Kunst – hvad er det for en tingest?

Hvorfor begår mennesker kunst?
Tillægsspørgsmål: hvad er kunst for en størrelse?
Et par hurtige skud fra hoften kunne være:

• Kunst er det menneskelige noteapparat for det, der har været og det, der skal komme.
• Kunst er at give udtryk for indtryk, der har efterladt sig aftryk.
• Kunst er en magisk handling, der igangsætter en forandring.
  Både kunstneren og verden forandrer sig.
• Kunst er udfoldelse af kunnen. Alt godt håndværk er kunstfærdigt. Al god kunst kræver et håndværk. At visse modernistiske kunstretninger fra forrige århundrede ikke mente, at håndværket var nødvendigt antyder, at deres kunst måske ikke var så stor, som de selv mente.
• Kunst er ikke overflødigt tidsfordriv eller noget, der bare sker for sjov.
  Kunst er dybt alvorligt, selv når det er sjovt. Det er ligesom med humor.
• Kunst er menneskeligt behov for skønhed. De samme kunstretninger fra forrige århundrede mente heller ikke, at skønhed var noget, som kunstneren skulle tage sig af.
• Kunst er alt imellem Michelangelo og et velholdt havehus. Er kunsten mest nærværende på loftet i Det Sixtinske Kapel eller på den blomstermalede havelåge? Er benovelse over det ophøjede vigtigere end berigelse ved det nærværende? Hvad siger du?

Skillelinjen mellem kunst, kunsthåndværk og bare håndværk er en falsk linje.
Forrige århundredes modernisme trak en sådan linje. Den var der ikke forinden. Når man byggede et hus, så byggede man et smukt hus. Når man byggede et møbel, var det smukt møbel. Når man syede tøj, syede man smukt tøj. Når smeden gjorde en havelåge, var det en smuk havelåge. Når man plantede sin have til, så var det en smuk have.

Selv grøntsagsbedet var smukt. Det er det stadigvæk. Hvilket fører til spørgsmålet om, hvorfor vi synes, at noget er smukt? Svaret går instinktivt i retning af, at vores sanseapparet er tiltrukket af natur. Når former er organiske, er øjet tiltrukket. Når lyde er harmoniske, er øret tiltrukket. Når det dufter skønt fra suppegryden, er næsen alarmeret. Når suppen ankommer til munden, er smagsløgene oppe at køre. Når den elskede føles blød og varm og rund, er hele føleapparatet og nervesystemet i sving.

Skillelinjen mellem kunst og natur er ikke så skarp, som der hævdes.
Det kunne tænkes, at kunst er:

• Menneskets måde at håndtere naturen og dermed sin egen andel af naturen på, så den ikke bliver overvældende.
• En særlig menneskelig måde at kultivere naturen på, at oversætte den, at fordøje den, at håndtere den, at bevidne den.
• Et manifest om, at vi er overlevet. Og ikke blot er vi overlevet, vi hejser flaget.
• En tagen naturen i ed, en besværgelse, en anråbelse af naturen for at overtale den til at gebærde sig gunstigt.
• En kultisk handling, for uden natur ingen kultur.

Det æstetiske og sanselige er kun halvdelen af kunsten.
Skillelinjen mellem det skønne og det gode er en falsk linje.
Kunsten illustrerer det gode via det skønne. Kunsten glæder sig over det gode.
I kunst og kærlighed gælder alle former for glæde.

Der er ingen, der skal komme og bilde os ind, at der for 40.000 år siden sad en stak mentalt underfrankerede hulemænd og gryntede, mens de i øvrigt røvkedede sig, hvorefter de malede mesterværker af dyrene og dem selv på væggene. De gjorde det, fordi de havde brug for det.

Moderniteten har afstumpet kunsten. Den blev jævnthen overflødig. Den blev industrialiseret og massefremstillet. Den blev vrængende og demonstrativ monstrøs. Den lod sig traumatisere som det krigstraumatiserede menneske. Den gjorde kunstneren til noget særligt, som ingen andre kunne komme i nærheden af, samtidigt med at den gjorde kunst til forbrugsvare, der kunne bruges og smides væk. Den hævdede at grimhed var mere sand end skønhed. Dette blev sagt af de samme, der sagde, at sandhed var et forældet begreb.
Læs: Skønhed i eksil

Moderniteten gjorde et stort nummer ud af, at der var rigtige malere, og så var der plankeværksmalere. Der var musikere, og så var der spillemænd. Der var finkultur, og så var der lavkultur. Der var Pantheon, og så var det pop. Der var museumsværdig kunst, og så var der kunst, der fik lov til at hænge på stuevæggen. Kunstnere blev til intellektuelle.

Der var stor kunst, og så var der popkunst. Men lige pludselig blev det moderne at lave popkunst, og så blev det omdefineret til stor kunst, hvorefter det blev det lukket ind på MOMA og Louisiana. Der var børnetegninger, og så var der voksen-maleri. Men så blev det moderne at tegne ligesom børn, og det barnagtige udtryk blev hype og hipster, og folk sagde nøiij hvor er det dog nyskababende og modigt og originalt. Og det blev solgt for millioner på Sothesby, for det var en højt (over)vurderet sag, en ægte barnagtighed fra den pludselig så berømte Frode Filibumbum.

Der blev talt om fiduskunst. Javist det fandtes. Og så blev der i næste sætning talt om konceptkunst. Øøh må jeg godt spørge om noget … er det ikke fiduskunst?

Hverdagskunsten forholder sig til hverdagen. Den kunne lade sig gøre, hvis man var fiks på fingrene. Og folk var fikse på fingrene. Den store kunst kostede penge, så den blev de riges og magtfuldes pralen af sig selv. Kunst blev en demonstration. Kongen værdsatte kunst som en del af magtudøvelsen. Derfor er der så mange poserende og krigsforherligende kunstværker. At de er bevaringsværdige skyldes, at de er gjort af kunstnere, der beherskede deres håndværk. Vi kender ikke deres navne, når vi går tilbage i tid, for de var bare tjenere for Magten, og denne kunne være både kongen og kirken. Kirken påstår, at kirkernes kunstpragt var gjort til Guds ære. Der var fromme mænd og kvinder, der havde det sådan. De havde ikke brug for at indrømme det. Og så var der præsteskabet, for hvem det ligesom kongen snarere tjente som selvforherligelse. De ville aldrig indrømme det. Menigheden havde deres egen vinkel på det. Måske de var udkommanderet, måske de rent faktisk havde et forhold til deres Skaber. Det kan også være, at de mente, at præsteskabet per definition havde et sådant forhold.

De stores kunst og Den Store Kunst er et paradoks.
Hvad skulle den til for? Skulle den bare være intimiderende?
Man kunne godt få den tanke. Men vi kunne jo også vælge at være uintimiderede.
Vi kunne vælge at tage kunsten på ordet.

Kunst bliver med tiden til et historisk dokument, det bliver til kunsthistorie og historisk kunst. Det er menneskers skriven sig ind i noget, der rækker udover hverdagen, også selvom det er skabt i-og-for hverdagen. Det er en protest imod glemsel. Det er en hyldest til udødeligheden, for naturen er udødelig. Den er eviggyldig. Den er et manifest, der siger: I får os aldrig ned med nakken. Det er en udødelig protest mod den menneskelige dødelighed eller en overenskomst med døden.

Kunst er snart det ene og snart det andet. Det ene øjeblik er det stærkt overvurderet.
Overvurderingen består i at betale 100.000.000+ banditos for en ægte Skrunkenheim.
Det andet øjeblik er det stærkt undervurderet. Stat og bureaukrati i skøn forening med virksomheder mener ikke, at der skal bruges overflødige midler på, at børn vokser op med videreudvikling af deres naturlige kunstneriske evner. Er bagstaten bange for kunst hos folket? Fornemmer de, at kunst kan være farlig?

Alle børn kan tegne, de gør det bare. Alle børn kan synge, de kan ikke lade være.
Alle børn kan danse, de stikker i dans, når de bliver sluppet løs.
Alle børn kan fortælle en røverhistorie, og den slags behøver ikke at være tro mod den kedelige virkelighed. Er det her, farligheden opstår?

Når børnene rammer skolesystemet, bliver den slags pillet ud af dem.
Det skyldes ikke nødvendigvis, at de kedelige voksne gør det med vilje.
De gør det snarere, fordi det selv blev pillet ud af dem – engang.

Kunne det være en af årsagerne til, at folk ikke længere begriber verden?
Kunst er et begrebsapparat. Vi begriber verden, når vi griber om dem.
Verden griber os, når vi griber ud efter den. Kunsten gør den gribende.
Vi bliver grebet, og vi begriber.
I kunsten behøver vi ikke altid at have styr på begreberne. Vi skal bare have begreber.

Begreber er ikke altid verbale begreber.
Du begriber først afstande, når du har begået dem.
Du begriber først kulden, når du er ved at fryse ihjel.
Du begriber først en økse, når du har flækket en brændeknude i ét hug.
Du begriber først mennesket, når du ikke har andet valg.

Kunst behøver ikke kunstmuseer. De er nyttige, de har deres berettigelse.
Tomater behøver ikke dåser. De er nyttige …