Grøntsager fra middelalderens glemmebog

Fælles for disse spiselige planter er, at de alle er mere eller mindre gået i glemmebogen. Som erstatning har vi kultiverede og indavlede frugter og grøntsager, der er nemmere at have med at gøre, ser pænere ud, bliver større, gror hurtigere, osv. Men erstatningerne har ikke det samme næringsindhold, for de gamle, glemte sorter er tættere på eller lig med de vilde planter, der ligeledes er bomber af næring. Intet fra supermarkeder i dag kan hamle op med det.

Moderne landbrug har i princippet bandlyst og fravalgt følgende planter. Resultatet er langt lavere næringsindhold i de grøntsager, vi har adgang til. Så påstanden om, at folk i middelalderen var mere primitive end os skal forstås ret. Det primitive er det oprindelige og naturens eget bud på den perfekte næring. Siden er det kun gået tilbage under betegnelsen fremskridt.

Man kan filosofere over, hvorvidt industrielt landbrug ikke er en form for dødskult. Ikke nok med at de bekæmper alt andet spiseligt ukrudt med pesticider, der er knaldhamrende giftigt og usundt for natur og mennesker og dyr. Det, som de bekæmper, er ofte 10x sundere end de forpinte og kunstgødede monokulturer, som de dyrker.

Følgende 15 spiselige planter kan enten dyrkes i haven eller findes i naturen

Sukkerrod
Efterspurgt blandt høj og lav.
Blandt høj fordi den var delikat.
Blandt lav fordi den nærmest passede sig selv og producerede rigelige mængder.
Den var i middelalderen, hvad kartoflen blev fra 1800-tallet.

Makedonsk persille
Kaldes også for sort løvstikke eller alexanderurt.
En flerårig skærmplante, hvor hele planten kan spises.
Almindelig i sydengelske haver.
Sellerien overtog senere dens plads i køkkenet.

Stolthenrik
Flerårig spinatplante – tidligere kaldt smørskræppe.
Fuld af næring. Skal i modsætning til ‘moderne’, forfinet spinat tilberedes.

Havrerod
Har en uventet smag af … østers!
Bør derfor kunne anvendes sammen med fisk.
Den gik af mode, da den vokser langsom og ser underlig ud.

Mispel
Uden sammenligning i øvrigt ligesom kvæden stenhård, bitter og umiddelbart uspiselig.
Skal også ligesom kvæden sidde helt ind i november, til de har fået frost og kan så bruge til syltetøj. Smager et sted mellem dadler og bagt æble.

Almindelig fuglegræs
Indeholder 7x mere C-vitamin end appelsiner.

Skorzonerrod
En staudeplante med lange aspargeslignende rødder.
Smagen kan også bedst sammenlignes med en mellemting mellem nødder, asparges og selleri. I familie med havrerod.

Pibeløg
Englænderne kalder dem for Welsh onions. En kultiveret form er kommet tilbage som forårsløg, og de stammer oprindelig fra Østen. Enhver thai-suppe eller japansk ramen vil gerne indeholde ‘spring onions’.
Kan høstes helt ind i vinteren. De er siden udkonkurreret af løg, fordi de har større roddel.

Hvidmelet gåsefod
Endnu en udmærket spinaterstatning – eller rettere: der blev erstattet af spinat.
Indeholder mere protein end kål, mere jern end kål og med anvendlig kalk end end grøntkål. En superfood. På engelsk hedder den fat hen, fordi høns der åd den lagde flere æg (sikkert pga. kalkindholdet).

Løvstikke
Man skal nærmest være trendy hipsterkok med ny nordisk og alt det hejs for at bruge løvstikke. Men helt frem til forrige århundrede var den en almindelig brugt suppeurt i bondehaverne.
Intens smag af persille + selleri x 10. God for maven. Kan overleve i 20 år.

Tandfri vårsalat
Også kaldet valerianella, der betyder lille baldrian. Eller kornsalat, fordi den gror som bund i kornmarker – så derfor får den selvfølgelig en gang pesticider.
Indeholdeer 3x så mange omega3 fedsyrer som icebergsalat + jern og vitamin C.

Regnfan
Almindelig markplante med gule klaseblomster. Har en honningagtig duft.
En naturlig konservering i gryderetter.
Medicinsk mod indvoldsorm ligesom malurt og peberrod.
Udkonkurreret af bl.a persille.

Strandkål
Findes i let saltet, sandet jord ved stranden, hvor få andre planter kan gro.
6x højere indhold af C-vitamin end citron.

Farvevajd
Dens mest kendte anvendelse er som blå farve i udtræk – paradoksalt da planten har gule blomster. Men som unge planter, inden de udvikler det blå farvestof, er de spiselige

Roer
Hvor mange spiser roer i dag? Både majroen, ræddiken og kålrabiroen er delikate. 
Kålrabien er sød og næsten græskaragtig som tilberedt. Ræddeken er radissens storebror. Majroen er et sted midt imellem. Og roetoppene er fuldtud spiselige og delikate. Folk i dag smider også bladene af knoldselleri og persilletoppe ud. Og nej, lad være med at spise bladene af kartoffelplanten. Det er en natskygge, og alt over jorden er giftigt. Roeblade har 3x så meget A-vitamin som rødderne. Køer elsker roetoppe.

*

En interessant note handler om skørbug. Det er som bekendt mangel på C-vitamin.
Det siges, at ankomsten af kartoflen i starten af 1800-tallet kurerede folket for skørbug, fordi kartoflen er C-vitamin-holdig. Men det må i så fald betyde, at ovennævnte urter brugt i middelalderen på det tidspunkt var gået i glemmebogen, da en håndfuld af dem er C-vitamin-bomber.
Interessant, ikke sandt?

Herefter et afsnit fra
Det lille-store køkken

Klassiske opskrifter og tips fra mormors verdenskøkken

VILD MAD OG MEDICIN
Mormor har vidst noget om det. Hendes mormor vidste mere, og en fjern mormor vidste endnu mere. Folkemedicin og folkelig sundhedsvisdom var en del af kulturen og traditionen generelt.

Munkene i klostrene vidste en hel masse. Emnet er enormt og ligger udenfor scope her, men en håndfuld tips vil være passende. Det vil mestendels være lige for hånden og ikke noget, man skal opsøge naturkost-butikker for at skaffe i pulver-pille-tinkturform bestilt hjem fra fjerne lande.

Ligesom industrimedicin ved de godt, hvad de vil have for det. Javist, der findes meget potente planter fra f.eks Indien og Kina, og disse store kulturer har deres egen form for medicin, der er mange tusinde år gammel i modsætning til vores, der i den idustrielle version kun har 110 år på bagen – og som mere lugter af BigBusiness-case end rigtig medicin. Kinesiologisk og ayurvedisk ekspertise er selvfølgelig på et højt niveau, men vi holder den i mormor-højde her.

Man skal ikke bevæge sig langt væk fra sit hjem for at finde ingredienserne, og mange vil have dem i deres egen baghave. Vi kan også finde dem på skovturen, ved stranden, i parker og grønne områder. Undgå at fouragere i vejkanter langs marker, der ofte er sprøjtet med kemikalier, som burde være totalt forbudt, men som generationer af korrupte politikere har tilladt landbrugsindustrien af bruge. Nogle urter er sunde og fulde af næring, andre har decideret helbredende virkninger. Eller forebyggende for sygdom, men er ‚fuld af næring‛ ikke netop det?

Udover at det er lige for hånden og til og med gratis, så er det grøntsager og urter, hvis indhold af næring overgår dyrkede planters indhold ikke bare lidt men mangefold. Det gør de, fordi de har hevet næring op af den udyrkede jord med dens mangfoldighed af stof og ikke som i drivhusene vokser i kunstig jord gødet med noget, der ikke kompenserer fuldtud for landbrugets og gartneriets udpining og gradvise udvaskning af jorden. De overlever, men de trives ikke fuldtud, hvorefter vi heller ikke trives fuldtud.

Vi skal bestemt ikke være botanikere med Stort B for at få glæde af følgende husgeråd og vilde planter. Kun med lille b – for vi er nødt til at gå i amatør-botaniker-mode, da vi som udgangspunkt skal identificere dem. Der er planter derude, der er giftige. Vi kan her kun give nogle tips til identificering antydningsvis, men ellers er en simpel botanikbog et must. Derudover findes der meget nyttige apps derud, der ved hjælp af dit mobil-kamera kan identificere en plante. En af dem hedder Lens, og dens træfsikkerhed er meget høj. Pas på, den kan være meget afhængighedsskabende, for indenfor et meget begrænset areal kan der vokse 50 arter, som man også kan finde navnet på.

To planter, der er så karakteristiske for det danske landskab, er brændenælden og mælkebøtten. De falder i begge kategorier: nærende og helbredende. Deres egenskaber er så mangfoldige, at de hver kunne fylde et helt kapitel.

Brændenælde
Den har et stort indhold af C-vitamin, jern, magnesium, potasium og har et af de højeste indhold af protein, der kendes hos vilde planter. Bladene kan bruges til et utal af retter, te, suppe, pesto, sammenkog. Italienerne har en ret, der hedder lasagne al ortige – urtica er familienavnet for nælderne – og den bruges som et grønt lag med hakkede blancherede brændenælder kombineret med et rødt lag a la bolognese, med eller uden kød.

Der er få, der i dag er klar over, at nældens stængelfibre førhen blev brugt i høj grad til at lave tekstiler med. De er ligesom hamp og hør blot endnu finere og blødere – og meget stærkt og holdbart.
De medicinske effekter af brændenælden er bemærkelsesværdige. Det at blive brændt af nælder er noget, vi er vant til at forbinde med svie og kløe. Men den brændende fornemmelse har for det første intet med forbrænding at gøre endsige inflamation, tværtimod. Det er en del af den medicinske effekt, der er anti-inflamatorisk. Gigtsmerter kan fjernes ved brug af brændenælder, og gigt er intet andet end en inflamatorisk tilstand i ledene. De små nåle, der sidder på stænglerne og ind under bladene giver mikroinjektioner i huden, når de brækker af.

Man tager en nælde og pisker sig selv på f.eks det gigtplagede sted, til man mærker effekten.
Hvis man synes, der svier for meget, kan man tage oversiden af et blad og smøre udover stedet, og saften indeholder modvirkningen – altså ikke modvirkningen af den gavnlige virkning med af den brændende fornemmelse.

Vejbred
En anden vild plante, der er kendt for at modvirke brændeeffekten er vejbreden. Den
lancetformede vejbred er yderst almindelig i landskabet, på enge og i græsplæner. Den er nem at kende på de aflange blade med strenge, den mørke overside og den lyse underside, og når den går i blomst, har den en lang lige stilk i midten med et lille fast hoved, lidt som en dunhammer bare meget lille. Måden man bruger den på, hvis man har et akut problem, hvilket også kunne være et hvepsestik, er at tage et par blade i munden og tygge dem til de smatter ud og så tage den fugtige masse og smøre udover stedet. Der går meget kort tid, før virkningen indtræffer.

Salve af vejbred:
Hvis vi vil gå et skridt videre, kan vi ret nemt lave vores egen salve af vejbred.
Salve er tre ting: Udkog fra planten, olie og bivoks.
Metoden er:
Rens planten – og vi bruger vejbred som et godt eksempel, for vi ønsker at anvende den direkte på huden, hvor den absorberes ret hurtigt og effektivt og placer den i et vandbad og overhæld den med en god økologisk olivenolie. Der findes sikkert andre olier, der kan bruges.
Kog den i vandbadet i 4 timer.
Hæld det gennem en metal-sigte og pres så meget olie ud som muligt.
Tilføj lige så meget bivoks, som der er olie og lad det smelte. Det skal nok tilbage i vandbadet igen. Bivoks fås i poser i fine flager og indeholder i sig selv medicinske egenskaber.
Når det er smeltet, så hældes det på glas eller måske i små flade dåser med skruelåg.
Vi ønsker en konsistens, der hverken er så hård, at der skal bruges kraft for at grave det ud eller så blød, at det flyder, når man smører sig.
Det er yderst effektivt mod insektbid, skrammer, eksem og forbrænding.

Eget vand
Men hvad nu, hvis vi bliver brændt af en brandmand ude ved stranden, og der måske er lidt langt til nærmeste vejgrøft med nærmeste vejbred? Well, så er hjælpen lige ved hånden, for vi pisser simpelt hen en sjat i hånden og smører på. Og husk, inden du barnagtigt-velopdragent rynker på næsen af det, at vores eget vand er 100% sterilt, for det kommer direkte fra verdens bedste destilleri, vores nyrer.

Huden genkender det lige med det samme som sit eget ift. ph-værdi, saltindhold og biokemiske sammensætning. For hvad er urin? Det er ikke affald, det er overflødige næringstoffer, som kroppen skaffer sig af med for at holde sig i ballance. Det svarer ret nøje til det, man ser i en blodprøve, der flyder ovenpå kaldet blodplasma, hvor de røde blodlegemer falder til bunds. I hudcremer bruges urea som ingrediens, altså udtrukket urin fra køer og andre dyr. Ville det så ikke være meget bedre at bruge sit eget urea? Der er skrevet hyldemeter af seriøse forskningsrapporter om medicinsk brug af urin, men vi er hjernevasket til at tro, at det er farligt. Vi kan også fortælle, at soldater lærer, at de kan overleve i uger på deres eget recirkulerede vand i en nødssituation, men vi har lært, at vi nærmest dør af det. Det er helt forkert.

Og hvis vi er i tvivl om urins kompatibilitet med din hud, så gør forsøget. Vi er opdraget med berøringsangst og ad-bad-tis! og alt det jazz. Og det lugter, gør det – eller gør det? Vi tager en lille smule og gnider ind i huden f.eks bagsiden af underarmen. Gnid til det er forsvundet. Så lugter vi til det og konstaterer, at … det ikke lugter af noget. Hvad skete der lige der? Huden genkendte det som sit eget og absorberede det omgående. Vi forveksler det nyligt producerede vand med lugten af pis, der har ligget i luften, hvor der straks er bakterier, der bliver tiltrukket og
går i gang, for der er masser af næring. Dét lugter, og det skal vi ikke have noget med at gøre.

Men hey! gå dog ud og pis i dit grøntsagsbed og se, hvordan det bliver påskønnet af
grøntsagerne. Hvorfor tror vi, at enge, der bliver overpisset og -skidt af køer trives så meget? Er vi ikke blevet neurotisk-hypokondrisk naturforskrækkede?
Så kom vi lige ud i yderkanten.

Bier og myrer
Nu bliver det endnu mere bizart. Bistik indeholder nogle af de samme aktivstoffer som brændenælden. Her er en fantastisk historie fortalt af Dr. Berg (kendt fra YouTube) fra en af hans patienter.
Patienten var voldsomt gigtplaget i sit ene knæ. En dag sidder har på sin havetraktor i korte bukser og slår græs. Ved en træstub bor der nogle bier. Da han kører forbi bliver han angrebet af en stak bier, der alle går direkte efter hans gigtramte knæ. Han bliver selvfølgelig rædselslagen, springer af traktoren og flygter henover plænen. Undervejs bliver han klar over, at han ingen gigtsmerter har! Hvordan hulan kunne bierne vide det?

Et andet husmandstrick er, at finde en myretue og irritere myrerne, så de går til angreb. Man sørger for at lægge en klud, hvor man har forstyrret dem. De sprøjter så deres myrepis på kluden, som man fjerner og ryster og gnider på sit sygdomsramte sted.

Forklaringen på myrernes og biernes evne til at producere sygdomshæmmende substanser er, at de bor så ekstremt tæt sammen, at de er nødt til at have noget, der forhindrer dem selv i at blive syge. Bivoks indeholder f.eks det stof, der kaldes propolis. Honning er så afvisende for fordærvelse, at det stort set er uforgængeligt. Der er fundet en honnningkrukke i en egyptisk grav, der stadig kunne spises 3000 år efter.

Mælkebøtte
Alt på mælkebøtten kan bruges, blomsten (når den er gul), stilken, bladene og roden.
Bladene på de unge mælkebøtter er at sammenligne med ruccolasalat. Blomsterne kan spise helt rå eller koges med i te. Rødderne kan renses for jord, tørres, hakkes, ristes og bruges som kaffe.

Kornkaffe eller kaffeerstatning er ofte ristede rødder. Kornblomsten eller cikorien, der står i mange grøfter med sin flotte blå farve, var den kornkaffe, vi drak under WW2, hvor vi ikke kunne få kaffebønner.

Mælkebøtten er hadet af haveejerne, der gør alt muligt for at bekæmpe den, fordi de vil have græsplæner, der ligner en golfbane for overklassen. Det er for det første en totalt unaturlig tilstand for græs at være skåret ned til karsehøjde. Det ses tydeligt i tørkeperioder, hvor græsplæner bliver totalt afsvedne, fordi de ingen modstandskraft har mod solen. Dernæst er tilstedeværelsen af mælkebøtter et symptom på en jord i ubalance og underskud. Så ankommer mælkebøtterne for at redde jorden med deres dybe rødder, hvor de henter næring op til gavn for al bevoksningen. Endelig kunne det være interessant at se et tal på, hvor meget benzin og elektricitet, der brændes af på græsplæner. Og folk kan jo ikke finde ud af at slå med le længere.

Til gengæld kan folk finde ud af at ævle løs om CO2 og klimaforandring. Har vi ikke fået lidt ondt i moralsættet?

Kløver
Der er både hvidkløver og rødkløver. De er fremragende som tilskud til salater og kogte retter, spørg enhver glad ko på marken om den ikke går direkte efter kløveren.

Skvalderkål
Den regnes for haveejerens plageånd, men siden den er så svær at udrydde og til gengæld er spiselig, hvorfor så ikke benytte sig af det? Den er ingen decideret delikatesse, men mindre kan også gøre det, og det smager på ingen måde dårligt. Der er mere næring i en håndfuld skvalderkål end et eller andet drivhuskål.

Blade fra brombær, hindbær, jordbær
De er ikke salategnene, men de er særdeles værdifulde i en blomster- og blad-te.
Lav en blandet te med mælkebøtteblomster + et par store blade, brændenældeblade, de nævnte bærblade. Hvis du har en have, er det sandsynligt, at du har mynte og citronmelisse.

Sammen med en skefuld honning er giver det en fin og mild smag + et gedigent kosttilskud og en kærlig hilsen til dit fordøjelsesapparat. Og hvis det skal smage mere te-agtigt, så tilføj lidt sort te. Ikke mere, end det kan tåles trækker bitterhed og garvesyre, for trækketiden for urtete er 10-15 minutter, og te trækker på under 5 minutter.

Løgkarse
En almindelig plante på skyggefuld steder, hvor der er lidt fugtighed. Den harr hjerteformede eller næsten cirkulære blade. Den smager mildt af løg og kan bruges frisk eller blancheret eller sammenkogt. Pesto ville også være fint.

*

Vi skal her kort nævne 8 vilde planter, der har stor spiselig værdi. Igen: konsulter botanikbogen eller find måske et af de mange nyttige sites eller videoklip på YouTube, hvor både eksperter og kyndige entusiater viser vej og demonstrerer. App’en Vild Mad er også en stor hjælp. Hvis du bliver bidt af ideen og kan se fordelen i at supplere dit indkøbsbudget for grøntsager – der er seriøse penge at hente her – mens du booster din sundhed, så hold evt. også øje med arrangerede ekskursioner, hvor eksperter tilbyder en guided tur i et landskab.

Lindetræ
[Tilia] – et af de få træer, hvor bladene er spiselige

Salturt
[Salicornia Europaea] – en succulent plante, der vokser ved havet, hvor der er forskel mellem ebbe og flod som f.eks Vadehavet i Jylland. Da de bliver oversvømmet ved flod, optager det salt, hvilket gør, at man ikke behøver at salte den ret eller salat, man bruger den i.

Almindelig Brunelle
[Prunella Vulgaris]

Viol
[Viola Reichenbarchiana] – en forårsplante i skoven

Skovsyre
[Oxalis Vulcaniola] – også en forårsplante i skoven

Sødskærm
el. Spansk kørvel [Myrrhis Odorata] – de friske skud

Skovløg
[Allium Scorodoprasum] – snoede lange blade, flad stængel

Vild purløg
[Allium Oleraceum] blade som purløg ofte med krummelurer

Peberrod
Vi er vant til at købe den i små klargjorte stykker.
Men hvorfor ikke holde øje med den derude, for den vokser vildt.
Man skal bare lære dens store lange blande at kende, så man ikke forveksler den med
andre storbladede vilde kålformer og skræpper. Hvis man er i tvivl, kan man tage et
bid af bladet, for det har lidt af peberrodsmagen og er altså spiseligt. Derefter er det i
gang med en spade. Den vokser i klumper, og rødderne hænger næsten sammen.
Prøv ikke at skære dem over men at isolere én plante. T ag kun det du har brug for.
Rødderne skal renses godt og skrælles. Peberrod kan fryses.

Svampe
Mange er bange for at plukke vilde svampe. De er bange for forgiftning og ved ikke rigtigt, hvordan de skal behandle dem. Denne svampeangst er lidt ude af proportion. Grundreglen er bare, at man aldrig skal spise noget, man ikke har identificeret med sikkerhed. Det kræver lidt øvelse.

Vi foreslår, at man starter med én ad gangen. Der findes nyttige apps, der ved billedgenkendelse kan identificere dem. Der findes faktisk en omfattende dansk app kaldet Vild Mad med alle slags spiselige naturting, der kommer frem iflg. deres årtids-tilgængelighed.
De nemmeste svampe at genkende er:

Rørhatte 

En af dem er den velkendte Karl Johan. Andre er birkerørhat, orange-rørhat. De er supernemme at kende, for de har små rør under hatten og ikke lameller.

Markchampignons 

De er som en stor champignon, og lamellerne har en lys rosa-laksefarvet
kulør. Hvis man har set en, kender man den for evigt. Hvis lamellerne er hvide, så skal den ikke plukkes.
Blækhatte 
De ligner et hvidt missil, der stikker lodret op med små mørke pletter på. De skal
være helt unge og må ikke have ‚spredt vingerne‛ og have åbnet sig, for så er de blevet
blækkede – deraf navnet. Den er sart og skrøbelig og skal have meget lidt tilberedning.

Kantareller 

Dem kender du uden tvivl, men problemet er, at de er så eftertragtede, at folk har en masse hemmelighedskræmmeri om dem, så de vil ikke ud med deres sted.

Østershatte 

kan godt findes i skoven. Man skal finde den rigtige skov, for de vokser på træstubbe
og faldne træstammer, og det højeffektive danske skovbrug efterlader ikke gerne disse. De vokser i klaser.

Derudover er der en hel del svampe, der er meget spiselige, skørhatte, mælkehatte, m.m. Men de kan ligge i 2. række, hvis man prøver at udvide repertoiret.

Svampe skal skæres af over jorden og ikke hives op. De skal ned i en kurv, så de har luft imellem sig. Det er godt at have medbragt en lille blød børste eller pensel og fjerne snavs i toppen. 
Bortset fra markchampignonerne bør de ikke vaskes men bare børstes.
Det er en misforståelse, at man ikke kan dele en ellers fin svamp med en en snegl.
Den har været der og lavet et hul, det skæres bare fra.
Man kan også sagtens dele stokken med nogle små orm. De har været der.
Vi har lidt for mange fine fornemmelser, for vi er blevet vænnet til, at varerne skal være åh-så-perfekte.

Æbler
må ikke have skurv og pletter, hvilket er noget totalt ævl.
En orm i et æble har lavet sin mineskakt for at nå ind til kernen. Den skærer vi bare fra.

Her er en interessant oplysning om kernerne i æblehuset. Vi ved, at kerner i visse frugter indeholder blåsyre. Kirsebær f.eks. Det samme gør æblekærner, og vi kan smage det. Det har en mandelagtig smag. Der er lavet en etno-medicinsk undersøgelse på, om man spiser kærnerne i æblet, og om der kunne udledes noget af det. Det var der så fire etniske grupper i verden, der gjorde. Det viste sig også, at kræftsygdomme var ikke-eksisterende i disse etniske samfund.

Biokemiske forsøg viste dernæst til forklaring af fænomenet, at æblekernerne indeholder to komponenter, hvoraf den ene af dem er blåsyren. Den ene komponent afvæbner cancercellen, den anden komponent gør det af med den. Et æble om dagen holder doktoren på bagen, sagde mormor.

Udover de svampe, vi kan finde i landskabet, er der en håndfuld svampe med ekstraordinære medicinske og gavnlige effekter. De kan enten dyrkes eller købes i ekstrakter. Disse er: shitake (kan købes friske), løvemanke (lions mane), chaga, cordiceps, reishi, kejserhat (kan købes friske) og østershat (kan købes friske). De friske fra supermarkederne er imidlertid dyrket i kunstige miljøer og har ikke den høje effekt som de, der er fundet i landskabet.

Bær
Brombær og hindbær er ret almindelige i de danske skove og langs hegn.
Hvis du godt kan lide at færdes i skove om efteråret, så finder du helt sikker et brombærkrat.

Hyben
Vejkanterne ude på landet er fulde af hyben om efteråret. Hold øje med, hvornår de er faste og modne og ikke er begyndt at rynke for meget. Hyben er en C-vitaminbombe, og naturen er så viseligt indrettet – citat: mormor
Hyben tilbyder os et vitamin-boost, netop som vi begynder at tiltrække os forkølelse.

Kirsebær
Man kan være heldig at støde på et træ med fuglekirsebær / sure kirsebær.

Blåbær
er lidt sjældne, men visse steder i Jylland kan man finde dem.

Hyld
er vigtig. Vi kan bruge både blomsterklaserne og de modne bær. Den findes til overflod langs hegn og i skovene. Klaserne et til at udtrække en mild parfumeret saft af, og bærrene er til at koge saft af. Hylden er også en C-vitaminbombe, og hyldebærsuppe med skiver af æble i var standard som en sideret i bondekøkkenet. Saften er meget kraftig og lidt syrlig, og nødt tilføjet sødt er måske på sin plads, sukker, honning. Ingefær kunne også være med til at afbalancere den kraftige smag.

Frugter
Det er egentlig ikke så mange vilde frugter, vi finder i det danske landskab. Det er sjældent at finde vilde æbler. Eller pærer og blommer. Det er dog almindeligt med mirabeller i hegnene.
Til gengæld er det lidt underligt at være vidne til, at folk med æbletræer i haverne meget tit er skide ligeglade med denne gavmilde ressource lige ved hånden. De lader dem bare falde ned og rådne. Du kunne jo lige spørge, om du ikke må snuppe en pose.

Nødder
Bønder i fordums tid var meget til nøddehegn. Hasselbusken er hurtigvoksende og danner et tæt læhegn i vores vestenvinds-forblæste landskab. Og så producerer hegnet hasselnødder.
Nødderne er selvtørrende. Olien i nødderne er helt essentielle i vintertiden. Et egern kan overleve en hel vinter bare på nøddedepoter. Det har så i mellemtiden glemt halvdelen af sine depoter, så det kommer naturen til gode.

En ikke særlig brugt nød i dag er bog. Det skyldes nok vores fortravlede liv, hvor det at samle tilstrækkeligt med nedfalden bog fra bøgetræerne og knække dem, regnes for alt for besværligt.
Og at vi har glemt, hvordan vi gør disse handlinger, der kræver tid og mange hænder, til noget vi hygger os med.

Og så er der jo boghveden, men det er ikke en vild plante. Det er en lav busk, der producerer små trekantede nødder ligesom bøgetræet. Det har altså intet med korn (hvede) at gøre. Kunne man ikke forestille sig blinis lavet af stødt-formelet bog om efteråret?

Eller hvad med agern? De er uspiselige, siger vi. Det er ikke helt rigtigt, for via en omstændelig, mangeledet proces kan vi fjerne den bitre smag og gøre dem spiselige. Det fører for vidt her.

Nye skud fra fyrretræer
Det er ikke mange, der tænker på det som spiseligt. Men om foråret og i den tidlige sommer ses de helt lysegrønne skud på fyrretræerne. Spørg imidlertid et rådyr, og dens mund løber i vand.
Prøv også selv at tage et nip. Vi tror, du vil synes om det.

Græs
er uspiseligt. Det kræver en mave som en ko eller et får at spise græs. Vi kan ikke nedbryde det i vores ikke-komplekse maver. Men hvis vi nu var ude på en overlevelsestur på gåben, så ville vi kunne overleve på at gøre følgende:
Tag fat om græsstrået og læs, hvordan det er delt i flere led og sektioner. Træk forsigtigt, og du vil være i stand til at hive et led frit. Bunden af strået er helt blødt og saftigt. Der er ikke meget men det der er, er ekstremt potent. Hvorfor? Fordi det er plantens-græssets stamceller. Den lille godbid indeholder koncentreret næringsværdi, for det er det, der får græsset til at vokse.

Det er af samme grund, det anbefales at spise spirer fra planter. Lucernespirer, bønnespirer, rødbedspirer, … Disse spirer indeholder den voksne plantes næringsværdi i 10-100 x kraft. Spiser vi f.eks ikke karse og purløg på smørrebrød? Måske vi tænker på det som en gang garniturepynt i toppen uden egentlig værdi. Sådan tænkte man ikke på det hos de gamle. Det var vigtigt, der var ikke madsminke eller pyntesyge. Skulle vi med andre ord få lyst til at hævde, at dette er lidt for newage-nørdet, så bliver vi uenig med mormor.

Tang
Der er især to slags tang i de danske farvande, der er nemme at identificere og få fat i.
Blæretangen findes ved næsten alle kyster. Du kender den sikker som badegæst. Den flyder i øer og har en masse små luftblærer, der er med til at holde planten flydende. Det er især bladene, vi går efter. Den kan findes tæt ved kysten.

Sukkertangen er ligesom kæmpestore båndspaghettier. Den smager sødt, deraf navnet. Den findes især lidt ude i vandet og kan bedst høstes fra en båd. Det findes ikke ved alle danske kyster.

Tang følger vind og strømforhold. Når der er pålandsvind, findes den ved kyster modsat vindretningen. Det indeholder mange værdifulde næringsstoffer og mineraler, der ellers er svære at få fat på. F.eks jod er vigtigt for kroppen, og vi er som regel underforsynede. Der er også proteiner i tang. Det er ikke svært at tilberede. Det skal bare plukkes fra det seje-uspiselige, skylles grundigt og koges. Der skal ikke kommes salt i kogevandet, for det er indbygget.

Tang smager virkelig godt. Det er sødt og saftigt, og det har en lækker bid-konsistens. Det må dog nok siges, at mormor ikke var meget til tang. Det er ikke en del af traditionel dansk madkultur. Japanske mormor bruger til gengæld tang i maden.

Saft fra birk og ahorn
Dette er meget årstidsbestemt, og der er kun et lille vindue på 2-3 uger om foråret, hvor alle safterne begynder at stige. Du skal selvfølgelig have lov til at tappe, og bedst er det selvfølgelig at have træerne i haven. Stammen skal have en vis tykkelse, da de unge træer ikke har godt af at blive tappet. Et voksent træ kan sagtens levere flere liter saft.

Metoden er, at bore et hul i stammen, der passer perfekt med et stykke overskåret rundstok. Du skal have to, en med hul i midten og en uden. Du skal slibe stykket, så det bliver en anelse konisk, så det kan kile sig fast i hullet. Boringen skal gå ca 100 opad, så væsken kan løbe nedad.
Snur et stykke ståltråd rundt, så der er modstand til at hænge en flaske på 1 1/2 liter. Hold øje med den, for den kan hurtigt fyldes op. Træet tager ikke skade af boringen, for når du er færdig med at tappe, så sætter du det andet stykke i som en prop, og der er klar til næste år på samme tid.

Saften smager mildt sødt, og mange ville her vælge at koge den ind til en sirup. Du har sikkert smagt ahornsirup. Et yderligere skridt ville være at brygge vin på sirupen. Det har vi også en opskrift på, men vi stopper her for denne gang.

Læs også Tidligt forårsgrønt om ramsløg

Snaps
Til gengæld bør der siges, at der blandt de vilde planter er nogle, som man ikke ville bruge som krydderurter eller grøntsager, men som der traditionelt er lavet snaps på. Det er den type snaps, der kaldes for parfumeret snaps, hvor urterne er kommet i bagefter og ikke som f.eks italiens, grappa eller fransk eau de vie, hvor det er en del af destilleringen
En snaps er en slags tinktur, og medicinske tinkturer ville man indtage i dråbeform.

Disse planter har også medicinske effekter:
Malurt er ingrediensen i den jyske bjesk sammen med porse, perikon, røllike og enebær
Gråbynke er en overset plante, der også er spiselig.
Porse kan findes i visse moseområder.
Rakler fra hasselbuske kan bruges.
Fyrrepollen ligeså.
Kongelys med de lange blomsterstængler med gule blomster.
Rakler fra brændenælderne giver en medicinsk tinktur.

*

Dette var blot et lille hjørne af den store bog om naturens forunderlige egenskaber.
Der findes bøger, videomateriale på nettet og kyndige troldkvinder og mænd derude, der ved en masse om dette næsten uudtømmelige emne. Med benene praktisk nede på jorden er der intet woo-woo over det, og fordelene er formidable.