Kapløb med tiden – en digtsamling
Vi deltager i et kapløb. Lige nu.
Vi deltager, hvad enten vi ønsker det eller ej.
Kapløbet handler om retten til liv mod retten til død.
Retten til liv er taget for givet.
Vi har alle taget det for givet.
Vi har også taget for givet, at et retsvæsen ville beskytte retten til liv.
Der har dog alle dage været de, der ikke respekterede denne ret.
De mente, at der fandtes en anden slags ret, som de besad.
Denne retslige negation bestod i en påstået ret til at tage liv.
Hvem eller hvad, der erstattede ret med omvendt ret,
er det, vi plejer at kalde et godt spørgsmål. Ligeledes hvorfor.
Livet tager kun sit eget liv i særlige tilfælde af selvforsvar.
Mennesker, som de er allerflest, har tilsyneladende et svagt punkt.
De har meget svært ved at identificere ondskab.
De har svært ved at skelne det fra simpel dårligdom.
Rytteren i den anden hestevogn lige nu er selve ondskaben.
Dårligdom er inkompetent fejltagelse med fuld overbevisning.
Ondkabens særlige attribut er et venligt, forstående ansigt.
Dårligdommen er med i feltet, men den er ikke i førerposition.
Den sælger ikke sig selv som andet end det bedste, den kan byde på
Den er, hvad den er – hverken værre eller bedre.
Ondskaben derimod sælger ALTID sig selv som godhed.
Uden en kappe af godhed, ville ondskab ikke slippe afsted.
Første advarsel om ondskab i farvandet er derfor påstået godhed.
Ondskab etablerer enighed og lydighed.
Vi må forstå, at det sker for vores eget bedste.
Kreaturerne skal gerne gå frivilligt ind i den vogn, der skal bringe dem til slagtehuset.
Vi deltager i et kapløb. Lige nu.
Ikke at vedkende sig deltagelse er at erklære løbet for kørt.
Jeg ser en voksende række af deltagere allerede ude over startlinjen.
*
I slutningen af det herrens år 2019 lød startskuden i det fjerne til kapløbet.
Ondskaben har sine særlige fora, organer, institutioner, netværk.
De mødtes i en by med skyskrabere for at aftale spillets gang.
Ondskaben har en vifte af metodikker, som de anbefaler deres netværk.
Da netværket har 3000 år på bagen, er der tale om afprøvede metodikker.
Der er intet nyt under solen og månen, det er blot teknisk opdateret.
Simulanterne simulerede den kommende simulationsøvelse,
hvori indgik stram styring af informations-flow til de mellemhandlere (medier),
som de mente, at de havde opkøbt eller korrumperet.
De præsimulerede, hvordan det ville være muligt at få en årligt tilbagevendende forkølelse
til at tage sig ud som den sorte død fra middelalderens Europa,
hvor stinkende byldebefængte lig flød rundt i rendesten i sidegader.
De præsimulerede, hvordan kurver og statistikker kunne vrides og vendes,
så det så ud som verdens undergang, Ragnarok, Armageddon og Apokalypsen,
der ramte os alle som en tsunami – og 2-0-1 dette var jo bare en øvelse.
Det var det så ikke bare, for det sådan, de gør den slags.
Mens det hele 2-0-1 nedtælling bare var en øvelse, så var den lige pludselig gået i luften
og altid på forunderlig samme vis, som øvelsen bestod i.
Det virker så simpelt. Måske er det derfor, det er så uhyggeligt virkningsfuldt.
Der stilles et passende skræmsel op, og folk ser med skræk i retning deraf.
Mens de stirrer med skræk mod fordøren, ankommer knivstikkeren ad bagdøren.
Fjenden var som oftest og som denne gang ikke den fjende,
der blev råbt vagt i gevær om.
Fjenden var de, der råbte vagt i gevær og fik os til at dreje hovedet.
Anretningen var denne gang en global simulationsøvelse,
for den sorte død var ankommet, og nu ville vi alle dø.
Mens vi så i retning af skræmslet, ankom døden som en injektion.
Kapløbet lige nu består i, hvorvidt døden overhaler erkendelsen.
De mange valgte i skræk injektionen, kun de få så det komme.
De voksende flere ser, at løbet er startet men endnu ikke kørt.
*
Vi har set, at målstregen er blevet flyttet hver dag undervejs.
Vi har set, at modstanderne på banen ikke følger de samme regler, der forlanges af os.
Vi har set, at de opfatter det røde kort som grønt lys.
I et univers af konsekvensløs uansvarlighed er det altid skurkene, der vinder løbet.
Når hæderlige folk har bundet sig til regler for god stil,
vil det altid være de respekt- og ryggesløse, der løber med gevinsten.
Vi bør ikke tro, at vi blot kan indføre deres mangel på etisk standard.
Vi er nødt til at kende vores fjende, ikke at blive som vores fjende.
Vi må forlange, at løbet fremefter køres på vores bane, ikke deres.
Hvis de som forventeligt ikke ønsker at køre på udebane
og mener, at de kan undslå sig blot ved at .. undslå sig,
så må vi meddele dem, at de herefter er forment adgang til indflydelse på forløbet.
Løbebanen er stadigvæk løbebanen, men løbet har taget en drejning.
The Officials kan ikke længere køre eventen, for de er herefter diskvalificeret.
Der er et Y-kryds på halvvejen, der ikke var der før. Vi tager den nye vej.
De har talt i årtier om en ny verdensorden.
Det var altid underforstået, at det var deres orden på deres betingelser
Men der blæser nye vinde over landskabet.
Der er uden tvivl brug for en ny verdensorden.
Men måske de, der for 32 år sin relancerede Francis Bacon’s begreb,
ikke så muligheden for, at det ikke bliver DERES forlængede-gamle verdensorden.
De så det ikke som en mulighed, hvilket fik dem til at begå historiens største brøler.
I deres hybris overså de menneskets overtagelse af egne ressourcer,
de ressourcer, de indtil videre har misbrugt som deres vampyrblod.
De overså den overlevelseskraft, der har formået at holde os i live i årtusinder
på trods af 7000 egyptiske plager, ufatteligt katalog af lidelser.
Altid har vi rejst os igen. Og igen.
Og nu prøver de igen med nyt isenkram, harware-software og live-ware.
I bioteknikkens tidsalder mente de så, at nu havde de omsider formlen
for den endelige okkupering af det menneskelige væsen. Tog de fejl – igen?
*
Jeg har lyttet lidt på de store vandrør på det seneste.
Forlydender siger, at løbet er kørt men ikke som frygtet og forudsagt.
Det forlyder, at ondskabens akse har tabt definitivt og er under afmontering.
Det forlyder, at den gamle ondsindede pagt er ophørt.
Hvad vi herefter kommer til at opleve er at sammenligne med de sidste overlevende japanske soldater, der forsvarede en stillehavsø 10 år efter verdenskrigens ophør.
Vi kommer til at opleve det sælsomme og pinlige syn
af flokke af kakkerlakker, der søger mod deres smuthuller i panelerne.
Hør den kriblende lyd af små hornede ben skrabe imod gulvbrædderne.
Vi kommer til at overvære ledere, herskere og håndlangere,
der vil vride og vende sig for at slippe for ansvaret.
De var advaret, de traf velvidende det forkerte valg, vi husker dem.
Det handler ikke om hævn.
Vi behøver ikke at hade de, der står foran os.
Vi elsker de, der står bag os.
Det handler om, at dette aldrig må ske igen.
Ondskaben skal kaldes frem i lyset og nævnes ved navn.
Bæstets brændemærke skal sidde på Bæstets beundrere.
Vi har ikke brug for mere gammel surrøv verdensorden,
heller ikke når de kommer den på ny flaske med hitech skruelåg.
Vi har brug for at distancere os fra urent trav og beskidt mentalitet.
Vi har brug for en i sandhed ny verdensorden, der ikke er kørt af en globalmafia,
som via iscenesatte intimideringer styrer verden bag gråfarvede glasruder,
digitale krypto-firewalls, fascistiske regulativer, forgiftning, krig, død og ødelæggelse.
Vi har ikke brug for teknokratiske metaverser og våde teenagedrømme
om at leve for evigt på en digital sydhavsø af forloren selvindbildskhe
– altså indtil den dag, globalmafiaen slukker for hovedafbryderen, og hvor ALT er væk.
Vi har brug for human-demokratisk teknologi, ikke teknologisk medicinal-dæmonokratur.
Vi har brug for empowerment, ikke empoverishment, human styrke, ikke fattigt svagpisseri.
Vi har brug for restaurering af hæderlighed, samvittighed og ægte solidaritet.
*
Vi har beskrevet ondskaben.
Vi har næsten ikke bestilt andet, efter at vi for alvor fik øje på den for 12+ år siden.
Vi har omsider forstået det næsten uforståelige.
Ikke blot at ondskaben findes, hvilket i princippet er til at forstå.
Men omfanget og intensiteten …! her begynder det at blive svært for de fleste.
Rigtigt svært bliver det at forstå den variable sofistikering af ondskaben og dens væsen.
Vi har talt om skinbarlig ondskab forklædt som godhed.
Godhed findes, gode mennesker findes.
Vi kan lægge en skala fra helgenagtig til inkarneret, satanisk ondskab.
Disse mennesker findes altså, men de hører til et mindretal.
At styresystemerne i det menneskelige samfund favoriserer de ondskabens ekstremitet,
er et ubehageligt faktum, som det ikke længere er muligt at ignorere.
De fleste mennesker befinder sig et eller andet sted på skalaen mellem yderpunkterne.
Hvis ikke vi ejede begge yderpoler som potentiale, ville vi ikke være mennesker.
Vi kan ikke engang hævde, at vi befinder os på et bestemt målbart sted på skalaen,
for vi har alle gode dage og dårlige dage, dage vi husker, og dage vi helst vil glemme.
Som manden sagde: Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, jeg ikke vil, det gør jeg.
Så vidt jeg husker, sagde manden også, at det ikke var en ufravigelig livsbetingelse.
Herefter findes der i princippet to forklaringer, to filosofiske skoler om du vil.
Den ene siger, at mennesket er en viljeløs automaton, en social konstruktion,
et tilfældighedsprodukt af fysisk-genetisk determinisme.
Det absurde er, at socialkonstruktivisterne og betondarwinisterne,
når det kommer til stykket, er ganske enige. Derfor socialdarwinisme.
Ikke uforståeligt, for det var det samme elitære interessentskab, der fødte begge tankesæt.
Og minsandten om ikke også psykologien hoppede på samme vogn.
Mennesket ifølge Freud var et produkt, nærmest et biprodukt af drifter.
Hvorfor sagde du ikke bare, som du tænkte, Sigmund:Mennesket er et dumt dyr.
Hvilket er en reduktion, en afstumpning af både mennesker og dyr på én gang,
for dyr er ikke dumme, og mennesker er ikke bare et dyr men meget mere.
Summa summarum: når mennesket er viljesløst og amoralsk, så er det manipulerbart.
Den anden forklaring, den anden skole, siger, at mennesket er udstyret med en fri vilje.
Det er vi nødt til at være, for hvis vi ikke var, ville der ingen valg være i tilværelsen.
Uden valg i tilværelsen, ville der ikke være mulighed for at vælge rigtigt og forkert.
Og uden muligheden for at fejle, ville vi aldrig lære noget som helst
men rende rundt som små børn hele vores lallende liv på jord.
Ind imellem kunne man godt få den tanke, at det just er, hvad vi ser omkring os.
Herefter er det ikke svært som sådan at forstå, hvad den investerede interesse går ud på.
Når mennesker er defineret af de selvophøjede autoriteter som systematisk viljesløse,
så må vejen jo være banet for, at noget andet og nogle andre går ind og overtager.
Her ankommer så mystikken i maskinen, for hvis mennesket er defineret som viljesløst,
hvem er det så, der er i stand til at overtage styringen og udøve vilje?
Gåden er løst! Det viser sig, at disse typer opfatter sig selv som guder og ikke mennesker.
Måske er de guder, vi skal da ikke udelukke muligheden.
Den er bare lidt tynd, altså tynd som væggene i et papkassehus.
Det er meget svært at få øje på det guddommeligt ophøjede her.
Denne verdens herskere forudsætter, at vi alle tror, at deres etik er uovertruffen,
og at de er reelt kompetente til at træffe afgørende valg med store konsekvenser.
For at understrege denne (in)kompetence, har de anskaffet sig teknokrati som styresystem.
Her bliver det så endnu mere bizart. Al magt til kunstig intelligens!
Mnjææ-men, siger de, da VI – og læg mærke til, hvor venligt inkluderende vi-agtige de er –
da vi ikke besidder intelligens nok til at løse de ufattelige problemer,
som vores ufattelige dumhed har skabt – igen denne forlorne vores-vi-agtighed –
så må vi da få nogle af de maskiner, som vores intelligens har skabt
til at løse de uløselige problemer for os. Hvad kan dog gå galt her?
Det egentlige probem er ikke uløseligt – omend omfattende i ufattelig grad.
Problemet ved ovenstående er, at den kunstige intelligens er skabt af menneskelig intelligens,
og at den vilje, der ligger bag – som jo ikke findes, nåjo den findes alligevel –
er af typen ondsindet. HVAD SAGDE DU LIGE DER? Ondsindet, hvor vover du?!
Her var det så, at Ondskabens Overopsyn opfandt nihilistisk relativisme,
og så kunne man ikke længere tale om godt eller ondt, for det kommer jo an på …
*
Lad os prøve at tage en anden tilgang.
Ikke at vi er færdige med at forstå den evigt morfende,
den evigt hamskiftende, kamæleonfarvede og fordækte ondskab.
Den dag kommer næppe, hvor vi fuldtud har forstået den, for den er ikke af denne verden.
Den kommer fra et andet sted, som vi fremover gør bedst i at distancere os fra.
Så meget er dog sikkert: Vi er nødt til at vide, hvad vi distancerer os fra.
Når så meget er sikkert, kan vi stille en række spørgsmål.
Det første kunne være: Hvordan dæmmer vi op for ondskaben?
Det næste kunne være: Hvordan stikker vi en kæp i hjulet på ondskaben?
Det tredje kunne være: Hvordan sikrer vi, at ondskaben ikke vender tilbage?
… hvilket selvfølgelig forudsætter, at det er muligt at sætte den på plads.
Det fjerde kunne være: Er det muligt med et menneskeligt samfund uden ondskab i førertrøjen?
For at starte bagfra: Ligesom vira og influenza kan ondskab aldrig udryddes.
Det menneskelige samfund er som den menneskelige organisme.
Et stært og sundt immunforsvar, som naturen har tænkt det, kan holde ondskab nede,
ligesom kroppen til daglig og til natlig uden ophør og med succes bekæmper patogener.
Rengøringsholdet er ude hver dag, før ondskaben og Fanden får sko på
for at sørge for, at de små kryb ikke går amok rundt om i krogene.
En af ondskabens hovedstrategier og derfor svækkelsen af dette immunforsvar.
Den helt konkrete parallel er det ondskabsfulde angreb,
som vi alle har bevidnet, og som en voksende menneskemængde er begyndt at fatte,
hvis formål var at nedkæmpe vores fysiske – og mentale på samme tid – immunforsvar,
så deres biologike masseødelæggelsesvåben kunne få fri adgang til at begå sit uværk.
Med alle parader nede lod folk i apatisk sløvsind ondskaben trænge ind i deres krop.
Kun via tilstrækkelig og tilgængelig viden kombineret med konstant kritisk årvågenhed
kan vi sikre, at ondskabens verdensimperium i sine utallige morfologier ophører.
Det er et generationsprojekt, det sker ikke natten over, og det sker ikke uden generalmobilisering.
Det er til gengæld ikke så uladsiggørligt, som vi i opgivende stunder holder af at mene.
Det kræver en særlig energi i det kollektive felt. Denne energi er over-tydeligvis under opbygning.
Vi siger tak til globalisterne for at overspille deres perfide kort, så alle kan få øje på ondskaben.
Da det er hele civilsamfundet og dets skrøbelige sikring af etik, der er under angreb,
er civil ulydighed et absolut forlangende, hvis det skal lykkes at stikke en kæp i hjulet.
De holder af at tale om compliance. Det er fx et af buzzordene i sundhedsvæsenet,
der egentlig burde hedde sygdomsvæsenet.
De bruger det engelske ord, for lydighed lyder ikke så godt på dansk.
Vores hovedmotto, vores kampråb er derfor: VI ADLYDER IKKE!
Lobaczewski lærte os i sin livsværk Political Ponerology (= læren om politisk ondskab),
at ondskab i politik er en mekanisme, hvor psykopater stiger til tops som korkpropper i vand.
Denne mekanisme skal jammes og afmonteres og sikkerhedsmekanismer sættes i stedet.
Psykopater skal ikke have adgang til at styre det menneskelige samfund.
Det samme gælder virksomheder og institutioner, der er styret af psykopati.
Det er ikke nok at udpege psykopaterne – om muligt endog. Det skal bare være ufedt.
Et psykopat-o-meter skal anskaffes med et diskret og dog tydeligt rødt advarselsblink.
En distancering fra de virksomhed, organisationer og institutioner … siger du?
Her skal vi igen sige tak til dem, for i fake-pandemi-operationen trådte de i karakter.
De udpegede sig selv som dem, vi ALDRIG sidenhen kan stole på.
Det går så vidt som Staten som organisation og videre til de overstatslige sammenrend.
FN, EU, EBC, IMF, WHO, WOT, WEF, BIS … ingen af disse er herefter værdige til tillid.
Vi bliver nødt til at tale om meritokrati som forudsætning for demokrati.
Uden at have bevist, at man oprigtigt ønsker at lede til gavn for mennesker,
skal det ikke være muligt at lede. Og her bliver det første gang farligt, for hvem skal afgøre det?
Kun folk kan afgøre det, ikke et særligt udvalg eller en kommission med korruptionstilbøjeligheder.
Anden gang, det bliver farligt, er, når folk skal afgøre, hvem der er værdige til at lede?
Det kan vi kun sikre ved at lære alle fra starten om ledelse, så alle ved, hvad de frivilligt afgiver.
For ikke alle kan eller skal lede, men alle skal forstå ledelse. Selv lederne.
Det menneskelige samfund har nået grænsen for tolerancen for korrupt ledelse.
Magt forpligter til ikke at misbruge den, og korruption/magtmisbrug er hovedproblemet i verden.
Et korrupt-o-meter skal anskaffes med et diskret og dog tydeligt rødt advarselsblink.
En masse bindinger, skjulte agendaer, gensidige tjenesteydelser og andre korruptionsmekanismer
skal kortlægges, blotlægges og ødelægges, så nuværende og kommende generationer kan trives.
*
Vi kommer ingen steder uden et frit flow af viden og information.
Det er interessant, at den korporation, der flot meldte ud: Don’t be evil,
viste sig at være det tiltænkte instrument for den inkarnerede ondskab.
Som ingen andre har korporationen bragt ondsindet censur og meningsmanipulation i stand.
Som ingen andre har de været instrumentale i disinformation, valgsvindel, heksejagt.
Som aldrig før har løgn, racisme og social udstødelse været går-den-så-går-den-legitim.
Denne korporation og dens transhumane (læs inhumane) metavers har ingen fremtid.
Lad dem lave deres nye digitale meta-kokain-heroin-univers for svagpadder,
der ønsker at fordampe i en våd drøm om en evig ferie på en virtuel sydhavsø.
Lad os som levende, følende og intelligente væsener holde vores bare fødder fast forplantet
i den ægte virtualitet – og husk af det latinske ord virtù betydder dyd, universelt ophøjede evner,
altså hyldest til det ægte menneskelige potentiale i det etiske hovedrum.
Den Fjerde Statsinstitution – sådan kaldte de sig selv, dengang de rent faktisk forsøgte det –
og vi taler ikke om mumlende spiritister bag nedrullede gardiner (eller gør vi?) –
har definitivt forpasset deres ret til at formidle information om aktuelle hændelser.
Sammen med don’t-be-evil-svindlerne skal de parkeres og journaliseres i den afdeling af museet,
der portrætterer løgnens tidsalder. Særudstilling for tiden: Fra journalistik til propagandisme.
Medierne fortjener deres eget holocaust-museum på grund af medvirken til krig og folkemord
Kæppen i hjulet er ikke én stor kæp, for den skal vi ikke ønske os, og den kommer ikke.
Den er et utal af små og mellemsmå kæppe, der konstant irriterer det store hjul.
Den er open-source-journalistik begået af utrættelige bidragere
i enhver garage og afkrog af ind- og udkantsverden med emner, der vedrører OS.
Vi har ikke brug for en-eller-anden korrupt korporation til at viderebringe globalisternes løgne
eller pådutte os meninger om verdens ve og vel og vanvid og vildfarelser.
Vi kommer ingen steder uden frigivelse af stjålen og undertrykt teknologi.
Den findes i et omfang og med et potentiale, som de færreste drømmer om.
Til at opretholde tyveri og undertrykkelse opererer de globale organisationer og bureauer,
der netop hævder at skulle beskytte opfindere og udviklere af disse teknologier,
altså de eksisterende og operative patentorganisationer.
Hvad var det vi konstaterede: Ondskaben sælger altid sig selv som godhed.
Så kære opfinder: Få dit nørdhoved ud af garagen og lær lidt om virkeligheden.
Hvis du for alvor ønsker succes med med din utvivlsomme genialitet,
så søg ALDRIG patent på dit værk. Du er opfinder, ingeniør, forsker – ikke businessmand.
Statistikken siger, at kun de meget-meget få bliver rige på deres frembringelser.
Hvis du virkelig vil sikre dig en plads for eftertiden i The Hall of Fame,
så distribuér din opfindelse som open-source-blueprint, så skal du se, hvad der sker.
Vi kommer ingen steder uden uden et unplug fra den store finanstromle.
De taler deroppe i deres transhumane beskyttede værksted for oligarker
om Det Store Reset, der skal kanalisere ALLE ressourcer i verden over til dem,
og at vi alle vil elske tanken om, at vi derefter intet-og-absolut-intet ejer pr 2030
De giver os endog køreplanen for udrulningen. De er skamløst uforskammede.
Det er på tide at præsentere dem for det store Ctrl+Alt+Delete – af dem!
Gældsvæsenet har været deres styresystem siden Babylon.
Det er nu faldet for forældelsesfristen, sidste holdbarhedsdato er indtruffet.
5000 års ågerkarledømme og 3000 år under Salomons Segl er nu udrundet.
Pagten med dæmonerne og de faldne engle er trådt ud af kraft.
Sidste frist med en 3-årig forlængelse af pagten ophørte ved solhverv 2021.
The Hall of Records og de nationale arkiver anerkender ikke længere aftalen.
Ikke kun Salomons Segl er brudt. Alle syv segl er brudt.
Vi troede, at de var skrøner fra en mytologi og en antikveret-svunden tid,
men de var en operativ virkelighed bag sløret af illusion.
Seglet, vi kender som Asklepiusstaven, er brudt.
Måske du som jeg som mange har undret sig over, hvordan denne ene industri
kunne få så stor og destruktiv magt. Seglet er nu knækket – herefter nedtælling.
De syv segl er de syv slør. Apokalypse på græsk betyder ikke verdens undergang.
Det betyder slørets fald, tæppefald, afsløring.
Er det så Verdens Undergang? Svaret er kun ja, hvis beskuerens synspunkt
er hos de, der har levet og fodret sig selv ved tæppet, den store illusion.
Deres tid er kommet, deres rige ophører nu.
Den blågrønne planet er klar til en ny tidsalder.
