Livets Oprindelse

Der er en stribe essentielle men ubesvarede spørgsmål om Livets Oprindelse, der ikke er besvaret, og som videnskaben ikke svarer på men blot afviser.

Evolution er post-oprindelse. Evolution kan defineres som: At gå fra en simpel celle til en kompleks organisme. Darwinisme bygger på den overordnede antagelse, at udviklingen fra encellede organismer til et menneske er én lang kædereaktion af fejltagelser = mutationer. Naturen og Universet kører uden styresystem og formål som én stor randomiseret maskine. Allerede her går det galt, for en maskine er ikke tilfældig, nogen har konstrueret den, så den efterfølgende kan køre sig selv. Indtil den bryder sammen.

For videnskaben er universet/naturen som et tog, der kører mod afgrunden eller endestationen, men der er ingen togfører. Men hvis ingen togfører sidder i førervognen, så må føreren af toget sidde et andet sted, eller hvad?

Videnskab kan næppe kaldes videnskab, uden at det kan genskabes i laboratorium. Der findes ganske vist noget, der kaldes teoretisk fysik, der aldrig sætter fod i et laboratorium. Dette ‘noget’ styres overvejende af matematikere, der heller aldrig snavser hænderne til i laboratorier, med mindre de omdefinerer begrebet ‘laboratorium’ til at omfatte deres abstrakt-teoretiske diskussioner som et laboratorium. Men en levende celle = den første celle er ALDRIG blevet genskabt i et laboratorium. Molekyler kan fremstilles via organisk kemi, en celle er allerede i sin singulære form ekstremt kompleks. Den er meget mere end en klat protoplasma. Den er et univers i sig selv med et avanceret hierarkisk samarbejds-system.

Videnskaben er som en computer. De har masser af hardware men mangler software. De kan kunstigt fremstille komponenter til cellen, men de komplekse strenge, der i cellen får disse komponenter til at operere, er umulige at fremstille, og ingen har nogensinde gjort det, for koden mangler. Celleforskning bliver mere og mere kompleks, som tiden går. Ikke fordi cellen bliver mere kompleks, men fordi erkendelsen af kompleksiteten vokser i takt med forskningen.

Kemikeren Dr. James Tour påpeger dette indlysende fravær af videnskabelig formåen. Som han siger, har hans spørgelyst intet at gøre med, at han ser noget, som ingen andre kan få øje på, men at han spørger ind til det, som netop alle kan få øje på, og som alle nægter at tage stilling til. Videnskaben siger, at de forstår det, men nærmere adspurgt falder deres forklaringer fra hinanden – så de forstår det altså ikke. De bluffer. Det gør de, fordi de gerne vil beholde deres anseelse. Dernæst vil de gerne beholde deres job, og fordi de ved, hvad der kan ske, hvis de spørger lidt for direkte ind til den videnskabelig dogmatik, der hviler som en tung sky over deres fagområde.

Det er værd at huske, at Darwin kaldte sin berømte bog for The Origin of Species… – ikke The Origins of Life… ‘Origins’ er altså en tilsnigelse, for det handler om udvikling af noget, der kom efter oprindelsen. Når videnskaben bliver forholdt deres manglende forklaringsevne af oprindelsen og kunnen ift. eksperimentel genskabelse i laboratoriet, trækker de gerne Gud-kortet. Som James Tour beskriver: Han nævner aldrig Gud i de videnskabelige diskussioner, han roder sig ud i med påståelige kolleger – DE nævner Gud, når de føler sig presset: Blot fordi vi ikke forstår det, kan du ikke bare fylde Gud ind i hullet (God in the Gap*) Hvortil han svarer: Vi har ikke brug for Gud til at forklare dette, så hvad med at vi holder Gud udenfor. Det er altså de påståelige og pressede kolleger, der har brug for Gud som en smutvej til at hengive sig til afvisning. Nåe, så du er nok sådan en, der … Eller de bruger udtrykket: Nåe så er du altså en kreationist. Der er et stykke afslørende psykologi i dette. De er for feje til at stille op tå-mod-tå og argumentere videnskabeligt overfor personer, de giver denne label: kreationist. Deres label-besathed røber dem selv, når de forfalder til karaktermord og stikker af med halen mellem benene. De er uansvarlige i ordet egentlige betydning. De underkaster sig ikke den forpligtelse at være nødt til at svare for sig med holdbare argumenter, når de bliver spurgt om det, de selv har sagt.

*Videnskaben / fysikken har deres egen særlige måde til at snige God-in-the-Gap ind. De kalder det for Dark Matter og Dark Energy. 99.9…% af Universet kan der ikke umiddelbart gøres rede for, det er tilsyneladende forsvundet, så vi har lavet en stor skraldespand, hvor vi kan smide det over i. Bare sig navnet: mørkelagt materie …

Hvad værre er: Det er helt unødvendigt og tilmed selvdestruktivt med al den kujonagtige arrogance. Det ville være totalt befriende med en blank indrømmelse af den manglende viden og forståelse af dette fundamentale problem: Livets Opståen. Det ville give langt mere respekt udadtil på den lidt længere bane ikke kun at spille på den korte bane i en overordnet anerkendelse af, hvor lidt de/vi ved og kan. Og indadtil ville det give befriende lov til at følge nye veje, iværksætte nye eksperimenter og anlægge nye hypoteser uden hele tiden at skulle se sig nervøst over skulderen og skamme sig. Det ville fjerne kollegial paranoia, og det ville fjerne terrorelementet fra videnskaben.

Terror, sagde du, det er li’godt et stærkt udtryk!
Det er ikke desto mindre, hvad der er tale om. De er som får, der lider af den-i-faget indbyggede rædsel: at komme bort fra flokken, den flok uden hvilken de ikke kan overleve. Og flokken + dens overopsysmænd spiller bevidst på det. Der er en næsten uhyggelig grad af selvcensur iblandt videnskabsfolk. 

De videnskabelige enegængere – og de har jo altid fandtes, heldigvis – er altid blevet talt ilde om eller ignoreret. Hvordan var det nu med de fire faser mod anerkendelse: 

Først bliver de ignoreret.
Så bliver de latterliggjort.
Dernæst bliver de hadefuldt angrebet.
Til sidst bliver de udråbt til et geni.

Det sidste sker ganske ofte efter, at det nyudråbte geni for længst er død og borte. Geniet var, som man gerne siger, forud for sin tid. Men er det egentlig sådan? Var geniet ikke netop midt i sin tid, hvor denne geniale opdagelse var lige ved at bryde frem? Hvorefter mekanismen satte ind. Problemet med at ignorere er, at man bliver til en ignorant.

I cellebiologi og biokemi er det første problem: hvordan forbinder man aminosyrer til polypeptider, der danner majoriteten af proteiner og enzymer? Du spiste æg og bacon her til morgen, hvordan bliver de en del af din krop? Svaret: Enzymer skiller dem ad og sætter dem sammen igen. Kan denne komplekse proces genskabes?

Det næste problem er: Hvordan bærer nukleær syre sig ad med at danne RNA? Hvis det skulle finde på at finde sted, er der kun fire timer til at realisere det, så svaret med, at naturen har haft fire+ milliarder år til at gøre det, er samtidigt fire milliarder x 6 PROBLEMER! Biokemikere ved, at tiden er fjenden, for tidsrummet for at lykkes med efterligningen af skabelsen i småbidder er meget kort. Videnskabsfolk siger gerne, at tiden ordner det, og bare der er tid nok, så vil miraklet finde sted. Det er det darwinistiske koncept med, at naturen skal bruge en hel masse tid på trial-and-error og trial-and-error igen-og-igen, for en eller anden dag, så rammer det naturlige roderi randomiseret rigtigt – og så beslutter den ubeslutsomme natur sig for at tage den derfra – som om at den natur, der er udnævnt til at være bevidstløs, bevidst kan beslutte sig til noget som helst. Det forholder sig omvendt, for tiden læger ikke alle sår her, tiden gør ondt. 

1/3 af adspurgte mennesker tror, at videnskaben har genskabt liv i laboratoriet. De tror, at de har skabt små frøer på kunstig vis. Helt forkert. Videnskaben har ikke skabt en eneste celle på nuværende tidspunkt. De har stjålet og lånt fra naturen og manipuleret det, hvorefter de har antydet, at de selv er kommet op med det. Men de har snydt, og deres antydninger forbliver antydninger og kan ikke gøres til et krav.

I alt fra skolebøger for børn til avancerede lærebøger på universiteter finder vi beskrivelsen af Livets Oprindelse som en-eller-anden vandpyt i ursuppen, hvor forskellige molekyler befandt sig, hvorefter et-eller-andet lynnedslag ankom og KAPLOOF! molekylerne dannede på randomiseret-molekylær-mirakuløs vis en primitiv celle, der med tiden – der var den igen – transmogriffede til en mindre primitiv celle, der kaploof’ede til flercellede strukturer, osv. vi kender hele beskrivelsen. Vi køber antagelsen med lynnedslaget, for det lyder meget som: Og Gud sagde Lad Der Blive Lys, og straks blev der lys. Dette er et paradoks, men vi køber det, fordi videnskaben her formidler sig selv i et sprog, der ligner sproget i den bibelske skabelsesberetning, og fordi dette manende sprog fremkalder tro. Lynnedslaget = The Big Bang = Lad der blive lys (Fiat Lux) = fysik og kemi blev til liv, og det er ganske vist.

Hoveddogmet her er med andre ord: Liv kan opstå ud fra Ikke-Liv. For at kunne sige det, er man nødt til at tage munden fuld i seriøs grad. Biokemien er ikke kommet tættere på at genskabe liv, siden Miller-Urey-eksperimentet for 70 år siden, hvor de satte strøm til væsker med mikromolekyler af hydrogen-cyanid, ammonium, kuldioxid og andre gasser, hvorefter man kunne se tiltag til aminosyrer og folk sagde, at NU var vi på kanten af at kunne genskabe liv i laboratoriet. Makromolekylerne er stadig udenfor rækkevidde. Harold Urey fik nobelprisen i 1934, og Stanley Miller var nomineret flere gange, men ikke siden 1952, hvor de gjorde deres eksperiment, er der givet en Nobel-pris for bidrag til forståelsen af Livets Oprindelse, hvilket der er en grund til: forståelsen findes ikke. Kemi-Biologi og Medicin får tildelt Nobel-priser 6 gange om året, og ingen priser har i 70 år haft relation til dette emne. 

Den hæderlige og ansvarlige videnskabsmand ville sige uden at rødme, skamme sig eller se sig over skulderen: Vi ved simpelthen ikke, hvor Livet kommer fra. Og så ydmygt tage den derfra. Men mekanismen som nævnt ovenfor, der sætter ind, har at gøre med konsensus. Videnskaben er konsensus-forurenet. Det er besynderligt, for er konsensus ikke noget, der sker i politik eller i socialt liv? Handler videnskab ikke om tilladt og konstruktiv dis-konsensus? Altså retten, ja forpligtelsen til konstruktiv uenighed og tvivl, hvis der blot er en antydning af grund til tvivl om holdbarheden af en teoridannelse og da i særdeleshed: hvad der er udråbt til at være post-teoretisk bevist-faktuelt? 

Det hele er en gradbøjning. Vi må gå ud fra, at egentlig konsensus bør være mulig, når der ikke længere er noget at rafle om. Men der har sneget sig en konsensus-kultur ind, der er udsat for en grad af bøjning, der er historisk set uhørt. Der forventes nu konsensus på forlangende. 

Videnskab kan politiseres, industrialiseres, kommercialiseres, finansialiseres, ideologiseres, militariseres, psykologiseres, sociologiseres, institutionaliseres og teologiseres. Og korrumperes. 

Videnskabelige kommitteer kan udtale, at alle deres medlemmer understøtter den darwinistiske model = så derfor må den være den rigtige og sande. Det skyldes, at de er selv-udvælgende og ikke lukker andre ind end de, der bekender sig til denne model. De har skabt en svingdør, et closed loop, et ekkokammer af selvbekræftelse, der vedligeholder det videnskabelige filter og dets kunstige konsensus. 

Mnjææ, kan man tillade sig at kritisere uholdbare videnskabelige modeller, før man har en fuldt udviklet model til at sætte i stedet?

JO! er svaret. Videnskab fungerer ikke sådan, at hvis man ikke kan sætte noget andet i stedet, så har man intet at skulle have sagt. FØRST er man nødt til at påpege svaghederne og skyde dem ned. DERNÆST skal der udvikle sig en erstatning, der er bedre og mere holdbar end den nedskudte. Videnskab er en flertrins-raket. Man sidder ikke på den ene side med hænderne i skødet og venter på, at noget mere positivt skal ankomme, før man skyder det negative i sænk. Kritik tager altid udgangspunkt i noget, der er kritisabelt. På den anden side sidder man ikke med en kritisk holdning med hænderne i skødet og venter på, at nogen/noget skal følge op på kritikken. Det foregår i midterfeltet af gensidig aktiv ansvarlighed. Dette er – eller burde være den videnskabelige dynamik.

Hvad der fandt sted i Covid-perioden under Operation Nedlukning har gjort umådelig skade på tiltro til videnskaben. Folk så med egne øjne og hørte med egne ører, hvordan videnskaben prostituerede sig selv. De så, hvordan videnskab blev til den forlængede arm for ryggesløs politisering og kommercialicering. Kommersialiseret politik eller politiseret kommers har et navn. Det hedder fascisme. Og selvom folk måske ikke er klar til at bruge navnet, så har alligevel lugtet rotten – Something is rotten in the state of … Det er nærmest kommet så langt, at hvis videnskaben siger sådan-og-sådan fremført i medierne, så er det nok, fordi de lyver. Medierne eller videnskaben? Begge dele. Det er sørgeligt. Men videnskaben har desværre selv været ude om det. Videnskaben har som overordnet institution spillet det fæle spil, selvom mange videnskabsfolk har haft det skidt med det. Den overordnede videnskabelige institution har regnet alt for skråsikkert med sit greb om den enkelte videnskabsmand og -kvinde uden at tage dem i ed. Kontrollører tager ikke folk i ed. 

Invitation

Lad os stille det dyre spørgsmål: 
Skal Gud partout holdes udenfor enhver snak om videnskab?

Hvad med at modificere spørgsmålet til:
Hvad kunne der ske, hvis man inviterede Gud indenfor til en snak?

Hvad vil det i øvrigt sige: at invitere indenfor?
Det vil sige, at anlægge en overordnet konstruktiv og udvidet-udvidende synsvinkel. 
Ikke som man kunne tro en begrænsende synsvinkel.

Gud er totaliteten, Kilden. Alt er muligt. Hvordan kan Alt Muligt være en begrænsning?
Hvis Alt er muligt, er det ikke længere nødvendigt at begrænse virkeligheden til en materiel virkelighed. 
Med en udvidet virkelighed er samtidighed en mulighed, hvorved tid, som vi mener at kende det, bliver irrelevant.

Spørgsmål til kvantefysikere og parallel-univers-kosmologer: Er det ikke det, som I hele tiden har talt om? Hvad hvis jeres spekulativt-abstrakte teorier blev virkelige?
Misundelsens Imperium har aldrig haft det godt med noget, der er større end deres egen forestilling om sig selv. Men er Gud ikke bedre end at-gøre-sig-selv-til-Gud?

Darwin havde ikke noget problem med Gud, for han rejste altid rundt med en Bibel i tasken. Darwinisterne har et problem med Gud, for Universet er i så fald større end … dem. Og hvad værre er: Universet/Multiverset er intelligent og ikke mekanistisk, deterministisk ejheller tilfældigt. Det er styret af vilje og formål, der er Noget/Nogen, der styrer det. Selv Einstein måtte sige, at: Gud spiller ikke terninger.

Ved at invitere Gud indenfor i videnskaben, kan der ske følgende:

• videnskabens beskæring af sig selv bliver beskåret
• mulighedernes felt udvides til det hidtil umulige
• tro-håb-og-kærlighed vil kunne genskabes som principper også i videnskab

Her er det vigtigt at forstå eller huske på, at religion som institution, der har taget patent på at tale om Gud = totaliteten = Universet = Kilden, har gjort det samme som videnskaben: at beskære, at indskrænke mulighederne, at ødelægge tro-håb-og-kærlighed. 

Skyld-skam-og-frygt blev i stedet institutionens hoved-anliggende. 
Institutionen blev den højeste autoritet. 
Kontrol og overherredømme blev formålet, frigørelse og selvstyre blev suspekt.

At invitere Gud indenfor betyder derfor ikke, at invitere den indskrænkende-kontrollante institution kaldet religion indenfor. Det betyder at invitere det ubegrænsede felt, der burde være den religiøse institutions bedste anliggende, indenfor. Fysikeren Werner Heissenberg med en nobelpris i fysik for i 1932 at opfinde kvantefysikken sagde det således: 

Den første slurk af naturvidenskabens glas vil gøre dig til en ateist. 
Men i bunden af glasset venter Gud på dig.

Darwin vidste stort set intet om celler. Der fandtes ikke mikroskoper på hans tid, der kunne se dem. For ham var det små geleklumper, der måske boblede op fra havbunden. Men vor tids kig ind i cellen kan vi se, at det bestemt ikke er en geleklump men snarere kan sammenlignes med en hel by. I denne by er der alle mulige slags automatiserede processer, der kører som små maskiner, om man vil. Det er her, hvor Darwins evolutions-model bryder sammen, for alle disse små maskiner kræver fuld samtidig funktionalitet for at køre dette mikrosamfund. Det store organiske sytem, vi kalder Naturen, er ikke såden en skør rad, der samler alle tænkelige og utænkelige former for maskiner og funktioner sammen, der ikke lige for tiden fungerer men på den anden side ikke gør nogen skade for så en-eller-anden dag at tage dem alle sammen ned fra hylden ude på lagret og konstatere, at nu var der søren-skisme et fuldt funktionsdygtigt mikrosamfund. For at komplekse maskiner skal virke, skal det være fuldtud, ikke ligeved-og-næsten sort-of. Darwin model forudsætter en langsom opbygning over tid af sort-of afløst af sort-of-sort-of, der tilfældigvi en-eller-anden dag rammer plet, som en abe med en skrivemaskine, den efter 12 millioner forsøg kommer til at skrive en fuldendt sætning, hvilket omsider udløser en banan – vi ser her bort fra, at den for længst er død af sult. 

Begrebet irreducibel kompleksitet beskriver det: noget kan ikke reduceres, uden at det ophører med at fungere. En gradvis opbygning af fuld kompleksitet tilbyder ingen fordel ved tilføjelse af ét element ad gangen, så naturlig udvælgelse har intet at udvælge. Det giver darwinisterne et problem. De har lagt sig fast på en model fremført af en mand, der ikke havde redskaberne til at forstå sin egen model. Komklekse strukturer kræver konceptet af kompleksitet fuldt på plads, før komponenter kan skabes og samles. Det kræver en agent, en begribende (koncept) og agerende instans med en plan.

Og her kommer det interessante så. Darwin vidste det godt, og han sagde det selv:

Hvis det kunne påvises, at der eksisterede et eller andet organ af kompleksitet, der umuligt kan være skabt af talrige og hinanden efterfølgende modifikationer, så ville min teori bryde fuldstændigt sammen.

Det er selvfølgeligt smart, for Darwin smider hermed bevisbyrden over på kritikerne og antyder, at det selvfølgelig ikke vil finde sted. Det er pseudo-ærlighed. Men det er samtidigt et dramatisk udsagn, for hvis Darwin havde levet i dag, ville han altså have været nødt til at skrotte sin egen teori. Biokemikeren Michael Behe spørger: Findes der så disse irreducible komplekse processer i cellen, der umuligt kan være skabt af talrige og hinanden efterfølgende modifikationer? Og han svarer: Der findes mange! 

Darwinisterne løb med bolden uden at se sig tilbage, og nu sidder de et sted på banen og klamrer sig til bolden. Både med- og modspillere er linet op og siger: Kom nu, spil bolden videre! Det gør de ikke, og de sidder der stadig, når lyset slukkes på stadion samme aften. Sidder de der stadig og er blevet til mumier, når banen skal bruges næste dag?

Den irreducible komleksitet i en celle kræver genetisk kode. Det menneskelige genom er et stykke lingvistik, verdens længste ord – I begyndelsen var Ordet, og hvor var det nu, Ordet var i begyndelsen? Lingvistik er et intelligent fænomen, der ikke skabes via tilfældighedprocesser. Intelligens og bevidsthed kaldes af naturvidenskaben for ‘et større problem’, for bevidsthed er lige så uforklarligt/uforklaret som Livets Oprindelse. Ordet er så langt, at det er en hel roman i sig selv. Det har syntaks (AGCT), sætninger, afsnit, kapitler. Og det er endda før, der er tale om sammenfoldning af proteiner, der ifølge analogien danner hele romansamlinger. Forståelsen af den enorme kompleksitet gør darwinistiske tilfældighedsteorier mere og mere umulige.

Siden Ordet i begyndelsen ved arternes og Selve Livets Oprindelse var hos Gud, kunne det så være en ide, at tage ingeniøren af denne kode med på en samtale i stedet for som små børn insistere på kan-selv-vil-selv? Gud har ikke grebet ind, mens børnene legede. Men det kan godt være, at han efter en invitation kunne finde på at sige: What took you so long? 

Læs også: Darwin debunk

I øvrigt

Det er ikke kun darwinismen og Livets Oprindelse, der har et problem. Det er også astrofysikken og Universets Oprindelse. Hele Big Bang er i fuld gang med blive til et big flop. Det seneste rumbaserede superteleskop opkaldt efter NASA-administrator James E. Webb har nu opdaget et mylder af galakser derude i det infrarøde felt, der er ældre end BigBang. Oops! Der er nu astrofysikere, der er villige til at erklære denne teori, der er præmaturt ophørt med at blive kaldt for en teori for … død!