Kulturkrise

En del af menneskeheden har opdaget det, de fleste har ikke. Det vil være for arrogant at sige, at de fleste derfor har sovet i timen, for de har bare travlt med at få det hele til at køre rundt eller blot at overleve. En god del har bemærket, at virkeligheden er blevet ustabil og opfører sig mærkeligt. Men de har ikke rigtigt ord for det og er endnu ikke kommet til den konklusion, at vi nu er i dyb kulturkrise. En indgroet kultur med nedgroede negle er i forfald. Civilisationens hus er misligholdt, pudset har løsnet sig fra væggene, faldstammerne er fulde af lort, der er konstant strømnedbrud og begyndende huller i taget. Vi har langsomt vænnet os til det, det er bare tiderne, du gamle …

Hvilke tider? Spørgsmålet bør selvfølgelig lyde up-front: Er det kulturen som sådan, der er i krise, eller er det et overlay eller en infektion af denne kultur, der nu har sin afgørende krise? Det kan være svært at adskille en parasit fra sit værtsdyr. Civilisationens hus er som en ejendom kørt af en bolighaj, hvor beboerne må kæmpe mod nedslidning, betale skyhøje huslejer, mens ejeren kører rundt i jaguar i sit skattely et sted i udlandet. Der skal ikke voldsomt meget økonomisk tæft til at konstatere, at der ikke længere er en sund økonomi i ejendommen. Værdierne forsvinder … et sted hen.

For lige at blive hængende i hus-billedet, så havde vi i det mindste for 30-40 år siden ‘Ekstrabladet, der tør hvor andre tier’ og gik i kødet på bolighajerne med en helt fast serie. Rovdyrene kunne ikke vide sig sikre derude. Det kan de i dag, for ingen medier hverken de tabloide, de gamle huse eller de æggeho’dede akademikersprøjter er længere i stand til endsige villige til at gå i kødet på noget som helst af betydning. De blev opkøbt og spændt for vognen, for man kan jo ikke have egentlig kritik i mediebilledet, når man gerne vil udrulle energikriser, pandemiske nedlukninger, starte folkemord, lave pengevaskeri i storskala, tillade energiselskaberne at 4-doble deres profit, fordoble fødevarepriserne og indføre fascisme ad bagdøren. Eller bilde folk ind, klimaet skyldes koprutter. Vi må alle yde en indsats, ikke sandt, kom nu ind i kampen!

Kulturkrisen er en videnskrise, men først og fremmest er den en etisk krise. En kultur i forfald er et helt værdisæt i forfald. Når et flertal af en befolkning møder korruption med klapsalver, når de hepper på folkemord, når de nærmest ikke kan få nok af medicinalindustriel kynisme og svindel, når de dukker nakken for ny-totalitarisme, når de labber løgn i sig på diverse fladskærme – så har vi akkumuleret en krise, der stikker dybt. Og hvis uforbeholden elsker-hepper-klapper rammer lidt skævt, så kan vi godt modificere det til stiltiende apati, men må samtidigt konstatere, at den, der tier, samtykker. Vi har godkendt sammenbrudet af den kultur, som vore forfædre kæmpede med deres liv for at opbygge, for vi har ikke rørt en finder for at forsvare den.

Mnjææ, vi kunne da ikke finde på at bifalde folkemord, eller hvad var det, du lige sagde?
Er vi et fredeligt folkefærd, når vi er for dumme, dovne og ikke kan finde ud af at sige fra overfor Danmarks deltagelse i den ene krig efter den anden mod nationer, vi som nation eller folkeslag ALDRIG har haft et mellemværende med – blot fordi verdens store bølle USA har bestilt endnu et overfald på endnu et folkeslag et sted i udkantsverden? Og det er jo ikke engang udkantsverden, når vi taler om Serbien for 30 år siden og Ukraine for nylig. Der er kun 1000 kilometer til Ukraine, og både Ukraine Serbien var lande i Europa!

Det er tilsyneladende uden omkostninger og konsekvenser for os som et lands befolkning at deltage i den slags svineri. Det regner ikke ned over os med bomber, som det har gjort for befolkningen i Donbas, der blev massakreret af fascist-regeringen i Kiev. Danskerne har ikke engang fundet ud af, at de har heppet på fascister og sendt dem festligt knaldfyrværkeri for lidt under en milliard dKr, for NATO’s medieapparat har fjernet betegnelsen fra den brune kloakstrøm af krigspropaganda, som folk har indtaget sammen kartofler med brun sovs … jeg mener pasta med kødsovs, for det var det curlingbørnene skreg på.

En befolkning, der ikke er villig til at sige fra overfor krigen, har ikke fortjent freden. Krigen i Ukraine er på mange måder symptomatisk for kulturkrisen. Antallet af våbenføre mænd i Ukraine er nu så lavt, at det bliver bemærket i en ny rapport fra Pentagon. I rapporten nævnes der, at man enten er nødt til at give op og erklære proxykrigen mod Rusland for tabt eller også sende NATO-tropper fra Vesten derover, så de kan vade henover lignene. Pas på lille dumme-duknakkede Danmark, hvis fascist-supportøren Stoltenberg sætter det i gang, som han nu får besked på.
Herefter vil det ikke længere være konsekvensløst at medvirke.

Her kunne man efterspørge med det friske omend spinkle håb, hvorvidt den nye generation dog ikke ville være i stand til at udvise ungdommens vovemod og sige fra overfor de gamle krigsliderlige røvhuller, der har sat deres og vores allesammens liv over styr. Her bliver man desværre slemt skuffet. Og lad det være sagt up-front: Hvordan skulle den også kunne det, når de ældre generationer har forsømt at give dem et forbillede? Men Gen Z har deres helt særlige bidrag til kulturkrisen. De har valgt, som man siger på udenlandsk, at double-down. Eller rettere: De er blevet forledt til at gøre det, og de er blevet targetted via en helt særlig timing.

Gen Z

Gen Z – curlingbørnene – bliver nu betragtet og omtalt i virksomhederne som et reelt problem, de er nødt til at forholde sig til. Virksomhederne spekulerer derfor i strategier for at fastholde og bruge dem i erkendelsen af dette problem, der ikke kun er ét problem men mange:

de gider ikke at møde op på arbejde (you are not in today?), hvis de kan slippe for det
de er ikke loyale overfor en arbejdsplads og skifter job, når DE har fået, hvad de gik efter, så virksomhederne lider af et kronisk videnstab
de ser SIG SELV som omdrejningspunktet og ikke det arbejde, der skal udføres
de gider ikke lære de traditioner, rutiner eller den historik, der er i en arbejdsplads og det fag, de mener, de behersker (hvilket de sjældent gør)
erfaring / anciennitet tæller ikke for dem, for ungdom er udråbt til at være en kvalitet i sig selv

Men virksomhederne har et endnu større problem, der består i, at de tror, at de via strategier og leflen for Gen Z kan gøre dem medgørlige. Det kan de ikke. Den eneste vej frem vil for virksomhederne være, at erkende, at en væsentlig del af Gen Z grundlæggende er fucked-up og dernæst at melde det ud. Altså: Nu skal du høre her, unge mand/kvinde, hvis du gerne vil arbejde her, så er betingelserne følgende … og dernæst teste dem på deres attitude og værdisæt. Hvis de ikke matcher, er de en dårlig investering for virksomheden hvorefter et pænt afslag med en bemærkning om at komme igen, når de har løst deres attitudeproblem.

Vi taler selvfølgelig om en gradbøjning af fucked-up-hed, for ikke alle i en generation er hamrende narcissistisk-sociopatiske, langt fra. Men alle i en generation har et element af hele generationens grundattitude, og den forsvinder ikke blot med tiden i mødet med virkeligheden. Især ikke hvis ‘virkeligheden’ desperat forsøger at tilpasse sig til sociopatien og ikke siger fra.

Det er vigtigt at forstå, at Gen Z aldrig kan gøres hovedansvarlig for miseren. De har ikke bedt om den, ligesom ingen generation har bedt om den slipstrøm, den vokser op i. Man kan sige, at de efterfølgende har påtaget sig miseren, og at de identificerer sig med tingenes tilstand, men de ved ikke, hvad de identificerer sig med. De tager ikke medansvar. De synes bare, det smager godt, så de vil have mere på tallerkenen uden at forstå, hvad der venter dem og os alle sammen: En mavepine lige om lidt. Det var dem, der i massevis skruede hovedet af og hoppede på wokenessvognen, fordi de mente, at de havde forstået noget om verdenssituationen. Det eneste, de forstod var, at de gerne måtte reproducere, hvad deres hjernevaskede lærere og andre ideologiske input havde proppet i hovedet på dem men ikke, hvad det skulle til for og især ikke, at det hele var en stor designerløgn beregnet på kulturdestruktion. Altså den del af kulturen, der stadig ikke var bragt i krise. Det blev den så hermed. De blev agenter for en agenda, som de hverken forholdt sig til eller forstod, og de fik absolut ingen hjælp nogetsteds fra.

Gen Z er et destillat. Processen startede med generation babyboomer / 68’erne, datidens hidtil mest forkælede generation. Det er deres børnebørn og nu efterhånden oldebørn, der udgør destillatet. De har fuldført det, som 68’erne startede på og ønskede for sig selv. Og nu da de gamle ser deres ønsker gå i opfyldelse, bryder de sig ikke om, hvad de ønskede, men 68’erne er nu pensionister, og ingen lytter til dem længere, for pensionister og gamle mennesker bliver betragtet som affald.

Men hey, bliver ikke også Gen Z betragtet af maskineriet som et stykke affald? Hvordan kunne vi ellers tillade en hel generation mere eller mindre at køre i grøften blot for at nogen derude-deroppe kunne få det hele til at bryde sammen?

Man kan sige, at allerede 68’erne var udsat for den samme form for kulturangreb, som blev genoptaget og opgraderet for nylig. Heller ikke de var klar over, at hele herligheden ikke var til for deres skyld, selvom det også dengang smagte godt. Det var de fede tider, hvor de kunne flippe løs i hele årtier af deres liv og stadig få det fede job bagefter. Og de, der ikke gad det fede job – for man kunne få masser af jobs uden uddannelse dengang – lærte at manøvrere i systemet, og hvis det ikke lige gik, eller de bare ikke gad at få det til at gå, lærte de at leve på bistand i årevis. De kaldte sig selv for kulturradikale eller socialister, men efter blot et årti i flipperstrømmen viste det sig, at deres paroler sad meget løst på stativet – og langsomt faldt af. Deres indbildningskraft og selvoptagethed var stor, deres autencitet var knap så stor.

Personligt ville jeg nødigt være i Gen Z’s bukser. De er oppe imod nogle formidable kræfter. De er blevet kørt flade af en social-medie-damptromle. Reklameindustrien og underholdningsindustrien har pumpet dem fulde af falskhed. Deres uddannelser er kulminationen på en proces af konstant forringelse. Deres omgangskreds svømmer i designerdrugs, druk, porno og dårlig fastfood. Deres sprog er blevet så street-smart afstumpet, at det ikke kan håndtere anden virkelighed end flimmeret. De er vores alle sammens problem, for ingen går ram forbi. Men som erfarne mennesker er vi en del, der som minimum har en vis modstandskraft via livserfaringen, vi køber ikke (nødvendigvis) alt crap, der kommer ud af maskinen. Som ung i dag har du ingen som helst viden, der sætter dig i stand til at stå imod. Spørg en 20-årig knægt eller tøs om, hvad Første Verdenskrig handlede om, og de ville ikke vide det. Spørg dem om, hvad Frihedsstøtten står for, eller om EU-kommisionen er en demokratisk institution, og de ville ikke ane det. De er den historieløse generation, der svæver frit i en neutraliseret zone af luftighed og driver som en skude uden anker. De, for hvem det lykkes at få jordforbindelse, fortjener et bifald for heltemod. Resten fortjener under ingen omstændigheder foragt men empati – plus et venligt vink med en vognstang om, at vi alle sammen har et problem, så få lige fingrene ud af socialkanalen, mens vi lige husker at give os selv et spark bagi.

Designerkrise

Krisen er ikke resultatet af en række af tilfældige skred i en tåget kæde af ubevogtede øjeblikke. Det er bevidshedsdannelse per design. Krisen er resultatet af en kalkuleret plan for terminering af den vesterlandske kultur + udkantskulturen kulminerende i vor tid = det tredje årti af det tredje årtusind med den globalistiske verdensorden. Denne orden ville ikke længere kunne beskrives som en kultur, for kultur indebærer noget, som dyrkes, som vokser og bærer frugt, og som den dyrkende civilisation høster og sår igen. Egentlig kultur er en cyklisk, livsfremmende proces. Projektets mål var udryddelse af kultur som et fælles-menneskeligt anliggende og indførelse af en korporatistisk-centralistisk-globalistisk teknokratisk pseudokultur, hvor mennesker var de dyrkede grøntsager og kvæg bag tremmer. Hvor mange her ville betegne et fængsel eller en svinefarm som en kulturinstitution, hænderne op! Maskinen havde kurs mod anti-kultur, og nogen havde bestemt på alles vegne, at det var den vej, vi skulle.

Kultur er historie i progression. Det er ikke tilfældigt, at en af globalismens ideologer Francis Fukuyama annonceredeThe End of History and the Last Of Man. Han talte i virkeligheden om kulturens ende, og ligesom marxisterne mente han, at det hele var deterministisk. Historien var en maskine, og mennesker var bare møtrikker og tandhjul i maskinen. Her må vi forstå, at præmodernismens, modernismens og postmodernismens filosoffer/ideologer som Fukuyama ikke profeterede, selvom de fremstillede sig selv som sådan. De var ikke visionære, der med deres sensitivitet fornemmede historiens vingesus og opdaterede det til ind i fremtiden. Den muligvis sidste filosof, der gjorde det, var Nietzsche. Herefter begynder filosofferne at blive indrulleret i fremtidsmaskinen beregnet på at terminere kulturen. Spengler annoncerer Aftenlandets Undergang, ligesom Fukuyama annoncerede historiens undergang. De Fabianske Socialister annoncerede den langsomme glidning mod slavesamfundet (Bernard Shaw, H.G. Wells, Bertrand Russell, Huxley-brødrene). Frankfurterskolen (Lukacs, Horkheimer, Adorno, Habermas, Benjamin, Marcuse) indrømmede diskret, at deres hovedmål var tilintetgørelsen af den vestlige civilisation (universitets-kulturmarxisterne er ikke meget for at indrømme det, for det lyder for ucharmerende – hvilket det er!), World Economic Forum indrømmer det blankt på deres helt egen arrogante vis.

De tiloversblevne egentlige visionære filosoffer som Alexandr Dugin bliver systematisk karaktermyrdet, når de ikke synger med i designerkoret. Designet går på en unipolær verdensorden med ultra-centralisme, og Dugin stikker en dødbringende analytisk issyl ned i designet så skarp som den tingest, der tog livet af Trotsky i Mexico, hvilket globalisterne absolut ikke bryder sig om.

Når velgørenhed bliver til dødbringenhed

En af kultur- og værdi-destruktørernes yndlingsbeskæftigelser er at korrumpere og pervertere velgørenhed. De regner det som deres største sejr at få ram på enhver form for godhed.

Angreb på barnet, det mest uskyldige væsen blandt mennesker er derfor et hovedanliggende. Det er lige dukket op, at en af de danske såkaldte velgørende og børnebekymrende organisation ved navn Børns Vilkår nu promoverer, at børn ned til seksårsaldreren skal kunne få foretaget juridisk kønsskifte! Sig lige det stykke betændte nysprog et par gange for dig selv … juridisk kønsskifte, lad den lige synke ind.

Det vil sige, at Kulturmarxisme version 2.0 nu har infiltreret Børns Vilkår med wokeness, transhumanisme og LGBTQ’isme, hvilket igen vil sige, at børnenes vilkår nu er totalt fucked-up.
Så, Børns Vilkår har nu meldt sig ind i den klamme klub af pædofilister, børnehandlere og organhandlere. Skam ta’ dem, og lad deres udǻd klæbe til dem for tid og evighed!

Dette er kun et enkelt lokalt eksempel på dødbringenheden.
Listen over såkaldte humanitære eller velgørenheds-organisationer, der har ladet sig sig korrumpere er skræmmende – her blot et mikroskopisk udvalg af forskellig observans:

Internationalt Røde Kors
Amnesty International
Greenpeace
WWF (World Wild Life Foundation)
FN og alle dets underkapitler
Den Katolske Kirke
Fundamentalistisk Islam
Sekulær pseudo-jødedom

Læg dertil en global hær af 1000-vis af George Soros-funderede NGO-grupper bestilt til at fremme regimeforandring, The Clinton Foundation, statslige u-ulands-organisationer som danske Danida eller Mellemfolkelig Samvirke. Vi behøver blot at fremvise FN’s skræmmende statistik for gennemførsel af bistand til udviklingsprojekter: kun skaldede 1.3% af alle donerede midler fra medlemslandene når deres mål, og resten går til … administration = korruption. Og de 1.3% er også spildt, da samtlige FN-projekter falder fra hinanden i løbet af ganske få år. Konklusion: FN er en svindelorganisation beregnet på pengevaskning.

Der er et mønster, når man kigger internationale organisationer efter i sømmene:

Fredsorganisationer viser sig at være konflikt- og krigsfremmende, hvilket betyder, at alle fredsforhandlinger på den internationale scene er dødsdømte teaterstykker.
Sundhedsorganisationer viser sig at være redskaber for medicinalindustrien, hvilket betyder, at de er sygdomsfremmende.
Politiske organisationer er teaterstykker, hvilket betyder, at befolkningen er statister i et svindel-cirkus beregnet på passivisering, fordummelse og underkuelse.
Videnskabelige organisationer viser sig at være redskaber for patent-mafiaen, hvilket betyder, at alle egentlige videnskabelige fremskridt havner på industriens fjernlager og skrotplads.
Medieorganisationer viser sig at være propaganda-organer for Global Deep State, hvilket betyder, at alt, der kommer derfra, er løgn fra ende til anden.
Finansinstitutioner viser sig at være kriminelle finansredskaber, hvilket betyder, at deres hovedformål er at bestjæle menneskeheden.

Det er nærmest ligegyldigt, hvilket vidensfelt, hvilken organisationstype eller institutionsform, man dykker ned i, og den viser sig at være inficeret med parasitter, der med deres blotte eksistens modsiger organisationens eller institutionens erklærede formål. Dette er den allestedsnærværende dødbringenhed, der altid søger velgørenheden som sin boplads.

Live <> Evil

Lad os for en stund studere en interessant sammensætning af fire bogstaver.

Ondskaben evil søger altid livet live, for den kan ikke eksistere uden at få tilført liv og livsenergi. Den kan ikke generere det indefra. Evil er død på permanent respirator.
Den er intet i sig selv. Kun ved at ødelægge livet, kan ondskaben udfolde sig.
En anden sammensætning af bogstaverne er veil, der betyder slør.
Ondskaben tilslører sig selv. Den kan ikke operere i fuldt dagslys, for så ville den vække for meget afsky. Den kalder sig selv noget andet, den foregiver at være det gode.
Vejen til helvede er brolagt med gode viljer.
En anden sammensætning er viel, der er kødet fra et ungkvæg.
Ondskaben holder meget af ungt kød – apropos børns vilkår.
Sammensætningen vile betyder vild-og-blodig
Og så er der sammensætningen levi, som er interessant på den ufede måde set i lyset af et vist folkemord i Mellemøsten i disse dage.

Den sidste kombination i serien af anagrammer er specielt led – og problematisk. Venstrefløjen synes for tiden at have genfundet en sag, der minder dem om, hvad de var i deres storhedsdage – altså for 50 år siden, dengang de stadig besad en form for kritisk sans. Det er nu politisk venstrefløjskorrekt at kritisere Israels folkemord i Gaza, hvilket vitterligt er yderst kritisabelt og umådeligt frastødende. Det er en vanære for hele menneskeheden at være vidne til. Så venstrefløjen, der desperat har manglet en sag at gå ind for, der havde kød på bagen og ben at gå på, kaster sig opportunistisk over denne sag. Her kommer problemet så: De kan ikke administrere sagen, for de ved ikke, hvad den handler om. Det eneste, de som reaktionære-emotionelle typer er i stand til, er at reagere. De reflekterer ikke, de reagerer. De aner ikke, hvad de går ind for, kun hvad de er imod. De har intet at foreslå, intet at sætte i stedet, ingen vision om noget, der er bedre. De har ingen forståelse for det dybereliggende politiske spil, der foregår, for en venstrefløjshjerne er forurenet af historieforfalskning og syntetiske verdensforklaringer, der forveksler kortet med landskabet.

Don’t be evil – sagde Google i deres tidlige dage.
Hvorfor sagde de det? Hvorfor mente de, at det var nødvendigt at sige det?
De røbede i deres iver for at forsikre verden om på forhånd, at de skam ikke havde onde hensigter, at … det havde de!

Det system eller antikultur, der nu bryder sammen og skaber en kulturkrise, er bygget på ondskabens princip. Ondskab kunne til enhver tid, ethvert sted og på enhver måde betale sig, for det var fuldt integreret i businessmodellen. Det eneste krav til gennemførsel var, at man aldrig nævnte ondskaben.

Den næste tanke må derfor nødvendigvis være, hvorvidt kulturkrisen så selv er af det onde?
Det er ondskabens princip, der er i kritisk forfald, og er det af det onde?
Intet er så ondt, at det ikke er godt for noget.

Det er et noget videre abstrakt tankesæt at prøve at forstå, hvordan noget, der ligner starten på totalt kaos kan være livsfremmende. Det er samtidigt et farligt tankesæt, for det kan meget nemt forveksles med revolutionsromantik. Aah, smagen af krudt, blod og brændende byer, får det ikke tænderne til at løbe i vand og vandet til at gå før tiden? Bliver vi nu helt våde i undertøjet af revolutionsliderlighed?

En af mine gamle venner Claus Spenster – manden der ved mere om geopolitik end hele Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet tilsammen – kalder situationen for præ-revolutionære tider. Se hans nylige foredrag filmet af DK-Dox i forum’et Tid til Fred, Aktiv mod Krig – et aldeles sympatisk initiativ, der desværre ikke har nogen egentlig gennemslagskraft, men hatten af for dem. Hvor meget respekt jeg end har for det udmærkede menneske med den mest imponerende klæbehjerne og analytiske sans, så er jeg uenig med hans terminologi, for den hæfter uvægerligt ved den kommunisme, der hører hjemme i forrige årtusind og bør blive dernede.

Jeg lavede for nogle år siden en interviewserie i ni lange afsnit med den gode mand – for det er han! – som jeg desværre har måttet tage ned fra YouTube, for der var alt for meget Kina-forelskelse i det samlede udsagn. Undskyld Claus. Kina er absolut ikke Guds gave til menneskeheden, og der er endegyldigt gået hul på den byld. Af samme grund – og det er ligeledes med stor ærgelse – er jeg nødt til at tage afstand fra to af mine yndlings-historikere, det fremragende canadiske ægtepar Matt Ehret og Cynthia Chung. De er desværre alt for Kina-forelskede og mener, at Kina kommer til at frelse Verden. Det gør det absolut ikke. Der er desværre dyb-dyb tavshed om Kinas perfide biologiske krigsførelse mod hele verden – vi behøver blot at sige Wuhan. China Deep State havde planlagt og havde allerede udrullet version 2 pandemi i form af Disease X produceret i Wuhan og i faciliteter ved Three Gorges-dæmningen og lastet på 100-vis af skib – men blev stoppet.

Kina er lige nu midt i deres helt egen kulturkrise. De havde Kulturrevolutionen, den store rorgængers store folkemord. Lad mig vove formuleringen af et hovedprincip for en sådan designer-civilisations bæredygtighed. Hvis man som det kommunistiske Kina er skabt på et massemord på egen befolkning, har man kun så lang tid på jord. Et sådant hybris har allerede født sit nemesis, et sådant imperium har en indbygget nedtæller til sin egen undergang. At Global Deep State havde planlagt Kina til at være det nye centrum og fuldt implementeret mellem 2020-30 er en anden sag. Det viser desværre, hvordan venstrefløjshjernen er ubehjælpeligt indrulleret som kontrolleret opposition i globalisternes 100-årsplan for 1000-årsriget.
Om 100-årsplanen se artikelserien Verdensspillet.

Demokratiets krise

Kulturovergangen er genopdagelse og fornyelse af kulturen.
Betyder opfindelse ikke at lede dybt nede i kælderen, finde en guldskat og hive den op i lyset? Der er intet nyt under solen, alt er genopdagelse. Parti-og blokpolitik, fløjtænkning og hjernesplittende politiske ideologier har ingen plads i den kulturelle genopdagelse. Det gælder højre såvel som venstre. I USA er højrefløjen kørt fuldstændig død på deres enøjede Trump-maskine. Venstrefløjen solgte fuldstændigt ud af deres sidste arvesølv ved at skabe en Anti-Trump-maskine. Begge fløje satsede alt på deres ene hest, så når det omsider kommer frem, at manden døde i januar 2021, og at de har kørt en skuespiller til at spille rollen, så ryger tæppet fuldstændigt væk under alt, de har haft gang i, og folk vil begynde at spørge, om der måske er andre døde præsidenter i rampelyset (og det er der).

Dette fløj-tankesæt, der bed sig fast i den parlamentariske kultur i århundreder hører hjemme i Den Franske Revolution og blev senere udbredt som skismaet mellem Sovjet-Imperiet og Vest-Imperiet, der skabte Den Kolde Krig. Denne krig var kold, fordi den betød en fastfrysning af af fronter – ikke blot territorialt men langt ind i attitude- og meningssættet for menneskeheden. Vi troede på fronten og fløjtænkningen, vi mente at demokratiet bestod i det evindelige tennisspil mellem højre-venstre, konservativ-liberal. Vi forstod ikke, at det hele var ping-pong teatersport, hvor vælgernes tålmodighed blev slidt op af den ene fløj, der gav plads til den anden fløj, der så sled vælgernes tålmodighed op, hvorefter …

Vi forstod ikke dialektikken i tese-antitese-syntese, problem-reaktion-tilbudt-løsning.
Vi forstod ikke, at vi blev tilbudt og lovet hjælp af vores værste fjender.
Vi forstod ikke, at sikkerhedspolitik var en garanti for usikkerhed.
Vi forstod ikke, at vi levede i en konstant militær undtagelsestilstand på svagt blus, som der til enhver tid kunne skrues op for.
Vi forstod ikke, at højre-venstre var en installation til at opretholde en splittelse mellem mennesker = en konstant uenighed beregnet på svækkelse af vores handle- og beslutningskraft. Det var som et stykke lobotomi beregnet på afbryde forbindelsen mellem højre og venstre hjernhalvdel.

Fløjtænkning gør os dummere og dummere.

Kulturens genopdagelse indebærer en genetablering af grundtanken bag parlamentet, ALTINGET. Det består i samtale og ikke mudderkastning, karaktermord eller afstumpede symbolpolitiske klichée-udsagn beregnet på at lukke kæften på anderledes tænkende. Samtalen er beregnet på almenvellet, det fælles velbefindende – ikke på at køre folk over med en damptromle og sørge for, at de bliver holdt udenfor indflydelse. Det inkluderer modsætninger, det forstærker dem ikke.

Samtalen er beregnet på at bringe al viden, alle meninger og alle interesser på tinge, altså Al TING, deraf navnet, alle tings diskussions- og beslutningsforum. De repræsentative demokratis splittelses-mekanisme har sørget for, at der aldrig fandt holdbare løsninger sted, for der manglede altid en komponent fra de, der blev holdt udenfor indflydelsens forum. De halve sandheders kompromitterede land er uden fremtid.

Hvad mener jeg med den manglende komponent?
I ondskabens og splittelsens verdenssyn fandtes der konservatisme og progressivitet.
Du var enten tilhænger af det ene eller det andet.
Hvis du var progressiv, hadede du de konservative.
Hvis du var konservativ, var de progressive dine fjender.
Tilhængere af fremskridt gik ind for ødelæggelsen af det bestående.
Tilhængerne af det bestående nægtede at forny deres forstokkede tankesæt.

En sund virksomhed

Lad os bruge virksomheden som eksempel for at forstå, hvorfor denne skismatiske og afstumpede politiske virkelighedsmodel er totalt forfejlet. Mange virksomheder har rent faktisk ikke forstået dette, fordi management-kulturen har dyrket det samme destruktive tankesæt, fordi de gerne ville fremstå som smarte og fremme i skoene. Der er SÅ meget newspeak i management-lingoet!

På et tidspunkt i en virksomheds historie, måske på flere tidspunkter, er der brug for fornyelse. Mange virksomheder er bygget på netop en sådan fornyelse, hvilket har skabt deres succes fra begyndelsen. De bød ind med noget, der var nyt og slog sig op og igennem på det.

Når denne fornyelse har fundet sted, er der ikke brug for fornyelse af fornyelsen. Der er brug for konsolidering. Der er brug for at holde fast i og udbygge det, der skabte successen via den oprindelige fornyelse eller den fornyelse, der blev indført på et senere tidspunkt for at følge med udviklingen. Det er tid til at bevare = konservere.
Hvad der ofte ses i virksomhederne er, at den kreative klike møver sig frem og promoverer deres fortræffeligheder, fordi de nægter at slippe grebet. På det simple spørgsmål: Hvis der er noget, der virker, hvorfor så forandre det? er deres svar: Fordi innovation er en kvalitet i sig selv – et udsagn og en attitude, der er lige så latterlig ramt-forbi som: ungdom er en kvalifikation i sig selv, eller vi er så-og-så-progressive, for fremskridt er altid godt … når fremskridtet har retning mod afgrunden?

På dette tidspunkt er det nødvendigt at fortælle fornyerne, de kreative, de revolutionære, at de enten må finde sig et andet arbejde eller indordne sig i virksomhedens konsolidering. Vi har noget arbejde til jer, indtil vi igen har brug for jeres særlige evner, så hvis I vil være så venlige. Nyansatte, der ofte ankommer med fornyelsens energi, må lære virksomhedens traditioner = overlevering af akkumuleret viden.
Tradition = eksperimenter der virker.

Overført til den parlamentariske institution ville det svare til en krig i virksomheden mellem fornyerne og bevarerne. Hvis fornyerne gik af med sejren, var det knald eller fald. Enten blev virksomheden splittet til atomer og kørt i sænk, eller også blev der skabt en ny succes på toppen af en rygende ruinhob. Men der var ingen garanti for det sidste, for det var et sats, hvor barnet sandsynligvis røg ud med badevandet. Hvis bevarerne gik af med sejren, var virksomheden sikret en succes her-og-nu og på sigt, men udi fremtiden ville der ingen garantier være, og på et tidspunkt kunne den køre død i dansen. Ved at bekrige hinanden, blev virksomheden et ustabilt projekt med en ubalanceret konflikt mellem stagnation og eksplosion.

Hvis virksomheden – og i eksemplets analogi samfundets regering havde været inkluderende og erkendt, at en balance mellem det bevarende og det fornyende element er nødvendig for en virksomhed og et samfunds velbefindende, så ville vi have været et helt andet sted som udgangspunkt.

Jamen er dette ikke almindelig sund fornuft?

Som en klog person sagde det (det var så ikke mig), så er det desværre sådan, at sund fornuft ikke er så almindelig, som man skulle tro. Der var stærkere kræfter i omløb, der arbejdede 24/7/365 i årtier og halve århundreder på at ødelægge sund fornuft. Disse kræfter vidste, at det var nødvendigt at sabotere den almene fornuft for at ødelægge almenvellet. Hvis ‘vellet skulle reserveres for dem selv = de absolut få og ikke det almene = de mange, så var det nødvendigt, at de mange blev ude af stand til at tænke, føle og handle. De skulle gøres ukampdygtige, så de ikke længere var i stand til at forsvare sig selv og deres velbefindende. Faktisk skulle folk tigge og be’ om at få lov til at ødelægge deres egne livsbetingelser og trivsel.

Folk skulle stresses i så høj grad, at de ikke havde overskud til at forlange trivsel. En af de specielt stressende ting er HELE TIDEN at lave om på forholdende, så hver gang en ny rutine var indarbejdet, så lavede man totalt om, for nu skulle der fornys. Spørg folkeskolelærerne om, hvor stressende det er for dem hele tiden at få en ny folkeskolelov. Deres arbejdsplads er blevet en politisk slagmark, et magtprojekt. Resultatet er stressede nedslidte lærere, reagerende elever og forældre, der fra sidelinjen ikke aner, hvad de skal mene, hvorefter de også reagerer og bebrejder lærerne det hele.

Hvorfor denne maniske besættelse på fornyelse – for fornyelsens egen skyld?
Vi ser her bort fra tilfælde af tiltrængt fornyelse.
Der er kun én forklaring: signalværdien. Det er symbolpolitik og selvpromovering.
Politikerne og virsomhedslederne viser handlekraft ved at slå sig op på fornyelse.
Det er dyds-signalering – virtue signaling – Har I alle sammen set, hvor gode vi er?
De vil ikke andet med fornyelsen end at få opmærksomhed.
Det er tiltag i samme kategori som at græde med vilje eller køre drama-queen.

Narresutten

Da de mange blev frarøvet/franarret deres velbefindende, fik de en narresut kaldet demokrati.
Den demokratiske stat bilder sin befolkning ind, at det er folket, der styrer.
Folkestyre betyder jo, at folket styrer, gør det ikke? Men de styrende kræfter i bagbutikken havde en anden opfattelse af begrebet folkestyre, og for dem betød det, at folket BLEV styret.
Grundtanken i demokratiet lyder fin på papiret. Især hvis der er indbygget elementer af republikken, der kan sikre, at flertallet ikke går amok overfor mindretallet.

Men demokrati er besværligt, hvis alle skal høres. Faktisk fungerer det ikke i større skala, som det fungerede for de, der opfandt det. Og nej, det var ikke et par græske bystater, det var nordboerne længe før dem. Det fungerede, fordi det var overskueligt, og fordi alle kendte alle. Altinget kunne ikke kuppes, for så fik man alle på nakken. Hvis Sokrates havde levet med et Altings-folkestyre, ville han ikke være blevet henrettet for at være ud til bens. På den anden side, ville der ikke have været grundt til at være ud til bens, for der fandtes ikke et korrumpt højborgerskab i Altings-land.

Så, det besværlige demokrati kom i kikkerten, og den ikke-folkelige magt så, at det kunne korrumperes og omgås. Udenomsparlamentarismen åd sig langt ind i demokratiet. Vi fik, hvad vi i dag kalder for The Deep State. De sidder i deres loger og klubber og tager beslutningerne udenfor søgelyset. Sig mig lige, er det ikke det, der hedder at konspirere? Altså det k-ord, vi ikke må bruge. Kunne der være en særlig grund til, at vi ikke må bruge det? Jeg mener, ifølge demokratiets love regnes det som en forbrydelse, der er strafbar. Men mig bekendt har der ikke været sager i nyere tid for konspiration, så det er åbenbart forældet, eller hvad?

Kulturkrisen er derfor demokratiets krise. Demokratiet har nået sidste holdbarhedsdato, hvilket er langt over sidste salgsdato. Tjek parlamentarismen i England og USA, den stinker. USA har overhovedet ingen faktisk regering længere, de har kun Deep State. Eller tjek, hvor fascistoidt Canada, Australien og New Zealand gebærdede sig under Operation Nedlukning. 70% af franskmændene mener, at deres politikere er korrupte. Hollænderne og Belgierne er faret i flint over der syge regering, der er i færd med at ødelægge landbruget. Den tyske regering er lige for tiden i færd med at ødelægge Tyskland som førende industriland og har afviklet den energiforsyning, der er forudsætningen for det – for at slikke anus på amerikanerne og deres ukrainske proxykrig mod Rusland. Den danske regering er fuldstændigt holdt op med at lytte til andre end deres egne spindoktorer.

Imperiet solgte det højhellige demokrati, ligesom Romerriget solgte den højhellige statskult ved navn kristendommen med vold og magt. Imperiet 2.0 gik som Romerriget i krig for at påtvinge hele verden den demokratiske model. Kun få spurgte sig selv om, hvorfor Imperiet var nødt til at gennemtvinge demokratiet worldwide med vold og magt, hvis det var en så selvindlysende god ide? Ligesom med Kristendommen, for hvis den var så indlysende velgørende og godartet, hvorfor var det så nødvendigt at smadre alle menneskelige samfund på sin vej?
Hvorfor disse masse-halshugninger af hedninger?
Og hvorfor i det hele taget kalde dem for hedninger = mennesker tilhørende fortiden?
Eller pagans (eng.), hvilket oversat betyder bonderøve!

Havde Kristendommen som romersk statskult respekt for mennesket?
Og havde demokratiet som forceret styresystem respekt for folket?
Svaret er i begge tilfælde er et klart NEJ !

Her taler vi altså et påtvunget tros- og styresystem. Når USA invaderer en nation med det påskud at ville hjælpe den stakkels befolkning mod deres onde diktator, er der tale om dobbelt hykleri. For det første har USA sandsynligvis i forvejen selv indsat den onde diktator. For det andet er deres påtvungne demokrati ikke fem potter pis værd, for det dækker over en skjult agenda: udplyndring af landets ressourcer. Ofte gider de ikke engang at skjule agendaen. Også England førhen og Frankrig sidenhen har været storslemme, men i det mindste hyklede de ikke, at de kom for at frelse landet, det var de alt for arrogante til. At iscenesætte et statskup og så kalde det for folkestyre må være den højest tænkelige grad af hykleri. De kom for at plyndre – punktum. Sidenhen kunne de så finde på at efterrationalisere. Du kan høre englændere, der i ramme alvor kan finde på at udtale, at hvis ikke den britiske kolonimagt havde været der overalt, så havde folk derude jo stadig levet i oldtiden … og darwinisternes white mans burden og alt det jazz. Franskmændene er så højrøvede, at de ikke engang gider at efterrationalisere, der siger bare merde! , mens de nu bliver smidt ud af Sahelregionen i Afrika – Vraiment, il était fucking temps!

Demokratiet er langt mere lumsk end diktaturet. Og NB! dette udsagn er på ingen måde et forsvar for tyranni. Allerede Platon konstaterede, at demokrati var den næstværste styreform, netop fordi det var en form for tyranni med chokoladeovertræk. Han så med egne øjne, hvor morderisk den athenske demokrati var. Det var ikke andet en en lynchhob, for flertallet udøvede tyranni overfor mindretallet og henrettede deres bedste hoveder. Demokrati er korrumperbart, manipulerbart og til salg for ussel mammon. Det er en maskine, hvor det er konsekvensløst at løbe fra alle løfter – de næste fire år, hvorefter man bare kan sidde og hæve en fed løn som kontrolleret reaktionær opposition i venteposition. Alle de vigtige beslutninger tages udenfor parlamentet, og i dag sker det ved, at statslederne får besked på at danse tango – hvilket de så gør. Spil zigøjner, eller jeg pisser i din violin! Og så må tangodanserne da gerne bagefter lade parlamentet parlamentere løs og lade som om, at det var dem, der kom op med ideen om … at begå selvskade, for det var sådan en god ide, og det må folk da kunne forstå, da vi jo siger, at det er for deres eget bedste, og vi kunne da aldrig finde på at sige noget, der ikke passede.

Hvilket så ikke passer. Vi så, hvor let det var at aflive den sidste livsgnist af demokratiet under Operation Nedlukning. Regeringen sørgede samtidigt for at, der blev et stykke lovgivning hængende som backdrop, der ville gøre det nemt for dem næste gang, de fik besked på at lukke ned. Så hvis vi skulle finde på at fjerne den tynde dug på bordet, så står der fascisme brændt ind i bordpladen. Pandemiloven kom som prikken over i’et følgende op på den manipulerede offentlighedslov, terrorloven og påvirkningsloven. Alle fire lovgivninger kombineret med NATO-medlemsskab, EU-medlemskab og FN-medlemsskab har afgivet al suverænitet og afskaffet demokrati i Danmark – uden at det er meldt ud til offentligheden. Hvis de havde meldt det ud, så havde selv de dum-dovne danskere meldt fra. Alle fire lovgivninger er fuldstændigt unødvendige, for alle love desangående findes i forvejen.

Faktisk blev det meldt ud, men det var som en fortalelse fra justitsministeren i Frederiksen-regeringen, der kækt sagde midt under nedlukningen: Folk går jo og tror, at de har civile rettigheder – det har de jo ikke? Og tak for udmeldingen, hr minister, den vil du blive citeret for resten af dine dage. Det var i samme periode, at statsministeren udtale: Der vil ikke fremover være plads til folk her i landet, der ikke er vaccineret. Det vil også blive husket.

Har vi overhovedet lært noget?

Når de, der sidder på magten, er blevet så arrogante, at de kan stille sig fuldstændigt uforskammede op og storbraldre med deres totalitære livssyn, så er krisen udrullet.
Her er der så en ligeledes arrogant trend i management-verdenen, der udtaler:
Lad aldrig en god krise gå til spilde.
Hvad menes der med det?

Vi kan selvfølgelig tage de kritiske briller helt af og bare spørge de selvsamme smarte managementfolk, der fyrer sætningen af: Jamen en krise må jo betyde, at vi skal skrue op for vores innovationskraft og tage os sammen, ja det er jo det, vi mener.

Javel ja. Vi skal nok snarere over i den genre, der hedder kaos-kapitalisme eller krise-kapitalisme. For det første har de nu igen misbrugt begrebet kapitalisme til at betyde noget andet end det, som det betyder: Enhvers ret til at handle med andre uden indblanding af hverken myndigheder eller misundelige konkurrenter. Altså fair trade i ordets egentlige betydning. Disse folk skaber selv kriser for at profittere af dem. De monopoliserer og manipulerer, så det såkaldte frie marked, der er selve kernen i et kapitalistisk system, er fuldstændig forsvundet. Det er de samme typer, der arrangerer krige rundt om på kloden for at tjene kassen på den destruktion, der skabes. Det koster mange-mange penge at genopbygge, at købe våben og mandskab til at ødelægge og våben til at forsvare sig mod ødelæggere. Det er også derfor, at socialister rammer helt ved siden af, når de slynger om sig med ‘kapitalist’ som et skældsord, for det er slet ikke kapitalisme, der skyder på, det er monopolisme, mammonisme eller fascisme – et andet ord, som de heller ikke har forstået. De har aldrig oplevet kapitalisme, for den var forsvundet allerede inden de åbnede munden. De har heller aldrig oplevet socialisme, for de har aldrig levet under et socialistiske regime. Og de har glemt at spørge østeuropæerne om, hvordan det føltes.

At dette ikke er noget, vi skyder kaos-kapitalisterne (monopol-kasino-kapitalister) i skoenen, bare fordi de er så usympatiske, ved vi fra kendte økonomer, der frækt udtaler i deres egne medier, Financial Times, Forbes, The Economist osv., at det ville være godt for den stagnerende økonomi med en krig. Er det ikke lige netop det, der foregår med hektisk aktivitet i baglokalerne i forbindelse med Ukraine-krisen? Hele denne absurde krig handler om pengevaskning, og som bedste lokalitet er valgt Europas mest korrupte regime – indsat ved at CIA-statskup. Det handler også om at ødelægge Ruslands økonomi – OG, hvilket der ikke bliver talt så meget om i medierne, men der tales med garanti om det i korridorerne rundt om i de europæiske regeringsbyginger og på direktionsgangene i virksomhederne: Ødelæggelse af de europæiske nationaløkonomier. Det er nøjagtigt, hvad vi er vidne til, men kommentatorne i medierne og politikerne har ikke mod til at sige det højt, for de føler sig alle truet udefra og ovenfra og inde fra skyggeland. Så igen penge-penge-penge – og hvis du siger det, så får du mundkurv på i disse censur-tider.

Det bedste og efterhånden mest veldokumenterede eksempel på falske kriser er Finanskrisen 2008-09. Man kan spørge sig selv om, hvorfor det ikke forlængst er kommet på alles læber og dokumenteret historieskrivning, at der var tale om svindel og internt job? Det bekræfter, at begrebet ‘ikke at lade en krise gå til spilde’ – for den gik tilsyneladende totalt til spilde, og ingen lærte noget af den … tilsyneladende – altså at begrebet ikke betyder det, vi tror. Den gik jo ikke til spilde, for bankmændene skovlede skattepenge ned i lommerne i form af bail-out-belønning for deres uansvarlige, grådige finanseventyr. Det fandt en enorm centralisering sted. Boligmarkedet crashede og de opkøbne ejendomme for en slik (penny for dollars). Små virksomheder lukkede ned og blev opslugt af globalistmaskinen.

Vi lærte ikke noget, for vi fik aldrig at vide, hvad der egentligt foregik, og hvem der trykkede på knapperne i kontrolrummet. Politikerne lærte intet … jo de lærte, hvad de allerede vidste: at de bare skal holde deres kæft og se den anden vej med et pistolløb i siden af hovedet. Smil du er på! De lærte endnu en gang at kende deres plads i servicerollen for deres opdragsgivere. Medierne lærte det samme uden at lære noget. De berettede bare som tilfældigheds-teoretikere, at det hele var et hændelig uheld, som ingen så komme, og som vi ikke kunne have gjort noget ved alligevel, og at vi hurtigst muligt hellere måtte betale regnen, for ellers blev det nok værst for os selv. Too big to fail, joo big to jail. Medier og politikere sang søde salmer i samme kor.

Og hvad ser vi så i den næste større iscenesatte krise og Operation Lockdown? De samme aktører er endnu engang på banen. Vi ser en ny mega-centralisering og nedlukning af mindre virksomheder. Denne gang havde mafiosoerne i slick jakkesæt i sorte Mercedes’er på vej til direktionsmøder bag røgfarvede glas allieret sig med folk i hvide kitler. De havde også indforskrevet regnearkstyper, der var gode til at manipulere med statistikker. De havde selvfølgelig og indforskrevet de rare medieonkler og -tanter, så staklerne med lyseblå mundkurve ikke skulle have besvær med ‘forkerte’ informationer undervejs.

Folkene i de hvide kitler repræsenterer en megabranche, der operer på samme måde som militærindustrien. Uden krig – ingen industri, ingen profit. Uden sygdom – ingen industri, ingen profit. Så simpelt er det. Det er så simpelt, at folk er ude af stand til at fatte det, hvorfor der står en elefant så stor som en krigstank lige midt i rummet og griner af os.

I 1970’er havde vi en oliekrise. Den var kunstigt iscenesat af olieproducenterne.
I dag har vi en energikrise. Den er kunstigt iscenesat af en uhellig alliance af USA, NATO, EU, krigsindustrien og elselskaberne.
Undervejs fik vi en klimakrise – no comments this time …

Troværdighedskrise

Endnu engang lærte flertallet af befolkningerne intet. Eller gjorde de?
Jeg tror nok, der sidder en lille led stump det-var-li’godt ……! i baghovedet på mange mennesker.

Der meldes nu om manglende tillid til politikere.
Der meldes om manglende tillid til medier.
Der meldes om manglende tillid til globalistiske magtfora som World Economic Forum.
Der meldes om manglende tillid til medicinalindustrien.

Er vi faktisk ved at lære lektien efterhånden?
Måske er krisen ikke dømt til at gå til spilde denne gang.
Der er dog et MEN, et stort MEN.

Mistillid i sig selv er kun en begyndelse omend en vigtig begyndelse.
Vi skal helt klart ikke have tillid til de, der har misbrugt vores tillid så groft og så mange gange. Det må afgjort være slut, og det kan ikke gå for stærkt med at hive stikket.
MEN hvis ikke vi mobiliserer et stykke gedigen selvtillid som erstatning, så er det altsammen forgæves.

Spørgsmålet er:
Hvordan kan mennesker igen blive troværdige overfor sig selv?
Vi har jo medvirket aktivt ved at hylde utroværdigheden og passivt ved at se den anden vej.
Vi har troet på de utroværdige og er blevet medmisbrugere af utroværdigheden.
Der er ikke råd til endnu engang at lade en krise gå til spilde på VORES banehalvdel.
Vi er nødt til at erobre kulturen tilbage som VORES KULTUR.

Vi husker stadigvæk, da Anders Fogh Rasmussen og hans slæng iværksatte noget, de kaldte for kulturkampen. Du husker sikkert Brian Mikkelsen og hans Kulturkanon og alt det crap. Denne civilpolitiske krigshandling – altså kampen = krigen – ankom selvfølgelig i en historisk kontekst, da f.eks indvandrerpolitik var på vej til at løbe løbsk i venstrefløjspolitisk korrekthed, I get it, men det var sammen med affyringen af kulturkanonen, at projektet mistede sin troværdighed. Altså blot det, at de stakkels indvandrere skulle lære, at den danske nationalret var stegt flæst med persillesovs! Tag den muslimer, det er stegt svin, så ka’ I lære det! Og ja, jeg er helt enig i, at Johannes W. Jensens Kongens Fald er den bedste bog, der nogensinde er skrevet om det danske folkesind. Konklusion: vægelsind er ærkedansk. Og da kongen ankom til den fynske kyst, længtes han tilbage til sit tabte kongesæde i Jylland og beordrede båden at vende om. Men da han så den jyske kyst blev han i tvivl og beordrede båden at vende tilbage. Johannes W. så det og beskrev det. Men slipper ikke afsted med at dekretere en smagsdommer-kanon – og da slet ikke, når man samtidigt harcellerer mod smagsdommeriet, som Fogh og co. gjorde. Husk også Muhammed-krisen fra den samme periode. En gang latterlig-hysterisk oppustet nonsens og storm i et glas vand. Selv muslimerne syntes, at det var helt ude i høet, altså bortset fra det få indædte fundamentalister, der hylede op og brændte et par flag af … og så gik hjem igen og åd falafel.

Hvem havde fået den syge ide at skabe en sådan provokation? Dette tilsyneladende lokalfænomen af en stribe farceagtige tiltag, hvis eneste drive kom fra en iscenesat og bestilt mediestorm, stak dybere end som så. Ingen af dem var succesfulde udover det dagsaktuelle, ingen af disse kulturkamps-prutter blev taget rigtigt alvorligt, men de var et forsøg på at leve op til visse impulser, der var ankommet.

Et dyk 150 år ned i historien røber, at en sådan global kulturkonflikt og -krise allerede var nedfældet og projekteret i anden halvdel af 1800-tallet. Det var her, det infamøse brev angiveligt fra den amerikanske frimurerhøvding Albert Pike til hans italienske åndsfælle Giuseppe Mazzini blev skrevet. Her beskriver Pike, hvordan der venter menneskeheden tre verdenskrige. Da brevet dukker op, er de to første verdenskrige allerede overstået og svarer ganske nøje til beskrivelsen. De to første verdenskrige er kort sagt beregnet på, at de eksisterende imperier/kejserdømmer i Europa og omegn skal ødelægge hinanden. Det gjorde de så. Den tredje verdenskrig er beregnet på at verdensreligionerne skal ødelægge hinanden. Og som ekstra bonus ifølge Pike, vil folk til slut desillusioneret klappe i deres hænder med jubel, når Lucifer træder frem og viser sig som den sande gud og hersker. Frimurer-nonsens? Disse folk var de, der skabte verdenshistorie. Er det så nonsens? Du og jeg kan ryste på hovedet af deres syge-sataniske tankesæt, men når dette tankesæt er udmøntet i blodig virkelighed, så er det ikke nonsens længere. Disse folk tager deres egen kroniske mentale sygdom dybt alvorligt, og det er deres største fryd, at vi ingen fatter omfanget af sygeligheden, for så mener de, at de kan fortsætte ubemærket.

I 1996 skrev globalisten og historikeren Samuel P. Huntington sin bog The Clash of Civilisations and the Remaking of World Order – med forord af Henry Kissinger, say no more. Hans scenarium har umiskendelige reminiscenser fra Pike-Mazzini-brevet. Dette var starten på WW3-scenariet, slutspillet, det store civilisations-sammenstød. Det var DET implantat, der sivede ned gennem filtret og havnede hos Fogh-regeringen dengang. Lille ambitiøse Anders And gjorde bare, som han fik besked på, for det var hans adgangskort til den del af Magtens Korridorer, som han så inderligt længtes efter at betræde. Alle geopolitiske bevægelser er udløst af disse implantater. INTET informationsmedie havde mod, format og kompetencer til at anlægge den synsvinkel og det perspektiv hverken dengang eller i dag.

Er folk begyndt at få en fornemmelse for denne mørke understrøm af sort agenda?
Der er kun én måde at genvinde selvtillid og selvværd ovenpå en kultur-æra med nedgørelse af menneskeligt selvværd og selvrespekt.
Det er walk-the-talk.
Gør det, som de siger, vi ikke er i stand til.
Bevis, at mennesker ikke har brug for kuvøsestaten.
Gå hen til det store træ i parken og hæng sutten på en gren.
Hvis du ikke selv mener, at du har evner som iværksætter i den nye kulturs ånd, så find ud af, hvem der har og giv dem din bifaldende support.

En multipolær verden

Og hvad er den nye kulturs ånd i øvrigt? Kan den beskrives?
Som svar på det spørgsmål, siger sociolog og filosof Alexandr Dugin:
Det er Den Fjerde Politiske Teori, navnet på hans bog af samme navn. Den adskiller fra det tre fallerede teorier socialisme, fascisme og liberalisme, at den ikke er skrevet endnu. De tre var skrevet af magten og serveret for folket. Den fjerde kan i sagens natur ikke skrives på den måde men må formuleres af folk selv indenfor den civilisation, der hører hjemme. Den kan kun formuleres i en multipolær verdensorden.

Så den kan beskrives, den kan formuleres, og den skal formuleres.
Men her får vi så spillet bolden lige til højrebenet. Vi kan herefter ikke længere forvente, at nogen spiller den for os som i det repræsentative forbruger-demokrati, sofavælger-kratiet, hvor vi afgiver vores stemme (= vi har ikke længere en stemme, for vi har lagt den i en stemmeurne, så den kan blive kremeret) sætter et fedtet kryds på en lang smørrebrødsseddel og så synker ned i sofaen i endnu fire år. Vi kan ikke længere forvente, at klarsynede ideologer kommer og serverer en færdig TV-dinner klar til mikroovnen for os. Bling! Skatteeer! Jeg har lige dannet mig en mening.

Det ere nødt til at være forpligtende at være utilfreds med tingenes tilstand.
Det kræver et offer – af bekvemmeligheden.
Far-og-Mor-Stat står ikke i kø med sig selv for at fixe vores elendigheder.
Til gengæld skal vi heller ikke spørge dem om lov for at fixe dem. Vi skal bare gå i gang.

Den Fjerde Politiske Teori kan selvfølgelig ikke bare udvandes til hvadsomhelst.
Bogen er ikke lang, og den kan høres som e-bog HER.
Den er et entrepriseprojekt, der er udbudt til alle civilisationer, der er klar til at restaurere deres kultur.
Den kan ikke dikteres som politiske doktriner fra et unipolært Imperium, som alle har at danse tango til.
Den kan kun formuleres og godkendes udfra enhver særlig civilisation/kultur, dens befolkning og dennes levende og livgivende traditioner. Visse skindøde traditioner kan i et eller andet omfang genoplives, for mange traditioner har været udsat for aflivning via imperialisme og kolonialisme. Eller liberalisme, for som Dugin siger det: De to første teorier afgik ved døden, og da den tredje så, at den var alene tilbage, blev den totalitær og overtog skrottet fra de to andre som sit eget. Også vi i den efter vores mening eneste civiliserede del af verden er internt kolonialiserede og ofre for imperialisme.

Hvis vi skal runde af med optimisme, så er impulsen til en multipolær verden så stærk, at den ikke kan stoppes længere. De kan forsøge, men det vil ikke lykkes. Den spreder sig som svagt ulmende steppebrand – det er i øvrigt noget selvmodsigende vrøvl, for en vindforblæst steppebrand løber stærkt, vi prøver lige igen: som en hul træstamme, der brænder indefra. Det tager hele natten for den at blive til kul. OK, jeg leder efter et bedre billede, but you get the point.

Det er svært at forklare, men først vil det bare føles, som om der er noget i luften. Vi ser det, så ser vi det ofte, så ser vi det overalt. Det virker ikke sammenhængende, men måske er det blot fordi, vi har lært aldrig at efterspørge sammenhænge, for så er du en #¥^∆!%&-teoretiker. Vi er ude af træning med at forstå sammenhænge udover det helt banale og selvfølgelige. Efterhånden begynder de nye tiltag, vi oplever, at virke sammenhængende, og vi begynder at forstå, at de kommer fra en fælles dybtliggende impuls.

Personligt er jeg så optimistisk, at jeg er overbevist om, at selv med så omfattende apati hos mennesker, vil impulsen være uimodståelig. Mange vil vågne og forsovede spørge: Hvor her jeg være så længe?
Og så kan det være, at det kun er noget, jeg forestiller mig, for ellers er der alt for mange påskud til at være pessimistisk. Det vil så vise sig, og vi se på kulturen om 10 år i bakspejlet, hvis vi lever så længe.
I mellemtiden, lad os gøre noget ved det – hver med sin lyst og sine evner. Det kan kun blive bedre herfra.