Kognitiv superposition – anvendt human kvantefysik

[Superposition]
Et kernebegreb fra kvantefysikken, der siger,
at et fysisk system kan befinde sig i mere end én tilstand ad gangen.
Vi taler her om naturlige systemer og ikke om menneskeskabte-kunstige.

Allerede udtrykket ad gangen altså på én gang er en tilsnigelse, fordi vi kun er i stand til at opfatte tid som lineær, altså én ting ad gangen, én hændelse ad gangen i tid. Som når vi siger til en forhippet person, der vil det hele på én gang: NU! ta’r vi én ting ad gangen.
Og lige om lidt tager vi en anden ting ad gangen …

Der er den særhed med begrebet superposition, at når man forsøger at måle på systemets tilstand, så kollapser det og viser sig i én tilstand – ad gangen. Hvis man justerer målingen, så har det skiftet til en anden tilstand – ad gangen. Teori og virkelighed har noget med hinanden at gøre men er ikke det samme. Der er noget, der går skævt i oversættelsen.

Da franskmanden Auguste Comte i starten af 1800-tallet kom op med sin positivistiske filosofi, var det en lineær og reduktionistisk filosofi. Helt i takt med Rationalismen i Oplysningstiden. Og det angelsaksiske begreb empirisk. Væk med alt det overtroiske crap, kun det, der kan måles og vejes kan siges at eksistere. Paradoksalt nok var han også den første, der kom op med udtrykket sociologi. Han prøvede altså at måle og veje interaktioner mellem mennesker, så ligesom Darwin vs dawinisme kunne man tale om Comte vs compte’isme aka positivisme. Vi har siden i behavourismens tegn set, hvad det sociologiske måleapparat kan bruges til.
Det har rod i middelalder-skolastikkens nominalisme. Læs: Materialisme – som ind i helvede

Positivismen, når den bliver taget bogstaveligt, har et alvorligt problem: måleapparatet og målingen, vægten og vejningen. Hvis apparatet er upræcist, bliver målingen forkert. Men det er ikke det værste.
For hvad nu hvis måleapparatet slet ikke er opfundet?
Så findes det potentielt målelige ikke, og så kan vi godt glemme alt om det. Ifølge det tankesæt.
Hvad nu hvis ingen endnu har forestillet sig, at der fandtes noget, der ville kunne måles, kortlægges, undersøges, fremkaldes, påvises, endog bevises? Og dermed aldrig havde forsøgt at udvikle en metode, en tilgang? Findes dette ‘noget’ så ikke?
Hvis vi ikke tillader muligheden for eksistensen af det hidtil umålelige, hvordan kan vi så nogensinde gøres os forhåbning om at opdage det?

Det var også på samme tid i verdenshistorien, at Gud ophørte med at eksistere, for Gud kan ikke måles og vejes. Det spitituelle felt forsvandt. De esoteriske videnskaber fra antikken forsvandt – for anden gang. Sjælen forsvandt og blev til sindet og psyken. Det æteriske felt forsvandt. Engle og dæmoner og alskens overtro forsvandt. Spøgelser og ånder forsvandt … og det gjorde de så ikke, for victorianismens England var et sandt boom af spiritisme, og litteraturen vrimlede med gotiske horror stories. Naturvæsenerne fra de gamles mytologi var empirisk uverificerbare, hvilken egentlig er noget verbalt ævl, for empirisk betyder: det der kan bekræftes ved direkte erfaring. Hvad nu, hvis et menneske har en sjette sans ligesom dyr og kan mærke og se det overnaturlige ved direkte erfaring? Nåe, jamen så var det så heldigt, at psykiatrien opstod på samme tid, så man kunne omgås dette stykke empiri. Konen eller stodderen havde simpelhen knald i låget og blev sendt på galeanstalt.

Det minder om en virkelighedsmodel, der har rod i sprogvidenskab og -filosofi (Wittgenstein og omegn): Hvis vi ikke har et begreb for noget i sproget, så findes det ikke. Sproget (oversættelsen) skaber virkeligheden. Sproget er på sin vis et måleapparat. Når en udenfra-kommende oplever de arktiske vidder, ser vi bare is og sne, så langt øjet rækket. Men for en indfødt og indforstået (inuit) er der en sproglig rigdom, et væld af ord for is og sne. Det er ikke bare is og sne, det er den-eller-den slags, hvilket kræver et nyt ord for hver slags. Når sproget begrebsliggør dette væld af forskelligheder, så opleves og forstås det, hvorefter man håndtere virkeligheden og overleve i et sådant ugæstfrit miljø.

Kvantefysikken har i hvert fald taget hul på problemet. Man bruger stadigvæk helst lineære metoder til at forstå noget, der kan være ikke-lineært. Det er derfor, vi har så svært ved at forstå tiden. Tid er afstand. Det tager tid at tilbagelægge afstand. Vi kan godt forstå, at hændelser kan være samtidige, men i det meste af menneskehedens historie har vi ikke været i stand til at opleve samtidighed over mere end korte afstande. Lyd er f.eks ikke samtidig, der er et delay på grund af afstanden. Lys har et delay over store afstande. Men hvordan kan vi forstå, at to protoner kan resonere uden delay over uendelige afstande? Hvor er de henne, når de gør det?

Det samme med systemers superposition. Hvordan kan vi træne os selv op til at opfatte potentiale som en tilstand? Er det i øvrigt ikke det, der hedder kreativ tænkning? Eller bare kreativitet. Det er lidt tankevækkende, at vi har et begreb som menneske for at være kreativ – altså skabende, hvilket i gammeldags betydning var en attribut til Skaberen, altså Gud. Er Gud i en konstant tilstand af superposition? I f.eks middelalderteologi og -filosofi – det var dengang det samme, for det var kun munke, der havde så meget tid til overs og mentalt overskud, at de kunne filosofere – gøres der klar forskel på Skaberen = Gud og Skabelsen = Guds værk. Så Guds værk er altså ikke længere i en tilstand af superposition men er kollapset til en bestemt tilstand. Guds ånd svævede over vandene – som han lige havde skabt.

Kan et system af den slags, som kvantefysikken taler om, så ikke anti-kollapse? Kan skaberværket ikke vende tilbage til det uskabte, den potentielle? Well, det har aldrig forladt sin superposition, det var bare fordi, vi studerede det med et bestemt måleinstrument, at det kollapsede. For lige så snart, vi vender ryggen til det skide elektron, så hygger det sig med at være både en partikel og en bølgeform – på én gang. Vi prøvede at måle på noget, men det opdagede os og tog en hat på til lejligheden. Næste gang vi målte, var det noget i en flaske.

Her er et forslag til anvendt kvantefysik:
Kan vi bevidsthedsmæssigt øve os i at befinde os i en tilstand af superposition?
Sagt med andre ord: Kan vi optræne os selv til at leve lidt længere i potentialet snarere end det var så det? Eller måske pendle mellem disse planer af eksistens. Altså på et tidspunkt må det skabende menneske vælge at pisse eller forlade potten. Der må komme noget ud af det, for ellers giver ‘skabende’ ikke mening. Men for at det rigtige kan komme ud som manifesteret = håndgribeligt – og dermed i øvrigt måleligt – så kan det måske holdes svævende over vandene, til det er modent. Kunstneren vil måske sig: til det manifesterer sig selv. Det virker dog en anelse selvhøjtideligt-krukket, som når æggehovedet siger: Ja jeg ved ikke, hvor det kom fra, det skete af sig selv, jeg var bare et medie, det var materialet, der tog over.

Javel, du var der nok selv hele tiden, så helt ‘af sig selv’ var det vel ikke. Det er jo et meget romantisk begreb med beåndet inspiration, der sådan ankommer ovenfra. Det var en muse, der åndede mig i øret, og så kom jeg, geniet op med et mesterværk. Mwah … mon ikke lige du glemmer, at det var hårdt arbejde? Egentlig er det et antikt koncept. Superposition som udtryk var ikke opfundet, men det var ideerne hos Platon. De var der allesteds- og -tidsnærværende som potentialer. Filosoffen kunne tappe ind til dem ved at løfte sin ånd. Kunstneren interagerede med potentialet men har begribeligvis svært ved at begribe og især formulere, hvad der skete. Resultat: kunstnerisk tågesnak. Hold kæft og mal dit billede og lad det tale for sig selv. En digter, der prøver at forklare, hvad meningen med digtet er, er som at være nødt til at forklare en vittighed. Det er nok ikke en særlig god vittighed.

Det behøver ikke at være så højtravende. Kognitiv superposition (et begreb sat sammen af Robert Greene) skal forstås som en tilstand af spørgende lytten. De gamle kaldte det for at undre sig. Det er også tilstede i at være nysgerrig. Det er også en ingrediens, en attitude i at lege. At lege med tanken at holde en færdig løsning eller en bestemt og definitiv opfattelse svævende. Intuition er en anden måde at sige det på.

Der er rigeligt med definitet (afgrænsning) og faste (fastlåste) opfattelser af virkeligheden, tingenes tilstand og … mennesker. Psykologen Mel Schwartz har gjort det til en terapeutisk metode at henlede opmærksomheden på potentialet. Det kan sikkert gå hen og blive temmelig fluffy, hvis det ikke håndteres på den rigtige måde, men mennesker i krise føler sig som regel fastlåste. De kan ikke se muligheder, kun forhindringer. Det ultimative kollaps må være depressionen, hvor hele bevidstheden er skrumpet ind til sin egen fængselscelle. Væk er alt bevægeligt, alt håb, alle udsigter (der er kunne vægge uden vinduer), al fremtid, al energi. Vi kan også bare sige, at livet er udslukt i en depression, og den depressive kan ikke bare lave en von Münchhausen og hive sig selv og sin hest op ved håret. Der står skrevet med grafiti på alle væggene: Du kan aldrig komme ud herfra! – og hvor blev døren i øvrigt af?

Her hjælper det ikke så meget at sige til den dybt depressive, at de skal se deres tilstand som en gave af muligheder. Psykiatere holder meget af depressioner, for så kan de bare udskrive nogle anti-depressiver, som staklen kan gå og æde resten af livet. OK, det er nok ikke alle psykiatere, der formulerer det sådan, men desværre ender det ofte der. Det har især at gøre med ‘bivirkningen’ af antidepressiver: At de er stærkt vanedannende og erstatter kroppens indbyggede evne til at frembringe organiske antidepressiver, endorfiner = indre morfiner.

I den anden ende af skalaen har vi de mennesker, der manøvrerer gennem livet med det, som de gamle kaldte for et lyst sind. De har en uforstyrret og næsten barnlig evne til at møde genvordigheder med fuld fortrøstning. Det går jo nok, skal du se. Det ordner sig. De er kendt for at kunne blive meget gamle, for de har ikke slidt sig selv op i bekymringer. De har levet og overlevet i kærlighed til livet. Man kunne næsten sige, at de kendte hemmeligheden bag al Gudstro, de var stærke i troen – måske uden selv at vide det. Forsynet (Gud) vil sørge for mig. Der står et sted: Martha, Martha, du gør dig allehånde bekymringer, men kun ét er fornødent.

Cellebiologen Bruce Lipton definerer to mulige tilstande for en given celle i kroppen: frygt og kærlighed. Det er interessant, at han tillægger cellen de egenskaber. Men vi består af trilliarder af celler, der – i modsætning til de menneskelige samfund – i en sund krop lever i ubrydelig harmoni og … kærlighed. De er et samfund bygget på kærlighed. Frygt gør os syge i sjæl og krop. Det er der nogen, der til alle tider har vidst en hel masse om, så de har altid indført passende mængder af frygt til deres formål.

Mens vi er ved skriftstederne, så står der et andet sted (1. Joh. brev 4:18)
Frygt er ikke i Kærligheden, men den fuldkomne Kærlighed driver Frygten ud; thi Frygt bringer Straf; men den, som frygter, er ikke fuldkommet i Kærligheden.

Det er jo paradoksalt og interessant, at dette indlysende livshyldende udsagn har overlevet i, hvad der startede som en romersk statskult, hvis hovedsymbol er netop et af denne stats foretrukne tortur- og aflivnings-instrument. Det skyldes, at den dér kristen-ting er et spraglet produkt af forskellige … skal vi sige ‘interessentskaber’ gennem tiden og især i dens dannelse, og at der udover det statsligt-politiske projekt findes et væld af disse livsgnister. Staten kunne ikke udradere livsgnisterne, den kunne kun inddæmme dem. Staten lagde sig imellem og blev til en religion.

Kærligheden er superpositionen, frygten er kollapset. Her er et forslag, som jeg ved, at Bruce Lipton ville elske, for han formulerer det selv på lignende vis. Som aftenbøn så sig til samtlige 28-36 trilliarder celler i kroppen, at du elsker dem og tak dem for endnu en dag at have opretholdt og beriget livet i den fællesorganisme, det lokale globalsamfund, der er din krop, der er det fartøj, du har lånt, mens du er her. De sover ikke, når du sover, ligesom din hjerne og dit nervesystem heller ikke er inaktive.

Kognitiv superposition er til stede i samtalen. Super = over, position = placering, der hvor du sætter dig.
I samtalen sker en udveksling af ideer og potentielle svar på i forvejen eksisterende + undervejs opståede spørgsmål. Kunne det være sådan, hvad siger du? Der er ikke noget galt med en udmelding: Jeg mener sådan og sådan. Det kan faktisk være særdeles nyttigt på en provokerende måde. Der er noget galt, hvis man ikke spørger, om der kunne være andre vinkler på den sag og er ude af stand til at høre en anden udmelding til ende. Man kan så stadig være uening og bekræftet i, at man selv har fat i den lange ende, men som minimum må man spørge sig selv om, hvad forudsætningerne for en anden mening kan være. Er det dig eller de andre, der er bedst rustet til en definitiv udmelding, eller bør vi i højere grad undgå det definitive (superposition). Vi orker ikke lallende relativisme, og der er bestemt noget, der hedder meningers mod. Men vi vil have en samtale. Vi orker heller ikke: Ja, jeg hører, hvad du siger … hvilket betyder, at jeg ikke hører en skid, du kan bare ævle for dig selv, men nu skal du høre, hvordan det forholder sig og i øvrigt holde din kæft fremover. Du taler ned til folk, mens du giver dem en dyne at tale ind i.

Den, der ‘hører hvad du siger’ uden at lytte ønsker ikke en samtale. De går ikke ind i en samtale for at lære, for de ved det hele i forvejen. Mener de. Men de virkeligt vidende, de kloge går altid ind i en samtale i håb og forventning om at lære noget. De ved, at man kan lære noget af ethvert menneske, men de lærer måske noget andet og på et andet niveau end de mindre kloge.

Og så er der de decideret dumme. Det er dem, der ikke fatter deres egen uvidenhed og tror, de ved en hel masse. Jo hørere uddannede, de er, jo mere forvissede er de om, at de ved AlTING og ikke kan tage fejl. De er dumme på op til akademisk niveau. De har forsømt og mistet evnen til superposition og er kollapset i deres egen indbildskhed. De er sjældent interesseret i samtale, de vil gerne docere, men de har ofte mistet ydmygheden overfor det vidensfelt, de mener at beherske og dermed evnen til at undre sig. De trænger til et skud sokratisk injektion af: Jo mere jeg ved, jo mindre ved jeg.

Der findes et ord, der hedder bevidstheds-potentiale.
Altså: Der er plads til nye erkendelser, vi kan stadig lære noget.
Vi kan også vende sammensætningen om og sige potentiale-bevidsthed.
Jeg kan se muligheder i det her. Jeg ved endnu ikke, hvordan de kan realiseres. Lad os tale om det.

Det var det, der skulle være grundideen i demokratiet og parlamentet:
at give mulighed for via samtalen at undersøge potentialet, før der blev besluttet og grebet til handling.
Den grundide har det svært for tiden. Samtalerummet er blevet til en beskidt slagmark.
Det var også det, der skulle være grundideen i videnskaberne:
at give mulighed for via selve undersøgelsen og potentialet for viden og indsigt at blive klogere på den Store Natur. Hedder det ikke naturvidenskab? Andre kalder deres videnskab for humanvidenskab?
Den grundide har det også svært for tiden. Videnskaberne er blevet invaderet af særlige interesser med forventning om et særligt udkomme.

Virkeligheden slår revner i disse dage. Måske var den ikke bæredygtig.
Det opleves som kognitiv dissonans. Virkeligheden skurrer mod … virkeligheden.
Det er her, kognitiv superposition kommet ind i billedet.