Man pisser ikke ustraffet på guderne

Den er umulig at slippe af med.
Ideen om Atlantis, det sunkne kontinent, civilisationen, der forsvandt.

Alle kender historien. Så længe vi kan huske, er den blevet anbragt i kategorierne myte, skrøne, eventyr. Simpelthen fordi der tilsyneladende ikke fandtes arkæologiske levn, der kunne underbygge fænomenet. Men inden for de seneste ca. 15-25 år er skrønen begyndt at generere væsentlig substans og soliditet og antage karakter af seriøs videnskabelig efterforskning.

Atlantis er selvfølgelig også et sindbillede, en arketype. Underbevidstheden og det menneskelige ego en historisk skabning, der er dannet af en katastrofe så stor, at den skabte et traumatisk aftryk på mennesket frem til i dag. Menneskevæsnet er ikke helt, det er smadret. Størstedelen af vores bevidsthed ‘sank i havet’. Denne specifikke variation af Freuds underbevidste skyldes bl.a. Velikovsky, psykiateren og myteforskeren, der viderebragte ideen om planetare kollisioner som årsag til katastrofen. Andre går mere i retning af Star Wars-scenarier, hvor krige blev udkæmpet mellem rumcivilisationer på og uden for Jorden. Uanset hvilken version, vi vælger, er vi dannet af katastrofen.

Vi skal i denne blogpost, der er blevet til en mindre afhandling, undersøge, hvor landet ligger – i overført og konkret betydning. Skal vi hele vejen, eller holder vi os i det jordnære?

Claude Debussy’s neogotiske klaverpræludie, ‘La Cathedrale Engloutie’, Den Sunkne Katedral, er et bretonsk folkeeventyr. Katedralen sank engang i havet udfor Bretagnes kyst. Men engang imellem under fuldmåne dukker den op igen for dernæst at synke tilbage.
Det er symbolisten, Debussy, i øvrigt stormester i Prioré de Sion, hvis vi skal tro ‘Helligt blod, hellig gral’, der satte dette sindbillede så effektivt i musik.

Var Platon fuld af vrøvl?

Fortællingen om en tabt civilisation findes i alle de gamle kulturer, men selve begrebet Atlantis stammer fra egypterne. Platon fik den fortalt af sin onkel, politikeren Solon, der havde lært den i de egyptiske visdomsskoler, den tids universiteter. Egypterne sagde til ham: I grækere kender jo ikke engang jeres egen historie, og Grækenland er langt ældre, end I ved. De gav ham en tidsramme på 10.000 f.Kr. – for ødelæggelsen af kulturen, ikke starten.

Atlantis befandt sig ifølge egypterne på den anden side af Herkules’ Søjler, der formodes at være indsejlingen til Middelhavet. Derfor gætter man normalt på Atlanterhavet. Gisninger har gået på Azorerne, der stikker op af den midtatlantiske højderyg. Alt har været i spil fra England (Comyns Beaumont), Englands kyst rundt om Lands End i Cornwall, Frieslands og Danmarks kyst omkring Helgoland, Ishavet mellem Nordpolen og Kolahalvøen, Antarktis, Bahamaøerne og havet omkring Cuba, Indonesien. Et hjørne af Spanien og Portugal har også kandideret. Nogle har ment, at man ikke skulle uden for søjlerne, men at det blot var Thera/Santorini i det græske øhav, der eksploderede og sank i havet. Alle har en bid af kagen, deres lokale Atlantis.

Der findes faktisk en lokalitet, der kaldes ‘Herkules’ Søjler’.
Den findes blot ikke ved Gibraltar eller Marokkos nordkyst.
Den findes på Cayman-øerne, en af de tiloversblevne ni britiske koloniøer, der er City of Londons og det multinationale globalistsyndikats store skattely. Interessant.

Andre igen har bragt den vigtige pointe på bane, at Atlantis ikke er en lokalitet, men en civilisation, et globalt fænomen. Et faktum er i dag er, at undersøiske konstruktioner dukker op overalt på kloden. I Cambrai-bugten, i det indiske ocean ved udmundingen af den gamle flod Saraswati i provinsen Gujarat, har man fundet et bygningskompleks på størrelse med Manhattan! Det er intet andet end Krishnas by, Dwarka, som er beskrevet i den vediske litteratur. Der er strukturer i havet mellem Sydindien og Sri Lanka. Der er Yonaguni ud for Japans kyst. Der er muren i havet udfor Bimini/Bahama. Der er ting og sager i havet udfor Malta. Ved Sicilien ligger der skrammel udfor kysten. Der findes blot om Middelhavet en liste over flere hundrede sunkne byer. I segmenterne i Doggerbanken mellem Danmark og England befandt der sig bopladser som på det nuværende fastland/øer, men det er muligvis kun stenalderbopladser.

Dwarka

I 2001 ledte et canadisk-cubansk forskerteam efter det sunkne skib Maine udfor Cubas kyst. Man fandt skibet på 900 meters dybde. Hvis du har glemt eller ikke vidste det, så var USS Maine det amerikanske skib, som amerikanerne selv sænkede, for at få et påskud til at starte den Spansk-Amerikanske krig i 1898. Det er det, som folk nu er begyndt at kende som fænomenet False Flag, og som de stereotypt har gentaget ved sænkningen af Lusitania (USA > WW1), Pearl Harbor (USA > WW2), Tonkinbugten (USA > Vietnamkrigen), 9/11 (USA > Irak, Afghanistan, Sudan, Libyen, Syrien). About f….. time! at der bliver talt om det, da en stand-down operation false flag er standard militærstrategi, der læres på ethvert militærakademi og er beskrevet helt tilbage til Sun Tsu. Men man fandt også noget andet på 600 meters dybde: en sunken by – af betydelig omfang. Man kan scanne/fotografere strukturer under jorden og under havbunden i dag vha geofysisk udstyr.

Atlantis sank ikke blot i havet, det sank under havet.

Sonar-scanning af bygninger på 600 metes dybde i havet udfor Cuba

Pyramider og andet godt

I byen under vandet var der strukturer af pyramider. Hvorvidt det er et falsum – og den slags findes som bekendt, bare spørg the Smithsonian … der straks vil nægte det – står endnu åbent. Men forfalskninger går som regel i retning af ikke at finde noget, at skjule det, der findes, benægte dets eksistens og væsen og eventuelt destruere det. Det er ikke småsvindlere, der gør den slags, det er store anerkendte og berømte institutioner for videnskab!

Et faktum er dog, at pyramider er et globalt fænomen. Videnskaben har ikke formået at argumentere sagligt for, at alle disse strukturer er henholdsvis gravkamre eller helligdomme. Fortidens mennesker bliver hele tiden fremstillet som manisk besatte af en dødskult eller tilsvarende besatte af tilbedelse af guder. Men der er aldrig fundet en eneste mumie i én eneste egyptisk pyramide. De findes i de rigt dekorerede gravkamre, der er boret dybt ind i et bjerg, som i Kongernes Dal. Kamrene fortæller med overvældende ikonografi om kongernes og dronningernes liv. I templerne, der heller ikke var gravkamre, fortælles om deres kosmologi og ritualer. Og de egyptiske guder er ikke guder, men neters, allegorier for kosmiske kræfter.

I pyramiderne, derimod, er der totalt nøgent, råt og fabriks-maskin-agtigt. Ingen udsmykninger, ren, rå funktionalitet, geometri, struktur. Stor forkærlighed for stenarter, der har elektriske/magnetiske egenskaber. Hele tiden fornemmelsen af, at der er noget, der mangler, noget, der er blevet afmonteret og fjernet. Topstykket er væk, dækstenene er væk, noget mangler hele vejen op langs det store galleri i Keopspyramiden, mærkerne er der stadig. Placeringen er ovenpå underjordiske kanaler, der transporterer vand. Vand har magnetiske egenskaber. Når Nilen hvert år steg, ville vandet stige hele vejen op i kamrene og producere … hvad? En eller anden kraftig energiform (Se Chris Dunn: The Giza Powerplant).

Skrønen om farao Keops i øvrigt: man har fundet en lillebitte figur af Keops, som det eneste. Ville en mægtig, storhedsvanvittig hersker, der efter sigende lod en af Verdens største og mærkeligste bygningsværker opføre for at lade sig begrave i den, ikke også lade i det mindste et par prangende statuer af sig selv opføre? Egyptologerne gør sig gang på gang til skue og til grin.

Der findes pyramider på hele kloden. I Mexico, Guatemala, Kina, Bosnien, de Canariske Øer, i Cambodia, på Stillehavsøerne. I Egypten er der for nylig lavet en geofysisk scanning, der viser, at en gigantisk pyramide er begravet et sted i ørkenen under sandet – langt større end den store pyramide i Giza! Vi vil selvfølgelig se det, før vi tror det. Men Osiristemplet i Abydos er begravet dybt nede i sandet, og jeg har personlig stået og set de sandbunker, der dækker det største bygningsværk (u)kendt i Egypten – og som de egyptiske myndigheder åbenbart har nedlagt/fået forbud mod at udgrave: den Store Labyrint i Hawarra beskrevet allerede i antikken, og som man troede var forsvundet eller blot en myte. Den findes i allerhøjeste grad, men er som mange sites i Verden endt som: forbudt arkæologi.

Man kunne spørge sig selv om, hvad det er for et globalt velorganiseret netværk, der træder ind, hver eneste gang tampen brænder, og sørger for enten at tilsløre, lukke af, forhindre, konfiskere eller ødelægge?

En af de 300 pyramider i Kina, som ingen har adgang til

For at få en fornemmelse af, hvor udbredt blot pyramide-kulturen er globalt, hvor lidt ‘egyptisk’, den er, og hvad der findes derude i den vide Verden, som vi aldrig har hørt om, og set på steder, vi ikke engang har drømt om, se her en russisk amatørhistoriker, der har gjort det til sit livsprojekt at katalogisere og beskrive megalit-kulturen. Hendes navn er ikke bekendt, men hun har udgivet en bunke videoer om emnet under pseudonymet newearth på sitet: megaliths.org.
Fx denne lange video fra YouTube Planet of the Megaliths – ret overvældende!

Se også denne korte video om de underjordiske byer:
The Derinkuyu style underground cities ARE ALL OVER THE WORLD!

Verden er simpelthen fuld af overraskelser. En gruppe af mountain hikers stødte i 1909 på en revne i toppen af siderne på Grand Canyon. Da et hold af forskere fik arbejdet sig ind i en lang skakt, fandt de de minsandten en egyptisk begravelsesplads, som taget ud af Kongernes Dal! I det samme område fandtes en nu forsvundet stamme kaldet Hohokam. Deres særhed bestod bl.a. i, at de byggede huse og kanaler i cement. Phoenix, Arizona, er bygget oven på en gammel by med lange vandkanaler, stadig i brug, bygget af disse folk. Diverse bjergtoppe eller fremspring ved Grand Canyon bærer, ligesom Phoenix, egyptiske navne. Tower of Seth, Tower of Ra, Horus’ Temple, Osiris’ Temple. Bizart! Vidste de første settlere – eller rettere frimurere og jesuitter, der mandsopdækkede The Founding Fathers – et og andet om stedet og dets historie? Selvfølgelig, gjorde de det.

Damen på billedet her kaldes Fruen fra Elche. Det forestiller en dame af fornem position fra den Iberiske halvø. Hun bliver ofte associeret med Atlantis på grund af hendes særlige hårpragt og -udsmykning. Hun har ligheder med en gudinde fra Karthago kaldet Tanit. Altså fønikisk kultur, Phønix. Tannis i Egypten er stedet for Kong Salomons første tempel (Jerusalem var et hul i jorden på Kong Davids og Kong Salomons tid, og der er ingen spor fundet af dem i Palæstina/Israel). Israelske arkæologer er meget skuffede!

På den anden side af Atlanten, derimod, findes i dag det eneste folkefærd, hvor kvinderne klæder sig sådan ved festlige lejligheder: Hopi-indianerne, det mystiske og fascinerende folkefærd med stærke beretninger om fortiden og profetier om fremtiden, ret anderledes end andre stammer på kontinentet. Deres byggestil minder en del om de forsvundne Hohokams.

En overlever-kultur?

Det berømte – eller bør vi sige berygtede? – institut, The Smithsonian, var med til udgravningen af det egyptiske gravkammer i Grand Canyon. De var også medvirkende til, at vi ikke kan se artefakterne udstillet i dag. Vi har før beskrevet, hvorledes The Smithsonian Institute systematisk har medvirket til bortkomst, destruktion og tilsløring af den ældste del af den amerikanske historie, og hvordan de eksempelvis for nylig tabte en sag rejst ved den amerikanske højesteret om massedestruktion af skeletter fra deres arkiver. Disse skeletter havde begået den grundlæggende fejltagelse at være efterladenskaber af rødhårede kaukasiske folk med en kropshøjde på mellem 2.5 og op til 3.5 meter! Hvis nogen siger ‘skrøne’, så minder vi igen om, at sagen blev tabt i højesteret! og at det derfor ikke er nok at råbe op om – selvom det er fuldstændig rigtigt – at den amerikanske højesteret er korrupt. Denne sag var så velforberedt, at de ikke kunne afvise den, og masser af mennesker har set disse skeletter. Man kunne sige, at højesteret også tabte sagen. Vi taler om 10.000 skeletter, der blev dumpet i Atlanterhavet ved en hovedrengøring for nogle år tilbage. Sjovt nok Altlanterhavet …

Da Indiana Jones har fundet Pagtens Ark, tager han den med til … The Smithsonian. Han spørger, hvad der nu vil ske med den. Så svarer de: Bare rolig, vi har lærde mænd, der tager sig af den, hvorefter man ser den blive båret ned i en kælder og lukket inde. Det er nøjagtig, hvad der sker med den slags genstande. De forsvinder for offentligheden og ned i kældrene hos gravrøver-institutioner og opkøbere for ulovlige kunstgenstande. Endnu et eksempel på, at Spielberg og Hollywood har insider-information via dem, du ved, der ejer fabrikken, og hvis gud er en skinsyg gud, ifølge hans eget udsagn.

Slutscenen i Raiders of the Lost Arch

Et lidt mere dekoreret varehus for stjålne, konfiskerede og for offentligheden utilgængelige kunstgenstande er Vatikanets Bibliotek – et sted, du ikke kan få lånerkort til.

Til lands og til vands

Langt fra alt sank i havet. Der er rigeligt med materiale, der kan underbygge en særdeles avanceret civilisation, over den nuværende havoverflade. Grunden til, at så meget sank i havet, er, at de vigtigste forposter for civilisationerne dengang, som i dag, lå, hvor store floder mundede ud i havet. Placeringen tæt ved kysten, hvor man både kunne sejle ud og ind, var og er indlysende. Floderne har altid været de store blodårer, der strømmede ud af kontinenternes kroppe, men som let førte skibene indad i de store kroppe. Vi ved, at havenes vandspejl steg ca. 90 meter ved slutningen af sidste istid. Det forklarer ikke den nyligt opdagede bystruktur udfor Cubas kyst i et dybere lag, men det forklarer mange andre fund, der på den tid må have befundet sig over havets overflade ved kysten ud for flodernes udmundinger. Og seneste istid og dens afslutning var bestemt ikke den eneste istid eller katastrofale event på jordkloden.

Kataloget over monumentale bygningsværker og megalitiske strukturer – mega lithos = store sten – som videnskaben klør sig eksemisk i hårbunden over, er mildest talt overvældende. Er videnskaben fantasifuld eller fantasiløs, når de den ene gang efter den anden smider disse strukturer ned i begrebs-kælderen og bortforklarer dem som produkter af samlere og lavere jægere lige nedsteget fra aberne i bar røv og gedeskind evt udstyret med en bronzehammer og -mejsel? Halvaberne skulle altså have udhugget stenblokke på op til flere tons af Verdens hårdeste stenarter, dernæst slæbt dem 100-vis af kilometer (de findes ofte ikke i området), stablet dem ovenpå hinanden med højere perfektion end et nutidigt ingeniørfirma, efterladt mærker, som fra maskiner i 2. halvdel af det 20. århundrede, og dernæst beklædt dem med ædle metallegeringer, som de ikke havde kendskab til!

Hvis historien om Atlantis er en skrøne, hvad er dette videnskabelige makværk af serielle bortforklaringer så? It takes one to know one, og det, man siger, er man selv.

Mnajdra, Malta

Gozo, Malta. Det, ifølge arkæologer, ældste murværk i verden.
Åbenbart var dets bygmeste 10.000 år ældre.

Et hovedproblem med datering er, at man ikke har kunnet datere alderen på sten. Derfor daterer man en stak potteskår eller en død høne, der er skvattet om ved siden af, og hævder så, at det må være dens ejer, der har rejst disse sten. For nylig kom universitetet i Wales imidlertid op med en metode kaldet Klorin-23, der kunne afsløre, hvornår sten var blevet brudt fra stenbruddet. Selve dannelsen af stenen rent geologisk er ligegyldig i denne sammenhæng, det er det fysisk-mekaniske brud, man er interesseret i. Da de afprøvede metoden på Stonehenge, kom de op med alderen 24.000 år. Det nægtede arkæologerne så at acceptere, for de havde besluttet ved akademisk dogmatik, gruppepres og konsensus (videnskab handler aldrig om konsensus, men om konstruktiv dis-konsesus, indtil en teori er endelig bevist – eller forkastet), at det kun er 5.000 år gammelt. En murkonstruktion på Malta sagdes for nylig (før Göbekli Tepe i Tyrkiet overhalede den med et par tusind år) at være den ældste kendte, dvs. 9.000 år gammel. Sagde man. Da et tysk hold gravede på en lokalitet neden for sitet, fandt de 20 skeletter med afhuggede hoveder. Ved kulstof-14 datering viste det sig, at der ikke var mere kulstof-14 tilbage. Det vil sige, at de er mindst 30.000 år gamle! Betød det så, at arkæologerne gjorde det samme her, som de ellers insisterede på: daterede stenene efter det nærliggende organiske materiale? Ikke tale om. De tilpassede selvfølgelig landskabet efter kortet. Videnskaben følger kun deres egne vedtagelser, når det passer dem.

Saksaywaman, Peru

De besynderlige murværker findes overalt på kloden, og de er af en særlig type. De består af store uregelmæssige sten, der passer perfekt sammen, som puslespilsbrikker. De er ubrydelige konstruktioner i forhold til jordskælv, og derfor står de endnu. I modsætning til senere tiders og vore dages regelmæssige murværker, der skvatter sammen under et jordskælv. Det er ganske tydeligt, når senere kulturer, fx inkaer, mayaer, romere bygger ovenpå med deres småsten – og dernæst, som romerne, tager æren for det hele.

Eller rettere, hvis ret skal være ret, også overfor romerne, så tillægges de af historikere og arkæologer æren for det. Men der er for så vidt ikke noget fordækt i at tilføje mursten ovenpå ældgamle solide fundamenter, som på billedet ovenfor. Inkaerne gjorde det også, men deres murværker er af en helt anden og lidet imponerende stil, med små sten, uden den perfekte tilpasning. I de gamle mure passer stenene så perfekt, at man ikke kan stikke et barberblad ind imellem dem. Spørg en ingeniør om, hvordan de har gjort det, og du vil se ham klø sig i hårbunden, inden han svarer: det ved jeg ikke.

Mega Lithos

Påskeøen er et af de mærkeligste steder i Verden. Her findes de underlige figurer, hvor de fleste af dem er begravet i ældgamle sedimenter og kun stikker hovedet op. Hvilket måske har gjort, at de stadig er intakte. Også her finder man det særlige murværk, som den ældgamle og af videnskaben ganske ubeskrevne atlantiske – og åbenbart også pacifiske – civilisation lod opføre – Atlantis, Mu, Lemuria. De lokale har den historie om figurerne, at de har været levende, at deres øjne kunne se og … at de gik rundt på øen!

I Stillehavet i Mikronesien ligger øen Pohnpei. Her findes byen Nan Madol bygget som 100 kunstige øer af 200 millioner tons magnetiseret basalt-krystal. Igen har de lokale øboere historier at fortælle om stedet, hvor man lige løfter øjenbrynet: disse stenblokke blev leviteret og fløjet gennem luften og placeret der! Meget af byen ligger på ned til 30 meter dybt vand. Faktisk er der to byer, den anden er undersøisk. Stedet er blevet kaldt Stillehavets Venedig, da det består af over 100 kunstige øer forbundet af et system af kanaler. Der er så meget sten på stedet, at hele bjerge må være pillet i stykker for at fremstille byggematerialet! Hvis en formodet primitiv kultur kunne bygge palmehytter og løbe rundt i bastskørter, hvorfor valgte de så det mest avancerede og besværlige projekt, med kæmpesten, som ingen i øvrigt aner, hvor kom fra, da der ikke er tilsvarende stenbrud på øen.

En undersøisk søjle ved Nan Madol

Ikke nok med, at der dagligt dukker nye efterladenskaber op fra en ukendt og ubeskrevet civilisation, der ikke står tilbage for vores egen, ja, på væsentlige punkter synes at være den overlegen. Men ovenikøbet tillader disse primitive, underfrankerede og uciviliserede lokalbeboere derude i Udkantsverden sig at have meninger om deres egen fortid og insistere på forklaringer på noget, som vi ellers har idømt uforklarlighed. De gør det pinligt for os, de udstiller nærmest vores manglende forklaringsevne. Skulle nogen have jongleret rundt med stenblokke på måder, der ikke er beskrevet af vores arkæologer?

Nan Douwas, hovedkomplekset i Nan Madol. Bygget af hula-dansende indfødte i en fjern fortid … ?

Her kommer problemet. Disse konstruktioner er netop IKKE forklaret af arkæologerne. Stenblokkene i de megalitiske strukturer er uforholdsmæssigt store og tunge. Det giver absolut ingen mening. Hvorfor skulle man vælge at tumle sten på flere ton? Kunne man ikke i det mindste banke dem ud i murstensstørrelse, som senere og påstået mere avancerede kulturer gjorde. Den største sten ved Baalbek/Syrien-Libanon er over et ton, og for nylig har man fundet et murværk i Uralbjergene, hvor stenene er op til mellem 3-4 tons! Her er vi ovre i noget, der giver arkæologerne så store forklaringsproblemer, at de vælger slet og ret at ignorere det. Vi kommer ikke uden om det, og som David Hached Chrildres siger: Den slags ekstravagante projekter giver kun mening, hvis det har været let for dem, hvis de besad en teknologi, der med lethed kunne håndtere gravitation – whatever that is, for tyngdekraften er uhyre ringe forklaret af vores fysik. Men det kan jo ikke lade sig gøre, for videnskabens og arkæologiens dogmatik og paradigme tillader ikke at tænke i de baner, så konklusionen bliver, at det ikke fandt sted.

I stedet fandt volapyk sted

Overse ikke manden i midten.
Megalitisk mur i Shoria, Ural, med blokke på mellem 3-4.000 tons!

Det kniber tilsyneladende ikke med fantasien til at skitsere overdimensionerede hejseværker i bedste middelalderstil, og at udkommandere 10.000 svedende slaver i bar mave, der alle hev i de samme tovværker oppe på en bjergtop, hvor der max var plads til 100. Den slags bekymrer sjældent arkæologer. Da en stak arkæologer engang satte sig for, at nu ville de rejse en obelisk med den slags maskiner, som de hævdede, var blevet brugt, var det en ynkelig fiasko. Franskmændene smadrede omkring 60 obelisker, inden det lykkedes dem at stjæle og slæbe den første til Frankrig. Det fortæller i øvrigt en historie om, hvad arkæologi ofte er: gravrøveri og transport af stjålne kunstgenstande. En anden gruppe arkæologer satte sig for at bygge en lille pyramide – bare sådan en lille en. Det blev pinligt for dem.

De påstande, man finder hos arkæologer og den særlig fine arkæologiske overklasse, der hedder egyptologer, er til tider ganske underholdende grundet deres absurditet og manglende jordforbindelse. Arkæologien forholder sig aldrig til benhårde facts, når de bliver præsenteret for uforklarlighederne og deres egne selvmodsigelser. Stenalderteknologi producerer ikke perfekte flader i granit- og basaltblokke poleret med industriel præcision! Men egyptologerne er så überkloge, at de aldrig behøver at konsultere specialicerede fagfolk. Da geologen Robert Shock debunkede dem ved benhård analyse af forsænkningen omkring Sfinxen, fnøs de bare hånligt fornærmet. Egyptologiens eksotiske karakter giver dem, synes de, ret til at komme med ligeså eksotiske forklaringer. Hvad skal man sige – where to even begin?

Her kommer the smoking gun på en ny måde, for ikke alt blev forarbejdet til præcision. Indimellem gik det galt, og de gamle håndværkere ramte ved siden af, for de var blot mennesker. De kunne ikke skjule de slibe-, skrabe-, save- og boremærker, som deres maskineri efterlod. Eller også blev de afbrudt midt i processen og blev ikke helt færdige. Både den ekstreme præcision og de små upræcisioner er afslørende. Som Chris Dunn, der har produceret præcisionsudstyr til militærfly hele sit liv, siger: Der er ikke noget at tage fejl af, den slags kan kun finde sted med power tools, som vi kender dem i dag. Jeg har stået ved siden af ham, filmet ham og fået demonstreret den slags i dusinvis på en rejse tværs gennem Egypten. Udsætter egyptologer sig for mødet med benhårde facts? Aldrig!

Regelmæssige skrabemærker fra power tools omkring den ufuldendte obelisk ved stenbruddet i Aswan. Eget billede fra en rundtur i Egypten sammen med Chris Dunn, Yousef Awyan, Stephen Mehler
Se Egypten – antikkens hi-tech-kultur

Den ufuldendte obelisk i stenbruddet i Aswan råber langt væk af mærker fra heftigt maskineri. I blokke, der ligger og flyder på Giza-plateauet, ser vi mærkerne af saven i de sværeste af alle vinkler: det forsænkede 90 graders hjørne. Mikrometer-tæt præcisionsslibning findes i sarkofagerne i Serapæum, også i deres indre. Millimeterpræcis symmetri findes på det store ansigt af Ramses II foran det store tempelkompleks i Luxor. Det er så faktisk ikke R2, men Det Ideelle Menneske, klart en mand, men med afbalancerede feminine træk. Og fuldstændig computeragtig symmetrisk, hvilket ikke er muligt for selv de dygtigste skulptører. At arkæologer ikke kan få disse benhårde facts inden for deres tykke pander, skyldes, at de aldrig lytter til andre end sig selv, og at de ret beset ikke er videnskabsfolk, men gravrøvere og ideologiske mytemagere.

Ikke blot er ansigtet spejlgeometrisk i forhold til højre og venstre side, hvilket er uladsiggørligt uden CAD-software og 3D-printer- eller fræserteknologi i dag. Men derudover er konstruktionen foretaget efter pythagoræiske og Fibonacci-række-principper, altså cirkelgeometriske opmålinger. Derfor er ansigtet heller ikke den påståede Ramses II, men Det Ideelle Menneske.

Hvilke materialer brugte de gamle bygmestre? Ja, udover nogle af de hårdeste, mest utilgængelige og mindst lokale stenmaterialer, brugte de materialer, der ikke findes som naturlige sten i klipper. De beherskede simpelthen fabrikationen af geo-polymerer i en grad, der overgår moderne cement. Selv romerne kendte til at fremstille kvalitets-cement, der står 2.000 år senere (Colosseum), mens højhuse og motorvejsbroer i vore samfund skvatter sammen efter 60 år.

Relief fra Angkhor Wat

Relieffet viser ikke alene den gamle stil i forhold til de underliggende byggeblokke, men også det kunstfærdige lag af geo-polymer, der er lagt udenpå. Arkæologer og historikere påstår, at det er sandsten, der er hugget i. Når geo-polymeren så falder af efter x-antal tusinde år, hvilket kan ses flere steder, begynder de at forklare det med, at der er hugget et ekstra lag sten og lagt udenpå grundstenen. Menneskene i Khmer har altså ikke kunnet fremstille geo-polymer, men til gengæld havde de Verdens bedste epoxy, så de kunne klæbe sten sammen med. Det giver rigtig god mening …

Newearth, den bulgarske amatørforsker, foretog en udregning af arbejdstimer med primitive instrumenter baseret på oplysninger fra moderne stenhuggere. Det gav ca. et par hundrede års fast arbejde til hele den mandlige befolkning i Cambodia – uden weekends og ferier. Hertil er ikke regnet udsmykningerne og de op til 7 km lange kunstige søer, der findes i området. Og det er kun for selve Anghor Wat og ikke de 100-vis af templer, der findes i resten af landet.

Geo-polymeren falder af efter et par tusinde år.
Geo-polymeren falder af efter et par tusinde år. Spørg din lokale murermester, om han kan lave en puds, der holder så længe.

Selve Khmer-riget er dateret til mellem år 802-1131. Det behøver vi ikke nødvendigvis at betvivle, selvom vi efterhånden har mistet tilliden til historikernes evne til at datere. For byggestilen, med de store puslespils-megalitter, tilhører en langt ældre civilisation. Det kan meget vel tænkes, at det er som i Egypten, hvor selve tempelkonstruktionerne, hypostele-hallerne, er ældre end de kartoucher, egypternes form for geo-polymer, der er lagt udenpå. Arkitektur er ligesom palimpsester – et maleri, der er malet ovenpå.

Igen er det ikke suspekt, at senere civilisationer flytter ind i ældre civilisationers bygninger. Det suspekte består i, at de tager æren for at have grundlagt deres nyerhvervede bygninger. Eller at senere historikere giver dem æren for det. For at skjule, at der var noget stort på færde engang, der enten får vores storhed til at blegne? Eller for at tilsløre menneskehedens historie, så de ikke skal gøre oprør mod de magthavere, der anser sig selv for efterkommere af noget stort? Eller begge dele – tilsat en containerfuld indbildskhed og stupiditet.
Det sidste, vil jeg foreslå.

Selv de indbildske romere, der stjal kultur og teknologi med arme og ben, beherskede geo-polymer/cementstøbning. Åbenbart af en bedre kvalitet end vor tids ingeniør- og entreprenør-firmaer, siden Colosseum står 2.000 år senere. Nazisterne knækkede åbenbart koden, og deres bunkere ved Vesterhavet er nærmest umulige for Havet at smadre.

Kronos Logos

Kan vi datere den ældste civilisation?
Hvordan kan vi vide, at der ikke findes endnu ældre – et luksusspørgsmål, så længe vi er nået til at anerkende den foreløbig ældste?
Har vi styr på kronologien?

Vi har overhovedet ikke styr på kronologien, og vi kan kun datere ved at opgive kravet om absolut datering. Hver gang, vi hører om nogen, der mener, de har styr på den, skal vi være ekstra på vagt. Vi er nødt til til at bruge relativ datering. Noget kom før noget andet. Hvor meget før? Vi kan gætte kvalificeret, men vi ved det ikke. Vi er, i modsætning til hvad historieskriverne og arkæologerne hævder, nødt til at være åbne overfor et radikalt anderledes tidsspænd. 5.000 år er som i forgårs. Hvem siger ikke, at 50.000 år er en mulighed? De keltiske kilder nævner netop det tal.

Et eksempel er den berømte by, der ligger i Halvmånens Dal i Jordan kaldet Petra. Du ved: Indiana Jones og Raiders of the Lost Arch. Vi har alle set billeder af templet i Petra og tror, at det er det hele. Det er kun en procentdel af Petra. Resten af området er seriøst mærkelig. På klipperne ovenover templet – eller hvad det nu er, der ligger i bunden af kløften – befinder sig rester af interiører af noget, der ligner lejligheder, hvis vægge er stærkt eroderede. Alle brudflader er afrundede. Hist og her stikker der et gulv, et vindue, en væg, et loft ud. Hvad pokker er der sket her?

Jeg har kun hørt ét seriøst bud. At denne omfattende og konsekvente erosion har fundet sted over minimum 100.000 år. Altså erosion ved vind, vejr og vand. En så stærk afrunding på naturlig vis tager meget lang tid. Det er den seriøse geologs bud, en læsning af, hvordan så afrundede strukturer kan finde sted på naturlig vis. Det betyder så, at bysamfundet Petra, i det gamle testamente kaldet Det Røde Edom, er over 100.000 år gammelt.

Naturens luner?

Jeg har et andet bud, som alternativ. At der fandt noget andet sted, over langt kortere tid, i stil med det, man stadig i dag kan observere i området Sodoma og Gomorra. Altså, at der fandt noget sted, der ikke længere kan betegnes som naturlig vis. I stedet for ordet erodering – geologiens yndlingsbegreb (alt foregik vældig langsomt og forudsigeligt/beskriveligt) – skal vi til at bruge ordet katastrofe – geologiens hadeobjekt og skrækscenarium (noget er foregået abrupt og uforudsigeligt).

Her ryger vi over i en helt anden boldgade, og vi er nu nødt til at stille spørgsmålet: Hvad skete der? Og hvorfor? I tilfældet Petra, er jeg først for nylig stødt på en analyse, der går på erodering. At ødelæggelsen netop her meget vel kunne være menneskeskabt, har jeg ikke hørt før. Det er til gengæld blevet hævdet i anden sammenhæng end Petra (fx Mohenjo Daro og Sodoma-Gomorra), og det kan underbygges af nedskrevne beretninger fra alle kulturer.

Springet er i virkeligheden ikke særlig stort, og alligevel har mange – inklusive mig – afholdt sig fra at tage springet. Springet går fra at have erkendt, at der fandtes en højkultur, der var i stand til at opføre bygningsværker helt ude af proportion med deres påståede formåen. At de dernæst brugte power tools, som kun vor tid har kendt til. Og at de jonglerede rundt med stenblokke af sådan vægt og størrelse, at de har behersket anti-gravitaion. Herfra i et afgørende spring videre til, at de besad en teknologi, der giver mindelser om den, der nu besiddes af militæret i de store nationer, og at der dengang, som i dag, fandtes individer, der i givet fald kunne finde på at bruge den. Inkludér her den højteknologi, som militæret ikke vil indrømme, de har udviklet, og som er som minimum 50-60 år foran mainstream-teknologi og -videnskab.

Kan vi vide noget om, hvad den ukendte civilisation har formået på det felt, siden den nu er ukendt? Sagen er, at den overhovedet ikke er ukendt og ubeskrevet, men at vi arrogant og overfladisk har valgt at ignorere de beskrivelser, der findes eller læse dem, som Fanden læser Bibelen. Det skorter overhovedet ikke på udpenslede og detaljerede beskrivelser i fx de indiske vedaer: Srimad Bagvatam, Mahabarata, Bhagavad Gita. Ligeledes i de slaviske vedaer. ‘Gudernes’ krig er beskrevet på storslået og skrækindjagende vis i de nordiske vedaer, altså sagaerne og den ældre Edda (Veda – Edda). I de ældste keltiske skrifter fra Irland, kan vi læse om det. I de få skrifter, der er tilbage fra de gamle kulturer i Sydamerika, Popul Vuh som ex (erobrerne fra Europa og deres kirke destruerede alt, de kunne støve op på den mest skændige – lad os bare bruge deres eget udtryk syndige vis). Det samme læser vi i kinesiske og japanske skrifter.

Slaget ved Kurukshetra beskrevet i Mahabharata.

Her fjerner vi os fra blot en beskrivelse af de naturkatastrofer, der i forvejen er svære at godtage for videnskaben på trods af rigelige tegn. De fandt sted, uden tvivl, og i flere omgange. Men der fandt også noget andet sted af endnu mere ufattelig og for videnskaben uspiselig karakter: En storkrig i både rummet og på landjorden mellem flere civilisationer eller fraktioner af samme civilisation, eller mellem civilisationerne på Jorden og en eller flere udefra kommende.

Men igen er springet ikke stort fra den første erkendelse: fra at der i en gammel civilisation fandtes en højteknologi, der var vores overlegen, til at denne eller disse civilisationer ikke var begrænset til denne planet. Med en sådan teknologi var de ikke blot interplanetare civilisationer, men galaktiske civilisationer. De havde via deres teknologier mulighed for at tilbagelægge meget store afstande.

Teknologien, altså den eksakte teknologi, er i virkeligheden velbeskrevet. Der findes et afsnit af vedaerne, hvor deres Vimanas, de flyvende fartøjer, er beskrevet så nøje, at man nærmest kan bygge dem. De er beskrevet i udseende, form, funktion, interiør, flyveteknik og motorkraft. Det efterhånden 1800-tals-udtryk ‘motor’ skal her forstås som princippet for antigravitation og plasmateknologi.

Naiv illustration af vimana

Man kan spørge: hvorfor vrimler de vediske skrifter så ikke med detail-beskrivelser af disse vidundere? Fordi de var almindelig kendte for forfatterne og disses læsere. Hvis en 21. århundredes forfatter vil beskrive en romanperson, der tog flyveren mellem to hovedstæder, behøver han/hun ikke beskrive i detaljer, hvordan et nutidigt passagerfly ser ud. Alle ved det. I dag, som dengang, bliver de blot nævnt i forbifarten. Dengang, som i dag. Men altså: et enkelt skrift går i detaljen, som nærmest en manual. Vi ved i øvrigt, at videnskabsfolkene i Tyskland i 1930′-40’erne nærlæste disse skrifter.

En indisk fysiker ved navn Chandrasekhar blev i 30’erne så sur på den latterliggørelse, som han blev udsat for af britiske fysikere, at han forærede tyskerne sine studier. De var ikke sene til at rykke på det, og allerede inden afslutningen af 2. Verdenskrig havde de udviklet antigravitations-fartøjer, der i de årtierne efter krigen skulle gøre Helvede hedt for amerikanerne og briterne, bl.a. via Antarktis, hvor de havde skabt en base over og under isen. 2. Verdenskrig sluttede ikke i 1945, og hverken tyskerne eller japanerne havde overgivet sig. De gik i eksil. Til gengæld havde de allierede på det tidspunkt udviklet et både internt og eksternt totalitært propaganda- og dis-informationsapparat, så de kunne benægte deres manglende totale sejr over for deres egne befolkninger og resten af verden. Det er det, der har hængt om halsen på os i hele postkrigs-æraen, frem til i dag.

Subramanyan Chandrasekhar – hans neo-vediske videnskab satte tyske videnskabsmænd
i stand til at genskabe vimanaen.

Når oversættere af skrifter fra de ældste tider op gennem århundrederne stødte på passager, der beskrev emner som avanceret teknologi og Starwars-lignende scenarier, blev de ofte udeladt eller omskrevet. Senere har vi lært at trække på smilebåndet af de gamle, primitive fjolser og deres levende fantasi. Vi fatter ganske simpelthen ikke, at de beskrev virkeligheden, som de så den. Det gælder både for deres skrifter og det righoldige billedmateriale, vi har fået overleveret. Vi gør det samme med de gamle beretninger og deres forfattere, som vor tids totalitære regimer gør med deres dissidenter: erklærer dem for sindsforstyrrede og indlægger dem på den lukkede afdeling. Når museerne støder på artefakter, der ikke passer ind i deres version af historien, bliver de ikke udstillet, men gemt i lukkede kælderrum. Spørg bare Klaus Dona.

I relation til avanceret og ødelæggende teknologi, beskrev den tyske videnskabsmand, Robert Oppenheimer, manden, der var med til at (gen-)opfinde atombomben, hvad han i vedisk litteratur læste som en beskrivelse af en atombombe. Meget tyder på, at han havde læst ret, men at han måske ikke helt fattede omfanget af sin læsning, og at de beskrivelser, han genkendte, beskrev noget, der var meget mere ødelæggende end noget, han kunne forestille sig – selv som eksporteret nazi-videnskabsmand fra Operation Paperclip.

Ødelæggelserne i vores fjerne fortid var enorme og næsten ubeskrivelige, selvom de reelt er beskrevet. I Mohenjo Daro, det indiske Sodoma Gomora, findes et frosset billede af ødelæggelsens øjeblik. Da det frygtelige ødelæggelsesvåben blev udløst over stedet, blev kroppe fanget i løbet af et sekund. I Pompei skete det på under en time, og det var en naturkatastrofe = Vesuvs eksplosion i år 79 f.Kr. I Indien skete det i løbet af sekunder eller minutter på en måde, som naturen ikke er kendt for. Vi ved, hvor hurtigt det gik via måden, kroppene blev fundet på, da stedet blev udgravet. Det har en ubehagelig lighed med den tilstand, som mammutter blev fundet i i Sibirien – lynfrosset, med mad i munden!

Mohenjo Daro

Vi kender kun til én event i nyere tid, der har mindelser om det, og det er i langt mindre målestok: Tunguska-hændelsen. Et stort område af Sibirien blev ramt af noget, man har formodet var et stort impact fra en meteor. Når de er tæt på Jordens overflade, træder der en elektrisk kraft i karakter, der neutraliserer det højladede indkommende objekt. Det handler om elektricitet, og mekanismerne bag det, er forklaret i detaljer af folkene bag Det Elektriske Univers. Det resulterer i en eksplosion, der jævner et stort område med jorden. Træerne står den dag i dag som forstenede i det ødeland, der opstod på et splitsekund. Personlig har jeg rejst i området, der blev ramt af vulkanen Mount Rainier i 1980, og set, hvordan bjergtop efter bakketop efter dalstrøg var jævnet med jorden, og træerne lå som kørt over af en gigantisk plæneklipper. Gang denne helt forklarlige naturkraft med 10 og gør den mere uforklarlig (Tunguska). Gang den dernæst med 10 igen og gør den nærmest uforklarlig/uforklaret (Mohenjo Daro).

Iberia

På den Iberiske halvø kan vi se ødelæggelserne. Der findes et større antal ruiner fra omfattende byer, hvor de store sten fra murværkerne ligger 100-vis af meter væk, spredt over landskabet. Ofte er de halvbegravet af størknet mudder. I den egyptiske ørken er der et større område, hvor stenene har været udsat for så høj varme, at de er blevet til diamanter.

Katastrofeteori

Hvad var årsagerne til disse ødelæggelser? Der er flere skoler, der forsøger at forklare det. Den første går på, at isen bare en dag begyndte at smelte, og at der kom oversvømmelser. Hvilket selvfølgelig også skete i forbindelser med ophøret af istiden. Men det er helt utilstrækkeligt til at forklare både voldsomheden og – hvad skal vi sige – målrettetheden i ødelæggelserne. Derom senere.

Den anden forklaring finder vi hos bl.a. Comyns Beaumont, forløberen for Velikovsky (noget tyder på, at V. plagierede CB), der beskriver det som ‘guderne’ på himlen, altså himmellegemerne, der lavede ballade. Vi finder denne form for katastrofisme hos både Sitchin, i hans analyser af sumerernes skrifter, og hos Wallace og Thornhill – Wallace som fysikeren, Thornhill som mytologen. Fremstillingen af Saturn, den tidligere sol i ‘det foregående solsystem’, der transformerer sig til en komet, Lucifer eller Phaeton – ødelæggeren, den elektriske konstellation med Jupiter – den nye Zeus – og Venus-Mars med tordenkilen, den store plasma-afledning, giver stor mening langt hen ad vejen. Den kan sagtens parallelliseres med nordisk mytologi, hvor vi finder de samme skikkelser, Thor = Mars, Freya = Venus, Zeus = Odin, osv. Altså, himmellegemernes ‘krig’ i en ikke defineret fjern fortid, som muligvis ikke var så fjern endda.

Beaumont mener ovenikøbet, at dele af scenariet er foregået i nyere tid, og at man bl.a. i Kirken har konspireret og omskrevet historien af politiske årsager. Det giver også en hel del mening. Beaumont beskriver det som parallelt med kristendommens transformation (opfindelse) i kredsen omkring Konstantin den Store. Han går så langt, som til at hævde, at Jerusalem af politiske årsager, som et cover-up, blev flyttet fra Edinburg/Scotland til dets nuværende position, og her ankommer så hele tankesættet fremført af de såkaldte ‘britiske israelitter’.

Beaumont skriver et sted, at Det Gamle Testamente ER historien om Atlantis. Han rører her ved noget helt essentielt, der også forklarer, hvorfor emnet er så diffust og utilnærmeligt: omfanget af historieforfalskning, der har fundet sted siden antikken af politisk-ideologiske årsager. Omfanget er større, end selv den mest inkarnerede konspirationsteoretiker formår at se i øjnene.

De syv nøglesæt – et metodisk pitstop

Det betyder, at når vi beskæftiger os med det vraggods, der er indkapslet i de religiøse skrifter, er vi nødt til at dirke dem op med et fuldstændigt nøglesæt. Det kan synes som et sidespor, men det er det ikke. Metodisk er nøglerne de samme i forståelsen af viden indkapslet i religionerne – og husk, at de store skrifter i menneskehedens historie alle falder indenfor det, vi kalder religionerne.

Vi har allerede skitseret det første nøglesæt, der fortolker alt kosmisk som planetare, solare og galaktiske events, altså astrofysik.

Det andet sæt kan låse op for det astroteologiske lag, et særstudie, en hel skole i sig selv. Alle begreber er astrologiske begreber og hændelser, jf. astro-teologen Santos Bonacci. Det kræver, at man træner sig selv op i en meget omfattende terminologi.

Et tredje sæt kan låse op for det, som litteraten og historikeren Joseph Atwill kalder for typologierne, altså, forsimplet sagt, ‘vandrehistorierne’. De bibelske beretninger består af det, som jødisk kultur og tankesæt er så fuld af: allegorier. Man siger og skriver ét, der betyder noget andet. Man krypterer. Man udelukker folk og fæ fra at forstå, mens man beholder hemmeligheder for sig selv (kabbalah). Man ‘låner’ og nærmest tyvstjæler fra noget, der fandt sted og blev fortalt ét sted på én tid, og flytter det i tid og sted, ved at tage patent på det. Man tager ejerskab over andres ejendele.

Et fjerde sæt er udgravningen af den forfalskede historie. Så, hvad er formålet med alle de allegorier og omskrivninger, og hvad gemmer sig af historiske intriger og designerideologiske manipulationer bag det skrevne? Og hvorfor skriver disse satanikere – vi kan lige så godt kalde en spade, hvad den er – overhovedet, hvad de har haft gang i? Det gør de for at skaffe sig syndsforladelse – når de bare én gang har sagt det, er hvad som helst i orden. Bibelen er, med den hat på, sin tids Hollywood. De fortæller os mellem linjerne om alle de rævekager, de har bagt, og om alle de svinestreger, de har på trapperne. Bare så vi er forberedt.

Et femte sæt er den esoteriske kristendom, eksemplificeret ved Steiner- eller Martinus-skolen eller ved diverse former for ny-gnosticisme. Med al respekt for de kloge mænd, for der er meget at hente her, glider det vældig nemt over i new-age-føleri, med udsagn som: al religion er falsk, det hele er svindel … men vi har den rigtige religion til jer, som vi i stedet kalder for spiritualitet, og alle, der mener noget andet, har intet fattet. Hovsa, der sneg netop det, man mente at forsage, sig ind ad bagdøren. Altså, nærmest som hos ateisterne, de mest religiøse mennesker, der findes på Jord. Sandt nok, der bør ikke være brug for mellemhandlere, hvis man ønsker et personligt forhold til Universets Skaber og Opretholder. I stedet ryger al ydmyghed i hver mand og kvinde sin egen ypperstepræst. Ad bagdøren havner man i nihilismen. He got you there!

Det sjette sæt udgiver sig for at være en nøgle og kan rent faktisk være det. Som oftest havner man dog i fundamentalisme og hjernevask, og ender med at aflevere hele nøglesættet til pedellen på skolen. Teologien sælger sig selv som det blåstemlede, rettroende/ortodokse nøglesæt, selve Skt. Petes nøgler. Problemet med teologien er, at den for det meste udøves af mellemhandlerne, rabbiner-tyranniet, hierarkiet. Det er religiøs reduktionisme, der gør nøjagtig det omvendte = det samme på hovedet, som den videnskabelige materialistiske reduktionisme: udelukker halvdelen af kosmos og fabrikerer en amputation, en torso, uden ben, arme og hoved.

Et syvende sæt er ateismens og materialismens. Her læser man systematisk Bibelen, som Fanden gør. Sådan gjorde marxismen. Religion var opium for folket … men så lavede de lige deres egen. Paradoksalt nok arvede new-agerne denne attitude, og hverken kulturmarxister eller new-agere fattede det! Dette sæt er uden sammenligning det mest ubrugelige, for man smider barn, badevand og badekar ud på én gang. Tilbage er: intet. Vi er havnet i nihilismen igen. He got you again!

Det ottende sæt vælger et andet afsæt end alle andre, men uden at behøve at udelukke nogle af de andre. Det afstår fra det behov. Det fordømmer ikke, men forholder sig kritisk OG nysgerrigt afventende. Det undersøger, det inkluderer, det sorterer, konklusioner er foreløbige, og det fremgår klart, når der gøres antagelser, der går videre til teorier. Der er plads på hylderne til at bytte rundt, når noget viser sig. Vi ved, at astroteologerne har en masse pointer, og at de har gjort deres hjemmestudie, men vi ved også, at der blev svindlet med skrifterne for at skjule og omskrive visse historiske skikkelser og hændelser af politiske årsager. Vi ved, at der gemmer sig esoteriske hemmeligheder for de indviede, men vi ved også, at hændelser er blevet lånt og forvrænget og placeret uden for tid og sted. Vi ved, at Kirken er en hierarkisk struktur, der er undertrykkende, når den sidder på magten, men vi ved også, at dens mænd og kvinder uden for magtcentrum har ageret som folkets beskyttere (befrielsesteologien under den beskidte krig/Operation Condor i fascismens Sydamerika), og vi afstår her fra at skide højt, flot og arrogant dømmende på de mange medlemmer af kirkerne og religionerne, hvis naive tro er ægte og medfølende. Vi ved, at Islam blev korrumperet af briterne, men hvis vi har gjort vores hjemmearbejde, ved vi helt nøjagtigt hvornår, hvordan og med hvilket formål. Derfor forstår vi at afholde os fra den fordømmelse, der nu er en del af et setup for at dæmonisere Islam for at skabe en civilisationskrig (WW3). For vi ønsker ikke at blive et redskab dertil.

Det ottende sæt, oktaven, er uden sammenligning det vanskeligste, for det kræver, at man kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, gider at gøre sit hjemmearbejde og kender noget til behovsudsættelse. Det kræver, at man kan sortere lag af information og rumme paradokser. De andre nøgler har isoleret hver for sig en tendens til det hurtige fix, hvorved enorme skatte bliver sænket ned på havbunden, og Atlantis synker for anden gang. Del og hersk.

Star Wars

Efter dette metodiske og holdnings-reflekterende intermezzo tilbage til emnet. Nu med en anden vinkel end naturkatastrofer.

Det er i grunden bemærkelsesværdigt, at Jordens ørkener og ødemarker befinder sig, hvor den atlantiske kultur, hvis vi må kalde den sådan, og dens hovedsteder befandt sig. Det vil sige, at det var de mest frugtbare steder på Jorden på den tid, der pludselig blev til ørkener. Hvis vi skal tro på kometteorier, så er det da sært så målsikre disse tilfældige sten fra det ydre rum er. Vi ser de samme tegn på et voldsomt impact i Peru. Murværkerne var bestandige over for jordskælv, så der skulle noget andet og mere til. Ved Sodoma og Gomorra, ved det Døde Hav, er der i dag stadigvæk radioaktivt efter ødelæggelsen. Undersøgelser af området har vist, at den samme type af glas-silica-mætning via saltkrystaller forekommer her, som i Hiroshima, efter bomben. ‘Gud’ havde altså anskaffet sig atomvåben?

Herren lod brændende svovl regne ned over Sodoma and Gomorra – for han var Himlens Herre. Således omstyrtede han begge byer og det omliggende land – og også alt, der voksede i dette land. Men Lots hustru så sig tilbage og blev til en saltstøtte.
Genesis 19: 24-27

Oversættelsen af ordet støtte af salt er forkert. Det burde snarere oversættes til støv eller damp. Hvilket også kunne få den medtænkende læser til at sammenligne med fænomenet forstøvning af bygningerne ved 9/11. De faldt overhovedet ikke sammen, de blev til nanostøv midt i luften, og meget lidt materiale ramte nogensinde grunden under dem. Seismiske målinger giver intet nær det impact, det skulle. Videooptagelser viser helt tydeligt, hvordan gigantiske stålbjælker bliver til støv midt i faldet. Og med al respekt for nogle af pionererne inden for fysisk-kemisk analyse af eventen, så har tilhængerne af nano-thermite-teorien aldrig forklaret dette fænomen. Det var langt snarere en nuklear event, da en så radikal de-materialisering, der fandt sted, aldrig ville kunne finde sted blot ved brænding ved høje temperaturer. Nano-thermitten kan save en stålbjælke over, men ikke få hele bjælken til at forsvinde i den blå luft. Til gengæld efterlader det passende nuklearvåben de samme efterladenskaber som nano-thermitten. Det er detaljeret beskrevet af tidligere officer inden for kernefysik, Dimitri Khalezov, hvordan 9/11 kunne finde sted. Han forklarer også, hvorfor og hvordan Tjernobyl ikke var et uheld.

Nærbillede af stålbjælker der bliver til nanostøv, inden de rammer jorden.
Mange har bemærket den særhed, at Gud bliver omtalt i flertal i Torah eller Det Gamle Testamente, Torah-Light for kristne. Teologer og jødiske skriftkloge vrider og vender sig i fortænkte sofisterier og bortforklaringer, når de bliver konfronteret med det og skal gøre rede for Elohim. Så når dagen er omme, og støvet har lagt sig over Sodoma, står der altså ‘guderne’ i skriftet. Punktum, ny sætning.

Tidlig næste morgen gik Abraham tilbage til stedet, hvor han havde stået foran Herren. Han så ned mod Sodoma og Gomorra, mod landet og sletten, og han så en tyk røg stige op fra landet som røgen fra en ovn.
Genesis 19: 27-28

Her er ingen beskrivelser af jordskælv eller vulkanudbrud. Der vælter ikke en komet ned fra himlen, som i så fald ville have skabt ødelæggelser, så Fader Abraham og fire sønner ikke kunne have stået næste dag fra en bjergtop og set på sagerne. Byerne havde ‘syndet’ mod guderne kaldet Herren og blev herefter som resultat af det ramt med noget, der lignede en atombombe (her skulle der have været et YouTube-link, men datamafiaen har fjernet det …) eller neutronbombe af El-ohim – El er Saturn, (den Saturniske Dødskult) – der beherskede el-ektriciteten og de neutroner og el-ektroner, der skal til for at skabe den slags djævelskab. Og så hviskes der endda i mit øre, at neutroner og elektroner ikke findes, for det er partikelfysik og et svindelnummer. I believe you, og det findes der også en blogpost på paradigme.blogspot.com om: Ophævelse af tyngdekraften.

Nogen havde altså pisset guderne af, Elohim, så de slog igen. Man tænker lige, hvorvidt det måske var folkene i Sodoma, der var the good guys, der levede det gode liv i den frugtbare dal, og guderne, der bare var dybt misundelige? Det Gamle Testamente er fuld af vendinger, der beskriver Jahwe, med det dobbelte ansigt (Farrell og de Hart: Jahwe, The Two-Faced God), Janushovedet, mesteren i dobbeltmoral aka jødernes psykopatiske gud, der lider af bipolaritet i svær grad, og som det ene øjeblik sørger for sit folk og det andet øjeblik smadrer dem og deres fjender efter tur. Og som åbenbart også er skizofren, da han omtaler sig selv i flertal. Det kunne måske forklare et og andet om folkesjæle og den kollektive mentalitet, vi finder som et gennemgående, vedvarende træk i de abrahamiske religioner. Kristendommen og Islam kalder sig selv for fredelige, mens de i realiteten til enhver tid har understøttet krig, ødelæggelse og folkemord. Jødedommen undgår forståeligt nok bare emnet.

Men altså, der findes dette lag, denne nøgle i Bibelen, der, omend i allegoriske vendinger og typologiske vandrehistorier, fortæller om et Star Wars scenarium. Efterrationalisering, naturkatastrofer omskrevet i en bagskid, som Guds straf, råber folk fra det første nøglesæt. Ikke irrelevant og heller ikke umuligt. Men usandsynligt, vil jeg mene, når man bliver ved med at læse på lektien.

Man skal være forsigtig med dette nøglesæt.
Man kan risikere at blive double-crossed:

Der findes over 300 gamle skrifter i verdenslitteraturen, der beskriver andre hi-tech civilisationer og deres indgriben. Nogle gange fremgår de mest som ikke-jordiske civilisationer, andre gange jordiske.

Beskrivelsen af Vimanas i den vediske litteratur, siger det tydeligst. Hvorfor lige her? Fordi det af historiske årsager er lykkedes Indien at undgå de enorme audaféer bogafbrændinger, ødelæggelser af biblioteker og kulturelle folkemord, der har fundet sted i hele verden. Indien var for stor en mundfuld for selv det Britiske Imperium at kulturdestruere. Altså 2.0 af den gamle vedholdende og systematiske udslettelse af historien over en kam. Det er den, der mest af alt tyder på en samlet og koordineret indsats mod menneskeheden fra én bestemt gruppe, der synes at replikere sig selv over tid. Jeg har før kaldt dem for hyrderne, kabbalisterne eller parasitterne. De har haft mange navne. Måske er det på tide at udvide begrebet til at kalde dem for Atlantis’ Herskere. Meget kan man sige om dem, men det er mildest talt utroligt, så vedholdende, over tid og sted, de har været. Det Britiske Imperium er blot et af de senere tiders opholdssteder for disse parasitter, der har opereret i så lang tid på menneskehedens bekostning. Og så kalder de sig i dag, sammen med deres forvoksede klon, USA, for transatlantiske! Interessant, ikke?

Fronterne har ikke forandret sig. Menneskeheden har stadigvæk den samme fjende, som vore fjerneste forfædre.

Hvad i Alverden skete der?

Der er mange kilder til beretningen om, hvad der skete. Jeg vil her blot referere til fire kilder. Det skyldes, at disse to researchere selv betjener sig af og samler 1000-vis af kilder. Der er tale om seriøse og voluminøse livsværk.

Ulempe: Vi overlader banen til dem i første omgang og køber foreløbig deres syntese.
Fordel: Vi er i stand til at foretage et kæmpespring, uden at skulle gentage deres livsværk.

Det er nogle gange det, vi er nødt til, som et leap of faith baseret på en fornemmelse af, hvem, der har styr på sagerne.

Den ene er Michael Tsarion, der startede sin publicerings-serie med Atlantis, Alien Visitation and Genetic Manipulation og fortsætter med sit hidtidige hovedværk Irish Origins of Civilisation.
Den anden er Nicolai Levashov og hans hovedværk Russian History Viewed through Distorted Mirrors.
Den tredje er historikeren David Livingstone.
Blogartiklen Den døende gud og Kabbalah baserer sig på hans forfatterskab.
Den fjerde er historikeren Ralph Ellis (bl.a. The King Jesus Trilogy).
Tidligere blog Kongen der forsvandt baserer sig på hans forfatterskab.
Den femte er historiker og Oxford scholar i Patristik, Læren om Kirkefædrene, Joseph P. Farrell. Et tilsyneladende smalt afsæt, men i realiteten et både dybt og bredt afsæt, da et sådant studie er ganske enormt krævende.
Den femte er globetrotter, historiker og bogforlægger David Hatcher Childres, hvis serie af forelæsninger er et fremragende grundlag for en forståelse af Atlantis-konceptet, og som som dele af denne blog bygger på.

Tsarion

En tillidsvækkende ting er, fx i Tsarions tilfælde, at han altid minder om, at ingen bør stole på ham, men derimod gå direkte til det overvældende antal af kilder, han har betjent sig af og anbefaler. Der røg bolden så lige over på vores banehalvdel. Altså, hvis vi afviser, hvad der hævdes, så forhold er vi henvist til at forholde os til hele baglandet og gør vores hjemmearbejde. Det er jo svært at komme udenom.

Undertegnede fulgte for 10 år siden hans provokerende råd og har siden da brugt det meste af min kostbare fritid fra slavearbejde på at krydsreferere hans påstande.

Levashov

I Levashovs tilfælde har vi det tilsyneladende problem, at hans hovedkilde, de såkaldte Slaviske Vedaer, er forsøgt miskrediteret som et falsum. Undertegnedes fornemmelse siger mig, at de ikke er et falsum, og at hans udstødelse af det fine selskab bærer det sædvanlige præg af, at han kom for tæt på tampen-der-brænder, hvorefter man prøvede at trække tæppet væk under ham.

Deres fællesnævner er under alle omstændigheder Vedaerne. Som nævnt lykkedes det aldrig kulturdestruktørerne at udslette vedaerne, selvom briterne forsøgte at udslette hele den indiske kultur, og selvom destruktionen stadig pågår. Bollywood, kulturmarxisme, pornoficering, fastfood, finansiel korruption, fattiggørelse, terrorisme, GMO, antagonisering af muslimer og hinduer, all the fucking imperial shit, som de udsætter verdens befolkninger for for at opnå underkastelse. Bemærk under-kaste! Da briterne så det degenererede kastesystem, efterladenskaberne fra den gamle vediske kultur, tænkte de straks: det kan vi bruge, for det er just vores koncept af et undertrykkende klassesamfund. Således tænker en parasit.

Livingstone

David Livingstone – -ej ikke den britiske opdagelsesrejsende i Imperialismens guldalder – I presume – men en amerikansk muslimsk historiker med speciale i at debunke forfalsket historieskrivning.

Ellis

Ralph Ellis, britisk historiker, der byder sig selv den umage og uluksus at læse kilder på originalsproget.

Den eneste forsker, der har en sammenhængende forklaring på Kongen der forsvandt = Jesus, og hvorfor der mangler en stribe skikkelser, hændelser og lokaliteter fra Biblen i historieskrivningen inkl. Moses, Aron, Exodus, Kong David og -Salomon og en hel bunke andre.

OG hvem den luskede skikkelse, der sneg sig ind af bagdøren og skabte Kristendommen, som vi kender den = apostlen Paulus, egentlig var.

Farrell

Joseph P. Farrell, en forsker med en enorm bogproduktion bag sig.

Især interessant for herværende studie er hans lange bogtitel:
Cosmic War: Interplanetary Warfare, Modern Physics, and Ancient Texts: A Study in Non-Catastrophist Interpretations of Ancient Legends

Farrell er ikke bange for at anlægge en Star Wars-vinkel på historien.

Hatcher-Childres

David Hatcher-Childres, globetrotter, forsker, foredragsholder, forlægger, m.m.
Se et foredrag her:
https://www.youtube.com/watch?v=69qRlslikdA

Ikke at forglemme to af pionererne indenfor alternativ arkæologi/historie:

Cremo

Michael Cremos banebrydende og grundige, akademiske studie Forbidden Archeology: The Hidden History of the Human Race er en klassiker indenfor en restaurering af menneskehedens historie.

Newman

Hugh Newman er som Hatcher-Childres en utrættelig globetrotter og forsker for egen regning – regeringer og akademia ønsker ikke at betale for den slags – i den Megalitiske Kultur, der overskrider grænsen for etableret historieskrivning.

Hans site er megalithomania.co.uk

Lets go Alien – synopsis

Denne parasit ankom på et tidspunkt. Det er svært at sige, hvor den kom fra i Galaksen. Var det fra Sirius, var det fra Plejaderne, eller var det fra Alpha Draconia eller et syvende sted? Historien går på, at parasitten blev smidt ud af sit sted fra et solsystem i Mælkevejs-galaksen på grund af et lokalt Armageddon og blev jagtet gennem Rummet. Den tog tilflugt i vores solsystem og Jorden, hvor den blev fanget, da dens forfølgere lukkede ned for det galaktiske transportsystem.

Annunaki betyder ikke, som det er hævdet, udsending eller sendt ned. Det betyder kastet ned, smidt ud. Parasitten, den gruppe af mennesker med avanceret intelligens og teknologi, der ikke respekterede de universelle love om ikke-intervention i fremmede civilisationer, slog sig i første omgang ned på en planet eller måne, hvor den efterlod signaler, så dens forfølgere troede, gruppen befandt sig her, og smadrede den totalt. Destruktionen af denne fik ødelæggende konsekvenser for Jorden. Sumererne kaldte den for Tiamat, og det var en vandplanet. Levashov forklarer, hvordan vandet fra planeten/månen væltede ned på Jorden. Atlantis kaldte han for Midgårds-Jord, og han placerer det i ishavet, der ikke var et ishav på det tidspunkt. Overleverne fra det kontinent, der sank, fandt tilflugt i Sibirien, og først senere finder vi dem i det oprindelige Indien kaldet Dravidia.

Sumerisk billedtavle med 12 planeter

Sideløbende er der en fortælling om, hvorledes de flygtende fra Rummet måtte tage tilflugt under jorden i tunnelsystemer og endog under vandet. Det er også her, hvor hele beretningen om Den Hule Jord kommer ind (Bulwer-Lytton).

Døde ting er dannet under vandet og stedets indbyggere. Og kommentaren i Bibelen siger Raphaim (døde ting) er efterkommere af Nephilim.
Jobs bog 12:5

Nephilim betyder kæmper – i flertal

Tsarion læser følgende i sine kilder: Da disse væsner ser, at deres forfølgere er væk, stiger de op fra deres skjul og slår sig ned på det kontinent, der hedder Appalachia. Deres hovedkvarter, eller bystat, hedder Atlantis. Det er ikke navnet på et kontinent. Der fandtes fem kontinenter dengang: Tirennia, Birengia, Oceania, Fennescandia og Appalachia mod nord. Bjergkæden Appalacherne bærer stadig navnet. Men det strakte sig, som også Levashov nævner, hele vejen over Grønland til det nuværende Ishav nord for Sibirien.

De faldne engle ønskede at manipulere med menneskeheden. Det er næppe første gang, Jorden fik besøg udefra, men det var første gang, de besøgende greb radikalt ind og begyndte at udføre genetiske eksperimenter. Det startede med studier af Jordens livsformer, men på et bestemt tidspunkt gik deres studier videre i en fase af implementering. Det væsen, de skabte, havde rent fremmed dna og rent menneskeligt dna. Vi kan kalde denne dobbeltrace for Homo Atlantis eller Slangens Sønner. Som der står i Genesis: Og Gud sagde, lad os skabe mennesket i vort billede, så det bliver som os. Læg også mærke til navnet gen-isis, Isis-generationen. Ordet ‘skabt’ i Bibelen er mis-oversat og bør snarere oversættes til ‘bygget’. Disse er de egentlig ‘førstefødte’.

En hovedregel i læsning af Bibelen er, når man møder udtryk som Jehova, Elohim (også flertal), Adam, Eva, så tales der om æt, generation, race eller grupper af mennesker eller menneskelignende væsner, ikke om individer/personer. ‘Slangerne’ sendte deres førstefødte ud af ‘haven’, for at gøre arbejde for dem. Det var en mennesketype, der var både intelligent og havde ‘slangernes’ eller gudernes dna. Men menneskene havde stadig det menneskelige dna, som deres fædre og skabere ikke havde, og med tiden ønskede de ikke længere at være tjenere og adlyde deres herrer og skabere. De havde ud over intelligens og styrke også spirituelle evner og medfølelse. Så en gruppe af dem forlod Appalachia/Atlantis og slog sig ned på Oceania, som vi i dag kalder Lemuria og befandt sig i Stillehavet.

Herrerne, Elohim, skabte derpå en ny race, Adam og Eva, den mandlige og kvindelige type. Det læser vi om i mayaskriftet fra Mexico, Popul Vuh, og forstår samtidig, hvorfor Kirken ved undertvingelsen af Sydamerika, efter Columbus, ødelagde stort set alt, der var skrevet om de ældste tider af de herboende kulturer:

Lad os skabe ham, der kan nære og opretholde os. Hvad skal vi gøre for at blive tilbedt og husket på Jorden? Vi har prøvet med vores førstefødte, men vi kunne ikke få ham til at tilbede os. Lad os derfor forsøge at skabe lydige og respektfulde væsner, der kan nære og opretholde os.

Det begynder at gå op for os, hvorfor Kirken fik den praksis at sende missionærer, især jesuitter enten i forvejen eller bagefter som oprydningsteam, når de undertvang en ny kultur. De gjorde som romerne: smadrede folkeslagene og gav de overlevende en narresut. Det skete for hebræerne, det skete for kelterne, det skete for alle, der udgjorde en selvstændig enhed og dermed en trussel for Imperiet. Jesuitterne skyndte sig at sætte sig ind i kulturernes hellige skrifter. Hvis folkets historie fortalte ubekvemme sandheder om fortiden, blev historien enten destrueret eller korrumperet. Hvis det var en ikke-litterær kultur, der blev for rapkæftet, blev folk massemyrdet, så de ikke kunne fortælle historien. De overlevende fik dernæst et substitut, en redigering af deres historie tilsat en tyk sovs af kristendom. I det omfang, folk huskede deres oprindelige historie, gik de i dækning under synkretisme med et lag af kristendom, mens de underneden fortsatte deres ‘hedenskab’. Derfor er Popul Vuh så enestående og værdifuld, og hvis man sammenskriver og -læser med keltiske, indiske, russiske, kinesiske og andre skrifter, så krystalliserer der sig en konsistent historie. Det senere romerske og kristne imperium er intet andet end forlængelsen af den praksis, som herskerne fra Atlantis udøvede.

Popul Vuh

Om den anden mega-generation, den næste race står der:

I dit ansigts sved skal du tjene dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; for ud af den er du taget. Af støv er du kommet, til støv skal du vende tilbage.
Genesis 3: 17-19:

Det lyder ikke som Gud, der taler til mennesker, men som et stykke menneskelig politik. Skaberne begik den fejl at give deres førstefødte intelligens. Næste gang blev de skabt med en blokade for højere intelligens. Det svarer til, hvad man kan gøre i dag i laboratorier ved at blokere hjernen. ‘Skaberne’ gjorde det endnu mere radikalt på dna-niveau.

Den adamiske race kunne ikke reproducere sig selv. Der står i Genesis 11:

Og herrerne sagde, se, folket er forenet og de har alle et sprog. Lad os derfor gå ned og give dem mange sprog, så de ikke længere kan forstå hinanden.

Zigurath i Ur, nuværende Irak. Et menneskeskabt bjerg.
Og Moses gik op på bjerget …

Der indtrådte babylonisk begrebsforvirring. Alle udtryk fra Bibelen skal oversættes fra deres allegoriske betydning. At være nøgen i Edens Have betyder ikke, at de gik rundt i buskadset i bar røv og plukkede sydfrugter. De var intellektuelt nøgne, naive, fordummede, uvidende. Livets træ er en anden allegori, som den altid har været. Træet er genetik, arv, slægt, art, det, der gives videre ifølge det, der var før. Ligesom frøet, sæden, osv. Træet er stamtræet. De kristne har vældig svært ved at forstå dette sprog, de har ikke nøglen til det længere. Når de hører den slags, bliver det altid hos teologer til noget med den rette tro = den rette duknakkethed. I netop det omfang, vi i Vesten er kulturkristne, har vi tabt læseevnen, og derfor er de gamle skrifter så lukkede.

Religion er noget lort
– pitstop 2 med attitudetjek

Det fører desværre på den anden side til udsagn – hvis jeg må komme med en sidebemærkning – man ofte hører blandt ateister og new-agere: al religion bør afskaffes, fordi det er irrationelt (ateisten) eller forkert (new-ageren). Stop et øjeblik: Det er faktisk et stort problem, for så smider vi nøglen i lokummet endnu en gang, og så kan vi stadigvæk ikke læse og tænke og heller ikke tale om fundamentale emner. Vi kan kun råbe i ørkenen ifølge gudernes ønske – i øst og vest. Så er vi ikke kommet længere end det, vi peger fingre ad.

Det betyder ikke, at vi skal til at gå i kirke og afsynge salmer, vi ikke kender længere, og tage ordlyden bogstavelig – eller tage bogstaveligt afstand fra at tage bogstaveligt. Fundamentalisme – anti-fundamentalisme, begge dele et reaktionært tankesæt. Skrifterne er dybt interessante, kirker er dybt interessante steder, for de vrimler med tegn og gerninger, der kan tolkes med den rette nøgle. Religiøse kulturer er dybt interessante containere for gammelt gods – der er rigeligt med hedenskab alene i kristendommen til, at du nærmest kan være praktiserende hedning. Ikke alle religiøse mennesker er dumme får, sheeple, goyim. Drop nu den neo-frelsthed og frygt for anfægtelse/modspil og kom ind i dansen, kære venner. Stig ned fra jeres nybyggede elfenbenstårn. I sidder og synger salmer i jeres egen kirke! Og hvad med at praktisere den buddhisme, I også går og flirter med, og udøve ægte compassion? Sjovt i øvrigt, hvordan buddhister er nødt til at snakke engelsk nysprog – compassion hedder ikke medfølelse, det lyder alt for kristent, og mindfulness hedder ikke besindelse, det lyder alt for teologisk. Men altså, tænk på, hvad menneskeheden har været udsat for siden Adam og Eva! Tænk på, hvor I selv var, før I for nylig blev frelste!

Det er til at blive idiot af alt det smart-ass-jargon og neo-frelsthed! Hvad værre er, det er et by-design del-og-hersk implantat, der kun gavner Imperiets forherligelse og vores egen fordummelse. Bliv som børn igen, sagde manden med skægget, og det kunne være, han havde ret. Lad os bevare vores evne til leg, nysgerrighed og til kreativt og forstandigt at sætte stumperne sammen af de legoklodser, vi har fundet. Det er nu, vi har chancen, for stumperne dukker op for tiden, som aldrig før – og det er der måske en grund til.

Der er noget forstemmende og klichéagtigt over den jargon, som diverse new-age hangouts har oparbejdet om de ‘onde religioner’ og alle de dumme mennesker, for hvem, de religiøse kulturer, deres traditioner, deres ritualer, deres begreber er en integreret del af deres liv. De reagerende kritikere begår netop den fejl, som de kritiserer de religiøse for: frelst bedrevidenhed og hovmod. De regner sig selv for bedre mennesker end ca. …. 3-4 milliarder mennesker, der åbenbart har begået den store fejl, grænsende til synd, ikke radikalt at have gjort op med denne integrale og ældgamle del af deres kultur og smidt den i skraldespanden. De kunne lige så godt have sagt: skær begge arme og ben og genitalier af, så vil jeg regne dig for en værdig person, men som du er nu, er du et uacceptabelt individ. Hvad skete der lige her? Billedet er vendt på hovedet, og det, der startede som berettiget kritik – og der er masser at kritisere, vi lægger bestemt ikke fingrene imellem her på bloggen, og du ved det! – er pludselig blevet til dogmatik i bedste pavelige stil. En hel sværm af neo-new-agere, der kalder sig for spirituelle, render rundt og prædiker et nyt evangelium, bygger nye kirker i ånden og synger nye salmer.

Til folk, der mener, at religion er roden til alt ondt, kunne man sige: den sang har vi sjovt nok hørt før. Det hed kommunisme, senere morfet til kulturmarxisme. De sagde, at religion var opium for folket, hvorefter de præsenterede det højt besungne folk for netop en religion beregnet på at kværne al individualitet og patentere alle folkelige værdier i form af et totalitært undertrykkelsesapparat, uden historisk sidestykke. Og hvis arbejde er det, new-age-hangouts’ene gør? De gør bl.a. det arbejde, der er beskrevet detaljeret i det skrift, der dukkede op for over 100 år siden, og som definerede setup’et for tre verdenskrige. Skriftet blev tillagt frimurer-høvdingen Albert Pike, men blev med langt større sandsynlighed forfattet af en jesuittisk agent ved navn Leo Taxil. Ifølge skriftet, vil den tredje verdenskrig betyde kristendommens død, så den eneste rette religion kan opstå: Lucifers Herredømme, frimurernes Antikrist. Global-nihilismen vil herefter hovere og herske for evigt. Ifølge frimurernes indre hard-core, jesuitterne, og deres infamøse skrift.

Så, til de, der befinder sig på et stadie, hvor den, efter egen opfattelse, maksimale mistænksomhed overfor magtstrukturer og sandhedsforsynere er nået, bør de måske huske indimellem at se nærmere på deres egne favorit-udsagn. Hvilken agenda repræsenterer den, og skulle der være smuttet noget ubehageligt ind ad bagdøren, som de ikke selv mener, de har inviteret?

Hvorfor er det relevant? Fordi det hele handler om et urgammelt projekt, hvor menneskeheden er blevet formet genetisk, socialt, politisk, kulturelt af ikke blot vores omgivelser og naturen, men ved at nogen greb ind og manipulerede med os. Ikke for vores skyld, men for deres egen skyld. De spurgte ikke pænt om lov, og hvis menneskene brokkede sig, blev de aflivet eller afstraffet. Den slags er dog i længden besværligt for magthavere, for det er et Sisyfos-fuldtidsarbejde, så de skruede ned for menneskers kapacitet til at brokke sig og fik dem dernæst til at gøre arbejdet selv. Deres metoder, deres våben har været frygt, bedrag, illusion, skyld og skam. Vi finder denne praksis i religionerne, selvfølgelig, så meget har vi forstået. Det er derfor, der bliver reageret imod dem af folk, der genkender designerlaget. Men designerne gemte det bedste til sig selv, og det skinner igennem, det findes stadig, jf. nøglesættet. Der er mere end ét lag. Der var en grund til, at designerne interesserede sig så voldsomt for religion dengang, og dernæst så voldsomt for ideologier, propaganda, mediekult, sekterisme, massebevægelse.

Det er relevant, fordi det er kontinuerligt. Det er aldrig ophørt. Atlantis er kun sunket som murværker og lokaliteter, ikke som projekt. Det designerreligiøse projekt gik og går ud på at afbryde et kredsløb (to interrupt a circuit) i vores væsen. Menneskets væsen er simpelthen religiøst – re-legare: at gen-forbinde. Take it or leave it. Vi har en indbygget længsel og drift mod genforening med det højeste væsen og væren, Universets Skaber, i religionerne kaldet Gud. Kun ved at afbryde denne forbindelse, dette universelle og naturlige kredsløb, kan denne forening perverteres.

Her kommer så det paradoksale, som folk har så svært ved at forstå. I dag befinder vi os på et stadie i projektet, hvor religioner bliver destrueret, fordi de nu står i vejen for projektet. Jf. Leo Taxil, der var inde i Albert Pike. Ligesom familierne, som den naturlige forening af mand, kvinde og børn, skulle destrueres af industrialisme, feminisme/machismo, hyper-individualisme og pornoficering, for at det afmonterede individ kunne stå pivåbent for projektet, således skal religionerne nu destrueres, for at den nye globale syntetiske Hollywood-style pseudo-religion kan introduceres. Bare rolig, den bliver klam som ind i helvede.

Lad kritikken af religionerne falde dér, hvor den bør falde. Det klamme, det forlorne, det hykleriske, det aggressive. Det findes, giv det fingeren. Lad være med at håne ofre for noget, du mener, er et bedrag, så de derved bliver ofre for syvende gang, denne gang for din hån. De ejer muligvis, selvom du ikke anerkender det, et stykke religion, der for dem er autentisk, og så længe de ikke render rundt og fordømmer andre, har andre ingen egentlig ret til at fordømme dem.

Derfor: når vi tillader os at synge salmer om de onde religioner, så bør vi lige tjekke ud, hvem vi synger salmer sammen med. Husk, at bevidsthedsdesignerne har perfektioneret deres metoder, med at få os selv til at gøre det – mod os selv. Der var en lille nisse, der flyttede med. Han kom til stormogulen og der, hvor kæmpekålen gror. Pas på hykleriet, og lad den, der er ren, kaste den første sten.

Og lad os så få kastet nogle flere sten, nogle seriøst store sten, mega-lithos!

Livets træ

Et misforstået symbol. Det har sine rødder i Jorden og grene i Himlen (nogle gange omvendt). Det har mange navne, Ask Yggdrasil, Caduceus, det kabbalistiske træ. At menneskene af den adamiske race ikke længere kunne spise af livets træ, er en allegorisk omskrivelse af det simple faktum, at vi blev genetisk manipuleret, så vi ikke længere havde direkte adgang til viden, som vore ‘skabere’. Egentlig skabte de ikke noget som helst, for det evnede de ikke, men de omprogrammerede det allerede skabte. Tal i øvrigt om kontinuitet her, og sammenlign med det genetiske eksperiment, der foregår for næsen af os. Efter 50.000 år er de ikke færdige og har endnu ikke fået bugt med os! Det er ikke ustraffet, men vi er åbenbart stadigvæk i stand til at pisse dem af. Noget kunne tyde på, at de ikke er så almægtige, som vi går og tror. Måske vi skulle afprøve langt flere grænser med det in mente. Det er prøvet før, og det gik måske ikke så godt. Men vi har en historisk set fordelagtig situation grundet det omfang af viden, der nu er sluppet ud af sækken sammen med katten.

Livets træ blev senere til træet for det gode og det onde. Vrøvl! træet er blot deres viden. Det manikæiske, den falske dualisme med godt og ondt, sneg sig ind senere. Ikke at kunne spise af Livets Træ, betyder ikke at have adgang til gudernes teknologi og intellekt. Det er derfor, kabbalisterne er løbet i årtusinder med tungen ud af halsen på jagt efter det tabte intellekt, den tabte viden og den teknologi, deres forfædre engang besad, og som deres stærkt fortyndede blod længes efter at besidde igen.

Er det ikke sært, at rekonstruktionen af den form for højere viden altid har tiltrukket de værst tænkelige mennesketyper. Et eksempel: der er en grund til, at de jødiske kabbalister konstant pendlede mellem Egypten og Babylon, for de vidste, at den tabte viden, det sunkne Atlantis for menneskelig og universel viden, befandt sig her. Denne viden er ikke i sig selv ‘ond’, men det projekt, der udspandt sig før-under-og-efter + i-og-omkring denne viden indeholder en parasittisk ondskabsfuldhed, der synes næsten umulig at slippe af med. Og er en parasit egentlig ond, eller er den bare et skadedyr? Handler det ikke snarere om vores manglende immunforsvar mod denne parasit, end om dens almægtige farlighed? Handler det ikke om den rædsel for at pisse guderne af, der er traumatisk indkodet i vores rygrad via deres perfide afstraffelser?

I det kabbalistiske træ er der 22 stier. Hvis du kender noget til genetik, er du bekendt med tallet 22. Serpenten, slangen, er heller ikke ubekendt for genetikeren. Ligesom i Caduceus’en, slynger de to slanger sig om hinanden i dobbelt-helix’en i dna’et. Det samme gør energifeltet i chackra-systemet, de to kanaler ida og pingala nadi slynger sig om den centrale stav, shushumna. Hvert chackra i sig selv er et torsionsfelt. Yin-Yang-Dao. Brahman-Shiva-Vishnu. Studer cyklonens galaktiske energi og se den afbilledet i svastikaet, det indiske, det keltiske, det japanske, frimurersymbolikken på Ny Carlsberg Glyptoteket, nazisternes logo – i øvrigt fløj nazisterne rundt i Vimanas fra slutningen af WW2, but don’t mention the post-war! Det dobbelte torsionsfelt er fundamentet i den ‘forbudte’ teknologi, der populært og misforstået går under betegnelsen ‘fri energi’ (der er ikke noget, der er frit, alting er bundet og har sin pris). Princippet i Reichs orgon-energi er et dobbelt torsionsfelt. En flyvende tallerken, en Vimana 2.0, opererer på det princip – og hold nu op med at hævde, at de ikke findes, det er simpelthen for trættende og kontraproduktivt i det 21. århundrede! De flyves selvfølgelig ikke af grønne marsmænd for tiden, det har vi også forstået, men er standardudstyr i det, der er blevet kaldt for The Breakaway Civilisation. Den infame globale elite har i over et halvt århundrede haft gang i et rumprojekt, som de ikke har ønsket udbasuneret. Alle mulige dækhistorier er smidt indover. For nylig er der implanteret en idé, et meme om, at Jorden i virkeligheden er flad. Det er anden gang i verdenshistorien, det er sket. Første gang skete det for at tilsløre Imperiets (dengang: katolikkernes) indlemmelse af Den Nye Verden og skabelsen af en sø-baseret økonomi (systematiseret sørøveri). Nu sker det, for at tilsløre Imperiets (nu: globalisternes) indlemmelse af Rummet og skabelsen af en rumbaseret økonomi (systematiseret rum-pirateri).

Kan vi se et mønster, eller er vi bare fjolser 2.0?

På et tidspunkt i en fjern fortid, så flygtningene fra Atlantis, der havde bosat sig på Lemuria, at deres tidligere herskere havde skabt en ny og dummere race. Men de så også, at disse nye mennesker var deres fætre og kusiner. Så hvad ville der ske, hvis de infiltrerede Edens Have, Atlantis, og hjalp deres fætre og kusiner med at undslippe? Beretningerne viser – og her kunne en inkarneret anti-kulturmarxist som undertegnede, morton_h aka marco_hanuman, måske blive en anelse feministisk – at Adams segment, altså hankønnet i den manipulerede race, ikke fattede en håndsrækning fra ‘slangernes sønner’. Det gjorde derimod Eva-segmentet, for kvinderne i den kunstige race havde stadig bevaret spirituel kraft, magisk kraft, intellektuel formåen og var særdeles attraktive. Slangernes sønner sagde til dem: Vid, at hvad vi kan gøre, kan I gøre til fulde. Interessant udsagn, da dette senere tillægges Jesus, der siger til sine disciple: Det, som jeg gør, vil I herefter kunne gøre langt bedre. Og siges der ikke om Jesus, at han var født af en jomfru? Det vender vi tilbage til.

Slangens indtræden i Edens Have er ikke forstået i kristendommen i Det Gamle Testamente. Det handlede om den tids Breakaway Civilisation fra Atlantis og dens infiltration af samme. Husk, at vi har historien redigeret af efterkommerne af atlantiderne, der efter en rum tids omflakken ankom til Mellemøsten og forfattede de hellige skrifter, som vi bygger de tre abrahamiske religioner på. Slangen blev i den blåstemplede bibelske fremstilling den Onde Frister, men slangen var i realiteten et løfte om, at viden ikke var for de få og de udvalgte herrer, men for alle, der var værdige og klar til denne viden.

Da Evas æt ankom til Lemuria, opstod kulten omkring matriarkatet. Det blev ikke glemt, at kvinderne var de, der fattede budskabet. Studer blot ikonografien i Egypten. Alle billeder, figurer, statuer, vægdekorationer viser, at der var tale om et matriarkat. HUN holder altid om HAM. Farao’en er altid underholdt. Hvordan definerer en jøde sig selv? Som født af en jødisk moder! Det er simpelthen defineret ud fra en egyptisk præmis.

En antropomorf drage malet af mester Hokusai

Begrebet ypperstepræstinde stammer herfra. Slangens sønner favoriserer Eva, den kvindelige race skabt af atlantiderne, fordi hun = de er modtagelige for deres overtalelser og rejser med dem til Lemuria/Oceannia, det andet hovedkontinent, der sank under den efterfølgende katastrofe. Eva kaldes ‘den elskede’ på græsk heredualai. Det er det samme græske ord, der blev brugt om Maria Magdalene ‘the harlet’, altså den elskede. I forvrænget jødisk-katolsk fejlagtig oversættelse blev det til luderen. Ishtar, den babyloniske gudinde, blev til den babyloniske hore. Hver eneste gang atlantidernes efterkommere, repræsenteret ved kabbalisterne, skal omtale Eva’s æt, bliver de sexistisk nedgørende og perfide. Det egyptiske ord for kvinde er i øvrigt det samme som slange. Ikke i betydningen et giftigt kryb, men i betydningen den favoriserede af slangens sønner.

Begrebet ‘ubesmittet undfangelse’, i Bibelen kaldet Jomfrufødsel (immaculata), er ligeledes et misforstået begreb. Det er et begreb for undfangelse uden coitus mellem en kvinde af Eva’s æt og et medlem af slangens æt – slangen, ikke i den underlige David Icke’ske betydning som lede reptiler, der skifter form og farve og er kolde i røven, men som serpenterne, de førstefødte, der stak af fra Jehovah aka lemurierne, og som nægtede at slave for atlantiderne. Eva-slægtens evne til at avle med den adamiske slægt blev genskabt i Lemuria, men begrebet Jomfrufødsel var stadig reserveret til et afkom mellem serpenternes og Eva’s æt. Denne typologi, denne vandrehistorie, blev genfortalt og tillagt den mytologiserede udgave af Jesus, som Paulus aka Josephus Flavius, Alexandrinerne (Verdens rigeste mænd, der var hunderædde for den messianske bevægelse), Flavianerne og frem til Konstantin den Store, skabte.

Josephus Flavius – en af historiens største svindlere.
Blandt venner kaldet apostlen Paulus.

I Mellemøsten, specifikt hos jøder, findes der et charmerende ritual med at skære et stykke følsom hud bort fra små drengebørn. Det originale ritual går ovenikøbet ud på, at omskæreren, rabbineren, drikker det blod, der kommer ud af indgrebet/overgrebet, et ritual for menneskeofring til Den Døende Gud, Ba’al, Be’El, Saturn/Satan. Det er grundlæggende traumatiserende for drengebarnet, og forklarer hermed et stykke særdeles vedholdende etnisk-kulturelt sociopati/psykopati. Der sker i det ondsindede ritual noget med drengen, der gør ham modtagelig for ondskab. Naturen har skabt drengen/manden med forhud, og fjernelsen er et angreb/overgreb på naturen.

Denne zionistiske TV-journalist proklamerer med stolthed i stemmen, at alle hans drengebørn skal udsættes for et traumatiserende og hormonkirtel-regulerende = radikalt karakterdannende indgreb på en naturlig og vital del af deres krop på deres ottende levedag.

Det er ligeså perverst, som visse kulturers fjernelse af pigers clitoris. Det er samtidig et ritual for fjernelse/amputation af et stykke dna og den deraf følgende synkronisering med ‘guderne’, de oprindelige overgribere. Adams æt blev amputeret, så den kunne være ‘lydig indtil døden’, dette herlige bibelske begreb, der tilskrives som egenskab til den pacifistiske, tandløse Jesus. Omskæring er et symbol på og en garanti for, at mennesket er en lydig slave for guderne. Det sker i øvrig på et hospital, under Caduceus-stavens symbol.

Medicinalindustriens symbol på, at de roder med livets byggesten

Guderne bliver seriøst pisset af

For tredje gang bliver guderne snydt. Først bliver de smidt ud af deres galaktiske hjem, på grund af dårlig opførsel, og er nødt til at slå sig ned i et solsystem og på en planet, de overhovedet ikke bryder sig om. Dernæst skaber de en slaverace, der ikke gider at slave for dem. Så gentager de fiaskoen med en anden race, der bliver forført af den første race til også at være ulydig. Herefter er de seriøst pisset af.

I Ezekiels bog fra kapitel 5:11 står der:

Hvorfor sker dette? sagde Herren; I sandhed fordi I har besudlet vores helligdom med alle jeres gerninger og vederstyggeligheder, og derfor vil vi udslette jer; I skal ikke spares for vore øjne, og vi vil ikke have medlidenhed.

Da skal I vide, at JEG er GUD, når deres slagne mænd ligger mellem deres guder på deres egne altre, på hver høj, på hver bjergtop, under hvert grønt træ, under hver bredstammet eg og på de steder, hvor de ofrede til deres guder … Således vil jeg strække min hånd ud mod dem og lægge deres land øde … og de vil vide, at JEG er HERREN.

Udsagn fra en kærlig og omsorgsfuld gud? Skulle nogen få den tanke, at et folkeslag, der er blevet flasket op med den slags perversiteter igennem et par tusinde år, ikke opfører sig helt mentalt sundt, er det muligvis ikke ganske ved siden af. Som kristne, har vi slæbt vores del af læsset, da Det Gamle Testamente, Torah-light udgør halvdelen af vores religiøse skriftkultur.

Jamen, ankommer protestanterne så og hævder, det har vi da lagt bag os, og vi bekender os skam til Den Nye Pagt. Undskyld mig, jeg kender den protestantiske højmesse ud og ind fra årtiers nærkontakt, og ved, at udvalgte skriftsteder fra Det Gamle Testamente er obligatoriske som del af de to alternerende tekstrækker. Med ‘udvalgte’, menes konsekvent de steder, der ikke beskriver Jehovah som en stjernepsykopat. Vi behøver ikke engang at repetere, i hvilken grad Det Nye Testamente er et svindelnummer udført af alexandrinerne, flavianerne, Josephus Flavius aka apostlen Paulus og kredsen omkr. Konstantin den Store (det gjorde vi så alligevel ;-). Ej heller behøver vi fordybe os i, hvorvidt reformationen og modreformationen var et stykke styret opposition, og at den uhellige alliance mellem Luther (rosenkreutzer), Calvin (rigtige navn Cohen, jødisk skriftklog) og venetianerne er højst suspekt. Vi undgår helt at nævne protestanten Cromwell og hans forbund med ågerkarlene og det opkommende centralbankvæsen. Protestanterne er ikke et hak bedre, de er nærmest en tand værre, og det var protestantismen, der skabte industrialismen, vor tids slave-helvede. Vi skal heller ikke nævne – og nu har vi selvfølgelig gjort det – at den mest omfattende krig i Europa før det 20. århundrede var 30-årskrigen, hvor halvdelen af Europas befolkning kreperede. Det var et politisk design, der dækkede sig under en facade af religionskrig og opgør med den Katolske Kirke.

Således vil JEG, HERREN, sende hungersnød og onde bæster, der skal berøve jer: og pest og blod skal strømme igennem jer, og jeg vil bringe sværd imod jer. Jeg, HERREN, har talt.

Carl Gustav Jung, elev af sin jødiske lærer Sigmund Freud, tillod sig at studse over, at den jødiske gud i én evindelighed talte om mig-mig-og-atter-mig, en foruroligende infantil og selvoptaget gud. Og som der står bogstaveligt i Bibelen: … for jeg er en skinsyg gud! Freud selv var skinsyg på sin elev og dertil paranoidt rædselsslagen for, at Jung ville slå ham ihjel. Interessant også, at et helt århundredes forståelse af menneskesindet blev domineret af en person med en skole, der hævdede at små drenge og pigers psyke var dannet af et pædofilt forhold til deres forældre.

I Mahabharata beskrives gudernes hævn mod menneskenes ulydighed:

Det var, som om elementerne var sluppet løs. Solen drejede rundt ramt af heden fra våbnet, Verden vendte sig i feber … tusinder af vogne blev brændt op … kroppene … så ikke længere ud som mennesker.

Det svarer til de forvredne ‘saltstøtter’, man fandt ved Mohenjo Daro. Men beboerne fra Lemuria vidste, at guderne kom og slog igen. Dette var den første gudernes krig. Den fandt sted for ca. 12.000 år siden.

Og alle deres byer blev lagt øde ved HERRENS komme og ved hans frygtelige vrede.
Jeremias Bog 4:23

Det er Jerikos mure, der faldt sammen vha. ‘trompeter’, altså frekvensbaserede masseødelæggelsesvåben. Det er Sodoma og Gomorra, der faldt vha. et termo-nukleart masseødelæggelsesvåben. Alle byer faldt. Overalt på kloden findes resterne af og som minimum sporene fra disse ødelagte byer. Dette var den egentlige 1. Verdenskrig, den, vi ikke har lært om i skolen.

Og se, HERREN lægger Jorden øde og tom og vender den på hovedet og sender dens indbyggere på flugt. (Esajas 24)
Oh, mit folk, der hviler i Zion, vær ikke bange for assyreren: han skal skyde dig med sit rør og løfte sin stav mod dig på egyptisk vis.
Oh assyrer, min vredes rør, og staven i min hånd er min indignation.
Og alle Jordens konger, og de store mænd, og deres overhoveder, og de mægtige mænd, og alle undersåtter og frie mænd skjulte sig selv i huler og kløfter i bjergene.

‘På egyptisk vis’, står der. Det var den samme gud, der sendte plager efter egypterne i ørkenen

Ve os! Hvem skal udfri os fra disse mægtige guder? Dette er guderne, der slog egypterne med plager i ørkenen.

Og i brevet til efeserne læser vi:

Vi kæmper ikke mand til mand imod kød og blod, men imod større ting, mod magter, mod mørkets herskere over denne verden, mod åndelig ondskab fra høje steder.

Husk igen, at Paulus, der skrev brevene til efeserne, var Josephus Flavius, der startede som jødisk skriftklog, blev hyret af romerne, infiltrerede den messianske bevægelse, blev forstødt af dem, fik overgivet alle rullerne fra Templet efter nedbrændingen og skrev romernes = flavianernes (Titus, Tiberius, Vespassians, m. fl.s) historie. Han regnes af de kristne for større end Jesus, selvom de ikke er meget for at indrømme det. Det sidste rygte, jeg har hørt blandt protestantiske teologer, er, at man nu bager på en teori om, at Jesus VAR Paulus. De har sjovt nok forstået noget – uden at fatte en skid! Paulus korrumperede det, der var af noget oprindelig kristent – der så i øvrigt ikke var kristent, da ideen om solguden, der dør og genopstår, er ældgammel hedensk og kaldes Den Døende Gud.

Ignatius Donelly (1831-1901) kommenterer den måde, som Jobs Bog mere lyder som en kollektiv klagesang end blot den teologiske kliché, at det er en enkelt mands skæbne efterfulgt af moralen: Her kan I se, hvad sand tro er, når staklen bliver ved på trods af al landsens plager.

Donally skriver:

Det lyder som råbet fra ikke blot en mand, men en hel race, en stor civiliseret religiøs race, der ikke forstod, hvorfor Gud kunne aflægge besøg på Jorden på så grusom vis.

Men hvad har det med Altlantis at gøre for Donelly? Han var personlig ven med Abraham Lincoln, og denne gav ham lov til at foretage dybdemålinger af Atlantis på Atlanterhavet! Han gav ham lov til at bruge et flådefartøj, og han fik garanti for støtte på alle måder. En måned efter blev Lincoln skudt, og planen gik i vasken. Donelly benævnte i 1882 Atlantis som en antidiluvisk civilisation = før oversvømmelsen. Ideen blev taget helt alvorligt blandt seriøse tænkere og skribenter i 1800-tallet, og selvom fx The Royal Society i England fra starten og dengang var toneangivende for, hvad man beskæftigede sig med i videnskaben, havde der ikke endnu dannet sig en sådan monolit, en mur af afvisning, hvor blot tanken om en tidligere teknologisk højkultur blev regnet som fornærmende. Så skråsikker er videnskaben i dag på sine egne uovertruffenheder. Fritænkning var langt mere udbredt i 1800-tallet end i dag, også blandt højt profilerede kulturpersoner.

Donelly var i øvrigt manden bag en teori om, at Shakespeares værker var skrevet af Francis Bacon. Det vandt ikke genklang og er nok heller ikke rigtigt, men det er på den anden side meget svært for de litterært skriftkloge at forklare, hvordan en slagtersvend fra Stratford on Avon pludselig har adgang til og behersker den samtlige europæiske storlitteratur. Jeg har kun efterfølgende set to plausible forklaringer. Enten løb den omtalte slagtersvend og amatørskuespiller ind i selveste John Dee, manden med Europas største privatsamling af litteratur, mesterspion og agent for den engelske dronning – han underskrev sig med 007! – alkymist, magiker, rosenkreutzer, astrolog, kabbalist og videnskabsmand i den tids bedste forstand. Der er 10 år af William Shakespeares liv og levned, der er forsvundet og udokumenteret, og efter hans død forsvandt næsten alt, der kan dokumentere hans liv. Det ligner et stykke MI5-stil rengøringsjob (John Dee grundlagde forløberen for MI5). Eller også er det, som Joseph Atwill argumenterer detaljeret for i sin bog Shakespeare’s Secret Messiah, en kvindelig jødisk ghostwriter, med stor kendskab til litteraturen og kulturen. Inden du skyder den i sænk som for langt ude, så tjek det lige ud, for Atwill har gjort et vist stykke hjemmearbejde.

John Dee aka Agent 007, i Hendes Majestæts tjeneste som spion og alkymist, 1527-1609

Videnskabsfolk med tyngde har også bemærket lighederne mellem det 20. århundredes masseødelæggelsesvåben og de ældste tiders ditto. Nobelpristageren i kemi, Frederick Soddy, kollega og partner til Rutherford, med et fælles opus om radioaktivitet bag sig, skrev i 1909:

Kan vi ikke i dem (de gamle skrifter) aflæse en retfærdiggørelse for den idé, at en eller anden glemt race af mennesker ikke blot opnåede den viden, vi så nylig har vundet, men også den kunnen, der endnu ikke er vores?

Oppenheim, der havde studeret vedaerne, havde de samme tanker. Han parafraserede over Bhagavad Gita efter den første prøvesprængning i Los Alamos, ved at udtale:

Nu er jeg blevet til Døden, Ødelægger af Verdener.

I den egentlige oversættelse af Bhagavad Gita 11:32 siger Krishna, mens han beskriver sit aspekt som ødelæggeren, Shiva:

Herren Krishna sagde: Jeg er rædslens tid, ødelæggeren af alle væsener i alle verdener, i færd med at ødelægge alle væsener i denne Verden; af de heroiske soldater, der for nuværende står i den fjendtlige hær, vil ingen blive sparet.

Bhagavad Gita udspiller sig i et frosset øjeblik i tid, hvor bueskytten Arjuna fra en bjergtop ser de to hære stillet op imod hinanden, og spørger Herren Krishna om den dybere mening med dette frygtelige og uafvendelige scenarie. Heraf dialogen i dette verdenslitterære mesterværk.

I Ramayana berettes om en metallisk tordenkile i stand til at udslette 100.000’er af mennesker. Den var så mægtig, at den kunne have udslettet hele Jorden. Disse våben kunne kun anvendes efter såkaldt kongeligt dekret. Et sted står der, at våbnet blev brugt som gengældelse for, at den anden part brugte det først. Har vi hørt den snak før? Hele den kolde krig var fuld af den, altså snakken. I en fjern fortid nøjedes man ikke med snakken. Atlantis slog først, for guderne var pissed-off, hvorefter Lemuria svarede igen.

I etymologien finder vi begreberne indkapslet. Typhon er et navn for Djævelen, Hurricane (orkan) betyder den rystende slange (cane). I de gæliske kilder tales der om slangens sønner, der er nødt til at bekæmpe det dæmoniske bæst, Typhon versus Hurricane. Ordene Dis-aster, tilintegørelse af stjernen, kat-astr-ofe: ødelæggelse af en stjerne. Vi genfinder det i Hollywoods poppede, tegneserie-efterklange i Star Wars som bekæmpelsen af The Dark Force og Dødsstjernen. Da Luke Skywalker oplever sine forældres død, går han ud og ser op i himlen, hvor der er to stjerner, to sole. Der var to lysende objekter på himlen i en fjern fortid, men den ene, vandplaneten Tiamat, blev ødelagt i gudernes krig.

Typhon i computerspillets virkelighed.
Måske ikke langt fra en fjern tids virkelighed.

Det, vi ser på hele kloden, hvor disse enorme mængder af megalitter dukker op for tiden – som om man aldrig har kendt til dem før – er efterladenskaberne af en stor civilisation og dens ødelæggelse. Atlantis blev aldrig udslettet totalt, og dens overlevere, såvel som deres modstanderes overlevere, slog sig ned og dannede de ældste antikke kulturer. I Egypten ser vi skiftet mellem civilisationen Khemt – Sfinxens tidsalder – og dynastiernes tidsalder. I Khemt finder vi disse for videnskaben helt uforklarlige efterladenskaber af hi-tech og hyperpræcision. I dynastierne finder vi overvældende kunstgenstande og bygninger, men egentlig hi-tech er enten degenereret, formindsket eller forsvundet. Der kan herske tvivl om, hvorvidt pyramiderne tilhører den ene eller den anden tid, eller om fundamentet, de indre strukturer, tilhører den gamle, og det ydre eller øvre lag, tilhører den nyere.

På det tidspunkt, efter civilisationsskiftet, vælger atlantidernes overlevere, guderne der blev pissed-off, at analysere, hvad den egentlige fejl var med de genstridige menneskeracer. Herefter beslutter de sig for at fremstille hybrider af deres dna med andre livsformer på Jorden, da problemet synes at være det menneskelige dna. Det mest egnede væsen identificeres som et reptil. Vi taler stadig om, at vi har en krybdyrhjerne. Når vi hører diverse historier om, at reptilmennesker kom flyvende fra det ydre rum og okkuperede Jorden, er det en misforståelse. De blev skabt på Jorden. J.R. Tolkien, der studerede både vedisk, nordisk og keltisk mytologi, har sin egen beskrivelse af, hvordan disse monstre blev skabt. Herfra stammer beretninger om kentaurer, griffer, orker og enhjørninge. Drager ligeså, og nogle af dem var i live helt op til middelalderen. Ingen folkelige legender er barnagtige, overtroiske frie fantasier, alle er de nedfældet hukommelse, og vor tids helt store fejltagelse i læsningen af disse stammer fra, at vi ikke har forstået dette.

Uruk Hai, Der Golem, klonmonstret skabt i mudder i Tolkiens version

I Johannes Åbenbaring står der:

Jeg så en ny Himmel og en ny Jord, for den første Himmel og den første Jord var forsvundet; og der var ikke længere et hav.

Her plejer man at sige, at Old Joe var på svampe og stenede ud i delirium, og at han beskrev et Armageddon, en Apokalypse, der skulle komme engang ved tidens ende. Hvad nu, hvis han beskrev noget, der allerede havde fundet sted, og hvad nu, hvis vi begyndte at forstå ordets rette betydning Apokalypsis, som Sløret, der falder? Den krigsliderlige global-elite ønsker Armageddon, for det ved de, hvordan skal udføres, mens de er hunderædde for Apokalypsis, for så bliver de afsløret. Troldmanden fra Oz oplever sin Apokalypse, da forhænget bliver trukket til side, og det afsløres, at han blot er en gnidret, grådig gnom, uden geni og geist. Apokalypse er konstruktiv desillusion. Det er tæppefald for det store bedrag af et teaterstykke, der alt for længe har spillet for fulde huse. Nu kommer de tomme sale.

Mennesker har allehånde fobier. De frygter mørket, de frygter huler, de frygter det dybe vand, de frygter højder, de frygter ensomhed, de frygter insekter og reptiler og visse andre dyr, de frygter indelukkethed og de frygter fremmede. Freudiansk psykologi vil selvfølgelig sige, at det er helt normalt sygt, men psykologer i denne skole ernærer sig af, at folk er neurotiske hele deres liv på samme sæt som, at medicinalindustrien ernærer sig af, at folk er syge hele deres liv. Der er voldsomt mange penge at tjene på sygdom, men er det normalt og naturligt? Selvfølgelig ikke. Det er en fysiologisk-neurologisk-genetisk hukommelse baseret på et traume af uhørte dimensioner. 50.000 år er et splitsekund i evighedens spektrum. Hvem opfandt for resten medicinalindustrien? Det gjorde et fremtrædende medlem af den khazariske mafia, John D. Rockefeller, sammen med sin kumpan Edwin Carnegie. Begynder vi at se et mønster i kontinuiteten for parasittisk praksis?

Der er en hel pædofilistisk industri, der tjener penge på et urgammelt traume.
Og historierne er ikke længere opbyggelige, som i Grimms Eventyr.

Er vi så nu sikre på, at katastrofen var kunstigt skabt og ikke naturlig? Så simpelt er det ikke. Da menneskene havde udløst deres vrede på Jorden i form af gigantiske ødelæggelsesvåben, udløste Jorden sin vrede på dem. Hvis du er af den opfattelse, at Jorden er et levende væsen, så vil den vrede, der blev udløst, være at regne for svaret fra et levende væsen. En af menneskene uforudset hændelse trådte i kraft i form af et fysisk polskift. Før den tid var Jorden i balance og havde ikke det tilt, som vi i dag kender som jævndøgnets fremadskriden (eng. Precession of the Equinox), der danner basis for astrologien. Astrologi, som vi kender det, fandtes ikke. Året bestod dengang af 360 dage. Et fysisk polskift er en helt anderledes alvorlig sag end de magnetiske polskift, der forekommer løbende. Det skabte enorme orkaner, flodbølger og ødelæggelser. Jorden rystede for en stund dens parasitter af sig – og ved samme lejlighed, dens fredelige indbyggere, for den skelner ikke herimellem. Jorden blev bragt i ubalance, og denne tilstand påvirkede også de andre planeter, for hele Solsystemet er et koordineret elektrisk system. Man kan stadig observere det på planeten Mars i dag.

Det er grunden til, at det, vi kan opfatte som krigen mellem mørkets kræfter og deres modpol, aldrig gav udslag til hverken den ene eller den anden side. Havde mørkets kræfter vundet krigen, ville Jorden i dag være den perfekte slaveplanet. Havde deres modstandere vundet, ville vi i dag leve i fred og harmoni. Der ville stadig være mørke og lyse tider, for der ville stadig være et ‘stort år’. Solen har stadig en energibane i forhold til Sirius på 24.000 år, og vi ville stadigvæk svinge mellem 4 store årstider, yugas. Men tilstanden for mennesker imellem ville have været stabil af den ene eller anden art. Det har aldrig fundet sted, og mørkets kræfter har stadig deres ufuldbyrdede projekt kørende.

Efter denne uforudsete hændelse mistede de krigsførende magter deres hi-tech, hvilket var det største slag imod dem. De blev afvæbnet ved Jordens vrede. Efterkommerne af Atlantis slår sig ned i Mellemøsten. Herfra er der sidenhen udgået en aldrig ophørende strøm af krigerigske handlinger. Alle lande i området har efter tur udøvet aggression. Assyrerne, babylonerne, perserne, osmannerne, khazarerne. Senere grækerne og romerne. Senere – og vi springer en hel masse over – ankom deres udflytterkoloni i form af det britiske imperium. Osmannerne sønderbrydes, saudierne og israelerne installeres som giftige spyd plantet i ørkensandet, Islam, der – take it or leave it – havde været en stabiliserende kraft i en ufredelig region i et halvt årtusind, korrumperes af briterne, verdenskrigene ruller, Mellemøsten deles og herskes med lige streger i sandet tegnet af imperialisterne, revolutionerne vælter ind nævnt i tilfældig rækkefølge. Men intet er tilfældigt, og alt stammer fra, at parasitterne, hyrderne, som de kaldte sig, slog sig ned i regionen og gjorde, hvad de altid havde gjort.

Tema med variationer

Hvis man vil afskære hele det ekstra-terrestriale felt, kan man stå på her. Altså, hvis det er for hård kost med fremmede tilrejsende fra Rummet. Men siden du læser dette, hænger du jo på, så de bekymringer er unødvendige. Bær også over med omfanget af beretningen, men emnets natur bestemmer omfanget. Det er intet mindre end menneskehedens fulde historie, vi pejler os ind på, inklusive de tabte kapitler.

Herefter Nicolai Levashov. Efter ødelæggelsen af planeten, som i hans fremstilling ifølge hans kilder, de slaviske vedaer, benævnes som den ene af Jordens daværende tre måner, vælter vandet ned over Jorden og det nordlige kontinent synker i havet. Det beskrives ikke i de kilder som et polskift. De overlevende flytter sig mod syd til Sibirien, og efter x-antal århundreder finder vi dem i Dravidia, det nuværende Indien. Her finder vi også parasitterne, som er dyrkerne af Kali Ma, den sorte moder. Eller et folk, der er infiltreret og korrumperet af parasitterne, og Levashov har en længere fremstilling af genetiske eksperimenter, som vi skal udelade her. Kali Ma dyrkedes af sine tilbedere i form af menneskeofringer. Hun er arketypen på det, som David Livingstone kalder for Den Døende Gud. Det er det, som Troy McLachlan kalder for Den Saturniske Dødskult.

Dravidisk arkitektur.
De gamle indere kaldte deres land for Bharat

Draviderne (druiderne), inderne i de vediske tider, bliver rådgivet af en gruppe af rishier eller druider (dravid – druid) og i to omgange bliver menneskeofrerne, parasitterne, smidt ud på grund af dårlig opførsel. De vandrer i århundreder gennem Centralasien og Mellemøsten og dukker op igen som Hyksos, hyrderne, i Egypten. Jf. også den britiske historiker Ralph Ellis. Hyrderne betegner det folkeslag, der havde opdaget, at mennesker kunne domesticeres, ligesom kvæg. For anden gang – mindst – bliver de smidt ud pga. dårlig opførsel i form af to Exodi. Den første fra Øvre Egypten (syd), hvor Akhenaton, deres daværende leder, opretter sit eget faraoniske kongedømme i Amarna. Dernæst smides de ud fra hele Egypten, hvorefter de drager over det Røde Hav og slår sig ned i nuværende Israel.

Her begynder vi at genkende dem. Fra Israel – som det ikke hed dengang – blev jøderne – som de ikke hed dengang – sendt i babylonisk fangeskab. De pendler frem og tilbage mellem Egypten og Babylon, da de her finder de nu spredte stumper af den atlantiske viden. Det fører til det, som David Livingstone kalder for De Falske Zoroastrere, Kaldæerne. Herfra stammer Kabbalah, der er en særlig krypteret, okkultiseret og forvrænget udgave af den oprindelige viden. Senere bliver en af de jødiske grupper, Esau’s stamme, smidt ud fra Petra, Det Røde Edom, og sendt i eksil igen – på grund af dårlig opførsel – til det nordlige Persien og videre til området nord for Sortehavet, hvor Skyterne boede, hvor de gemmer sig under anden identitet. Vi kender senere området som Khazaria. Da Kalifatet ankommer i 700-tallet, tager de et nyt-gammelt sæt tøj på og kalder sig igen for jøder. Da de senere bliver smidt ud af Khazaria af russerne – pga. dårlig opførsel, man kaldte dem for landpiraterne, for de plyndrede og myrdede, når de kunne komme til det – invaderede de Europa under navnet Azkhenazim. Her blev de igen i senantikken og middelalderen smidt ud af de europæiske lande – på grund af en særlig form for dårlig opførsel kaldet ågerkarlevirksomhed – indtil de under Cromwell blev inviteret indenfor og opfordret til at trykke deres parasitvirksomhed af i form af pengeveksling. Herefter – og tilgiv de store overspring i historien – dannes City of London og Bank of England – NB! Venetianerne, der skabte City of London, er efterkommere af Fønikerne. Netop jøder omtaltes af antikkens historikere som fønikere. Kredsen er dermed sluttet, indtil videre, og det er muligt at skrive historien frem til, hvor vi i dag finder en kunstig konstruktion, en parasitisk stat kaldet Israel, en parasitisk ideologi kaldet Zionisme og et parasitisk, globalt centralbankvæsen og dets systemiske ågerkarlevirksomhed. Læg dertil en mega-parasitisk krigsindustri, en serie verdenskrige og revolutioner, alle med tydelige fingeraftryk + det løse – alt sammen bærende det samme ældgamle fingeraftryk.

ALLE krige i nyere tid har været bankmændenes krige, uden undtagelse! Hvis du, kære læser, vil være i stand til at finde en undtagelse, hvor bankmændene ikke har betalt begge parter for at ødelægge hinanden, og hvor de ikke har tjent stort på det før-under-og-efter, så vil jeg gerne udfordre dig. Bankmændene opererer flittigt før, under og efter enhver krigshandling. Og med krigshandling menes der ALLE former for krig: konventionel krig, krig med strategiske atomvåben, kemisk-biologisk krig, krig med eksotiske våben, handelskrig, finansiel krig, krig vha. geo-ingeneering og vejrkrig, miljøkrig, informationskrig, psykologiske operationer (psyops), borgerkrig (aldrig opfundet af borgere) krig med terrorhandlinger, krig vha. organiseret masse-immigration. Siger du, at Hitler opfandt udtrykket Den Totale Krig? Jeg bliver nødt til at skuffe dig – det var bankmændene og den arv, som de mener, de varetager. I øvrigt de samme bankmænd, der finansierede den nazistiske og den russiske revolution.

Usuras grimme gnierfjæs

Bankvæsnet er urgammelt. Historikeren Joseph P. Farrell går så langt som til at benævne dem Babylon’s Banksters, der senere bliver til Financial Vipers of Venice med diverse mellemlandinger undervejs, fx den infamøse Tempelridderorden, hvis bankvæsen var navnkundigt og særdeles avanceret. Senere flytter de sig til Amsterdam, Nordeuropas Venedig, og City of London. Det foretrækker at slå sig ned ved vandet, for det er et gammelt sø-imperium, der regerer ved maritim lov. Reelt er de pirater. Senere finder vi dem ved udmundingen af endnu en flod, Hudsonfloden, Wall Street. Har de så nået et punkt, hvor de ikke kan flygte længere? Overhovedet ikke, de flygter hele tiden. De flygter/flytter deres penge off-shore til diverse skattely over i den sorte økonomi (over halvdelen af verdens økonomi er ‘usynlig’). Lige nu flygter/flytter de tilbage til Rummet, hvor de kom fra i tidernes morgen. Farrell og Catherine Austin Fitts beskriver skabelsen af en ny rumbaseret økonomi. Rummet bliver det nye ‘hav’, det nye maritime kontinuum. Men vent! Har det ikke altid været det? Det Himmelske Hav, Stjernehavet, Maris Stellum er jo en katolsk betegnelse for sig selv. Katolske hymner, der besynger jomfruen – Hil dig Havets Dronning – fortæller dig, hvad de tænker om sig selv.

De er på vej tilbage til, hvor de kom fra, og menneskeheden og dens planet har blot været en trædesten, en trampolin for at gendanne den tabte teknologi, så de kunne realisere projektet. Det var hele tiden deres projekt, for de var lost in space. En del af deres mange installationer på planeten har været for at kortlægge Rummet, så de kunne finde hoved og hale på det igen, efter deres turbulente ankomst.

Summarum

Vi har i denne blog åbnet for muligheden for at forstå historien i det størst tænkelige perspektiv, som et kontinuum, hvor der intet nyt er under Solen. Vi kan bedre forstå scopet for det inhumane og transhumane projekt, for GMO og genmanipulering, for vejrmanipulering, for krige, for slaveri 3.0, for psykopati, for pædofili. Der er en hel masse, der står mere klart, for vi begynder at danne os en profil af disse typer, der er så gennemført menneskefjendske på trods af, at de selv er (en slags) mennesker.

Findes de så i deres rene form i dag? Det er straks sværere at blive klog på. Alt er nok hybrider i dag. Måske kan vi kun tale om gradbøjninger og blandingsforhold. Muligvis er deres blod så tynd en kop pis, at der ikke er ret meget tilbage af saft og kraft i dem. Men, som Joseph Atwill siger: Det kunne være meget interessant at foretage en analyse af, hvilke folk, der sidder med den største magt og indflydelse i dag via deres genetik. Hvem er disse familier, der hele tiden indavler sig selv – det i sig selv forklarer allerede en del af deres hjerneskade og psykopati. Hvem er de, hvis nepotisme er så gennemført, at de har været i stand til at holde sig selv og deres afkom ved magten i årtusinder? Hvordan har de været i stand til at gennemtvinge omerta, tavshed, som, hvis den brydes, har døden til følge. Først i dag begynder vi for alvor at kunne identificere dem.

For nylig er der afgået et rygte om, at disse familier nu bliver sat stolen for døren. Hovedfamilien hedder, som det er mange bekendt, Rothschild. Det Røde Skjold fra Det Røde Edom, indbegrebet af Babylons Banksters. Hvorvidt det er sandt, vil tiden vise, men et magtfuldt og gammelt forbund, der kalder sig Den Hvide Drage (White Dragon Society), skulle have givet dem et ultimatum. Enten frigiver I de midler, I har stjålet fra menneskeheden, eller også vil I blive udslettet hver og én, til sidste familiemedlem. Vi har en million professionelle hitmen, vi kan sende efter jer. Svaret kom tilbage: Hvis I frafalder jeres krav, vil vi betale jer 20 trilliarder dollars. Svaret til det var: Har i 50 trilliarder? Og de skal være nogle, der er frembragt uden blod på hænderne.

Det røde skjold, med den preussiske løve, over døren hos bankmanden Mayer Amschel i Frankfurt

Som sagt, det kan ikke vides, om historien er sand. Men noget siger mig – og dette er helt klart en teori baseret på en fornemmelse – at der meget vel kan være noget om snakken. Den Hvide Drage er klart et symbol for slangens sønner. Deres modstandere, Rothschild-dynastiet, svarer helt klart til beskrivelsen af post-atlantiderne. Vi finder især dragesymbolet i Kina og Japan. White Dragon Society gik under jorden efter Ming-dynastiets fald, da Han-dynastiet fra Manchuriet tog over. De kendes også under betegnelsen Triaderne, de røde, de blå og de hvide, hæren, flåden og intelligentsiaen. De besad også dengang store midler og rådede over en stor mængde eksperter i kampsport og krigskunst. Enhver, der ønskede magt over Kina, måtte gå benhårdt efter disse eksperter, for de var dødbringende og superfarlige. Husk det berømte billede fra ‘bokseropstanden’ i år 1900, hvor en række såkaldte boksere, hvilket vil sige kung-fu-fighters, blev henrettet og lagt frem på stribe på jorden til skræk og advarsel. Det var også dengang tider med voldsfrembragt regimeforandring. Det sidste kejserrige Qin blev afviklet og ikke uden udenlandsk indblanding.

Skulle denne historie være sand, kan vi i det følgende årti også fra den kant forvente et bidrag til en global regimeforandring, der ikke undgår at blive blodig – omfanget af blod står til diskussion – men som potentielt indeholder en anden agenda. En, vi har vænnet os til. Chancen for, at det fører til et nyt lag af det Store Svindelnummer, er også tilstede. Det nu truede verdenshegemoni vil uden tvivl prøve at hive den i land endnu en gang. Men der er mange-mange mennesker inklusive statsledere og indflydelsesrige folk, der har set den komme, der har identificeret uvæsnet, og som seriøst er trætte af tingenes tilstand. De er ikke uforberedte, de har lært af historien, de har set historien gentage sig, og de ønsker ikke at gentage historien endnu en gang. Deres timing er ikke tilfældig, og deres tiltag bliver understøttet af visse kosmiske energier, der i mellemtiden har forandret sig.

Lad os for en stund efterlade historien her. Det sunkne Atlantis er historien om et land, der både sank og aldrig sank. Når vi har forstået dette, kan vi begynde at forstå forskellige sammenhænge og mønstre. Selvom perspektivet er svimlende.

Post Scriptum

– jamen er det ikke bare sådan noget frimurer-snak?
Og frimurerne, de er i hvert fald onde, det ved vi da!

Frimurere har talt om Atlantis. De påstår selv, at deres påståede viden stammer fra Atlantis. Men husk jf. det ovenstående, at slangens sønner også havde deres viden fra Slangen Himself. Det er ligesom med kabbalisme. Det er ikke konsistent logik at hævde, at fordi visse skumle typer har haft fingrene i en bestemt kreds af viden, så er denne viden ond, og derfor skal man bandlyse den over en kam og holde sig fra at beskæftige sig med den. Ligesom det heller ikke er konsistent logik at hævde, at religion er ond, fordi en stak politikere har hældt gift ned i karret og gjort det til et redskab for hjernevask og handlingslammelse. Vi bør øve os i at fange de falske logikker, både når de kommer ud af munden på andre og på os selv.

Det er ikke enten-eller. Det er både-og. Frimurere er en særdeles blandet landhandel. De siger og skriver så meget, men ofte har de ikke selv styr på, hvad de siger og skriver. Ligesom med kabbalisterne, er det lykkedes dem at fucke meget op i tidens løb. Det kunne endog hævdes, at frimurernes ‘religion’ – et ord de selvfølgelig vil afvise, men det bliver deres problem – ER kabbalisme, altså en videreudvikling af den jødiske elite-religion. Der er fem lag i jødedom som religion, og Kabbalah er den højeste og for de mest indviede.

Det er problemet. Viden er magt. Magt over andre. Og hvorfor kan magt ikke være neutral? Det kan den, men historiens erfaring viser, at magt altid tiltrækker sig de værst tænkelige typer, psykopaterne, der stiger til tops, som korkpropper i vand. Disse psykopater deler ikke med andre, og hellere end at dele, destruerer de deres tyvegods og brænder deres broer. Selv når de synker til bunds, vil de klamre sig til deres sæk med guld, for at andre ikke skal få den.

Platon har et bud på neutral magt. Det kræver folk, der ikke selv ønsker den. Det kræver folk med visdom. Det kræver, som en klog mand udtalte det for nylig, balance mellem logos, patos og ethos – viden, gå-på-mod og samvittighed. Grækerne samlede det i ét ord: Arèté. Inderne kalder det Dharma. Den rette handlen baseret på den rette viden og den rette kraft.

Hvor finder man den slags ledere i dag? Meget få steder, det er problemet. Vores samfund favoriserer ikke ret handlen. Så da kabbalisterne så, at der var guilds, laug, selskaber og loger, der havde bevaret den gamle viden, måtte de selvfølgelig have fingre i dem. Da de oven i købet så, at disse guilds havde en ring af beskyttelse om sig, ligesom efterretningsvæsner, var det blot endnu bedre. Logerne var de perfekte steder at træffe beslutninger, uden om de irriterende masser, folket, goyim. Det kaldes at konspirere.

At gøre rede for, hvordan infiltrationen har fundet sted, er et specialstudie af dimensioner. Et bud på tid er 1700-tallet. Frimureriet, som vi kender – eller ikke kender – det i dag, er et Oplysningstids-fænomen. Det er her, vi fx ser de jesuittiske Illuminati-grupper fremstå. Det er her revolutionstanken bliver udviklet og afprøvet. Det er optakten til industrisamfundets neo-slaveri. Det er her Liberalismen som tankesæt slår igennem. Det er her, Den Nye Verden(sorden) får sin forfatning og giver Imperiet et nyt ståsted. Den højt besungne Oplysningstid var alt andet end oplysning for menneskeheden, men derimod indledningen til en ny Mørk Middel-alder, en alder mellem to aldre. År 1600 er starten på ophøret af Kali Yuga, med 400 år som overgangsperiode til Dvapara Yuga, kobberets tid (elektricitetens tid).

Hvad har det med Atlantis at gøre? Hvis ikke menneskeheden i en tid, hvor der bliver udviklet – genopdaget! kraftige teknologier, der både har potentiel gavnlig og destruktiv kraft, udvikler deres ethos i takt med teknologien, har vi et Atlantis-moment. Som det er lige nu, er denne teknologi igen havnet i hænderne på de værste psykopater, og det eneste, der afholder dem fra at bruge den i den helt store stil – de bruger den hele tiden for tiden – at, så rammer de sig selv. Den dårlige nyhed er, at de, den dag de ikke længere har brug for dette sted som en malkemaskine, bare trykker på knappen og forsvinder. Den gode nyhed er, at deres timing er blevet en cliffhanger for dem selv, og at de er bagud med deres Breakaway Civilisation-projekt. At de ikke allerede er forsvundet og har trykket på knappen, viser, at deres projekt ikke er klart endnu, og at de stadig er dybt afhængige af Jordens ressourcer – inklusive dens beboere, som de også regner som en simpel ressource, et brug-og-smid-væk forbrugsgode for dem.

Palmeøen ved Dubai udviser tegn på at synke.
Hvor ironisk, stedet for ultrarige mennesker oplever sit Nemesis.

Parasitterne ved, at mennesket i Dvapara Yuga vil udvikle en højere bevidsthed. Det eneste, de kan gøre, er at forsinke dette så længe, at de har fået, hvad de ønsker. De har kun to options: Den totale slaveplanet eller et hul i jorden. Deres største rædsel lige nu i dette historiske øjeblik er, at ingen af delene kommer til at ske, men at de stille og roligt bliver indkredset, afsløret og afviklet. At de bliver sat fra bestillingen og bliver henvist til at sidde og rådne op på på et eller andet britisk landsted eller på en ø, eller i en hi-tech bunker under jorden eller i et flydende Casino-paradis et sted i Stillehavet. Lad dem for Himlens skyld beholde deres trilliarder og uspiselige guldklumper. Lad dem køre deres forlorne og perverterede livsstil. Når stikket først er trukket ud af deres parasitiske centralbankvæsen og sorte verdensøkonomi, er der ikke mere benzin på tanken, og så vil deres formuer fordele sig i løbet af et par generationer. Så kan de ikke længere diktere en ny krig til at booste deres pengetanke.

Tabte vi tråden med frimurerne og deres ondskab? Overhovedet ikke. Det vil være en bommert at hævde, at fordi en person har sat sin fod i en loge, så er vedkommende straks blevet til et ondt redskab for mørkets magter. Det er både overforsimplet og fordummende. Overforsimplinger er med til at skubbe bæstet ned i kælderen, hvor det laver rigtig meget ballade, for ever. Vi er blot med til at slå en yderligere ring omkring dem, så visse typer i de højere gemakker i frimureriet kan fortsætte deres agenda. Logerne skal ikke fordømmes eller destrueres. Ej heller marginaliseres. De skal åbnes, så deres spirituelle tyvegods bliver tilgængeligt for alle. Så vil vi se alle kakerlakkerne med deres røde skjold stikke af. Rule by Secrecy (Jim Marrs) skal tvinges til ophør. Ligesom centralbankerne, skal logerne auditeres. Om det så fører til opløsning, når folk erkender, hvad der har fundet sted, vil vise sig.

Kan en chefredaktør være medlem af Bilderbergs inderkreds i 10 år?
Kan hans forgænger ved samme avis være en Mossad-agent?
Åbenbart har man i Danmark afskaffet praksis med at straffe landsforrædderi, når det gælder zionister.

Som det er nu, er der masser af problemer med disse loger. Et sundt samfund burde kunne kræve, at dets ledere ikke kan være medlemmer af dem, da de direkte modarbejder tanken om demokratiet. Lad os ikke her diskutere, i hvilket omfang demokratiet er en forfejlet og forloren tanke fra Oplysningstiden. Det er det, efter min mening, i høj grad. Lad os blot nøjes med at konstatere, at et samfund, der postulerer åbenhed og folkets styre, ikke samtidig kan tillade, at oligarkiet sidder i et lukket baglokale og kupper folkestyret, som det sker nu. Det er hykleri og dobbeltmoral. Det gælder alle former for logedannelse, tænketanke i lukkede fora, diskussionsklubber for oligarker. Hvis de ønsker den slags, er de uværdige som ledere for andre mennesker.

pull-the-plug on the parasites

En særlig gruppe, en kriger-munkeorden – nogle siger, at det er de overlevende tempelriddere, der stadig er på færde – jesuitterne bør i særlig grad sættes under luppen. Jo mere vi graver i deres forhold, des mere vil det stå klart, hvor omfattende deres projekt for historieforfalskning har været. For nylig har vi fået en jesuitisk pave. Hvad betyder det for verdenspolitikken? Timingen er bestemt ikke tilfældig.

Halløj i Vatikanet
Hvem er jesuitterne?

Hvis vi fik valget og skulle pege på én og kun én real bad guy med ansvar for verdens elendighed, så måtte det blive dem. Og lad nu være med at komme med alt muligt crap om, at de var sådan nogle dygtige videnskabsfolk og undervisere. Den eneste årsag til deres flid og ihærdighed grænsende til masochisme (Loyola) er, at viden er magt. Hvis det lykkes dig at finde én eneste good guy hos dem, så lad det være undtagelsen, der bekræfter reglen. Som hos frimurerne, kommer du aldrig til tops i deres hierarki, hvis ikke du er stærkt kompromitteret. Det gælder også Bergoglio. Vi behøver blot at sige fascist-juntaen under den beskidte krig. Jesuitterne var gift med dem, de lagde hus til juntaens hemmelige politi, der torturerede 1000-vis af systemkritikere, dopede dem og smed dem nøgne ud fra fly. Over Atlanten!

Er politik da en død sild, kan vi overhovedet tale om demokrati længere? Muligvis ikke. Men selv inden for det forlorne og korrumperede demokratis rammer, ville der eventuelt, omend blot for en stund, være plads til et politisk parti, der var i stand til at rumme det fulde perspektiv og sætte gang i en ny tids tankesæt baseret på en krystalklar analyse af fortidens misbrug. Det, vi ser for tiden af nye partipolitiske tiltag, er blot opkog af fortidens afdankede ideologisæt tilsat lidt nyt krydderi. Ideen om Pull the Plug to the Parasites – PPP – har ikke krystalliseret sig endnu. Den ligger og simrer, den er på vej.

Det kommer til at ske.
Hvorfor?
Fordi det allerede sker!

Finis Terra – Jordens Ende

Finisterre er navnet på det yderste punkt af den Iberiske Halvø. Det er her, alle vandrerne ad Caminoen ender med at brænde deres svedige tøj, efter de har været i Santiago de Compostella og set mænd i orange dametøj. Der er egentlig syv Caminoer, hvor den mest berømte går fra Lourdes i Sydfrankrig over Pyrenæerne og gennem Nordspanien.

Da de romerske soldater ankom til Jordens Ende og så ud over Altlanten, indså de, at der fandtes noget, der var større end Imperiet og Kejseren, selv når denne havde udnævnt sig selv til at være Gud. Havet er uendeligt, og det har ingen tid. Alt forsvinder i dets nærvær. Og det bærer stadig på sine hemmeligheder.