Poesi

Jeg gik mig bort til Kragehøj

Kragehøj

Jeg gik mig bort til Kragehøj
Mit skridt var tungt, min vej var drøj
De sorte fugle fulgte mig
på vej mod højen op de fløj

Hvad så du på din vej min ven?
Hvad hørte du på vej derhen?
Hvad sagde vinden dig i nat
og stemmene i busk og krat?

Jeg gik mig bort og så et syn
Jeg hørte skrald og så et lyn
Jeg så ham dingle i sit reb
Vend om, vend om! og vinden peb

Hvad gjorde du, hvad tænkte du?
Der var vel tid at fly endnu
Hvorfor dog ikke vende om
og sky al mørkets sorte gru?

Jeg gik mig bort for ej at fly
fra skæbnens skygge i mit sind
Om det er land, om det er by,
den følger mig i vejr og vind

Hvad skete så i skyggeland?
Hvad skete der ved gravens rand?
Ved galgebakkens fod du stod
og samlede dit skøre mod

Jeg gik mig bort til Kragehøj
Fuldmånen lyste på mit tøj
Den lyste på min hånd og fod
og stiens grus var fuld af blod

Hvad hændte der? så sig dog mer!
Fortæl mig alt hvad end der sker
Fortæl mig hvad du ville dér
blandt dødemænd og onde feer

Jeg gik mig bort ej for at dø
og høre helvedshunden gø
men for fra dagens første stund
at se på solen lys og rund

Hvad gjorde du i nattens ly
før solen skinnede påny?
For skyggerne vel næppe lod,
som ingen sagde dem imod?

Jeg gik mig bort foruden frygt
For intet sted er mere trygt
end der, hvor lys har skygge fat
og råder selv i dødens nat

Jeg tror jeg ved, hvorfor du gik
Jeg tror din skæbne tog bestik
af al din færden og forstod
at intet står imod et mod

Jeg gik mig bort, som just du si’r
Mit mod var skrøbeligt papir
men kærlighed min eliksir
og tro og håb var mit visir

Lad sorte fugle flyve did
til Kragehøj ved nattetid
De bringer bud i mulm og mol,
at dur og dag bli’r mangefold

Jeg så det syn ved dagens gry
at alle skygger måtte fly
For illusionens tågesky
og Mørkets Magter måtte ty

til andetsteds og udenlands
og fly fra land og fly fra by
For Kragehøj er blot en knold
og intet hjem for heks og trold

Gravballemand

Eivar han gik sig over land
Han tog sig på alfarvej
Hvortil han kom, hvorend han for,
hans støvler var fuld af jord

Eivar han gik sig gennem by
Han travede vej og strøg
Hvorfor han gik, hvad vej han drog,
hvor mange kvinder han bedrog,
hans klæder var fuld af møg

Eivar han gik sig udenom
Han gik blandt de skygger grå
Hvorhen han stredes, det ved vi ej,
hans færden var ej for dig-og-mig
hans tale var hø, hans mund var uld
hans lommer var fuld at guld

Eivar han gik sig bort i går
Hans liv var en stadig flugt
Hvorend de ledte, han var ej der
Han søgte de steder med mug og fugt
Til dagen i går, hvor han var ej mer,
og stodderen sank under mosens vand
Nu bli’r han til gravballemand

Runesten

Her ligger Storslem Halgrimsson
Han fælded’ mangt et bråddent kar
I Niddingland for blodigt ar
Fik du din banemand, min far?

Vil Helgrim Skallesmækkersson
bevidne her at selvforsvar
var årsag til det banehug,
der blev til Storslems banear?

Ved guders og profeters røv
min økse sagde aldrig tøv,
den råbte til mig: SKALLE KLØV!
Ved Odins skæg – med overlæg! 

Vil du så stortings-ombudsmand
nu skrive øje for en tand
om Storslem med det lille lem
trak op af brøndens klare vand?

Du Helgrim Skallesmækkersson
Din dåd ej uden nidding var
Du dømmes her til udenlands
at flytte bort – det er vort svar

For tand for øje, hug for gok
ej længer’ er en årsag nok
Så pak dit æsel, rul din sok
Hank op i selen, fat dit stok
Vi har af skallesmækken nok

Således hverken Helgrim fik
ejheller Skallesmækkersson
et medhold i at niddingskævl
var vellyd eller gudeskik

Ved guders og ved asers dåd
Ved tænders gnidsel, godtfolks gråd
Vi hylder ej enhver udåd
Kun mjød og mad er kæmperim

2 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *