Naturen det billige skidt

Det var sådan en vittigt udtryk, dengang i forrige årtusind. Naturen det billige skidt, sagde man med et vist anstrøg af ironi og som en kommentar til, at nu havde de igen jævnet et stykke natur med jorden for at lave en parkeringsplads eller et indkøbscenter eller en motorvej gennem et af Danmarks skønneste naturområder. Eller bare i det små, hvor naboen fældede et stort flot kastanjetræ, fordi det ikke passede med hans udsigt eller havearkitektur.

Eller måske gik han i krig med mælkebøtterne. De skød op i hans græsplæne, som han prøvede at få til at ligne en golfbane. Det var lissom villahave-Danmarks ideal af en have: en veltrimmet græsplæne uden andet end græs, nydeligt indrammet af sten i kanten, små stier af perlegrus eller måske fliser, blomsterbede uden underbevoksning, hække, der var klippet i snorlige rækker. Næsten som at være indendørs, når man var udendørs. 

Og ja, haver kan være hele små kunstværker, små helligdomme af intens sanselighed og ro, og et gedigent terapeutisk projekt for den entusiastiske haveejer. Det skal ikke underkendes, og seriøse undersøgelser har vist, at selv det fysisk at få jord under neglene og grønne fingre, påvirker helbredet i den rigtige retning. Og ja igen, hækken skal klippes, ellers går den bazongas, og græsset skal slås. Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har en 100 m lang hæk, der sine steder et over to meter tyk. Hvis den ikke holdes nede, så flader den omkuld på et tidspunkt. For et hus, der ligger udsat for vestenvind i et åbent landskab, er den helt nødvendig som læ. Men hvad er der med de mælkebøtter? Hvad har de gang i – udover at irritere småborgere i landets villahaver?

De viser sig, at de er en vældig god indikator for jordens tilstand. Naturen har et formål med alt, og mælkebøtter er udsendt på en mission. Når jorden er for kompakt til at ånde frit, så går de i gang. Hvis man nogensinde har prøvet at grave en mælkebøtte op med hele sit rodsystem, så ved man, at de stikker usandsynligt dybt og er vidt forgrenet. Hvis man tror, man kan udrydde dem, så tager man fejl. Mælkebøtter løsner jorden, så den kan ånde. Dernæst sørger de for, at kalk fra dybere lag af jorden kommer op til overfladen. Og så er de den primære nektar om foråret for alle de insekter, som man gerne vil have i sin have eller sit landbrug, der sørger for at holde forskellige sygdomme væk fra gevæksterne.

Hvis man dernæst kigger nærmere på mælkebøtten som et næringsmiddel, så er alle dele på planten spiselig. Blomsten kan ryge direkte ned i salaten. Unge mælkebøtteblade er som den fineste ruccola – de fuldvoksne blade skal man holde sig fra, de er meget bitre. Men generelt mangler vi bitterstoffer i maden i en tid, hvor alt skal smage af sukker. Rødderne kan bruges til at lave kaffe af. Renset, tørret og ristet giver de den fineste non-koffein kaffe, og hvis man alligevel har gang i en grill og ikke ved, hvad man skal bruge al den varme til, når man er færdig med pølserne, så smid en håndfuld mælkebøtterødder og til ristning. Mælkebøtten er propfuld af næringsmidler, og den står også på listen over naturmedicinske planter. Har du brændt dig på en brændenælde, så tag stænglen og gnid mælken ud på huden. Brændenælden er en anden nyttig plante, hvis man vælger at acceptere den som sådan. Lider man af jernmangel, så ud og høste mælkebøtteblade og lave suppe, te – eller hvad med den italienske ret lasagne al ortige, brændenældelasagne, hvor der er indskudt et grønt lag i stedet for spinat? Smid noget hytteost ned i det grønne, og læg i lag med den røde og hvide sovs + parmesan. I stedet for rasp i toppen så prøv med en håndfuld boghvedkerner. Du kan helt skippe det hakkede kød, for der er masser af smag og næring i retten, som den er. Eller hvad med en ukrudtspesto af nyhøstede skvalderkål, mælkebøtteblade, brændenælde, persille, olie, nødder, salt og revet parmesan? Pesto er ikke en opskrift (al Genovese er en opskrift), pesto er en metode.

Og så nærmer vi os det tidspunkt, hvor man kan supplere sin salat ved at gå en tur i bøgeskoven og høste en posefuld lysegrønne bøgeblade. Det er den korte periode på et par uger, hvor de kun er næsten foldet ud, at de kan spises. Det er også nu, at du skal kende dit ramsløg-sted. Mere pestomateriale, eller til grillen, eller rørt op i smør til bagte kartofler, eller tørret i ovnen og gemt i poser. Husk at lufte ud, for der stinker af hvidløg i hele hytten, når man tørrer.

Det meste af naturen-det-billige-skidt – for det koster jo ikke noget, og det ankommer, uden at du behøver at gøre noget – kalder folk for ukrudt. Altså det germanske ord unkraut, hvor Kraut/Kreuter er kulturplanter og dermed ikke ukrudt. Glem bare ikke, at alle kulturplanter kommer fra vilde planter, der er blevet rendyrket, ligesom al medicin stammer fra udtræk af naturen, hvorved det bliver patenterbart og kommercialicerbart – og lige pludselig ikke billigt længere. Betegnelsen ukrudt er stærkt misvisende, for der findes en hel stribe spiselige planter ikke langt fra din hoveddør – det kan være lidt svært i storbyen, og mælkebøtter langs hovedvejen er ikke anbefalelsesværdige. Men københavnere fx, sluk mobilbamsen, ud på Fælleden og Vestamager, op i Dyrehaven. 

Mere ukrudt: gråbynke

En af de mest glemte-oversete planter, som hos vore forfædre stod i høj kurs, er gråbynken. Du kender den mere end udmærket, for den findes overalt på byggegrunde, i grøftekanter og på enge.

Den blev også kaldt for fattigmandspeber pga. dens pebrede smag. Det oldengelske navn er mugwort, og den omtales i middelalderskrifter om medicin – mug = kanden/kruset, wort = værdi. Vikingerne/nordboerne og de germanske stammer kendte den, og nogle mener, at det var den og ikke den røde fluesvamp, der blev brugt til at fremprovokere bersærkergang (en anden kandidat var henbane eller sort natskygge). Fluesvampen bruger alt for lang tid til at virke – med mindre den først som i Sibirien har været igennem fordøjelsessystemet hos shamanen, og man derefter drikker hans … pis. Men det siges at være så stærkt hallucinerende, at en bersærker nok ville blive ukampdygtig. I sagaskrifterne står der, at man drak … noget, og efter blot en time var man oppe at køre. Så: næppe fluesvamp.

Dens latinske navn er Artemisia Vulgaris. Myten fortæller, at gudinden Artemis på en af sine jagtture blev introduceret til denne plante og lærte dens fortræffeligheder at kende.

I små doser er gråbynken salvie- eller rosmarinagtig, og den er også i familie med dem. Ligeledes er den i familie med malurt og har ligesom den en effekt mod indvoldsorm (malurt på engelsk hedder jo wormwood). Man kan lave tinkturer af den – som jeg har gjort på billedet – man kan lave salver og te af den, og det siges og skrives, at de romerske soldater gik rund med dem i sandalerne, hvis de skulle marchere i lang tid, for så blev de ikke trætte. Man ved, at den har en mildt hallucinerende effekt, og der er folk, der drikker den som te for at falde bedre i søvn. Eller for at frembringe lucid dreaming. Eller i stedet for humle i øl. På gammeltysk hed den Bierkraut.
Tjek evt. Herbal Jedi ud, hvis du er til de mere esoteriske aspekter ved denne plante, der blev anset for at have magiske kvaliteter. I dag ville vi måske sige, at den havde neurostimulerende eller nerveregulerende virkninger.

Vær observant på doseringen. Hvis du lider af bynkeallergi, så være ekstra forsigtig. Den indeholder et stof ved navn thujon som i den giftige fyrretræssort thujaen. Men alt er gift i for store mængder, og stoffet findes også i salvie og rosmarin. Den har som disse en anti-fungal effekt, så hudsvamp og candida også påvirkes. Dvs. at cancer også vil blive påvirket, da – og du får ikke mainstream onkologer til at indrømme det – da cancer og candida er direkte relaterede. Den er også anti-inflamatorisk, og da gigt er en fællesbetegnelse for kronisk inflamation, så har den en virkning her også. Folk, der lider af åreforkalkning vil have en gavnlig effekt (kolesterol er kroppens egen steroid til køling af inflamation), og den har en blodfortyndende effekt.
Se Vild Mad om gråbynke.

Og nu har jeg så sagt det. Jeg vil gerne anbefale en nyttig dansk app til download. Den hedder som lige sagt: Vild Mad. Den lister alle spiselige planter op efter navn, årstid, sanselighed (hvordan kender man dem), indsamling (hvordan høster man dem), forslag til opskrifter og konservering og – hvilket er vigtigt!! – muligheder for forveksling med giftige eller uspiselige planter. Træer er i visse tilfælde også spiselige. Vidste du, at grantræets lysegrønne spidser giver en herlig kop te? Vidste du, at kogler fra ædelgran er en delikatesse (spørg dit lokale egern). Vidste du, at birketræer lige nu (i slutningen af februar til starten af marts, og i 2021 var det lidt senere) er sprængfulde af saft? Tag en lavvoksende, tynd sidegren, skær spidsen af og hæng en let flaske på. Træet tager ingen skade af den metode. Grenen starter med at dryppe lige med det samme, og i løbet af natten har du en halv liter saft, der kan drikkes, som den er. Eller koges ind til sirup. Eller brygges til vin. Det samme gælder for ahorntræet. Det er lige nu, det skal ske, før bladene er sprunget ud. Brug ikke unge træer men træer med en højde på 10 meter. En anden metode, hvis du fx har et træ på din egen grund, som du gerne vil vende tilbage til hvert år, er at lave en spuns, en konisk prop med et tyndt hul i midten og bore et hul i stammen svarende til proppen. Et stykke af et gammelt trækosteskaft vil være perfekt. Når du har tappet, så har du en tilsvarende prop uden hul i midten, der lukker hullet i træet. Næste år skifter du bare proppen ud, tapper og lukker igen. Det tager træet heller ikke skade af. 

Her er lige en kvinde, Stephanie S. Alemanno / snilde.dk, der via video på en halv time viser, hvor mange muligheder der findes for at høste i naturen – 19 forskellige gevækster til en eksplosion af en salat! Man vil ikke kunne gøre hende det efter i ét hug, for hun fortæller selvfølgelig ikke, hvor lang tid hun har brugt på at blive så sikker i sin bedømmelse. Men samtidigt viser hun, at det ikke er raketvidenskab, der er bare en tabt viden, som vore forfædre havde, og som hun har genopdyrket. Hvis man kan li’ at gå i naturen, så kunne man have som ambition at finde én ny plante hver gang.

Kom ud af hulen midt i coronafascismen, ryst den socialdistancerede stuearrest med gasmaske ud af systemet og høst noget gratis sundhed af naturen-det-billige-skidt. De vil gerne pumpe dig fuld af transhuman eksperimentel genmodificering, og ser ikke gerne, at du har for meget kontakt naturen, det upatenterbare spisekammer og forebyggende medicinskab. Giv globalisterne og teknokommunisterne en dobbelt fuckfinger for en dag. 

Og lad så være med at hælde liljekonval, skarntyde og hvid fluesvamp ned i kurven. Med mindre du gerne vil overhale globalisterne indenom og tage livet af dig selv med det samme.

Vejbred

Her kommer vi så til den måske mest oversete plante, der samtidigt er en af de mest almindeligt vildtvoksende overhovedet: vejbred.
Der findes tre slags i Danmark ud af 200+ worldwide:
Storbladet vejbred
Lancetbladet vejbred
Strandvejbred

De er så almindelige, at til eksempel min egen græsplæne, når jeg ikke slår den, er overgroet med ca. 100 lancetbladede vejbred + mælkebøtter + tidsler + kløver + bellis + brændenælde + døvnælde + rød døvnælde (der ikke er en nælde men en mynte) + markchampignon + blækhat + burre. Og ALLE kan spises og har særlige nærende og medicinske egenskaber.

Vejbreden blev af den romerske hær kaldet for militær-planten. Det gjorde den, fordi den i opløst form var i stand til at hele sår. Den hurtige form er at tygge en vejbred og derefter smøre det våde pasta ud på såret. Vejbreden indeholder en hel række stoffer fx zink, der er antiseptiske og sårhelende. Hvis du er blevet stukket af en hveps, så tyg en vejbred og smør det på stikket.

Den er en gratis og fuldgyldig erstatning for spinat og salat og indeholder flere mineraler og næringsstoffer end spinaten.