Kongen der forsvandt

Udgangspunktet er en stor undren. Lad os starte med at konstatere, at den mest omtalte, citerede og opreklamerede skikkelse i verdenshistorien fuldstændig mangler i netop: verdenshistorien. Mandens navn er Jesus. Sagt på en anden måde: bestselleren over dem alle, Biblen, og mere specifikt Det Nye Testamente har som hovedperson en figur, som senere historikere tilsyneladende ikke kan finde nogetsteds blandt samtidige historikere og deres kilder.

Fornemmelsen af et vakuum er tydelig. Det er som at åbne en bog, hvor det viser sig, at hver anden side og midtersiderne samt en hel masse i slutningen er revet ud. Man bliver nødt til her at spørge sig selv om, hvad det var, der stod og dernæst, om resten derefter giver mening.

Der er forskellige måder at forholde sig til denne påståelige besynderlighed på.

1.
Der er den teologiske, der ikke bekymrer sig om, hvorvidt der er historisk konsistens eller ej, for kristendommen har indtil videre ikke haft problemer med at hyre tilhængere uden at behøve at læne sig op ad historiske kilder og deres faktualitet. Hvis man tror, behøver man ikke at vide. Deres såkaldte videnskab kaldet teologi foregår i en indhegning, der aldrig stiller spørgsmål ved, hvorvidt indhegningen findes eller ej. Præmissen tages for givet og alt herefter udelukker, at der kan være noget fordækt ved præmissen. Der står skrevet, at Jesus sagde, ergo fandtes Jesus, for hvis ikke han fandtes kunne han jo ikke have sagt det, han sagde, hvorfor der ikke kunne være skrevet, hvad han sagde. Giver det mening? Det gør det for teologer. Det kaldes for cirkulær argumentation ifølge kataloget om logiske fejlslutninger [se 76 falske argumenter …], altså en særlig form for logik, der bider sig selv i halen og danner et lukket, uanfægteligt kredsløb.

Teologerne lukker døren ved at henvise til dogmet.

2.
Dernæst er der den historisk-akademiske. De udelader Jesus af den simple grund, at de ikke kan få øje på ham. Biblen hævder, at der fandt visse afgørende hændelser sted mellem år 0 og år 33, og hvis historikere tager disse påstande for pålydende, dukker der ikke noget op. Vores tidsregning sætter et år NUL ved Jesu fødsel, men den skikkelse, som en så vigtig synkronisering bygger på, kan ikke verificeres.

Historikerne lukker døren ved at henvise til kildeforvirringen.

3.
Hvad med jøderne, de må da have vidst noget om Jesus, for han var vel jøde? Her kan vi foretage det første dyk ned i historien. Den jødisk-messianske opstand mod romerne i år 66-70 var en major pain in the ass for romerne. Og det var ikke første gang (Judas Maccabæus ca. 150 år f.Kr.) og langt fra sidste gang, for hele balladen fortsætter til ind i det 2. århundrede (Simon Bar Kokhba, 132 e.Kr.), sammenlagt i 280 år! Husk, at Jesus havde en række navne udover Jesus: Kristus (den salvede = kongen), Immanuel (hvad betyder det? – Manu-El, hvor kommer det fra), Messias (politisk-militær leder), Rabbi (religiøs leder – NB! en rabbiner var altid gift!). De har alle deres egen historik med hver deres reference til historiske forhold og hændelser.

Har jøderne ikke noget at sige om Jesus? Det har de i allerhøjeste grad. I Talmud omtales han som Balam, som de sviner til på det heftigste, ved at bebrejde ham for nedbrændingen af Templet i Jerusalem – altså et femte navn. Her må man spørge, hvilke jøder, var der flere slags, og hvorfor skulle jøderne ikke kende deres Messias, når han dukkede op? Ikke desto mindre gøres der nar ad manden, da han korsfæstes, og et sjette navn er Jødernes Konge. Biblen snakker uden om denne titel i hele sceneriet før korsfæstelsen ved at være romertro. Hvorfor er det Ny Testamente, som kirkeidioterne i dag har omdøbt til Den Nye Aftale – alt skal være prosaisk, politisk neutralt-korrekt mundret. Hvad bliver det næste? Den Nye Sociale Kontrakt eller Den Nye Handlingsplan? Eller at Maria blev kunstigt befrugtet, bollet tyk af Helligånden eller fik noget englefisse?

Jøderne lukker døren ved at henvise til hadet.

Et syvende navn er Nazaræeren. Her bliver det for alvor interessant, for den nazaræisk-jødiske sekt var en persisk-gnostisk-egyptisk sekt indenfor jødedommen. Vi er på sporet af et svar på spørgsmålet hvilke jøder? Her slår der revner i vokabulariet, for Jesus af Nazareth (INRI) er noget ævl, da byen ikke fandtes i oldtiden. Et hint om, at noget andet er på færde. Et ottende navn er Galilæeren. Men Galiæa fandtes da? Javist, der er bare det, at ord ofte har flere betydninger, og i særdeleshed når det drejer sig kryptolitteratur og kryptofortællinger, som den eller dem, vi er på vej til at dykke ned i.

Hvis vi også som udgangspunkt husker at nævne, at adskillelsen af religion, magi, videnskab, økonomi, historie, politik og helsekunst ikke fandtes i den gamle verden, er der basis for en undersøgelse af den sagnomspundne skikkelse ved navn Jesus, der vil vise, at et stykke betændt politik for 2000 år siden har dannet verden af i dag, og at både kristne teologer, romere, historikere, jøder, muslimer – og som sidekick ateister, satanister og andet godtfolk, der er kørt ud af deres streng af idiosynkrasi – raver rundt i forvirret blinde.

Alle andre lukker døren ved at henvise til den samlede forvirring. Kan vi på baggrund af dogmatik, kildeforvirring, had og yderligere forvirring konkludere, at skikkelsen Jesus ikke fandtes og blot lukke bogen i begge ender – både som teolog og anti-teolog?

Overhovedet ikke og tværtimod!

Den Hellige Gral

Der er flere steder vi kan starte, og et af dem er legenden om Den Hellige Gral. Det er tilsyneladende en middelalderlig historie, men dens egentlige tid er det bibelske århundrede, det første århundrede.

Der er meget få forskere, der har formået at samle de løse tråde og sammentænker Egypten, Romerriget, Bibelen og konsekvenserne af de afgørende, men også i allerhøjeste grad obskure og krypterede hændelser gennem det følgende årtusind. And beyond. Der er reelt kun én person til dato, der har gjort det på troværdig og sammenhængende vis, og det er historikeren Ralph Ellis. Følgende refererer respektfuldt til hans omfattende og imponerende opus.

Den hellige gral optræder i de arthuriske legender. De handler om en historie, som man af politiske årsager ikke kunne fortælle lige ud, men som man alligevel ønskede at bevare. Kong Arthur er således endnu en konge, der er forsvundet ud af verdenshistorien og er blevet til en sagnskikkelse. Der er en hel del, der tyder på, at det er det 9. navn for Jesus gemt væk i en kreds af sammenvævede legender og historieskrivning bevaret gennem Middelalderen.

Vi skal herefter se, hvorfor.

Gralen er en kompleks ting. Disclaimer: vi går ikke efter de grove forsimplinger og bekvemme overspring denne gang, selvom der straks vil hoppe folk ind og tage patent på en af slagsen. Jamen, det er jo bare et satanisk bloddrikningsritual. Jamen, det er jo bare Da Vinci Mysteriet af Dan Brown. Jamen, det er jo bare tegnet for det kvindelige organ, siger spirito-feministen. Jamen, det er jo bare en middelalderskrøne. Jamen, det er jo bare eventyr og Indiana Jones og har intet med sagen at gøre. Jamen, vi vil helst have en godnathistorie. Hvis du er til dogmatik, newage og andet popmusik, og hvis du foretrækker din egen yndlingsversion af bortforklaringen – fx: Jamen, Jesus var i virkeligheden Buddha og er begravet i Indien, så klik på tilbageknappen NU og sov videre. Måske er han begravet i Kashmir i Indien, men det fortæller ingen historie, det giver blot verden endnu et mysterium og endnu et relikvieskrin.

Der er for så vidt ikke noget galt med godnathistorier og eventyr. Rapunzel, Askepot og Snehvide indeholder dybe hemmeligheder. Gralen siges ifølge de arthuriske legender at være det bæger, der indeholdt Kristi blod. Javist, og det er grunden til nadverritualet i dag, hvor man drikker blodet af et bæger. Josef af Aramathea, som vi senere skal røbe identiteten af, skulle have taget blodet og samlet det i bægeret. Dan Brown er selvfølgelig en popdreng og plagiator, der skal sælge sine krimier vha. et okkult plot. Men der er en vis substans i den forståelse, som hans kilde, forfatterne til bogen Hellig Gral, Helligt Blod, tilbyder, altså dobbeltbetydningen af San Greal – hellig gral og Sang Real – det kongelige (virkelige) blod. Altså historien om gralen som blodet, slægten, der er den egyptiske historie om Jesus, den sidste egyptiske Farao (af Davids hus og slægt). Vi har altså det første lag om bægeret og korsfæstelsen, der dækker over det andet lag om blodet og slægten.
Læs: Eventyrernes gemte betydning

Med denne slags tåbelige og halvpornoficerede Disneyversioner af de klassiske eventyr, kan man være helt sikker på, at ungerne aldrig opdager, at det er en esoterisk historie om Kvinden i Tårnet – nu reduceret til en intrigant, selvoptaget cheer leader tøs.

Herefter det tredje lag. I de arthuriske legender er gralen altid associeret med en prinsesse. Hun bringer gralen ind til det runde bord med hullet i midten, og alle ridderne om bordet drikker af det. I de sene udgaver af de arthuriske legender, Parsifal, er gralen forsvunden. Prinsessen holder blot et stykke grønt klæde, og den nytilkomne ridder kan ikke få øje på gralen. De andre riddere ler ad ham, for han forstår ikke, at gralen ER prinsessen. Legenden siger det ikke lige ud, men det er en af krypteringerne, som man selv skal regne ud. Det er en gåde, en mysterieindvielse. Gralen er hendes skød, og blodets linje flyder gennem prinsessen.

Linjen er den sårede fisker-konges. Kongens datter, Guinevere, er bæreren af gralen, blodets arvefølge. Gralen har brug for beskyttere, derfor ridderne. Gralen har dernæst brug for en præst udvalgt som den reneste af de tolv riddere. Hans navn er Galahad. Her bliver det lidt sært, for gallus er den kastrerede hane, præsten er ifølge traditionen nødt til at være en eunuk! Ridderen Parsifal aka Sir Galahad er simpelthen en eunuk. Vi får ikke historien, når vi går i kirke, men i det Nye Testamente står der rent faktisk, at Jesus bad sine disciple om at blive eunukker [Matt. 19:11]. Jesus beder altså en af sine disciple om at blive præst for gralen. Det turde være overflødigt at nævne, at Jesus og de tolv disciple svarer tll gralen og Kong Arthur og de tolv riddere om det runde bord.

Glem i øvrigt alt om sværdet i stenen. Det nævnes kun én gang i den opfattende litteratur, og den opmærksomhed, det har fået, skyldes dets værdi som special effect og salgsgimmick.

Der er tre runde borde, alle af samme design. Da Vinci har fået noget galt i halsen, da han malede det første bord, altså bordet ved den sidste nadver, som et langbord. At de tolv disciple repræsenter stjernetegnene i zodiaken, og at der er en kvinde til stede er derimod rigtigt. Men bordet skulle have været rundt. Det andet runde bord tilhører Josef af Aramathea. Det tredje runde bord tilhørte Uther af Pendragon, Kong Arthurs far. Kongen sidder altid i midten som solen i zodiaken. Det runde bord er en zodiak. Kongen i midten er enten Solen/Helios, eller Nordstjernen, Storebjørn afhængig af, om man ser ned på zodiaken eller forestiller sig, at man ser op i stjernebillederne. Navnet Arthur er en afledning af Ursa (Major) – der gemmer sig et stykke etymologi her. Urtha og Arthu er en ikke usædvanlig ombytning af vokaler indenfor den samme konsonant-struktur.

I oldsyrisk tradition er Den Sidste Nadver det samme som døden og begravelsen. Underligt nok er den eneste reminiscens af dette den gestus, som allernådigst tilstedes en person, der skal henrettes. Den dødsdømte kan selv bestemme, hvad hans sidste måltid skal bestå af. Halleluja!

Den rare bamse har en Karlsvogn i halen. Som du sikkert ved, peger den mod Polaris, Nordstjernen, der er centrum for den Store Zodiak, der roterer baglæns (precesserer) på Himlen. Hamlets Møllehjul. Shivas Hjul.

Eunukken – den kastrerede hane

Galahad var gallilæeren, ypperstepræsterne blev kaldet galli-ypperstepræster. Det er kendt i officiel historie (romersk) og ikke kun i arthuriske legender. En af de romerske historikere, Lucian, beskriver, hvordan gallierne skabes. Nogle spiller fløjte, mens andre får et rasende anfald, smider deres tøj, griber deres sværd og skærer deres egne testikler af! Den seriøst omskårne løber gennem byen og smider sine afskårne dele ind gennem et bestemt vindue, hvorigennem han dernæst modtager kvindeklæder, som han iklæder sig. Bizart, men historisk korrekt. Gallierne kastrerede sig selv! I Indien i dag findes der en eunuk-kult ved navn Hajri, der gør nøjagtig det samme.

Sir Galahad betyder lederen af gallilæerne, gallierne. Det var hans titel. Hans navn i legenderne var Sir Percival (Parcifal), og derfor opstår der en vis forvirring. Legenden fortæller om tre riddere, Sir Percival (Lancelot), Sir Boris og Sir Galahad (søn af Lancelot). Læg mærke til ligheden mellem gallilæer og galler, for der er en historisk forbindelse mellem Wales og Syrien, et stykke oldtids-indvandringshistorie. Der sker en forveksling mellem Wales og Gallilæa, Gallien, gallerne, kelterne. Men ifølge de skrifter, der hedder Vulgate Cykles, var han ikke waliser, og ifølge de oprindelige normanniske skrifter står der galli – altså gallilæer.

Hvordan passer billedet af en efeminiseret eunuk, der havde kastreret sig selv med lederne af den jødiske opstand mod romerne i Gallilæa? Man kunne ligeså godt spørge sig selv om, hvorfor billedet af Jesus, som vi har det i dag, viser en feminin skikkelse i kvindeklæder? 

Så kan det næsten ikke bliver mere perverst symbolladet.
Jesus og Himlens Dronning i samme ikon som LGBT pop queen.

Josephus Flavius beskriver disse eunuk-krigere som mænd, der drog deres sværd, som de havde skjult under deres kvindeklæder og dræbte deres fjender. Sir Galahad klædte sig selv i rødt, og hvis man ser på medlemmer af kurien, det pavelige-vatikanske præsteskab i dag, bærer de rødt. Paver og biskopper bærer en fisk på hovedet. Resterne af eunuk-fænomenet findes i udvandet form som cølibatet. Det havde nok været lidt svært at hyre præster til firmaet, hvis de skulle følge bogen.

Så snart man begynder at identificere skikkelser de to steder, i de arthuriske legender og i det Nye Testamente, falder næsten alt på plads. Hvem var fx magikeren Merlin i testamentet? Han var den største magiker i sin tid, Jesus før Jesus. Hans navn var Simon Mageren. Han var mager, ligesom en skikkelse som de magai, der i Juleevangeliet kaldes de Hellig Tre Konger, altså persiske magikere/præster, der af grunde, vi senere skal forstå, ankom til fødestedet. Simon Mageren kunne alle mulige magiske kunster. Han kunne flyve, han fik en dreng til at komme til syne og forsvinde igen. Simon Mageren var den primære elev af Johannes Døberen, hvis sekundære elev var Jesus, som der skrevet står. Jesus opvakte folk fra de døde og lavede vand om til vin. Stop et øjeblik her! Vand til vin, hvor har vi hørt den før? Historikere har ikke gjort deres hjemmearbejde, for så ville de vide, at oldtidens Leonardo da Vinci, Hiero af Alexandria, blandt sine mange opfindelser – fx en dampturbine et par tusind år før dens opfindelse – havde en vinkrukke bestående af skjulte kar, hvor man via et tryk med en finger kunne åbne for karrene og lukke vin ud i stedet for vand. Tingesten var legendarisk og populær i den egyptisk-græske overklasse. Jesus har simpelthen haft sådan en tingest, og hvad er der galt med lidt festlig underholdning for overklassen, som han jo selv tilhørte?

En klippefæstning formet som Vessica Pisces. Massada ligger ved det døde hav, der ses i baggrunden. Der er heller ikke langt til Qumran, hvor dødehavsrullerne blev fundet, og hvori ‘mesteren’ omtales. Ikke noget navn, bare mesteren.

Jesus har kendt Simon Mageren, for de levede i den samme tid. I Parcifal-historien skrevet af Wolfram von Eschenbach kaldes Merlin/Simon Magus for Massadan. Man tænker uvægerligt på klippefæstningen Massada, hvor zeloterne, de messianske oprørere, blev belejret af romerne og tog livet af sig selv, da fæstningen blev brudt. Forskere har denne besathed af, at Kong Arthur er en keltisk skikkelse fra Wales eller Normandiet, men ingen af navnene er keltiske. Vulgate Cyklerne siger udtrykkeligt, at navnene kommer fra aramæisk eller kaldæisk, altså gammel-hebræisk. Navnet Massadan eller Massala betyder zodiak, og de arthuriske historier er gennemsyret af referencer til astrologi og zodiak. I de tidlige arthuriske fortællinger er der en fødselsscene for Kong Arthur, men den er rent faktisk Herkules’ fødselsscene. Herkules udfører tolv arbejder, Arthur udkæmper tolv krige. Historien er overhovedet ikke walisisk. Der fortælles også, at kongens fødsel blev markeret af en komet, der lignede en drage med to stråler, der kom ud af dragens hoved. De repræsenterer Arthur og hans søster, som han var gift med. Fisken er astrologisk-geometrisk Vessica Pisces, det nøjagtige skæringspunkt mellem to søskende-cirkler, hvor den enes radius er den andens centrum.

På samme måde, som Simon Mageren var gift med sin søster Luna, var Kong Egbarus gift med sin søster Helena, og Kong Agrippa af Judea var gift med sin søster. Det var simpelthen en egyptisk adelig skik at gifte sig incestuøst. Jesus var gift med Maria Magdalena, der var hans søster + hendes søster Martha. Han havde to koner, passende for en mand, der blev kaldt for Rabbi – en jødisk rabbiner skulle være gift, og havde flere koner. Her kan vi godt se et par teologer nede i salen få ubehagelige trækninger i ansigtet, men måske de skulle prøve at læse deres egne hellige skrifter. It’s in your face gentlemen and -women!

Wolfram von Eschenbach med sin troubadur-harpe. Er det ikke en lyre, spørges der fra sidelinien? Jo, hvis du kommer fra Illyrien og spiller på harpe. Sig det til de keltiske harpespillere … undskyld, men det hedder altså en lyre.

Dragen og pyramiden

En drage er altså ikke en drage på aramæisk, det er en fisk. Fiskens astrologiske tegn er en fisk med to stråler/halefinner. Kong Arthur/Jesus er født i forbindelse med introduktionen af fiskens tegn. Det fortæller helt præcist fødeåret: år 10. Her sker skiftet mellem Aries og Pisces. Jesus blev født som Guds Lam og blev en Menneskefisker, eng. Fisherking. Legenderne siger, at Kong Arthur blev født i tegnet Draco, altså fisken på aramæisk. På den berømte zodiak fra Dendeera i Egypten, er der i fiskens tegn to cirkler, en for Solen og en for Venus (Jesus og Maria Magdalene – Arthur og Guineverre). Navnet på hans far, Uther Pendragon skal læses ben Draco, for det er et aramæisk navn lige som alle de andre navne i legenden. Altså søn (ben) af en fiskerkonge. Det er en fisk med ben i (sorry).

En anden søster af Kong Arthur var Morgane, eller rettere et andet navn for Guineverre var Morgane. Magdalene betyder ’hende fra tårnet’, for en magdal er tårn. Et bestemt slags tårn, for på egyptisk er en magdal en pyramide. I det Gamle Testamente kaldes Babelstårnet, altså den babyloniske zigurath, for en magdal, og den var også en pyramide. Maria Magdalene betyder altså Maria fra Pyramiden. Alle disse skikkelser er faraonere fra Egypten og havde intet med Judea at gøre, andet end som tilflyttere. Davids hus og slægt hentyder til de faraonske slægter, for det er kun her, i byen Tannis i Egypten, at Kong Davids hus og slægt og Kong Salomon kan genfindes (endnu flere konger, der forsvandt fra historien). Hvis man lægger to pyramider, to magdal’er ovenpå hinanden og vender den ene på hovedet, får man en maggan, en Davidsstjerne – Maggan = Morgane. Den kaldes også Mariastjernen, altså Venus, den primære gudinde i Egypten og hele Mellemøsten. Isis blev kaldt Ast, heraf Ishtar, Esther, Asterith, Astarte.

Der er dem, der mener, at antallet af ben på stjernen er afgørende. Nogle forlanger fem ben, fordi Venus beskriver en fembladet blomst i sin bane. 
Andre forlanger otte ben. Pointen her er ikke så meget antallet af ben, men STJERNEN * Asterisken.

Og Gweneverre på walisisk. Hvordan det? Der er en walisisk forbindelse her, for fredag på walisisk hedder gwen. På alle sprog fra Mellemøsten og Europa er fredag Venus’ dag, den jødiske sabbat-aften. Veneres (italiensk), Vendredi (fransk), Freitag/fredag (germansk) er Freyas dag, og Freya er Venus. Jomfru Maria var kendt som Stella Maris, Havets Stjerne, der på græsk er Afrodite, altså Venus igen. Dronningerne er alle Venus-inkarnationer. Tristan og Isolde, Pelleas og Mélisande, flere variationer af de arthuriske legender, flere kopier af de legendariske søskende. Og forresten, Pelleas og Mélisande, den franske version af historien, er sat i musik i en symbolistisk Opera af Claude Debussy, der står på listen over stormestre i logen Priory de Zion. En tid med symbolisme, middelalder-revival = nygotik, en tid, hvor Wagner skriver en cyklus om Ringen og operaer som netop Parzifal og Tristan og Isolde. En Belle Epoque, hvor Verden endnu ikke var helt smadret af industrialisme og verdenskrige. En romantisk periode ihukommende, at romantik er et middelalder-koncept. De første romaner er skrevet i middelalderen.

Hvad handler romantisk kærlighed om? Det handler som regel om, at de elskende ikke kan få hinanden. Når de omrejsende trubadourer dernede af folkelig herkomst begavet med deres talent besang skønjomfruen af adelig herkomst deroppe på balkonen, så var hans forelskelse i hende per definition forgæves. I Romeo og Julie må de unge elskende ikke få hinanden, for de har forskelligt familieblod. I vores historie her skal vi se, at de elskende med ikke længere at have hinanden men bliver adskilt. Hun i sit tårn, han et andet sted.

Stenen

Vi ved nu, hvem der passer på Den Hellige Gral. Men hvad var den? Hvis man spørger forfatteren til Parsifal, Wolfram von Eschenbach, der fik sine oplysninger fra Flegetanis, en (kvindelig) astrolog, så er gralen en sten. Der er noget forvirring her, for prinsessen fra Edessa blev kaldt ved det navn. Og Jesus var ud af kongeslægten fra Edessa i Syrien. Gralen var Lapis Exilis, Stenen fra Himlen, en magnetisk meteorsten (jf. Kaabaen i Mekka). Hovedstenen kaldtes Elagabal. Det sagdes om stenen, at den kom med fremmede fra rummet, aliens, og blev givet til Kong Elagabalus, Jesu far, i Testamentet kaldet Josef. Stenen var også BenBen-stenen fra Egypten, der blev til Omphalos-stenen på græsk. Wolfram siger, at gralstenen var Fønix’en. Hvad gør Fønix’en? Den dør og genopstår – som Jesus-Kristus.

Sammenlign Omphalus-stenen, eller som den hed i Edessa: Elagabal-stenen med den traditionelle krone for kongerne i Edessa. Og på forsiden af Ralph Ellis’ bog er der også billedet af en mønt fra samtiden, der forestiller Kong Isas Manu af Edessa. Der findes altså et samtidigt portræt af den historiske Jesus på en mønt!

Ypperstepræsten, der var sat til at passe på stenen, var Skt. Peter i testamentet og Sir Galahad i legenden. Peter på græsk betyder sten. Hans egentlige navn var Simon, men han fik navnet Peter Kiefas – sten på både græsk og aramæisk. Så i Det Nye Testamente er der også en gralsvogter. Skt. Peter var derfor en eunuk, da vogteren af gralen efter nazaræisk påbud skulle være eunuk. Ihukommende historien på Oliebjerget, hvor der fandt en ceremoni sted, hvor et øre blev skåret af. Men var det nu et øre, der blev afskåret, for en dreng undslap nøgen? Øret var snarere et sæt testikler tilhørende Peter, der blev den næste Sir Galahad, gallilæeren, gralsvogteren. I legenderne er Skt. Peter Sir Percival = Parzifal, der også kastrerede sig selv.

Skt. Peters far er Joseph af Aramathea, Sir Lancelot. Skt. Peters nøgler stammer fra don-key, æslet, der tilhørte Joseph af Aramathea. Et æseløre. Sir Persival beskrives som en nar, et fjols, en tosse. Josephus (Flavius) alias Apostlen Paulus brød sig ikke om Peter, som han kaldte for en tosse, hvilket vi kan læse i Apostlenes Gerninger. Josephus/Paulus, den romerske agent, var hyret til at promovere den Rom-venlige, udvandede, pacifistiske udgave af jødedommen kaldet kristendommen. I den arthuriske High History, kaldes Sir Percival for en tosse, a fool.

Fristelsen af Parcifal. Som gralens vogter skal man kunne modstå den slags. 

Er du der endnu? 🙂 Historien er kompleks, men vi har heller ikke lovet andet. Kompleksiteten består bl.a. i den konstante forbytning og fordobling af navne. Vi skal senere forstå begrebet pesha, der er en jødisk forbytnings-teknik, et trick dyrket og perfektioneret af ‘bogens folk’.

Hovedskikkelsen i legenden er Joseph af Aramathea. Husk scenen fra den tredje Indiana Jones-film, hvor Harrison Ford falder ned i en rotterede og finder hans grav. Det er i samme film, hvor han til slut ender i Templet i Petra med gralen, der blot er en støvet kop – noget skuffende og lidet prangende. Han er i øvrigt ved at blive kastreret/halshugget af et gevaldigt sværd, der kommer ud af ingenting. Spielberg har vidst noget som medlem fra den jødiske kabbalist-tradition, men hvor meget ved han om den fulde historie, når det kommer til stykket? Det er den, vi går efter, ikke Hollywoods og de kabbalistiske mind-fuckeres version.

Mens vi er ved Petra, så har det vist sig, at de allertidligste islamiske moskeer ikke peger mod det hul i ørkenen, der i dag kendes som Mekka. De peger mod Petra, Edom, hjemstedet for Esaus stamme, der senere forsvandt, den nabbatæiske/sabbatæiske kultur. Der opstod stridigheder, og byens guvernør blev tvunget til at forsvinde fra stedet. Han slog sig med sit følge ned 700 kilometer sydpå i den nuværende saudiarabiske ørken. Her dukker der senere en type op, der lever at at plyndre karavaner, og som var fortaler for pædofili. Han bliver senere kendt under navnet Profeten Muhammed.

Fornærmer jeg nu Islam? Kære venner, vi er alle bedragede. Vi fejer lige nu for kristendommens egen dør, så måske andre skulle gøre det samme. Islam har, såvel som Jødedom og Kristendom, deres sorte huller og forsvundne historie. Religionernes verden er fuld af ørkenrøvere, spindoktorer, skatteopkrævere og hyklere, der prøver at kuppe menneskers sjæl og sælge sig selv som mellemhandlere for menneskets forhold til sin Skaber.

Ridderen

Joseph af Aramathæus – hvem var denne ’ridder’? Han var en kollega til Kejser Vespassian. Josephus af Aramathea og hans søn ved navn Josephus – lidt forvirrende, var de en eller to personer? – bliver sendt af kejseren til Sarus, halvvejs til Babylon. På denne handels- og pilgrimsrute ligger byen Palmyra. Hvorfor disse omskrivninger af stednavne? Fordi der er et forbud mod at nævne både Palmyra og Edessa i bibelsk sammenhæng. Josphus Flavius nævner dem ikke, forståeligt nok, da han og et redaktionelt team er forfatterne til det Nye Testamente, alt inklusive. De arthuriske legender gør det samme: Palmyra er forsvundet og hedder nu Sarus. Et lille sidespring: ISIS har for nylig ødelagt Palmyra. En 2000 år gammel forvirrende strid bliver således vedligeholdt. Nogen er også i dag klar over historiens fangtråde. Og hvad betyder Sarus på aramæisk? Det betyder eunuk. Det er altså eunukkernes by, gallilæerne by.

Josephus som Kalif – eller bare oldtidens Joseph Goebbels?

Ingen i dag kender til Edessa, selvom det var et berømt sted med berømte konger og dronninger i oldtiden. Kongen i Edessa reddede indbyggerne i Jerusalem fra at dø af sult år 47. Dronningen i Edessa købte og forærede Templet de gigantiske guldkandelabre, menoraher. Kongen er ovenikøbet nævnt i Apostlenes Gerninger under navnet Agabus. Kong Egbarus kendes udmærket i de syriske kilder, og hans hustru var Dronning Helena. Disse folk er blevet slettet af historiebøgerne under Romerriget. Ved Islams fremmarch blev dette område, denne enklave isoleret fra resten af verden og lå som en ø midt i Kalifatet. Derfor er der også her bevaret en særlig og anderledes tradition og en værdifuld viden, der har holdt sig fri af den totalitære ensretning fra både Romerstaten og Kalifatet.

Rester af Edessa i nuværende Sanliurfa, Tyrkiet

Dog ikke helt fri. Josephus Flavius blev hyret af Kejser Vespassian til at skrive en fuldstændig og tilfredsstillende historie om den jødiske opstand i Judæa i det 1. århundrede. Tilfredsstillende for romerne, tilfredsstillende overfor romernes fjender. Kejseren var opsat på at kvæle alle opstande i den østlige del af Romerriget, og jøderne havde givet romerne rigeligt at se til. Josephus’ bog var beregnet på at beskrive, hvordan ethvert nyt forsøg på at gøre oprør mod Imperiet ville blive knust. Det var altså et politisk, designerideologisk propagandaskrift. Kejseren sendte Josephus (Paulus) til Adiabeni på den anden side af Eufrat, halvvejs til Babylon, og Adiabeni er Josephus’ erstatningsnavn for byen, der ifølge romerne ikke må nævnes ved sit rigtige navn, Edessa, hovedstanden for den oprørske kongeslægt med egyptiske og persiske rødder, der startede den jødiske opstand også kendt som den messianske bevægelse. De arthuriske legender – den forbudte bibelhistorie, krypteret og bevaret for eftertiden – siger nøjagtig det samme om Joseph af Aramathea og hans rejser. Her står der blot, at ‘Gud’ sendte Joseph til stedet for at omvende stedets beboere til kristendommen, altså den nye jødedom-light skabt for at passivisere de oprørske, hardcore jødiske sekter, der gav Romerriget så store problemer. Her skal man blot erstatte ‘Gud’ med Vespassian, Sarus med Palmyra og Adiabeni med Edessa, de to hovedstæder for det oprørske kongerige.

Palmyra før dette unikke syriske verdenssite blev bombet i stykker af ISIS efter ordre fra USA, NATO, Israel og Saudi-Arabien. Eller rettere: den globale Deep State, der ikke er national, der er de to ordener kaldet Dragens Orden og Den Sorte Sols Orden.

Konger og dronninger forsvinder åbenbart i verdenshistoriens sorte huller, og det samme gælder for byer, folkeslag og begivenheder efter behag og behov.

Isas Manu

Kong Isas Manu af Edessa er Kong Jesus Immanuel fra den bibelske historie, og Joseph af Aramathea aka Josephus Flavius aka Paulus har en vanskellig mission. Han har skrevet bogen om den jødiske opstand som et propagandaskrift for at få dens læsende målgruppe til at afvæbne sig selv af frygt for at blive smadret af de romerske legioner. Rom ved ikke, hvad deres fjender vil gøre med den hær, der har skabt så meget ravage for Imperiet i området, og som de stadig besidder. Romerne frygter den nazaræiske sekt, for deres religion er yderst krigerisk og aggressiv.

Josephus tager til Sarus/Palmyra og mødes med Kong Evalach Mordrane, som ingen ved hvem er, for det er endnu en af Josephus’ kryptiserede ord. I jødisk terminologi hedder det pesha, hvilket er en teknik til at skjule personers navn og identitet ved at kalde dem ved navne fra fortiden tilhørende personer, som de har en lighed med. Arthurisk historie er for så vidt pesha. Avalach er et synonym for ‘søn af Nebukanedzar’, den babyloniske konge, der ødelagde Jerusalem, før det samme skete under den jødiske revolte.

Der var en skikkelse, der før Jesus gjorde det samme – og her bliver det komplekst. I Talmud kendes Jesus, Kong Isas Manu af Edessa som Balam, og han bebrejdes ødelæggelsen af Jerusalem. I Koranen kaldes han for Issa. Ikke noget med Joshua, Yeshua, som nogle af de kristne sekter siger, fordi de mener, det lyder mere autentisk. Det er noget vrøvl, for det er ikke et persisk navn. Fordi han startede revolten mod romerne, og fordi romerne ødelagde Jerusalem, var det hans skyld. Så ifølge traditionen/teknikken pesha kunne man altså kalde Jesus for Nebukanedzar, hvis man havde lyst til det. Hvem var det lige, der for et par årtier siden hævdede, at han var en inkarnation af Nebukanedzar? Ingen ringere eller bedre end Saddam Hussein af Irak! Interessant.

Temaet søn og far i Det Nye Testamente får pludselig en helt anden dimension end Universets Skaber og dennes kødelige inkarnation – og indrømmet, hvem derude med et stykke sund intuition i behold har ikke for længst luret den vinkel? Måske har du, som jeg, ikke haft konkrete ord og begreber at sætte på din sunde intuitions-fornuft, men vha. Ralph Ellis’ opus kan vi i dag få styr på begreberne. Alt, hvad manden skriver, ville i den Spanske Inkvisitions tidsalder have været nok til at idømme ham en sagte ristning over ilden – sagte i betydningen: så kan han lide så længe som muligt for den specielle synds skyld, at have røbet historien, som Kirken og før den Romerstaten for alt i verden ikke ønskede, at folk skulle få kendskab til. Kirken og den forgænger Romerriget har arbejdet så indædt på at få den virkelige historie til at forsvinde, for den ville hive tæppet væk under deres legitimitet med et snuptag. Fuldstændigt væk!

En underlig Hollywood-hentydning i den første Matrix-film til et link mellem Jesus og Nebukadnezzar ved at henvise til Markus 3, 11, der handler om de urene ånder, der faldt ned for fødderne og råbte: You are the One!

Kongeriget, med Edessa som hovedstad, strakte sig fra Edessa til Amida over Palmyra ned til Pella syd for Damaskus, og rigets navn var Orenia. Byen ligger i dag på den anden side af den tyrkiske grænse og hedder Sanliurfa. Orenia som navn er interessant, for Orange var navnet på kongeslægtens settlement i Sydfrankrig, hvor Maria Magdalena bosatte sig efter diasporaen. Oranje er navnet på slægten, der senere emigrerer til Nederlandene, og William af Oranje er navnet på den konge, der i reformationstiden bliver eksporteret til England.

Slægtsbog i elevatorversion

Der står, at Jesus var af Davids hus og slægt. Jødiske arkæologer (Finckelstein, oa) har ikke kunnet finde nogen tegn på, at den tids mægtigste og rigeste konger var bosiddende i den beskedne landsby, som Jerusalem var i 950 f.Kr. Derimod findes der skikkelser, et tempel, en sekskantet stjerne og andre historiciteter, der passer på beskrivelsen, i form af byen Tannis i Egypten. Teologer bliver altid forvirrede og målløse, hvis man beder dem om at forklare, hvorfor Jesus havde en slægtshistorie – og samtidig var produkt af en jomfrufødsel og søn af Gud. Det er nærmest pinligt morsomt. Men hvis man studerer forholdene omkring de egyptisk faraoer, så var de alle sammen søn af Gud, med navne som Thut-Mosis (Thoth), Ra-Moses (Ra), Amon-Hotep (Amun), Aken-Aton (Atum), osv. Guds navne er indbygget i deres navne. Men det var strengt forbudt at se i den retning, hvis man ikke ville fornærme Kirken og i øvrigt havde sit liv kært. Kirken, der prædikede evangelisk næstekærlighed, var en morderisk institution. Af samme grund fandt denne umådelige vandalisme sted, da Napoleon var i Egypten, for de hemmelige selskaber, der opererede i kejserriget var kommet på sporet af, at der stod hele fuldstændige passager fra Biblen indskrevet med kartoucher – skrevet århundreder før Biblen. De måtte ødelægges.

Hver tid sin æstetik. Sådan så Constantine Grasso i 1678 en barok scene mellem Cæsar og Cleopatra.

Nærmere bestemt er Jesu slægtsforhold indenfor et par generationer en datter af ingen ringere end dronning Cleopatra og Julius Cæsar. Denne datter blev givet som gave, altså som arrangeret politisk ægteskab, til den persiske konge. Hun måtte senere flygte fra Persien, da hun havde taget livet af sin mand. Med sig bringer hun en mindre hær på 600 ryttere og 200 tjenestefolk og familie, og de slår sig ned i år 4 i Edessa, der bliver en af de største og rigeste byer i hele den romerske sfære. Det vil sige, at hun med sig også har bragt væsentlige dele af det persiske skatkammer. Hun kendes fra Josephus som Theramusa af Orenia. Hun svarer til Jomfru Maria, men mari var ikke et navn, det var en titel på en kvindelig præst. Hendes nye mand svarende til Josef, hedder Manobases – igen ifølge Josephus, der skal tages med hele poser af salt, Egbarus er et bedre bud, og hans sønner er Manu V og Manu VI, hvoraf en af dem er Isas Manu, Jesus Immanuel.

Historien om, at Jesus hang ud med toldere, var en af Josephus omskrivninger. Det hele handlede om skatteunddragelse, for kongefamilien i Orenia nægtede at betale skat til det Romerske Imperium. Selve fødselsscenen fra Bethlehem – endnu en by, der ligesom Nazareth ikke eksisterede – hvor der ankom besøg fra tre præster fra Persien, magerne, giver kun mening, fordi Jesus, på trods af, at hans forældre var faldet i unåde, stadigvæk af fødsel var Persisk Prins og dermed tronarving. Dronningen af Orenia har betydningen Himlens Dronning, og Kongeriget Orenia betyder derfor Kingdom of Heaven, Himmerige. Derfor kan han udtale til sit følgeskab i Judæa, at hans Far boede i Himmerige. Fader Vor, du som er i Himlen.

Jesus er ikke en skikkelse fra år 0 til år 33. Han er en skikkelse fra omkring år 60 og født i år 10. Han var altså en mand på omkring 50, da han blev klynget op på korset for sammen med sin bror Jakob (eng. James) at have startet den jødiske revolte. Josephus har rent faktisk en person ved navn Jesus af Gamallah (Isas af Kamma), en oprørsleder, som han jagter rundt i Judæa i egenskab af officer. Heraf udsagnet ’Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’ Det er temmelig ironisk, at kristendommen intet har med Jesus at gøre, men er skabt af hans værste fjende. Josephus/Saul kalder ham også for den egyptiske falske profet. Han bliver korsfæstet med tornekrone, en hånende version af den traditionelle hjelmagtige krone, der blev båret af kongerne i Edessa (billedet på mønten), og i en lilla kappe, en farve, der kun måtte bæres af den romerske kejser. Jødernes konge var mere ambitiøs end som så, for han gik ikke blot efter kongemagt i Judæa, men efter selve kejsertitlen i Rom! Med den slægtslinje var han fuldt berettiget til det, og kejsertronen var tom på det tidspunkt.

Endnu en genskrivning af Legenderne i en lidt mere politisk korrekt, skyldbetynget version med Orlando Bloom som forsvarer af den Hellige Stad.

Der var tre stratenrøvere på korset i Kidrondalen – hvoraf den ene altså var en Prins af Persien. Vi er nogle, der har spillet computerspillet, og den sværdsvingende kriger i spillet har ret beset langt mere at gøre med den historiske skikkelse end den afblegede – undskyld, jeg siger det: bøsserøv fra det Nye Testamente. Han svarer også til beskrivelsen af stjerneprofetien, der handler om, at en konge fra Østen blev født under en stjerne og blev den næste Kejser af Rom. Han bliver stærkt medtaget hevet ned fra korset efter tilladelse af guvernøren, Titus, af Joseph af Aramathea aka Josephus aka Saulus/Paulus. Kejser Vespassian, derimod, havde ingen krav på kejsertronen, han var en simpel hærfører, og han havde brug for legitimitet. Derfor bliver der hidkaldt en sær skikkelse til Alexandria, hvor han opholder sig, en skikkelse, der kaldes Basileis. Han er halt, har en forvredet skulder og er blind på det ene øje, skader, han har pådraget sig ved korsfæstelsen. Det bekræftes af Talmud, der siger det samme. For at spare hans liv, skal han overføre stjerneprofetien og legitimiteten til Vespassian, der altså stjæler en profeti og putter den ned i sin egen lomme.

Herefter bliver Basileis aka Jesus sendt i eksil til den fjernest beliggende lokalitet i Romerriget i forhold til Judæa, England. Her var der i år 75 bygget et Guantanamo-fængsel til særlige politiske fanger, hvor han bliver interneret – minus sin hustru, der bliver sendt i eksil i Orange i Sydfrankrig. De måtte ikke producere flere børn, end de allerede havde gjort. Stedet i England hed Fortress Diwa og lå uden for lands lov og ret i Chester, hvor en særlig enklave på stedet var bygget i form af en Vessica Pisces. Der var indbygget jødisk badekælder, der var zodiak på det runde bord – der altså var ovalt – der var indbygget et jødisk tempel eller som vi ville sige synagoge. Et ganske udsædvanlig byggeri. Jesus forlod aldrig stedet, og døde i en alder af 76 i år 86. Ralph Ellis har et kvalificeret bud på, hvor han blev begravet, og begravelseskirken i Jerusalem er det dårligste bud i verden, da man aldrig begravede de døde indenfor bymurene. men derimod på Oliebjerget. Men det er heller ikke noget godt bud. Hvad med Stonehenge? Det giver langt mere mening pga. stedets astrologiske kontruktion, og det understøttes af de arthuriske legender og Geoffrey af Monmouth. Kong Arthur ville have været begravet ved Stonehenge, der kunne være identisk med Avalon. Stonehenge var på det tidspunkt ikke længere operationel, da druiderne var udryddet af romerne.

Ligger der en konge begravet her? Måske. Det er kun et kvalificeret bud.
I en anden artikel foreslår vi Kongernes Grav Paphos på Cypern.
Læs: Verdensspillet del 3: Virkeligheden lagt i stasis.

Fortress Diwa er i dag jævnet med jorden, og der er bygget et parkeringshus på stedet. Det ville have været et sprængfarligt monument at have liggende, for selvom man selvfølgelig ville have skabt en eller anden skrøne om formålet, ville der alligevel en skønne dag ankomme en flab og stille dumme spørgsmål. Væk skulle det på samme måde, som når CIA sletter sporene over en af deres forbrydelser.

Som Ralph Ellis. Glemte vi i farten at nævne hans opus:

• Jesus – Last of the Pharoes
• Cleopatra to Christ
• King Jesus
• Mary Magdalene, Princess of Orange
• King Jesus of Edessa
• The Grail Cypher

+ fem andre titler, hvor den enorme opgave, han gennem tre årtier har påtaget sig, som hovedtema har den historiske Jesus, der er forsvundet ud af historieskrivningen, og at sørge for, at han finder vej tilbage igen. Ikke noget, der bliver bifaldet af hverken teologer eller historikere, der fuldstændigt har fejlet i samme projekt.

Pesha

Det er ikke læse-let, Dan Brown-stil popmusik. Blot den seneste bog The Grail Cypher er en komprimeret sag på 600 sider spækket med solid kildebehandling. Til gengæld er han en fremragende foredragsholder, og han har brugt et helt år på blot at promovere sine bøger vha. interviews. Det er desværre nok sådan, at hans forskning er SÅ kontroversiel, at der kan gå lang tid, før den bløder igennem. Måske han ikke selv når at opleve det, for det ville være typisk for opus af den kaliber.

Så: Joseph af Aramathea bliver sendt til Palmyra med sit propagandaskrift i hånden for at mødes med Kong Isas’ søn = Jesus’ søn kaldet Evalach for at overtale ham til at overgive sig og konvertere fra den nazaræiske jødedom til simpel jødedom = kristendom. Kongen nægter, hvorefter Joseph truer ham med at sende den parthiske konge og hans hær.

Dette stykke pesha = historieforfalskning er så perfekt, at moderne akademia ikke fatter en bønne = en hujende fis = noget som overhovedet helst af, hvad der foregik i det 1. århundrede. Ved Romerrigets fald i 400-tallet brød historieskrivningen sammen, på samme vis som logistikken i Riget. Vi ved med sikkerhed, at helt op til halvdelen af befolkningerne i det romerske rige omkom som følge af kollapset. Det startede i 410, og det sidste årti mellem 470-80 gik det uhyggelig stærkt. Det bør tjene som eksempel for, hvad der sker med et totalitært Imperium, når det har gjort sine befolkninger afhængige af centraliseret logistik. Lokalt selvstyre er på forhånd sat ud af drift. Den mørke tid bestod udover fattigdom, hungersnød og pest af en åndelig formørkelse grundet manglen på solid dokumentation af hændelser, hvorved det blev muligt for historieforfalskere at dreje op for alle haner for fuldt tryk. Udtrykket Den Mørke Middelalder (The Dark Ages) er på ingen måde en forkert betegnelse for tiden, selvom moderne historikere har forsøgt at profilere sig ved at hævde det modsatte (de skal jo også leve, så de har fundet et gimmick for at promovere sig selv …). Udover fattigdom, pest og andre masseødelæggelser, var manglen på viden et seriøst problem i Den Mørke Tid. Det blev et sort hul i tid, hvor man kunne smide alting ned i.

Og det gjorde man. Hændelser fra det 1. århundrede, der var tabuiserede af politiske årsager, oldtids-geopolitik, blev smidt ned i det sorte historie-hul. Af indlysende årsager. De folk, der skrev Vulgate Cykles, 9 tykke og svært læselige bind med tæt skrevne 3000 sider, kendte den forbudte historie. Deres navne var Walther Matt og Robert de Boron, men det er svært at forestille sig, at de var ene om det. Disse folk var munke og historikere i 11-12-hundredetallet, og hvorfra kendte de den historie, som allerede var gået tabt i det 1. og 2. århundrede? Et time-lapse på 1000 år. Den har været gemt godt væk måske på visse klostre. Klostrene var særdeles lukkede samfund med grader af indvielse. De var befæstede. Munkene besad viden og teknologi.

Tempeldridderne

Historikerne – ganske få – i middelalderen kendte historien. En af dem var Geoffrey af Monmouth. Det gjorde han, fordi en navnkundig gruppe af krigermunke havde opsøgt denne viden i forbindelse med korstogene og havde overgivet deres viden til ganske få udvalgte, hvoriblandt han var. De navnkundige, berømte, berygtede – alt efter behag og behov – tempelridderere havde som særligt formål med deres deltagelse i de ligeså navnkundige togter at finde beviser for den tabte historie og bringe den tilbage til, hvor de kom fra. Hvorefter de så ikke kunne tale højt om deres nyerhvervede viden. Hvad handlede korstoget mod Katharerne i Sydfrankrig om, hvor tempelridderne bevidst fravalgte at deltage? Det handlede om, at der eksisterede en gruppe, der kendte historien og videreførte den nazaræiske, essenske og gallilæiske retning af jødedommen, som Pauluskirken aka Romerriget aka Pavestaten, Rigets arvtager, havde undertrykt og ikke ønskede skulle genopstå.

Riddere på afveje. Måske ledte de efter en ganske særlig bog? 

Hvorfra ved vi det? Det ved vi, fordi det første korstog tog en besynderlig rute. I stedet for at styre direkte mod Jerusalem, drejede toget fra i retning af … Edessa, byen der ikke fandtes efter det 1. århundrede. Og hvad gik de efter? De gik efter en lærd ved navn Justus af Tiberias’ historie om jøderne, en bog, der ikke længere findes, men som vi ved fandtes iflg Josephus Flavius aka Joseph af Aramathea aka Apostlen Paulus, der harcellerer over netop denne bog og kalder den et værk fuld af falsknerier. Altså et ‘pålideligt’ udsagn fra en professionel historieforfalsker, købt og betalt af romerstaten til at omskrive jødernes historie i propagandistisk øjemed, der hermed påkalder sig særlig opmærksomhed omkring den bog, som han af indlysende årsager ikke kunne lide! Protestanter i dag elsker Paulus. De kan ikke få nok af Kærlighedens Højsang – og den er jo vældig emotionel, for størst af alt er jo Kærligheden – og Apostlenes Gerninger. Igen: Kristendom har intet med Jesus at gøre, men alt med Paulus at gøre. Protestanter elsker ham, fordi han var reformator, men de aner intet om, at han blot var en dreven spindoktor, historieforfalsker og romersk agent. En vendekåbe, der det ene øjeblik er jødisk aristokrat, det næste øjeblik en hærfører, der jagtede oprørere, det tredje øjeblik får et sjældent lyst øjeblik på vej til Damaskus – før var jeg blind, men nu ser jeg – for endelig, da lokummet brændte under ham, blev hjulpet til Rom, hvor han blev Vespassians spindoktor og propagandaminister, Joseph Göbbels på sin tid – og mindst lige så skræmmende kompetent.

Göbbels som apostlen Paulus … 

Siden vi har været så frimodige at sige T-ordet for tempelridderne, er det lige værd at huske på, at der ikke hermed siges noget om bagtanken med at anskaffe sig den historie, som den Katolske Kirke for alt i verden ikke ønskede offentligjort. Det kunne sagtens tænkes at være et redskab til afpresning. Vi siger heller ikke noget om her, at de havde andre formål med turen. Nogen har gættet på teknologi, andre har gisnet om skatte. Da de vender tilbage, er de pludselig så velhavende, at de kan låne penge til konger og fyrster. Man kunne godt få den tanke, at alle de vilde rygter om deres forfærdeligheder var et røgslør, som de allerede dengang var tilfredse med. Den herre ovenfor og hans kolleger i det Tredje Rige var bestemt ikke ubekendte med fortællingerne, og alt tyder på, at de tog dem meget alvorligt.

Historikere, både i antikken og i middelalderen, kunne ikke beskrive den virkelige historie, en udsøgt fornærmelse mod magthaverne både dengang og senere og derfor et sikkert afsæt for magthaver til at give de vidende med de åbne munde en … tæt barbering. Så de få vidende var henvist til at dække historien til på pesha-vis. Altså ved at placere hændelser og skikkelser ude af tid og sted ved omdøbninger og omplaceringer i form af arthurisk historieskrivning. Bekvemt nok for enhver, der har lyst, kan kalde det for skrøner og legender, mens det i realiteten indholder den virkelige historie i kryptiseret form.

I Fosters Prins Valliant – Kong Arthur for børn – er den gruselige drage blevet til en overdimensioneret croc. Og hvad var det lige, vi havde lært om dragen, stjernetegnet Draco? At drage på aramæisk var en fisk.

Troubaduren

100.000 afrikanere skulle ifølge de arthuriske legender og Geoffrey af Monmouth have invaderet England fra Irland under ledelse af Gormand af Isenbard! Mon dog? Endnu en nem grund til at henvise legenderne til kategorien skrøner, en afrikansk hær i Irland, bunkum! En troubadursang besynger denne Gormand af Isenbard.

Denne blomstrende middelalderpoesi og tilhørende musiktradition er et helt kapitel for sig. Troubaduren besynger ofte den håbløse og uforløste romantiske – ordet romantisk stammer herfra – kærlighed. Det er blevet forklaret med, at troubaduren var en omvandrende skjald, der blev hyret af adelige kvindfolk til deres underholdning, hvorefter han forelskede sig i dem, men hans forhold til adelsfruen forblev platonisk, for han kunne aldrig få hende. Den uforløste kærlighed blev et tema i sig selv fra middelalderen frem til dens genkomst i romantikkens 1800-tal og frem til i dag i en Hollywood-perverteret version. Men der stikker noget andet under, og troubadur-traditionen, eller som det hedder på germansk Minnesangen, erindringssangen, er et udspring af den arthuriske historie. Vi har den fra Wolfram af Eschenbach frem til Richard Wagner, der komponerer en opera med titlen Parcifal. Den egentlige uforløste kærlighedshistorie handler om adskillelsen af Jesus og Maria Magdalene, der tvinges i eksil efter påbud af Kejser Vespassian til henholdsvis Sydfrankrig (Orange) og Chester (Fortress Diwa), England. Derom senere.

Jeg søgte på Isenbard og fik Isengard. Slet ikke noget dårligt valg, for Ringenes Herre er ligesom Wagners Ringen utænkelig uden de arthuriske legender. 

Tilbage til Gormand af Isenbard. Det handler selvfølgelig ikke om afrikanere i Irland, men om nordafrikanere og maurere fra Mauretanien, der invaderer Sydfrankrig i 700-tallet. Alle de tidligere kristne områder i Mellemøsten og Nordafrika var blevet erobret af Islams aggressive ekspansion, og nu var turen kommet til Frankrig. Vi kender til maurernes invasion af Spanien, hvor det tog århundreder for spanierne at smide dem ud, men de færreste kender til den franske invasion helt op til byen Tours, hvor de blev slået tilbage af Charles Martell (efternavn: Hammeren – interessant, for Maccabæus/maccaba betyder også hammeren). Senere kom de muslimske horder tilbage og invaderede Provence frem til byen Orange, der var et uafhængigt fyrstendømme regeret af en prinsesse. Vi genkender Orange som det syriske eksil-settlement, hvis første prinsesse var Maria Magdalene, søster og hustru til Isas Manu af Edessa (kongeriget Orenia) = den historiske Jesus, der af storpolitiske årsager forsvandt fra historien hjulpet på vej af spindoktoren, historieforfalskeren, den romerske agent Josephus Flavius aka Joseph af Aramathea aka Apostlen Paulus.

Beklager hvis vi kommer til at gentage pointerne, men det fremmer som bekendt forståelsen. Det er lidt som at tage en genstand op og vende og dreje den for at se den fra alle vinkler. Det er stadigvæk den samme sten.

Forfatteren til Parcifal, Wolfram von Eschenbach, skrev en anden bog, der er mindre kendt ved navn Willehelm. Der handler om William, der var prins af Orange. I slutningen af 700-tallet gør han det samme som Charles Martell og fortrænger muslimerne fra Frankrig, så de må flygte indover Pyrennæerne til Spanien. Det er igen den samme historie og i de forløbne 600 år var det ikke længere romerne, der skulle smides ud, men muslimerne. Det var det, korstogene handlede om, bl.a. Man siger normalt, at korstogene startede i 1069, men de startede langt før, med Charles Martell, og fortsatte med William af Oranje nogle årtier senere i samme århundrede. Eschenbach genskriver den arthuriske historie. I Italien findes også en variation af Kong Arthur ved navn Roger 1, der smed muslimerne ud af Italien. Karakteren Arthur kan bøjes på mange måder.

Er det ikke et tårn, hun holder i hånden? 

Prinserne i Orange i Sydfrankrig bliver senere til prinser i Holland under titlen Huset Oranje. De bliver den kongefamilie, der er involveret i Reformationen i 1500-tallet. Man kan sige, at fronterne var de samme som for halvandet årtusind siden, hvor de bekæmpede Romerstaten, og nu under William III Romerstatens direkte arvtager, den Katolske Kirke. Denne William var nu importeret til at være konge i England. Han smed James 1 (under Louis XIV) ud af Irland, en konflikt vi i dag kender i form af IRA, Sinn Fein og Ulster. Det bevirkede i sidste ende, at hele Nordeuropa blev protestantisk. Vi skal ikke her gå nærmere ind i religionskrigene, da det er en kompleks størrelse, men blot identificere et enkelt mønster. Mønsteret kan også ses senere i form af Napoleonskrigene, såvel som de kunne ses allerede i 800-tallet under Vikingetogterne mod frankerne og kejser Karl den Store/Charlemagne. Selvom der er adskillige grunde til, at Reformationen kom som en ny og værre plage eller i det mindste som et nødvendigt onde, så ville vi ikke have haft videnskaben, som vi kender den eller den industrielle revolution, hvis ikke William havde vundet slaget i Boyne I 1690.

Det bliver efterhånden sværere og sværere at afskrive den arthuriske historie, for den beskriver alle de hændelser og skikkelser, der har været medskabere af den moderne verden. Man kunne for eksempel anlægge det synspunkt, at krigen i Syrien handlede om gentagelsen af et gammelt tema. Det nye Romerrige, USA-CIA-NATO er atter ankommet til stedet, denne gang sammen med de muslimske horder, selvom ISIS ikke har meget med Islam at gøre, og på trods af, at Islam er så splittet og korrumperet (wahabiseret) i mellemtiden, at de ikke magter at tage entydigt afstand fra det misbrug af religion, der finder sted. En konge I Syrien bliver lagt for had. Palmyra – resterne af Orenia, kongeriget med hovedstad i Edessa – bliver ødelagt af terroristhorderne, mens zionisterne på den anden side af grænsen klapper i hænderne af fryd. Et 2000 år gammelt indædt og uforløst tema er igen sluppet løs, med de samme slags aktører og fjendebilleder, som dengang. Hvis nogen kommer og påstår, at der ingen sammenhæng er, og at det hele er tilfældigheder, så står der printet kraftidiot i hovedet på dem!

Syrien er overrendt med afstumpede typer som dem her – bestilt af Imperiet.
Bestilt til at ødelægge resterne af fortidens Palmyra, bl.a. …

Og historieforfalskning igen-igen, den foregår døgnet rundet i medierne med Fake Corporate News over hele linjen. Undertrykkelse af viden foregår nøjagtig som i Den Mørke Tid, hvor vidende personer har måttet kryptere historien som legender og myter. Vi er i gang med en gentagelse af The Dark Ages, og minsandten om ikke også Jorden er blevet flad for anden gang! Lad os håbe, at fremtidige historikere – de ægte historikere, ikke de globalistiske legesvende og Imperie-besyngere – til sin tid vil have noget godt at skrive hjem om, og at den Nye Mørke Tid indeholder kimen til sin egen modsætning. En forudsætning for det er, at alle de fortrængte og forbudte historier får en mulighed for at komme for dagen. Hvis ikke, det sker, vil historiens hjul bare kværne videre i samme rille, med de samme fortærskede fronter, fjender og falske forklaringer.

Noget tyder på, at vi er på vej ind i en ny tid for alvor. Vi mener, at historien om Kongen der forsvandt er et bidrag til at rense lidt ud i historieforvirringen. Vores verdensbillede er bygget på et falskneri, og sandheden har måttet gå under jorden i 2000 år – det er dog en slat – for at undgå total udslettelse. Sandheden er som bekendt ilde hørt. Men hvis vi i forfatterrummet skal sige, hvad vi mener om den, så er det, at den er 10 x så spændende som det slatne, våde wienerbrød, de serverer til kaffen henne i Kirken. Og så er det virkeligt og ikke tros-propaganda. Hvad siger du til det, du gamle!

*

Post Scriptum – esoterisk kristendom

Vi startede med at bladre igennem de forskellige vinkler på Jesus. Du husker måske: den teologiske, den mainstream-historiske, den ateistiske, osv. Ellers bladr tilbage og læs op. Undervejs er den dybdeborende og ikke-mainstream historiske og den astroteologiske vinkel introduceret. Og NB! disse to er kompatible. Men hvis man er vældigt meget inde i den astroteologiske, så bliver Jesus-figuren idømt status af fiktion. Han fandtes jo ikke, for det hele er jo bare en allegori. Det er det, der hedder en halv sandhed, der mangler sin egen bedre halvdel. Og sorry til udmærkede folk som Acharia S., Joseph Atwill og en stribe seriøse pionerer i myteforskning, der har meget at byde på, men vi mangler stadigvæk den historiske person, Kongen der forsvandt.

En vinkel vi ikke har diskuteret er den såkaldte esoteriske kristendom. Man kan sige, at det er en opdateret eller moderne version af gnosticisme. Vi finder det antydningsvis i Dødehavsrullerne. Vi finder det ligeledes i mindre omfang i den mest interessante og ældste version af Det Gamle Testamente, Den Ethiopiske Bibel. Til dels i den koptisk og den syriske bibel. Eller den armenske. Vi finder dem i allerhøjeste grad i Nag Hammadi-rullerne. Der er ‘evangelier’ opkaldt efter Thomas, Phillip, Maria Magdalene, osv.

Gnosticisme fortæller om Jesus’ dobbelte natur. Han var både menneskesøn og Guds Søn. Han var Jesus og Kristus. Han var af kød og blod – dette er Jesu Kristi legeme, spis det … dette er Jesu Kristi blod, drik det … og han var af ånd. Gnosis = viden = læren om den dobbelte natur. Gnosticisme – og husk at dette begreb bare er et moderne navn for viden fra oldtiden – er også læren/viden om en hel række kosmologiske fænomener. Forholdet mellem Skaberen, Gud og Demiurgen = tronraneren eller Anti-Gud, Kilden og Anti-Kilden, det højere astrale felt og det lavere. Gnosticisme beretter om Sophia, der mere eller mindre er identisk med Jordens sjæl også kaldet for Gaia. Navnet genfindes i filosofi – philo sophia = kærlighed til visdom. Gnosticisme beretter om archonerne. Disse er Demiurgens redskaber. I moderne terminologi ville man kalde dem for AI-programmer. Arch er -ærke = ærkebiskop = ærkeengel = urkonge = konge. En arch betyder også en hvælving, en bue. Archonerne er installationer i et kosmisk styresystem.

Vi finder esoterisk kristendom i de esoteriske selskaber: rosenkreutzere, frimurere, teosoffer, antroposoffer, kabbalister. Rudolf Steiners antroposofi er esoterisk kristendom. Det er en rituel indvielse i den åndelige verden. G.I. Gurdjieff er en slags gnostiker. Sufisme er et andet navn for gnosticisme.
Husk stadigvæk: begrebet gnosticisme er blot et moderne begreb for viden fra oldtiden.

Alt dette er en vinkel, vi ikke finder hos Ralph Ellis, for han er ateist. Det er hans døde vinkel.

Der er meget interessante passager og udsagn af Biblen, som ikke synes fuldt forstået.
Det gælder Det Nye- såvel som Det Gamle Testamente.
I Det Nye tilskrives Jesus udsagnet: Når tiden kommer, vil I alle være i stand til gøre som mig.
Altså: Ved Kristi Genkomst har I ikke brug for mig længere.
Selv svindleren Paulus, som vi nu ved, hvem er, har skrevet det i det 2. Korintherbrev – han har uden tvivl stjålet det, for han syntes selv, det var for smukt:
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Teologerne vil aldrig indrømme det, men dette er vaskeægte gnosticisme.

Så hvad er Kristi Genkomst, og hvad er det, vi da skal kende fuldt ud?
Kristus er Krystalinsk Tid.
Ikke lineær tid, som er den katolske tidsopfattelse: fra Skabelse til Dommedag.
Det er den samme tidslinje, der er overført til Big-Bang-teorien.
Ikke cirkulær tid som i Yuga-filosofien, hvor alt er cykler, der … cykler derudaf forever.
= det store hamsterhjul, Shivas hjul, Hamlets Mølle, Samsara, reinkarnationerne.
Krystalinsk Tid er noget helt tredje og væsensforskelligt. Her bliver det svært at forklare.

Det er en tilbagevenden til en kosmisk urtilstand i version 2.0.
Det er alt for langt i spyttet til at koge ned her-og-nu, men kort fortalt er det restaureringen af vores verden til en tilstand, hvor Mørket ikke regerer over Lyset, hvor tronraneren, Demiurgen er tilsidesat.
Der var en tid til det, nu er der en tid til noget andet.
Hvis der var et Gammelt Testamente = en gammel pagt og et Nyt Testamente = en ny pagt – der så er 2000 år gammelt og har nået sidste salgsdato, så er Krystalinsk Tid = Kristi Genkomst en helt afgørende Ny Pagt to-end-all-pagts.
Så hvad er Kristi Genkomst, og hvad er det, vi skal kende fuldt ud

Doksologien hvor der i kirken siges-synges Fra Evighed til Evighed, Amen er herefter ikke længere gældende. Det var fra Alfa til Omega, For Ever And Ever. Universets Livskilde har besluttet, at Alfa-verset (Lyset) nu har tilsidesat og erstattet Omega-verset (Mørket). En ligevægtig ballance var ikke længere muligt, for Mørkets Magter nægtede at dele magten og ønskede den fulde og eksklusive magt. Fænomenet er både kosmisk – som foroven – og planetært – som forneden. Jorden er en fraktal nedskalering af Verdensaltet. På det jordiske plan gav det sig bla. udtryk i globalismen og agandaen om den unipolære verdensorden / New World Order styret af Mørkets Magter. Disse magter bliver nu tilsidesat og elimineret.

Fra at skifte fra 1. til 3. gear kører vi nu i over-drive.
Hvis du synes, at vi kører lidt for hurtigt i overhalingsbanen, så vend trygt tilbage til søndagsskolen.
Vi skal nok ankomme til rette tid. Og indrømmet, dette er ikke hverdagskost.
Men det var historien om Kongen heller ikke. Vi er klart udenfor tryghedszonen her.

I Rudolf Steiners esoteriske kristendom er der forskellige kerneelementer.
Det ene er koncepter om Ahriman. Navnet er lånt fra persisk kosmologi.
Det er Guds modsætning, Mørkets Fyrste. I parsismen var det Ahura Mazda, der var Lysets Fyrste, Gud.
Det andet koncept hos Steiner er Den 8. Sfære. Det er et slags fangenskab for livsenergi.
Mørkets Magter kunne ikke selv skabe livsenergi men var afhængig af transformationen af livsenergi til mørk livsenergi. Mørket var en mega-parasit på Lyset.
Den 8. Sfære er Den Store Illusion, Maya, Sløret, Den Kosmiske Kunstige Intelligens.

Så hvad er det vi siger her?
Vi siger, at der findes en kosmologisk tydning af Kristus.
Hvad har den at gøre med de andre tydninger?
Og især: Hvad har den at gøre med Manu af Edessa, Messias og Kristus?

I stedet for at svare på spørgsmålet og dermed rode os ud i endnu en tur i den store rundkørsel vil vi sige, at spørgsmålet stort set er besvaret. Den historiske Jesus, Kongen der forsvandt, var af det, der i Biblen kaldes ‘af Davids hus og slægt’. Denne slægt kan også kaldes for Melchisedek. Den modsatte, opponerende-fjendtlige slægt kan vi kalde med et navn, der kendes fra senantikken: Merovingierne. De dukker især op i forbindelse med den version af Det Romerske Imperium (der var mere end én version), der er associeret med Charlemagne, Karl den Store, der var af merovingisk slægt.
Læs: Den døende gud – kabbalismens historie
Vi har også læst i Biblen, at Kain (-slægten) var misundelig på Abel (-slægten). Abel var nærmere Gud, som der står, hvilket kan oversættes til: af højere bevidshed, opererende på en højere frekvens, besiddende højere evner. Så Kain-slægten havde to strategier. Den ene var udslettelsen af Abels slægt. Den anden var indgiftning (forgiftning). Hvis man kunne score en Abel-kvinde, kunne man fodre sig med hendes livsenergi – eller kønsligt med omvendt fortegn.

Måske du husker en scene fra The Matrix, hvor Neo og Trinity møder Merovingieren og hans frille Persefone. Her laver de en lille demo på deres seksual-parasittiske evner.