Menneskehuset

Er der andre end mig – forfatteren af denne artikelsamling, som vi i denne nymodenskab kalder for en blog, fordi børnene ikke kan udtale ordet weblog eller netbaseret dagbog – altså er der andre derinde i storbyen eller efterhånden derude i oplandet, der synes, at det er blevet lige lovligt pebret at leje eller eje det sted, som vi kalder for vores hjem? Altså at prisen for stedet og det, man får for prisen har taget et skred, der har bragt disse to størrelser helt ud af proportion. Spekulation har overtaget, og prisen er noget i retning af kommerciel fiktiv.

Er der derudover nogen – måske de samme – der indimellem falder i ufed svime over æstetikken eller snarere ucharmen og stygheden i de byggerier, som denne hersens nymodenskab producerer? Altså at betonmodernismens opbevaringsfaciliteter for arbejdsdygtigt kød ikke svarer til dagens titel: menneskehuset. Mennesket i modernismens boligkaréer marinerer i dårlig stil, og dårlig stil skaber dårlige tanker og dårlige følelser, hvilket tilsammen skaber dårlige liv. Folk er i deres ukuelighed nødt til at forsøge at trives på trods og ikke på grund af deres boligkvarterer.

Er der i øvrigt nogen, der indimellem har undret sig over, hvad kommunen bruger det, som de kalder ejendomsskatter til? Altså til andet end at opretholde kommunen og dens hær af ansatte på samme måde som indkomstbeskatning og et shitload af skatter skjult som afgifter, der tilsammen udgør ca. 83% af al normal indtjening, er med til at opretholde staten og dens hær af ansatte. Mnææ siger kommunen så, det er skam for at folk kan få alle de goder som … BEEP! forkert svar. Det er det, vi har kommuneskatter og betaler for renovation, kloakering og snerydning og andet service til.

Er der nogen, der har undret sig over, hvor hurtigt nymodenskabens byggerier har det med at slumme til og gå i forfald, mens en solid og velholdt bygning – og velholdt skal selvfølgelig nævnes som forudsætning – fra 1885 står i bedste stand. Ja selv et landsbyhus, som jeg boede i for et par år fra 1770 med stråtag og bindingsværk, står i allerbedste stand i dag. Selv misligholdte huse med 100 år på bagen kan som oftest reddes og renoveres, mens et forfaldent højhus fra 60’erne er nødt til at blive revet ned. Måske er der nogen, der kan huske sænkningen af to af slagsen i Rødovre med hver 35 kg sprængstof søndag d. 13 maj 2012. De to rædsler hed i øvrig Ruskær og Agerkær, nuttet-romantiske landligger-navne, hvilket afsolut ikke svarede til rædslernes beskaffenhed.

Og for at runde denne indledning af, der mest handler om u-menneskehuset, så er der muligvis også folk, der har filosoferet lidt over, hvorvidt en del af de kroniske sygdomme, der er populære for tiden, blandt andet stammer fra de myriader af usunde og eksperimentelle byggematerialer, som industrien har udviklet gennem mere end et halvt århundrede. Indedørsklimaet er kun blevet værre med tiden. Det tager blot en generation at skabe en befolkning med tidens kroniske sygdomme. Byggematerialer i nybyggerier afgiver gasarter. Gasser befinder sig fra 0-40 cm over gulvet i et hus. Hvem befinder sig der? Det gør børnene. De optager og lagrer gasserne, og 30 år senere ankommer virkningerne.

Case story

For 6 år siden tog jeg selv det valg, at jeg ikke længere ville betale den groteske pris for at bo i København. Jeg tog valget efter den konstruktive midvejskrise og en tid som funktionel hjemløs i 3 år + tabet af alle mine ejendele, hvor jeg var tvunget til at gøre op med mit hidtidige liv. Kriser har en årsag, og det bedste man kan stille op med dem er ikke at lade dem gå til spilde. Hvis man er tvunget af omstændighederne til det, så skal man vælge at være tvunget til det. Tag ejerskab over livskrisen og du kommer ud stærkere på den anden side.

Det var den største og bedste beslutning indtil videre, for jeg kan se, at der kommer én til lige om hjørnet denne gang på foranledning af det større billede og det, der sker med samfundet lige nu. I dag bor jeg i et landhus af bedste kvalitet fra 1937. Hovedbygning af solid mursten og tegltag, udhus med bryggers og atelier – fuldt isoleret med ovenlysvinduer – skurkompleks, brændeskur, drivhus og grund på 2000 m2. På grunden står der noget i stil med 15 frugttræer: sveskeblommer, fire slags æbler, to slags pærer, valnød + lige lovlig mange brombær + hele bede af mynte. Og her kommer så købsprisen for herlighederne – med havudsigt skal det siges: 900.000 kr. Det kan man ikke engang få en ussel etværelses baghus-lejlighed i en fugtig kælder København for.

Tiderne skifter, og jeg kan måske se mig nødsaget til at sælge halvdelen af grunden fra for at overleve. Det kan jeg, fordi den består af to matrikler. Det skyldes, at jeg ikke længere ønsker at arbejde de sidste to år af mit arbejdsliv for et en statslig organisation, der nu udruller det nye totalitær-normale for fuld skrue. Arbejdspladsen har indtil videre valgt ikke at fyre mig, selvom jeg har gennemheglet to ledere for deres henholdsvis tøvende og entusiastiske medvirken til udrulningen. Til foråret 2022 kan det meget vel stramme til, så de er nødt til det, for det forlyder fra lytten til vandrørene, at tvangsvaccinering af hele befolkningen står i regeringens køreplan. Australske koncentrationslejre og østrigsk-tysk medicinal-appartheit står på regeringens ønskeliste. Andre steder i verden følger de trop, hvilket mere end tyder på, at skiftet fra nationale regeringer til en verdensregering styret de grådigste og mest kyniske-magtfulde mennesker på denne voldtagne planet er meget langt fremme. Regeringerne styrer de facto ikke udviklingen længere.

Det betyder, at jeg kan blive tvunget til at leve på en pind. I stedet for at dø på gaden – og husk at regeringen også ønsker at fratage folk deres pension, deres dagpenge og endog deres bottomline kontanthjælp, hvis man nægter at lade sig vaccinere – og så er det en mulighed at flytte over på halvdelen af min grund og bygge et beboeligt skur. En mulighed siger jeg, for det er her, at en ny række problemer med den selvsamme stat opstår.
Læs: Anarkistisk dagbog – noter om Statens brugtværdi

Jeg har CAD-tegningerne til det, og jeg har regnet på prisen. Den ligger utroligt nok på ca. 35.000 kr. inklusive varmekilde og toilet.
Læg dertil en geodædisk dome på 6×6 meter som et udvidet drivhus – det gamle drivhus er ikke stort nok og ligger på den grund, der i så fald skal sælges fra, hvor hovedbygning og udhus-atelier også ligger. Det har jeg også præcisionstegninger til. Pris er anslået 6.000 kr. uden indmad i form af højbede, vertikale ophæng, jord, olietønder med vand, regulation af vinduer, beklædning med poly-keter (9 lag polykarbonat) eller lignende materiale. Så mon ikke prisen ryger op på 10.000+, men det er også et stort drivhus.

Læg dertil, at selve grunden stadig vil være på 1.000 m2, så der er mulighed for en ganske pæn køkkenhave. Og hvem ved, et hønsehus, men hvor der er høns, er der også rotter, hmm … Heldigvis har jeg en nabo, der avler får, høns, æg, ænder og gæs.
Læg dertil energiforsyning til huset bestående af en minivindmølle til en ikke urimelig pris (ca. 6.000 kr uden mast på 6 m og forankring med wire og betonklodser i jorden) kombineret med tre solpaneler på taget af skuret (det svenske byggemarked Jula sælger dem for 2.300 stykket og læg dertil inverter og x-antal serieforbundne bilbatterier). At kalde det for et skur er selvfølgelig misvisende, for det er på 25 m2, velisoleret og gennemtænkt indrettet som en beboelsesvogn eller en husbåd. Hver cm² er udnyttet.

Læg dertil en jordkælder til opbevaring af konserverede og tørrede madvarer. Jeg har også præcisionstegninger her, og basis er 200 fundablokke på 15x20x50 + et betontag + to døre + hylder + ventilationsrør og dræn (anslået pris er 7.000 kr.) Konservering er halvdelen – mindst – af al selvforsyning, både vegetabilsk og animalsk. Det er en videnskab, og der er meget lære her. Heldigvis er der mange derude, der holder denne videnskab ved lige, og hvis man bliver ramt af regeringens kommende berufsverbot, så er det ikke ledige arbejdstimer, der mangler.

Jeg er selvfølgelig klar over, at jeg løber ind i diverse regler for opførelse af bygninger. Jeg kan i første omgang søge byggetilladelse. Dernæst kan jeg forsøge at angive det som ikke-permanente konstruktioner, hvilket det jo er, da de til enhver tid kan afmonteres og smides på en trailer og køres – ja hvorhen? Så vidt jeg er informeret, er det muligt at opstille vindmøller under en vis størrelse uden at løbe ind i hele muren af regler.

Er det ikke interessant i øvrigt, at regeringen det ene øjeblik holder selvfejrende skåltaler om bæredygtig energi og CO²-neutral og grønne tiltag og alt det andet klamme hykleri, de kan komme op med … og det andet øjeblik gør det umuligt for privatpersoner at bidrage aktivt til deres fine postulerede intentioner? Kunne der være en skjult agenda her?

I samme stil kan man heller ikke som privatperson umiddelbart foretage en vandboring til husbehov. Der kan være en vis ræson i, at en virksomhed fx ikke bare kan stikke et sugerør ned til grundvandet og tappe uendelige mængder til kommercielle formål. Men en hvilken som helst gård i fortiden havde da sin egen brønd, havde den ikke? I øvrigt kan man ikke tappe uendelige mængder fra en enkelt boring. Til gengæld har industrien og landbruget fået carte blanche til at forurene grundvandet med pesticider indeholdende det ultra-ækle stof glyphosat, der som minimum er en komponent hvis ikke hovedårsagen i størstedelen af kroniske sygdomme for menneskeheden i dag!

Så Staten har sagt, at man muligvis godt kan få lov til at bore efter vand, men man skal igennem en lovjungle først for at ‘lave sit eget vandværk’, som det hedder. Siden hvornår er en rør i jorden blevet til et vandværk? Og så skal man indsende prøver af vandet årligt, og det koster minsandten det samme som en helt års vandforbrug! Er det ikke fantastisk?

Staten er ikke længere et værn mod private interessenters overgreb på befolkningen. Staten er i dag en del af af det perfide interessentskab og dermed en garanti for overgrebet. Staten er ikke en del af løsningen, den er en del af problemet – hvis ikke SELVE problemet.

Læs: Anarkistisk dagbog – noter om Statens brugtværdi

Empowerment i praksis

For et par år siden stødte jeg på denne mand fra Texas. Hans navn er Brad Kittel og han er et af de praktiske genier i vor tid. Med streg under praktisk, for det han siger, er noget, han har gjort. Det vil du se på videoen fra 2014, der er spækket med information.
Tiny Texas Houses’ “Willy Wonka” on making magic reusing wood

En anden mand er en slidertype med det lange træk. Hans navn er Jon Landai: Life is easy Med ultra-simple midler fra sin basis i Thailand har han produceret den ene praktiske video efter den anden under title Life is easy. Så sandt, livet er ikke svært – bortset fra regeringer og andre mafiastrukturer, der har gjort deres bedste for at gøre det svært for verdens befolkninger.

En tredje mand, der har gjort et stort arbejde i at udforske den særlige struktur, den geodætiske dome (den halverede fodbold af penta- og hexagoner) er Paul Robinson. https://www.youtube.com/c/pauly1060. Igen, han leverer altid opskriften på det, han allerede har gjort.

En fjerde mand er Mr. Permaculture himself, australieren Geoff Lawton, der har uddannet omkr. 15.000 studerende worldwide i permakultur.
https://www.permaculturenews.org/author/geofflawton/
Se også her på sitet:
Buzzwords og permakultur

Shelter – fra vindblæst skur til fattigmands-palads

En femte mand er Lloyd Kahn er en amerikansk arkitekt, globetrotter og forfatter. Hans særlige kærlighed er diversiteten i menneskers måde at bygge huse på, den endeløse opfindsomhed, der ligger bag og den ligeså endeløse skønhed, der er kommet ud af det. Hans bog Shelter fra 1973 er en klassiker og en forfader til den trend, der især i boligspekulationens helvede, USA, også visse steder i Europa har fået en rennaissance: Tiny Houses. Eller sagt på en anden måde: huse du selv kan bygge og som ikke følger andre regler end sund fornuft, fantasiens grænser og bæredygtighed samt sund økonomi.

Selvom ordet ‘bærdygtighed’ er ved at blive godt udhulet som en klichée tilhørende vokabularet i Agenda 21/2030-øko-social-fascismen, og som er sevet ind ind i mediers, virksomheders og politikeres sprogbrug, så gælder bæredygtighed på ægte vis for de huse, som vises i udgivelserne fra Lloyd Kahns eget forlag Shelter Publications. Der er også efterfølgeren Shelter II og Tiny Homes – Simple Shelter, Home Work, Builders of The Pacific Coast.

Bæredygtighed som begreb er en af disse underlige banale selvfølgeligheder, som ikke desto mindre sælges som noget helt nyt og revolutionerende i stil med ‘Videnskaben har i dag fundet ud af, at …’, hvor det viser sig, at det vidste man på Gorm den Gamles tid. For selvfølgelig byggede man da bæredygtigt, for hvem var dum nok til andet? På samme vis, som man selvfølgelig heller ikke hældte gift i jorden for at planterne skulle gro bedre – man havde simpelthen ikke gift i så store mængder, og selvom man havde haft det, ville man aldrig have valgt det, for det er kontra-intuitivt. Gift er godt for liv … nej vel! Men vi er åbenbart nødt til konstant at genopfinde det varme vand, havregrøden, ilden, hjulet og suppetallerkenen og kalde det for ‘ny viden’, ‘design’ eller værre: ‘innovation’, et ord der er lige så gummiagtig intetsigende, som det er velegnet til peptalk ved virksomheds-seminarer. Det er ligesom sex – der tales rigeligt om det, man ikke får nok af. Hvem siger i øvrigt, at noget er godt, fordi det er nyt? Hvem siger at ungdom er garanti for kvalitet i en stagneret og infantiliseret kultur med et kæmpe traditions- og videnstab? Og hvem siger, at evig vækst er godt for andet end … kræftceller?

Husene

Husbyggerne i Lloyd Kahns smukt illustrerede bøger har alle de fornødne egenskaber på den fede måde.
Her er et nogle eksempler:

• Træhuset:
  Huse bygget rundt om et stort træ, af træ. Træet vælter ikke i en storm, så hvorfor skulle huset vælte? Man skal bare være gode venner med træet, for det er levende. Snoede trapper, skæve vinkler, reb og trædyveler (aldrig søm i træet).
• Pallehuset:
  En arkitekt fik som opgave at designe huse til flygtninge. Hvad bruger man til at transportere forsyninger til flygtningelejren? Masser af paller, som bare bliver kasseret eller brændt bagefter. Hvorfor ikke bruge paller som vægge, gulve, tage, terrasser? Man kan evt. bruge den ene palle til at udfylde huller på den anden med. Visse typer af paller har allerede en dobbeltvæg, så man kan isolere mellemrummet.
• Fårehytten:
  Der lå en gammel, rå hyrdestation på bjergsiden. I sagens natur var den særdeles bæredygtig, da den var bygget af klippesten. Men taget var utæt, så der blev revet af, bjælker blev lagt på tværs ragende ud over, en træetage med svalegang hele vejen rundt blev bygget ovenpå. Det ikke alene er smukt, men svalegangen beskytter også den indre mod vind og bjergvejr. Ægte design hedder aldrig ‘design’, det hedder altid ‘skønhed kommer, når man rammer plet i løsningen af en praktisk udfordring’. Den perfekte kokkekniv er smuk, men den er stadig en kniv med ét formål: at skære igennem.
• Huset på skrænten:
  Min onkel havde sådan et. Det lå ved indkørslen til et sted syd for Odense kaldet Den Gamle Have. Man gik ind i stuen fra skovalleen ned til Haven. Så gik man gennem køkkenet med støbejernskomfuret, der kørte det meste af dagen og varmede hele etagen op – komfuret var centralt placeret. Så gik man ned af den stejle kældertrappe til bryggerset, hvor det stod syltekrukker, glas, dåser og hvidtøl på bobler i trækasser foret med halm. Så gik man direkte ud i deres egen have, der skrånede nedad til en bæk ved udkanten af en skov. Tag til Sydeuropa og se, hvordan man bygger hele byer på en bjergside.
• Huse af ler og strå:
  Materialet hedder cob på engelsk. Det er en bestemt blanding af ler og halm. Teknikken består i at man bygger en luftig ramme af pæle. Herefter murer man op med dette våde materiale, der kan formes fuldstændig organisk. Cob-byggere kan nogle gange ikke dy sig for at lave vinduespartier, der ligner noget fra Tolkien. Der skal helst være et tag med et stort udhæng, for der må ikke løbe regnvand ned at siden på huset. Det luftige materiale er selvisolerende. Bageovnen ved siden af huset kan også være lavet af cob – muligvis en anden blanding.
• Et stort hus på 20 m2:
  En selvmodsigelse? Bestemt ikke. Ifølge visse lokale byggeregulativer må man ikke lave tilbygninger eller havehuse på over 20 m2. Hvad gør man så. Så laver man et fundament, der holder sig indenfor arealet og i stedet for lodrette vægge laver man vægge, der skråner udaf og inkluderer en overetage på 30 m2. Det giver så 50, hvilket er rigeligt til 2 personer eller flere. I små huse er al plads udnyttet. Ligesom i en campingvogn eller en husbåd.
• Huset på hjul:
  En af de mange ting, der er forbudt i Danmark er helårsbeboelse i husbiler. At vi stort set ikke ser disse hustyper i Danmark skyldes, at vi har et af verdens mest rigide bygge-regulativ-komplekser. ALT er der lovgivet om. Andre steder i verden kan man fx indrette sig i en nedlagt hestetransport, en stor lastbil med træsider og en rampe for enden. Ud med hestene, i med vinduerne, så har man et hus på hjul.
  En anden mand ombyggede sin vare-lastbil ved at forhøje rummet og sætte et halvtøndeformet tag i. Underetagen blev til sofa-senge-enden, køkkenet med en kugleformet åben brændeovn, der aldrig soder (skorsten op gennem taget) og et sammenklappeligt halvtag ud til skideskuret. Bilen holdet for det meste stille, men som manden sagde: ‘Det er lettere at få en aftale om at parkere sin hjem i længere tid på en anden persons grund, hvis man har hjul på. Så føler folk ikke, at man ‘slår sig ned’, og hvis der bliver problemer, kan de lettere slippe af med mig. Men det bliver ikke aktuelt, for jeg sørger selvfølgelig for at have et godt forholde til ejeren. Og så kan jeg faktisk tage på ferie i mit hus 🙂‘
  Eller hvad med kvinden, der købte en stor trailer med midterstillede dobbelthjul uden kasse og derefter byggede et hus ovenpå på 18 m2? Eller hvad med zigøjnervognen, den aflagte skurvogn, mandskabscontaineren, togvognen?
• Genbrugshuset:
  Alt i huset er klunsede, kasserede materialer. Jeg klunsede en gang en bunke bjælker i en container, da de nedlagde den lokale politistation og indrettede den til modebutik. Der blev bygget senge og borde af det til hele familien.
  Tag på besøg hos landmanden. Han har traditionelt laden fuld af genbrugsmaterialer. På landet gemmer man alt, for man har god plads til det, og man får brug for det – en eller anden gang. Hvis man bor ved en kyst med pålandsvind, er der drivtømmer. Hvis man er i nærheden af faldefærdige rønner på landet, kan murstene genbruges. Huset skal alligevel rives ned, så forsøg at få en aftale med dem, der ikke kan sælge grunden og lej en lastbil. Tag på besøg på teglværket og hent mursten, der er mangler et hjørne. Eller hvad med kampesten på marken? Ældgammel ide. Landmændene bruger dem ikke så meget mere, men smider dem i udkanten af skoven. Kasserede thermoruder. Hvis man ved, hvordan man skiller dem ad, er det altså kun mellemrummet og rammen, der er ‘punkteret’. Brug de gamle vinduesrammer fra nedrivningshuset, de er ofte lavet af bedre træ, end man kan få i dag, de trænger bare til en kærlig hånd. Og lær dig selv at skære glas – det er forbløffende nemt. Ideerne er endeløse.
• Huset på pæle:
  Det kan selvfølgelig være noget meget eksotisk, som man finder i kyst- og flodområder i Østasien. Men faktisk behøver vi ikke at gå så langt, for svenskerne er gode til at lave huse uden nedgravet fundament. De bygger nærmest ovenpå en stor ‘palle’, evt med jævnt fordelte stensætninger. Det er løsningen på det store problem i det svenske landskab: klippegrund. Et svensk firma, arvesund.com, har specialiceret sig i at lave nydesignede træhuse i alle størrelser udfra traditionel ‘innoveret’ svensk stil. De er meget smukke og særdeles gennemtænkte. Deres mindste model går helt ned til 8 m2 og hedder ‘Eremittens koja’ – koja er en knaldhytte. Men tag ikke fejl. Der er både seng, skab, bord, stole, et ildsted og en håndvask. Og hvis du vil have et indbygget badeværelse også kan man købe den næste størrelse på …. 17 m2. Den hedder Eremittagen 🙂
• Det runde hus:
  Vi taler om et princip og ikke nødvendigvis en ægte mongolsk jurte vævet af kameluld. Princippet er det runde rum med et centralt ovenlysvindue. Hvis man tager en tur ud på Refshaleøen, finder man i øvrigt en ægte jurte. Manden, der har sit musikstudie her, bruger det hele året, og det er meget nemt at varme op. Hvis man spørger ham, kan man bestille en importeret jurte fra Mongoliet. Talking about Refshaleøen og Christiania-området, så er det næsten det eneste sted i Danmark, hvor man ser et repræsentativt udvalg af ovenfor omtalte byggeformer. Det er altså en undtagelse i et land, hvor 90% af befolkningen bor i standard typehuse eller lejekasserner. Men altså: jurten. Den kunne sagtens være lavet af træsider, med let udadskrånende sider og tag med udhæng – begge dele for at vandet ikke skal løbe ned af træet. Hvem siger i øvrigt, at tagsten skal være lavet af … sten? Hvorfor ikke flis af vandafvisende teaktræ eller grantræ? Det geniale ved den midterstillede ovenlysrude er også, at der kun er brug for få sidevinduer.
• Det ikke-firkantede hus:
  Jurten er rund. Det samme gælder for ‘the dome’, kuplen. Den kan bygges udfra principperne om molekylære strukturer, naturens geometri. Det vil typisk være i form af triangulære mønstre. En særlig perfekt og naturlig form er bindu-mønstret, hvor trianglerne snor sig op mod midten også kaldet en zome.
  Oktagonen er en stærk konstuktion, en kantet jurte. Man bør studere måden, som bjælkehuset ‘binder’ de enkelte bjælker ved at flette dem i enden.
  De forskudte kvadrater: ovenpå grundkvadratet drejer man næste lag 45 grader, mens man rykker indenfor grundkvadratet. Man kan gøre det en gang til. De norske, finske og russiske trækirker er nogle gange bygget efter dette princip.
  I min tid som CAD-tegner i et arkitektfirma, jokede vi med begrebet bæredygtig arkitektur. Altså: hvis ikke et hus var ‘bæredygtigt’, var det så overhovedet et hus, siden det åbenbart ikke kunne bære sig selv? Det kan siges meget enkelt: bæredygtighed er en efterligning af naturens egne konstruktions-principper. Det, der kaldes ‘hellig geometri’ er ikke noget esoterisk nonsense, det er selve grundpillerne bag naturens former og dermed principper for vækst, sundhed og … bæredygtighed. Der er simpelthen hardcore grunde til, at bikuber, æg, trækroner, krystalformer og andre strukturer i naturen er særdeles stærke, for det er naturens egen måde at opnå maksimal styrke med mindst mulig forbrug af ressourcer. Naturen gå algoritmisk set altid den nærmeste vej.
• Skideskuret:
  Spørg bare Jytte Abildstrøm, så får du opskriften på hendes multlokum. Det er så ikke lige noget, man gør i en Vesterbro-ejendom, men det gælder for de fleste af de omtalte byggeformer. Det er naturlig kompostering, der kræver omliggende natur. Det er byerne, der har brug for kloaksystemer pga. den unaturligt store ophobning af … lort og pis. Princippet er, at man bruger en hel masse vand på at transportere sit shit ud i hovedet på andre mennesker i stedet for at lade det blive nedbrudt naturligt. I naturen findes der ikke affald, det er noget, mennesker har opfundet.

Vi kunne også have nævnt huset på vandet. En båd er også et hus. Hollandske kanaler er fulde af husbåde, der egentlig ikke er beregnet til at sejle, selvom de kan. Det er mere en måde at udnytte alt det vand på. Det er sådan set underligt, at der ikke er flere husbåde i Danmark. Skyldes det igen den rigide overregulering i det overdyrkede og overkultiverede landskab, hvor natur stort set er forsvundet? Befolkningstætheden er større i Holland, men de har ingen problemer med det. OK, Holland er inddæmmet marskland med et genialt system af diger og kanaler, hvilket forklarer en del – inklusive at hollandsk lovgivning inkluderer det.

Lloyd Kahns filosofi er, at småt sagtens kan være godt. Men i Danmark findes der stort set ikke små huse – altså bortset fra sommerhuse og kolonihaver. Men det forbudt at bebo disse på helårsbasis. Man kan heller ikke bebo en campingvogn på helårsbasis, selvom det er uproblematisk. Forbud-forbud og atter forbud. Selv forbuds-Sverige kan ikke følge med her.

Byens forbandelse

Hvem siger, at vi alle sammen skal klumpe os sammen på stenbroen – var det ikke noget industrialisterne opfandt i slutningen af 1800-tallet, da der var brug for millioner af tobenede æsler til at køre maskinerne på fabrikkerne? Et godt bud for en tilbageerobring af landdistriktet vil være, når energiforsyningen i løbet af det næste årti går off-grid med den teknologi, som oliebranchen og DONG-fucking-Energy ikke ønsker skal ramme gadebilledet, og som har været holdt borte fra offentligheden, siden J.P. Morgan karaktermyrdede Tesla og sammen med efterretningsvæsenet stjal hans opfindelser. Når det sker, gider mange mennesker ikke længere at bo i lejekasserner. Ude i landskabet finder de ydermere ud af, hvor beskidt det danske landbrug gebærder sig, og økologi bliver herefter en selvfølge.

Hvor kommer idiotien med sammenklumpning af menneskeligt kød i præfabrikerede bur-komplekser så fra? Tilhængerne af princippet 2.0 er i dag Agenda 21-profeterne, industrialisterne 2.0, der ønsker den såkaldte ‘globale landsby’, som det paradoksalt nok kaldes af dem. For et af deres mål er en total affolkning af landområderne, indlogering af folk i kæmpe boligkomplekser, som ville gøre en Jasques Fresco / The Venus Project glad, og hvor der er fuldt styr på populationen. ‘A place where people are no longer born, they are grown’ (The Matrix 1). Agendaen er neo-feudalisme og er en opfølgning på den drift væk fra landskabet, der startede med industrialismen, og som yderligere tog til efter WW2: landsbydøden til fordel for uendelige røvkedelige og voldsfremkaldende forstæder, ø-døden, skoledøden til fordel for kæmpe centralskoler, butiksdøden til fordel for indkøbscentre, lokal-mejeri-døden, husmændenes afgåen ved døden til fordel for afgrøde- og kødfabrikker, sparekassedøden til fordel for skrupuløse global-filial-banker. I det hele taget døden for det lokale og personlige initiativ og det direkte demokrati til fordel for formynderstaten og sofa-valget (efter krydset på sedlen: sofaen).

I øvrigt er demokrati ikke noget, der blev opfundet af grækerne i antikken. De opfandt bare ordet. Enhver landsby før industrialiseringen havde landsby-selvstyre med tingsted og laugmænd. Eneste problem var herremanden og herregården. Vikingerne havde demokrati, selv når der var konger og jarler, fx. det islandske alting. Det er et kæmpe paradoks, at vi lever i en tid og et samfund, der kalder sig selv demokratisk, styret af folket, når folket mindre end nogensinde styrer noget som helst. Og apropos islændingene, så har jeg en mistanke om, at deres resolutte reaktion mod superbureaukratiet, det fascistoide EU-projekt og dets bagmænd i den Internationale Monetære fond har sin rod i den stolte tradition. DET, og ikke det græsk-romerske demokrati i dets ynkelige, udvandede, nutide version burde være rollemodellen for det udplyndrede europæiske nationer. Grækere, spaniere, portugisere og cyprioter: smid finans-fascisterne på porten!

Finans-fascismen har påduttet os samfund og en livsstil hvor vi er forgældede til op over begge ører. Og, det bør vi nok ikke glemme, men vi har villigt købt det. Nu betaler vi så af på det – ved at sende en gigantregning til vore børn og børnebørn.

Da man startede eksperimentet med ‘Friland’ på Djursland – et projekt, der i 1990’erne blev til et TV-underholdningsprogram – var den heftigste og mest aggressive aversion fra etablissementet mod Steen Nielsen, der startede initativet, at han tilstræbte ‘det gældfrie liv’. Her kom bankmanden, der besøgte ham op af stolen. ‘Det kunne han krafteddeme ikke tillade sig, det var samfundsskadeligt, han var egoist, der nægtede at holde samfundshjulene i gang, og bla-bla …’ Ret afslørende. Vi har bygget et (u)menneskeligt samfund på, at alle er dybt forgældede og slavegjorte – hvorved vi så holder de bankdrevne samfundshul i gang. Ingen vej ud.

Læs også: Byens lys

Er det romantik?

Hvis man vælger at se det på den måde, så måske. Romantik er ikke det samme som utopisme, der lover folk guld og grønne skove og paradis på jord … i morgen. Dette handler ikke om i morgen men hvad, vi kan og er nødt til at skabe i dag. Som en kendt lama sagde det: Der er kun to dage om året, hvor du ikke kan gøre noget. I går og i morgen. Og i morgen er som bekendt altid udskudt til: i morgen.

Lloyd Kahn har et stort afsnit i sin anden bog om ‘læskure’, Shelter II, hvor han gennemgår med tegninger og blueprints – lige til at bruge – principperne bag alle facetter af husbygning. Hvis det er romantik, så er det romantik med fuld jordforbindelse, hvorefter undertegnede skribent er indmeldt i selskabet af praktiske romantikere. For de, der gennem mange generationer udviklede og videgav deres måder at bygge shelters på, var det ikke romantik, det var overlevelse. Det lader til, at vi er nødt til at lære af dem.

• Klimatisk anlæggelse af grunden / relationen til landskabet
• Design-tjekliste
• Flow af vand, vind, varme, energi, trafik
• Toiletter
• Alternativ energi og lokal energi
• Byggeri i kolde klimaer
• Omkostninger
• Flade tage
• Skrå tage
• Lave gavle / tagkonstruktioner
• Høje gavle / tagkonstruktioner
• ‘Saltboksen’ – høj i den ene side, lav i den anden
• Gambrel-taget – stejl i den lave del af taget, mindre stejl i den høje del
• Tag med 4 skråsider og kort tagryg
• Væksthus / drivhus
• Konstruktionsprincipper
• Fundamenter
• Vægkonstuktioner
• Tagspær og -rammer
• Tagbeklædning
• Vinduer
• Vægbeklædning
• Isolation
• Dampspærre
• Pudsning
• Trapper
• Rørlægning
• Elektricitet
• Metalskorstene
• Sikkerhed
• Sømtyper
• Byggematerialer
• … m.m.

Det er alt sammen noget, der var almindelig kendt hos vore forfædre og -mødre, men som de fleste mennesker har glemt alt om i dag. Det er ikke åh-så-romantisk, det er praktisk kunnen og overlevelsesteknikker byggende på viden og erfaring, der er større, end hvad én generation har kunnet udvikle. Vores samfunds-indretning har været med til at smadre den naturlige ‘videndeling’ – endnu et trend-pop-management-ord i tider, hvor staten og de ‘professionelle’ har monopol på alt. Socialdemokratisk nivellerings-politik har sørget for, at man ikke kan hjælpe naboen med sin viden, uden at staten ankommer med anklager om sort arbejde og skatteunddragelse og vil have penge for ikke selv at lave en skid for skattepengene.

Man kunne have mistænkt det bygnings-over-regulerede Danmark for at gøre det så besværligt at bygge sit eget hus, at folk giver op på forhånd. Og hvad endnu værre er: kvaliteten af byggeriet er ikke blevet højere, men lider af det samme, som al anden masseproduktion:

• Indeklimaet er blevet dårligere.
• Der kompenseres med ventilationssystemer, der gør, at etageejendomme er gennemhullede som sweitzeroste, hvilket betyder, at man kan høre, når naboen slår en fis.
• Byggematerialerne (aluminium og beton og myriader af byggematierialer og maling og kemisk præparering, der minsandten ja-gæt-engang afgiver gasarter, som vi indånder eller optager ved berøring) gør os syge. Asbest er kun 1 / millioner af materialer, som aldrig burde være brugt i boliger.
• Vinduerne holder ikke længe (indbygget forældelse), thermoruder er ud over at være grimme – de har fx ødelagt æstetikken i samtlige danske landsbyer – også ubæredygtige og usunde. Et sundt, vedligeholdt og godt vindue lavet af fx. grantræ bør kunne holde i mindst 100 år.
• Æstetikken er … røvkedelig og voldsfremkaldende! Man voldtager landskabet, man følger ikke landskabet, landskabet er i vejen
• Gadebilledet er indrettet til biler og er mange steder tømt for liv
• Man kender ikke sine naboer, og man er egentlig skide ligeglad med dem
• Alle huse er stort set ens og seriefremstillede. Masseproduktion er ikke det samme som tradition og stil-konstans. Fantasiløs arkitektur avler fantasiløse mennesker.
• Byer planlægges og skyder op på en gang. Skræmmeeksemplet på dårligt byggeri er Ørestaden. Den er designet top-down. Fortidens byer voksede frem bottom-up som en organisme. Ørestaden mangler fuldstændig ‘sjæl’ og er derfor i princippet uegnet til menneskelig beboelse. Den er derimod perfekt til det de-humaniserede menneske, robo-sapiens.

Er dette så et romantisk skrift om ‘Tilbage til naturen’. Ja og nej. Ja i betydningen, at vi har nået ekstremen for natur-fremmedhed. Naturen slår nu igen, så det kan mærkes for alvor, og vi bliver syge i krop og sjæl af denne ekstremisme – hvilket er ganske reelt og anti-romantisk. Nej i betydningen sværmerisk og urealistisk. Det er fuldstændig kynisk-realistiske overvejelser, der ligger til grund for denne artikel. Hvis ikke mønstret bliver brudt, er vi og vore børn fucked!

Hvad i øvrigt med byejendommene? No problem, bortset fra at man ikke bare smækker en 4-etagers ejendom op. I byerne er der ekstra strenge regler for alt. Hvilket er forståeligt på en del måder, for når først man laver gader og kravler i højden, har man mere eller mindre afskaffet naturen. En bjælkehytte i Vestergade 42 … nej vel. Emnet falder udenfor dagens tema, så måske en anden gang. Byarkitektur kræver arkitekter og ingeniører, og når man kravler i højden, skal man vide alt om, hvad man gør. Fra mine to år som freelancer for et arkitektfirma kan jeg forsikre om, at det ikke er fantasi og god vilje, der mangler hos arkitekterne. Men lige så snart en pengestærk bygherre kommer ind over, bliver arkitekten til vedkommendes lakaj, og den billige og ofte fantasiforladte løsning bliver resultatet.

Betyder det så, at vi alle sammen skal flytte til en ø og bo i et skur? Hvis det er udbyttet af læsningen, så er det ‘en ommer’. Det er en opfordring og inspiration til tænkning. Gerne ud af boksen. Men først og fremmest er det en viden om og påvisning af, at mennesker er i stand til at leve på 1000 måder, mens vi efterhånden nøjes at leve på 10 præfabrikerede måder. Det er en kulturel fattiggørelse og derudover særdeles uøkonomisk og uhensigtsmæssigt. Hvis vi kradser i overfladen, finder vi hurtigt ud af, at årsagen til vores afgrænsning og valg eller ikke-valg af livsstil udelukkende skyldes bekvemmelighed for ‘nogen’ – ikke os selv – og disse ‘nogens’ mulighed for at tjene penge. Eksemplet med bygherren kan ophøjes til samfundsprincip i vores verden.

At nogen har tjent penge på det sted, vi bebor, gør det ikke derfor egnet til menneskelig beboelse. Eller uegnet for den sags skyld. Men det er på tide, at mange mennesker begynder at spørge sig selv om, hvorvidt deres livsstil skyldes hensyn til ‘nogen’, der vil tjene penge eller hensyn til et godt liv. Og hvis ‘nogen’ straks kommer op med den indvending, at det da bliver alt for dyrt, så giv dem et link til Lloyd Kahns bogklub.