Interaktive dyr

Vi kan være så heldige at få et besøg af et skabningens væsen.
I visse tilfælde kan besøget have uheldige konsekvenser.
Ofte er det blot et harmløst besøg.
Vi kan være så heldige at etablere interaktivitet med et vildt dyr.
Måske er det dyret, der etablerer interaktivitet med os.

*

To fotografer er ude for at filme på savannen. Den ene har placeret sig i græsset med sit kamera og et halvt meter langt objektiv på sikker afstand og filmer en løvefamilie, der er afslappede i græsset. Den anden står ved deres Land Rover og holder øje med landskabet. Hvad han ikke havde set er, at en hunløve stille og roligt er spankuleret ind fra siden for at tjekke situationen ud. Hun går uanfægtet forbi ham i et par meters afstand og snuser til det hele, mens han står stiv som et bræt og forventer at blive flænset det næste sekund. Da hun mener, at hun har tjekket situationen ud, spankulerer hun dovent tilbage til flokken igen. Rovdyr, der ikke er sultne, er ikke på jagt. Men hvordan ved man, at de ikke er sultne?
Video

Det lader til, at dyrene ofte ved mere om os, end vi ved om dem. Hvor befinder intelligensen sig?

*

Kom-Obmo-templet ved Nilen syd for Memphis/Luxor er dedikeret til Sobek, krokodilleguden. Vi kalder dem ‘guder’, for vi snakker, som vi har forstand til. Alt gammelt skrammel, vi støder på, bliver enten udråbt som steder, hvor de overtroiske stakler faldt på røven for ‘guderne’, eller også er de gravkamre i en dødskult. Det er det, der i psykologien kaldes for en projektion– hvad hjertet er fuld af … Egypterne kaldte disse skikkelser for neter’e, personificerede naturkræfter. De var visualiseringer af naturkræfter indenfor og udenfor mennesket, så vi kunne forstå og håndtere det indre og det ydre. Templerne var institutioner for indvielse. Blandt andet, for de var også videnscentre, politiske centre, sundhedscentre, økonomiske centre, handelscentre osv. En adept, der skulle indvies, blev sendt på turné til en række templer med hvert sit speciale i en side af det menneskelige udviklingspotentiale.

Krokodillen var udfordreren af den menneskelige frygt. En voksen nilkrokodille er et stykke ultimativ rædsel. Adepten blev smidt ned i en åbning i stengulvet på templet, hvor det ikke var muligt at komme op igen. Her fandtes der – og findes stadigvæk – en lang passage med nicher i siderne. Her lå krokodillerne og ventede, her var deres reder. Adepten havde kun én vej ud: ved at svømme ad passagen forbi krokodillerne til trappen i den anden ende. Hvad han ikke vidste var, at krokodillerne lige var blevet fodret. En mæt krokodille kunne ikke drømme om at overfalde en stakkel, der svømmer forbi. Staklen for sit vedkommende har været rædselsslagen. Måske han har skidt i vandet af skræk, hvilket måske kunne få en krokodille, der liiiige havde plads til en desert, til at rynke på næsen, hvem ved?

Når adepten rystende men lettet kæmpede sig op ad trappen forenden af passagen, var han ikke den samme som før. Han havde overvundet sin frygt, og som den skikkelse, vi kender som Jesus, sagde: Frygt ikke. Død og genopstandelse er et særdeles virkeligt ritual = psykoterapeutisk udviklingsmetode i indvielseskultene.
Hvad Jesus har med Egypten at gøre, og hvad Nazaræerne, oldtidens egyptisk-persiske sekt indenfor jødedommen er for en størrelse, kan du læse om i: Kongen der forsvandt

*

Uden sammenligning i øvrigt med situationens potentielle farlighed for løve-fotograferne, så sidder jeg en tidlig og allerede varm formiddag juli 2024 ved mit altanbord og skriver. En kæmpehveps cirkulerer med en lyd som et bombefly og lander på bordet for næsen af mig. Vi har fået at vide, at kæmpehvepse er livsfarlige og aggressive, og at vi skal flygte i panik. Jeg vælger at blive siddende og filme fætteren. Volumen-mæssigt er den måske 6-8 gange så stor som en almindelig hveps og som sådan ret imponerende. Man vil helt sikkert ikke stikkes af sådan én. Men hvorfor, har jeg altid spurgt mig selv, skulle den være så allerhelvedes aggressiv og farlig? Forveksler vi den ikke med klæg og hestebremse, der uopfordret bider i både folk og fæ? Den spankulerede/gungrede lydløst rundt på kryds og tværs på bordet i 20 minutter, hvorefter jeg flyttede mig. Her dukkede den så op igen = den vidste, at jeg var der og havde flyttet mig, hvorefter den fløj sin vej.

5 minutter senere oplevede jeg et nyt besøg fra en skabning. Jeg har masser af sommerfugle for tiden: admiral, kålsommerfugl, citronsommerfugl, tidselsommerfugl, dagpåfugleøje, nældens takvinge, græsrandøje (tror jeg nok). Læg dertil en dagsværmer, men det er teknisk set et møl.

En fin admiral – det er dem med orange striber skråt over vingerne og bagerst i kanten – lander på min terrasse. Jeg sidder med bare ben og sandaler, og så tænker jeg = siger jeg til den inde i mit hoved: Prøv lige at hoppe op på min storetå, det ku’ være hyggeligt. Det gjorde den så! Det var meget uventet, for sommerfugle lander aldrig på mennesker, det er de alt for sensitivt-nervøse til. Senere flytter den sig til mit skinneben. Den har gang i et eller andet med sin lange snabel, men den er så ultralet, at jeg ikke kan mærke noget som helst. Jeg kan altid mærke en flue, der lander, men denne er fuldstændig umærkelig.

Jeg er nødt til at gå indenfor og komme tilbage. Men den samme admiral vender tilbage lander på mig igen. Nu er den ikke til at slippe af med. Det viser for det første, at den har en hukommelse. Det store spørgsmål er imidlertid: Har den telepatiske evner, og forstår den en besked? Hvad den kunne være interesseret i på min hud, har jeg just fået forklaringen på af den dygtigste naturvejleder på Sydsjælland. Den går efter det salt, der sidder i mit sved på en varm sommerdag. Det giver fuld mening. En hund kan også finde på at slikke dig op af benet, hvis den kan lugte salt. En ged, der finder et klippestykke, hvor bjergsaltet stikker frem, begynder at slikke bjerget sønder og sammen.

Senere sidder jeg igen på min altan, og ud af min øjenkrog ser jeg noget bevæge sig langs gelænderet. Jeg tænker, at det er en sommerfugl, men det er det ikke. Det en af de mest sky fugle i nabolaget: gærdesmutten. Troglodyten. Den er så lille, at den er på størrelse med et insekt. Den vejer 10 g, hvilket svarer til 9 rosiner inklusive vinger! Den syntes, den skulle hoppe langs kanten af min altan den dag, hvor dyrene havde besluttet sig til, at jeg var et undersøgelsesobjekt, der ikke gjorde dem noget.

Naturvejlederen, mit nye bekendtskab, fortæller en hvepsehistorie fra sit eget hjem. Han har et hvepsebo på loftet, et af disse blomsterlignende silkepapirstynde kunstværker, hvis du nogensinde har set sådan et. Han havde en bænk af ubehandlet træ, og hver dag kom der en hveps, der arbejdede sig langs årerne i træet og så-at-sige skrællede dem. Det var der, det gik op for ham, hvad hvepsen havde gang i. Træet på hans bænk blev brugt som materiale til at bygge det fine hvepsebo.

*

Som svar på det spørgsmål er jeg nødt til at gentage en historie, jeg fik fra en kollega for nogle år siden. Therese har et sommerhus på Møn, hun er ikke helt almindelig, og du vil nu forstå hvorfor. Hendes hus fik besøg af en flok myrer, hvilket hun godt kunne være foruden. De er svære at slippe af med, for de har adgang via ganske små sprækker i brædder og paneler. I stedet for at bombardere dem med myregift, satte hun sig ned på gulvet og talte til dem. Hun sagde noget i stil med: Kære søde-gode-rare myrer, tak for jeres besøg. Vil I ikke nok være så venlige at finde et andet sted at kravle rundt? 1000-tak på forhånd. Hvorefter de forsvandt fra den ene dag til den anden og kom aldrig tilbage sidenhen.

*

Det er ikke altid muligt at etablere konstruktiv interaktivitet med dyr. Det synes som om, at fluer, myg, tæger og dræbersnegle er udenfor pædagogisk rækkevidde. Mus er også en anelse non-kommunikative i den henseende. Deres instinktliv synes ret strengt defineret = food – go!
På den anden side, hvis man kan føre en konstruktiv samtale med myrer, hvorfor ikke med disse væsener?

Har vi forsøgt at etablere interaktivitet?
Er der nogen, der har et brugt loppecirkus til salg?

*

Der findes en berømt coach for hunde og måske især hundenes ejere. Hans navn er Cesar Millan. Amerikanerne er vilde med ham, og man forstår det godt, når man ser hans stilsikre online-demoer af, hvordan man med helt simple midler i løbet af et halvt minut kan få en uregerlig hund til at opføre sig eksemplarisk. Men det er mere end underholdnings-show-off, hvor man skal sige nøøøj og klappe i hænderne på amerikanske TV-shows, som man klapper af en tryllekunstner. For det næste, han gør efter demoen, er at få hundens ejer til at gøre det samme. Her viser det sig ikke overraskende, at det er ejeren og ikke hunden, der er problemet. Men det viser sig også, at det altid er et spørgsmål om en ganske enkel men bestemt justering af attitude og adfærd overfor hunden, der afgør sagen. Det viser også, at det er det, som den stakkels hund har ventet på og bedt om hele tiden. Ejeren starter med at være meget nervøs, dernæst målløs og til sidst: Hvorfor har jeg ikke vidst det for længst?

Og så er det, man tænker: Hmm – er det ikke nøjagtigt det samme med forældre i forhold til deres børn? Er det ikke den samme mangel på beherskelse af simpel kærlig autoritets-håndhævelse, der har skabt en generation af uregerlige, sociopatiske curlingbørn? Er det ikke netop det, som den lille skrigende, grænsesøgende-overskridende møgunge tigger-og-be’r om med hele sit ubekræftede uvæsen?

Cesar Millans simple men imponant-effektive metode kan ikke lade sig gøre uden kærlighed og tillid. Hvis man hader eller frygter sin hund – eller sit barn, same-same – og ikke har tillid til deres egentlige natur, virker det ikke.

En aggressiv hund er et symptom, den er termometer på sin ejers forfatning. Med mindre vi taler om en vanrøgtet hund, der er blevet sindsyg eller en hund med rabies, så er hundens aggression dens beskytterinstinkt. Hvis ejeren er usikker, vil hunden mærke det omgående og beskytte hende/han mod alt muligt, andre hunde og dyr, biler, støvsugere og onde græsslåmaskiner, andre mennesker, hvad som helst. Hunden ser det som sin opgave at beskytte sin ejer, der er lederen af dens flok. Altså med mindre ejeren er så lidt leder, at hunden bliver ejerens leder.

Så det er ejeren, der skal lære noget og forandre sin adfærd. Så skal hunden nok finde ud af det. En stor fejl, usikre nervøse hundeejere begår, er at prøve at berolige hunden med et belønnende, pyldrende tonefald. Den bliver belønnet for aggression. Ejeren skal vise vejen og give hunden en opgave. Hunden skal belønnes for at slappe af, ikke for at være oppe at køre. Den skal op at køre, når det er opgaven og hente den pind eller skamskudte and – OG aflevere den igen, hvorefter den skal falde til ro.

Og igen: Er det ikke nøjagtigt den samme fejl, curling-forældrende gør med deres børn. Moderne forældre tør ikke sætte deres autoritet i spil, for uuuh lille Bimse og Bamseline må da ikke lide overlast – hvorved de netop lider overlast i mangel på autoritet og klare signaler. Vi har en lose-lose-stituation. Resultatet er konstant grænseoverskridende sociopater, der er en pain-in-the-ass i andres selskab. Og på et tidspunkt er løbet kørt for sociopaten, og de skal færdes i voksent selskab på arbejdspladser og i sociale rum. Kender vi typen? Den er blevet lidt for almindelig.

Jeg havde som underviser i multimedie en voksen elev, der var tidligere postmand, og som ikke gad at være postmand længere. Det var dengang, postvæsenet begyndte at misbruge deres ansatte tvinge dem til at løbe med tungen ud af halsen. Han fortalte om et sted, hvor der var en meget aggressiv hund. Den var især aggressiv, når dens ejer stod længere nede i haven, og den vidste, at den blev set. Han var ikke i stand til at gå ind ad lågen og aflevere sin post, og det var dengang, det ikke var lovpligtigt at have postkasse udenfor lågen. På et tidspunkt får han nok af møgkøteren – eller rettere hundens møgejer, der ikke rørte en finger. Hvorefter han råber til ejeren: Hvis du ikke styrer din hund omgående, så slår jeg den krafteddeme ihjel !! Han må have været meget overbevisende, for ejeren fik et chock og trådte omgående i karakter overfor hunden. Herefter var der aldrig problemer.

Mnjææ men den teori passer jo ikke, for rockerne har jo aggressive kamphunde, og de er jo selvsikre og ikke bange for nogen.

BEEP! Det viser, hvorfor det ikke er en teori, og at du ikke har forstået rocker-attituden. Det er NETOP fordi, de er bange, at de har taget deres hårde facade på. De er bange for alt muligt, de er bange for hinanden i hiearkiet, der er bange for rockerne i de andre bander, de er bange for politiet, de er bange for deres gamle mor, og enten var de bange for deres far, fordi han var ligeså dumt et svin som dem selv, eller også var han et skvat, der ikke var der, når drengen havde brug for det, så nu er drengen i den voksne krop bange for sin egen skygge, og den dybt usikre og identitetssvage dreng-unge-mand har søgt den falske tryghed og anerkendelse i en bande med dens stærkt forcerede autoritet. Så rockernes aggresive kamphunde er blot endnu et eksempel på, at hunden er et symptom på ejerens manglende naturlige-ægte autoritet.

Pitbull-terrieren er i øvrigt kendt som en fremragende familiehund, der elsker børn og gamle tanter. Den skal bare ikke have en herre, der selv er en underhund.

*

Rovfuglen. En falkoner ved, at det bestemt er muligt at interagere med disse dødelige næb-og-klo-udstyrede kreaturer. Muligvis ikke de største af slagsen, for der er ikke set eksempler på tamme lammegribbe, sorte spanske ørne, Harpy-ørne og kondorer – altså den kaliber der er i stand til at flyve væk med et spædbarn i kløerne. Men alt derunder i størrelse er det muligt at interagere med. Det gælder også den store hornugle med det meget sigende latinske navn uhu uhu. – hvilket egentlig ikke er latin men nærmest babysprog, for hvad siger uglen? uhuu! Hvad siger koen muu-muu …

Jeg bor et sted med rovfugle. Der er tårnfalke, musvåger, spurvehøge, havørne, natugler + diverse strejfere. På stedet er som forudsætning også alt, hvad de lever af: mus, spurve, ænder, blishøns, fasaner, hareunger, u-name-it. Er en landsvale så ikke også en rovfugl, da den lever af at æde insekter fanget i luften? Er de fleste fugle så ikke rovfugle, da de gør det samme, hvad med rovfuglen solsorten, der æder regnorme, hvad med rovfuglen anden, der æder snegle og biller? OK, så definitionen af en rovfugl er, at den udelukkende æder nedlagt bytte, og at den har et særligt design af næb og kløer. Det siger vi så.

Direkte interaktion med rovfugle er måske ikke det rette ord. Ikke desto mindre har min nabo sat en falkekasse op i sit store træ, og der kommer hvert år et tårnfalke-par og slår sig ned og danner familie = laver unger. De er fuldt opmærksomme på den menneskelige tilstedeværelse, men det er sådan med dyr, at de holder den rette afstand til andre dyr og mennesker, og så finder de-og-vi ud af det altsammen. Det er ikke tale om frygt og fjendskab men om behørig distance og sameksistens. En af mine venner boede i et hjemmebygget træhus, hvor der boede et snogepar nedenunder. De åd alle de irriterende mus, og hun forsynede dem med et snogebo. Symbiose oversat til samliv.

Jeg sidder en dag på min terrassebænk og skriver. Så lander der en stor fugl på mit gelænder 3-4 meter væk, kropshøjde ca. 35 cm. De viser sig at være en ung tårnfalk, der er i færd med at undersøge området. Da jeg sidder helt stille, har den ikke identificeret mig som et levende væsen. Rovdyr har et retningsbestemt blik og reagerer på bevægelse. Hvis du er helt stille, opdager de dig måske ikke, du er bare et bræt for dem, en stolpe, et træ. Da den letter og vil flyve hen imod mig, opdager den, at jeg sidder der, og den drejer om i luften tæt ved mit hoved og flyver væk. Et splitsekund tænker jeg, nu planter den sine kløer i fjæset på mig, men vi står yderst sjældent på rovdyrenes menu.

Det kan mennesker, der har haft close encounters med orca-hvaler / spækhuggere, berette om. Selv svømmende rundt i vandet sammen med disse dræbermaskiner, er der ikke beretninger om, at de har ædt svømmerne. Svømmerne har simpelthen ikke stået på deres menu, selvom de har den samme størrelse, tekstur og næringsværdi som sæler og søløver. Har de også fornemmet med deres forfinede sanseapparat, at mennesket er et væsen i samme kategori som dem selv? Det er et godt spørgsmål.

Nåmen – det var rovfuglene, vi kom fra.

*

Vi ved, at hunden har god lugtesans. Ikke blot rimelig god – ekstremt god!

Det betyder ikke kun, at diverse dufte når dens ultrafine næsebor, for det ville nok være irriterende, det ville være et kaos af dufte. Hvis mennesker havde en sådan lugtesans, ville vi ikke ane, hvad vi skulle stille op med den. Det et slemt nok, at gamle lejligheder er så utætte mellem etagerne, at vi kan lugte, at ovenboen steger frikadeller, og at underboen ryger cigar, men det er i den grove ende af skalaen. Vi har, hvilket dyr selvfølgelig også har, en slags ubevidst lugtesans, hvor dufthormoner = endorfiner mellem mennesker fornemmes. Endorfiner skulle ifølge videnskaben være artsspecifik, så mennesker kun reagerer på mennesker og ikke dyr – og omvendt.

Hunden, derimod, er i stand til at håndtere disse mange lugte. Jeg kører jævnligt med det lokale borgerinitiativ Frøen, hvor frivillige stiller sig til rådighed for lokal bustrafik to gange om dagen ind til den nærmeste by. Man bliver hentet og bragt til døren og afleveret hvor i byen, man ønsker – og omvendt den anden vej. Initiativet er unikt, og de danske kommuner burde give det langt større opmærksomhed og støtte op, ligesom Vordingborg kommune støtter Jungshoved-initiativet.

Anyway, folk snakker selvfølgelig med hinanden i den 8-personers minibus, hvilket er en uvurderlig nyhedskanal, en ikke-ondsindet sladderspalte i hverdagen. Snakken falder på dagens emne, og chaufføren, der er pensionist, fortæller sin hundehistorie. Han siger: Jeg har jo diabetes, og når jeg lægger mig ned og får en lur og har glemt at tage insulin, eller mit blodsukker af en eller anden grund er blevet lidt for lavt, så kommer min hund og vækker mig. Den kan simpelthen lugte mit blodsukker, og den ved, at jeg skal gøre noget ved det! Tal lige om intelligent lugtesans.

Der bruges som bekendt hunde til alt muligt, der har med lugt at gøre. Opsporing af vildt, fanger der er undvegne, transport af canabis – så frigiv dog den skide hash, så vi kan komme videre og gør noget ved den hårde dope i stedet!
Det gør myndighederne så ikke, for de har, som de feje køtere de er, snuset sig til at dope-industrien er kørt af bla. CIA og NATO, og dem skal de da ikke fornærme, skal de vel?
Hunde kan også lugte, hvis folk har cancer.
Og så kan de lugte dit humør, og om du er bange, trist-deprimeret eller glad-afslappet.

*

Hvordan skal vi forstå forskellen mellem dyr og mennesker! Eller ligheden.
Vi kunne også spørge, hvad mennesket er.
Hvis vi er halvt dyr og halvt menneske, hvad er så den anden halvdel?

Forskellen er ikke biologisk. Vi har de samme organer, den samme kemi, det samme nervesystem, osv. Både dyr og mennesker har en bevidsthed og en intelligens. Og her orker vi ikke diskussioner med hardcore materialister om, hvorvidt levende væsener og resten af naturen blot er en formålsløs maskine uden bevidsthed og intelligens. Vi orker ikke det nonsens.

Forskellen er heller ikke et følelsesliv. Dyr er sprængfyldte med følelser, de er eksperter i følelser. Deres særlige intelligenser og følelseskapacitet er det normale nutidsmenneske overlegent, for det civiliserede menneske har glemt disse evner, som mennesker, der lever i naturen stadig har. Deres sanseapparat er ekstremt veludviklet. De lærer via efterligning og leg. De har hukommelse – at huske som en elefant vil sige at huske 50 år senere. Dyr glemmer ikke. Så hvad er det så, der særligt for mennesket?

Kodeordet er selvbevidsthed. Vi ved, hvad vi gør, vi kan reflektere over det og bevidst ændre strategi og attitude. Vi er bevidste om, at vi er bevidste. Vi kan skabe. Vi har en særlig knogle lige over strubehovedet, der tillader os at have et avanceret sprog. Vi har abstraktionsevne.

Dyr har mange mentale egenskaber, men de er væsener, der lever i nuet. De er ikke selvbevidste. De har ikke skabende evner, og kan ikke tale som mennesker. Ikke at de ikke kan bygge en rede eller på anden måde arrangere deres omgivelser, men de har kun én bestemt måde at gøre det på. De har masser af lyde og kommunikerer hele tiden med hinanden, men det er en serie standardlyde med specifik mening til forskellige situationer.

Dette er ikke noget simpelt emne. Her er et filosofisk udsagn, der stammer fra oldtiden.
Læs i den forbindelse: Den Udødelige Sol
Dyr har en essens, mennesket har ikke en essens. Dette er et ontologisk anliggende, et spørgsmål om væren. Hamlet siger: At være eller ikke at være, det er sagen. Dyr ER. De har en essens, de er i en tilstand af væren. Mennesket er hele tiden i færd med at blive til noget, f.eks et menneske. Vær ein Mensch, som det hedder på jiddish, et rigtigt og fuldt menneske. Et nyfødt barn eller et 4-års barn er – og det lyder ganske fornærmeligt for tidens curling-forældre – ikke et menneske endnu. Det skal først blive et menneske, og vi skal hjælpe det på den vej. Dyr skriver ikke historie over, hvad de engang var, hvad de er lige nu, og hvad de måske kunne blive med tiden. Tiden eksisterer ikke for dem. De reagerer hver dag på solens fremkomst og hver aften på dens nedkomst. De følger døgnets rytme. De følger også årets rytme. Men de skriver hverken almanak eller dagbog. De planlægger og projekterer ikke.

*

Elge er imponerende væsener. De er blandt andet gode til at svømme. Vi husker måske den stakkelse elg, der for år tilbage svømmede over Øresund for på sørgeligste vis at blive kørt ned af et lokaltog i Nordsjælland. Der var faktisk også en elg, der svømmede endnu længere og havnede i Frederikshavn. Her vadede den ind i den lokale naturpark, hvor den stadig findes.

Den berømte astronom og videnskabsmand Tycho Brahe havde en tam elg, en kæleelg. Den gik rundt på hans grund ved observatoriet på øen Hven i Øresund – i dag svensk. Engang fik han gæster, der syntes de skulle være vældig sjove, så de fodrede elgen med gærede bær, så den blev stangstiv. Det stakkelse dyr væltede ned at trappen i en brandert.

En mere uskyldig historie var den svenske konge, far til den nuværende, der var blevet lidt senil. Han var tvangsindlagt til et eller andet kongeligt bryllup, præsten var muligvis lidt lang i spyttet, og han havde sikkert ikke fået sin middagslur den dag. Til gengæld havde han måske være på elgjagt for nyligt. Som jæger ved man, at man nødig vil skydes ned af sit eget jagtselskab, hvorfor de vader de rundet med selvlysende veste i dag for ikke at blive forvekslet med et dyr. Så den gamle konge faldt i søvn under højtidligheden. Pludselig vågner han midt i en ond drøm og råber ud i kirken: Jag är inte elgen, jag är inte elgen!

*

Her er endnu en historie om svømmende dyr. En bæver nede fra Nordtyskland tog en seriøs svømmetur op til Syddanmark. Her invaderede den en børneinstitution beliggende ved et vandløb, hvor den begyndte at koste rundt med de små pus i institutionen, da den ikke overraskende som mange andre dyr har et territorialt instinkt. De ansatte i børneinstitutionen valgte den gode løsning: At give kræet med de kraftige fortænder et reservat = et territorium, så den kunne udfolde sit dæmningsprojekt, og de små pus kunne lære noget om sjove foretagsomme dyr.

Læs også:
Små-store historier om dyr og mennesker
Om vinterhi, fuglesprog, statskirke, frugt- og ufrugtbarhed
Dyrenes karneval