Hvorfor indkøbscentret sucks

Lad os med det samme gentage overskriften: Indkøbscentre suck!
Og denne gang er det smarte street-americano ord sucks det bedste til at beskrive, hvad det er indkøbscentret gør. It sucks, det udsuger bylivet for … liv.

Når politikere og byplanlæggere smækker en ny bydel op fra starten, er det første, de tænker på: indkøbscentret. Ørestaden er et skoleeksempel. Planlæggerne så en boulevard i Barcelona for sig og tænkte, sådan én må vi også have. Derefter plantede de Fields lige i midten. Og Fields-conceptet er i dén grad Blackrock’ish, så allerede hér ved vi, at globalist-kartellerne var med til bords fra starten.

Når man gør den slags, fjerner man alt spontant liv fra en bydel og suger det ind i indkøbscentret. Projektet har allerede på forhånd dræbt grobunden for, at lokale handlende og beværtninger kan opstå i takt med behovet. Inkøbscentret er kædeejet, de store kæder er multinationale private equity-foretagender (Blackrock, Vanguard, City State, u-name-it), og deres kapacitet for storindkøb gør, at al normal konkurrence forsvinder i mega-monopolisering.

Fordi man fra starten af har kalkuleret med en centralistisk dræning af liv, så var der jo ingen grund til at reservere stueetager ud mod gaden til småhandlende. Og det var helt præcist kalkuleret, for formlen for livsdræning er gennemprøvet, den er globalt forankret, og den virker i al sin dødbringende brutalitet. Brutalisme er i øvrigt stilbetegnelsen for den brutalt kasseformede betonmodernisme, der eksploderede i 50’erne og frem i alle storbyer verden over.
Læs: De dødes by
Læs: Skønhed i eksil

Når man går ind i Ørestaden, Sydhavnen, Islands Brygge, når man går omkring stationscentrene i Ishøj, Ballerup, Frederiksberg eller hvorsomhelst i Danmark Rosengårdscentret i Odense, når man tager til City 2, går i Bilka, Næstved Storcenter, IKEA, osv er man ikke længere i Danmark. Man er i Globalistan. Alt er anonymt, stereotypt, alt er buret inde i glas og stål, 9/10 forretninger er kæder ejet af globale hedge- og equity-fonde, alle varer er de samme og produceret af de produktionskarteller, der er ejet af de samme storspillere, der ejer forretningskæderne.

Rigtige byer og bykvarterer er aldrig opstået via brutale pennestrøj af byplanlæggere. De byer overalt i Verden, som mennesker elsker at bo i, og som turister elsker at besøge, er næsten uden undtagelse skabt ved knopskydning, rodnet og frøspredning. De analoge udtryk fra botanikken og biologiens verden er ganske passende, for det er sådan, byer er opstået. I midten var en kerne af et oprindeligt settlement. Udenom voksede byen som en serie af skæve løgringe. Det tog den tid, det tog. Landskabet var afgørende. Byer voksede op omkring naturlige havne, floder, bjerge, søer. Der findes sjældent en by i midten af et ustruktureret landskab. Det skulle da lige være Herning og ikke et ondt om om stangrige uldjyder.

Når man under borgmeste som Urban Hansen og Kramer Mikkelsen opkastede mega-projekter som Ørestaden, forbrød man sig mod alle organiske principper for skabelsen af byer og bydele. Hvis nogen skulle have glemt det eller aldrig hørt om det, så var der i Urban Hansens 1950’ere seriøse planer om at jævne hele kvarterer og nærmest hele bydele med jorden på Nørrebro, Vesterbro og Østerbro for at skabe plads til motorveje og monstrøse nybyggerier. Det var bl.a inspireret af en af den modernistiske arkitekt-guru Le Corbusiér, der i ramme alvor foreslog at jævne hele det klassiske Paris med jorden for at skabe et modernistisk Utopia af brutal funktionalisme, fordi han hævdede, at det historiske Paris var ‘usandt’. Manden var kommunist, og ‘sandt-usandt’ var en omskrivning af den marxistiske definition af politisk-ideologisk korrekt. Le Corbusiérs sande by var endeløse rækker af lejekasserne beregnet til arbejdsslaver kantet med officielle regeringskomplekser af brutal-megaloman pompøsitet af arkitektonisk stalinisme.

Et par eksempler i København, der nåede at blive indført i den brutale stalinistiske ånd var Bispebuen og H.C. Andersens Boulevard. Et ‘nødvendigt’ offer var at fjerne et helt unikt naturligt vandløb fra bybilledet i mellemstykket Ågade. Den moderne by skulle bygges op omkring biler ligesom de amerikanske byer, så naturforekomster var uhensigtsmæssige. Alle megaprojekter i København er til i dag gentagelser af de brutale 50’er-visioner i stil med Søringen, Forumlinjen, Cityplan Vest til Ørestad/Amager, Nordhavn og Sydhavn, Carlsbergbyen. Det var også dengang, at København afskaffede sporvognene, der udover at være et fremragende transportmiddel kunne have været en turistattraktion ligesom i dag i andre europæiske hovedstæder – og Alexandria/Egypten, der købte de københavnske sporvogne for en slik. Tillykke til dem.

I stedet fik vi Metroen. Og til hvilken pris og til gavn for hvem? Metroen har faktisk fået cyklismen i København til at falde, så den er til gavn for de lokale beboere og er ikke med til at at begrænse det københavnske megaproblem biltrafikken, der består i ud-og-ind-pendlere i arbejdsdagene. Metroen er på trods af sin vellykkede funktionalitet en kompensation for 50 år gamle stupide politiske beslutninger. Metroprojektet kostede kassen-de-luxe.

Byplanlæggere og det teknokratisk-arkitektoniske-politiske kompleks forveksler landskabet med kortet.
De elsker kort men forstår ikke landskaber.
De ser alting i helikoperperspektiv og bevæger sig ikke gerne ned i græshøjde.
De elsker abstrakte planer men forstår ikke menneskelig eksistens.
De tænker alting i administrerbare kasser og ikke i naturlige vækstområder.
De ødelægger altid de naturlige landskaber for at realisere deres abstrakte visioner, hvorefter de hovsa-søren-skisme opdager, at der mangler noget, hvorefter de føler sig nødsaget til kompensere for det vha. ‘landskabsarkitektur’ i form af designer-kunstige søer-kanaler-skråninger-stensætninger – altså de samme landskaber, der var der, før de ødelagde dem.

Borgmeste og byplanlæggere boede ALDRIG i de bydele, der havde skabt. De kom ikke sådanne steder, de omgikkes ikke sådanne menneske-skabninger. De kom OVERHOVEDET heller ikke i de bydele, som de jævnede med jorden. Det levede i deres egen pamper-teknokrat-verden abstraheret fra egentligt menneskeliv. Alle nye bydele er kørt af real-estate-spekulanter, og folk der skal bo der med en månedlig husleje på 12-15.000 fuck dem!

En af de, der om nogen har beskæftiget sig med denne komplekse problematik er Mikael Colville-Andersen.
Læs hans fremragende artikel
Copenhagen’s Urban Development is Just Old Wine in New Bottles
Han har også skabt det knivskarpe begreb The Arrogance of Space,
der viser det, som vi sådan set allesammen vidste:
hvordan gaderne i byerne er dedikeret til biler.
Vi har bare glemt det ved at normalisere det.

Templet

Indkøbscentrene er designer-bydelenes centre. De fordrer deres egen logistik i form af parkeringspladser. Folk kommer ikke kun fra bydelen men kommer forbi på vejen til … etellerandet. Fields i Ørestaden bliver brugt af pendlere mellem Malmö og København på vej hjem. Motorvejen og indkøbscentret i designerbydelen er integrerede størrelser. S-togs- og Metrostationer er planlagt til at lande lige foran indkøbscentrene. Planlæggerne påstår, at deres planer servicerer brugerne/beboerne. Men deres påstande er løgnagtige, for de servicer ejerne af centret og de, der har drænet de omkringliggende bydele for spontant liv. De har som modydelse leveret et simulakrum, en simulation, en illusorisk følelse af noget livfuldt.

Indkøbscentrene er templer i en dødskult.

Enhver dansk provinsby har et indkøbscenter i en eller anden størrelsesorden. De blev godkendt af kommunale politikere fra 50’erne og frem til i dag. De ligger som oftest i periferien af byen, så der er nem til-og-frakørsel, for der er kalkuleret med et stort opland. Og hvis de ligger i selve bycentrum, er det fordi de samme kommunal-pampere har byrenoveret = jævnet en helt kvarter med jorden. Byen havde i forvejen haft et handelsliv, hvis oprindelse ofte var århundred-gammelt. Alle vidste, hvor de skulle gå hen for at handle og kunne være sikre på, at indehaverne af forretningerne vidste alt om, hvad de solgte. Det kan man ikke længere være i indkøbscentrenes tidsalder, hvor butikspersonalet i mange tilfælde er midlertidig lavestlønnet arbejdskraft uden nogen-som-helst interesse i det, de er ansat til at sælge eller de kunder, der kommer ind ad døren.

Butiksdøden er en del af dødskulten. Småhandlende er bukket under i Danmark i 10.000-vis. De store butikskæder har nedlagt lokale brugser i stribevis. De er ikke danske længere. De er heller ikke købmænd længere, de er supermarkeder. Lidl og Rema ligesom Aldi (der nu har droppet Danmark, for der er større penge andre steder) er tyske, Meny er norsk. Coop stiller som krav til en forretning, at de enten har det fulde sortiment eller bliver lukket ned. Tanken om den blandede landhandel, der sevicerer lokalsamfundet med dets lokale vareudvalg, er en død sild, for one size fits all. I samme periode så man skoledøden, mejeridøden, døden for den lille landmand, kirkedøden, døden for forsamlingshusene, død-og-atter-død. Fiskehandleren forsvandt (og fiskene døde), slagteren forsvandt, skomageren forsvandt, smørrebrødsforretningerne forsvandt, antikvarboghandleren forsvandt i brokvartererne, og en lang række specialforretninger kørt af ildsjæle, der kendte deres fag og sortiment, forsvandt.

Tilbage har vi supermarkeder og indkøbscentre. AND THEY SUCK!