Jorden rundt i 3D

Projekt Jorden rundt i 3D er et interaktivt interface med en zoom- og rotérbar klode og 195 noter om Verdens lande. Fokus er på det, vi IKKE HAR fået at vide om verdens lande med udgangspunkt i det, vi HAR fået at vide, men som vi IKKE har søgt anden viden om og derfor IKKE ved.

Interface

Projektet benytter sig af en teknologi, der er standard for 3D på internettet kaldet webGL.
Hvis du ikke kan se en klode med tekstur i 3D, er det, fordi din computers grafikkort er uddateret eller af anden grund ikke understøtter webGL. Hvis du går på nettet med en mobiltelefon, kan dette være tilfældet. Brug en computer med et ordentligt grafikkort. En tablet af nyere dato kan nok håndtere det med lidt modstand, for al teknologi har et trade-off.

Giv i øvrigt projektet et minut til at DOWNLOADE.
Vi taler om en 3D-maskine + 2.700 tekstafsnit + 660 billeder, indtil videre.

Værs’go at klikke på kloden:

Et fremadskridende projekt

Alle lande i Europa, Mellemøsten, Asien, Malayriget, Oceanien i Stillehavet, øerne i Det Indiske Ocean, Sydamerika, Nordamerika, Mellemamerika, Caribien og Afrika er beskrevet i læselig noteform akkompagneret af en håndfuld billeder som visuelle pejlemærker.

Dette er Second Draft. Der er læst korrektur og suppleret op, så det fremstår som en helhed. Det er nu en alpha- og ikke en beta-version. Der vil blive opdateret i takt med, at relevante noter indfinder sig. Vend trygt tilbage.

Kommentarer er tilladt i denne blogpost. De skal godkendes, og det vil de blive, hvis du vælger at bidrage med relevante supplerende oplysninger. Vælg oplysninger, der forholder sig til præmissen – læs videre. For NEJ! Du får ikke ALT at vide, og din særlige vinkel og agenda – hvis du har en sådan – er nok ikke serviceret.

Hvad er meningen?

At sætte fokus på det, vi ikke ved. Men det, vi måske ikke ved, kræver en ramme at bo i.
Lidt trivia er nødvendigt, og det kan ofte formuleres som spørgsmål:

• Hvor er vi henne i verden?
• Hvilket område taler vi om – disse to spørgsmål er besvaret i 3D-interfacet.
• Navne er vigtige, så længe de fortæller en historie. Et land har ofte haft flere navne. Hvilke?
• Hvilken eller hvilke kulturer er de oprindelige? Og vi taler ikke om, hvornår nogen tror, at den første sten eller det første potteskår stammer fra, for de er overalt i Verden. Vi taler om kulturer, hvis impact kan mærkes den dag i dag, og hvis udtryk har efterladt sig spor hos nutidens mennesker.
• Hvornår ankom europæerne til Udkantsverden, og på hvilken måde? Der er et ulyksaligt mønster, der næsten går hen og bliver triviel trivia. Vi kommer ikke udenom at forstå det, hvis vi vil skabe nye mønstre.
• Hvornår og hvordan skaffede de koloniserede og udbyttede lande sig af med deres koloniherrer? Man kunne også spørge: skaffede de sig nogensinde af med dem?

Natur og simpel geografi er vigtig, og visse naturligheder er kulturdannende og vigtige at kende til. 
Politik er vigtig. Vel vidende at det er et bedragerisk felt.
Krige og årstal er bestemt ikke uvæsentlige, så længe vi husker på, at der bag krige gemmer sig noget andet og mere.

Verden er fuld af små snavsede hemmeligheder – og kæmpestore møgbeskidte.
Mange hændelser fremstår i dag som absurde og latterlige set i baglyset. Lad os væbne os med en pose salt, et stykke humor og indimellem en gang ironi, siden skæbnen nu danner sin egen ironi.

OG – så behøver det ikke at være kedeligt. Jorden er en stor, lang og tung ting, og det mirakuløse i, at der stadig bor mennesker, og at disse mennesker har overlevet så længe, er svær at komme udenom.

Hvad rager verdens lande os?

For 200 år siden havde de fleste mennesker i Danmark eller andre lande aldrig været udenfor landets grænser. De havde måske ikke været udenfor deres egen landsdel. Der var ikke broer overalt, køretøjerne var ikke meget hurtigere, end at man kunne gå ved siden af. En hest var det hurtigste, der fandtes. Hvad skulle folk også andetsteds end deres egn? Folk var jordbundne, de bekymrede sig om det sted, den jord og de mennesker, der boede der. Det var i virkeligheden, som det skulle være. 

I dag er det gået helt i den anden grøft. Vi bekymrer os ikke længere om vores egn og de folk, der bor der. I byerne kender vi ikke engang folk i samme opgang, som vi selv bor i. Det er ikke længere, som det skal være. Herude på landet gør vi det stadig, mener vi. Altså bekymrer os for naboen og landsbyen. Vi holder os informerede om vores naboer og dem ovre i den anden landsby. Vi lever stadig i en lidt gammeldags-forsinket virkelighed, hvor storby-ubenævneligheden (anonymiteten) aldrig er slået helt igennem.

Mellemhandlerne

Der ankom medier, mellemhandlere undervejs. Og disse medier var skabt af flere interessenter. Der var et element af udlængsel og nysgerrighed efter den Store Vide Verden. Vi lærte om den i skolen. Det 20. århundredes store grusomheder gennembrød landegrænsernes beskyttelse. Vi blev tvunget til at høre om besynderligheder, herligheder og grusomheder fra steder, vi ikke havde drømt om. Vi fik mulighed for at rejse på en måde som aldrig før. Vi fik charterturisme. Turistbrochurerne solgte os for det meste glansbilleder, og vores møde med de fremmede kulturer og dens mennesker var begrænsede, for vi vendte hjem med en stak turistbras, masseproducerede simili, snapshots af facader. 

En anden interessent, bagsiden af medaljen var, at medierne undervejs blev opkøbt. De blev spist af den store propagandamaskine. Var de ikke det fra starten? Jo, når Imperiet skulle udrulle en verdenskrig, så brugte interessentskabet løs af deres opkøbte medier. WW1 kunne aldrig have involveret USA, hvis ikke Hearst og J.P. Morgan havde købt medierne op. Men et så totalitær-globalistisk mediebillede, som vi har i dag, var der ikke tale om. Der fandtes stadig journalister af den gamle non-korrupte skole.

Den store verdensvirkelighed væltede ind over os i disse medier. Vi så verden efter deres hoveder. Den mediebårne virkelighed ville noget med os. Men den sagde aldrig, at den ville noget og især ikke hvad den ville, for så ville det være at indrømme, at det var reklame og propaganda. Dette projekt er i dag fuldført, for der er ingen forskel længere mellem journalistik og propaganda, og derfor er mediernes virkelighed irrelevant som andet end en demonstration af og en målestok for løgn.

Turistens verdenskort

Medierne kom til os, og vi tog derhen. Spaniensturisterne var nogle af de første chartere i Danmark. Vi ser bort fra busture ned gennem et sønderskudt Europa lige efter Anden Verdenskrig – min salig far fortalte om, at det ikke var et kønt syn at køre igennem Hamburg eller de andre ruinbyer i 1947. Men så kom man jo til Paris, der ikke havde taget synderlig skade. Spaniensturisterne kom 20 år senere hjem fra grisefesterne med opskriften på sangria og solforbrændte nakkekoteletter i rød-hvide farver. Jeg var selv med som en dreng på … 9 år tror jeg. Vi vidste godt, at vi ikke skulle lave sjov med militærpolitiet med de sære lakkasketter, skrårem og læderstøvler, men mere behøvede vi ikke at vide.

Senere kørte interrailerne Europas banegårde tyndt. Hvor meget kom de egentlig udenfor kupeerne, Hamburg Hauptbahnhof, Rambla’en i Barcelona og special price for you my friend? Senere udvidede de territoriet til rygsæksturisme i Østen. Her hang de igen mest ud med andre unge med rygsæk, bællede de samme Coca Colaer på de samme trekkingstier i Nepal og Thailand, og smed dåserne i grøften, mens mor og far i mellemtiden var nået til Marokko og Tyrkiet i ferieresorter langs Middelhavet. En tur til De Canariske Øer eller Madeira med Spies Rejser og hvis det gik vildt for sig: I år har vi skam været på Bahamaøerne! Forskellen var ikke den store fra sydkysten af Mallorcas turistbælte, men her blev de betjent af negre! Hvor kækt og eksotisk.

Vi sad gerne i en hermetisk lukket sardindåse af en flykabine, hvor der lugtede af prutter i 14 timer eksklusive mellemlanding for at komme til Eksotistan. Lærte vi noget om det sted, den kultur og de mennesker, vi besøgte? Skal vi ikke finde et sted, hvor vi kan få dansk mad?, hører jeg fru Jørgensen spørge sin mand. Gymnasieelever på ‘studietur’ til Prag gik omgående hen på MacDonalds i stedet for at prøve en gang gedigen gullash med knødel. Addd – dee’e ulækkert, sagde curlingbørnene fra generation junk uden at have smagt det.

Og når vi kom ‘inspirerede’ hjem og havde spist italienermad, så var en hurtig gang spaghetti med kødsovs og misforstået pizza, hvad vi havde fået ud af det – men børnene elsker det, mente deres fortravlede forældre.  Hvad forældrene mente var: så fik vi fred endnu en gang. At de var i færd med at avle en generation af sociopater, faldt dem ikke ind.

Det rager mig

Så hvad rager verdens lande os, var spørgsmålet. Tilsyneladende ikke en hel del. 

De rager mig som en del af, hvad jeg regner for almen dannelse. Som europæer har vi måske lidt bedre udsyn, for en gennemsnits-amerikaner vil ikke ane, hvor Danmark ligger – er det ikke hovedstaden i Sverige? De havde ikke hørt om Afghanistan, Libyen, Irak eller Syrien, før de hørte, at deres land var i krig med dem selv. Men vi har kun lidt bedre udsyn, for hvor mange danskere forstod eller har stadigvæk ikke forstået, hvorfor Danmark også pludselig var i krig med de samme lande. Nåja, det var noget med NATO … men var NATO ikke en forsvarspagt, og hvornår har Syrien invaderet Danmark? Det gjorde de så efterfølgende, da syrerne begyndte at flygte i hobetal fra ISIS-terroristerne, som USA havde sendt ind over landet.

Det behøver ikke at rage hvem som helst og hver mand. Det rager mig på flere måder. 

Som en del af en personlig sport med at kunne remse alle verdens lande op på under 10 minutter. Alle 195! Altså indrømmet: en nørd-sport der grænser til det fjollede, men sådan er det. Det kan jeg så nu, men hvad hedder hovedstaden så i landet? Det er straks sværere. Derfor gjorde jeg en note og endnu en note og lavede den roterende klode. Men når jeg nu var i gang, så kunne jeg lige så godt skrive alt det ned, som jeg vidste om landene, hvilket gjorde det klart, hvor mange huller jeg havde i min forventning til mig selv om almen dannelse. Det betød hjemmearbejde. Først kom formen, dernæst indholdet.

Dannelses-geografi

Projekt Jorden rundt i 3D er altså et personligt dannelsesprojekt. I erkendelsen af, at jeg ikke har mulighed for at komme til bunds nogensinde, har jeg valgt at være stærkt selektiv og tendentiøs. Jeg har ikke brug for at vide helt præcist, hvor stor befolkningen er på Maldiverne eller i Djibouti, for det kan jeg slå op i Wikipedia, som på det punkt er præcis nok. Især den engelske udgave har mange oplysninger og er til stor nytte. Man skal bare vide, hvor grænsen går for pålidelighed, for det medie er kraftigt censureret af politisk korrekthed, når betændte emner kommer på banen. Det samme kan man sige om FN-forbundets website globalis.com og om en række sites med de ambitioner. Men det betyder ikke, at de ikke har oplysninger, der er nyttige. Disse er jo skabt af disse organisationer for at indhente oplysninger om lande og befolkninger for at kunne skaffe indflydelse for det hellige-korrupte demokrati, som korrupte organisationer som FN prøver at sælge til dem derude i Udkantsverden. Men netop derfor er de jo nødt til at have rimelig korrekte oplysninger. Kan du se, hvad jeg mener. Det gælder om at tage det hele med den pose salt, du og jeg forhåbentlig går rundt med i lommen.

Dette redskab er dynamisk og vil blive brugt og opdateret fremover, hver eneste gang, jeg støder på noget væsentligt om et land. Fokus vil mere og mere bevæge sig i retning af operativ information. På det punkt er jeg for så vidt på linje med FN-forbundet. Jeg har bare et lidt andet operativt afsæt. Selvom jeg regner FN for en af de store organisationer, der er rådden ind i kernen og inficeret af globalistiske interesser – altså bundkorrupt – så er det så stor en organisation, at der findes masser af udmærkede mennesker, der vil alt muligt godt.

Og hvad mener jeg så med et andet operativt afsæt? Jeg vil give dig et eksempel. Klik på den røde dut, når du finder Fiji-øerne, så har du en ide om, hvad jeg mener. Og så har du også lært, hvor Fiji ligger henne på verdens-klode-kortet (blinking smiley).