle de socialromantiske samfundsomstyrtere i århundrederne efter har til fulde bevist det.

Succuben og the dark horse.
Hvad laver hesten i øvrigt dér?
Den sorte hest er Kabbalah.

Goethe troede ikke på perfektion, han var ikke idealist. Han troede så meget på handling, at fejltagelser var en del af hans filosofi. At fejle er at leve (Andersen: At rejse er at leve). Hvis man leder efter et system hos Goethe, kommer man til at lede forgæves. Det findes ikke.

‘Kend dig selv?
Hvis jeg kendte mig selv, ville jeg løbe skrigende bort.’

Selv hans breve er interessante. Samtalerne med Goethe i hans sidste leveår samlet og udgivet af hans privatsekretær Eckermann er en moppedreng på tætskrevne 500 sider, og Nietzche kaldte det for den bedste bog, der er skrevet på tysk. Goethe var muligvis bevidst om, at brevene ville blive udgivet, så enten har har gjort sig umage, eller også kunne han bare ikke lade være med at skrive godt.

Faust: et uspilleligt og ufordøjeligt teaterstykke på 13 timer med 160 sceneskift! Ikke engang Goethe selv har oplevet det opført i sin helhed. Mefisto er ikke en ond karakter, han er udfordreren, der giver Faust et los i røven, for Faust er gået i stå i sit liv. Det er en stor misforståelse, at Mefisto kræver hans sjæl til sidst, for han får den aldrig. Goethe skrev på stykket hele sit liv uden at blive færdig, for på sin vis er også det et stykke selvbiografisk dannelseslitteratur.

Faust får sig daglige fix, og Mephisto er hans pusher

Faust ryger på sin livsrejse i forskellige livsfælder. Først murer han sig inde som en bogorm, der tror, at blot han har de sjældneste og kostbareste manuskripter, så han han fundet de vises sten. En kritik af videnskaben. Dernæst ryger han ud i ren og skær hedonisme og tilfredsstillelse af enhver tænkelig grov sanselig appetit. Så indser han, at han længes efter skønhed og forfinet sanselighed og roder sig ud i sex og alkohol. En kritik af oversentimentalitet. Dernæst stræber han efter at blive en politisk leder for at ville skabe en ny slags stat. En kritik af idealismen.

‘At tænke er let. At handle er svært.
Men det sværeste i Verden er at handle som du tænker.’

Faust er ikke ulig Goethe, der også selv var tæt på at ryge i fælderne, men som erkender det og besinder sig. Faust er reelt ikke en tragisk person, for så ville han være forblevet i en af grøfterne. Den faustiske ide er, at vi godt kan tillade os at flirte med ting, der kan være farlige, og som kan ødelægge os – hvis blot vi stopper i tide og holder fast i et højere formål. Vi skal kende den mørke side uden at blive opslugt af den. Det kunne vi måske godt lære lidt af? Jeg kender i hvert faldt et par stykker, …

Var han frimurer? Selvfølgelig var han det, for det var de sgu allesammen. Men spørgsmålet er nok, om frimurerne ikke havde mere brug for ham, end han havde for dem. De er i hvert fald vældig optagede af, at hans udsagn i dødssengen var ‘Mere lys’. Skulle vi i øvrigt ikke tage at komme lidt videre med vores liv end det evindelige udifferentierede og ureflekterende mnjæææ, han var frimurer, og så må han jo være ond … ? som jeg hører hele tiden hos et bestemt segment, der anlægger én formel for hele deres verdensbillede?

Goethe var udmærket klar over, at hans ven Schiller blev ombragt af visse grupper, der havde bosat sig i frimurervæsenet. Havde han smidt dem det i hovedet, havde de også myrdet ham.

På visse punkter minder Goethe om Leonardo da Vinci. Han er et 17-1800-tals renaissance-menneske med flere videnskabelige studier i kog: geologi, metrologi, fysiologi, kemi og botanik.

‘At vide er ikke nok; vi må også anvende vores viden.
Vilje er ikke nok; vi må også gøre noget.’

Han skriver to videnskabelige afhandlinger, hvoraf den ene er skrevet på vers – hvad?! og handler om Planternes Metamorfose. Det viser sig at være særdeles moderne i mange af dens observationer. Goethe er genetiker før genetikkens opfindelse, men langt mere fremsynet end Darwin blev. Den anden er en moppedreng kaldet Farvelære (Zur Farbenlehre) og er en kritik af Newton. Igen har han langt hen ad vejen fat i noget væsentligt.

Grunden til, at naturvidenskabsfolk ikke har betragtet ham som en videnskabsmand er, at han ikke som dem bortamputerer oplevelse og bevidsthed. Han er fænomenologisk videnskabelig. Han skærer fortolkningerne væk og spørger: hvad er det rent faktisk, jeg ser og sanser? Han tillader sig at være tilstede i sine observationer. Farver er ikke en tingest, det er en aktivitet. Han er kvantefysiker før kvantefysik (kosmos er ikke ophobning af partikler men af hændelser, bølger, frekvenser, mønstre, …). Hvis han kunne skue ned fra de hellige haller, ville det være med et smil, for han sidder et par hundrede år senere med det lange strå. Materialistisk videnskab var en blindgyde, som vi åbenbart skulle gennemleve for at komme ud af – som Faust.

‘Ingen er mere slave end den, der tror sig fri uden at være det’

Han er blevet kaldt for naturfilosof for at distancere ham fra naturvidenskaben. Og på sin vis er han også mere beslægtet med de klassiske filosoffer og videnskabsfolk. Han ville uden tvivl have hygget sig i selskab med både Hippokrates og Heraklit og fordybet sig i henholdsvis lægekunst – Hippokrates var naturopat/homeopat, og Heraklit gik ind for det simple liv på landet omgivet af et kollektiv af venner – Goethe selv legede med kollektivtanken.

Især så han Newton som repræsentant for en farlig trend. Videnskabsfolk med Newton som afsæt var ikke længere personligt og meningsfuldt interesseret i de emner, de studerede, og dermed myrdede de emnet. Emnet bestod for dem af objekter og ikke længere interaktioner. Naturvidenskaben havde meldt sig ud af naturen. Rudolf Steiner tog senere det samme emne op og uddybede det, for han så som Goethe, at materialismen slog alle de emner ihjel, som den omklamrede med sit reducerende livssyn. Mennesket blev det barn, der skyllede ud med badevandet.

‘Instruktion kan gøre noget.
Men opmuntring kan gøre alt.’

Man kunne godt filosofere lidt over, hvor Verden i dag havde været, hvis videnskaben var gået Goethe-vejen og ikke Newton-vejen.