Essay,  Historie,  Politik

Nobels fredspris – en politisk joke

Man skulle tro, at en international fredspris var beregnet på folk, der seriøst havde udrettet noget for verdensfreden. Altså udmærkede mennesker, hvis intentioner og bedrifter var i smuk harmoni med hinanden, og som havde bragt menneskeheden nærmere til fred på jord for mennesker (der har Guds velbehag) – for nu at blive helt bibelsk.

Her er der nok en vis chance for… at man må tro helt om igen. En sådan pris har omgående politiske implikationer, der rager ind over interessentskaber, hvis interesse for verdensfred kan ligge på et meget lille sted, selvom de har vældig travlt med at hævde det.

Var det i et anfald af bondeanger, at våbenfabrikanten Alfred Nobel testamenterede sin formue som krigens kræmmer til fredens sag?

Når man kaster et blik nedover de skikkelser, der har modtaget denne prestigiøse pris, så er der et stigende antal op gennem forrige århundrede og til i dag, der får visse hår på hovedet og andetsteds til at rejse sig. Hvad pokker laver de i det selskab? Hvordan kan de overhovedet komme i betragtning til den højeste hæder indenfor verdensfred?!

Det kunne være interessant at foretage en tilbundsgående studie af samtlige modtagere af prisen siden 1901. Her var to personer delte prisen. Den ene var Henry Dunant, der var stifteren af Internationalt Røde Kors og Frédéric Passy, stifter af den europæiske fredsbevægelse. Det vil sige, at 118+ personer har modtaget prisen, og det rigtige tal er 149 personer, hvor en del ikke er personer men organisationer, så man kan sige, at mange tusinde har fået prisen.

Det fører for vidt her at vende alle brikker, men lad os tage et blik ned gennem tiden, og det første hvad pokker er den amerikanske præsident Theodore Roosevelt, der modtog prisen i 1906. Han vendte hjem som en krigshelt efter at have ledet et regiment kaldet Rough Riders i den Spansk-Amerikanske krig. Krigen blev som bekendt startet ved, at amerikanerne via et falsk flag sænkede deres eget marinefartøj US Maine i bugten udfor Havanna og smurte den af på cubanerne, så der kunne startes en krig. Det havde Roosewelt helt bestemt fortjent en fredspris for.

Teddy sneg sig ind i bunden af Mount Rushmore

Woodrow Wilson, der modtog prisen i 1919, året hvor WW1 sluttede i al sin gloriøse beskidthed. Manden bragte USA ind i 1. Verdenskrig, hvor de absolut intet havde at gøre. Hans infamøse spindoktor, oberst Mandell-House prikkede ham dernæst på skulderen og præsenterede ham for en måde, hvorpå USA og briterne kunne genstarte den krig, der allerede var tabt ved Bretsk-Litovsk-freden og dernæst vende og vinde den. Midlet var et stykke biologisk krigsførelse udviklet ved et militært laboratorie: The Army Flue, senere kendt som den spanske syge. Wilson fik stillet i udsigt, at han = USA efter krigen ville kunne ommøblere Europa efter eget hovede. Det kom til at ske, og 100.000.000 mennesker totalt døde af dette ækle stykke krigsførelse. Alle statsledere efter WW1 vidste, hvad der var sket, men i dag er der ingen, der taler om det endsige ved det.

Wilson mandsopdækket af sin egen deep-state-operatør, obersten.
Wilson hvis kone regerede for ham, da han blev senil.
Wilson, der godkendte The Army Flue – der myrdede 100 millioner worldwide.

Vi noterer os, at Mahatma Gandhi, der burde have været oplagt som modtager af en sådan pris, blev totalt forbigået. Det burde fortælle med stor tydelighed, at prisen er politisk, og at stærke politiske kræfter – i dette tilfælde briterne – er i stand til at påvirke udfaldet ved at lægge pres i baglokalet.

Så er der George Marshall i 1953. Vi kender Marshallplanen, der skulle være denne generøse plan for at genopbygge det smadrede Europa efter krigen. Well. Først er de med til at smadre Europa, og så kommer de med deres bedemandsfjæs og vil genopbygge. Mon ikke de snarere ville sikre, at det europæiske økonomiske flow gik just i deres retning som efter WW1? General Marshall var platoon-leader i krigen mellem USA og Fillipinerne i 1902, hvor der blev massemyrdet et par millioner filippinere, hvis lig blev overhældt med læsket kalk og jord. Præsident Duterte mindede Barack Obama om massakren, og det syntes Barry ikke om … så han aflyste sit besøg. Europæisk politiks absolut dummeste svin, folke- og massemorderen Winston Churchill hyldede Marshall for sin indsats i WW2. It takes one to know one.

Prisen til Dag Hammarskjöld i 1961 virker til gengæld fuldt fortjent. Han var blot den 2. generalsekretær for FN. Det kostede ham livet, og han blev fundet på jorden efter et fly-crash i daværende Nord Rhodesia, i dag Zimbabwe. Ved hans lig var der strøet papirer med okkulte meddelelser fra hans gerningsmænd. Piloten var den eneste overlevende, og han havde set, hvad der foregik. Han overlevede ikke længe. CIA forsøgte at smøre det af på KGB – og indrømmede dermed, at de udmærket vidste, at flyet var blevet skudt ned.

Det samme gælder Martin Luther King i 1964. Altså at han havde fortjent det og dermed anfægtede krigsmagerne og ufredsstifterne. Også de, der ønskede racisme som del-og-hersk i de amerikanske tilstande. Er det noget, vi genkender fra i dag? Det kostede ham som bekendt livet. Man skal være blind på begge øjne for ikke at få øje på et vist mønster. Når personer af betydning bringer sig selv på tværs at interessentskabets kurs, så har de det med at omkomme.

Det lykkedes dem ikke første gang i 1958.

Herefter begynder det at blive absurd. I 1973 tilfalder prisen Henry Kissinger. Den var tildelt sammen med Lê Đức Thọ, en nordvietnamesisk general og politiker, der dog afslog prisen som den første! Han ville simpelthen ikke være i selskab med krigsmager og folkemorder Kissinger i kølvandet på Vietnamkrigen. Han var selv kommunist og leder af Viet Minh fra 1945, hvilket der kan siges noget om. Prisgivningen er imidlertid et eksempel på, at prisen er blevet uddelt under forventet efterbevilling, da der ikke var underskrevet en fredstraktat på det tidspunkt. Hvad tænker de dum-snedige kommittémedlemmer på, når de giver kage og sodavand til slagsbrødre i forventning om, at så bliver de nok smigrede og gode venner igen?

Vi ser det samme året efter i 1974 med Seán MacBride, en tidligere leder af IRA. Der kom bestemt ingen fredsløsning på konflikten i Nordirland, for den britiske regering havde ingen egentlig interesse i en løsning, ej heller IRA. Det ville betyde, at briterne skulle anerkende, at Nordirland var en del af … Irland. Og at IRA skulle holde op med at smide bomber i hovedet på briterne.

Flere absurditeter i 1978, da man giver prisen til Anwar Sadat og Mehacham Begin. De leverede absolut ingen vare i form af fred mellem Israel og Egypten. Alle såkaldte fredsforhandlinger, som Israel har ført med sine skamskudte naboer, har været rene skinforhandlinger, rent trækken i langdrag og rent hykleri.

I 1979 bliver det decideret ondskabsfuldt. Mother Theresa bliver tildelt fredsprisen. Hun blev endda kåret som helgen. Vi ved i dag, hvad der foregik på de børnehjem, som hun var ansvarlig for. Mishandling, misbrug, udpining, underkuelse. Endog pædofili. Hun blev kåret som en helgen, men hun var en perverteret børnemishandler og psykopat.

Adolfo Perez Esquivel var en argentisk forfatter, der bekæmpede fascistjuntaen, og som fik prisen i 1980. Jeg har en formodning om, at den siddende pave, jesuitten fra Buenos Aires, ikke var helt vild med manden, siden hr. Bergoglio var på hjertelig hænge-ud-fod med juntaen og dens hemmelige politi. Mon ikke Paven vil blive indstillet til fredsprisen? Læs: Den sorte pave. Det ville falde fuldstændigt i tråd med den linje, som kommitéen har kørt.

Alva Myrdal fik prisen i 1982. Hun var gift med Gunnar Myrdal og begge var maoister. Behøver vi at præstere endnu en analyse af, hvad det vil sige? Hvordan har Mao og det kinesiske kommunististparti bidraget til verdensfreden?

Så har vi minsandten Elie Wiesel i 1986. Elie-the-weasel, jøden der svindlede med sine Holocaust-memoirer.

I 1993 går prisen til F. W. de Klerk og Nelson Mandela. Det har selvfølgelig at gøre med afviklingen af appartheitstyret i Sydafrika. Hvad der bliver fejet ind under guldtæppet er the dark side of mr. Mandela. Vi er også nogle, der husker, hvordan hans kone Winnie beordrede folk henrettet med brændende bildæk om halsen.

I 1997 sker der to markante ting. Den ene er, at International Campaign to Ban Landmines og Jody Williams får Nobels Fredspris. Den anden er, at prinsesse Diana, der deltog i kampagnen, bliver myrdet. Og nej hvis du ikke allerede er klar over det – hun kørte ikke bare galt i en tunnel under Seinen i Paris. Læs: Mordet på en prinsesse.

I 2007 er det så globalistisk-fascistisk-politisk, som det overhovedet kan være. Kommitteen tildeler prisen til svindleren, globalisten og klimamilliardæren Al Gore sammen med FN’s Klimapanel. 30.000+ videnskabsfolk skrev under på en protest over den måde, han havde stjålet, perverteret og politiseret et bestemt studie fra en af deres kolleger. Den korrupte presse var tavse om det.

I 2009 bliver det stinkende absurd. De tildeler prisen til Barack Obama! Manden havde ikke leveret noget, der bare lignede fred, før han modtog prisen. Og efter modtagelsen gik det helt galt, for ingen anden præsident i nyere tid har startet krigshandlinger som ham. Libyen, Ukraine, Syrien, Yemen. Syv nationer blev hærget af dronebombninger på hans påbud. Fredsprisen er simpelthen blevet til en perverteret krigspris.

Efter at bunden er nået, falder gulvbrættet ud og røber, at der er endnu en bundskjuler. Kommitteen falder helt til globalist-patten og tildeler i 2012 prisen til … EU! Don’t get me startet here …

*

Efter Obama-fadæsen er det, som om kommitteen holder lidt lav profil og forsøger at reparere sit dårlige omdømme. De padler, der træder vande. De vælger personer og projekter, der ikke vækker opsigt, og som ingen kan være imod. Men så bliver det på det allerseneste sjovt igen, for en norsk politiker og medlem af kommitteen har indstillet … Donald Trump til prisen! Her bliver det enten interessant eller absurd i hidtil uhørt grad.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *