Essay,  Historie,  Kultur,  Økonomi,  Poesi

Jeg har lært et nyt ord

Jeg har lige lært et nyt ord. 
Det hedder kleptoparasit.
Jeg synes, det kan noget.

Det var ganske vist møntet på måden, som visse dyr skaffer sig føden på.
Helt specifikt dukkede det op med en særlig forhistorisk art af kæmpebjørne,
der engang for et 10.000’er af år siden løb rundt de nordamerikanske prærier,
og senere luntede nedover den nyligt etablerede landtange til Sydamerika.
Det siges, at den stoppede mennesker fra at migrere over den anden landtange mod nord,
altså over Beringsstrædet. 

Det er et helt emne i sig selv, for det er jo hævdet, at de såkaldte ‘first nation’ indianere var de første mennesker på kontinentet, hvilket er ganske aldeles forkert. Der var flere slags mennesker før indvandrerne fra Sibirien. Der var kaukasiske cro-magnon-typer mage til hulemalerne fra Sydfrankrig (Clovis-menneskene eller Kennewick-manden). Der var en kæmperace med kropshøjde på op til tre meter+. Der var den mystiske Rød-Okker Civilisationen, som findes flere steder på kloden. At postulere prærieindianernes ‘first nation’ er politik og ideologi, korrektheds-tyranni og ikke historisk videnskab. At indianerne opportunistisk har spillet med på det, piller en del af offerrolle-glorien af dem, for deres egne ældre, de vise iblandt dem, der bevarer historierne om de ældste tider, siger udtrykkeligt, at det ikke var dem, der byggede de kæmpehøje (mounds), der findes i Nordamerika.  På samme måde som de ældre i Maya, Atztec og Inka-kulturen udmærket ved, at det ikke var dem, der byggede de gigantiske stenstrukturer, som de flyttede ind i. 

Men altså: kæmpebjørnen. Dens navn var for øvrigt den kortsnudede bjørn.
Et nuttet navn, der kun beskriver oplevelsen af dets hoved. Tænderne lå længere tilbage i kraniet, så dens kraftige nakkemuskler kunne tage over ift. kæberne.
Næsen var måske kort, men til gengæld havde den længere ben end sine nutidige efterkommere, 
så den kunne skyde en formidabel fart af 40+ km i timen. En slags grizzlybjørn på stylter.
Dens kæber kunne køre direkte gennem knoglerne på større dyr.
Den mellemamerikanske variant kunne veje op til 1750 kg. Hvis den stod på to ben, var den fire meter høj. Den var dagligt nødt til at æde 20 kg kød, altså et helt voksent får eller 80 store bøffer på tallerkenen.

Selvom man nødig ville møde et sådant bæst i dag, så går diskussionen på,
om dens tandsæt gjorde den velegnet til at jage sit eget bytte, eller –
og her kommer begrebet indover –
om den brugte sin størrelse til at jage andre dyr væk fra det bytte, som de lige havde nedlagt.
Et kæmpedyr på mellem 800-1750 kg. kunne ikke løbe et bytte op på andet end kortdistancen, og dens accelerationsevne ville også være for sløv.
‘Klepto’ gik med andre ord på, at pelsgiganten simpelthen stjal de andres rovdyrs mad 
og parasiterede på deres benarbejde. Her snakker vi om sabelkatte og kæmpeulve,
og lignende pelsdyr med tandsæt, som du heller ikke ville have lyst til at møde.
Det var det, den brugte sin størrelse og kraft til kombineret med den ultrafine næse, som den uden tvivl havde til fælles med sine nutidige efterkommere, og som gjorde den i stand til at lugte et nyligt nedlagt bytte på fem kilometers afstand.

Det var der imidlertid mennesker, der gjorde – altså mødte bæstet – og de var nødt til at forsvare sig imod dem. Deres våben var spyd med flinte- eller benspids, pil og bue og kniv. Jeg gad nok se, hvor mange jægere i dag ville løse jagttegn på de betingelser?

Den menneskelignende kleptoparasit

Nok om palæontologisk antropo-zoologi, eller hvad de kalder det.
Kleptoparasit – jeg synes ordet kan noget andet og mere 
end at beskrive forhistoriske tandbamser. 

Det er nærmest specialdesignet til at beskrive visse priviligerede og skrupuløse menneskelignende typer,
der højt på strå og udenfor rækkevidde – også den pædagogiske – mener,
at de er i deres fulde ret til at stjæle (klepto) og opsuge (parasit) menneskers ressourcer,
vores livlighed, vores fælles fortid-nutid-fremtid, vores penge, vores ret til rimelig eksistens,
vores sundhed, vores værdighed, vores land-vand-og-luft, vores genetik og ultimativt vores sjæl.

For tiden stjæler de løs af vores frihedsrettigheder, vores rettigheder, 
vores ytringsfrihed, vores forsamlingsfrihed, vores kønslighed og vores evne til naturlig reproduktion, vores meningsdannelse, vores indbyrdes relationer og solidaritet, vores sociale liv,
vores privatliv, vores fysiologiske immunforsvar, vores historie, vores nationalitet og vores menneskeligehed. 

Den globalistiske kleptoparasit har sat tyveri og udsugning i system.
Deres netværk er gennemtrængende som en svampeinfektion eller en cancer (same-same). 
Det vil gå dem på samme måde som oldtidens forvoksede dræbermaskiner.
På et tidspunkt er deres tid forbi.
De vil uddø og ende på museet over monstrøsiteter, der havde deres storhedstid engang.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *