Julehistorien
Højt fra træets grønne top stråler juleglansen.
Spillemand spil lystigt op, nu begynder dansen.
Hvor skal vi overhovedet starte?
Det var det første Q.
Så det første svar må være:
Med et spørgsmål.
Q1:
Har Julen noget at gøre med Jesusbarnet og Kristendom?
A1:
Det siger de jo, så alene af den grund må svaret være JA.
Q2:
OK, HVAD har Julen at gøre med Jesusbarnet og Kristendom?
A2:
Ikke særligt meget. Men lad os hjælpe spørgsmålet ved at omformulere det til:
Er Jul i sin oprindelse kristen?
Her er svaret meget nemmere: NEJ, Jul eller Jól er nordisk-germansk.
Andre kulturer kendte også til en form for Jul, det hedder bare noget andet.
Læg dog mærke til, at Jul indeholder elementet sne, hvilket antyder, at visse andre kulturer i sydligere himmelstrøg ikke fejrer egentlig Jul men noget andet.
Q3:
HVORFOR er Julen ikke kristen?
A3:
NÅ, så må vi hellere lukke drillenissen ud og blive seriøse. Spænd lige sikkerhedsselen, for det kan godt gå hen og blive en længere tur rundt om juletræet. Det er til gengæld også her, det bliver spændende.
Kristendommen er en konstruktion skabt af romerske kejserslægte, deres spindoktorer og bagland som et stykke software beregnet på Imperiets hardware. Det er en designer-ideologi, som vi kalder for religion. Den blev oprindeligt skabt for at passivisere den jødiske opstand i Palæstina, der gav Kejserdømmet grå hår i hovedet. Romerne hyrede den jødiske aristokrat, skriftkloge og historiker Joseph fra det aramæisk talende folk Joseph af Aramatæa på romersk Josephus og senere, da han måtte flygte til Rom for at redde sit liv fra de oprørere, han havde været med til at forfølge under sit pseudonym Saulus eller Paulus – blev han kendt som Josephus Flavius, da han blev adopteret som medlem af kejserfamilien Flavianerne. Han gjorde dem en stor tjeneste ved at modarbejde den jødiske opstand. Romerne gjorde ham en tjeneste ved at beskytte ham efter forrædderiet mod sit eget folk. Sammen skabte de en statsgodkendt kult, der skulle passivisere og lære jøderne at vende den anden kind til af hensyn til den Romerske Fred aka Pax Romanorum. De skulle lære ‘at give kejseren, hvad kejserens er’ – og så kunne de ellers gøre, hvad de ville. Men det var også en forrædderreligion.
Josephus’ opdragsgiver Vespasian var en simpel soldat uden nogen legitim ret til en position som kejser, og hans trick bestod i at stjæle titlen via stjerneprofetien, som vi kender fra det kristne Juleevangelium som Stjernen over Betlehem. Ligesom byen Nazareth ikke var en by i bibelsk tid, således var Bethlehem heller ikke en by. Tyveriet af legitimitet skete ved rituelt-symbolsk at henrette (korsfæste) den legitime arvtager til titlen og internere ham i et hi-security fængsel ved navn Fortress Diwa i England så langt væk fra Palæstina i Romerriget som muligt. Dernæst blev alle optegnelser om den historiske Jesus, hvis rigtige navn var Isas Manu af Edessa, slettet (Jesus, Immanuel). Det kunne romerne gøre, fordi deres administrationsapparat var totalt / totalitært, og fordi de kontrollerede alle arkiver og biblioteker.
Den romerske agent Josephus under pseudonymet Paulus blev chefredaktør / ghostwriter sammen med et udvalgt team for de fire Evangelier og de fiktive evangelister. Kristendom, som vi kender den, har intet med Jesus at gøre. Jesus var ikke født i Bethlehem, der ikke fandtes, og voksede ikke op i Nazareth, der heller ikke fandtes. Han var Nazaræer, hvilket var den fjerde jødiske sekt kendt som den persisk-egyptiske sekt, hvor astrologi var en integreret del.
For alle detaljer og meget mere læs: Kongen der forsvandt
Her vil det også fremgå, hvorfor denne sekt aldrig kunne have dannet grundlag for Kristendommen, da den var ekstremt eksklusiv og fundamentalistisk, og dens praksis var bizar i allerhøjeste grad. Navnet Galilæa, som der står i Biblen, var ikke et land men en henvisning til denne bizarre praksis, galli. Nazaræernes præster hed galli-præster. En form for galskab.
Så den historiske Jesus endte sine dage i et hi-security-fængsel i England, og hans hustru flygtede til Sydfrankrig. Hendes navn var – hvis nogen skulle være i tvivl – Maria Magdalene. Hun var den mest velhavende kvinde i de to kongeriger Judah og Israel. Hun udgjorde sammen med Martha de to Bethany-søstre, der begge var Jesus’ (Isas’) hustruer. Maria var ikke et navn men en tiltel, for en mar var en præstinde ved templet. Magdalene betyder beboeren af en magdal, et tårn (en pyramide). Enhver rabbiner eller ypperstepræst var forpligtet ifølge jødisk lov til at være gift, og praksis var, at han havde flere hustruer. Jesus kaldes i Biblen for ‘rabbuni’ = rabbi. Det står direkte skrevet, men kristne teologer er nødt til at vride og vende sig på prædikestolen for at tale udenom dette og en hel række andre dele af deres hellige skrift. Romerne og Josephus var nødt til at udradere alle oplysninger om en familie / slægt og dens oprindelse og videreførelse for at tilsløre deres politik. Og det bliver værre endnu, for den persisk-egyptisk sekt fulgte den praksis, der var kendt i Egypten: at kongen / faraoneren giftede sig med sin søster. Jesus var altså gift med sine egne søstre og levede med andre ord i et polygamisk-incestuøst ægteskab. Og det var helt efter bogen, for det gjorde man i de egyptiske kongeslægter. At de kristne senere havde svært ved at kapere disse ekstremer, er både forståeligt men også deres problem. De romersk katolske præster gik helt i den anden grøft og gik i cølibat. Og hvad kom der ud af det? Fra incest til pædofili.
Kristendom er en politisk konstruktion. Oprindelsen var et produkt af det politiske giftermål mellem Julius Cæsar og dronning Cleopatra: hun fødte en datter. Her bliver det værre endnu. Denne datter blev givet som en medgift til den persiske konge. Hun tog livet af sin mand og flygtede fra Persien med en division af hæren og en god portion af skatkammeret og slog sig ned i en provins i det nuværende Syrien og kaldte det Orenia. Hendes navn var derefter Theramusa af Orenia. Hun er den historiske Jomfru Maria, Jesus’ moder. Og nej, der var ikke tale om jomfrufødsel, for det er reminiscensen af persisk religion. I Egypten hed den hellige familie Osiris, Isis og Horus, og ‘jesusbarnet’ har her skikkelse af en rovfugl, for Horus er en falk. Endnu flere ikke-kaperlige oplysninger.
En fattig jomfru sad i løn
og fødte Himlens kongesøn.
Halleluja, halleluja!
Så den skikkelse, der i Biblen / Det Nye Testamente konstant omtales som ‘Jødernes Konge’, og som var ‘af Davids hus og slægt’ var af Egyptisk-Persisk kongeslægt og derfor ifølge romersk praksis selvskrevet til titlen som den nye kejser i en tid, hvor stolen var ledig. Både Kong David og Kong Salomon var egyptiske faraonere, og Salomons Første Tempel fandtes ikke i Jerusalem men i Tannis, Egypten. Også her er teologerne nødt til at vride og vende sig. De har heller ikke læst Salomons Testamente, der ikke kom med i Biblen, for det beretter om, hvordan det viise konge ikke var så viis endda og indgik en pagt med en stribe dæmoner for at få dem til at bygge hans tempel, og som endte med at tage fusen på ham. På samme vis kom Enochs Bog heller ikke med i den romerske bibel, for det var også for stærk kost. Den findes til gengæld i den måske tidligste Bibel, den ethiopiske. Når der står ‘jødernes konge’, så menes der, hvad der står. Slut med alt teologisk vrøvl – Punktum!
Det var den romerske kejserstol, som Vespasian og flavianerne stjal, og det var den historie om legitimitet og arvefølge, de udraderede, så Biblen og historiebøgerne i dag er ude af sync. Jesus og Paulus findes kun i Biblen og er intetsteds at finde i historiebøgerne. Tilsyneladende, for historikere har ledt uden at finde. De har ledt de forkerte steder og på det forkerte tidspunkt. Kunstgrebet bestod i at flytte den historiske skikkelse til år nul i den senere etablerede tidsregning og erklære ham død på korset i en alder af 33 år, hvor den rigtige historie starter for alvor og fortsætter frem til år 70, hvor den romerske hær generobrer Palæstina under hærføreren Titus, og hvor Jerusalem bliver indtaget og Templet bliver jævnet med jorden. Josephus beordrer beslaglæggelse af de originale Torah-ruller fra Templet. Så ikke alene får vi Kristendom = jødedom-light, men vi får også Rabbinisk Jødedom, der er en romersk-twist på jødedom, og som har betydet, at alle proklamerede jøder i dag er identitetsforvirrede. Læg dertil, at et helt Imperium i Vestasien kaldet Khazaria tvangsomvendte hele befolkningen til jødedom for at undgå invasion fra det islamiske khalifat i 700-tallet. Et yderlige overlay af zionisme betyder blot yderligere identitetsforvirring.
Allerede jødedom omkring starten af vores tidsregning er ikke, hvad den var i sin oprindelse. Udover den egyptiske kilde er den persiske indflydelse på kristendommen temmelig afgørende. Den har kristne teologer også udeladt af betragtning. De taler som jøderne om den Messias, der var kommet til verden for at frelse dem – i den forstand er kristendom jødedom light – men den persiske religion eller kult mithraisme er allerede en sådan frelserreligion, der er bygget op over en teleologisk opfattelse af verden – skabelsen har et formål, en begyndelse og en ende, og enden er en apokalypse. Mithra er en frelserskikkelse og en gud for lys og kærlighed. Her er allerede en prototypen for Kristus-figuren.
Før Mithra fandtes Zoroaster. Han var en læremester og ikke en gud, men også han udgør en prototype for Kristus som mesteren, læreren. De kristne teologer kendte ham udmærket f.eks kirkefaderen Augustin, der kritiserede den parsiske religion for ikke at løse problemet med ondskab i verden. Gud var en dualitet af lyset = Ahura Mazda og Ahriman = mørket. De var begge et produkt af en kosmisk evolution. De to verdenskræfter delte verden imellem sig via kontrakter gennem epoker i den universelle historie. En vis epoke var lys, en anden epoke var mørk. Ingen af de to magter var derfor omnipotente, og Augustin og hans kirke ønskede en almægtig og alvidende Gud i Himlen, ligesom kirken selv og romerstaten ønskede almagt på Jorden – således som i Himlen således så på Jorden. Den formidlende-formildende omstændighed mellem disse modsatte principper i Persien var Mithra. Han var gud for edsaflæggelse og kontrakt. En kontrakt af den art kaldes i kristendommen for testamente eller pagt. Ved tidens ende ville Mithra manifestere sig og tilbyde mennesket det endelige valg mellem godt og ondt. Tættere kommer vi ikke på Jesus-Kristus-Messias. Kristendom fandtes med andre ord allerede flere 1000’er år før Kristendommen, den hed bare noget andet. Og den Kristendom, vi fik via Romerriget, var en politiseret-amputeret udgave af forlægget.
Før kristendom var jødedom, og i første del af Tanakh i de jødiske skrifter kaldet Torah – de fem mosebøger i det gamle testamente – findes intet begreb for himmel og helvede, og der er intet begreb for en retfærdig person kontra en synder. Der findes heller ikke et koncept for tidens begyndelse og ende. Messiaskonceptet findes heller ikke i jødedommen. Det kommer først med det babyloniske eksil og Cyrus den Store, grundlæggeren af Persien / Iran og det achaemenidiske rige, der frigiver jøderne fra Babylon. Babylon var en del af dette persiske storrige, der i den følgende generation (Darius den Store) strakte sig fra Bulgarien til Indusdalen mellem nuværende Pakistan og indien. Cyrus den Store blev af de frigivne jødet betegnet som Messias, hvilket viser, at det ikke er en person men en titel i betydningen frelser eller velgører. Måske Benjamin Netanyahu trænger til et lille brush-up af jødernes historie mht., hvor velgørende Iran var mod jøderne, men psykopaten er nok udenfor pædagogisk rækkevidde.
Det er ved jødernes frigivelse via Cyrus den Store, at de medbringer senere kernebegreber i jødedommen. Lad os lige repetere:
Messiaskonceptet
Retfærdighed og synd
Personligt ansvar og skyld
Himmel og Helvede
Jomfrufødsel
Det teleologiske koncept – skabelsen har et formål, en begyndelse og en ende
Julefesten – det var den vi kom fra, vi tager bare en omvej
Dobbeltkorset
Jødedom før da har intet begreb for personligt ansvar. Et menneske bliver dømt for forfædrenes gerninger og dermed noget, det ikke har gjort. Det er her, vi har arvesynden fra. Det er fra de persiske religioner, vi har individuelt ansvar, samvittighed og fri vilje. Cyrus’ lercylinder er et artifakt med inskription i kuneiform, der udover at stadfæste hans ret som hersker også fremlægger noget, der er blevet kaldt for verdenshistoriens første menneskerettigheds-erklæring.
Jødedom, som den udviklede sig efter 530 f.Kr er skabt i Persien = Babylon af præsteskabet / eliten også kaldet magerne – tænk de Hellig Tre Konger – i det Achamenidiske Imperium.
Og Østens vise ofred der
guld, røgelse og myrra skær.
Halleluja, halleluja!
Der findes et iransk udtryk kaldet freshkar, der betyder at opfriske. Husk at iransk er indoeuropæisk sprog eller arisk (aryan, ayran, iran) sprog – uuuha det må man ikke sige, for så er man nazist! Det er det, der vil ske ved apokalypsen. I parsisme er ilden den rensende livgivende kraft, og vi ser ilden i deres ritualer. Den findes også i det indiske renselsesritual homa. Når det er jul i de små vindforblæste knaldhytter i dag, tænder vi den symbolske ild i form af levende lys. Ved tidens ende vil verden blive renset af en ild, og ud af det vil Gudsriget opstå, den gyldne tid, tusindårsriget. Dette er persisk eskatologi stammende fra som minimum år 600 f.Kr. Jesus siger: Jeg er kommet for at bringe ilden til verden. Så man mente for 2.000 år siden, at tidens ende var ankommet.
Mitraisme var ikke officiel statsreligion i Persien før det parthiske dynasti 600 år senere, altså omkring år nul og derefter, hvor vi finder den historiske Jesus. Altså den historie, som mainstream-historikerne ikke har været i stand til at finde. Og de få, der i tidens løb er kommet på sporet, er prompte blevet kørt i grøften af de forskellige agenturer, der har arbejdet for kirken. I middelalderen kunne man blive brændt på bålet, eller man kunne få inkvisitionen og andet djævelskab på nakken. Frem mod vor tid er denne praksis blevet ‘umoderne’, der findes andre mere diskrete og uigennemskuelige metoder til at køre i grøften.
Læs: Kongen der forsvandt
Jesus er næppe født år nul men snarere år 9, og den 24 december som fødselsdag har intet belæg.
Der findes udover mønten med tornekronen (se ovenfor) endnu ét samtidigt billede af den historiske Jesus, der i de jødiske skrifter Talmud kaldes bar Kamtza. Scenen er beskrevet der og dateret til år 66 og findes på Huqoq-mosaikken. Det er en afgørende situation i jødisk historie, der startede hele den jødiske opstand, ødelæggelsen af Templet og hele den jødiske diaspora. Jødiske arkæologer siger helt hen i vejret, at det er Alexander den Store. Den kvindelige chefarkæolog Judith Magnes havde fået penge ned i lommen af National Geographic, der allerede havde købt, skrevet og solgt historien. Problemet er, at Alexander ikke havde skæg, rødt hår (mange mumier af egyptiske faraonere havde rødt hår) eller payot, sidelokken, som de ortodokse bærer, og Alexander bar heller ikke ankelsokker efter jødisk skik. Billedet blev tilbageholdt et helt år, indtil National Geographic havde skrevet deres artikel. Dette er korrupte videnskabsfolk, der er ludere for penge. Den fulde forklaring på scenen involverer Kejser Nero, Ypperstepræsten ved templet i Jerusalem – den ophidsede mand til venstre og hans præster, der gestikulerer forarget over offerkalven, der som ses har et fælt snit på sin venstre kind, hvilket var utilstedeligt for offerdyr, der skulle være fuldkomne, for at blive accepteret. Kalven bliver sendt tilbage til Kejser Nero – nu i halvrådden tilstand, og han synes ikke om det. Det var en fuckfinger fra jøderne. Herefter starter revolten. Kongen, der bærer det kongelige dieadem, er Isas Manu af Edessa, lederen af revolten, og han har en hær bag sig, oven i købet med krigselefanter ligesom Hannibal. Og glemte vi at sige, at kongen på billedet bærer en purpurfarvet kappe ligesom Jesus, da han blev korsfærstet. Kun den romerske kejser havde lov til at bære en purpurfarvet kappe, så var det en provokation eller hvad?
Hvem bar også ankelsokker? Det gjorde partherne / perserne. Det var også dem, der opfandt bukserne.
Partherne var en stamme fra det nordlige Iran, der var meget lig vikingerne. Det er interessant i sig selv og giver et hint om, hvor skandinavernes forfædre kom fra. Partherne kører også en piratflåde i Sortehavet og Middelhavet kaldet de selisiske pirater. Det er her, man første gang ser kraniet med de krydsede knogler, der senere bliver logoet for pirateri. Skull & Bones blev et emblem på nazi-uniformer og den seminazistiske okkulte loge på Yale-universitetet af samme navn (tænk Bush-familien og deres slæng). Men hvad vigtigere er, at dette dødskors bliver til det kristne kors. Og please! spar os for sjove newage-semi-kabbalistiske bortforklaringer af dette stykke dødskultsymbolik som ‘livets træ’ og andet nonsens. Altså c’mon, manden hænger og drypper blod på et torturinstrument! Hvor livgivende er det lige?
De selisiske pirater, der turnerede i Middelhavet hang ud med de romerske adelige i havnene og fik dem konverteret til mitraisme. Vi ved, at det samme establishment i Det Britiske Imperium, der så Romerriget som deres store forbillede og dem selv som Imperiets sande arvinge, byggede deres verdensherredømme på just det samme: pirateri. Før dem gjorde vikingerne det samme, og hey: England er dybt inficeret af vikinger, de er jo angel-saksere!
På det tidspunkt, hvor kristendommen bliver statskult, står mitraismen til at blive det samme. Konstantin den Stores efterfølger Julian prøver at omgøre Konstantins beslutning men forgæves. Persien var Roms hovedfjende, så kristendommen blev valgt som statskult for at sikre, at romerriget ikke konverterede til en persisk religion, hvilket ville have været starten på et imperialt nederlag. Det ville have været et stykke mental imperialisme. Først mørner vi sjælene og blødgør sindet, så fordærver vi kroppene, stjæler alt, hvad de ejer, og til sidst tager vi livet af dem. Eller vi sætter os på tronen og gør dem til de nye undersåtter. Da Kejser Konstantin så, at et foruroligt stigende antal af hans soldater valgte at bære et kristent kors på deres udrustning, måtte han iværksætte et ideologisk stunt, så de kæmpede for Staten, mens de kæmpede for deres Gud.
Selvom mitraismen ikke gik af med sejren som romersk institutionskult, så sneg den sig alligevel ind ad bagdøren via jødedommen, der blev til kristendommen. Mithra blev hældt på ny flaske. Det var det, som blev resultatet af det berømte Koncil i Nicæa år 325, hvor man i flere uger forhandlede sig til, hvem Jesus var.
I julefesten og dens symbolik finder vi tre farver hvid, rød og grøn.
Vi ser dem på juletræet. Det er mitraismens tre kaster:
hvid er præsteklassen
rød er krigerkasten
grøn er bondekasten
Disse tre farver findes i flaget hos alle de nationer, der før var under det persiske imperium: Pakistan, Kurdistan (uofficielt flag), Bulgarien. Og det italienske flag, hvilket viser mitraismens skjulte dominans i romerriget.
Juletræet er mitræisk, da perserne brugte cypressen som et symbol for sandhed. Den står rank opret, og den visner aldrig. Julegaverne under træet er en ofring til træet. De flotte røde svampe med hvide prikker (amanita muscaria, den røde fluesvamp) groede under det stedsegrønne træ og indgik med sine særlige psykoaktive stoffer blandet op i vin i solhvers-ceremonien. Dette var den mitræiske kommunion – man blev høj af Jesu Kristi blod! I samme ceremoni spiste man kiks med et indgraveret kors.
Så skulle du føle trang til et svampetrip i anledning af den forestående højtid, så er du mere urkristen, end loven tillader – dette er Jesu Kristi legeme, tag dette … dette er Jesu Kristi blod, tag dette …
Korset er mere end et par krydsede sørøverknogler. Det er det store skrå kors i zodiaken, overgangen i det himmelske ekvator af dyrekredsens eklipse. På engelsk betyder to be double-crossed at blive snydt og bedraget. På Peterspladsens grundareal er der en kæmpe tegning af dobbeltkorset. Det betyder samtidigt, at mitraisme = det diagonale kors fusionerede med kristendommen = det horisontalt-vertikale kors. Det er det græske kors kombineret med sankt Andreas-korset. Husk at Jesus-sekten nazaræerne var den 4. jødiske sekt, den egyptisk-persiske sekt, at Jesus’ mor dronning Theramusa af Orenia var af både persisk og egyptisk oprindelse, og at astrologi var en integreret del af deres teologi og rituelle praksis. Eller videnskab om man vil, for de skelnede ikke mellem videnskab og teologi. Det gjorde vi heller ikke før Oplysningstiden og skabelsen af vor tids materialistiske videnskab.
Husk også historien om Jesus’ fødsel og stjernen og stalden i Bethlehem – og vi kan så gætte på, hvor den ‘stald’ så befandt sig – og de hellig tre konger, der kom med guld, røgelse og myrrha. Det var tre magai / magere (magikere) fra Persien, der kom i anledning af den afdøde (myrdede) persiske konges barnebarn. De havde set i stjerner, sol, måne og krystalkugler, at der skulle fødes en søn. Det var næppe en stald med køer og får, der dannede rammen, og de fattige hyrder på marken, der hørte englene synge, er bestemt en stemningsfuld iscenesættelse. Hollywood har udviklet den slags til perfektion. Men Josephus og hans team, der omskrev historien til, hvad vi kender som evangelierne, kendte allerede kunsten. Læg mærke til, hvor stor en plads Paulus (Josephus) gav sig selv i Det Nye Testamente, og i hvert fald i den protestantiske kirke bliver Paulus’ breve læst mere end alle andre skrifter. Han indskrev sig selv som den 5. evangelist. Vi taler om den skikkelse, der som romersk officier ved navn Saulus forfulgte Jesus og hans disciple, og som ender med at kuppe hele kulten. Josephus’ efterfølgere skrev videre halvandet århundrede efter hans død, før bogen officielt ‘udkom’.
Han lagdes i et krybberum,
Guds engle sang med fryd derom:
Halleluja, halleluja!
Hvad laver dødningehovedet så i Jolly Roger og Skull & Bones-logoet? Det er, fordi det er dødens tid. Dødningehovedet er Kronos, tidens fængsel, hvor vi alle dør med tiden. Mithra står udenfor hele zodiak-cirklen og sørger for, at tiderne skifter. I de mitræiske templer ser vi Mithra slagte Tyren. Det viser døden for Taurus / Tyrens Tegn og tidsalder og fødslen for Aries / Vædderens Tegn og tidsalder. Senere slagtes vædderlammet af Jesus ved overgangen fra Aries til Pisces / Fiskens Tegn.
Når Mithra slagter tyren er det et billede på, at vi overvinder skæbnen. Zodiak’en er skæbnen, for stjernerne og konstellationerne er skæbnen, det deterministiske og tyranniske element i menneskelivet. Vi tager hermed skæbnen i egen hånd.
Vessica Pisces er de to sammenfoldede cirkler, hvor den ene er tegnet i periferien af den anden og gennemskærer dens centrum. De gennemskærer hinandens centrum. Vessicaen er den fisk, der dannes i mellemrummet i midten. Mithra var mediatoren i midten mellen Ahura Mazda og Ahriman. Mithraismen handler om balance mellem lys og mørke. På det punkt er den beslægtet med daoismen. Der er den lyse del af cirklen, der er den mørke del af cirklen, og så er der cirklen selv. Der er Yin, Yang og Dao, udvidelse, sammentrækning og balance. Den vediske treenighed er skaberen Brahman, nedbryderen Shiva og opretholderen Vishnu.
Når Jesus siger de kryptiske ord med, at ‘en mand skal forlade sin mor og far og bære sit kors, ligesom han bærer det’, så skal det afkryptiseres med, at vi skal forlade den gamle tid i vædderens tegn, hvor korset er diagonalt og gå over i den nye tid, hvor korset er vertikalt-horisontalt. Hjulet er drejet. Nazaræerne, der var Jesus sekt i jødedommen, har astrologi som et af dens kernekoncepter.
Det ville du vide en hel masse om, hvis du havde læst: Kongen der forsvandt
Det handler om at bære døden og skæbnen på den måde, som Jesus gjorde.
Der tales i kristendommen om Den Hellige Treenighed. Men treenighed kræver dualitet. Det er det, som Vessica Pisces viser os. Ved hjælp af de to opstår de tre. Mithraisme er det trinitariske svar på den zoroastriske dualisme.
Læs: Den udødelige sol
Det var en lang tur rundt om juletræet. Det var også det lange svar på spørgsmålet om, hvorfor Julen ikke er kristen. For Kristendommen selv er ikke kristen. Næste spørgsmål.
Q4:
Jamen så må du love, at du ikke kommer med så langt og fyldestgørende et svar.
Jeg er fuldstændig-og-aldeles udmattet.
Hvad så med den gode gammeldags Jul. Den er da ærkedansk, er den ikke?
A4:
Kortfattethed kan jeg ikke love dig, for nu tager vi hul på et nyt stort kapitel. Du taler om Jól i den gamle nordisk-germanske betydning – og her orker vi ikke at snakke mere om Jesusbarnet. Jul i Hedenold – og hermed er ideen givet videre til DR og en ny hedensk julekalender, der overhovedet ikke er for børn – var ikke den 24. eller 25. december, for det er forlængelsen Vintersolhverv, årets mørkeste nat og dag og de tre dage, hvor Sydkorset på de breddegrader er forsvundet i horisonten – ‘og på trejdedagen opstanden fra de døde’, som der står, ‘og da de kom til graven, stod der en engel og sagde: Han er ikke her, han er opstanden.’ For nu er han ikke længere af kød og blod, han er blevet til … solguden, Guds Søn, Mithra. Well, det var så Påske og ikke Jul, men der synes hele tiden at være noget med de tre dage og noget med død og genopstandelse. Er de kristne simpelthen grundforvirrede med Vintersolhverv og Forårsjævndøgn? Vi er i hvert fald forvirrede mht. nytår, for det rigtige nytår er enten Forårsjævndøgn eller 1. maj. Det giver jo ingen mening at fejre en ny livsalighed for verden, når alt i naturen er lukket ned.
Nordboerne fejrede bestemt Vintersolhverv, men deres Jul var Midvinternat, eller Hoqkunótt og den har mestendels ligget et sted i januar* nærmere bestemt den første fuldmåne efter vintersolhverv, hvilket ikke er en fast dato. I år skal vi skal helt frem til 13. januar 2025. Vi ved det fra både angelsaksiske (Venerable Bede / De Temporum Ratione fra år 725), frankiske (Vita Karoli Magni fra år 800) og islandske optegnelser (Altingskalenderen fra år 930) … og Julen varer lige til Påske. Det var den norske Kong Håkon den Gode, der, inden han døde år 960, flyttede Julen til kristen tid, for dengang var Kristi fødsel helt præcist og ganske påfaldende på Solhverv d. 21. december. De kristne stjal simpelthen de hedenske højtider, ligesom de okkuperede og byggede ovenpå de hedenske kultsteder. Julen blev først i 1582 flyttet til den 24. december – eller d. 25 hos englænderne, for dér skiftede man fra den julianske til den gregorianske kalender. Vores juletid er hverken kristen eller nordisk-germansk. Den er romersk!
* I princippet kan Jól ligge i tidsrummet 25. december – eksempel i 2015 og frem til 22. januar i det nye år. Hvilket så stadig var det gamle år for nordboerne, for deres nytår var forårsjævndøgn. En af de mest vidende på feltet er Jackson Crawford, der er professor i oldnordisk sprog, mytologi og litteratur, og han siger, at der også er mulighed for, at det ikke var fuldmåne men bare måne, hvilket også kunne være perioden mellem to nymåner.
Nordboerne før Håkons revision i 900-tallet kaldte det ikke altid for Jól. De kaldte det sine steder for Midvinternat eller Hoqkunótt*. Lyset i mørket var fuldmånen, der lyste op. Og jo mere vintermørkt, det er, jo mere knald er der på fuldmånen. Tjek 13. januar 2025 og se selv efter, hvis der er skyfrit. Der findes dog gamle gotiske skrifter fra 300-tallet, hvor dagen / natten kaldes Fruna Jiuleis. Det er imidlertid kun de skrevne kilder, og der er historikere, der seriøst mener, at traditionen stammer helt tilbage fra stenalderen. I visse senere skrifter kaldes Odin for Jölföðr – altså Julefar. Der blev festet i tre dage, og de var alle lige vigtige jf. Magnus den Blindes Saga, Helgaviða og den Poetiske Edda. Disse helligdage var så vigtige, at hvis der forestod et bråvallaslag mod fjenden, så var det påbudt ved vikingelov, at man ventede, til julen var overstået, inden man blev ond i sulet igen. Flæsk = fred.
* Hoqkunótt … hoqku … hmm tænker jeg lige, kunne hoqku ikke være oprindelsen til det eksklusivt dansk-norske udtryk hygge. Det er min helt egen konspirationsteori, og jeg har intet belæg for det. Det ligger bare lige til højrebenet, for er julehygge ikke indbegrebet af hygge? Jeg spørger bare dumt ligesom dig. Hvis man konsulterer diskussionsfora på Det Kongelige Bibliotek, kan man dog få følgende definition:
Ordet hygge stammer oprindeligt fra norsk og betød at trøste, tilføre nogen mod eller glæde. Længere tilbage på oldnorsk var ordet hyggja, som dækker over at tænke, at føle, at mene og at føle sig tilpas.
Det lyder næsten, som om der kunne være en etymologisk forbindelse til hygiejne af det græske hygieinos = som befordrer sundheden. Er hygge ikke et stykke mentalhygiejne? Ahr c’mon, der er da langt fra Grækenland i oldtiden til Danmark! Er der? Der er en italiensk historiker Felice Vinci, der har skrevet en over 1000 sider lang afhandling, hvor han argumenterer for teorien om, at Homers Odyseen ikke foregår i det græske øhav men – hold lige fast i skægget – på en rejse fra Helsinki (Troja) med mellemlandinger på Ålandsøerne, den stockholmske skærgård, Øland, Bornholm, København (der selvfølgelig ikke fandtes som sådan, men der fandtes ‘noget’, en bebyggelse, en havn), Tosefjorden i Vestnorge, Shetlandsøerne, tilbage til Norge, videre til Jan Mayen, nordom Norge og Finland og helt over til helvede i bunden af Hvidehavet (Kem?) på østkysten af Karelien, der før Sovjetstaten var finsk, tilbage via Lofoten, over til Færøerne, tilbage til Sydvestnorge og ned gennem Skagerak og Storebælt, hvor han omsider kommer hjem til Ithaka i det Sydfynske Øhav, som er Lyø. Hva’ siger du så?! Her er et kort over rejsen baseret på Vinci teorier.
Hvad bestod festen så i? Der var tre tider for at blote: startvinter, midvinter og slutvinter. At blote er rituel slagtning af dyr, det er vikingeversionen af halalslagtning. Hvorvidt der også foregik menneskeofring er et ømtåleligt og debateret emne, men offeret var for at sikre en god høst det kommende år. Thietmar af Merseburg var en græsk-ortodoks munk, og i sin krønnike om sit møde med danskerne skrev han, at de hvert niende år havde en massiv blotning i Lejre.
Gav man gaver til jul? Selvfølgelig gjorde man det, men det gjorde man hele tiden. Der står om i alle sagaerne, hvordan man overstrøede hinanden med gaver. Snarere end byttehandel var gavegivning det økonomisk bærende fundament for samfundet – altså bortset fra at man plyndrede sine fjender som ekstra bonus. Slægt og relationer gav man gaver, for den, der giver, kan også forvente at få. Det var det, der bandt folk sammen, det var generøst samtidigt med, at det var forpligtende.
I Heimskringla beskrives, hvordan blodet fra de ofrede dyr blev stænket på træværk, sten og mennesker. Blodet var livsstrømmen, som man gerne ville have til at flyde videre. Og så spiste man selvfølgelig dyrene, for intet gik til spilde. De blev snarere kogt i store kedler end stegt. Det er afspejlet i den jul, vi stadigvæk fejrer. Der var masser af flæsk på bordet. Og nej, der var ikke brunede kartofler, for Columbus var ikke opfundet. Det var også utænkeligt, at der blev serveret rødkål til, for den ret dukkede først op sidst i 1800-tallet. Risengrød og kanel var også utænkeligt, selvom vi ved, at vikingerne kom langt omkring, og i Byzanz var der forbindelse til Silkeruten fra øst, så måske en eller anden konge fik en kanelkage, men det er ikke konger og rigmænd, der har skabt juletraditionerne. Både havre- og byggrød og smørklatter var dog opfundet.
Og øl og mjød i stride strømme. Midt om vinteren var der så kedeligt, at de drak sig i hegnet. Samtlige sagaer beretter om deres drukfældighed. Man ser for sig gildesalen i vikingetemplet, hvor stangstive festdeltagere lå snorkende rundt om på gulvet i de sene nattetimer. Vi kan også være sikre på, at der blev holdt skåltaler forinden. Den første skål var til Odin for sejr. Den anden var for Freya for frugtbarhed og god høst og jagt. Den tredje skål var for kongen eller høvdingen – og han havde også betalt for drikkevarerne. Den, der sidder for bordenden betaler, ikke sandt? Og den fjerde skål var til de døde, især de der døde på Valpladsen og nu var i Valhalla.
Der fortælles om, at man bragte et vildsvin ind til bordet, inden det blev slagtet. Det har været et vildt syn, for svinet har skreget i vilden sky. Alle svor en ed ved lejligheden, hvorefter svinet blev slagtet, kogt og spist. Og hvad er vi endt op med: en marcipangris i en rød sløjfe, der hænger og tørrer ud i vinduet. Eller som i Sverige, hvor de spiser glaseret juleskinke, hvilket giver mere mening.
Q5:
Jamen Julemanden da, det er da så julet, som det kan være. Og nisser, masser af julenisser.
A5:
Ja, hvis du som allerede nævnt er villig til at overveje, hvorvidt der ikke er en vis lighed mellem ham den fede bandit, der drøner henover nattehimlen i en vogn trukket af rensdyr, og Odin der gør det samme – bortset fra at han selv sidder på hesten, og at bæstet har otte ben.
Vor tids opfattelse af julemanden stammer fra samme tid, som brødrene Grimm og H.C. Andersen samlede og skrev deres eventyr. Julemanden kører henover himlen i sin slæde trukket af fire rensdyr. Billedet kommer ikke ud af den blå himmel, for Odin gudernes konge rider med sit jagtselskab henover himlen på sin hest Sleipnir, og børnene hænger støvler med hø på ladestolperne, så hesten kan spise af den. Thor gør det samme i sin vogn trukket af geder. Han slagter oven i købet gederne for at bespise de, der er hans værtsfolk på rejsen og smider knoglerne i en bunke – hvorefter de kommer til live næste dag. De er blevet genfødt. Det er derfor vi har julebukken af halmstrå.
Det siges også, at julebanditten kravler ned gennem skorstenen med gaver til de små børn – hvad med de voksne, skal de ikke have julegaver? Der må have været et par mistænksomme børn gennem tiderne, der har undret sig over, hvordan idioten får krænget sin ølvom ned gennem røret + en lige så fed sæk fuld plastiklegetøj fra fætter BR – uden at blive møgbeskidt! Men hvor var i øvrigt husaltret for Odin i de små vikingehjem? Det var ved ildstedet. Jeg ved ikke, hvad du siger, men det lyder umiddelbart hyggeligere med en træfigur af en onkel med langt skæg end et torturinstrument med en død mand på iført torturhat.
Livskult versus dødskult. Og nej, dette er ikke et argument for at blive bagvendt omvendt til newage-hedning, for vi kan ikke skrue tiden baglæns. Det er der så folk, der kalder sig asatroende, der forsøger. Det er bare lidt svært at genoplive en lige så død kult efter ca. 1000 års pause. Det kommer nemt til at ligne rollespil for voksne. Og hvis man samtidigt er veganer, så bliver det ekstra kunstigt.
Men er denne himmelfart ikke det samme som Helios, Solvognen, guden der kører henover himlen iført sin røde kappe? I den egyptiske version sejler Ra i en båd henover havet = himlen. Den gyldne solvogn blev også fundet i Danmark. Det er også en historie om lysets genfødsel. Hvornår kører julemanden henover himlen? Ved vintersolhverv, hvor solen dør og genopstår ligesom månen i Snehvide-historien. Handler den kristne version af historien ikke om fødsel og død – ganske vist fordelt på jul og påske? Vi siger fødsel om julen, vi kunne have sagt genfødsel, men reinkarnation blev afskaffet i de kirkelige doktriner i det tredje århundrede, så det kunne vi så ikke tale om. Kirkefædrene Origen og Clemens af Alexandria havde ingen problemer med det. Forsvandt det så helt? Er Jesus ikke død i tre dage, hvorefter han genopstår fra de døde og bliver til Kristus, solguden Helios?
Når solen genopstår, bevæger vi os mod foråret, det nye overflødighedshorn, cornucopia. De gamle kulte handlede om to ting: 1. himlen og det evige, bestandige, universelle liv, de store cykler, altings tilbagevenden og 2. jordens frugtbarhed. Julemanden har sit eget overflødighedshorn. I angelsaksiske lande har de den gamle skik med at hænge en sok ud, der bliver fyldt med gaver. Er det ikke overflødighedshornet?
Læs: Eventyrernes gemte betydning
Q6:
Men er der så ikke noget, der er oprindeligt ved jul, og er det hele bare et svindelnummer?
A6:
Hovhov, jeg er slet ikke færdig med at svare, for det var kun Julemanden, vi fik overstået. Vi er ikke nået til nisserne endnu. Du ved julebanden på Grønland i Vinterbyøster og på loftet sidder nissen med sin julegrød og alle musene og katten, der kom og åd dem alle atten. Altså små sjove dværge, der alle ligner en nedskaleret julemand.
Nisserne er ligesom marcipangrisen. De er den infantile erstatning for elverne. Og vi kan lige så godt sige det up-front: De var overhovedet ikke for børn! De var en form for elementarvæsener, som man skulle vare sig for, for de kunne trække dig med ind i et bjerg eller ind i et træ eller Elverhøj. Du måtte aldrig se en elvermand i øjnene, og hvis han vendte ryggen til, så var han hul ligesom det gamle træ, han forsvandt ind i. Der er beretninger fra Norge og Island om folk, der blev trukket ind i bjerget, og når de kom tilbage var de blevet sindsyge. På tysk hedder et mareridt en Alptraum. I de tidlige fortællinger var alle elver af hankøn.
Men så ankom skjalden og krønnikeskriveren, som på andre områder kunne være rimelig pålidelig, Snorri Sturlasson, den norsk-islandske krønnikeskriver og skabte en ny version. Den konge, han skrev krønniker for, var kristen. Så nu fik vi højelver og sortelver, for de skulle ligne de kristne engle og dæmoner. Det var den version, som senere Tolkien løb med, for her har vi de høje lyshårede, blåøjede ædle elver, der ikke kan fordrage de beskidte orker, der bor nede i Underverdenen og kun kommer op for at hærge, når Mørkets Fyrste og hans troldmand udkommanderer dem. Og så tilsatte Tolkien dværgene, der knalder løs inde i bjerget for at finde guld – hej hå, hej hå, til arbejd nu vi gå – og dem havde vi allerede hos Richard Wagner, der høstede løs af germansk mytologi med Wotan og Rhinguldet og Valkyrierne og tjubang operategneserie for voksne.
At elverne i kristen vikingetid nu også omfattede kvindekønnet er muligvis et tidligt eksempel på kønskvotering og feminisme. Alle vidste førhen, at elverne var af hankøn. Det var engle i øvrigt også i den jødisk-kabbalistiske version. De var lysvæsener, the shining ones, og lyssværdet fra Star Wars var det flammesværd, som sørgede for, at menneskene aldrig vendte tilbage til Edens Have og Livets Træ igen. Og se, hvad de monstre er endt som: Små fede barokengle i form af nøgne børn med alt for små vinger, og som ligner noget fra en pædofil malers drøm. Hvis et skrigende vildsvin kan blive til en rødkindet marcipangris, så kan dødsensfarlige elvervæsener også blive til dværge i rød skidragt.
Historien om at man satte en skål risengrød med smørklatter op på loftet for at holde sig gode venner med nisserne har oprindeligt at gøre med at holde sig på god fod med elverne. Rundt om i landskabet og visse steder midt i skovene findes der sten med hulninger i toppen. Det var her, man lagde smørklatter og andet godt til elverne, så de ikke blev sure på menneskene. Elver er forbundet med skove og træer i Danmark.
*
Og så var der dit næste spørgsmål om, hvorvidt der ikke er noget ægte tilbage, og om det hele er et svindelnummer. Det hele er oprindeligt, for det hele har en oprindelse, det er jo netop det, jeg har brugt en masse krudt på at fortælle dig. Der er ikke noget svindel over at holde en fest i mørket. Jeg elsker som de fleste de gamle traditioner, og det synes jeg, vi allesammen skal blive ved med. Men hvis du med svindelnummer mener, at oprindelsen ikke er, hvad vi går og TROR, så er det helt rigtigt.
Det mest svindelagtige ved julen, hvis du spørger mig, er alt det jeg selv går udenom med væmmelse, for det er uden tvivl Julens kommercialisering og dermed den udvanding af egentligt indhold, der er resultatet. Julegaveindustrien har intet indhold at byde på andet end dyrt og billigt bras. Kommercialismen er en parasit på ALT det, der engang var ægte og oprindeligt.
I vor tids samspils- og skilsmisse-ramte familier lærer børnene i grådig ophidsede at flå papiret af gaver fra samtlige papforældre, der som heppende tilskuere må være vidner til, at den gave, de mente var velment, bliver kylet over i bunken af ubrugeligt ragelse, som der ugen efter bliver leget med ca. én gang, eller til dimsen løber tør for batteri. Børneværelser er blevet til kæmpe affaldspladser for engangs-legetøj af plastik produceret i Kina. På blot lidt under to generationer er gaveritualet gået fra at være en glædelig begivenhed, hvor jeg tydeligt husker benovelsen og taknemligheden over at få lige netop den bog, jeg inderligt havde ønsket mig – du ved Ivanhoe eller Den Sidste Mohikaner – til at være et amokløb i stil med en husmår eller en ræv i en hønsegård, der slår ALLE høns ihjel i blodrus og stikker af med den ene, der kunne have i munden. Det er en sådan feeding frenzy, som vil kunne opleves rundt om i de små hjem efter andestegen* omkring juletræet i det samspilsramte forbruger-slaraffenland. Og der er ikke levende lys længere, for uhadada så kunne de små curlingramte barokengle gå hen og sætte ild til det hele.
* apropos andesteg med rødkål, kartofler og brun sovs – det må da være ærkedansk … tænkte jeg også, indtil jeg i embeds medfør engang i forrige årti sad på en restaurant i Berlin lige før jul og så, at der var andesteg på menuen. Og hvad ankom der? Stegt and med rødkål, kartofler og brun sovs fuldstændigt som vor mor lavede den. Og restauranten havde med garanti ikke lært af vor mor men af deres mor.
Køb for øvrigt min kogebog: Det lille-store køkken – Opskrifter og tips fra mormors verdenskøkken.
Så dér røg illusionen om original dansk julemad. Det eneste originale danske bidrag til verdensgastronomien er smørrebrød. Og hvad spiser danskerne traditionelt 1. og 2. juledag?
Læs: Juleimperiet – et essay om Jul af Neil Kramer oversat af undertegnede til dansk.
Her kan du også læse om, hvorfor julen overhovedet ikke er for børn og om Krampus, den tyske julemand, der kommer med sine håndlangere for at lemlæste alle ulydige børn. Du kan også læse om, hvorfor Coca Cola’s julemand går i rødt og ikke i blåt.
Julen er desværre også den tid på året, hvor mange mennesker føler sig mest ensomme. De er som den lille pige med svovlstikkerne, der sidder derude og fryser ihjel. En vandrehistorie iøvrigt genfortalt af HC, men som snarere stammer fra Rusland. Ligesom os selv, for hvor var det, den historiske Odin kom fra? Pas på min ven, der sidder der og ligner en julekringle med brun sovs, for nu tager vi lige en tur rundt om juletræet igen og denne gang den anden vej, for nuue det jul igen og …
Ligesom der fandtes en historisk Jesus, der blev udskrevet af historien og blev omskabt til en Solgud, således skete noget lignende med Odin, der ifølge den ofte mest pålidelige kilde – uden at være fuldstændig pålidelig, for vikingerne var blevet kristne, og nu kunne man ikke skrive hvad som helst – Snorri Sturlasson. Der var han igen. Han er måske sammen Med Saxo Gramaticus nordboernes svar på Josephus Flavius – knap så udspekuleret og ondartet. Denne islandsk-norske krønnikeskriver, der skrev de norske kongers historie, skrev, at kongernes og folkets forfædre under ledelse af en præstekonge ved navn Odin havde vandret fra et sted syd for Kaukasus kaldet Turkland via Rusland til Skandinavien. Han skriver:
På sysiden af bjergene, der ligger udenfor det beboede land, løber der en flod gennem Swithiod, der rigtigt hedder Tanais men før blev kaldt Tnaquisl eller Vanquisl, og som løber ud i Sortehavet. Landet med folkene fra Vanaquisl blev kaldt Vanaland eller Vanaheim; og foden skiller dele af verden, af hvilket den østlige kaldes Asien og den vestlige Europa.
Swithiod er Skythia, et kæmpe landområde fra Hviderusland og Ukraine og ind i det meste af Centralasien. Floden der beskrives er, Don. Don og Volga løber næsten sammen, men så ‘fortryder’ Volga i sidste øjeblik og løber ud i det Kaspiske Hav. Der er i dag en kanal, selvfølgelig. Vi nævnte også for lidt siden, at den skythiske stamme partherne var et krigerfolk, der lignede vikingerne. Partherne skabte mitraismen. Mithra inficerer Romerriget. Kristendom er en romersk opfindelse. Kristendommen lægger sig som et lag ovenpå de hedenske kulte. En anden bølge af folkevandring fra … det samme sted når os med med goterne, hvis navn også var geet’erne, altså gederne. Der var julebukken igen. Snorri skriver videre:
Der løber en stor bjergkæde fra nordøst til sydvest, der deler Store Swithiod fra andre kongedømmer. Syd for denne bjergkæde er der ikke langt til Turkland, hvor Odin havde store ejendomme. På de tider rejste de romerske høvdinge vidt omkring i verden og underkuede alle folkeslag; derfor var der mange høvdinge, der flygtede fra deres bosteder. Men Odin, der havde viden på forhånd ved sit klarsyn, vidste at hans efterkommere ville slå sig ned i den nordlige verdensdel. Derfor satte han sine brødre Ve og Vilje til at regere over Asgaard; og han selv med alle guderne (goterne) og en masse andre folk udvandrede først til Garðaríki og senere mod syd til Saxland. Han havde mange sønner; og efter at have skabt et kongerige i Saxland, satte han sine sønner til at regere landet. Han selv tog nordpå til havet, og tog bolig på en ø, der kaldes for Odins ø på Fyn.
Læs: Vikingerne
Som gammel odenseaner ved jeg, at Odinstårnet lå på det gamle kultsted for Odin (Odins vig, Oden-se) på Bolbro Bakke lige vest for Odense. Det var 175 meter højt og var Odenses Eiffeltårn. Det blev udsat for schallburgtage og sprængt og sænket af de danske nazister (v. Petersgruppens leder Henrik Brøndum) i 1944, der mente, at fynboerne trængte til en lærestreg for lidt for meget sabotage.
Snorri sporer altså Nordboerne, kelterne og germanerne tilbage til Kaukasus og nordlige Tyrkiet. Spørgsmålet er: hvor lå Valhalla så? Det kan have været den store helligdom i Göteborg, hvor der uden tvivl har været en mægtig gildesal. Og hvilken kriger ville ikke ønske sig at være til fest i gudernes / goternes bolig i gudeborgen Göteborg. Eller sendt direkte til Folkvanger, hvor Freya boede. Valget mellem rigeligt med mad og øl og ditto sex er et svært valg (hvad med begge dele …?). Derudover er Valhalla en af hemmelighederne til vikingernes uovervindelighed. Hvad kan en stak betalte lejesoldater i fjendens hær stille op med krigere, der med en sådan dødsforagt kaster sig ud i kampen, hvor det at dø i kamp var den største ære, de kunne få. Læg dertil, at alle drengebørn var vokset op med krigskunst. Selv uden våben var en viking livsfarlig, for de havde trænet noget, der i dag ville blive betragtet som MMA, mixed marshall arts, og som hed Glima eller Stav. Læg yderligere dertil, at de havde nogle at tidens bedste våbensmede. Læg dertil, at de beherskede strategi og overraskelsesangreb. Så når man så langskibene i horisonten, var det allerede for sent at redde skindet.
Why were the Vikings so much better at fighting?
Stedbetegnelsen i teksten kaldet Garðaríki er varangiernes ord for Rusland. Altså de svenske vininger, der er udråbt som stifterne af Rusland, som vi kender det, Kievan Rus. Så først tog Odins rejseselskab turen om Rusland. Hvor i Rusland meldes der ikke om, men med de afstande og de landskaber ville det være næsten utænkeligt, om de ikke valgte at følge vandvejene. Fra Sortehavet er der flodforbindelse via Volgafloden og videre til Sjeksnafloden til Beloyesøen nord for Moskva. Herfra er der 100 km til Onegasøen, hvor der i dag løber en kanal, der udvider og fuldender en mindre flod. Floder herfra begyder at løbe den anden vej i vestlig retning. Fra Onegafloden løber floden Svir til Ladogasøen tæt på Sct. Petersborg og via Nevafloden til den finske bugt.
Det var beretningen om guderne eller goterne. I Sverige berettes om Gutungarna (Geet) og Skjoldungarna som Odins æt. Götaland og Göteborg bærer stadig navnet. Historikere kan fortælle om Østgotere som det første træk og Vestgotere / Visigotere som det næste træk, og denne gang overrendte de Romerriget og fik det til at falde sammen.
Og de andre 10 stammer? Snorri går kun tilbage til Vanaland og ikke tilbage til stammernes udvandring fra deres fælles landingsplads i det nordlige rige i Palæstina. Det fransk huguenot Jakob Abbedie skriver i 1723 i en afhandling kaldet Le Triomphe de la Providence et de la Religion:
Med mindre de ti stammer af Israel er fordampet i luften eller sunken i jorden, må de være de gotiske stammer, der ankom til Europa i det femte århundrede, omstyrtede Romerriget og dannede de ti nationer i det moderne Europa.
Abbedie blev efter at være flygtet som huguenot fra de franske katolikker dekan i Killaloe, Irland. De irske munke var kristne før romerne og de har bevaret en viden om deres kilder og deres historie, fra før romerne begyndte at pille ved historien.
Fire af disse østgotiske og visigotiske stammer, østfranker, bavarierne, schwaberne og sakserne blev til Tyskland efter opsplitningen af Charlemagnes Hellige Romerske Rige i 800-tallet. For hvem fik Frankerriget til at falde fra hinanden ligesom Romerriget? Det gjorde Goterne / Vikingerne. Charlemagne / Karl den Store stod ved vinduet på sit slot og græd over, at hans store rige nu faldt sammen. 800 år tidligere stod Kejser Augustus og knaldede hovedet ind i muren, mens han grædende udbrød: Giv mig mine legioner tilbage! 25.000 romerske legionærer var blevet massakreret i de tyske skove ved Theuteburg år 9. De germanske stammer var ikke noget at spøge med. Det kan godt være, at Julius Cæsar 50 år forinden pralede af i sin breve om gallerkrigene, hvordan han overvandt de genstridige stammer. Tænk Asterix. Men vi har historien fra romerne, der pyntede på den og undlod at nævne, hvor stor pain-in-the-ass gallerne, briterne og germanerne var. Og hvad med picterne længere oppe? – mere pain-ita. Og hvad med den jødiske opstand, og hvad med karthagenerne og Hannibal, og hvad med … ? Til sidst brød det hele sammen.
Q7:
Nu gjorde du det igen, du kom med et alenlangt svar, som jeg desværre blev klogere af. Men også yderligere forvirret, for det er ligesom med julemaden – det er alt for meget, og det er ikke til at fordøje.
A7:
Det er rigtigt, men du er selv ude om det. Du kunne bare have ladet være med at spørge nogen, der ved noget. Men det må jo være derfor, du spørger, for hvis du bare ville ha’ den sædvanlige skrøne, så har du den jo allerede. Du ved nøjagtigt lige så meget eller lidt som alle de andre, der bare spørger hinanden, når de … ikke vil vide noget. Men jeg tror, du er sådan en, der godt vil vide lidt mere end de andre. Og så må du jeg sidde stille og lytte. Og spørge. Hvis vi ikke spørger, så lærer vi aldrig noget. Det kan godt være, at vi stiller dumme spørgsmål, men dumme spørgsmål er meget bedre end ingen spørgsmål. Der bliver stillet ALT for få dumme spørgsmål. Du har taget munden for fuld bare ved at spørge. Og så fik du mere på tallerkenen, end du kunne spise op. Jeg har ikke ondt af dig, for du dør ikke at blive klogere. Du kan bare gemme det, til du bliver sulten igen, for det er langtidsholdbart i ufordærvelig grad.
Q8:
Men vi kan vel ikke være sikre på at få det rigtige svar, blot fordi vi spørger løs.
A8:
Var det et spørgsmål eller en konstatering? For hvis det var et spørgsmål, så er det jo spørgsmålet over dem alle. Det kræver både øvelse og tæft at vide, om man får et godt svar. Du kan jo ikke vide, om jeg har svaret rigtigt, men nu har du fået svar på tiltale og dermed den udfordring selv at se efter. Gør dit eget hjemmearbejde. Jeg svarer, som jeg har forstand til, og er det den fulde forstand? Jeg mener ikke fuld som i juleøl men fuldt tilstrækkeligt. Det er aldrig fuldt tilstrækkeligt, for et godt svar afføder altid det næste spørgsmål. Jeg er nødt til at spørge mig selv, hvad det lige var, der kom ud af munden på mig.
Men tilbage til emnet. Julen er hjerternes fest, siges der. Det er jo nemt nok at sige men noget sværere at praktisere. Vi taler ikke her om elektriske røde julehjerter + diverse tingeltangel, som kommunen eller handelsstanden bruger en formue i år på, fordi de vældig gerne vil hjælpe de stakkels fattige elselskaber med at tjene kassen, og vi skal da love for, at de har en fest i år! De mener selvfølgelig i handelsstanden, at det er nødvendigt for at ‘skabe julestemning’. Er det ikke her, den er gal? Er begrebet julestemning ikke udvandet til en ren køb-dig-glad-fest? Den starter i slutningen af september med, at forretningskæderne smider julekatalogerne ud. Så kommer juleøllet i butikkerne en måned senere. Og du kan ikke gå ind i et supermarked eller få en kop kaffe uden at skulle høre det forslidte bånd med julemusik.
Julemusik i højttalerne er et helt kapitel for sig. Alle, jeg siger dig ALLE! danske popsangere har lavet en pop-julesang og nogle en hel juleplade af åndsvage sange. Et par stykker af dem har krympet sig ved det, men pladeselskabet sagde, at der var kasse i det. Og det er kun på dansk, for hold-da-kæft, hvor kan man blive træt af den lirekasse med Jinglebells, Last Christmas, Jeg så julemanden kysse mor, og R&B’ificerede coverversioner af engelske xmas-carols. Jeg kan lige klare at høre Bing Crosby, den amerikanske Gustav Vinkler (eller var det omvendt) synge White Christmas, men det er kun fordi hans gyldne stemme er så fantastisk. Eller Dean Martin, der synger Let it snow, men det er kun fordi, der er med i en af de fedeste actionfilm Die Hard. Efter at have være udsat for det klamme fænomen, får jeg stærkt lyst til noget modgift. Den kommer her:
Es is ein Ros entsprungen i en perfekt opførelse af af Heinrich Praetorius version af Heinrich Isaak perle Inspruch Ich muss Dich lassen med anden tekst. Billedet af rosen i sneen er en arketype, der er dybere en som så.
Eller hvad med Gulstav Holst’s (ham med Planeterne) lille simple genistreg af en korsats In The Bleak Midwinter. En perfekt antidot mod juleræset.
Og Bogorodidze Devo af Sergei Rachmaninov fra hans Vespers.
Ned i tempo, ind i sjælen, væk fra indkøbshelvedet og den forlorne plastikvirkelighed.
Eller kast dig ud i et udbrud af hyldest og glæde som i J.S. Bach’s Jauchzet, Frohlocket i en af de 6 kantater, der kaldes for Juleoratoriet.
Jul er blevet ligesom meninger, demokrati og kultur. Det er noget vi køber os til. Det er ikke en egentlig indvendig stemning af at synke ind i mørket og tænde et lys. Det er ikke nødvendigt længere, det er blevet udvendigt og unødvendigt.
Jeg tror, det kunne gøre en hel del for en ægte julestemning at stille følgende spørgsmål: Hvad er egentlig nødvendigt? Vi lever i en meget mørk tid på denne Jord. Vi kunne passende bruge juledagene, de stille dage inden det malplacerede nytår til lidt selvreflektion. Altså efter at vi har ædt os en pukkel til og drukket os i hegnet selvfølgelig, ingen partykiller her, gi den gas! Men altså efterfølgende lidt refleksion over en Verden af lave og i fuldt amok, inden vi drikker os i hegnet endnu engang til lyden af raketter og kanonslag. Der er et par steder i verden for tiden, hvor lyden af den slags fyrværkeri har en lidt anden og meget konkret betydning: Død og lemlæstelse og folkemord. Det Hellige Land er nu igen vanhelliget og besudlet.
Læs: En morderstat ved vejs ende
Lad os spotte denne vanhellighed ved at ihukomme, hvad Julen egentlig var til for. Og hvis der efter ovenstående læsning skulle have indsneget sig et element af desillusion – jeg tager det fulde ansvar, giv mig AL skyld for det, jeg ka ta det! og mens vi er i gang, så tager jeg også med fornøjelse samtlige klimaforandringer i solsystemet på min samvittighed, bring-it-on! – så lad os skide på hele svindelnummeret og fejre den jul, vi fortjener. Og som nordboerne lærte os, så er der landefred de tre dage, festen varer, for der er jo også julefrokost 1. og 2. juledag med endnu mere julesul og snaps til. Destillering havde de gamle skallesmækkere heldigvis ikke opfundet endnu, for så var de blevet ukampdygtige, og vi havde aldrig hørt om dem. Men var der ikke noget med, at julegrisen i Emil fra Lönneberg drak sig selv i hegnet?
Som den eremit, jeg er, har jeg tænkt mig at servere dåsemad for mig selv Juleaften. Altså af den bedst tænkelige art: konfiterede andelår med eget fedt. Og Nytårsaften står den på dådyrryg, for jeg har en god kontakt, der er jæger. Hvad siger du til det? God mad er en anden antidot mod den manglende verdensfred og en dagens længde, der er nede på skaldede 7 timer og 1 minut! Godt man ikke bor i Nordøstgrønland, hvor Coca Cola-julemanden bor.
Og i dag i skrivende stund er det Vintersolhverv. Det kan ikke bliver mørkere, og dagen kan ikke blive kortere. Det var derfor, de gamle fejrede Midvinternat / Jul, for det er først midt i januar, at det kan mærkes, at dagene bliver længere, og at lyset er på vej. Husk at julen altid er næste år. 13. januar har du lov til at holde seriøst gammeldags jul igen – i tre dage i træk.
GOD JUL!
3 Comments
omar ingerslev
Til fænomenet jul, set i flere perspektiver, har den gamle vandrehistorie som kendes både fra HCA’s “pigen med svovlstikkerne” og Dostojevski’ s “The orphan”, lægger sig en aktuel oplevelse jag havde med en gruppe hjemløse, samlet omkring et varmt måltid mad. En præst og en musiker slog vejen forbi, og fortalte om “en lille families forsøg på at finde et herberg for 2000 år siden”. Dén historie vandt genklang denne aften – men de hjemløses virkelighed, og deres respons på fortællingen, overgik alt.
Det går for vidt at komme nærmere ind på det. Pauserne og stilheden overgik muligvis de mange vidnesbyrd, der blev aflagt. Netop det ordløse, stilheden hvori folk vedblev at holde sig samlet – en stum smerte, uden pinlighed. En sjælden ærlighed og mod til at stå ved det – fik mig til at nedskrive følgende referat ved at lytte indad i stilhedens mellemrum – med B.S. Ingemann in mente:
Hvad skal jeg sige, når jeg ser ?
Jeg er ikke blind,
men ser først bag ingenting,
hvad der er størst
.
Hvad skal jeg sige, når jeg lytter ?
Jeg er ikke døv,
men hører først bag stilheden,
hvad der toner højest
.
Hvad skal jeg sige, når jeg mærker ?
Jeg er ikke kold,
men mærker først varmen
bag kulden mellem os
.
Hvad skal jeg sige, når jeg føler ?
Jeg er ikke hjerteløs,
men mærker først dit
bag adskillelsen mellem os
.
Hvad skal jeg sige, når jeg ikke har ord ?
Jeg er ikke stum,
men mærker først det stille nærvær
bag afstand og ord mellem os
.
Hvad skal jeg sige, når jeg er stum af smerte ?
Vi er alle sårede, står i trods,
og mærker først forbindelsen imellem os
bag standhaftige fødder på den samme jord
.
Hvad skal jeg sige, når jeg rækker hånden ud ?
Jeg truer og tigger ikke – jeg skal nok klare mig selv
men mærker først vores omsorg for hinanden
bag larmende kampråb og knyttede næver
.
Hvad skal jeg sige, når vi alle arbejder og slider
Jeg lider ikke ( mere end andre ),
men mærker først forsoningen
bag had, blod, sved og tårer – bag dem der lider
.
Hvad skal jeg mere sige ?
Jeg er ikke død,
men mærker først livet
bag tomheden, som runger højst
.
Hvad skal jeg sige, om det usigelige ?
Vi er alle det uafviselige, levende bevis,
mellem hvilket alt må leve, med og uden ord – for det som foran os
er alt det som sker
.
Hvad skal jeg sige, når ord ikke er det lige ? …
.
( kaffepause )
.
– Vil du have en kop kaffe ?
– er der også kage ?
– Ja, – men allervigtigst :
– Bruger du ord i kaffen ?
– Ja, det får alt til at smage !
omar ingerslev
Løgn som en mutation over livet/virkeligheden, som 99 gange fører til blindt spor – 1 ud 100 gange, finder nye veje for liv og udvikling. På dén måde kan løgnen ses som en del af evolution, livet som et eksperiment
omar ingerslev
Ét af de største mirakler er dette:
Den folkelige tros evne til at vinde over alle komplotterne og løgnehistorierne:
1. eksempel – Kristendommens udbredelse:
Den levende tro i folk – midt i en ondskabsfuld og udspekuleret romersk-jødisk kampagne – er det egentlige mirakel. Det ny testamente berettiger ikke til det folkelige gennembrud, den fik. Hvad den diabolsk fortælling rummer, kommer også til udtryk: Den kristne institution er den mest udadrettede agression i de seneste 1600
år – hånd i hånd med væbnet agression – tilsammen kulminerer det med middelalderens korstog og kolonialismens forgangne 5-600 år.
2. eksempel – En forkvaklet livshistorie, sovset ind i sødladne sværmeriske eventyr og personlige livsløgne, bliver af et lille folk taget til hjertet, hvorfra det siden manifasterer sig i en politiske bevægelse, der virkeliggør dele af denne halve løgn/halve eventyr, som tænder håbet for småfolk med drømme og længsel efter at udfolde livet:
H.C.Andersens livsløgn – at hvis man er født med evner, vil man rejse sig – som en svane, født i en andegård.
Løgnen er at hans eget liv er beviset for det modsatte. Som uægte barn af kongelig herkomst, var han – bortset fra salg af skuespil i ca 3 år – at betragte som ” Danmarks første kunstner på livsvarig ydelse ” – vel at mærke fra kongehuset.
Denne tilsnigelse – ” mit livs eventyr ” skrev HCA i 5 versioner ( de fleste har kun ét liv – én livshistorie, hvis den er sand ). Fok tog den til hjertet. Den tændte et håb. Drømmen blev delvist gjort til virkelighed gennem politiske bevægelser, som bar denne fortælling i sig. Den skinnede igennem hos flere politiske ledere, hos en bred arbejderklasse – og den passede som fod i hose med industrialiseringens egne behov, tilflytningen til byerne, den fremvoksende arbejderklasse, som brugte de tjente penge til at stimulere erhvervslivets behov for voksende omsætning. Fremtiden så lysende ud – digterne beskrev euforisk tilstanden – futurisme kaldte man det.
3. eksempel : Revolution kan føre til en blanding af status quo/evolution
Talrige er historiens eksempler på magtens udspekulerede komplotter – ligeså talrige er de uforudsete udfald, igennem hvilke et dårligt oplæg gennem folks hjerter forvandles til noget bedre. Revolution kan forvandles til evolution. I praksis er det mere kompliceret – revolution ødelægger meget – men skaber også, uden nødvendigvis tilstræbe det, konstruktiv udvikling. Den franske og amerikanske revolution er eksempler på komplekse blandinger af både destruktive og konstruktive kræfter.