Linux QuickTutorial

Det minimalistiske indføringshylster for førstegangsbrugere fra Windows og Mac OS

Scenarier

Du er bruger af Microsoft Windows eller Apple Mac OS.
Det et gået op for dig, at disse Tech-giganter er parasitiske misbrugere af alle de personlige data, som de kan komme i nærheden af, og at du ikke kan gøre en skid ved det, for de dækker sig bag uigennemtrængelige facader af uigennemskuelighed, mens de manipulerer med de statslige eller internationale myndigheder, der skulle beskytte dig mod den slags – hvilket de ikke længere gør, for de er i seng med tech-giganterne.
Dit computer-styresystem er tynget af vægten af spyware, datahøst-ware, bloatware og mindfuck-ware. Din computer er blevet en kronisk sygdom.

Derudover er din computer, især Windows PC’en blevet dysfunktionel, for der kører for meget undergrunds-crap og overvågningskapitalistisk ud-af-hus-aktivitet, der sløver, tynger og inficerer den. Systemet bruger latterlig lang tid på at starte op på grund af alle de skumle programmer til datahøst, der skal køre fra starten. Windows soder til efter blot et halvt års brug, fordi det ikke rydder ordentligt op efter sig selv. Derudover er det åbent for angreb af virus, spyware, bloatware, fishing u-name-it. Tech-giganterne vil have, at du køber deres seneste og dyreste crap, hvorfor de gør dit fuldt funktionelle men blot-et-par-år-gammelt hardware ubrugeligt ved ikke længere at understøtte det. Det gør de, fordi de har en global-teknokratisk-fascistisk business-model, hvor total kontrol over din opkobling til nettet er en del af deres kontrolsystem.

Er du en enthusiastisk-duknakket tilhænger af dette kontrolsystem, så fortsæt med det og held og lykke, siger jeg bare. Hvis ikke, hvad gør du så?

Du giver dem f-fingeren ved at installere et system, de ikke kontrollerer. Dette er i disse tider både en praktisk frigørende handling og en politisk handling! Dit private styresystem modarbejder deres globalistiske kontrolsystem.

Linux – GNOME – GNU

Lidt hurtig begrebsudredning. Linux hedder egentlig GNU/Linux.
GNU er det overordnede OpenSource-projekt, der startede længe før Linux.
GNOME er brugerfladen. Det svarer til, at Windows var brugerfladen for DOS, der var selve operativsystemet, og som var beregnet til at gøre brugen tilgængelig for almindelige brugere. Der findes i dag en stribe brugerflader, og herunder vil vi anbefale Cinamon, der vil føles bekendt for førstegangsbrugere. GNOME er også en foundation dedikeret fir-åben software, der er til at stole på.
GNU/Linux bygger på det primære operativsystem, der hedder Unix, som også MacOs bygger på.

GNU-projektet blev startet på grund af alt det besvær, der var opstået med UNIX. Det var blevet alt for proprietært. Det lukkede sig om sig selv, og det var efterhånden blevet så umuligt for computer-eksperter at fixe problemer på f.eks serversystemer, fordi de ramte proprietær-muren. En central person i denne udvikling er Richard Stallman fra Stanford. Han var med til step-by-step at udskifte alle de programmer, der tilsammen dannede UNIX ét-efter-ét, indtil de tilsammen dannede GNU. Linus Thorvald tog denne samling af programmer med åben kodning og skabte Linux. I starten var det nørdet, i dag kan alle bruge det med største lethed.

Linux åd simpelthen UNIX, og i dag findes det kun som en bagvedliggende skygge af inspiration. De fleste servere i verden i dag kører Apache, der er et Linux-baseret serversystem. Android er baseret på Linux – desværre heftigt inficeret af Google-syndikatet. Linux er i konstant omend langsom fremgang i takt med Microsoft Windows tilbagegang.

Mint

I denne QuickTut Guide er der valgt Linux Mint.
Hvorfor – der er mere end 40 versioner af Linux?

Fordi Linux Mint er det venligste, hvis man er førstegangsbruger af Linux – og hvis du ikke er førstegangsbruger, har du alligevel ikke brug for at læse videre. Alle de gode valg er truffet, brugerfladen er intuitiv og smuk/enkel, håndtering af hard- og software er meget imødekommende. Teamet bag Linux Mint er tro mod open-souçe-filosofien, og de lytter til de tilbagemeldinger, der kommer fra brugerne. Netop derfor har de et mere konservativ brugerflade og ikke en eksperimentel, der findes i andre distro’er. Du føler, at du allerede kender det ved første blik. Der er kun godt at sige, med mindre du er tech-nørd, spil-freak, hardware-minimalist eller har særlige behov og præferencer – og så læser du heller ikke videre, for så ved du allerede, hvad du vil. Hvis du ikke vælger Linux Mint men en anden installation, så vil det allermeste i denne QuickTut stadig være gældende.

Proceduren er den samme for begge computertyper, bortset fra at startup-proceduren er nemmere på en mac. Undertegnede bruger selv Debian version 12 men med Cinamon-brugerfladen, så mange vil have svært ved at se forskel. Jeg skal ikke her gå i detaljer med mit valg. En lille nifty ting er dog, at software-opdatering foregår i baggrunden, mens man er på nettet. Der kommer et lille skilt op, der fortæller, hvilke programmer, der er opdateret.

Hvorfor bruge Linux?

Download .iso-filen fra https://linuxmint.com/download.php
Linux Mint har 4 versioner fra Cinamon med de fleste features til Xfce med de færreste, men som til gengæld bruger de færreste ressourcer – værd at overveje, hvis du ønsker at køre simpel tekstbehandling, internet oa. på en gammel udslidt, svagelig computer, som du herefter vil se få nyt liv igen. Det vil den også med Cinamon, men Xfce går endnu videre i reduktionen. Fx. er Windows notorisk berygtet for at blive tungere og tungere for hver opdatering og, hvad værre er: at sode-sløve til ved brug, for systemet rydder ikke ordentligt op efter sig selv. Derudover kører Windows 10-11 som allerede nævnt en masse overvågnings-udstyr for at sælge og misbruge dine data, hvilket også sløver – udover at det er dybt kriminelt og ’creepy’. Hvis du gør et arbejde for at blokere denne klamme datahøst, så er problemet tilbage igen første gang, du opdaterer systemet. MacOS er ikke meget bedre, og det meste af det slipper du som udgangspunkt for på Linux, hvis du sørger for at bruge VPN på din browser og er bevidst om privat browsing i det hele taget. Apple har ingen kontrol over din mac længere, hvis du sletter mac OS og kører Linux. Det samme gælder Microsoft på din PC. Med mindre du mener, at du skal have en Microsoft Account*. Men læs videre og lær, at du herefter ikke behøver det længere.

Windows uden Microsoft-login – et lille side-kick for Windows-brugere
Hvorfor i det hele taget logge ind med en Microsoft Account hver gang du starter Windows? For det er jo det, du har gjort, lige siden du blev bedt om det ved opstart af din nye computer eller ved overgang fra Windows 10-11 eller lignende scenarie. Du fik jo ikke mulighed for andet, vil du nok sige. Og det er jo rigtigt, for overvågnings-forbryderne af dit privatliv har udeladt den knap, der hedder Start systemet uden at logge ind. Der findes en metode at undgå det på. Det kræver en geninstallation af Window og et lille trick i starten.
Argumenterne for at undgå- og de er tunge – det kan læres HER
Metoden til undgå det kan læres HER

Microsoft har bevidst gjort det nørdet, men det er supernemt, og metoden består i punktform af:
– Når du kommer til installationsskærmen: Lad os tilføje din Microsoft-konto – javel-ja, der er lissom ikke andet valg, men der er der: Afbryd netværket via kommandoprompt, og da du ikke er inde i Windows endnu, åbnes Cmd-vinduet via (fn+) Shift + F10, hvor du efter System32> skriver ncpa.cpl + ENTER. Så åbnes et vindue med netværksforbindelser, hvor du deaktiver dit Ethernet eller Wifi, eller hvad du bruger (klik + popup).
– skriv ny kommando: oobe\bypassnro + ENTER
Herefter genstarter installationen. Nu får du valgene Jeg har ikke noget internet – fint videre: Fortsæt begrænset installation – YES! Begrænset skal forstås som, at DU begrænser Microsoft i at rode rundt på din computer, og at deres ikke automatisk kører visse ‘services’. Fuldfør installationen og genstart med en lokal konto (din), og du kan nu have en konto (Microsoft), som du åbner, når der brug for det, og som ikke står pivåben hele tiden. Du bruger bare den, du har i forvejen eller opretter en ny.

Det vil fremover bliver mere almindeligt at gøre noget tilsvarende med mobiltelefoner. Det har indtil videre været meget nørdet at ’flashe sin mobil med en anden ROM’ – ikke sandt? bare sig ordene – men i dag kan du faktisk installere det Linux-agtige styresystem kaldet Graphene OS direkte fra et website og med en USB-koblet mobiltelefon uden at være en nørd. Lige nu kan det kun lade sig gøre på en model af Googles Pixel Phone, hvilket er temmelig ironisk, da det netop er Google’s parasit-tyranniske snoope’er vi vil fri af. Men man må tage hatten af for firmaet, der har udviklet Graphene, at de på denne måde har indledt et angreb på fjendens eget territorium – en Google-fri Google-phone.

Der er ved så småt at udvikle sig en mere udbredt aversion mod tech-fascismen. Der sker af den indlysende grund, at folk fortykkede hjerneskaller omsider er begyndt at krakelere og bane vejen for en forståelse af det groteske omfang, misbruget har taget. Tyrannerne følte sig så sikre på deres greb, at de gik for vidt og røbede sig. YouTube oplever lige nu bagslaget ved deres nedslag mod add-blokkere. Folk, der ikke anede, at de kunne slippe for stupide reklamer, har nu opdaget dem, og de der brugte dem i forvejen, leder nu efter efter de bedste af slagsen og ikke bare den første den bedste.

NÅ – det var Linux, vi kom fra og nu til sagen!

Oprettelse af boot-drev

For at installere Linux skal du oprette et eksternt drev, der kan boote systemet.
Det vil typisk være et USB-drev.

Download og installer programmet Balena Etcher fra https://etcher.balena.io/
Det findes i versioner til alle platforme – det er gratis som alt andet software i denne QuickTut.

Indsæt en tom USB-disk på minimum 4 GB. Hvis den ikke er tom, bliver den slettet og formatteret.

Kør proceduren i tre trin:
Source/kilde: peg på .iso-filen
Disk: peg på USB-disken
Flash: den skriver til disken – det tager et minut

Boot

Din USB sidder nu og er klar. Luk og genstart.

På en PC skal man kende den genvej, der starter op på en ekstern disk. Det er typisk en funktionstast (F1-F12), og det er desværre forskelligt for PC-fabrikater, så søg dit fabrikat på nettet. Eller prøv dig frem, og før eller senere rammer du den rigtige tast. Man holder tasten inde ved opstart, indtil man kan se, at der bootes på disk. Det kan yderligere være nødvendigt på PC’er forinden at gå ind i BIOS og angive, hvad systemet skal boote op på. Det sker via den sorte skærm i starten, hvor man kan vælge sikker opstart m.m. På nogle computere får man ikke engang denne mulighed men skal kende endnu en funktionstast. Det er igen forskelligt ift. fabrikat (suk!). Nogle gange er det ESC. BIOS er nørdet og DOS-agtigt med 8-bit farver og deaktiveret mus, og du har måske ikke været der før. Husk, hvad du har gjort, så du evt. kan gå tilbage og nulstille. Du finder den fane, der hedder Boot og vælger USB.

På en mac er det så simpelt som at holde Option/Alt-tasten nede ved start, og du kommer til boot-menuen med 2+ antal disk-ikoner på blank skærm. Her ser du din harddisk længst til venstre og alle andre tilkoblede diske mod højre. Vælg din disk, og du kan kende den på navn og størrelse i GB.

Linux Mint booter hele systemet uden at installere. På denne måde kan du afprøve, om du synes, at det er den rigtige ’distro’ af Linux. Alting virker. I modsætning til Windows og Mac OS er der mange forskellige builds / distos af Linux. Der er for tech-nørder (Debian, Arch), førstegangsbrugere (Mint, Qbuntu, Zorin), spil-freaks (Nobara) og minimalister (AntiX, Lubuntu, Peppermint). Hvis du fx har en ældgammel bærbar PC med 4 GB ram og langsom processor og grafikkort, så er der distro’s, der er gode til det. Linux Mint med brugerfladen Xfce er en af dem.

Du har ikke installeret noget endnu, og du kan fortryde det hele.
Når du slukker, skal du køre processen igen.

En ting at overveje allerede inden installation er Dual Boot versus Single Boot. Måske du har en computer med rimelig god plads på harddisken, og måske du ikke ønsker at slippe dit oprindelige system. Det kan sagtens lade sig gøre, det bliver blot en anelse mere besværligt, derom senere. I installationsprocessen sker der kort fortalt en repartitionering, hvor dit gamle system ’trækkes sammen’ til at bo på mindre diskplads, og det nye system får sin egen plads. Når du fremover starter op, stopper boot-processen med Linux’ boot-manager, der kaldes for grub og giver dig valget mellem at køre det ene eller det andet. Der totalt kedelig og består af fire linjer, som du vælger med piletaster og ENTER.

Det kan sagtens køre, og en af fordelene vil være, at man kan se ind i Windowspartitionen og hente dokumenter over i Linux-partitionen. Men der er andre måder at gøre det på (f.eks LocalSend) og derom senere. Det kan derfor anbefales at rydde bordet og reservere hele harddisken til Linux, hvilket gør det meget nemmere. Du vil senere se, at der er MEGET lidt, du ikke kan gøre i Linux, som du har gjort i Windows og Mac OS.

Install

Linux har startet op på boot-disken uden at have installeret noget endnu. På desktoppen ligger der et ikon med Installer Linux Mint. Det vælger du, når du er klar. Herefter bliver det alvor.

Det vil være en god ide at installere med et tilkoblet-kablet ethernet. Linux er et OpenSource-system, der ikke nødvendigvis genkender dit WiFi-kort, der bruger såkaldt ’proprietære’ drivere, altså drivere, som firmaerne ikke vidergiver koden til. Men i tilfældet Linux Mint kan dette problem løses nemt lige efter installationen, for Driver-update-app’en foreslår det selv. Det kræver så, at du rent faktisk er koblet til internettet, og da dit WiFi ikke virker endnu, er du nødt til at gøre det over et kabel. Ved du i øvrigt, at kablet opkobling er hurtigere, sikrere og mindre elektro-støjforurenet end WiFi – under forudsætning af at du bruger den seneste generation af kabler og ikke køber den billigste model. Det er ret svært at hacke en router, men et WiFi kan hackes. Jeg skal undlade her at fortælle dig, hvad softwaren hedder, men det står på listen i Linux´ indbyggede softwareopdaterings-app.

Du kan vælge i starten af installationen, at installer’en automatisk skal hente medie-drivere m.m., hvilket er en god ide. Hele processen er meget forståelig. Det er ting, du måske kender fra opstart af Windows og Mac OS, dit navn, dit netværk/passw, dit sprog, din tidszone – alt sammen ufarlige ting, der kan ændres bagefter.

NB! Et enkelt valg er imidlertid vigtigt. Når du installerer, befinder der sig sandsynligvis et styresystem i forvejen, med mindre du lige har sat en ny tom harddisk i. Dette kan i øvrigt være en virkelig god ide især til ældre computere, der bruger en ældre type af harddiske, for de nye SSD-harddiske er meget hurtigere. Denne Quick Start Guide er f.eks skrevet på en 10 år gammel MiniMac årgang 2013, og hvis jeg havde udskiftet harddisken på den, ville den være på linje med en langt nyere model. Denne årgang gav også mulighed for selv at udskifte hardware, for det kan man ikke med de seneste modeller, hvor Apple har gjort den slags ’private’ indgreb umulige ved at smelte harddisk sammen med motherboard. Den egentlige årsag er kontrol-kontrol-og-atter-kontrol. Apples officielle årsag er, at det sikrer kompatibilitet mellem hardware-komponenter, hvilket er rigtigt et stykke hen ad vejen, meeen … der stikker noget andet under. Der er så ikke brug for at gøre indgreb lige foreløbigt, hvis du har en nyere mac. På de fleste PC’er kan man faktisk gøre det, da PC’en i forvejen er en sammenstykket ’bambus-model’ med komponenter af mange fabrikater. Der er faktisk kommet en ny generation af mini-pc’er, der både er overkommelige i pris og kører hurtigt.

Du kan altså vælge at installere sammen med et eksisterende system (dual boot som ovenfor nævnt). Installeren vil herefter partitionere din indbyggede harddisk i et størrelsesforhold, som du selv vælger.
Det er udenfor denne Quick Start Guide at gå ind på, hvordan man bedst partitionerer til denne såkaldte ’Dual Boot’ installation. For din egen skyld så find en vejledning på nettet om det, for du skal vide noget om boot-partition og extended partition. Du skal også tage stilling til størrelsen af dine partitioner til de to styresystemer, og her vil de fleste vælge 50:50, men Linux kan sagtens nøjes med 80 GB, og eksterne harddiske til lager er billige i dag – en terrabyte for under 500 kr. Linux kan læse FatEx-formatterede diske, der også læses af Windows og Mac OS.

Den anden og bedre mulighed er – igen som sagt, for gentagelse fremmer forståelsen – at installere Linux på hele harddisken. Denne mulighed er ganske ukompliceret herefter, for den sletter hele harddisken, reformatterer den og giver Linux al diskplads. Her slipper du også for en Dual Boot Loader, hver gang du starter. Vi går ud fra, at du har backet alt op, inden du træffer valget.

Linux Mint har et slideshow under installationer, der fortæller, hvad du kan forvente. Når det er færdigt, skal der genstartes, og din USB-disk kan fjernes.

Første kørsel – systemopdatering

Linux Mint har en virkelig god start-tutorial, der popper op som et vindue. Det kan stærkt anbefales at tjekke den ud. Den popper op ved hver ny start, indtil du efter et par dage føler dig fortrolig med systemet og fravælger den.

Det første, du bør gøre, er at tjekke, om du har WiFi som en mulighed. Hvis ikke, så find din Driver-App. Den findes i Systemoversigten i startmenuen. Den har allerede opdaget problemet og vil foreslå at installere den såkaldte ’proprietære driver’. Når det er sket, skal du muligvis genstarte. Herefter vil du se et WiFi-netværk. Du kan herefter vælge aldrig at bruge WiFi igen af forskellige årsager, men hvis du har en bærbar computer, vil du så ikke kunne gå på nettet ude i byen? Og hvis du har en MiniMac eller en MiniPC, som nu er på vej frem i fuld fart, vil du så ikke kunne tage den i tasken en-eller-anden dag sammen med et trådløst tastatur, en mus og et skærmkabel?

MEN som sagt: for overhovedet at kunne installere en proprietær wifi-driver skal du være på nettet, så derfor er det nødvendigt at være opkoblet med Ethernet første gang, du åbner systemet.

Dernæst er det vigtigt at åbne Opdateringshåndtering. Du vil nede i menulinjen se et skjold-ikon med et udråbstegn, når der er opdateringer. På Linux sker det i små bidder ad gang, hvor du kan se helt ned til command-line, hvad der sker. Det kan du bestemt ikke på hverken Windows eller Mac OS, og her kan du ikke fravælge noget, hvilket man kan på Linux. Kør en fuld opdatering ved første kørsel. Det kan godt tage noget tid. Genstart og konstatér, at der er nye opdateringer som følge af de gamle. Kør dem og genstart igen.

Herefter kan du jo vælge at være offline hele tiden. Men det kan anbefales en gang imellem at koble op og køre opdateringshåndteringen.

Programopdatering

Alt indtil videre har drejet sig om at få systemet til at køre. Herefter drejer det sig om at blive produktiv. Dertil kræves programmer og sandsynligvis udover de præinstallerede. Herunder vil vi gennemgå en stribe af de efter min mening mest interessante. På Linux er alt som udgangspunkt gratis. 1000’er af brugbare og ofte fremragende programmer er helt gratis! Og her menes gratis uden skumle BigTech-tanker, hvor ‘gratis’ betyder, at du betaler med din sjæl og lader dig malke som en data-ko.

Mange programmer er rent faktisk startet som Linux OpenSource-initiativer og senere overført til Windows og Mac OS. De er fremragende bl.a af den årsag, at OpenSource-filosofien tillader alle med kompetence at gå ind og dobbelttjekke koden og finde og rette eventuelle fejl og mangler.
Brugere vil genkende programmer som OBS Studio (broadcast), VLC (medieafspiller), GIMP (billedbehandling), Scribus (desktop publisering), Inkscape (vectorgrafik), Audacious (lydbehandling), LibreOffice (fuld office suite), Filezilla (ftp-program), Discord (chatroom, socialt netværk, Blender (3D), webinar/netmøde), Firefox/Thunderbird (browser, mail), Atom (webudvikling), KdenLive (videoredigering), FreeTV (åbne TV-kanaler worldwide – i Danmark er det f.eks DR, TV2 og alle lokalstationer, og de streamer på en splitsekund).

Programopdatering er navnet på den app, hvor du kan søge på disse programmer. Den findes i startmenuen. Denne startmenu er meget Windows-agtig i Linux Mint men fungerer fremragende.

Der findes to slags installationsformer. Den ene hedder ’systempakker’, den anden hedder ’Flathub/Flatpaks’. Flatpaks er små lukkede rum for programmer. Det fungerer godt for de fleste programmer. Systempakker er en ældre men meget solid metode, og visse programmer har det bedst med denne. Det fører for vidt at gå i detaljer her, men her kommer et eksempel på, hvad forskellen er.

GIMP – PhotoGIMP – Darktable

GIMP er et fuldt udviklet billedbehandlingsprogram. Det er fuldt på højde med industri-standarden Adobe Photoshop på PC og Mac, men det ser anderledes ud og har derfor for mange en vis læringskurve.
Darktable er et avanceret RAW-billedprogram, der fuldt på højde med Adobe Lightroom og andre lignende.
Photogimp er et addon til GIMP, der får GIMP til at ligne og fungere som Photoshop.

Hvis man installerer systempakke-versionen af GIMP og Darktable, får man en smart integration mellem de to programmer. Når man åbner en RAW-fil i GIMP, åbnes Darktable med en bunke af muligheder. Når man slukker for Darktable, åbner det færdigbehandlede billede i GIMP. Det giver mening, for RAW-billedbehandling er en hel verden for sig og kan ikke bare sniges ind som en funktion i et andet program.

Hvis man installerer en Flathub/Flatpack-version af GIMP, er der mulighed for at få GIMP til at fungere som Photoshop. Lige nu er begge muligheder på én gang ikke en … mulighed.

Et andet RAW-program for Linux er RawTherapee. Det er af samme kaliber som Darktable men anderledes. Et spørgsmål om smag og præferencer.

For at sikre, at GIMP bruger et af disse programmer, gå til Indstillinger > Import og eksport af billede > Import af raw-billeder > Udvidelsesmodul og klik på programmet.

SÅ – opsummering: Hvis du er afhængig af et optimalt workflow med RAW-fotos og ikke kommer fra Photoshop, så vil jeg vælge systempakke for begge installs. RawTherapee og Darktable kan sagtens bruges standalone. Derefter kan billederne genåbnes i GIMP og viderebarbejdes. Hvis du gerne vil køre Photoshop-brugerflade, så brug Flatpak. Det gør jeg, og som gammel professionel bruger af Photoshop må jeg sige, at det er en kæmpe gevinst!

For at hente PhotoGimp-modifikationen, gå til HER, klik på den grønne CODE-knap og hent en .zip-fil, som du pakker ud.
Følg vejledningen på GitHub-sitet i det afsnit, der hedder: How to Install (using Flatpack)
Modifikationen består kort fortalt i at dumpe tre mapper i din Linux HOME-mappe, og det virker.
Den ene mappe kaldes .icons i vejledningen, men det kan tænkes, at du ser en mappe, der hedder .screenshots, så brug den i stedet.

Fonts

I Programopdatering findes der to programmer til installation af fonts.
Font Manager tillader at dumpe pakker af fonts, der er downloaded. Google Fonts er indbygget som et valg. En nemmere måde med færre valgmuligheder er at bruge FontFinder. Her skriver man en font, den finder der derude, downloader og installerer med ét klik.
Du kan også blot downloade og udpakke dine font, åbne dem og vælge Installer.

Hvis du ønsker at gå et skridt videre og udvikle din egen font, så er vi ude i en seriøs affære. MEN det er slet ikke udenfor rækkevidde, for der findes et fantastisk program kaldet Fontforge.
Det seriøse består i, at du skal lære et speciale indenfor design. Fonte er bygget op vha særlige regler, der får dem til at se godt ud – eller ligne noget roderi. Brug Inkscape (se herunder) til at tegne dine glyffer – det hedder skrifttegn. Copy-paste dem over i Fontforge. Der er typisk et par hundrede tegn i en almindelig font. At bygge en font fra bunden til eksport som en .ttf eller en .otf kan godt tage op til et par uger. Men det er sjovt og meget lærerigt.

Libre Office

Det samme som Open Office på Windows/mac OS. Det overflødiggør fuldstændigt Microsoft Word m.m. eller tilsvarende på mac OS (Pages, …). Der er tonsvis af indstillinger til standard-fonts, typografi, fjern automatisk stavekontrol for at slippe for røde bølgelinjer – blot for at nævne et par personlige favoritter. Libre Office-suiten med skrive, tegne, regne og præsentationsprogram er præinstalleret i Linux Mint.

Og blot for endnu engang at eksemplificere, hvordan uforurenet software opfører sig og SKAL opføre sig: Libre Office Writer, der svarer til Microsoft Word starter op på fire sekunder! OK, du kan ikke tale til mikrofonen og programmet skriver, hvad du siger. Men undskyld, tag lige og lær at skrive blindt på maskinen. Tænk desuden tanken til ende: Hvis der kører en eller anden AI-dims i baggrunden på Word eller Microsoft Teams, der gør, at du kan bestille en transscript af et møde bagefter, hvor tror du så også, at dette transscript ligger … bagefter, forever? Rigtigt gættet, i Microsofts datalager.

Vectortegning

Inkscape er Linux modsvar til Adobe Illustrator. Det er mere avanceret end Libre Draw i Libre Office. Vectortegning er vectortegning, og hvis man udskrev en konkurrence mellem en proff bruger af Inkscape og Adobe Illustrator, ville man ikke kunne se forskel. Der gemmes i .svg-format (scalable vector graphics).
Inkscape er ret god til at tracke/trace = vektorisere pixelgrafik. Det fungerer bedst med billeder, der har god kontrast med skarpe konturer omkring et centralt motiv. Men er det ikke også den slags, man gerne vil vektorisere og arbejde videre med i et design?

Audacity

Lydbehandling. Det et Linux’ modsvar til f.eks Adobe Audition. Der er mange eksterne filtre til rådighed, f.eks VST. Lydbehandling er lydbehandling, og hvis man udskrev en konkurrence mellem en proff bruger af Audacity og Audition, ville man ikke kunne høre forskel. At man så i lyd-film-industrien ikke ville vælge Audition til f.eks at styre lydsiden til en større spillefilm, er en anden sag. Det fører videre til:

Kden Live

Linux’ modsvar til Adobe Premiere og Final Cut Pro o.a. Man kommer langt med videoredigering, men folk, der arbejder i filmbranchen, vil nok løbe ind i nogle begrænsninger ift. de gear og de standarder, der findes her. Et fuldt professionelt program som Davinci Resolve understøttes af 3 Linux-distros for tiden. Den distro, som Blackmagic selv understøtter, er Rocky Linux, og de har et link her på deres website:
https://downloads.blackmagicdesign.com/DaVinciResolve/DaVinci-Resolve-Linux-RockyLinux_8.6.iso
Det siger sig selv, at man ikke kan køre hverken Adobe eller Avid-programmer på Linux. Men faktisk findes der en Linux-version af et af de mindre kendte men fuld proff programmer kaldet Lightworks. Der er en fuldt funktionsdygtigt ‘light’-version, der er gratis.

Man vil typisk ikke køre noget så tungt som professionel videoredigering på en maskine, der skal gøre alt muligt andet, så hvis du er video/filmproducent, så er det værd at overveje. Med Davinci Resolve får man en samlet professionel pakke til videoredigering, after-effekter, color grading, lydbehandling – kort sagt det hele. D.R. stjæler for tiden store markedsandele fra Adobe Premiere Pro, Avid Media Composer, Apple/Final Cut X o.a.

DAW

Hvis du er studiemusiker eller producent, kan du sagtens finde en DAW – Digital Audio Workstation – på Linux. Du kan ikke køre de mest foretrukne Logic Pro X, ProTools, Ableton Live og Cubase, men der findes Ardour, LMMS og Reaper. Vi taler igen om software, der i princippet er gratis og programmer, der ellers koster kassen. Reaper koster i princippet 20 $, men man bestemmer selv, om man vil støtte udviklerne (det vil man måske godt, og det er et engangs-beløb, og hvor stor en sjuft kan man være …). Reaper er måske det mest interessante, da alt det, som det ikke selv kan, er understøttet via andre udviklere og muligt at integrere. En anden ting at overveje er dog, at udviklere af diverse musik-hardware muligvis ikke har valgt at understøtte Linux.

SÅ, lige med hensyn til musik-produktion vil jeg nok være forsigtig. Altså med mindre, at du er helt sikker på dit gear. Jeg er helt sikker på at det kan lade sig gøre, og hvis du er på budget, så finder du en måde. Igen: Reaper koster 20 $ / 140 kr., Logic Pro X koster 200 $, Ableton Live koster 300 $, osv. Reaper er nørdet, læringskurven er stejl, men det kan alt.
Det seneste hotshop på stammen hedder BitWig. Jeg må personligt indrømme, at jeg har valgt at gå med det, for det er helt suverænt. Og det findes faktisk for Linux som en Flatpak, men det er ikke gratis. Med de krav, jeg stiller til en DAW, har det kostet mig 1.400 kr.

Terminal

Har altid været Linux’ command-line-værktøj. Nørderne bruger det hele tiden. Men man kan sagtens bruge det uden at være kodenørd, for ofte findes der copy-paste-koder på nettet til særlige formål. Her er et eksempel på en kode-snips, der downloader en meget interessant app kaldet Wine. sudo apt-get install wine winetricks -y sudo-kommandoen kan man bruge, når man har almindelige brugerrettigheder til Linux, og det har du, da du selv har installeret systemet. Efter at have skrevet eller pastet koden bliver du spurgt om dit admin-password, hvorefter det vælter ind med kommandolinjer. sudo er den rettighed, som den almene bruger får tildelt af superbrugeren/admin. Du kan også logge ind som superbruger eller root-bruger ved at skrive su – ENTER – root-password. Hvis du kun er på din egen computer, er det jo en og samme person, men der er visse radikale operationer, der kræver, at du er i root. Det er altså en dobbelt sikkerhed.

Wine

Også kaldet Winetricks er en app, der tillader at installere og køre Windows-programmer på Linux. Du kan dog ikke køre de installerede programmer på en evt. dual boot med Windows, men, de kan installeres igen via Linux.

LocalSend

Hvis du kører flere systemer eller gerne vil udveksle med andre, så kan du nemt løbe ind i problemer, der kræver netværksekspertise. Eller gå omvejen via en eller anden skummel cloud-tjeneste, hvilket er langsomt og potentielt usikkert. Der findes en anden hurtig, sikker metode, der dækker alle de fem hovedplatforme, stationær og mobil. Det virker kun på det samme lokale netværk. Der findes en fin intro på YouTube af Danie van der Merwe, hvor han demonstrerer på kryds og tværs af systemerne for at vise, at det rent faktisk virker.

Det foregår kort fortalt ved, at man åbner programmet på begge/alle platforme, og det ser derefter alle enheder på det lokale netværk, der har programmet åbent. Dernæst vælger man det dokument man vil sende og den computer, man vil sende til, og på modtagerersiden vælger man at acceptere. Du bliver tildelt et midlertidigt navn på to ord som Clever Potato, og den anden bruger hedder måske Strange Cucumber (de har åbenbart valgt grøntsager og frugter som deres tema). Man kan tilføje små tekstbeskeder til modtageren, og hvis det et media-filer som video, lyd og billeder kan man sende direkte til mediemapperne på systemet. Man kan endog sende programmer (apk), og disse lægger sig ind og er allerede installeret. Når man vælger modtager, er der en mulighed for at vælge flere modtagere via gear-ikonet.

Det er SÅ nemt at bruge!

Scenarier:
Du sidder flere eller endog mange personer på en lokalitet til en event, hvor der skal udveksles materiale. Alle installerer LocalSend og kobler op til det lokale WiFi-netværk, og du sender. Fordelen ved LocallSend er, at der aldrig kommer til at ligge noget på the cloud, der kan hackes og misbruges. De store udbydere af cloud-tjenester siger selvfølgelig, at de da aldrig kunne finde på at misbruge det – læg mærke til, at de ikke siger, at de ikke kan gøre det. Vi ved, at de er fulde af løgn.
Eller du sidder derhjemme og har to enheder kørende, der normalt ikke er kompatible og derfor ikke kan se hinanden på netværket, så har du et mellemled, der gør dem kompatible.

Hvis du f.eks havde en iPad og en MacBook, der er på samme netværk, ville du bruge AirDrop. Eller på afstand ville du bruge iCloud. Dette er lige så nemt.

Jeg sidder til daglig med en Mini Mac og en Linux Debian computer og bruger det konstant.

Blender

Dette program startede som et Linux open-source-program. Nu er det blevet det gratis 3D-program, der kører på alle platforme, og som har givet Maya, 3D Studio Max og Studio 4D kamp til stregen. Via grundfilosofien med: Vi skal ikke tjene penge up-front har de skabt en fuldstændig fantastisk platform for 3D-grafik og -animation. Du skal imidlertid vide, hvad du gør, for 3D-grafik er … et univers!

Jeg har brugt Blender i en årrække og har nærmest kun skrabet overfladen, for det er et af de programmer, som én person aldrig vil kunne beherske fuldtud. En typisk produktion i fx computerspils-verdenen har folk, der kan modellere, texturere, animere, kompositere, programmere, m.m. Det er til gengæld også et af de programmer, hvor et rigtigt opslag på fx YouTube altid finder en person, der viser hvordan.

Mentaliteten bag Blender er velgørende. Det er den samme grundlæggende lyst til at dele viden og erfaring, som har skabt Linux.

Jami

Dette program er lidt af en game-changer. Det er et OpenSource, pier-to-pier video-audio-chat-program. Download fra jami.net. Eller nemmere: find det som en FlatPack, for ellers er du nødt til at bruge Terminal og skrive kode. Men hvis du alligevel tjekker deres site, kan du se, at de har oprettet installationspakker til hele 9 af de mest brugte Linux-distributioner. Det er seriøst! Og det findes til også til Mac OS, Windows, Android og iOS.

Vi har det problem i øjeblikket, alle de kendte og brugte programmer, der bruges til chat, webinar, online-møde, hvad det nu kaldes, er kompromitteret. Det sker via en server, og denne server bliver tappet. Hvis du bruger Teams eller Skype, bliver du datahøstet af Microsoft. Hvis du bruger Zoom bliver du udspioneret af den militær-teknologiske gren af det kinesiske kommunistparti (Huawei). Hvis du bruger Signal, bliver du tappet af CIA. Der også et par spillere til på banen, der lover, at de opfører sig ordentligt, men vi har ingen anelse om, hvorvidt det er rigtigt – hvilket det nok ikke er.

Jami opretter en serverløs forbindelse. Der er ingen korporatistisk-skummel server inde over. Dernæst er det OpenSource, så hvis en nørd skulle få lyst til at tjekke, om der gemmer sig noget suspekt, så kan han gøre det. Det vil blive opdaget lige med det samme.

Og så er det gratis. Du bliver opfordret til at donere 70 kr. og derop-af, og det mener jeg, man bør gøre, når man har prøvet det og finder ud af, at det virker. Det fungerer ved at ‘du opretter en konto’. Men hov, vent lige lidt, sagde du ikke, at det ikke var nødvendigt, at … ? Rolig nu. Du opretter en ‘lokal konto’, som DU administrerer. Du giver den et navn, så andre kan søge efter navnet og finde dig, når de selv har programmet åbent.

Der er en fin lille intro HER, hvis du ikke er bekendt med online-møde-programmer, eller hvis du vil tjekke, om det ligner det, du kender i forvejen.

Floorp Lightning

En browser baseret på Firefox. Det er ikke et Linux-specifikt program. Det er bare værd at anbefale, fordi det lever op til sit efternavn: Lightning. Et japansk hold har sat sig for at gøre browsing lightning fast. Alting har sin begrænsning på nettet, først skal signalet sendes ud, en server kontaktes, data downloades. Problemet med browsere er, at alle bruger dem, så derfor har BigTech-overvågnings-kapitalister, der belurer og høster alle dine data skubbet sig selv ind her. Det betyder forsinkelser, for hey … vi skal lige høste dig først … OK værsgo’

Floorp efterlader ikke spor med din færden. Man kan sige, at der indbygget er en form for VPN.

Scribus

I det følgende går vi lidt mere i detaljer med en QuickTut inde i en QuickTut.
Årsagen er, at jeg selv har en interesse som forfatter i at beherske Scribus og formidle til mine bekendte og venner, hvad jeg gør. Hvis du ikke har samme interesse, så spring det bare over.

Scribus er Linux´ modsvar til Adobe InDesign. Der er fuld funktionalitet til alle tænkelige features i DTP (Desktop Publishing) uden Adobes lækkerhed, hvilket gælder for mange Linux-programmer. De er til gengæld gratis, hvor firmaer som Adobe nu er på årlig subscription og tjener kassen, da de kalkulerer med at fastholdelsen af alle, der gennem årene er blevet afhængig af dem, er nok til at udfylde deres parasitiske business-model, så op i røven med alle de, der ikke er med på parasitten. MEN – det er de kun til den dag, hvor tilstrækkeligt mange finder ud af, at det kan gøres anderledes, billigere og mange gange gratis.

Følgende er den kortest tænkelige indføring i Scribus med de meste nødvendige elementer.
Det er næsten alle de elementer, som jeg ville have brug for til en simpel opsætning.
Dette er med henblik på en bog.
NB! Omslaget af en bog er typisk et separat design, og visse publicerings-agenter har deres eget interface til det. Det betyder bare, at du skal have to designdokumenter i stedet for ét. De publiceres som PDF’er.

Selvpublisering
Som selvpublicerende er der en stribe tjenester derude, der tilbyder hjælp til både opsætning og udgivelse inkl. distribution og promovering. Draft2Digital.com tilbyder kun sort-hvide billeder i indholdet men er meget tjenlig til tekstbaserede udgivelser. Alt er gratis, indtil du sælger din første bog, hvor de tager en ǵanske rimelig procentdel. Til et stykke faglitteratur med brug for farveillustrationer eller en foto-bog så tjek i stedet lulu.com.
Disse webtjenester tillader, at man selv kommer med en færdig .pdf men tilbyder også at gøre det for en – mod betaling, hvilket der ingen grund er til, hvis man selv kan styre det.

Nyt dokument

• Vælg dobbeltsidet til bog
• Vælg cm som standardenhed
• Vælg bredde og højde – pocketbog 21,97×13,51, fotobog 21,97×21,97
• Vælg om bogens indhold starter som venstre- eller højreside
  (kan senere ændres i Fil > Dokumentindstillinger)
• Vælg antal sider
• Vend tilbage til denne opsætning via Højreklik på side > Rediger sideopsætning

Sider
Tilføj undervejs via Side > Indsæt
Arranger sider (rækkefølge) via vinduet Arrangér sider

Indsæt (via Indsæt-menu eller ikon-menu)

Billedramme (I)
Højreklik på billedramme: Hent billede (Ctrl + I)
Højreklik: Tilbas ramme til billede

Skaler proportionelt: Ctrl + Alt + træk
Nyttigt: Vis > Vis gitter kombineret med højreklik på side > Klæb til gitter

Tekstramme (T)
Tekst kan skrives (dobbeltklik på ramme), copy-pastes eller hentes via højreklik på ramme > Hent tekst – vælg Overskriv typografi

Hvis teksten ikke kan være i ramme, så brug overflow. Indsæt en ekstra tekstramme, vælg den første ramme, klik på ikonet Sammenkæd tekstrammer og vælg den næste.

Egenskaber
Det er vigtigt at have vinduet Egenskaber åbent hele tiden.
Det er kontekstsensitivt ift. markering

Typografi
Rediger > Typografier og stile
Afsnitstypografier er det primære, og der er typisk brug for en brødtekst og en overskrift.

Typografi anvendes via markering af tekst og i Egenskaber > Tekst > Typografi Indstillinger > Afsnitstypografi vælges

Sidenummering
kræver to Master Pages – Rediger > Mastersider

Tilføj > vælg Venstreside og kald det fx. vside
Tilføj > vælg Højreside og kald det fx. hside
Tilføj en tekstramme i hver masterside og placer den i toppen eller i bunden

Dobbeltklik på tekstramme og vælg Indsæt > Skrifttegn > Sidenummer
Gentag for den anden masterside – i vsider er sidetallet typisk i venstre side og omvendt for hsider.
Hvis man ønsker en særlig typografi for sidetal, oprettes den (se Typografi).

Mere
Der er selvfølgelig meget mere til Scribus, hvis man fx. ønsker en bog med inline-grafik som fagbøger typisk har. Scribus har opsætninger til alt muligt, men man kommer godt fra start med ovenstående.
Typisk er bøger ikke så kompliceret opsat. Det er ofte i publikationer som foldere, reklamer, brochurer, hvor det bliver avanceret, fordi designere har sat en stil, hvor de skal blære sig – og fordi reklamer er nødt til at køre bling-bling for at få opmærksomhed og sende signaler.

Hvis du bliver rigtig seriøs, så er der et fuldt kursus HER.
Ligesom med Blender fungerer det bedst ved, at man gør, hvad man kan, og når man ønsker noget andet og mere, så søger man det på nettet, for der altid en, der har et bud på en løsning. Det er læren ved søgen og gøren.

*

Disk-formattering

Nørder i Linux ville sværge til at bruge Terminal og skrive kode i fdisk eller til nød cfdisk. med en primitiv linjebaseret brugerflade. Men man kan godt risikere at løbe ind i problemer, hvis man ikke har styr på koderne eller helt banalt, hvis man ikke har styr på sin brugeradgang som enten bruger eller superbruger / admin eller det, der kaldes for root -bruger.
Heldigvis findes der også GUI-programmer – brugerflade i stedet for kommandolinjer – der ligner tilsvarende værkstøjer i MacOs og Windows. Et af den hedder Diske.
Brugerfladen giver sig selv, hvis du nogensinde har gjort det i andre styresystemer. Hvis du f.eks har en ekstern harddisk, og du ønsker at formattere den, så er det bare at markere og vælge. Her er der to muligheder for grundighed. Hvis du har virkelig følsomme data, du absolut ikke ønsker skal kunne gendannes, så skal du vælge den langsomme metode. Du skal blot vide, at en SSD-harddisk på 1 TB kan tage op til 9 timer !! at formattere på denne måde, så sæt den i gang, før du går i seng. Ellers kan du lynformattere, hvorved der allokeres plads og synlige mapper og filer forsvinder. Du skal blot vide, at der stadig findes data,, som en dygtig operatør kan gendanne.

Diske-programmet er meget effektivt. Jeg har haft harddiske, som fx MacOs og Windows nægtede at håndtere endsige blot at slette, og som jeg var klar til at kassere. Diske gjorde det uden at brokke sig, hvorefter jeg kunne slette og repartitionere til ExFat i MacOs. ExFat er, hvis du ikke ved det, det fælles format, der kan læses af alle styresystemer. Så hvis ikke du f.eks vil afvikle programmer fra en ekstern disk, hvilket ellers kræver, at den er formatteret i systemets eget indfødte format, så vil det være en god ide.

Timeshift

Seriøse bruger af en computer backer up. Det gælder både systemet såvel som dokumenter.
Systemet – fordi du har brugt tid på at sætte det op, installere programmer, tilpasse brugerfladen.
Dokumenter – fordi … Vigtige dokumenter skal altid findes mindst to steder.
Heldigvis findes der et nemt program, der sørger for det: Timeshift. Måske følger det med i installationen, eller hent det.

Når du åbner det første gang, skal du træffe et valg.
Hvor vil du lave din shapshot / øjebliksbillede af system? Det kan anbefales at bruge en eksterne SSD-harddisk på min. 500 GB.
I hvilket format vil du backe up? Rsync er det mest tilgængelige og anbefales til almindelige brugere.
Hvor meget vil du backe up? Hvis du er i tvivl, så vælg Backup alt.
Hvor tit vil du backe up – daglig, ugentligt, månedligt? Du kan altid backe up her-og-nu ved at klippe på Opret, så du kan sagtens overhale skemaet, hvis du lige pludseligt har været meget produktiv eller har lavet meget om på systemet.
Hvilke brugere vil du backe up? Hvis det kun er dig, der bruger computeren, er der alligevel to brugere – dig og din root, hvor root er administratoren af hele systemet.

VirtualBox

Dette er et stykke virtualiserings-software. Hvis du ikke ved, hvad en Virtual Machine er, så er det muligheden for at køre et andet styresystem som en applikation fra Linux. Noget lignende findes for andre platforme den anden vej. Du kan med andre ord køre Windows fra Linux. Teknologien er nu så effektiv, at der kun opleves minimale nedsættelser af hastigheden.

Installer ved at hente installeren (.deb) fra https://www.virtualbox.org/ – vælg din platform.
Åbn (højreklik) med Software Installer
Hent VirtualBox 7.0.12 Oracle VM VirtualBox Extension Pack til samme platform og gem.
Åbn Virtual Box og find fanen Extension og find din downloadede Extension Pack – installér.
Hent en Windows .iso-fil til at installere Windows 10 eller 11. Der kræves uden tvivl en Microsoft-konto.
Luk dit system ned, genstart og gå ind i BIOS på computeren. Du skal holde en funktionsknap nede ved opstart, og hvilken kan jeg ikke sige dig. Prøv F2 – ellers søg det på nettet for din computer. I BIOS – Legacy eller UEFI – virker musen ikke, du navigerer med taster. Her finder du indstillingen for Virtualization og sætter den til Tillad. Du gemmer og genstarter.

Herefter er det simpelt. Du skaber en New virtuel maskine, du vælger, hvor den skal bo, du vælger i det hele taget. Du kan køre den fra en ekstern harddisk, så den ikke optager plads på din computer – det var det, du skulle bruger den tilknyttede extension pack til. Du vælger også den downloadede .iso til Windows. Så kører du en normal Windows installation.

Når du er færdig, kører Windows i et … vindue. Det kører altså som en applikation. Du vil dog opdage, at det ikke kører fullscreen lige med det samme. Det kræver nogle drivere, og her vil jeg anbefale, at du tjekker min kilde til dette afsnit: ExplainingComputers.
Her får du også at vide, hvordan du tænder for delte mapper og delt clipboard mellem Linux og Virtuelt-Windows, hvilket er ret fascinerende.

Proton VPN

VPN står for virtual personal network. Det er en effektiv måde at sløre sin færden på internettet, da VPN lægger sig imellem din egen IP-adresse og det, der kan ses på nettet. Der sker via kryptisering undervejs. Proton er kendt for sine apps, der værner om privatliv, ProtonMail f.eks. Med en VPN kørende, når du er på nettet, vil folk tro, at du kommer fra Japan eller Finland eller et andet sted. Du kan altså ikke spores. Det fungerer noget i retning af Tor-browseren, bortset fra at du ikke bevæger dig ind på Dark Web.

Tor er et interessant projekt. Alle ved, at det er skabt for, at CIA og FBI og de andre skumle efterretningsforetagender kan bevæge sig ubemærket i den digitale underverden. Men systemet gør også, at vi også kan bevæge os ubemærket af dem. Vær forsigtig med at onionize, for der kan komme ting op, du ikke har lyst til at se på. Pervs og porns og pimps og alt skummelt opererer her. Opgradér din kritiske sans og dit bull-shit-o-meter.

Personligt kører jeg et betalt udgave af NordVPN, men ProtonVPN burde gøre det samme.

Logseq

Hvis du ved, hvad Obsidian er, så vil du vide, hvad OpenSource-programmet Logseq er.
Det er et tekstbaseret notations-program, der via en lokal database krydsrefererer alt, du kan forestille dig.
Faktisk er det lidt svært at forklare for udenforstående, så jeg dumper et link her:
The Ultimate Beginners Guide to Logseq
Dette er ikke nemt og bestemt ikke for begyndere, men for mere avancerede brugere indeholder det super-power for at organisere diverse workflows. Læringskurven er stejl, pay-off er ligeledes stejl.