FaceBook med kurs mod vejs ende

Lad os starte med FaceBook som en case story og tage den derfra.
Jeg skrev for nylig – på FaceBook:

FaceBook er ved at rådne op i egen sovs. 
Der synes at være voksende enighed om det, men hvad er alternativet?

Problemet er, at ideen er for god, mediet fungerer for elegant, det er oppe og køre i den helt store skala, det er maksimalt populært og afhængighedsskabende – MEN nogle meget mørke aktører med en skummel agenda har kontrol over det, og noget stærkt kalkulerende adfærdspskologi er indbygget i setup’et. FaceBook er for meget en del af det store overvågnings-kapitalistiske-globalistiske BigTech-projekt, og mens vi selv mener, at vi er vældigt sociale og kommunikerende, er der nogle andre, der mener, at vi deltager i et rotteforsøg, et overvågningsprojekt og et datahøstmaskineri på én og samme gang.
Alternativer, hmm, lad mig se, hvad forventer jeg af et socialt netværk?

Jo altså, det skal være nemt at bruge og kunne en hel masse, og der skal allerede være en hulens masse, der bruger det, så jeg hurtigt kan blive populær og få en hel masse ‘venner’ – oops allerede her falder jeg i den adfærdspsykologiske fælde. Jeg er nødt til at revidere min ‘sociale’ attitude.

SÅ, jeg tænker på en overgangsfase, hvor man med FaceBook og måske Twitter-YouTube-Instagram-whatever som springbræt / fiskekrog leder opmærksomheden hen på noget andet. Vi ved, at vi bliver overvåget, data-høstet og misbrugt, men vi spiller spillet en stund endnu. Her er problemet så, at det meget hurtigt bliver totalt fragmenteret, for folk har alle mulige forskellige forestillinger om, hvad et socialt netværk er, skal og kan, så de går alle mulige steder hen. Hermed går de = vi glip af muligheden for samtale, for vi befinder os nu i 20+ forskellige samtalerum. 

Kunne man betale sig fra, at nogen klonede FaceBook?
Det bliver dyrt, og hvem skal betale for det?
I øvrigt er det gjort for længst, men klonerne er en anelse afblegede, eller også går de ud af en eller anden eksklusiv streng, der hægter ‘de forkerte’ fra og bliver klubber for folk, der mener det samme, som man selv mener … at man mener.

Iflølge folkets trang må det heller ikke koste noget. Folk betaler bare en anden pris uden at være klar over det. En slags Linux-udgave tiltaler mig som bruger af Linux selvfølgelig uden helt at vide, hvordan det skal oversættes, open-source helt sikkert men hvad ellers? Det er ikke, at det ikke er teknisk muligt, det er at få nogen til at bruge nørd-timer på det blot for ærens og sportens skyld. For dét at udvikle Googles søgemaskiner, YouTubes og Facebooks bagmaskineri og alle de andre stykker avanceret software, som folk ‘gratis’ får stillet til rådighed, har bestemt ikke har været gratis, men opdragsgiverne har indtil videre haft ubegrænsede midler til rådighed (fra hvem? hvorfra?). Det er midler som nogen har stjålet fra folk på smarte måder, og som herefter er tilflydt dem fra kilder i den kulsorte verdensøkonomi, der er større end den, der er direkte adgang til. Far har altid haft en hemmelig pengekasse bagerst i skabet.

Hvis man skal gøre den slags, skal der tages stilling til sårbarheden, da botterne hurtigt ankommer til at forurene. Det skal ikke kunne kuppes og perverteres – av den var værre!
Men lad os endelig forestille os noget, for så sker det en dag. Måske.

Åh kom og red os

Vi skal ikke forvente os meget af rig onkel-modellen, altså typer som Elon Musk der opkøber Twitter, og så bliver alting godt. Gør det så det, og gør han det, fordi han er en idealistisk forfægter af ytringsfriheden? Mon ikke han har andre mål, som han ikke har fortalt os om? Der er i det hele taget en grund til, at han har fået lov til at blive en af verdens rigeste mænd, for det gør man aldrig uden … at få lov. Og det bagland, der giver lov, forlanger lydighed til gengæld. De tilhører den samme klub, og den opposition eller konflikt, som de disker op med, er kontrolleret af dette bagland. Bortset fra det, er det da underholdende at se the woke crowd vride og vende sig og stege i eget fedt. Men også sørgeligt, for det er jo bare ynkelige, bange, åndeligt dovne mennesker, der har ladet sig hjernevaske og gerne vil være i det rigtige selskab. De er ikke, hvad de kunne have været her på jord, og det er altid en sørgelig konstatering.

Vi kan kalde det for Obama-Trump-Musk-modellen. Det kaldes også for Messias-syndromet. De små mennesker kalder på den store mand. Først går det op for folk, at det går ad helvede til, og at det siddende regime, tingenes tilstand er råddent. Så stiller en tilsyneladende flink fyr sig op og tilbyder at gøre noget andet og bedre, yes-we-can og hope-porn, og han demonstrerer sin velvilje ved at kritisere det siddende regime, der alligevel er på vej ud af kontoret. I Musks tilfælde er regimet det ondskabens propaganda-kontrol-imperium, som Twitter har skabt. I Obamas tilfælde var det kritik og opposition til Bush-regimet og NeoCon-operationerne efter 9/11. I løbet af blot et par år havde han overhalet Bush indenom og startet flere krige i Verden end sin forgænger og fik Nobels fredspris for det! Men han fik korrumperet venstrefløjen og gjort dem krigsvillige, ligesom Tony Blair korrumperede det britiske labour-parti og fik englænderne ind i Irakkrigen. Og ligesom Fogh-Rasmussen fik danskerne til det samme i Irak og Afghanistan og ligesom hans efterfølgere, der fulgte op med Libyenskrigen, Syrienskrigen og Ukrainekrigen, krige vendt mod lande, der aldrig havde gjort os noget, og som de færreste danskere vidste, hvor lå henne i verden. Venstrefløjen blev på blot et par årtier de nye fascister, som lige nu sidder og klapper i hænderne i kor og i support med deres gode venner, fascistregimet i Kiev. 

Da amerikanerne blev klar over, at Obama-administrationen var bundkorrupt og krigsliderlig, så ankom ridderen på den hvide hest, Trump, og hev trusserne af det krigsliderlige hundyr, Hillary. En del valgte ham for simpelthen at slippe for 4-8 år med det sataniske kvindfolk. Det gik meget godt et par år, bortset fra at demokraterne i forvejen var blevet så korrumperede, at de var villige til at medvirke til svindel, humbug, løgn og fakeness. Midlet helliger midlet, ikke sandt, og fordi vi er the good guys må vi bruge alle midler. 

Men så begyndte facaden at revne, og Trump viste sig som endnu en narresut. Alle de dårlige spillere fik frit løb under Trump, Dr. Fauci, CDC, FBI, CIA, justitsministeren William Barr, der sørgede for, at ingen af de store fisk blev holdt ansvarlige for noget, hele medicinalbranchen, you name it. Trump tog æren for alt muligt, som han slet ikke begik – det siver nu ud med transcripts af samtaler over lukkede linjer, hvor det viser sig, at han forhindrede hjælp til ofrene for orkanen i Florida, nøjagtigt som Bush gjorde ved orkanen i New Orleans. Han forhindrede hjælp til ofrene for skovbrandene i Californien (der var påsat). Han var medicinalbranchens bedste ven, for han havde selv en business kørende, og det var i hans periode, at der var lockdown, masker og forbud. Hans familie er gamle nazister, der kom over efter WW2. Og så døde han i øvrigt for tre år siden, hvilket familien har ‘glemt’ at fortælle omverdenen, for der er så mange penge i donationer, merchandise, m.m, så de hyrede en skuespiller med gummimaske – de er meget dygtige til den slags i branchen.

Og nu er Elon Musk ved at gøre det samme. Altså iscenesætte sig selv som den hvide ridder. Hans Neurolink kombineret med hans nye smartdims PyPhone har en meget skummel bagside og er koblet op til 1000’er af kubiske minisattelitter, der er sendt op i atmosfæren, tilsammen beregnet til at ‘gøre noget ved din fysisk-mentale tilstand’. Lad være med at bilde os ind, at en bilfabrikant finder på en storstilet militær operation som denne. Formålet med disse skikkelser er som frontfigurer at fungere som blødgøringsmiddel i vaskemaskinen. Eller som en dampventil i trykkogeren. Den opbyggede frustration og aggression skal lukkes ud på kontrolleret vis, så der aldrig bliver et egentligt oprør. CIA har et færdigskrevet program til neutralisering og afvæbning af al folkelig opposition. Hvis der er en opposition, bliver det hen ad vejen til en ‘farvet revolution’, der befordrer regimeforandring. Nyttigt idioti er sat i system.

Egentlige alternativer?

Vi er selvfølgelig en del, der er på udkig efter muligheder for alternativer til FaceBook, der er dagens eksempel. Kodeord: åben dagbog, tilgængelighed, transparens (minus skjulte agendaer), decentralisering, globalistfri zone, non-kommercielt.

Der er mange problemer i det. Et af problemerne er, at det er nødt til at starte helt undergrundsagtigtigt, og langt hen ad vejen vil det være usynligt for de fleste. Meget få har hørt om det. Når først vi hører om det, er det spottet af Segmentet, misbrugernetværket, og der er allerede kørt infiltration i stilling. Det var det, der skete med de ellers gode ideer, der skabte de sociale netværk, Wikipedia, og de andre Internet 2.0-tiltag. Det er uvist, hvornår initiativerne var spist op indefra, måske de allerede var spist, før de blev sat i vandet.

Folk vil have omgående opfyldelse af behov. Vi er blevet som fire-års børn. Vi bilder os ind, at vi ved at flashe os på et medie kan få 100-vis af venner, der beundrer os. Vi har ikke tid til at bygge noget op, der er solidt. Ejerskabet af FaceBook er helt klar over det, for de er ikke interesserede i noget solidt. Vi ved godt, hvad de er interesserede i.

Det problem, der skal løses, før det bliver anderledes, er, hvordan folk bevarer autonomien og ejerskabet over netværket. Problemet skal ikke kun løses for de sociale netværk, for det er et fundamentalt problem for samfundet. Suveræniteten er kuppet, og kontrollen er centraliseret. Sagt på en anden måde, problemet kan ikke løses isoleret set. De-centralisering og tilbageerobring af suverænitet er et globalt must på alle fronter. Det er nødt til at finde sted i både makro- og mikrostrukturerne. Det er et anliggende for nationer/befolkninger. Det er et økonomisk anliggende. Det er et anliggende for al samhandel og sameksistens. Det er et sundhedsanliggende, for kontrolsegmentet ønsker fuld kontrol over hver eneste sjæl i vores afsuveræn’iserede krop. Det er et anliggende for formidling af viden og information. 

Det er hele kulturen

Det er simpelthen et anliggende for hele Kulturen. Der kommer ingen og frelser os fra Segmentet, for de, der stiller sig op og byder sig til, er selv medlemmer af Segmentet. Initiativet kan aldrig komme fra dem, implementeringen kan aldrig ske via dem. Ægte håb om forbedring kommer aldrig fra dem – kun falske håb kommer derfra.

Egentlige håb ankommer, når folk selv formulerer deres håb om fremtiden og gør, hvad de siger de vil gøre. Vi kan kun starte i det små og det lokale. Faktisk er hele det korrumperede venstrefløjsprojekt cancel-kulturen paradoksalt nok en trigger for fremskridt. Ved at være så totalitært bagstræberisk, har det affødt egentligt fremskridt (progressiv). Tiltrækkeligt mange gode mennesker blev socialt udstødt af denne hjernevaskede bølge af tyranni, der skyllede over Verden udgående fra USA i Trump-perioden, og folk havde ikke andet valg end at tage deres liv og skæbne i egen hånd. Det gælder i høj grad mange, der selv traditionelt mente, at de hørte hjemme på venstrefløjen, og som de sagde: Vi har ikke forladt og forrådt venstrefløjen, den har forrådt os. Vi kan ikke længere genkende det, som vi gik ind for dengang.

Et problem for den amerikanske højrefløj – et KÆMPE problem – er, at de aldrig opdagede, at Trump var et svindelnummer af de mere smarte, og at de stadig håber, han genopstår fra de døde og kommer og frelser dem. Var det ikke det, Jesus gjorde? Altså messias-komplekset igen. Fløjkontrollørerne i Segmentet har allerede tilrettelagt, hvordan den næste bølge af forgæveshed skal indfinde sig. 

Det er derfor vanskelligt at sige, hvori egentlige alternativer vil bestå. Hvordan vil de se ud? Vi ved det ikke endnu. Vi kan observere tegn og tendenser på, at der er ved at ankomme et fundament for forandring. 

• Folk har fået nok og er ved at vågne op. Kun vågne mennesker kan skabe forandring. At en Obama misbrugte ordet Change som en hul parole skyldtes, at hans mission var at forhindre egentlig forandring. Det er sådan de gør, monopolisterne, de tager også patent på ordene.
• Folk spiller på flere heste. Mens de stadig befinder sig på de kontrollerede og suspekte platforme, søger de over i mere private diskussionsfora.
• Folk udviser faldende tillid til medier og politikere og institutioner, der ellers har haft et bedre rygte. De forløbne seks år har givet dem øjne at se med og ører at høre med. Hvad okkupanterne af disse instutioner næppe gør sig klart er, hvor meget der ville skulle til for at genskabe tilliden, for de har været vant til at deres autoritet blev taget for givet.

Der bliver lyttet, der bliver ikke hørt

Og der bliver lyttet til samtalerne, kan vi være helt sikre på. Ejerne af de sociale medier, Tech-giganterne og de regeringer, de er i seng med, har ørerne på stilke for at opfange signalerne på den opposition, som de skal ind og forgifte og kvæle. Alle, der har ytret sig i utilstedelig retning, er listet op i deres databaser. De har en ‘sag’ på os alle. Det hænger nøje sammen med det kineser-stil sociale pointsystem, som de arbejder på, og som hænger nøje sammen med det globale økonomiske system, der går efter og som afhænger af, at de via vacciner, tests, masker, nedfald fra skyerne og nu også fødevarer og vand SKAL ind i alle menneskekroppe – C-O-V-ID, Certification Of Vaccination IDentification. Og -19 betød, at det var dér, det blev iværksat, selvom vi først hørte om det i marts -20. 

• Folk er ved at brække sig over covid-nedlukninger, og stanken af forlorenhed og løgn er blevet for tyk. 
• Folk orker ikke mere præk om Ukraine, Zelinsky, det-er-Putins-skyld-det-hele, for de ser, at hele hykler-cirkus’et er til for at gøre deres liv til et helvede. 
• Folk er fed-up med energi-kartellernes misbrug af verdenssituation, og de begynder af se en sammenhæng mellem misbruget og situationen: Det er to alen ud af samme stykke. Europa eksploderer denne vinter, og de korrupte politikere skal passe meget på nu, for der er lynchstemning overalt.

Inflation er i realiteten ikke-eksisterende. Lad mig forklare. At producere en vare koster i realiteten det samme i dag som for 200 år siden. Det, der er anderledes, er, at der er stukket flere og flere sugerør ind mellem producent og aftager af varen. Der er drejet på flere og flere håndtag, der er flere og flere parasitter på kroppen af dyret, der suger blod. Eksempeltvis koster en tønde olie – en tønde er 159 liter – hold fast i stolesædet: 1.75 kr … én krone og femoghalvfjerds øre at producere! At du betaler 15 kr for en liter skyldes alle sugerørerne. Ja, der skal betales for tønden også, den skal transporteres, hældes ned i en tank på en tankstation, og tankpasseren skal også tjene noget. Men det ENORME spænd imellem produktionspris og salgspris er kunstigt. Det er også kunstigt, at det er blevet en mangelvare, for det skyldes en politisk krigshandling. Der er masser af olie i verden, men nogen har – udover at stikke sugerør ind overalt – spændt ben for distributionen. 

Denne parasitvirksomhed kaldes for inflation. Den forklares som en slags naturlov, en mekanisme vi ikke kan gøre noget ved. Det er totalt bull shit. Vi kan holde op med at skabe den, så simpelt er det. Men som landet ligger ift. magtforhold på Planeten Jorden, så kræver det et sammenbrud af det parasitiske system, der skaber den, hvilket er, hvad vi oplever for tiden. Vi får alle mulige bortforklaringer af sammenbruddet. Vi får ikke at vide, at de høje herrer og damer i Segmentet selv ønsker DERES form for sammenbrud … for at indføre noget, der er endnu værre. Og vi får ikke at vide, at der bagved deres planlagte sammenbrud foregår noget, der vitterligt er udenfor deres kontrol, og som de er rædselsslagne for.

Den brudte kontrakt

SÅ, det handler med andre ord ikke om FaceBook, der var afsættet for dagens artikel, for det er kun et symptom. 
Det vil ligeledes være symptomatisk, når alternativerne viser sig, for så er folk begyndt at efterspørge genskabelse af suveræniteten. 

Vi har både de medier og de politikere, som vi har fortjent. Vi har frivilligt afgivet vores suverænitet, ligesom vi frivilligt indenfor rammerne af demokratiet har afgivet vores ret og vores evne til folkestyre. Folket kan ikke styre noget, hvis folket ikke evner at styre.

• Folk er trætte af alt det ørkesløse ævl om højre og venstre, de gode og de onde, de rigtige og de forkerte, de korrekte og de ukorrekte.
• Folk begynder at forstå, at ordene ligesom pengene er devaluerede. De siger så meget, gør de ikke? De rigtige af i dag er de forkerte af i morgen.
• Folk er folk, og de ønsker alle et godt liv for dem, deres familie og deres venner. De har intet imod at forpligte sig, hvis det giver god mening, men de har set og forstået, at Staten/regeringen/etablissementet har brudt den kontrakt, hvor de til gengæld for at forpligte sig får noget væsentligt tilbage.

Jeg tror, vi godt kan sige, at folk er uendeligt tålmodige med deres sendrægtige regeringer. Altså på sin vis, for de er jo også utålmodige, siden de fyrer den siddende regering hvert fjerde år. Dernæst er de ligeså tålmodige med den næste regering, der gentager og forstærker den forrige regerings dårlige embedsførelse og blot synes at være endnu et led i den uendelige kæde af udsættelser af fuldbyrdelse. Endnu en regering holder folk hen med snak. Er det ikke, som om der er en særlig form for impotens indbygget i demokratiet? 

Hvor blev ansvaret af?

En del af den demokratiske impotens har at gøre med fraskrivelsen af ansvar. Vi fralægger os ansvar ved at gå hen og stemme hvert fjerde år. Vores analfabetiske kryds på stemmesedlen er symbolsk-formel underskrift på at overlade ansvaret til andre. Et ikke-forstået formål med centraliseringen i verdenssamfundet er at fjerne magten fra det synlige felt og dermed også folks mulighed for at se, hvad der kunne og burde være deres ansvar. Dette er ikke bare noget, der er sket (ja vi skal jo følge med udviklingen), det er resultatet af en langsigtet strategi. Udviklingen omtales, som om det var et stykke uafvendelig natur, en mekanisk-universel determinisme, der hverken kan forstås eller forandres.

Når denne konktrakt om midlertidig og begrænset overgivelse af magt bliver til fraskrivelse af ansvar, er demokratiet dømt til undergang. Husk i den forbindelse, at det både er folket og dets maghavere, der fraskriver sig ansvaret.

• Folk er ikke noget imod at påtage sig ansvar, der skal bare være et svar på ‘an’, der skal være et konkret udkomme.
• Folk påtager sig ansvar, når de kan overskue deres ansvarsområde. Demokratiet – den store ansvars- og handlingslammelse – befordrer ikke overblik, og mediernes falske overblik sparker blot til det demokrati, der ligger ned.
• Folk har opgivet tanken om at have noget at skulle have sagt, for for magten er alt for magtfuld, og de kan jo ikke gøre noget alligevel, så de dukker nakken og håber på at flyve under radaren. 

Den gik så ikke længere, for nu vil Segmentet helt ind i dine celler, din genetik, din hjerne, du ejer intet i 2030, ikke engang din unikke genetik … er du så glad? For hvis ikke du, folket er glad og lykkelig ved udsigten til din egen udslettelse, så er det nu, der skal siges fra, så det kan mærkes.

Så længe det bare var noget, der kom ud af munden på en stak forvirrede sølvpapirshatte iført konspirationsteorier – folk accepterede den teori, at det kun var teorier – så var det for nemt at afvise. Men når folk skal skære sig igennem et stykke konkret beton-virkelighed (concrete = beton) fra morgen til aften, så er det meget svært at afvise.

Kineserkrise

I Kina er de kommet så langt ud med deres økonomi, deres boligmarked, deres forfejlede etbarns-politik, de statslige ponzi-skemaer og den groteske Nul-Covid-politik, hvor folk er permanent spærret inde i deres hjem, at store dele af den kinesiske befolkning er gået på gaden. Vil det hjælpe dem? Næppe, for politiet er bare mødt talstærkt op. Demonstrationer og protester er ikke, som vores egne medier prøver at bilde os ind, sjældne i Kina. Det er hverdagsagtige, og regeringen bruger det som en konstant trykventil til at holde den folkelige utilfredshed i skak. De er nærmest et ritual for at bevare status-quo.

Et farligere tiltag vendt mod systemet og den herskende parti-elite er, at mange unge er gået i punk-mode og har mistet al tillid til dette system. Der findes en folkelig ungdomsbevægelse kaldet ‘Lad det rådne’. De er kommet til den konklusion, at der ingen fremtid er for dem i det nuværende system, og navnet siger, hvad programmet er. De nægter at samarbejde med systemet og deltage i et normalt arbejdsliv. Det er en potentiel katastrofe og en tikkende bombe under et systemsamfund, der er dybt afhængig af opofrende arbejdskraft, hele hemmeligheden bag det industrielle mirakel-boom i Kina efter maoismen fra 1970’erne og frem til i dag. Så kan de selvfølgelig skrue yderligere op for slavepiskeriet, men så knækker der endnu flere snore.

Krisen er nu mærkbar, og udenlandske investorer er begyndt at trække sig og flytte andre steder hen. Østasien og Asien blot byder på mange muligheder, og Apple har lige flyttet deres produktion til Indien – på den ene side, mens de på den anden side slikker støvle på regimet ved at lamme airdrop-funktionen i iPhone’en, for partiet = staten har forlangt det. Den blev brugt til at koordinere direkte mellem brugerne i forbindelse med aktioner og nedskydninger af overvågningsdroner – med kartoffelbomber! Lad-det-rådne er også et slag i ansigtet på den sociale-point-politik, for bevægelsen udtrykker, at de kan rende os med deres sociale points, vi har ikke brug for dem. 

Se: Chinas Economy is in a Bad Shape

Er der ikke nærmest brug for en global lad-det-rådne-bevægelse? På den anden side skal det vurderes ud fra den yderst anstrengte situation i Kina, og det kan ikke stå alene med sit destruktive udtryk uden at blive fulgt op af noget konstruktivt. Mens det gamle system overlades til at rådne op, er der nødt til at opstå noget nyt, der er til for folk. Et ikke-system eller antisystem, for selve systemtanken er moden til forrådnelse. Det er management-hjernens menneske- og samfundssyn, det er teknokratiets drøm om en verden. En ond drøm. Vi skal lære at drømme igen, og vores drømme behøver ikke at være onde.

I skrivende stund beslutter den kinesiske regering sig så til – tilsyneladende – at lytte til befolkningen, for de ved godt, at de ikke har råd til en ægte folkerevolution lige nu midt i en økonomisk storkrise. Vi vil dog se det, før vi tror det, for kommunistpartiet har altid dyrket strategien et-skridt-frem-og-to-tilbage. Hykleriet i Vesten er så tykt, at det driver ned af væggene. De store, fede medier skriver om, hvordan den heltemodige folkelige opstand nu er i færd med at vælte regeringen i Kina … øh, hvordan var det lige medierne lagde deres solidaritet, da befolkningerne i Vesten og de angelsaksiske greater Commonwealth-lande gik på gaden i masseprotest over det samme efter at være blevet behandlet på samme måde af deres korrupte regeringer? De blev svinet til og kaldt alle mulige navne. 

Og mere hykleri er på gaden lige nu. Fire store meder skriver nu artikler til støtte for Julian Assange, for nu bliver han udleveret til USA. Jamen hov, det var da ikke meningen. Der var absolut ingen support for ham i medierne, da han sad fanget i en ambassade i London, for medierne havde et stort problem også dengang, nu er det bare blevet akut. Assange bragte som bekendt historier, der byggede på whistleblowers, som de selvsamme medier citerede og brugte! Så hvis han nu bliver hevet i retten i USA, så bliver de også hevet i retten, for de gjorde det samme. Klamt hykleri, de har fået sved på panden, og vil nu redde sig selv, mens de hykler, at de vil redde ham.
Der er helt sikkert brug for en lad-dem-rådne – altså medierne. 

Det er interessant, at de såkaldte sociale medier boomede i samme periode, hvor medierne begyndte at censurere deres læserspalter. Folk skulle nødig kommer for godt i gang. Visse læsere* var langt mere velorienteret end journalisterne, for et væld af usorteret viden var nu tilgængelig på nettet – og brugbar hvis man kunne skille skæg fra snot. Journalisterne derimod var bundet til at skrive af efter Reuters, Ritzau og AP, der alle var kontrolleret af Segmentet. På de sociale medier kunne man dengang skrive det meste, med mindre man gik over stregen. Indtil Segmentet gav signal til, at også de skulle censureres.

• Med visse læsere kunne jeg inkludere mig selv, for marco_hanuman er selvfølgelig et pseudonym. Det stammer fra min aktivitet på læserkommentar-spalterne i Dagbladet Information, hvor jeg blev slettet adskillige gange efter bla at have kritiseret deres kli-i-iima-korrespondent, når han skrev af efter Segmentets propaganda-udledninger og var åh-så-politisk-korrekt – hvorefter jeg bare oprettede et nyt pseudonym, hvor fornavnet startede med m og efternavnet med h.

Sociale medier er lige så ‘sociale’, som reality-TV har noget med reality at gøre. De er social-manipulerede, ligesom det er virkeligheds-iscenesættende. Der er for meget pseudo, fake, overflade, lir, ligegyldighed, show-off og for lidt socialt samvær. De er stærkt afhængighedsskabende på samme måde som tomme kalorier. Når man har proppet sig med dem, bliver man sulten igen lige bagefter. Vi har brug for noget med næring i.

En tid med lav profil

Måske vi en tid skal opgive tanken om de frie sociale medier. De er blevet til en slags vuggestue-børnehaver, hvor pædagogerne mener, at børnene ikke kan finde ud af at lege selv men skal socialiseres med pædagogisk tilrettelagt leg, så de kan lære det fra starten af. 

Måske vi skal trække os lidt ind i os selv og ride stormen af. Visse kloge folk i min omgangskreds har givet det råd og sagt, at Segmentet har afsat fem år til deres projekt. En femårsplan, hmm … hvor var det nu, de dyrkede den slags? Inden da skal vi ikke regne med at initiativer bærer frugt. Det startede i 2020, og vi skriver 2022 snart 2023. Det er lidt længe bare at vente, og det gode råd gik heller ikke på at sidde med hænderne i skødet men at gøre, hvad vi er nødt til for at overleve. Tænk på selvforsyning, tænk på måder at holde varmen på, tænk på, hvordan vi kan bytte os til ydelser og varer, tænk på netværket. Husk at inflation ikke eksisterer, hvis vi stopper med at understøtte den. Gå direkte til producenten og spring mellemhandlerne over i det omfang, det er muligt.

Vi er i en verdenskrig lige nu, uden at den bliver kaldt ved rette navn. USA har erklæret krig mod Rusland og bruger Ukraine som proxy. Verdens lederskab har erklæret krig mod jordens samtlige befolkninger men er for feje til at indrømme det. De er dukker, der danser i skyggeteatret. 

Lad-dem-rådne. Så hvis dagens afsæt-eksempel FaceBook er ved at rådne op, så lad det rådne. Det er ikke et mål i sig selv at kommunikere på en smart online-platform. Målet er AT kommunikere og alt det, som kommunikation GØR i vores liv, når vi lever. Når vi ikke er sociale men er reduceret til socialiserings-objekter, så er det ikke værd at samle på.

Hvis vi kunne sparke døren ind hos FaceBook, tage deres chefer ved kravetøjet og smide dem på porten med besked om, at nu skal de ud og feje gader og fortove og værs’go her er en kost, vi skal nok selv køre butikken fremover … så ville det være fint. 
Det kan vi så ikke. Men vi kan lade dem rådne op i egen sovs.

Men vi skal være villige til at betale prisen, hvis vi i mellemtiden er gået hen og blevet social-medie-narkomaner. Tag en kold tyrker og få jer et socialt liv uden mellemhandlere.