Kapitalisme

Det, der gør det svært at tale med både højre- og venstrefløj om begrebet kapitalisme og dermed også om økonomi i det hele taget, er at hverken højreliberalisme eller venstreliberalisme, der kalder sig selv for socialisme sidder inde med en egentlig forståelse af begrebet.

Fløjene sidder i hver deres ideologiske indpakning med et fragment til en forståelse, og holder patentet på tæt til kroppen, så ingen andre får fingre i den. Eller snarere: begge fløje holder alt det fra livet, der kunne forstyrre deres verdensbillede. Derudover sidder begge fløje med et stort hul i forståelsen, der rækker ud over det, som de mener at besidde i deres forståelses- og handlingsramme. Det, der befinder sig i hullet, er limen, der kunne klinke fragmenterne sammen og nøglen til en dybere forståelse.

Kapitalisme:
Enhver mands ret til frit at handle med en anden mand uden indblanding fra myndigheder, organisationer eller karteller.

Er det kapitalisme, der styrer markedet, og som derfor er problemet?
Vi skal forsøge at svare på det spørgsmål i det følgende.

Frihedsbegrebet

I den standardiserede form mener man på den ene side som højreliberalist, at kapitalisme er en god ting, der holder hjulene i gang. De taler om det frie marked og de frie markedskræfter og frihandel. Det er deres definition af at være liberal, og de er storforbrugere af måder at skabe kombinationer af ordet ‘fri’. De forsømmer dog at definere hvem, der har det privilegium at være fri, og hvad de er fri for. Derudover ‘glemmer’ de at fortælle, hvem der ikke skal regne med at nyde godt af denne frihed.

I den standardiserede form som venstreliberalist mener man på den anden side, at kapitalisme er af det onde, at markedet skal reguleres, og at den socialistiske stat skal ind og kontrollere ikke bare virksomheder men også alle privatpersoners gøren og laden. Det er deres definition af, hvad det sige at være frigjort. Den er lidt svær at redde på målstregen, for hvordan kan regulering, kontrol, overvågning og restriktioner – altså socialisme i form af minutiøs social kontrol have noget med frigjorthed og frihed at gøre?

Højreliberalisme

Den højreliberale ideologi, som vi møder den i dag, har meget lidt med sit eget udgangspunkt at gøre. Adam Smith ville have tabt underkæben og vendt sig i sin grav. Han var ikke det, som han senere er blevet taget til indtægt for: en laisez-faire præ-darwinistisk kapitalist. Det er eftertidens og nærmere bestemt den darwinistiske epokes baglæns projektion – tyv tror, at hver mand stjæler. Industrialisterne i 1800-tallet tog skyklapper på og læste hans økonomiske afhandling The Wealth of Nations men lagde den bog, han selv regnede for sit hovedværk The Theory of Moral Sentiments, ned i skuffen. Man forstår hvorfor, når man læser hans udsagn:

Kapitalisme afhænger af og giver derfor næring til hæderlighed og velgørenhed.

1800-tals imperialisterne, industrialisterne og kapitalisterne fjernede altså hele det moralske fundament for Nationernes Velstand. Det er ikke så svært at forstå, når man betænker karakteren af deres amoralske projekt. Moralsk ansvarlighed, i engelsk filosofisk tradition Etik måtte bort-amputeres, og de læste Adam Smith, som Fanden læste Bibelen. Smith talte for, at egen-interesse var sådan indrettet, at det via det kapitalistiske system kunne vende sig til gavn for almenvellet. Når folk fik lov til uden indgriben frit at arbejde for sig selv og egen virksomhed, så fik det en velgørende og afsmittende effekt på samfundet.

Adam Smith walked the talk. Han var en særdeles velhavende mand. Da hans mor blev gammel, sørgede han for hende, og før han selv døde, overlod han en stor del af sin formue til velgørenhed for de fattige. Han troede på det frie initiativ, den frie ret til at handle med andre uden voldelig indblanding fra stat og virksomheder, der var større end ens egen, men denne frihed var underforstået det ansvar, som et moralsæt bidrog med.

Nåja, det var så dengang imellem 1723-1790, at der var brug for moralske skrupler, for i vor tid har vi erkendt, at den slags bare er til besvær. Udover det kyniske i et sådant udsagn – det siger de ikke, for så ville folk buhe af dem, men det er sådan de tænker og handler – så er udsagnet usandt. Der er i vor tid mere end nogensinde brug for det, for det er, hvad der mangler.

Case study

Sir John James Cowperthwaite var britisk finansminister i Hong Kong (financial secretary of Hong Kong). Han byggede mellem 1961-71 et system med meget lidt korruption på de oprindelige Adam Smith’ske principper om benign negligance, velgørende ikke-indblanding.

Kombination af de to begreber viser, hvordan og hvornår det går galt. Ikke-indblanding + korruption giver tilsammen det, som skete for den vestlige økonomi efter Bill Clintons tilsidesætning af Glass-Steagall-akten og frem til Finanskrisen 2007-09 = totalt ureguleret korrupt rovdyrkapitalisme. Indblanding + korruption giver det socialistiske system, der med vold blev indført via den Russiske Revolution = totalt reguleret korrupt statsfascisme, rød, gul eller grøn er ét fedt. Man tænker lidt hen i retning af EU i dag, der som i Sovjetstaten har kommissærvælde og planøkonomi.

Resultatet af ikke-indblanding + ikke-korruption var i Cowperthwaite’s Hong Kong, at handelskulturen, levestandarden og indtjeningen for både almindelige småhandlende og store handelsforetagender boomede!

Så både rovdyrkapitalisme (crony capitalism) og socialisme = rød statsfascisme skabte et system, hvor befolkningen blev udplyndret af bankmændene og deres politiske tjenere. Sir John’s tese var derimod, at understøttende ikke-indblanding i den lokale handelstradition ville tillade den lokale handelskultur at udfolde sig, hvilket var den rette model for at skabe velstand. Og det skete! Det virker lidt som en no-brainer, men der skulle åbenbart en britisk adels- og handelsmand med reelle hensigter til at formulere og praktisere det, der er indlysende.

Vi ved alle sammen, at Hong Kong blev denne magnet for økonomisk dynamik, som i 1997 blev overtaget af kineserne med begrænset selvstyre. De var kloge nok til at indse, at dynamikken bestod i et vist mål af ikke-indblanden og suverænitet.

Note: Den engelske term crony capitalism defineres i Business Dictionary således:

En økonomi, der på papiret er et frit marked, men som tillader fordelagtig regulering og andre favorable regeringsindgreb baseret på personlige relationer. I et sådant system opretholdes den forfalskede overflade af ‘ren kapitalisme’ for at skjule den eksklusive indflydelse af individer med gode forbindelser.

Hmm … hvorfor kommer jeg til at tænke på Bjarne Corydon, nuværende chefredaktør for Børsen?

Mr. Shadow-government, som han godt kan li’ at blive portrætteret. Vi glemmer at vi også har begrebet på dansk: Et skyggekabinet.

Venstreliberalisme

Da muren faldt sammen med Sovjetstaten og socialismens institutioner, stod det pludselig klart, at der ingen væsensforskel var mellem de fløje, der var stillet kunstigt op overfor hinanden i den Kolde Krig. Venstrefløjen trådte ud af skabet og ind i deres egentlige karakter som: liberalister. Især ikke-angelsaksere har svært ved at forstå begrebet liberal, der på angelsaksisk simpelthen er et synonym for venstreorienteret.

Hvis Adam Smith stod tvangs-fadder til kapitalismen with-a-twist, så stod Karl Marx frivilligt fadder til socialismen … der så er det modsatte? Overhovedet ikke! Hvis man læser Marx, er det helt tydeligt, at det kapitalistiske samfund er hans ønskedrøm, uden hvilket den historiske maskine kaldet historisk materialisme ikke kan fungere. Interessant i øvrigt, at historien i maskinernes og industrialismens barndom selv blev betragtet som en maskine. Bourgeosiet, kapitalismen, industrialismen og arbejderklassen var en absolut forudsætning for det modsætningsforhold, der automatisk (maskinelt, deterministisk, robot-dialektisk) skulle føre til revolutionen og proletariatets diktatur. Det var derfor, at revolutionen var nødt til at tvangsindføre en arbejderklasse og en ideologiseret klassebevidsthed i et russisk agrarsamfund, hvor denne klasse ganske simpelthen ikke fandtes. Den måtte importeres og implementeres – med ekstreme tvangsmidler!

Ligesom højreliberalisterne ikke definerer, hvem der nyder godt af deres ‘frihed’ og hvad de er fri til og fri for (måske især), så definerer venstreliberalisterne / marxisterne ikke, hvem dette ‘proletariat’ er, der skal diktere. Nogen med en avantgarde, javel, for det er øjensynligt ikke den arbejderklasse, som blot var en slags historisk deterministisk benzin i maskinen.

Som antydet i billedet overfor, der i øvrigt er ~~stjålet~~ lånt fra Kristeligt Dagblad (artikel: Marx gjorde sig selv til rabbiner for alverdens folk …), har jøden Karl Marx (1818-83) selvfølgelig læst Adam Smith 100 år senere. Han har læst alt muligt og tilvalgt, fravalgt og skræddersyet det læste til sit formål. Det er fra Marx, at venstreliberalismens definition af frihed/frigørelse kommer, for arbejderklassen skulle via revolutionær aktivitet frembringe socio-økonomisk emancipation = frigørelse. Igen: fri for hvad? Fri for deres tradition, deres nation, deres familie, fri for religion, Gud og tro og senere fri for deres eget køn og deres egen krop. Men ikke fri for at slave sig ihjel, fri for angiveri, overvågning, henrettelser, Gulag og ingen frihed til at ytre sig, forsamle sig, organisere sig. Marx havde et skarpt blik, når det galt analyse af bourgeoisiet og økonomiske analyser af merværdi, forhold til produktionsmidlerne, men han havde ingen forståelse af, hvad det ville sige at være menneske, hvorfor hans teorier udmøntet i praksis medførte et uhørt barbari i form af 300.000.000 aflivede mennesker i det 20. århundrede og livslang ulykke for de, der overlevede maskineriet.

Den afgørende forskel på Adam Smiths moraltænkning og Karl Marx’s er dens forankring i autencitet. Man kan ikke skille mennesket fra dets tankesæt. Smith walked-the-talk, Marx opførte sig som et psykopatisk dumt svin. For Smith var det et personligt-moralsk anliggende, for Marx var det en abstrakt tanke, hvor man kunne sige og tænke og skrive ét men ikke behøvede at efterleve det. Marx var voldelig og brutal overfor sin familie, og hans fine ideer om arbejderklassen afslørede sig som rent hykleri, da Bakunin ved 1. Internationale spurgte ham, Om han ikke mente, at der skulle deltage arbejdere i denne arbejderbevægelse? – hvorefter Marx fik et raserianfald, For det kunne der satanædeme ikke være tale om! Læs Trotskijs udtalelser om arbejderklassen og hans indædte foragt for disse goyim, disse undermennesker, der skulle underkues via evig terror.

Da kulturmarxisterne fra Frankfurterskolen senere måtte erkende, at denne forbandede arbejderklasse ikke havde tænkt sig at opfylde den materialisk-deterministiske funktion, som var dikteret dem af proletariatets diktatur, skiftede de fokus til alle andre marginaliserede grupper, der kunne påmonteres en offerrolle, kvinderne, de sorte, jøderne, bøsser-lesbiske bi- og transseksuelle, studerende, kunstnere – ALT kan bruges, det er kun et spørgsmål om den rette iscenesættelse, pædofile, nekrofile, kannibaler er stakkels undertrykte, ultra-fede mennesker, indianere, illegale indvandrere på deres narkodom i Guatemala, organ- og børne-traffickers, Hillary Clinton der tabte valget, fordi hun sådan et usympatisk individ – det er søøøøønd for dem! Og fordi kulturmarxisterne er solidarisk med de stakkels undertrykte, har de per definition altid ret!
Læs Stjernfelt og Ulrik-Thomsens lille spot-on perle:
Kritik af den negative opbyggelighed

Anarkisten Bakunin udtalte, inden han blev myrdet: Det er bemærkelsesværdigt, hvad en pose Rothschild-penge kan gøre … Dette udsagn er lidet kendt blandt socialister, men røber, hvad den skjulte agenda i socialismen var. Marx nævnte aldrig centralbankvæsenet (Rothschild) med et eneste ord i Das Kapital, for det var just bankmændene fra Wall Street (Jacob Schiff), der finansierede og organiserede revolutionen og sendte Trotskij og Lenin ind i Rusland for at foretage verdenshistoriens største plyndringstogt og skabe et socialt eksperiment i form af et modernistisk slavesamfund, der varede 70 år.

Afklædt liberalisme

Da Sovjetstaten kollapsede, faldt også koldkrigs-illusionen om de onde kapitalister og de gode socialister fra hinanden. De onde kapitalister var ikke onde, fordi de var kapitalister, men fordi de netop IKKE var kapitalister men syndikalister. Og de gode socialister var ikke en skid gode, fordi de i mellemtiden havde meldt sig under fanen som global-fascister – hvilket de hele tiden havde været, men det anede de ikke (internationalisme = globalisme).
Læs Den russiske revolution, der er en noget anden version af historien end den, vi lærte i den socialistiske søndagsskole dengang i forrige årtusind.

Uden forankringen i koldkrigs-ideologien snurrede kompasset rundt og lavede et ideologisk polskift, hvorefter polariteten nærmest forsvandt eller blev til rent teater. Venstre førte højrepolitik og højre førte venstrepolitik. Ingen af fløjene havde noget tøj på, og efter murens tæppefald stod de tilbage i bar røv. Højre- og venstrefløj kastede sig i armene på hinanden over forloren klimapolitik, NATO- og EU-begejstring, virkelighedsfornægtelse og censurudøvelse. Deres lingvistik fra dengang var krakeleret, klicheerne klang hult og ordene vendte på hovedet. Sammenhænge var forsvundet og nihilistsprog som ‘konspirationsteoretiker’ blev deres teflon mod alle, der forlangte en forklaring og en sammenhæng. Den nye jantelov sagde: Du skal ikke tro, der findes sammenhænge, du skal ikke tro, du kan spørge om sammenhænge, du skal ikke tro, vi vil høre om sammenhænge … Tilbage var fladskærms-2D-virkelighed og medie-soundbites, hvor al sammenhæng er fraværende.

Liberalisme til højre eller til venstre var hele tiden og fra starten globalisme. Her taler vi ikke om Adam Smith, der ikke forudså, hvad liberalisme ville udvikle sig til og nok aldrig ville have bifaldet udviklingen. Vi taler om om den form for liberalisme, der skyllede op i dønningerne fra darwinistisk imperialisme.

Ikke ulig den amputerede læsning af folk som Isaac Newton, hvor man frasorterede størstedelen af deres skrevne værk om ikke-materialistiske emner for at skabe en nihilistisk videnskab med kosmos en død tilfældigheds-maskine, så amputerede man Adam Smiths skrevne værk til at handle om økonomiske mekanismer – lærebogen/kørekortet til den økonomiske maskine, der fra midten af 1800-tallet og frem til i dag skulle køre menneskeheden over.

Som den russiske sociolog og filosof Alexandr Dugin beskriver i sin bog Den Fjerde Politiske Teori, så døde fascismen, den 2. politiske teori i 1945, og socialismen, den tredje politiske teori døde i 1989-91. Tilbage var den 1. politiske teori, liberalismen = globalismen, der nu var blevet totalitær i en storhedsvanvittig tro på, at INTET stod i vejen for den. Den 1. politiske teori er derfor hovedfjenden i skabelsen af en Verden for mennesker, da teorien kun har sig selv som formål. Den 4. politiske teori bliver dannet af mennesker for mennesker og er derfor ikke færdig-formuleret. Den står åben, den er i diskurs og er derfor ikke-deterministisk. Vi kan alle bidrage med den og skal ikke finde os i formuleringer, der sænkes ned over os ovenfra.

Lighedsbegrebet

Lighed er revolutionært begreb, der demonstrerer skismaet mellem standardiseret højre og venstretænkning. Ifølge venstretænkningen er uligheden et problem i sig selv og skal elimineres. Alle skal være lige. Ifølge højretænkningen er ulighed ønskværdig, for det skaber en dynamik. Hvis ulighed er godt, må mere ulighed være endnu bedre. Begge ryger helt ud af deres streng, og det, det kunne have noget på sig i begge livssyn, bliver til en parodi og dermed destruktivt. Det halter med antropologien = forståelsen af, hvordan mennesker tænker og føler og handler. Det halter med et helhedssyn.

Jamen, kunne vi spørge, har de ikke forskningsinstitutter, hvis hovedformål er at forstå hvordan? Spørgsmålet er forkert stillet og giver derfor det forkerte svar. Vi ved, at der findes institutter, tænketanke, skoler med sociologer, antropologer og en bunke andre -loger, der studerer på livet løs i menneskelig gøren og laden, men spørgsmålet burde være: Hvad er hovedformålet med det udover forståelse?

Formålet er det samme formål, som er efterretningsvæsenernes. Mange mennesker tror, at de bare snuser for at beskytte os mod fjenden – for det siger de jo selv. Det gør de ikke, de snuser for at efterrette, altså for bagefter at rette til. De studerer og udspionerer det, som de har defineret som fjenden, for at ødelægge denne fjende eller efterrette/afrette fjenden – hvilket har vist sig ind imellem at betyde henrette. Aha, bør vi straks spørge, vil det så sige, at VI er deres fjende, siden de nu spionerer bigtime mod OS? BINGO! Det forholder sig på samme måde med de behavouristiske institutter. De studerer ikke menneskelig adfærd for at lade det blive ved det eller skrive lærde, akademiske afhandlinger om emnet, men for at stille deres viden til rådighed for de folk, der har bestilt arbejdet.

Så hvad enten disse institutter anbefaler lighed eller ulighed, gør de det ikke, fordi det er en del af den menneskelige natur, hvilket de gerne vil nære eller beskytte og hjælpe os allesammen med at forstå (heller ikke, selvom de bliver finansieret af skatteyder-penge), men fordi de ønsker at efterrette/afrette den menneskelige natur – og i visse tilfælde henrette den.

Når højreliberalisterne går helt ud af deres streng med de-regulering, giver de plads til rovdyr-monopol-kapitalisme. Det var Bill Clintons opdrag fra hans bagmænd, Rockefellerne, hvorefter han fjernede Glass-Steagall-akten, der stod i vejen for det nye togt. Statistikkerne viser det, og alle er enige om det: uligheden er større end nogensinde, og endnu færre ejer i dag endnu mere af jordens ressourcer. Tesen fra Reagan-perioden og frem var, at når de rige fik lov til at rykke, ville det regne med penge og velstand ned gennem systemet, men det er et stykke fejlagtig antropologi, for når de rige fik ubegrænset frihed, gik de bare efter at blive ultrarige frem for at investere og sætte gang i hjulene til gavn for alle andre.

Sådan ser det rovdyrkapitalistiske paradis ud

Når venstreliberalisterne går helt ud af deres streng med regulering, ser de bort fra, at mennesker ikke er lige. Lighed er en ideologisk konstruktion. Kun 10% af menneskeheden er i stand til at skabe succes i deres økonomiske liv, og kun 10% af de 10% er i stand til at blive egentlig velhavende. Ifølge socialistisk menneskeforståelse derimod, kan man opdrage alle mennesker til at blive til og til at udføre hvad som helst, bare man giver dem muligheder for det. Miljø er alt, arv er intet. Men det er et stykke fejlagtig antropologi, der gør folk langt større skade end gavn, og socialisme handler alt for meget om misundelse. Ifølge socialistisk moralsæt er blot dét at være succesfuld og velhavende lig med en dødssynd. Hvilket forklarer, hvorfor socialistiske regimer nærmest over en kam har været fejlslagne samfund, for den succesfulde og opfindsomme-driftige entreprenør var en asocial person, der udbyttede andre.

Sådan så det socialistiske paradis ud.
Karl Marx besøgte aldrig Rusland efter den revolution, som han havde været medskaber af.
Kunne det tænkes, at han ikke engang selv brød sig om makværket?

Det er imidlertid de færreste mennesker, der har noget imod, at nogle er i stand til at skabe velstand. Det, der egentlig skaber modstand mod uligheden – og med rette! – er en tydelig fornemmelse af, at systemet er rigged, og at der ikke bliver spillet rent spil med åbne kort. De rige rige bliver ikke bare rige på deres iværksætterkraft og dygtighed, de bliver rige, fordi de snyder, stjæler med arme og ben og og lyver så vandet driver. De bliver rige, fordi de har haft magt til at skabe et system, hvor de bliver favoriseret i helt uforholdsmæssig grad, og hvor de kan give sig selv syndsforladelse på daglig basis.

*I det mindste har denne svindler nosser til at indrømme det.*

Den form for ulighed burde Staten have grebet ind overfor, men Staten har set sig nødsaget til IKKE at gøre det, for de ultrarige globalister har skabt trans-nationale strukturer med mere magt og større ressourceophobning end nationerne og deres regeringer, hvorved de har magt til at knuse en stat, en nation, en befolkning, hvis disse skulle finde på at gribe ind. Derfor har det revolutionære projekt – og i den forstand er EU et revolutionært projekt – haft som hovedmål at destruere nationerne og de enkelte stater/regeringer, for disse ser det, mener EU, og mente alle revolutionære siden Robespierre & Co, i alt for høj grad som deres opgave at beskytte borgerne mod overgreb. Projektet bestod i gradvis afgivelse af suverænitet.

Note: Maximillien Robespierre (1758-94) blev henrettet for 225 år siden efter selv at have beordret henrettelsen af ml 20.000 og 50.000 franskmænd. Det gjorde han som medlem af … hold lige fast i stolen her: Velfærdsudvalget! Et grotesk eksempel på revolutionær dyrkelse af nysprog.

Robespierre – en af ‘brødrene’ modelleret over hans dødsmaske

… og hvad med broderskabet?

Frihedsbegrebet er forkvaklet på den ene fløj, hvor det betyder frihed for globalisterne til at rage til sig og frihed fra at stå til ansvar. Det betyder frihandel i et marked, der er styret af deres karteldannelser, deres traktater og deres finans-algoritmer og frihed til at trække alle penge ud af systemet og puge dem sammen i deres off-shore skattely.

Frihedsbegrebet er forkvaklet på den anden fløj, hvor frigørelse ledte fra den gamle verden og over i moderniteten med helt nye og udspekulerede måder at være despotisk på, og hvor revolutionen (Robespierre > Lenin) førte fra monarki til et dysfunktionelt, nihilistisk slavesamfund. Læg dertil fri sex uden ansvar, frihed til at ombringe fostre, frihed for sit eget køn og sin egen krop, frihed fra traditioner og Gud, konge og fædreland. Øh, hedder det ikke satanisme …?

Lighedsbegrebet bestod enten af en afgrund af ulighed eller en total nivellering af al menneskelig diversitet og et forbud med excellence.

Så hvad med det højt besungne begreb om broderskab, hvis vi skal vende hele den tredelte parole fra Oplysningstiden?

Schiller (1759-1805) brugte ordet i sit euforiske præ-revolutionære digt An die Freude, en mellemting mellem en studentikos drukvise for stort kor og et opstandelsesdigt. Strofen Alle Menschen werden Brüder er en hyldest til menneskeheden, og i en senere strofe står der:

Rettung von Tirannenketten,
Großmut auch dem Bösewicht,
Hoffnung auf den Sterbebetten,
Gnade auf dem Hochgericht!

Redning fra tyrannens kæder,
Overbærenhed også for slynglen,
Håb ved dødssengen,
Nåde ved Den Højeste Ret

Det handler altså om tilgivelse for synder på den yderste dag. Vi kender digtet fra slutsatsen af Beethovens 9. symfoni, for Ludvig van B var meget til Sturm und Drang.

For Schiller handlede det om Det Store Håb for menneskeheden, men der var også andre broderskaber på banen på samme tid, for hvem håb for menneskeheden var ganske underordnet, selvom de gerne viftede med faner og paroler, når de mente, de havde brug for at mobilisere de folkelige masser. Schiller skrev 26 år gammel sit digt i 1885, fire år før Den Franske Revolution, hvor broderskaberne arrangerede et statskup drevet af manipuleret brændselskraft fra den folkelige indignation.

På det punkt er begrebet forbrødning et oplysningstids-begreb, for logerne, broderskaberne var de fora, hvor man talte om frihed og lighed og konspirerede om, hvordan man skulle bringe broderskabets agenda i stand. Historien om Jacobinerne er historien om, hvordan frimurerlogerne blev infiltreret og kuppet og blev organer for et kabbalistisk, sabbatæisk, jesuitisk projekt om en Ny Verdensorden.

Både Den Franske Revolution og Den Tyrkiske Revolution ledet af De Unge Tyrkere var inspireret af Jacob Frank (th), elev af svindleren Sabattei Zevi (tv), der postulerede, at han var Messias. Dönmeh var navnet på de præ-zionistiske, sabbatæiske grupper af krypto-jøder, der omstyrtede Det Ottomanske Rige (og udførte et Holocaust mod armenerne) – de var ‘frankister’. Jacobinerne var opkaldt efter hans fornavn.

Den Nye Verden, Amerika, og den amerikanske revolution var et frimurerprojekt. Essensen af logeforbrødring er, at Verdens gang er noget, man aftaler hver onsdag, når man møder frem med hat og pingvin-dress. Udenomsparlamentarisme og postdemokrati er et loge- og broderskabskoncept. De to Verdenskrige + den Russiske og den Tyrkiske revolution i forrige århundrede – alt det der ødelagde Den Gamle Verden – blev udtænkt og antændt fra det britisk-franske netværk af loger.

De forsøgte den samme formel under det arabiske forår, men egypterne havde lugtet lunten med Det Muslimske Broderskab og slog bremsen i. Broderskabet, Kabbalen alias de hemmelige loger, CFR, Bilderberg, Committee of 300, Club of Rome, P2-logen, alle de evigt shape-shifting koordinerende fællesfora for logerne med nye navne og nye mødesteder i morgen og overmorgen modelleret over det venetianske De 10’s Råd, har fremlagt deres vision for en Verdensregering på Abernes Planet. For ifølge deres perverterede moralkodeks har de lov til at gøre, hvad de vil – Aleister Crowley: Do What Thou Wilt – bare de har sagt det ud i offentligheden.

Tamkine er Det Muslimske Broderskabs kernebegreb for Islams totale magtovertagelse af hele verden under deres fortolkning af sharialov. Glem ikke, at broderskabet ikke repræsenterer traditionel og ægte Islam, de repræsenterer det kup af Islam, som britisk efterretningsvæsen skabte for at smadre Det Ottomanske Rige og sammen med franskmændene skære Mellemøsten op som en store lagkage. At så mange muslimer alligevel hopper på den, skyldes, at finansmændene bag opførelsen størsteparten af moskeer i de sidste 100 år er Saudiarabien – hovedsædet for wahabbi-Islam, den salafistisk-fundamentaliske voldtægt af Islam, som broderskabet repræsenterer. Man kan altså købe sig til folks version af troen!

Lær at forstå baggrunden for fundamentalistisk Islam og læs:
Den døende gud – Kabbalismens historie
Lær også at forstå, hvem der skabte Islam og hvorfor ved at læse:
Mithra – Den Udødelige Sol

Usura – ågerkarlevirksomhed

En strøtanke: Ville tamkine og salafismens totale dominans betyde tilbagevenden til oprindeligt sharia-bankvæsen, hvor det var bandlyst at anvende ågerrenter og Usura-gældsøkonomi? Med garanti ikke! For så ville de skulle konfrontere bagmændene bag deres designer-version af Islam. Islam var faktisk den religion, der har været klarest i spyttet i forhold til Usura.

Det samme ville gælde for den Katolske Kirke, der er blevet hovedrig vha åger, efter at det blev tilladt. Men generelt har kirken og religion i det hele taget altid været i stand til at gradbøje emnet moral og penge.

I jødedom gradbøjes det (Exodus 22:25, Leviticus 25:35 og Deuteronomy 20:19) til, at man ikke må tager ågerrenter fra fattige mennesker eller indenfor de jødiske samfund. Man må også gerne lyve overfor ikke-jøder (goyim), så dem må man også gerne snyde. På nutidigt: Blankfein, Dimon, Greenspan og alle de andre må gerne tage røven på de vantro.

I kristendommen blev det forbudt for kirkens folk at tage ågerrenter fra år 314 og for lægmænd fra 1179. De protestantiske stiftere Luther og Zwingli fordømte stadig åger, men kryptojøden Calvin (Cohen) havde ikke noget imod det, og han blev også venetianernes nye sats, efter at Luther skønnedes at være lidt for stiv i betrækket. Det samme med katolske reformister Collet og Antoine, men der skulle være et rimeligt forhold mellem lånets værdi nu og i fremtiden, altså en kompensation for inflation og tab i købekraft.

I 1800-tallet gik den katolske kirke bort fra at fordømme rentetagning, for den var i mellemtiden blevet afhængig af den. Det var den katolske kirke, der var med til at bringe Mussolini til magten mod til gengæld at få genetableret sin status politisk enhed og suveræn stat. Banco Ambrosiano, hvis hovedaktionær var Vatikanbanken (Institute per le Opere di Religione = Institut for Religiøst Arbejde), kollapsede i 1992, da den blev afsløret for sit samarbejde med mafiaen og P2-logen. ‘Guds bankmand’, Roberto Calvi, fiflede sammen med fascisten Licio Gelli om at finansiere alt fra Sandinisterne i Nicaragua til Solidarność i Polen.

Guds bankmand. Er det ikke påfaldende, som kapital og kriminalitet altid går hånd i hånd?

I dag sidder der en jesuit som pave i Vatikanet. Kardinal Jorge Bergoglios fortid er som biskop i Buenos Aires under Den Beskidte Krig / Operation Condor, Argentina, hvor jesuitterne husede juntaens efterretningsvæsen i deres hovedbygning.

Det sorte hul

Man kan ikke forstå kapitalisme uden af forstå, hvordan det internationale bankvæsen er organiseret, og hvordan penge bliver skabt. Lad det være sagt med største tydelighed: Hverken højre- eller venstrefløj har til dato forstået disse to koncepter.

Har man til gengæld forstået, hvad de drejer sig om, forstår man i tilgift: