Huset på den anden side af tiden

Det er sent på eftermiddagen, da de ankommer til muren. Portstykket består af to kæmpe gitterlåger, og en solid kæde med en hængelås sørger for, at de ikke kan åbnes.

Ikke at ejeren af ejendommen og dennes familie ikke har været gæstfrie. De har måske været, hvad man kunne kalde selektivt gæstfrie. Ikke alle var altid velkommen. Chateau L’Arbretemps havde tilhørt familien Basignard siden slutningen af 1400-tallet, men der var ingen arvinger længere, og da Auguste Basignard døde, ønskede hans enke Theodora efter en mørk vinters betænkningstid ikke at blive på stedet og forlod det. Dørene blev lukket lørdag d. 1. september 1923. Huset og grunden blev udbudt til salg efter endnu et år af tøven og for-en-sikkerheds-skyld, men så gik enken to år senere selv hen og døde, og det hele gik på en eller anden måde i stå. Ingen var interesseret i stedet, for det var et skrummeĺ af et chateau, og starten af det 20. århundrede var ikke just opgangstider selv for de eventuelt interesserede og købedygtige. En verdenskrig havde tæret på overskudet, og efter endnu et par årtier havde endnu en verdenskrig gjort sit indhug.

Der var måske også noget med beliggenheden. Ejendommen lå langt væk fra alfarvej, så den manglede den udstillende, prangende effekt. Den ragede ikke op i landskabet, og kun de lokale var opmærksomme på dens eksistens. Den var fraværende på turistbrochurerne i det i forvejen tyndt befolkede område. Ydermere lå den midt i en større skov. Juridisk set var den havnet i et slags ingenmandsland, hvor ingen gjorde krav på den, hvorfor der heller ikke blev gjort noget ved stedet. Den gik i forfald og fik lov til at ligge uberørt i 100 år. Skulle nogen have haft mod på at overtage stedet, skulle de først rode sig gennem en gang overgroet jura og finde en egentlig sælger, og dernæst måtte de hellere ankomme med en meget stor pengepung og en hel skibsladning gå-på-mod, for efter hundrede års ensomhed var stedet, hvad man ville kalde for et håndværkertilbud. Læg dertil en særlig interesse for stedet, da det som sagt manglede prestige-momentet. Efter blot 50 års hengemthed og ikke-vedligeholde ville det kræve en nærmest galning at bruge en formue på et sådan sted. Og bevares, den slags findes, men de kom ikke lige forbi hen ad vejen.

De tre unge mennesker, der står foran porten fredag d. 1. september 2023, to mænd og en kvinde, har gjort det til et con amore-projekt at opsøge den slags steder. Måske interessen kommer fra, at de tilhører generation Tomb Raider, computerspillenes udgave af Indiana Jones tilsat lidt Harry Potter. Forladte steder som dette har den rette adventure-feel. Det er det ukendte, det uforudsigelige, det dystre men dragende fra fortiden. Jo mere tilgroet, jo bedre. Måske er det også følelsen af at gøre noget forbudt, for det er lukket område, det tilhører nogen, og de har ikke spurgt om lov. Er det ikke ungdommens privilegium at få tilgivelse for at gøre det forbudte? Så de gør det alligevel, og hvad er det værste, der kan ske? At nogen dukker op og høfligt men bestemt fortæller dem, hvad de godt ved i forvejen: at de ikke har noget at gøre her, og at de hellere må tage at forsvinde. De forestiller sig ikke, at de kan komme i problemer som sådan, for de ligner jo ikke nogen, der har tænkt sig at slæbe afsted med kandelabre og gulvvaser. De forestiller sig i øvrigt ikke, at der er noget af værdi tilbage, for der har nok været andre før dem med de hensigter.

I øvrigt er det jo ikke rigtigt, at de ikke har noget at gøre her, for det har de jo. De er på opdagelse, og er det måske ikke noget-at-gøre-her? Det værste er selvfølgelig ikke at blive opdaget men at komme til skade. De er fuldtud klar over, at de begiver sig ind i et stykke faldefærdighed. Men det hører med til eventyrligheden, og de tager ingen chancer. Det er med største forsigtighed, de færdes på eventuelt rådne gulvbrædder langs sammenstyrtede vinduespartier og nedfaldne loftbjælker. Det gælder om at læse graden af forfald, og gamle fornemme huse er fra en tid, hvor der blev brugt kvalitets-byggematerialer beregnet på at holde i generationer, og selv i forfald gælder disse kvaliteter stadigvæk. De ønsker ikke at smadre sig igennem døre og vinduer og søger altid en mulighed for at undgå det. Det er yderst sjældent, at der ikke findes et sådant svagt punkt, og naturen har nogle gange gjort arbejdet for dem.

Porten befinder sig allerede flere kilometer inde i skovområdet. Det er tydeligt, at der ikke ofte kommer mennesker her, for vejen bærer ikke spor af jævnlig brug.

‘Så, vi har ikke tænkt os at begynde at kravle over. Men det skulle være mærkeligt, om der ikke er et andet sted, vi kan komme igennem.’
Philippe peger mod noget, der ligner en dyresti, og som går ind i skoven til venstre fra porten.

De følger stien, der følger muren, der følger landskabet, og på et tidspunkt gør den som forventet en drejning. Muren er forbløffende intakt, og hvad skulle også kunne ødelægge den? Det skulle da lige være et stort træ med en knækket gren. Vi ved, at lynnedslag kan flække hele træstammer på selv de største træer midt igennem på langs. Eller hugge store grene af. Da de kommer nærmere ligner det mere en gang råd, men grenen har kløvet sig et stykke ned gennem muren og tilbyder yderligere en slags stige eller gangbro fra siden af træet og op til toppen af muren.

Det er nemmere at komme ned end op. På den anden side er der tæt skov. De søger tilbage i den retning, de kommer fra for at ramme forlængelsen af vejen indenfor muren. Herefter er der yderligere en halv kilometer frem til bygningerne. De oprindelige voldgrave fra 1500-tallet findes stadigvæk, men der er en intakt stenbro henover. I hver ende af broen er der store jerngitre, og der har helt sikkert været porte engang, for fjenden skulle jo ikke bare kunne spæne henover broen. To vandløb fra de omkringliggende højdedrag løber sammen her og fodrer stadig anlægget med vand, og overfloden løber over i det ene hjørne af anlægget og videre ned i dalen. Stedet er valgt med omhu engang, for selvom det ikke ligger som forlængelse af naturlige klippebefæstninger, så har vandet og muligheden for voldgrave været lige så godt. Fortidens bygmestre forstod at læse landskabets muligheder og forstærke dem, og bygningsanlægget ligger på en slags ø mellem de to vandløb. Disse er blevet fordybet ved at grave ud og fjerne sten, og chateau-grunden er forhøjet ved at lægge de samme sten og bygge ovenpå.

Stedet er fugtigt på grund af vandet og den tætsluttende skov, så meget af murværkerne er overgroet med et lag af mos og alger. Buske og mindre træer har sået sig selv og banet vejen mellem murene også hvor det ikke var meningen, at der skulle være gevækster. Visse steder kan man ikke se murene for et tykt lag vedbend.

Solen er på vej ned.
‘Hvad siger I, drenge? Det ser jo lovende ud, det her. Men I har vel ikke tænkt jer at begynde at rave rundt i mørket her? Skal vi ikke campere, mens vi stadig kan se?’
Madelaine har stillet sin rygsæk fra sig. De har båret deres baggage i flere timer uden afbrydelse nu.

‘Du har som altid ret, storesøster. Og jeg trænger til noget at spise og drikke.’
Antoine smider også sin sæk på jorden og sætter sig på hug. De har gået sammenlagt i to og en halv time, siden de parkerede deres bil i landsbyen nede i dalen.

‘I har allerede truffet beslutningen. Og nej, selvfølgelig skal vi ikke rave trætte og sultne rundt i en slotsruin i mørke. Hvis jeg må foreslå noget, så kan vi slå os ned herovre på gårdspladsen. Der er fladt og tørt, og vi skal bare nedlægge et par buske, så er der plads til teltet. Jeg tror ikke, vi behøver at gemme os yderligere her, for det virker totalt forladt og ubefærdet.’

Man har vel en sammenklappelig håndsav med som standardudstyr. Et par buske må lade livet, hvilket næppe falder ind under kategorien hærværk. Efter en halv time er camperingen klar, og der er tændt op for en gang færdiglavet ragout i en gryde over en gasbrænder. Selv åben ild her ville være ufarligt, for den relative fugtighed ville ikke tillade brand i at brede sig. Ting brænder ikke her, de snarere mugner eller rådner.

‘Min kompliment til kokken’
Philippe har overladt den del af logistikken til de to søskende.

‘Så hvad regner I med, at vi kommer til at finde derinde?’

Antoine byder ind som den første.
‘Altså vi kender nogenlunde historien om familien Basignard, der siges at være uddøde. Vi ved også, at stedet har stået tomt i hundrede år af samme grund. Det i sig selv er jo helt vildt. Faktisk tror jeg temmelig præcist hundrede år, så måske vi fejrer en slags nedluknings-jubilæum. Jeg forventer et slags forfaldent og halvrådden snapshot af et tidsbillede for hundrede år siden med spor flere hundrede år baglæns.’

‘OK, jeg er som wannabe arkitekt interesseret i, hvad de har gjort ved et borgkompleks fra 1500-tallet op gennem tiderne. Og salut i øvrigt, det var betænksomt , Philippe, at medbringe et par flasker af din fars vinproduktion. Der er tydeligvis en grund til, at de sælger for 35 € flasken, når man køber dem udenlands – har jeg hørt’
Madelaine løfter sin i forhold til indholdet ganske upassende emaljerede blikkop. Campisterne og hikere går ikke rundt med krystalglas i tasken.

Salut – Salut’.

Philippe sætter sin kop fra sig.
‘Ja, min far er blevet ret god til at lave vin, og hans firma er begyndt at blive lidt kendt. Han fik jo den her guldmedalje sidste år, og det er faktisk den, vi sidder og drikker nu – uden etiket. Men angående chateauet, så tror jeg, vi skal være forsigtige. Stedet har stået tomt længe. Det er mere forladt, end vi har prøvet før. Altså bortset fra de steder, vi har været, der er ren ruin, og hvor der ikke er mere, der kan falde sammen. Men det her ligner jo ikke en ruin som sådan, det er bare sådan, hvad hvad skal man sige, sunket ind i sig selv. Det kunne måske være lidt lumsk. Jeg er ret klar til at lade mig overraske, altså jeg er superspændt på i morgen, og jeg tror, vi måske vil finde forbløffende ting.’

‘Det forudsætter, at vi overhovedet kan komme ind, for det er der jo ingen, der har lovet os, vel?’ siger Antoine. ‘
Men hey, så holder vi en fest og kigger på stjerner i aften, og i morgen er stedet alligevel et besøg værd.’

Det er skyfrit. De første stjerner kan ses gennem det hul i trækronerne, som bygningerne danner. Lyset fra en batterilampe oplyser gårdspladsen. Udover hovedbygningen, der er den ældste, er der også to mindre sidebygninger. Madelaine bemærker, at de nok er kommet til senere og er derfor lidt anderledes rent stilistisk. Murværket på hovedbygningen viser tegn på reparationer. Måske er det tilmurede ar fra angreb i en tid, hvor der var brug for voldgrave, mure og tunge portværker.

*

Klokken er tre om natten og Antoine vågner. Var det en lyd, han vågnede ved, eller var det bare en trang til at stå op og tømme blæren efter alt det vin og vand? Det er ikke altid en god ide at gå i seng med en blære, der langsomt bliver fyldt op. Han er forsigtig med ikke at vække de to andre, og de lader til ikke at have hørt noget.

Udenfor er der stjernehimmel og månelys. Der er noget surrealistisk over lyset, skyggerne fra træerne og silhouetten af de tilgroede mure fra chateauet. Han tænker et øjeblik på at hente et kamera og tage et billede, men man skal være en bedre fortograf end ham, for at det ikke skal blive en gang skummelt nonsens. Han ved godt, at der kan leges med blænde, iso og lukketid og den slags teknikaliteter, men det er ikke så ligetil på en smartphone. Han vil heller ikke risikere at vække de andre, så han dropper ideen. Teltet ligger i den østre ende af gårdspladsen tæt på den ene sidebygning. Han går hen i retning af muren for måske at finde et egnet sted. Hvorfor er det, at mandfolk altid skal have en mur at vande op ad? Det er lidt ligesom hunde. De kan ikke bare besørge på jorden eller i græsset, der skal åbenbart være en pæl, et træ eller en mur. Det må være noget territorialt i instinkthjernen. Det fjerner selvfølgelig også den plaskende lyd af en mindre vandpyt, der hurtigt kan danne sig, og der er en vis diskretion forbundet med at gøre det med ryggen til resten af verden.

Han hænger ud en stund bagefter med det fortryllede landskab. Der er ganske stille. En sagte rislen høres fra vandløbet. Et par fuglestemmer i det fjerne, var der ikke en ugle dér? Hvorfor tuder de om natten, skulle de ikke fange mus? Måske er det en slags ugle-gps, noget med: jeg er her skat, jeg kommer snart med en mus. Det er rigtig, som Philippe så poetisk sagde, at stedet er sunket ind i sig selv. Det har taget en stor dyne på og er faldet i søvn. Det har gemt sig bag sin tornerosehæk og har sovet i 100 år, er det ikke det, der står i eventyret? Det er lige før, han er trådt ind i eventyret som prinsen, der kommer for at befri den sovende skønhed fra tornehækken.

Det er her, han fornemmer, at der er nogen, der betragter ham. Instinktivt – for dette fænomen med at fornemme at blive betragtet er et af de instinkter, vi stadig har som mennesker – drejer han synsfeltet i et panorama. Står der en skikkelse dér ved hjørnet af sidebygningen? Konturerne smelter sammen i det underlige mørke af hel- og halvskygger iblandet månelys. Det kunne sagtens være et optisk bedrag, men det er, som om konturen af skikkelsen fornemmer, at der bliver betragtet igen, og pludseligt sætter den i bevægelse og forsvinder bag hjørnet af bygningen. Uden en lyd.

Skal han følge efter? Var det et dyr? Han bliver enig med sig selv om, at det var et dyr, for de har den særlige evne at forsvinde lynhurtigt og uden en lyd. Det giver fuld mening, at der er hjortedyr her, for det må være en beskyttet enklave for dem. Der er rigeligt med føde og vand, og hvis der ikke kommer mennesker her jævnligt, så er de helt uforstyrrede.

Da han rationelt har forsikret sig selv om, at han har oplevet et naturfænomen ved nattetide, begiver han sig tilbage til teltet og lægger sig til at sove.

*

Ved otte-tiden om morgenen er der liv i teltet. Philippe er den første, der er oppe, og de to søskende vågner langsomt til lyden af gasbrænder og vand, der bobler udenfor. Der er kaffe i luften. Efter de indledende morgenøvelser samles de omkring brænderen til en gang instant coffee med eller uden mælk og sukker tilføjet overskåret baguette fra landsbybageren og kogt skinke fra charcutteriet længere henne i gaden. Folk her på egnen er ikke til store, dumme supermarkeder og har haft succes med at bakke op om deres lokale småhandlende.

‘Var du ikke oppe i nat, brormand? Jeg syntes, jeg fornemmede det i halvsøvne.’

‘Jojo, min blære var ved at eksplodere, så jeg måtte gøre noget ved det. Jeg prøvede ellers at være diskret.’

‘Ikke noget problem. Jeg havde selv lyst til det samme, men jeg gad ikke at få svedet ballerne i en stak brændenælder. Har I set, hvor mange der er her omkring? Vi piger kan jo ikke bare stå og strinte ud i den blå luft.’

‘Jeg var nu ret glad for, at jeg gjorde det. Der var helt vildt fuldmåne og stjerner. Og så tror jeg, at jeg kom til at forskrække et dyr, der stak af.’

‘Hmm, det plejer ellers at være et par timer senere i de tidlige morgentimer, at de er aktive’, siger Philippe.

‘Jeg var faktisk halvvågen også, og jeg syntes jeg kunne høre noget, der gik rundt om teltet. Jeg var lige ved at stå op, men du kom mig i forkøbet, så jeg gav efter for min dovenskab. Og jeg mener, hvis det var en sasquatch eller en bigfoot, så ville jeg godt overlade den til dig, Antoine.‘

‘Jamen tak for tilliden. Og hvad nu hvis det var Jack the Ripper, ville det så have hjulpet dig at sove videre – jeg spørger bare?’

De skifter emne, og diskuterer, om de skal pakke sammen først eller vente. De bliver enige om, at stedet er så forladt, at ingen vil opdage det. De vil også kunne holde øje med teltet fra vinduerne i chateauet, eller i hvert fald de af dem, der ikke er skoddet til eller overgroet. Måske de oven i købet kan tage en overnatning til. Det vil være en klar fordel at være så lettede som muligt for baggage.

*

Derefter kommer det næste problem. Eller vi bør snarere sige eventyrlige udfordring: Får de lov til et kig indenfor? Udstyret med en sammenklappelig håndsav, en machete og en vandflaske i bæltet, swiss army foldeknive, et reb og et par kroge, en nødhjælpspakke, en mobiltelefon og en portion godt humør begynder de af afsøge mulighederne rundt om bygningskomplekset. De vælger retningen højre om mod uret. Sine steder er der så tæt buskads, at de enten må tage en omvej nedenom vandgraven. Andre steder er et par machetehug tilstrækkeligt. Det er trods alt ikke tropisk jungle men tempereret skov. Bregnerne her er mandshøje. Det værste er brombærkrattene, de skal undgås for enhver pris.

Undervejs rundt om bygningerne støder de på et par sidedøre. De er alle låst og muligvis også yderligere skoddet til indefra. Man kan gætte på, hvilken dør, der er den sidste, der blev lukket dengang. Måske hovedporten, og den er nærmest overbelåst med flere dørlåse plus en ekstra hængelåse. Alle vinduer i stueetagen er skoddet til indefra. Og der er fire meter op til den næste etage. Dybden af hovedbygningen antyder, at der er en indre gård. Det bekræftes også af tilgængelige sattelitfotos. Disse viser også, at den er overgroet med træer og buske. De har prøvet at gætte på, hvor der kunne være en mulig indgang ud fra disse fotos, men de viser bare en massiv blok bortset fra en terrasse med en stor trappe på nordsiden af bygningen.

På den anden side af hovedbygningen er de nødt til at forcere endnu et murværk, der rammer et haveanlæg ind. Det viser sig dog ikke at være en problem, da en jernport giver efter. Ejerne har åbenbart ikke villet ofre en hængelås på det, måske vel vidende, at muren ikke var højere, end den kunne kravles over. Måske har den ikke været for at udelukke mennesker men dyr.

Indenfor er der en park. Eller rettere de overgroede rester af noget, der en gang har været en park eller et haveanlæg. Det har ikke været muligt at finde fotos, da ejerne åbenbart har været meget diskrete med det. Hvis sådanne fotos findes, er de måske gemt et sted i huset. Altså hvis der overhovedet er inventar tilbage, for det kunne også tænkes, at alt var fjernet inden nedlukningen. I midten af facaden er der ganske rigtigt en bred altan eller terasse i første sals højde med en stor sten trappe hele vejen ned. Alle døre er lukkede og vinduerne er tilskoddede.

Madelaine har et skarpt blik på bygningsdetaljer og får øje på noget ved muren.
‘De har jo skorstene i sådan et hus, og hvordan tror I, at skorstensfejeren får adgang?’

Det har de ikke lige et bud på.

‘Så se dérhenne, der er nogle jerntrin halvvejs oppe, så mon ikke også de findes inde i vinrankerne forneden?’
Selv slotsbygninger er udstyret med tagrender, og den slags skal renses en gang imellem.

‘Ahr, OK, det står ikke på min todo-liste at kravle henover et tag. Hvordan skal vi i øvrigt komme ned på den anden side? Og hvem siger, at det hele ikke bare er forsvarligt låst af ligesom herude?’

‘Så, nu bare ikke dødbider, Philippe. Det står heller ikke på min liste, men kan vi ikke sige, at det hører til plan B?’

‘Gerne plan Z, hvis du spørger mig.’

Philippe er den forsigtige af de tre. Men det må være noget, der er kommet på hans ældre dage – altså et stykke op i 20’erne – for han og Antoine plejede som drenge at kravle rundt på byggegrunde, hvor de snildt kunne har slået sig ihjel. Men drenge tænker ikke på, at de kan dø. Madelaine har dyrket klatring, og selvom det kun var i træningshaller med klatremure og med fuld sikkerhed med reb og madrasser, så er hun ikke så bange for højder.

De fortsætter videre rundt til muren på den anden side af haveanlægget. Her ligger der en bygning, der kunne være en slags redskabshus. Noget besynderlig har fundet sted her. Der vokser simpelthen et træ op gennem et hul i taget. Har der først været et hul, hvor en fugl har skidt ned og plantet et egetræ, eller har den fundet et hul under taget og så skidt på gulvet. Når først et sådant træ vokser, skal der meget til for at stoppe det, og tagsten er jo ikke muret fast, de ligger bare og griber om lægterne og hinanden og holdes på plads af deres egen tyngde. Når der først er hul i taget, løber der vand ind, vandet mørner lægter og spær omkring hullet, og mere af taget falder sammen.

‘Hvis vi ikke kan komme ind i hovedbygningen, så kan vi vel udforske havemandens skur. Jeg påtager mig gerne at kravle ind deroppe, hvis jeg bare kan komme op på taget’ foreslår Antoine. Betegnelsen skur gør bestemt ikke huset retfærdighed, for det har en anselig størrelse.

Forsigtige Philippe tøver lidt og siger
‘Jeg synes lige, vi skal gøre rundturen færdig og så måske vende tilbage. Jeg gad godt at finde en kælderdør et eller andet sted, og der er helt sikkert en kælder. De har haft kældre til køling af madvarer og vin.’

Madelaine har en hurtig respons til den bemærkning ‘
‘Ja, men husk at det oprindelig er et befæstet hus, altså en borg, og en ydre kælderdør ville være et svagt punkt i forsvaret. Sådan en findes i den indre gårdsplads. Plan Z er rykket op som plan B igen.’

No comments og hurtigt videre. Philippe bryder sig ikke om at blive korrekset af tøser, selvom han godt ved, at hun har ret. Han er bare ikke så meget for højder. Omsider er de rundt om bygningen, og undervejs har de fundet endnu en låst sidedør. Med døre menes oversolide egetræsdøre med et mønster af jernspir, der siger, at indersiden er yderligere forstærket af et jerngitter. Skulle nogen for 500 år siden have forsøgt sig ad den vej, ville de for længst have fået alt muligt ondskab i hovedet ovenfra. I øvrigt skulle de først have overlevet en tur over voldgraven. Man må gøre sig klart, hvor modbydelig en armbrøstpil er. Den store model havde kraft nok til at sende en pil tværs gennem en rustning.

Og egetræ forgår ikke uden videre. Det bliver nærmest hårdere og hårdere med årene. Der findes flere tusind år gamle egebjælker, der er blevet til sten, og allerede træet i sig selv indeholder et element af sten via dets høje indhold af kisel.

De bliver nødt til at tage en pause over en kop kaffe ved teltet. Det er et godt stykke op af formiddagen, og en gang kiks med ost er på sin plads.

Philippe tager ordet:
‘Hvad skal vi kalde det her, en recognoncering? Jeg ved ikke, om vi skal opgive at komme ind. Jeg glemte i øvrigt at foreslå, at vi ledte efter den hemmelige indgang.’

‘Hvad mener du med den hemmelige indgang?’ spørger Antoine.

‘Fordi de gamle borganlæg mange gange havde en hemmelig underjordisk tunnel, hvor man kunne undslippe. Og sådan et sted ville give mening her, da udgangen ville være skjult i skoven. Men det ville ikke rigtigt give mening at lede efter den, for det kan være mange steder, og den er sikkert fuldstænding overgroet i dag. Eller helt lukket af – så glem det. Men hvad siger du selv?’

‘ Nej, det var ikke den helt store succes, men jeg synes, der er et par muligheder.’
Antoine har den samme friske optimisme som sin søster.
‘Jeg mener, at den med skorstensfejeren har et potentiale. Prøv lige at se her.’

Han har gemt screenshots fra satellitbillederne. De er selvfølgelig totalt udtværede, da BigTech-selskaberne ikke frigiver billeder med samme detalje-skarphed, som militær og efterretningsvæsen benytter sig af. Det siges, at de kan læse, hvad der står i en opslået bog, og hvad du får til middag på din altan.

‘Det er utydeligt, men jeg synes, det virker, som om der går en slags svalegang langs taget eller måske snarere udfor øverste etage. Det er svært at se, hvor højt den befinder sig, men det er mest sandsynligt, at det er højest oppe. Jeg synes også, at det virker, som om der er en forlængelse af jerntrappen, som vi så ved muren, og som går henover tagryggen og ned på den anden side. Der er helt sikkert også en metalkant – jeg ved ikke, hvad sådan en hedder – og når de har renset tagrender, har de har sikkert gået på den med et reb henover tagryggen, hvor de har fået den mest overvægtige af tjenerskabet til at holde i den anden ende.’

Madelaine tilføjer:
‘Ja, det er faktisk sådan, det er. Altså jeg mener, der er eksempler på det, og det giver fuld mening. Tagrenderne er dog af nyere dato, for fra starten havde man bare et udhæng, hvor vandet løb væk fra muren og direkte ned i jorden. Det er det farlige punkt, for der skal være en måde at komme rundt om udhænget på. Der er enten et indhak i taget, eller også er man nødt til at hænge baglæns. Måske en kombination. I det hele taget kunne den ydre stige på muren være en nyere konstruktion, for i et gammelt forsvarsværk ville det også være et svagt punkt. Altså med mindre, det var en slags fælde i stil med: Lad dem bare kravle op ad stigen, og så skyder vi dem i røven fra siden af. I har sikkert set de små halvtårne, der stikker ud under taget. De har tre skydeskår, der kunne bruges til den slags.’

Philippe glemmer helt at være forsigtig.
‘Og hvis der er en svalegang indenfor, så er chancen for utætte døre og vinduer fordoblet. Men jeg vil gætte på, at jerntrinene på muren på den anden side starter et stykke oppe. Det er bare sådan et gæt. Det skulle ikke være alt for nemt.’

*

Således forfriskede og med en nyetableret plan B, der måske i et ubevogtet øjeblik er rykket op til en plan A, begiver de sig tilbage i urets retning til venstre omkring bygningerne. Da de når rundt i parkanlægget til foden af jernstigen, er de nødt til at kæmpe med tjørnekrattet. De bruger både sav og machete og reb med krog for at komme ind til muren, hvor det viser sig, at Philippes fornemmelser er rigtige. Der er ingen trin, der kan nås fra jorden.

‘Det er så her, hvor jeg vil gentage mit generøse tilbud om at kravle ind i havemandens hus, for jeg vil æde min nye kasket på, at han har den stige, vi har brug for.’
Antoine løfter sin kasket i en teatralsk gestus.

Ved huset langs muren er de nødt til at hjælpe ham op på taget. Det foregår med et par nedfaldne grene, der stilles op langs muren og en ekstra lang gren, der går op på taget. Her var de nødt til at fælde og afgrene et ungt træ med en lang slank stamme. Da han efter et stykke linedans med støtteben er oppe på taget, er de andre i stand til at skubbe ham længere op, til han får fat i træets grene. Her kan de høre hans forskellige lyde, mens han kravler ned ad træet.

‘Kan du se noget, derinde?’

Efter flere sjove lyde og skramlen bag de tilskoddede vinduer går døren op i siden af huset.
‘Det er fuldstændigt åndsvagt det her. Døren har stået åben hele tiden, vi har bare regnet med, at den var lukket ligesom alle de andre.’
Antoine kommer ud med et grin og slæbende på en lang stige.

‘Hvor var det nu, vi kom fra? Nåjo, vi skal op ad væggen derovre.’
Han er helt tydeligt godt tilfreds med, at hans vilde gæt med havemandens stige var et pletskud.

De placerer stigen op ad muren. Madelaine melder sig som den første. Hun er også den letteste, og stigen ser sine steder lidt tyndslidt ud.
‘Jeg har fat i et trin heroppe. Pas på med trin nummer seks, det virker lidt mørt. Brug siderne til at holde fast.’

De to andre når op over bevoksningen af vildvin ved at følge rådet.

‘Vent lidt og bliv hængende dernede. Jeg er nødt til at sikre mig, at vi kan komme rundt om tagkanten uden problemer. Jeg tager et trin ad gangen og smækker en krog i.’

De andre ser hende kravle rundt om kanten og forsvinde af syne. Efter et par minutter hører de hende råbe:
‘Der er en gangbro heromme, ligesom Antoine foreslog. Rebet er gjort fast til stigen. I ved, hvordan I gør med jeres bælter og strammer til hele vejen op. Én ad gangen.’

Bygningen har tre etager plus taghøjde. Det vil sige, der er omkring 15 meter til bunden af taget. Et fald fra den højde vil være fatalt. Det lykkedes alle at nå rundt om tagkanten, op til toppen og ned på den anden side. De befinder sig nu på en gangbro eller altan, der kører hele vejen rundt om den indre gård med et gelænder i kanten. Broen understøttes af bjælker, der går gennem huller i murværket. De tager et skridt ad gang for at sikre sig. Det virker solidt indtil videre.

For enden af hver side af broen er der en dør ind til den øverste etage. De to første døre er lukkede. Den tredje dør er tilsyneladende lukket, men ved et lidt kraftigere ryk går den op. Træværket omkring låsen er simpelthen rådnet, og det skyldes, at der er knækket et par tagsten ovenover. Taget er i sin helhed forbløffende intakt, hvilket betyder, at interiøret sikkert er intakt udover almindelig fugt. Når først taget er gennemhullet, går det stærkt, og regn og vand kan ødelægge det hele i løbet af et par årtier.

‘Hallo, vi er inde, vi gjorde det, nu bliver det interessant!

*

Blandt det mere interessante er, at huset er fuldt møbleret. Alle rum synes at stå som den dag, de blev forladt. Bortset fra et gedigent lag støv og spindelvæv. Et par rum på den øverste etage mangler glasset i en eller flere af de underdelte rammer, og fugle sandsynligvis duer har skidt over det hele. Hvorfor kan de åndsvage kræ ikke sørge for at skide udenfor, når de nu har slået sig ned indenfor?

Overetagen synes at være reserveret til tjenestefolk eller lagerplads. Et rum indeholder redskaber for en syerske, et andet har spor af en saddelmager. Det er på denne etage, at der er nicher eller sidegange, der går ud til de små udhæng, der er en del af de oprindelige forsvarsværker. Denne etage har sandsynligvis ikke været beboet fra starten af. Der er også et køkken. I et hjørne af etagen går en trappe ned til næste etage. Her er der en række værelser, der mere virker som lejligheder eller gæsteværelser. Måske ejerne ikke var så ugæstfri, når det kom til stykket. En stribe rum har interne dobbeltdøre, så det danner en herskabelig lejlighed med store rum en suite. Måske nogle ældre familiemedlemmer har haft deres aftægtsbolig her.

På etagen nedenunder findes de større rum. Et af dem har dimensioner af en riddersal. Et andet ligner et teater. Der er saloner med sofaer og borde og dybe stole, hvor man har kunnet sidde foran en af de kæmpestore kaminstykker, der findes fordelt i bygningen. På den anden side af gårdspladsen findes soveværelserne og de private gemakker. Senge fra den tid har formidable dimensioner med himmel og forhæng. Det har været vigtigt at kunne sove uforstyrret uden at blive bidt af insekter i et område, hvor der er meget vand. Myg reproducerer sig selv i vandpytter og søer. Beboerne har kunnet sove for åbne vinduer på en varm sommerdag. Hvorfor gør vi ikke det længere? En himmelseng er en genial opfindelse, en hybrid mellem en seng og et telt.

Madelaine er den eneste, der dyrker fotografiet i nævneværdig grad og slæber rundt på et DSLR-kamera.
‘Jeg bliver lige hængende her lidt. Gå bare videre, så følger jeg efter. Jeg har lyst til at fotografere nogle detaljer. Vi har jo telefoner, hvis vi kommer væk fra hinanden.’

De to mænd går videre hen til trappen, der fører ned til stueetagen. Hernede bliver der brug for lygter, for vinduerne er tilskoddede. De regner også med, at der er trapper yderligere til en kælderetage.

Hun giver sig god tid til at fordybe sig i interiøret. Nedenunder ville det være svært på grund af lyset. Heroppe er der lys gennem de store vinduer og store malerier på væggene. Det er som at blive lukket ind i et forbudt museum udenfor åbningstid. Der er piedestaler, skabe og porcelænsting. Der er statuer og buster og et våbenskjold på væggen, og en rustning står og samler støv i et hjørne. Det kunne sagtens være et levn fra slægten i husets fjerne fortid, selvom rustninger mest hører hjemme i en tidligere del af middelalderen. Hun håber på, at der også er et bibliotek, for her kunne det blive interessant.

I østsiden af hovedbygningen finder hun, hvad hun håber på: et rum med boghylder. Ved rummets eneste vindue er der et stort bord. Dette er biblioteket. Et par olielamper står på bordet, så der har været mulighed for at studere efter mørkets frembrud. Elektricitet var endnu ikke almindeligt i starten af forrige århundrede, og det var i så fald kun inde i byerne. Gaderne i byerne var stadig oplyst med gaslygter. På en af hylderne finder hun fotoalbums, og hun støver en stol af og sætter sig.

Fotografiets kunst var fuldt udviklet i starten af det 20. århundrede. Stedet kommer pludseligt til live igen. Der er gulnede fotos af mænd med mustacher og fornemme jakkesæt. Der er billeder af jagtselskaber. En bil står på gårdspladsen. Der er kvinder i lange, tykke kjoler med hatte. Alle bar hat dengang, selv børnene. Man tog ikke bare snapshots, man stillede sig an. Billeder skulle være repræsentative ligesom malerier. De var iscenesatte, der var medbragte attributter, der fortalte, hvem man var. Selv hesten fik besked på at stå helt stille, for hvert billede krævede flere sekunders eksponeringstid.

Hun ser et øjeblik op og bemærker, at lyset har skiftet. Er der et vejrskifte på vej, det var der vist noget om. Den øverste del af vinduet er dækket af vedbend på facaden, så hun kan ikke se himlen fra sit bord. Dernæst bemærker hun, at døren, hun kom ind af, er lukket. Hun husker ikke, at hun lukkede den, men det må hun have gjort. Hun rejser sig og går over for at lægge fotoalbummet tilbage på bogreolen. Hun husker den som støvet, men der er ikke noget støv. Da hun vender sig om ser hun, at de to olielamper på bordet er tændt. Der er noget, der føles forandret – indvendigt. I stedet for at blive forskrækket, træder hun undersøgende nærmere. Har hun ikke i virkeligheden selv tændt dem? Kan det være muligt. Der er to døre ind til biblioteket, og den anden var lukket. Det var den så ikke, for nu står den åben. I lyset fra gangen bag ved døren står der en skikkelse. Det er et barn.

En klar stemme siger:
‘Jeg skulle sige, at middagen er serveret om en trefjerdedel time. Hvis du vil gøre dig klar, er der god tid til det.’

Skikkelsen går frem i rummet, og hun kan se, at det er en dreng. Han er måske ti år gammel. Han har en lang skjorte, der mere ligner en kjole, og han har bukser til lige under knæene. Hun skal lige til at sige noget men tøver. Er hun trængt ind i et hus, hvor der bor mennesker? Hvorfor taler drengen til hende med den største selvfølgelighed? Hun er lidt døsig og uklar. Inden hun får sagt noget, kommer drengen hende i forkøbet.

‘De har sat dine rejseting op på værelset. Kom så skal jeg vise dig, hvor du skal bo denne gang. For du har jo været her før, det husker jeg da.’

Drengen vender sig om og går hen mod døren. Hun følger efter. De går hen ad den lange gang, der vender ud mod gården. Det er ikke den vej, hun er kommet ind, og hun bemærker, at der ikke er noget bladhæng, der dækker for lyset i vinduerne. Gangen strækker sig hele vejen fra biblioteket mod øst til trappen mod vest. En dør står åben ind til salen. Hun husker noget om, at der var et langt bord, men hun ser nu i et glimt, at der er dækket op til et helt selskab. Der er tændt lys langs væggene og på bordet står der lysestager med tændte lys.

Drengen er snakkesalig og fortæller om, at han nu er begyndt at ride for alvor. Han har sin egen hest, og den skal hun se i morgen. Alle gæsterne er ankommet, fortæller han, og de er også ved at gøre sig klar. Far holder meget sjældent selskaber, så ikke alle gæsterne kender hinanden. Han har også fået en ny lillesøster, og hun skal hedde Charlotte. Han har lært om fremmede lande og er ved at lære tysk, og hans far siger, at han om et par år skal med ud at rejse. Han snakker løs om alt muligt i den rækkefølge, han kommer på det.

Ovenpå hører hun lyden af stemmer. Der er en kvinde, der speedsnakker i et værelse og en anden, der ler. De går i en anden retning, hen ad en gang og over i sidefløjen, hvor hun ikke husker at have været. Hendes hukommelse opfører sig mærkeligt. Det hele virker bekendt og alligevel fremmed. Drengen har hun måske mødt før, men på den anden side, det kan jo ikke være rigtigt. Hun tør ikke spørge om, hvad han hedder. Han er bestemt ikke i tvivl om, at han kender hende. Det slår hende, at hun heller ikke tør spørge om, hvad hun selv hedder.

‘Her skal du bo. Det er det bedste værelse af dem alle.’

Da hun omsider åbner munden, synes hun, at hendes stemme lyder mærkeligt.
‘Hvorfor synes du, at det er det bedste værelse?’

‘Det er fordi, det er det største, og fordi det er helt blåt, og fordi jeg elsker det store tæppe, og far siger, det kommer fra Persien, og nogle gange smutter jeg herind og går rundt på det, for se, der er påfugle og blomster, og så sagde jeg, at det værelse skal kusine Clotilde have.’

‘Hvor er det sødt af dig sådan at tænke på mig. Ved du, om der skal ske noget særligt i aften? Altså du må selvfølgelig ikke røbe hemmeligheder.’

‘Det er ikke noget problem, for jeg ved ikke andet, end at far skal byde velkommen og præsentere alle gæsterne, og at han også har besøg af vigtige forretningsfolk, der har været her hele dagen. Jeg ved ikke så meget om det.’

Det tåger stadig lidt for hende.

‘Jeg kommer og slår med en klokke, når gæsterne skal komme ned.’
Drengen forsvinder ud af døren. Han tager sit hverv meget alvorligt.

Hun ser sig om i værelset og får øje på en stor lædertaske. Hun er straks klar over at det er hendes uden egentlig at vide hvorfor. Men drengen har jo sagt, at hendes ting er her. Hun tager kufferten og lægger den på den store seng, der står ud fra væggen. Da hun åbner den, ser hun en vinrød kjole i velour. Hun er ikke i tvivl om, at det er det, der menes med at gøre sig klar.

I hjørnet af værelset står et stort spejl. Hun har næsten vænnet sig til tilstanden og begynder at mærke et slags flow eller accept. Hun drømmer ikke, det er hun sikker på. Hun hallucinerer ikke, selvom hun er omtåget. Men da hun træder hen foran spejlet får hun et chock. Hun havde forventet en mørkhåret kvinde iført sweatshirt og lærredsbukser samt et sæt løbesko. I stedet ser hun en rødhåret kvinde med en mørkegrøn lang kjole med sølvknapper og stor krave. På fødderne har hun et par snørrede støvletter.

*

‘Jeg går altså op og henter Madelaine, for nu har hun været for sig selv i en halv time. Jeg har lige prøvet at ringe, men hun svarer ikke. Jeg kender hende, hun kan godt blive lidt distræt, når hun først begynder at fordybe sig i fortiden. Jeg tror, hun vil synes, det er interessant, hvad vi har fundet.’

Antoine går hen mod døren. De har fundet køkkenet. Alt står, som om køkkenfolkene holdt fri indtil næste servering. Altså bortset fra støv og spindelvæv. Her er der tale om et storkøkken. Der er et kæmpestort ildsted med tænger og spid og opsatser.

‘OK, er du sød lige at sende en txt med det samme, så vi er klar over, at der er hul igennem’ siger Philippe, ‘vi skulle nødig blive væk fra hinanden. Jeg går ud på gårdspladsen imens, nu da vi har fundet ud af at åbne døren. Jeg prøver også at finde en nedgang til kælderen. Jeg går ikke andre steder.’

Efter at have være hele etagen igennem inklusive den forreste fløj, hvor de ikke havde været endnu, bliver Antoine for alvor urolig. Hendes telefon svarer ikke, og der er ingen, der svarer, når han kalder. Han går op på overetagen, hvor de er kommet ind. Heller ikke her er der nogen, der svarer, når han kalder. Han skynder sig rundt via gangene. Han føler, at han er nødt til at åbne alle dørene nu, og bagefter er han nødt til at gå nedenunder igen, for der nogle døre, han ikke åbnede der. I fløjen ud mod den ydre gårdsplads er der mange døre. Nogle af dem åbner ind til små støvbefængte værksteder, andre er tilsyneladende soveværelser. Andre igen er blevet til duernes skidehus, fordi der er gået en rude. Huset har været et helt samfund og har krævet dusinvis af folk til at holde det kørende.

Da han åbner en af dørene ser han ind i et værksted. Det er lidt større end de andre rum, og der kommer et fint lys ind ad vinduet.

En stemme siger: ‘Kom indenfor.‘

Han første reaktion er, at han er en upassende indtrængende og skal til at lukke døren igen, men han tøver, for dette alligevel for mærkeligt. Er han stødt på en eller anden hjemløs, der har slået sig ned her? Manden sidder med korslagte ben på sit store bord. Der hænger tøj på stativer, der ligger stofruller på hylderne, i hjørnet står der en gine. Han får fremmumlet et ‘Ja undskyld jeg forstyrrer …’

‘Ah der er du og ikke et minut for tidligt. Madame Basignards kjole er færdig.’
Han peger på en høj stol, hvor den hænger over stoleryggen.

‘Pas godt på den, den er gjort af det fineste stof. Du skal banke på den røde dør nede ved siden af fruens gemakker, og så tager kammerpigen over. Det er tredje dør i højre side.

Manden er en ældre herre med langt hvidt skæg. Han er ulasteligt klædt, som det vel bør høre sig til for en skrædder, for hvem kan overlade sit tøj til en, der ikke selv er velklædt. Antoine er inde i rummet og har samlet kjolen op.

Skrædderen ser underøgende på ham med et bestemt blik.
‘Du er ny i tjenesten, ikke, og det er et stort hus. Selv en gammel knark som jeg har ikke været overalt. De siger også, at der findes hemmelige rum, hvor kun få har været. Men hvis de ikke selv har været der, hvordan ved de så, at de findes? Og hvis nogen har været der, så er de jo ikke hemmelige længere. For de siger så meget, og jeg spørger bare, som jeg har forstand til. Men den fine kjole du står med, den har jeg forstand på.‘

Antoine føler sig lettere omtåget, for situationen føles både uvirkelig og virkelig på samme tid. Det er, som om der er givet et signal til, at han ikke bare uden videre kan falde ud af den rolle, som situationen uden af spørge om lov har tildelt ham. Han har jo heller ikke selv spurgt om lov til at være her, så der er allerede et potentielt element af skyld. Er han ikke kommet her for at opleve noget udover det sædvanlige, så hvordan kan han så nægte det at finde sted? Alle disse tanker er som et program, der kører i hovedet på ham, men det er også, som om de kører ud af en vej og forsvinder. Han har glemt alt om sin forsvundne søster.

Han nærmest hører sig selv sige noget herefter, og han tænker, siger jeg virkelig det?
‘Hr. Skrædder, må jeg gerne se i deres spejl, så jeg kan se, om jeg er præsentabel?’

‘Du ser ser fin ud, hvis du lige retter lidt på kravetøjet. Og så knap den øverste knap, ikke?!’

Den unge mand i spejlet er iført en mørkeblå frakke, der står åben, så man kan se en knappet vest af samme stof udenpå en hvid skjorte. De hvide ærmer stikker ud under jakken. Han genkender sit lange hår, men det sidder med en pisk i nakken. Han er iført knæbukser og lange hvide sokker samt et par sko med et enkelt spænde. Han retter på sit kravetøj, der hænger udover i en krøs, men han er lidt bange for at gøre noget forkert, så den gamle skrædder siger:

‘Kom herover, så skal jeg give dig en hånd. Vi kan ikke have, at du ligner en, der har fået det forkerte ben ud af sengen. Og så behøver du ikke at kalde mig hr. Skrædder, for jeg hedder Armand’.

‘Farvel igen hr. Armand. Jeg er meget fortryllet over deres færdigheder. Fruen vil uden tvivl blive lige så fortryllet.’

Altså siger han virkelig det? Da han går ud igen og lukker døren kan han se, at det ikke er en drøm eller en hallucination. Skramlet er væk, støvet er borte, der ligger ikke duelort på gulvbrædderne, og han hører stemmer længere nede ad gangen.

Ved hjørnet af gangen passerer han to kvinder. Den ene ser kækt og undersøgende på ham og udbryder:
‘Du godeste, jeg tror, Madame skal i stadstøjet på søndag. Pas nu på, du ikke falder ned ad trappen, Gaston.’

Han hører dem fnise bag sig. Og så hedder han altså Gaston – medmindre en Gaston er et synonym for en idiot, hvilket han godt kunne have en mistanke om.

*

Døren ud til den indre gård står nu åben. Der sad en stor nøgle i låsen, der drejede med stort besvær, og der var også en bom på tværs, der blot skulle løftes. Philippe er nødt til at bruge sin medbragte machete for at hugge sig igennem de vilde vinranker, der hænger ned foran døren. Gårdspladsen er fuldstændigt overgroet. Den er mørk på grund af en håndfuld træer, der har fået lov til at vokse. De to største i midten synes at være oprindelige, men alt det andet er naturens hævn over kulturen. Der er vildvin på murene helt op til tagkanten sine steder.

I midten af gården mellem de store træer anes en fontæne. Hvordan det har kunnet lade sig gøre at få vand til at springe her, ville være interessant at vide. Så meget fald og tryk kan der umuligt være i tilløbet til voldgraven, men måske har man ved festlige lejligheder pumpet vand op i et reservoir i huset, som man har lukket op for. Eller også har man sat en eller anden stakkel til at cykle løs på en pumpe nede i kælderen, når det skulle være festligt.

Gårdspladsen er overskuelig. Altså bortset fra, at man ikke kan overskue den for vildnis, men arealet er noget i stil med 25x45meter. I sydfløjen befinder den store dobbeltport sig. Philippe er på udkig efter en nedgang til den kælder, han ved må befinde sig under huset. Der er et par døre indenfor, der kan være indre trapper, men de er allesammen låst, og der er ingen nøgler. Han har prøvet nøglen til yderdøren, men den er alt for stor.

Han finder nedgangen, hvor der er en dør. Den er ikke uventet lukket, men da han tager i den, er det tydeligt, at låsebeslaget er gennemtæret af al den fugt, som er genereret af vildnisset og det lukkede gårdmiljø. Da han trækker i den igen og, må han nok indrømme, en anelse hårdt, falder beslaget simpelthen ud. Der er lidt imod deres principper at bruge vold mod inventaret, men han giver sig selv den undskyldning, at låsen selv var ude om det.

Dette er altså kælderen. Han regner ikke med at finde hundred år gammel vin på tønder, selvom det da kunne være interessant. Det er heller ikke et vinslot, for der er mest skov omkring. Han regner heller ikke med at finde gamle fangekældre, hvor der hænger skeletter i rustne lænker. Kældre er bare interessante. Det er et hus’ underliv og underbevidsthed. Der har været aktivitet hernede engang, hvor kældermenneskene har haft deres daglige færden.

Han udstyrer sig med pandelampe og sætter sin lid til, at den ikke går ud, for batterierne er nye. Kælderen består af hvælvinger. Der er afdelinger med skillevægge. Der er nicher, der er blevet til rum. Der er meget lidt skrammel i kælderen, og den synes i modsætning etagerne ovenover at være tømt, inden stedet blev forladt. Der er rum for spekulationer om, hvad kælderen kunne være brugt til. Ejeren i den sidste generation havde afviklet sit handelsforetagende ti år før sin død. Måske det var et lager, der var blevet tømt. Måske de ikke havde noget at bruge kælderen til. Måske den simpelthen var for fugtigt og usund, for den var nede i niveau med den øverste del af vandet i voldgraven.

Han får en vis bekræftelse på den sidste teori, da han i vestsiden opdager en trappe ned til noget, der i begyndelsen tyder på en yderligere underetage, der er rigtig mange trin, og trappeskakten kommer temmelig dybt ned. Den viser sig at blive til en gang, der fører videre ud gennem muren. Han ved omgående, hvad det er, han er stødt på. Visse gamle borganlæg har en hemmelig flugtrute, som han havde luftet for de andre. Det er så problematisk her i forhold til, at der er vandgrav hele vejen rundt. Gangen har yderligere trin for hver 2. meter, og inden længe står gangen i vand. Et trin går helt godt, men da han fornemmer, at der er flere trin under vandet, er han nødt til at vende om igen. Med mindre, tunnelen drejer af, kan han nogenlunde regne ud, i hvilken retning man skal lede efter udgangen. Det er til gengæld svært at sige, hvor lang den er. Og selvom man forestillede sig, at man tog lange waders på eller taler vi om dykkerudstyr? så ville der uden tvivl være en uigennemtrængelig port for enden. Måske de senere ejere havde muret den til eller kastet jord over, for hvad skulle man også med den slags middelalder-installationer i det 19. og 20. århundrede? Anden Verdenskrig måske, men da var stedet allerede forladt.

Philippe har set nok af kælderen, og han skal tilbage til, hvor han kom fra, for de to andre må være ankommet. Da han nærmer sig udgangen i den anden ende af kælderen, hvor en dør efter hans skøn må føre ind til køkkenafdelingen af kælderen – det var sikkert der, hvor vintønderne kunne have stået, hører han en dyb buldren udenfor. Først tænker han, at det må være tordenvejr, og det har ganske rigtigt været tryggende i luften fra morgenstunden af. Men da han nærmer sig opgangen, bliver han klar over, at der er tale om noget helt andet. Det er kanonild.

Da han forsigtigt stikker hovedet op over trappekanten, er gårdspladsen ganske forandret. Den er ryddet for budskads og vildtvoksende træer, og der høres råb og raslen med jern. Længere væk udenfor bygningerne høres lyden af skud. De besvares af den samme lyd, der blot lyder, som om de kommer indefra den forreste fløj. En mand kommer løbende hen imod ham. Han bærer på to tunge musketter og råber:
‘Skynd dig op, der er brug for alle mand til forsvaret!’
hvorefter han stikker den ene musket i hænderne på ham, så han er nødt til at gribe den.

‘De har al ammunition deroppe, fart på, følg efter de andre!’

En gruppe på 2-3 kommer løbende fra den samme åbne dør, hvor han er kommet ud i gården, hvorefter de sætter i retning af porten. De bærer alle våben, den ene en armbrøst.
‘Følg med os!’ råber den ene af dem.

Han er fuldstændig overvældet, han er rædselsslagen, og han kan ikke stille andet op end at følge med.

*

Klokken ringer ude på gangen. Madelaine er stadig i en tilstand af døsig årvågenhed, hvilket lyder som en selvmodsigelse, men hvordan skal man ellers beskrive en oplevelse som en mellemting af en lysende drøm, hvor man selv ved, at man drømmer og et teaterstykke, hvor rollen er virkelig, så længe stykket varer. Dette teaterstykke har tilsyneladende et indbygget manuskript, der bare ikke er indstuderet på forhånd. Læg dertil den lurende trussel, at hvis hun modstridende trådte ud af rollen, vil hun måske blive erklæret for vanvittig og spærret inde på et asyl. Hun må følge med strømmen, indtil det ikke længere er muligt.

Hun åbner døren og går ud på gangen. Der er folk på vej i retning af trappen To ældre fruer kommer imod hende. De ligner søstre og går med hinanden under armen.

‘Frøken Clotilde, De ser bedårende ud! Hvor er det godt at se Dem, for det er jo længe siden. De var kun en stor pige dengang, og nu er de jo en ung kvinde.’

Den anden frue begynder at udbrede i detaljer om dengang, om hendes bror, der mente, han skulle være officier, men deres far hr. Audibert havde sat sig imod og insisterede på, at han skulle blive bankmand i stedet. Og har deres mor det godt, og er hun kommet sig over sin sygdom, nå det er godt, og de har skam selv været småsyge her på det sidste.

I mellemtiden er de ankommet til spisesalen. Selskabet er i størrelsen 20 mennesker, så det er ikke voldsomt stort, men det er altsammen nye navne. Hun genkender hr. og fru Basignard fra malerierne. Når hun hilser på gæsterne, afventer hun, om de tiltaler hende ved navn, ellers præsenterer hun sig som Clotilde Audibert og de ved deres navn, hvorved hun ved, at de ikke kender hende. Der er meget få, der virker, som om de kender hende. Og hun får ikke svar på det store spørgsmål: Hvorfor er hun egentlig inviteret til dette selskab? Måske det vil vise sig, når det også står mere klart, hvad formålet er med selskabet. For der synes at være andre formål end de rent familiære, da der åbenbart er brug for at præsentere sig. Der er også flere, der ikke er mødt op som ægtepar, bl.a et par yngre kvinder og nogle mænd.

Der er en helt fast bordplan, og alle bliver vist på plads af tjenestefolkene. Den slags kan være omgærdet med en vis nervøsitet, for alle håber på at havne i det rigtige selskab, gør man ikke? En dødbider af en bordherre eller -dame kan gøre en stor forskel.

Efter at have sat sig, er der straks en velkomsttale ved hr. Ferdinand Basignard, hvor han præsenterer selskabet startende med hans hustru Augustine og deres to sønner Charles og lillebror Joseph, den snakkesalige dreng med klokken, de to pebermøer Margueritte og Louise, som hun havde mødt ved trappen, samt ikke meget mere end en håndfuld andre familiemedlemmer, der alle har betegnelser som kusiner, fætre. Når man tænker over det, var det en nærmest foruroligende lille familie. Resten af selskabet bliver præsenteret som naboer fra egnen, venner eller forretningsforbindelser. Hun er selv spændt på, om hun havde en sådan familietitel, men hun blev blot nævnt som frøken og med navn.

En af disse forretningsforbindelser sidder på hendes venstre side, og er altså udset som hendes bordherre den aften. På den anden side sad, hvad hun undervejs finder ud af, er hans kompagnon eller affilierede. De er ankommet dagen forinden, hvor de har forhandlet forretning med hr. Basignard, og det skal fortsætte næste dag også. Det virker som en større affære. Er det måske derfor, hun er inviteret til dette selskab – for at være selskabsdame for forretningsforbindelser? Eller ligger der oven i købet noget Kirsten Giftekniv som bagtanke? Det er almindelig kendt, at adelskaber brugte arrangerede ægteskaber til at føre politik og lave forretninger. Hun føler sig lidt klemt inde i kavalleriet.

Hendes bordherre hedder Eugene, og han præsenterer sig selv og sin kompagnon Christian som entrepreneurer. Han fortæller vældig gerne om sin succes og om, hvordan der er rige muligheder og mange penge i deres forehavender. På et tidspunkt begynder han at tale om de muligheder, der nu åbner sig efter Frankrigs nylige annektering af Algeriet, og hvordan industrierne vil få tilført nye og billige ressourcer. Det fremgår også, at indbyggerne i Algeriet uden tvivl ikke selv kan finde ud af at administrere disse ressourcer. Ikke et ord om de over 800.000 algierere, der i de kommende årtier må lade livet, fordi de ikke syntes, det var en god ide at blive et departement under den franske stat. Ejheller et ord om de 90.000 franskmænd, der i samme periode må lade livet som kanonføde for Staten for at nå så langt. Disse emner er ikke en del af dagens konversation af den grund, at de ikke endnu kun er muligheder under udfoldelse. Men den slags muligheder kræver en grundholdning til netop tilværelsens muligheder, hvilket hun her så tydeligt bliver præsenteret for.

De to kompagnoner roder sig ud i en dialog henover hendes hoved, for hvad forstand har kvinder på politik og forretninger, og hun sidder tavst en stund og svimler, mens hendes parkerede primo ego stadfæster årstallet til et sted i 1830’erne. Det algierske folkemord er ikke fuldført på det tidspunkt, men det er hermed allerede godt i gang, og den brutale og blodige kurs er fastlagt. Hendes hoved svæver et sted mellem to tider, og en akut kognitiv dissonans har indfundet sig.

De to entreprenører har absolut ingen som helst fornemmelse af dette. Det er republikkens såvel som Imperiets ret totalt at dominere og regere, som Toqueville har udtrykt det. Det er fransk darwinisme før Darwin, den stærkes ret til at underkue den svage, en tradition der går hele vejen tilbage i fransk historie, fra Charlemagne til Wilhelm Erobreren, fra Louis XIV til Napoleon Bonaparte og videre til Emmanuel Macron. De to mænd repræsenterer denne feudale herskermentalitet, der uanset styreform, monarki, republik, demokrati synes at være bestandig over tid.

Madelaine i skikkelse af Clotilde begynder at længes efter middagens afslutning. Den er selvfølgelig overdådig, som sig hører og bør blandt landadel og bedre borgerskab. Der er dyr og fasaner, der sikkert er skudt i skovene omkring chateauet. Det er også underholdning, for en sangerinde akkompagneret af guitar fremfører to sange af en kvindelig komponist ved navn Pauline Duchambge. Det giver et tiltrængt pusterum for alt det selvoptagede mandesnak med oven i købet et kvindeligt indslag. Især en sang med titlen Cancione Amoroso gør et stort indtryk, og selskabet er ganske henrevet.

Omsider er middagsdelen af selskabet slut, og hr. Basignard foreslår, at de, der har lyst, kan trække vejret udenfor i parken. Dørene bliver åbnet ud til haveanlægget, hvor der er tændt lamper og fakler, og der bliver serveret te eller kaffe og en avec efter behag. For de, der bliver indenfor, er der åbnet ind til salonerne ved siden af spisesalen. Der er et særligt lokale til de herrer, der ønsker at ryge.

Hun har brug for at aflægge et toiletbesøg, og da der er andre, der har fået det samme behov, vælger hun at gå ovenpå. Hun giver sig god tid. På vejen tilbage kommer hun forbi sit værelse og beslutter sig til at sidde en stund for at fordøje de forvirrende indtryk og i det hele taget overveje sin situation. Da hun beslutter sig til at vende tilbage til selskabet, er der stemmer udenfor døren på gangen, der taler afdæmpet men hørbart. Det er de to unge selvoptagede entreprenante selskabsløver, og hun har ikke lige lyst til mere af deres selskab. Da hun oven i købet hører, hvad de taler om, tør hun aldeles ikke åbne døren.

Samtalen er decideret konspiratorisk. De taler om de forhandlinger, som de har med hr. Basignard som en fælde eller en lokkemad beregnet på at kompromittere hans forretning. De taler om, at det vil være nok til at ødelægge hans ry. Herefter vil de være i stand til at overtage initiativet i den type forretning, og med deres nuværende kendskab til forretningen baseret på hans tillid til dem, vil han ikke kunne restituere sig, før det er for sent. Det er nu det skal ske.

‘Jeg stoler på din dømmekraft, Christian. Så længe vi holder os til det aftalte, kan det ikke gå galt. Jeg har nøje instrukser fra min far om, hvordan det skal foregå. Han siger, at han har hele konstruktionen klar, og når kontrakten er forhandlet på plads og underskrevet, er der ingen vej tilbage.’

‘Der er ingen, der aner uråd, og mindst af alt den tåbe til Basignard. Hvad siger du i øvrigt til hende tøsen ved bordet, er det ikke noget for dig?’

Eugene griner og siger:
‘Det kunne da godt tænkes, og natten er ung endnu.’

Den overhørte samtale bekræfter hendes fornemmelser. Ikke nok med, at de er nogle selvoptagede sjufte, der er også forbryderiske. Hun mærker harmen stige op i sin krop. Hun træder i karakter som Clotilde Audibert, for dette skal de ikke slippe afsted med. Hun venter, til hun hører deres skridt hen ad gangen, hvor hun hører en dør lukke. De må bo længere nede. Da der er stille, lukker hun forsigtigt døren op. Der er ingen på gangen, og hun går hen mod trappen. Inden hun drejer om hjønet, ser hun sig tilbage og opdager, at den ene af de to mænd – hun kan kun se silhouetten – er trådt ud på gangen og har set hende.

Der er ingen tid at spilde. Hun drejer hastigt om hjørnet og iler ned ad trappen. Da hun når frem til spisesalen og ud i haveanlægget, prøver hun at få øje på hr. Basignard. De fleste mennesker er udenfor i den fine og varme sensommeraften. Guitaristen har sat sig på terrassen i toppen af trappen og spiller … et eller andet, hun har ikke tid til at lytte. Hun kan ikke få øje på ham. Til gengæld ser hun oppe fra døråbningen ind til salen de to slyngler. De leder efter hende.

‘Frøken Clotilde.’ Hun hører en stemme bag sig og vender sig om. Det er hr. Basignard.

‘Jeg har jo slet ikke hilst rigtigt på dig. Hvor var det godt, du kunne komme. Din mor var også inviteret, men jeg kan forstå, at hun har været syg. Jeg er også rigtig ked af at høre, at din far gik bort for et år siden. Du skal vide, at jeg havde stor hengivenhed overfor ham. Han har betydet meget for mig, men det ved du sikkert ikke. Forstår du, vi har en fælles fortid, hvor vi i vores ungdom …’

‘Hr. Basignard, jeg må tale med dem om en sag, det er meget vigtigt.’

‘Jamen søde pige, det gør du jo allerede. Hvad er det dog, der trykker dig? Og så må du altså kalde mig Ferdinand.’

‘Forstår du … Ferdinand, jeg er kommet til at overhøre en samtale, som jeg er nødt til at berette om. Kan vi gå lidt væk fra selskabet?’

‘Ih du godeste, jamen selvfølgelig. Der er en bænk derhenne mellem træerne.’

Hun beretter om den overhørte samtale så ordret, hun kan huske den. Ferdinand Basignard bliver meget tavs og fattet. I samme stund er de to kumpaner på vej i deres retning.

Eugene udbryder:
‘Hr. Basignard, De må da ikke gemme dem herude i buskadset. De er ønsket inde i salonen, hvor vi gerne vil udbringe en skål for dem.’

Hun finder umiddelbart optrinnet påfaldende og en anelse aggressivt. Det virker som en bevidst afbrydelse. Eugene sender hende et underligt blik, da de er på vej op i haven, hvor folk er på vej op ad trappen. Da de når trappen, tager han hende under armen.

‘Må jeg ikke hjælpe dig op af trappen?’

Hun væmmes og trækker armen til sig.
‘Ellers tak, jeg vil gerne selv have lov.’

Situationen er nu så penibel, at hun enten må holde sig tæt ved hr. Basignard for at få hans beskyttelse, eller også er hun nødt til at komme væk fra stedet. Hun føler tydeligt, at hun er i livsfare. De to mænd er klar over, at de er røbet ved, at hun har hørt deres samtale, men de er måske af den tro eller forhåbning, at hun ikke har nået at fortælle det videre, og at de kan forhindre hende i det. Og der er kun én måde at gøre det på.

Hun holder sig i baggrunden i nærheden af den store dobbeltdør ind til spisesalen. Der er folk, der sidder ned, og folk der står op. Hun mærker, at der bliver holdt øje med hende. Da Eugene gør sig klar til sin skåltale og træder frem på gulvet, slipper hans makker Christian opmærksomheden et øjeblik. Det er her, hun trækker sig baglæns ud af rummet. Et par tjenere er ved at lukke døren ud til haveanlægget, det er måske ved at blive køligt i luften, måske er det for, at insekterne ikke skal komme ind.

‘Et øjeblik’ siger hun og småløber hen imod dem, ‘jeg tror jeg har glemt noget nede på bænken.’

Hun løber ned ad trappen, men i stedet for at tage retning af den bagerste del af haven, drejer hun af til højre mod gitterporten ved murværket. Den lange kjole er i vejen, og det er ikke just løbesko, hun har på. Hun samler kjolen op og håber på, at porten ikke er låst. Det er den ikke, men da hun lukker den efter sig på den anden side, ser hun tilbage mod trappen. Christian er på vej ned ad trappen i løb, og han har set hende.

Hendes chance er, at det er mørkt på den anden side af bygningen bortset fra lyset fra vinduerne. Hun har ingen anelse om, hvorvidt der er farbart, men det virker, som om der er en ryddet gang langs muren. Hun hører gitterlågen smække igen bag sig. Hun trækker kjolen yderligere op og øger farten. Det er farligt her i mørket. Da gangen slår et sving, er der et øjeblik helt mørkt, og hun kan ikke se noget længere. Hun håber på lidt friløb, indtil der bliver lidt mere lys på den anden side, men sådan skal det ikke gå. Gangen slår endnu et sving i mørket og denne gang ind mod muren, og det er her, hun fortsætter ligeud og hen over kanten til skråningen ned mod vandgraven. Der er ikke noget at gribe fat i, og hun mærker slaget mod panden, da hun rammer et træ.

Herefter bliver der sort.

*

Det første, han tænker er, om han mon vil kunne finde den røde dør. Antoine i den tildelte rolle som Gaston i rollen som … hvad hedder sådan en? kammertjener forsøger at pejle sig ind på, om han kender vejen. At han skal nedenunder, er der ingen tvivl om, for denne etage er kun for folk som ham. Han skal ikke længere ned, for så havner han i køkkenafdelingen og folkenes spisesal. Hvordan ved han egentlig det? Nedenfor trappen på den mellemste etage siger hans fornemmelse ham, at han skal fortsætte ligeud og over i sidefløjen. Her leder han efter den omtalte røde dør, den tredje på højre hånd.

En mand passerer ham i modsat retning på vej mod trappen. Han bærer lange støvler og ridedragt og ser vurderende på ham. Han siger:
‘Der har vi den unge Gaston. Når du er færdig med at være stikirenddreng for fruen og hendes kammerpiger, så er det på tide, at få sat lidt skik på dig. Du forventes at møde op nede ved stalden, når klokken slår to. Og i det rigtige tøj.’

Der er den røde dør. Han banker på, og der bliver åbnet. Kammerpigen er det yndigste lille væsen, der siger:
‘Kom indenfor. Du skal bare lægge fruens kjole her på bordet. Fruen har lige talt om den, og hun glæder sig til at se den og prøve den. Men den passer helt sikkert perfekt, for der er taget omhyggeligt mål.’

‘Ja, han virker meget dygtig, der rare gamle skrædder.’

‘Det er han. Og se, han har også syet vores tøj.’
Hun snurrer koket en omgang om sig selv.
‘Du må være ham den nye, der skal oplæres, var det ikke Gaston? Jeg er Sophie.’
Hun rækker hånden frem og nejer.

‘Ja, det er meget nyt det hele. Jeg mødte en herre ude på gangen, der sagde, at jeg skulle møde nede ved stalden, når klokken ringede to, og at jeg skulle være klædt på til det. Men hvor finder jeg det rigtige tøj?’

‘Nåe, det må være hr. Nicholas, du har mødt. Det er hr. Basignards ældste søn. Han er arvingen til huset, og han kan godt virke lidt brysk, men det skal du ikke tage dig af, for herren tillader ikke, at nogen behandler folkene upassende – heller ikke sønnerne. Det er bare sådan en facon, men det finder du ud af. Nåjo dit ridetøj, hvor skulle du også vide det fra? Det hænger nede på første sal i rummet bag ved trappen. Lad mig se, vend dig lige om … du er ikke så stor, men heller ikke helt lille. Du skal se i kraven på jakken og finde en, hvor der står M. Støvlerne skal du bare prøve. Når du har fundet noget, der passer, så skal du tage det med op på dit kammer. Du bor sammen med François og Auguste, ikke sandt. De kan fortælle dig, hvordan du får tøjet vasket.’

‘Jo, der gør jeg vistnok.’

Han bluffer, for det ved han ikke noget om – endnu. Han håber på at løbe ind i dem ved spisetid. Så kan de også fortælle ham, hvor han bor henne, for det ved han heller ikke noget om.

‘Sophie, er kjolen kommet?’ lyder en kvindestemme bag en dør.

‘Ja Madame, jeg kommer straks ind med den, jeg skal lige lukke den unge tjener ud.’
Døren går op, inden det kan finde sted, og fruen kommer ind i sidelokalet.

‘Det skal du ikke tænke på, og så kan også hilse på … du er vist den unge Gaston?’

‘Madame, til tjeneste.’ Han bukker høfligt og håber på, at det ikke virker for kejtet.
Han er ikke et sekund i tvivl om, at det er husets frue. Hun fylder øjeblikkeligt rummet ud.

‘Ja, du ved sikkert godt, at det var din mor, der spurgte, om vi ikke kunne tage dig ind. Det sagde jeg straks ja til, for din mor er en god kvinde. Så velkommen til. Og du må finde dig i, at jeg ikke har fået min paryk på endnu, men det er alt for tidligt på dagen til den slags, og du kan lige så godt vænne dit til at se lidt ind bag facaden. Dem har vi nogle stykker af her.’

‘Tak Madame. Er der andet, jeg kan gøre?’
Han føler, det kræver en udgangsbemærkning og en tilladelse for at gå igen.

‘Ikke så hurtig nu. Jeg skal lige betragte, hvad du er kommet med. Nej se nu bare der!
Hun tager kjolen op. Den er lavet af et fint dekoret stof med en lysegrøn grundfarve indvævet med rosa og hvide blomster og stænk af guldtråd.

‘Hr. Armand har overgået sig selv. Vi er meget heldige, at vi kunne ansætte ham her, for han kunne have arbejdet for dronningens hof, men det ønskede han ikke. Har jeg aldrig fortalt dig om det Louise, men han afslog simpelthen et kongeligt tilbud med den begrundelse, at han ikke egnede sig til at bo i en by. Og så sagde de, at han bare kunne få et værksted på deres landslot, og at han kunne få ansatte under sig og hele herligheden, og ved I så, hvad han sagde? Jeg har det fra pålidelig kilde. Han sagde, at selv kongens havehus var for stort for ham. Er det ikke morsomt?’

Hun tager kjolen op og holder den op foran kroppen. Hun er tydeligvis lykkelig og glemmer helt sin status. Hun bliver nærmest som en ung pige igen.
‘Når jeg tager den her på i morgen, så bliver dronningen lige så grøn i hovedet af misundelse, som stoffet her.’

Sophie ser ganske forskrækket ud.
‘Jamen Madame, kommer dronningen også til selskabet på søndag?’

‘Nej da kære,’ udbryder fruen med krukket fornærmelse, ‘det var bare noget, jeg sagde, du ved godt, hvad jeg mener. Hvad siger du, unge Gaston, ligner din frue ikke lige med ét en dronning?’

Han bliver helt forlegen et sekund. Men så vælter det ud af munden på ham:
‘Jeg synes, fruen ligner kejserinden af Rusland.’

Han havde ingen anelse om, hvordan hun så ud, men det måtte helt sikkert være stort.
Fruen ler tilfreds, og lader sig charmere af hans ungdommelige kejtethed.

‘Nu skal du ser her. Jeg har et par breve, der skal afleveres nede ved portvagten for at ekspederes, når posten kommer.’
Hun går ind i sit gemak og kommer tilbage med tre breve. Han bukker og forlader lokalet igen.

Han begynder at føle sig lidt mere selvsikker og er nu helt opslugt af sit alter ego anno 1774, lokalitet: et chateau tilhørende baron og baronesse Basignard, beliggende i området Massif Central i sydlige Midtfrankrig, og posten skal frem den dag, helt sikkert!

Da han har afleveret brevene hos portvagten, hører han middagsklokken. Hvordan han ved, at tolv slag betyder middagsmad, er ikke til at sige. Han har baret tunet ind på frekvensen. Er han måske lidt oppe at køre over, at han har charmeret nådigfruen og den søde tjenestepige? Men han ved godt, at den værste prøvelse den dag ikke er overstået.

I folkenes spisesal sidder man ved lange borde. Et par unge mænd vinker ham hen, og det viser sig at være hans værelseskammerater. Han får spurgt dem lidt ud om, hvad han tror er staldtjansen. Det er ikke, som han havde frygtet, at muge ud efter hestene. Der skal simpelthen være et jagtselskab. Han vil få alt at vide af Bernard, der er staldmesteren. Han skal lære om sadler og seletøj, hvordan man lader og renser jagtrifler, hvordan man tager sig af jagtbytte under jagten. Det kan godt tage en hel sæson eller mere at lære det hele. Herskabet lægger vægt på, at man får lov til at prøve forskellige opgaver, inden man vælger sin endelige opgave. De vil se, hvad man var god til. Senere skal man lære at håndtere våben. Ikke som en soldat men som en våbenfør civilist. Hvis det skulle ske, at chateauet bliver angrebet som dengang for hundrede år siden, så skal alle mand kunne forsvare stedet.

Den sidste oplysning havde han helst været foruden. Han ville gerne lære at svinge en sabel, men at være nødt til at bruge den for alvor ville han slet ikke tænke på.

François hjælper ham med at finde det rigtige tøj, og på klokkeslaget to møder han op foran stalden. Staldmesteren er en lille tæt mand med moustache, og han taler med en sjov dialekt. Det første, han spørger om er:
‘Kan du ride en hest?’

Det spørgsmål har han sådan set forventet, og han har på forhånd besluttet sig til at sige, at det kan han – vel vidende, at hans erfaring er noget begrænset, så han svarer:
‘Jeg kan godt ride en hest, men jeg kan også godt blive bedre til det.’

‘Det er udmærket,’ siger staldmesteren, ‘det er ærlig snak. Mit navn er Bernard, og hende her hedder Ellie. Hun er nem at ridde, hvis man skal blive bedre til det. Men inden vi giver hende seletøj på, skal jeg fortælle dig, hvad der skal foregå i dag.’

Det forventes ikke, at han er fuldbefaren rideknægt, at han kan lade en riffel i en fart, og at han kan knække en hjort på stedet. Men det forventes, at han kan følge efter hundene, hvis de er med på jagt og samle harer, fasaner og agerhøns op, bundte dem og hænge ved sadlen på en bestemt måde. Han vil blive oplært af ridemesteren, der er med på jagten. Hvis de skyder noget, vil de vise dig, hvordan man gør. Antonio giver ham en rulle hampereb og en kniv, som han skal spænde i bæltet. Han får også stofposer, hvis de får ram på større vildt.

Så møder selskabet op en efter en. Der er syv mænd, hvoraf den ene er ridemesteren og den anden er rideknægten. Derudover er der Nicholas og Christophe Basignard og deres søster Josephine samt brødrene Arnoult, der er inviteret med som venner af huset. De er kommet for at deltage i selskabet næste dag, og da de nu er der, så er de også deltagere i jagtselskabet. Søsteren har insisteret på at være med denne dag, selvom hun skal giftes om tre dage. Der vil være stor bevågenhed, så hun ikke kommer til skade, men hun er en meget erfaren rytterske – har han altsammen fået at vide af staldmesteren. Hendes kommende ægtemand er en adelsmand fra Occitanien, der siges at være et godt parti. Det fremgår ikke helt tydeligt, om Josephine er enig deri, men det kunne man håbe på. De unge kvinder bliver ikke altid spurgt om den slags, og hvis de gør, bliver deres mening ikke altid hørt.

Der udfolder sig en kort samtale om politik, da Nicholas spørger de to brødre, hvad de synes om Kong Louis’ regeringsførelse,
‘… for har det været andet end én lang kæde af ynk og nederlag? Jeg mener, Frankrig har tabt Ny Frankrig i Amerika og sine indiske områder. Både Spanierne og Englænderne og deres preussiske allierede har været en konstant irritation under syv års konstant krig til ingen nytte.’

Pierre Arnoult svarer:
‘Der er ingen tvivl om, at det ulmer af utilfredshed i visse dele af nationen. Der tales mere og mere om Republikken. Borgerskabet vil simpelthen have stækket kongemagten. Jeg tror, vi lever i meget farlige tider.’

‘Jeg ville personligt ikke have noget imod, at kongen blev sat på plads. Så hvad mener du med farlige tider, har det ikke altid været farlige tider?’ spørger Nicholas.

‘Livet er farligt. Men dette er farligere end livet. Det er starten på nye tider, hvor folk som du og jeg skal til at passe mere på. Et angreb på selve kongemagten er også et angreb på adelen.’

‘Det er rigtigt.’ siger Christophe. ‘Jeg har hørt, at logerne i Paris har noget i støbeskeen. Der tales om, at pøbelen skal have mere magt. Men jeg tror snarere, at logebrødrene mener, at det er ved hjælp af pøbelen, at DE skal få magt. Der er noget rigtigt i de nye tanker, for kongemagten fremstår nu som dekadent og uduelig. Men der også noget, der virker ganske forkert. De nye tanker kan meget nemt tage en forkert drejning.’

Josephine blander sig i mændenes vidtløftige samtale:
‘Der er også nye tanker fremme om, at kvinder måske burde have lidt mere at skulle have sagt. Er det ikke dem, der altid har sørget for husholdningen? Det lyder for mig, som om Staten har lidt svært ved at håndtere sin egen husholdning for tiden.’

De fire mandfolk ser på hinanden og smiler. Nicholas siger:
‘Det tror jeg allerede, at de har fået for længst. De styrer det hele fra hjemmefronten, og så lader de mændene tage skraldet ude i marken. Se bare, hvordan vor moder styrer med sikker hånd. Og gud ske lov for det. Når hun har fået en god ide, får hun vor fader til at synes, at det er ham, der har fået ideen, og så sidder hun og smiler for sig selv.’

‘Ha-ha, sådan er det også hjemme hos os.’ supplerer Oliver den anden af Arnoult-broder.

De gør sig klar til rideturen. Antoine alias lærlingen Gaston bestiger den efter sigende venlige hest Ellie. Han synes dog, hun virker en smule nervøs, men det er nok, fordi hun har fået en ny rytter. Ridemesteren giver ham gode råd undervejs. Rideknægten beroliger ham med, at han også var nervøs i starten. Han beslutter sig til at føle sig i gode hænder.

Klokken ringer tre slag, da de rider ud gennem porten. De har valgt ikke at tage hunde med den dag. Det er smukt tidligt efterårsvejr på denne torsdag 1. september og varmt grænsende til lummert og endog trykkende. Der er insekter i luften. Mændene har knappet op for vesten. Den lange alle på den anden side af broen munder ud i en korsvej. De vælger vejen til venstre, der fører op ad bakke. Skovene på egnen er omfattende. De kan kun jage indenfor ejendommen, men det skulle være rigeligt. Jagtsæsonen er startet i dag, og der er tradition for et jagtselskab på denne dag. Der er både fuglevildt og harer, der er vildsvin, rådyr, dådyr og kronhjorte, og chancen for bytte er ganske stor, da dyrene har været fredet siden 1. februar. Bortset fra vildsvinene, der er så talrige, at de må skydes hele året. Bønderne må også skyde dem og gør det gerne, for de æder løs af deres afgrøder, hvis de kan komme afsted med det. Der er selvfølgelig også krybskytter, der ikke har tilladelse

Efter en trekvart times ridt er de i et område, hvor der er set kronvildt. En spejder har været ude for et par dage siden og rekognoscere. Der blæser en let vind fra øst, hvilket er perfekt. Det er rideknægten, der er redet i forvejen, der får øje på den første flok. De er nødt til at stille hestene, for at komme tættere på. Antoine/Gaston og rideknægten bliver bedt om at blive tilbage og passe på hestene. Frøken Josephine vælger at blive sammen med dem, mens mændene går ned ad en dyresti. Ridemesteren følger langsomt efter dem på hesteryg og sørger for at give dem et stort forspring. De må væbne sig med tålmodighed, for man kan ikke fremskynde resultatet på en jagt. De synes, der går en evighed inden de hører de fire skud brage med kort interval. Selvom de fire mænd er erfarne skytter, så er deres rifler ikke særligt træfsikre. Derfor aftaler de at skyde på det samme dyr for at øge chancen. I dag ramte de en stor buk.

Vejret har skiftet undervejs. Der har trukket nogle mørke skyer op over bjergene. Den lumre hede kunne også tyde på et vejrskift. Måske et tordenvejr. Så langt er der ikke hjem, og lidt regnvejr kunne være ganske forfriskende, for det har ikke regnet i tre uger.

Efter et stykke tid hører de ridemesterens hest op ad bakken. Han giver instrukser om, hvordan de skal binde en hest fast bag deres egen hest og langsomt følge med. Således bevæger der sig en karavane af heste ned i dalen mod floden. Her finder de mændene i fuldt gang med at partere dyret.

En fuldvoksen kronhjort kan veje op til 200 kg, og mindst 120 kg er brugbart. Mændene er allerede gået i gang, da de ankommer. Han havde troet, at de var for adelsfine til at gøre den slags blodigt arbejde, men det hører åbenbart med til hele oplevelsen eller manddommeligheden. Det ville også være umuligt at få dyret med hjem, hvis ikke alle gav en hånd med, for man kan ikke bare smide en kæmpe buk op på en hest. En hestevogn måske, men det ville tage timer at få den frem og tilbage. Der er også de, der lader dyret ligge og vender tilbage flere gange, men i dag skulle dyret hjem samme dag, for der er fest om et par dage, og nu står festmiddagen på dyresteg.

Metoden, de vælger, er at gå udenom indvoldene. Når de er færdig, vil der ligge et kadaver med indvolde tilbage. De to Arnoult-brødre er allerede startet med bagfjerdingene og tager en side af gangen. Er det måske deres rolle i jagtselskabet, slagteriet? Først flås skindet på køllen til side, og med et nyligt skudt dyr går det let for den øvede jæger. Et snit i haserne og ind under hoften gør, at køllen kan frigøres. Dernæst gøres et langt snit fra nakke og hele vejen ned langs ryggen, hvorefter sidepelsen kan flås af. De er meget omhyggelige med at skære parallelt med indersiden af skindet for ikke at beskadige det. Sideløbende er der gjort et snit ved forbenene. På denne måde kan skindet fra hele siden bruges efter rensning og garvning. Med denne metode, kommer forbenet af i ét stykke som bagbenet. Når de to ben er af, filetteres ryggen som om det var en kæmpestor fisk. Med rygmusklen fjernet er der adgang til mørbraden. Denne del overlader de til ridemesteren, der også har ekspertise som slagter. De ønsker ikke at prikke hul på bughinden, for hvis der går hul på den, kan kødet blive fordærvet. Til sidst finpudses siden for mindre kødstykker.

Alt kommes i de medbragte sække. Dyret vendes om, og hele processen gentages på den anden side. Til allersidst skæres hovedet fri ved den allerøverste nakkehvirvel, så det kæmpestore gevir med kraniet kan bringes hjem som et trofæ.

Sækkene hænges foran sadlen på hver hest. De er syet som saddeltasker. Det bliver noget videre blodigt, men det er mest hestene, der går ud over, og de bliver vasket, når de kommer hjem. Inden hjemturen går mændene ned til floden og skyller deres arme. Da han har den mindste hest, får han som opgave at laste de to skindsider. Parteringen har været særdeles effektiv, og på lidt over en time er de klar til ride hjem.

Skyerne har trukket op, og der høres tordenrumlen i det fjerne. De skulle nok være muligt at komme hjem forinden. Måske hestenes blodige manker kunne trænge til en hurtig skylle. Nicholas har fået æren af at være trofæbæreren, selvom ingen kan sige, om det var hans kugle, der var den dødelige. De to af dem har slet ikke ramt, og den tredje var ikke dødelig. Hans hest er transformeret til et underligt fabeldyr med to hoveder og gevir.

Klokken er omkring halv seks om aftenen, da de når frem til den lange allé op mod chateauet. Tordenvejret er rullet indover og begynder at føles truende. De trækker kraverne op om halsen og gør sig klar.

Uvist af hvilken grund begynder Antoine at føle sig dårligt tilpas. Han er normalt ikke utryg ved tordenvejr. På den anden side plejer han ikke at ride rundt på en fremmed hest i uvejr. Men det er ikke det, det er noget andet. Han har en underlig fornemmelse af, at noget skal til at ske. Så begynder regnen at falde. Det er nærmest, som om nogen har lukket op for en kæmpestor låge, så det vælter ned.

‘Nu skal vi bare hjem!’ råber ridemesteren, rykker i tøjlerne og giver tegn til, at alle ligesom han skal sætte i galop. Antoine er bagerst i selskabet.

I samme sekund er der et lyn, der slår ned i et højt træ lige ved siden af vejen efterfulgt at et gigantisk skrald. Den venlige hest Ellie bliver rædselsslagen og stejler og vrinsker, hvorefter hun sætter i stiv galop ind i skoven i modsatte side af træet. Alle hestene bliver bange. Han hører deres vrinsken forsvinde bag sig akkompagneret af den skællende lyd af træet, der revner og grene, der knækker og falder. Han prøver at få hesten under kontrol, men det er her, hans manglende erfaring som rytter slår igennem. Han kan kun prøve at holde sig i sadlen. Han er nødt til at dukke sig, for han bliver pisket af grene i hovedet. Ved et vandløb sætter hesten over med et spring, og han bliver smidt af og lander i et buskads på den anden side.

Han prøver at rejse sig for at finde ud af, om hans lemmer er hele. Takket være buskadset er der ikke sket noget. Men hesten er forsvundet langt ind i skoven. Og hvad med resten af selskabet, har de overhovedet opdaget, at han er væk. Han anser det for utænkeligt at fange hesten igen, men den skal nok klare sig og kan sikkert selv finde hjem, når den er faldet lidt ned. Han krydser vandløbet og søger tilbage mod vejen. Han føler sig meget omtåget.

Da han finder vejen, finder han også til sin store forundring og forskrækkelse, at den overhovedet ikke ligner den vej, han kom fra. Den er overgroet med højt græs og buske og er nærmest ufarbar. Der er noget, der er helt galt her, er hans første tanke. Hans næste tanke er, at det måske er første gang i dag, hvor der IKKE er noget galt. Uvejret er allerede ved at drive over.

*

Mændene løber ind af sidedøren i porten, og Philippe følger med strømmen. Bag sig på trappen hører han råb og trampende fødder.
‘Videre til taget’ råber den forreste mand, der virker som lederen.

Hvad mener han med taget? skal de kravle rundt på taget, der jo er ingen vinduer. Da de ankommer, ser han, at der bestemt ikke er nogen vinduer, for der er overhovedet ikke noget tag. Eller rettere, der er et tag, men hele den forreste del er åben frem til den takkede murkant.

Lederen af gruppen råber:
‘I fordeler jeg til højre for mig og skyder, når I er klar. Start med at tjekke, at løbet er tomt og så lader I. Det hele er i tasken her, allé!

Han smider en lædertaske på taggulvet og åbner den. Så tager han forskellige remedier op til sig selv, og de andre gør det samme.

Philippe ser, hvad de tager og prøver at gøre det samme. Men han tøver, hvorefter lederen siger:
‘Hvad er dit problem, se at komme i gang.’

‘Jamen hr. kaptajn, jeg har aldrig skudt før.’

‘Hvad!? Det kan ikke være rigtigt, har du aldrig skudt en musket før? Så ved du heller ikke, hvordan man lader den?’

‘Jeg har engang skudt en flintebøsse, tror jeg nok.’

‘Der er ikke brug for fjolser her, men vi kan ikke undvære dig lige nu. Det lader til, at vi har lidt tid, så hør efter, for det bliver en meget kort pause. En musket er bare en stor flintebøsse. Den, du har slæbt med herop, er sikkert ikke ladt. Her i tasken er udstyret: krudthornet, krudtmålet, kuglerne, blåret og stoffet til at rense løbet, når der er tid til det. Ladestokken sidder på løbet. Du starter med at sikre, at løbet er tomt, for ellers kan det gå af i fjæset på dig. Det er kun allerførste gang.’

Han gør, hvad han siger, dette er en demonstration. Philippe er udsat for verdenshistoriens korteste kursus i våbenføring.

‘Du smider stokken ned i løbet, og så skal den synke til mærket her. Så tager du krudtmålet og fylder op fra hornet. Så hælder du ned i løbet. Så tager du den runde skive blår og lægger i toppen af løbet. Du lægger kuglen ovenpå og folder. Så tager du ladestokken og trykker i bund. Så tapper du et par gange, så den er helt i bund. Ikke for hårdt, for så kan du trykke blykuglen ud af form. Og så giver du den til mig, og jeg sørger for at fyre den af. Er du med?’

‘Jeg tror, jeg er med. Jeg skal gøre mit bedste.’

‘Godt, når du så får den tilbage efter skuddet, så lader du igen. Efter ti skud tager du og vikler stoffet om den anden ende af stokken på denne måde og kører frem og tilbage et par gange i bunden, og når den kommer op igen, ryster du slammet af kluden sådan her. Er du stadig med?’

‘Jeg er med, kaptajn, jeg vil bare ikke være til besvær.’

‘Bare rolig, det er du allerede. Men nu vil jeg godt se dig få fingrene ud af røven, for lige om lidt starter det igen. Vi har tre musketter, du lader den ene, drengen lader den anden, og jeg skyder. Jeg sørger selv for det sidste drys krudt ved hanen. Hvis der bliver en pause, så lader jeg også selv. Mens jeg lader, stikker du din musket ud, og hvis jeg ikke er klar, og der er et mål, så skyder du bare, og husk et drys krudt lige her i fordybningen, inde du lukker klappen. Du rammer lige så godt som jeg eller rettere, som tingesten er i stand til, og det er ad helvede til. Husk at spænde hanen og sikre, at aftrækkeren er fremme. Den gør det ikke af sig selv, for de her musketter er noget gammelt lort. Hvis du ikke har skudt, når jeg er klar, så flytter du dig.’

Kaptajnen – Philippe har kaldt ham kaptajn uden at vide, om han har nogen rang, eller om han bare er en tilfældig beboer i huset, der har grebet til våben – giver ham den anden musket med besked om at lade den selv. Han prøver det bedste, han ikke har lært endnu, og mener muligvis, at det er lykkedes.

Kaptajnen har ikke fyret sin musket endnu. De andre afventer også. Han kan se 15-20 mand på taget, der alle afventer. Han går frem til det nærmeste hak i murkanten, hvor der står en anden mand klar. Her ser han også, at de forventede sidefløje på chateauet ikke findes. Der er ingen ydre gårdsplads. Der er palisader af træ, der går langs voldgraven med en åbning i midten, hvor broen går over. De to gitterporte i hver sin ende af broen er lukkede. I skovbrynet ved siden af vejen væk fra borganlægget ses soldater i blå uniformer. På vejen har en deling en deling kørt to kanoner i stilling, og flere synes at være på vej. Disse er udenfor skudvidde, men de selv er allerede indenfor skudvidde af kanonerne.

‘Hvem er de?’ spørger han manden, der står klar ved muren og venter på signal.

Manden ser overrasket på ham.
‘Ved du ikke det? Det er kong Louis ‘ soldater. Efter alle hans krige, fører han nu krig mod sine egne landsmænd. Mange har måttet flygte ud af landet. Håndværkere og dygtige handelsfolk især. Nogle af dem kalder sig huguenotter. Hr. Bastignard har begået den formastelighed at huse nogle af dem, og der er stadig et par stykker tilbage iblandt os, der har valgt ikke at tage bort. Det er derfor, vi bliver straffet nu. Kongen ønsker også at indføre standarder, der skal gælde for hele landet, og mange er utilfredse med det.’

Philippe spørger:
‘Men hvad har disse huguenotter gjort for at påkalde sig kongens vrede?’

‘Det er ikke ham, der er vred. Det er hende pulverheksen, som han hemmeligt er gift med, som de kalder for Madame Maintenot. Hun er så katolsk, så det halve kunne være nok, og huguenotterne er protestanter, og hun kan ikke fordrage dem, selvom hendes egen far var protestant. Det er konvertitterne, der er de værste, for de skal bevise, hvor hellige de er. Hele Europa har været i krig i 30 år, hvor katolikker og protestanter har ført krig mod hinanden. Men hvis du spørger mig, så her det intet med tro og religion at gøre. Det er bare et påskud. Der nogen, der har trukket i trådene og sat fyrster og nationer op imod hinanden.’

‘Og hvem, mener du, skulle have gjort det, og hvordan ved du det?’

Denne umulige og på sin vis upassende samtale finder sted på trods af situationen af den eneste grund, at han har stillet det indlysende dumme spørgsmål på trods af det indlysende selvfølgelige i, at de blå frakker dernede jo helt tydeligt er kongens soldater.

‘Det er ventianerne. Det er det, de kalder for diplomati. Lige nu er jeg en tilfældig civil soldat på barrikaderne. Ellers er jeg en af hr. Bastignards livvagter og har akkompagneret ham på mange af hans rejser. Vi får alt at vide, der er værd at vide, for ellers kan vi ikke beskytte ham og hans familie.’

I samme øjeblik brager de to kanoner. Den indre gitterport over broen er smadret, og han ser først nu, at den ydre allerede er faldet ind. Den slags porte er fra en tid uden kanoner. Det vil ikke vare længe, før broen vil blive stormet. De vil uden tvivl forsøge at ødelægge portene indtil den indre gård, inden de stormer broen. Spørgsmålet er, om de er på skudhold til det.

Han går hen til det næste skydeskår og spørger:
‘Hr. Kaptajn, hvornår bliver der skudt?’

‘Det gør der, når det er på tide. Og det er det først, når de rykker frem. Bare hold dig klar, du vil ikke være i tvivl, når det sker.’

Efter nogle meget lange minutter sker der. Kaptajnen råber op, og en bred salve går af fra murkanten. Philippe bytter musketten ud og begynder at lade. Denne gang er han nogenlunde klar på, hvad han skal gøre. Stormen på borgen må være startet. Han ser, at der byttes for anden gang, og at drengen rækker sin musket til kaptajnen. Da den også er fyret af, er han klar med sin musket igen. Således cirkuleres der et stykke tid, og det lykkes de tre at opnå et interval på op til fem skud i minuttet.

Da kanonerne har gjort deres arbejde med portene, bliver de nu rettet mod murkanten. Det er pludseligt blevet farligt at opholde sig der. En kanonkugle er så tæt på, at den vælter et helt parti. En musketér må lade livet, da han bliver blæst baglæns. En mand kommer farende ud af tagporten og råber:

‘Alle mand ned for at forsvare porten – gør klar med sabler!’

Rædslen rammer Philippe. Dette vil han ikke være i stand til. At lade en musket er sin sag, men at håndtere et blankvåben uden nogen som helst forudsætning imod trænede og veludstyrede soldater, der sandsynligvis også er i overtal, vil være uundgåeligt selvmord. Han har absolut intet at gøre her, dette er ikke hans krig og hans hus. Og så har han overhovedet ingen sabel, for det er der ingen, der har givet ham. Om ikke andet, så afgør dét sagen.

Mens de andre løber hen mod døren til trappen, sørger han for at falde bagud og ser sig om efter en anden udgang. Han har stadig en ladt musket i hånden, og han beslutter sig til at holde fast på den. Han husker det med det sidste drys krudt og så lukke klappen, så det sørger han for. Den åbne del af taget går hele vejen rundt om ydersiden af de fire fløje på borgen. Han ved, hvor han skal prøve at komme hen, men han ved endnu ikke, hvordan han kommer derhen. Han løber venstre om og rundt og ser efter en dør. Den er, hvor han har håbet på ved trappen i nordfløjen i hovedbygningen. Han har været der før. Trappen er bred. Alle er løbet i forvejen, og han er den eneste på trappen.

Han hører råb, skud og lyden af klirrende jern udenfor. Han ved, at der må findes en dør indenfor, der går ned i kælderen, men han tør ikke spilde tid på at finde den. Han ser ikke anden udvej end at løbe ud i gården og hen langs muren for at nå den kælderdør, han er kommet op af. På vej derhen ser han en soldat i blå uniform komme imod ham med trukken sabel. Han kan se kældertrappen, men han kan også se, at han ikke vil nå den, før han bliver hugget ned. Han stopper, spænder hanen – der er tungere, end han han troede – og afmonterer sikringsaftrækkeren. Soldaten er meget tæt på nu og har set, hvad han er i færd med. I sidste øjeblik hiver han i aftrækkeren og skudet går af. Soldaten ryger baglæns, og han mærker en ubehagelig sviden af krudt og røg i sit ansigt, for han har ikke nået at få musketten væk fra kroppen. Den ryger baglæns fra rekylet, og han taber den på brostenene.

Philippe har ikke tid til at se, om soldaten er død, før han styrter ned ad trappen og ind i kælderen. Det eneste lys er fra døråbningen. Han prøver at huske, hvor nedgangen til passagen er. Han finder den i det fjerneste hjørne, hvor han nærmest falder ned af de første trin, inden han finder balancen. Resten af vejen prøver han at famle sig frem ved at gribe ud mod væggen.

Efter tre regulære trappeafsnit begynder den del af gangen, hvor der er enkelttrin med meters mellemrum. Det er også her, det begynder at blive vådt om fødderne. Det er ikke så meget, som han husker, men på et tidspunkt går han alligevel i vand til knæene. Han frygter, at gangen vil blive helt oversvømmet, men så er det, at han støder mod det første trin, der går op i stedet for ned, hvorefter han falder på næsen. Han er nu helt gennemblødt, men den gode nyhed er, at han er på vej op igen. På et tidspunkt flader gangen ud og fortsætter ligeud i et overraskende langt stræk. Vandet er væk nu, og det går lidt hurtigere.

Jeg ved ikke, om du kender det, men i mørket kan man se med ørerne. Du kan mærke, når du nærmer dig noget, selvom du ikke kan se det. Faktisk synes han, at han kan ane noget lys fremme. Han strækker armen frem og mærker, at der er en væg. Eller rettere en dør. Han kan også mærke, at der er en stor bom i navlehøjde. Med besvær får han den løftet af og åbnet døren. Der er ikke meget mere lys udenfor, men han mærker, at der er trappetrin, der fører opad. Luften er meget indelukket og … jordet. Han får en ubehagelig fornemmelse og en mistanke om, at han vil møde endnu en forhindring. På den anden side, det kan jo ikke være rigtigt, for så er flugtruten jo ubrugelig, og hvad skal den så til for?

Hans mistanke bliver bekræftet, da han støder på et – hvad skal man kalde det? – et låg. Udgangen er simpelthen lukket af planker, og ovenpå er der dænget jord. Han må befinde sig midt i skoven. Over træplankerne er der jord og sikkert også buskads. Han er levende begravet!

Efter nogle øjeblikke med panik og en puls i den høje ende aktiveres hans strategiske overlevelsesinstinkt. Han føler sig frem og fornemmer, at der godt kunne være et par svage punkter, hvor træet har set bedre dag og forrådnelsen er sat ind. Han får en hurtig ide og famler sig tilbage ned ad trappen. Ved døren i bunden finder han bommen, der uden tvivl er lavet af egetræ. På trods af fugtigheden er den stadig solid. Den slæber han op til der, han kom fra. Derefter begynder han at knalde løs på træet.

I starten sker der ikke så meget, og han er nødt til at holde pauser for at få vejret. På et tidspunkt begynder træet at gå fra hinanden. Det begynder også at drysse ned med jord. Efterhånden opstår der egentlige huller i træet. Når han stikker hænderne igennem, kan han mærke rødder fra planter og buske. Snart er der så meget jord på de øverste trappetrin, at han må skovle det videre nedad, hvilket giver ham mod og ekstra energi.

Det lykkedes ham at smadre et større område af bræddelåget, og en seriøs portion jord lander direkte i hovedet på ham. Da han får børstet sit ansigt fri og åbner øjnene, ser han lys foroven. Han ser lige op i trækronerne, og han er lige ved at udstøde et jubelagtigt sejrsråb, da han kommer i tanker om, at det skyldes et militært nederlag, at han befinder sig her, og da han er kommet så langt, skal han ikke ødelægge det for sig selv.

Han tier og prøver at høre, om der er lyde deroppe, men der er helt stille. Så genoptager han sit arbejde, der går hurtigere nu. Han kan brække hele bræddestykker løs, og åbningen bliver snart så stor, at han kan bruge de øverste trin til at støde sig op gennem hullet og ud i buskadset. Da han får børstet jorden af sig, er han overrasket over, så langt væk han er fra bygningerne, som han kan ane langt fremme mellem træerne. Hans første indskydelse er at komme så langt væk som muligt fra stedet og ind i skoven. Måske skal han prøve at komme videre nedad i landskabet og finde landsbyen. De lokale er med garanti ikke glade for kongens regimenter og vil nok være villige til at gemme ham. Om ikke andet kan han finde en lade og sove i et sted.

En anden impuls får ham til at overveje alternativer. Der er noget i luften, der er forandret. Han vælger derfor i ly af skoven forsigtigt at nærme sig bygningerne for at få et overblik, inden han tager benene på nakken. Til hans store overraskelse får han øje på den ene af de to sidebygninger, som han troede var forsvundet. Eller man burde måske sige, som han troede ikke var opført endnu. Det er meget forvirrende det her. Han følger voldgraven rundt i retning mod syd. Fra et udsigtspunkt længere henne, får han øje på den anden sidebygning. Han kan også se broen over vandgraven. Der er ingen soldater at se. Og der er helt stille. Han synes måske, han kan høre en kvindestemme råbe et sted derovre.

*

Der er fuglesang i luften og en summen af insekter. En let bedugget humlebi har stukket snablen ud af en gul blomst og er på vej videre til det næste værtshus. To skovduer har gang i en kurrende konkurrence deroppe et sted. Gennem den tætte skovbund møver et pindsvin sin piggede kampvogn frem på snusende udkig efter en bille eller en snegl på vejen.

Da hun vågner er Madelaine ganske desorienteret. Hun har ingen anelse om, hvor hun er. Hun ser ud i noget buskads og føler, at hun ligger i en mærkelig stilling. Det næste, hun bemærker er, at hun har en knaldende hovedpine. Han hun drukket sig i hegnet, og har hun tømmermænd?

Så er det, hun kommer i tanker om, hvad der var sket. Hendes hjerte begynder at banke, og hun er pludselig meget vågen. Hun vikler sig fri af buskadset og ser, at hun har ligget på en afsats en meter fra vandkanten i graven. Hun kan se østfløjen af chateauet ovenfor. Hun forventer at skulle kæmpe med selskabskjole og fine snørrestøvletter men opdager til sin overraskelse, at hun har sit hiker-dress på.

Hun kæmper sig op af skråningen og tager stien rundt om bygningen. Hun lytter efter eventuelle stemmer, men der er helt stille. Hun er særlig påpasselig, da hun ankommer til hjørnet ved den ydre gårdsplads, men hun finder, at den er overgroet. De tumultiske hændelser er som en mærkelig drøm. Var det hele blot en drøm, og hvad lavede hun i så fald omme ved vandgraven? Hun huskede alle detaljer af denne drøm, hvilket hun aldrig har været i stand til før. Det var ikke en drøm, det er hun sikker på. Det var noget andet.

At hun i hvert fald ikke drømmer længere bliver bekræftet, da hun får øje på teltet.

‘Antoine! Philippe!’ råber hun. Hun åbner teltet, og alt er, som da de forlod det i morges. Eller var det i går? Hun er stærkt i tvivl.

Hun går hen i retning af broen over vandgraven for at få et bedre overblik. Hun råber et par gange til, men der er ingen, der svarer. Her får hun øje på en skikkelse, der dukker frem af det høje græs på vejen op mod broen.

‘Hey, Madelaine!’
Antoine er på vej ud af skoven hen mod broen.

Der snurrer et mylder af tanker gennem hovedet på hende. Hvor han han været henne? Hvorfor er de ikke sammen? Hvor er Philippe? Kan hun fortælle, hvad hun hun er ret sikker på at have oplevet og ikke drømt? Vil han tro hende?

Da han er på vej henover broen siger hun:
‘Hvor er Philippe, er du sammen med ham?’

‘Nej, jeg aner ikke, hvor han er.’

Da han kommer nærmere siger han:
‘Hvad er det for en kæmpe bule, du har i panden?’

‘Og hvorfor er du pladdervåd?’ svarer hun.
‘Og du har også blod på bukserne. Hvor har du været henne?’

Han svarer ikke men ryster langsomt på hovedet, mens han ser ned. Hun ved godt, at det betyder noget i retning af, Du har ingen anelse, jeg kan ikke fortælle om det lige nu. Hun er altså ikke ene om det. Han tager hende om begge skuldre og ser hende i øjnene.

‘Det kan vi altid snakke om. Vi er nødt til at finde Philippe.’

Det er her, hun får øje på ham. Han står og vinker i en lysning ovre på den anden side af vandgraven. Antoine vender sig om og mumler:

‘Det var li’godt …!’

De står tavse en stund. Så går Antoine hen mod teltet.
‘Jeg er nødt til at få noget tørt tøj på.’

Da han kommer ud af teltet igen, er Philippe ankommet. Antoine udbryder:
‘Hvad pokker, du er jo fuldstændigt mudret til. Og så er du helt sort i hovedet. Du ligner en, der har stukket hovedet i en krudttønde. Hvad har du lavet nede i kælderen, og hvorfor kommer du derovre fra?’

‘Det er alt for mange spørgsmål på én gang. Og selvom jeg svarer på dem, er jeg ikke sikker på, at de vil give mening.’

Både Madelaine og Antoine er hver på deres måde klar over, hvad han mener. Det giver fuldstændig mening uden at give mening.

‘Én ting er jeg helt sikker på. Jeg skal ikke tilbringe længere tid på det hér sted.’

Han ser på sin ur.
‘Klokken er tre, der er to og en halv times gåtur ned til landsbyen, og vi kan pakke på 20 minutter. Hvad siger I?’

De er fuldstændigt enige lige med det samme.

‘Og så lige en ting til. Det dér har jeg altså ikke noget at gøre med. Hvad med jer?’
De ser hen mod den dobbelte port i sydfacaden af hovedbygningen. Den er fuldstændigt smadret, som om nogen har skudt den sønder med kanonkugler.

‘Men jeg ved godt, hvad der er sket. Og det kan I høre om en anden gang.’