Et bål i luften

Verden drejer, energierne vender
Dette er det store polskift unikt for æoner
Skiftet kan ikke længere forhindres, 
kun irriteres, forhales, afledes for opmærksomheden

De før så magtfulde har ikke længere styr på kasseapparatet
Deres positioner er passifiserede, paralyserede, panikramte
Deres faceder krøller, krakelerer, krymper
Deres megalomane murværker er nu Babels bastioner

En stund endnu vibrerer illusionen som et fatamorgana
Den opstigende udspyede varme luft holder det svævende
Metangasserne fra deres endestykker fylder stadig Hindenburg, da von hinten
i sit gastrointestinale oppustethed på vej mod den endelige afbrænding
Det globale ballondyr er sat ud på sin sidste svævetur
Alle sandsække og ballaster er smidt for at holde det oppe

Verden drejer – og se derovre i horisonten for Aftenlandets Undergang
Et bål i luften, en brand i en skyformation
Se dem brænde op i eget brændsel
efterladende en forkullet bunke af ork-kadavre

*

Der er ingen så blind som den, der ikke vil se
Nærlæs venligst sætningen – der står ikke ‘kan se’ men ‘vil se’.
En blindhed større end fysisk blindhed.
Den seende har et synspunkt, den ikke-seende har en død vinkel.
Den tunnelsynede har et forlænget kighul gennem en mur af usynlighed.
Den ene af de tre kinesiske aber holder egen hånd for egne øjne.
Blindheden er et valg, vi træffer. Der er en vilje eller rettere: en uvilje bag.

Så hvorfor vælger vi at være blinde?
Et svar ville være: fordi der allerede er valgt for os.
Og ja, blindheden er som en slags arvesynd,
der bliver påmonteret på alle tænkelige måder i kulturen.
Jeg vælger at mene, at svaret ikke er godt nok.
Det smager for meget af bekvem dårlig undskyldning,
åndelig dovenskab, fejhed eller arrogance.

Det er nemmere at forblive dum uden at vedkende sig sin dumhed.
Vedkendelse synes at være en fornærmelse af de, der er dumme på et højere plan.
Altså dummere end dum, dumstædig, dumsmart, akademisk dum, politisk korrekt dum.
Og ja, blindheden er tæsket ind i os, fra vi kunne stå på to vaklende ben.
Vedkendelse ville derfor være et første skridt på vej ud af dumheden,
et valg truffet om ikke være blind længe, et valg om at se.
Også et valg, der ikke falder i god jord hos blindhedens etablissement.

Så et bedre men mere ubehageligt svar er,
at vi vælger blindheden, fordi vi frygter synet.
Vi ikke bare frygter synet, det sete, det vi skulle se i øjnene men ser bort fra.
Vi frygter konsekvenserne at synet mere end synet.
Har vi først set efter, hvad der ligger under stenen og hænger bag fortæppet,
så kan vi ikke længere ikke-se, for synet vil forfølge os, hvis vi vender blikket bort.
Og leger vi ikke blindebuk med de andre for ikke at blive sat udenfor skoledøren?

Er den enøjede stadig konge blandt de blinde?
Har vores såkaldte ledere valgt at sætte kikkerten for det blinde øje?
Er skyklapper i virkeligheden det perfekte supplement til mundbind?
Jeg kunne godt få øje på den manglende komponent: ørepropper.
Eller måske snarere øretelefoner, der spiller sød musik det ene øjeblik
for det næste at afspille lydsporet fra et randomiseret udvalg af gyser-thriller-splatterfilm.
Eller hvad med bare at tage en sort plastikpose over hovedet og få det overstået?

*

September
Er der ikke noget særligt ved denne transformation
fra indiansk sommer til vinteren på trapperne?

Endnu er der kun et ganske svagt glimt
af det forestående forfald af blade og nedfaldende frugt,
og hvordan skal vi beskrive lyset?

Vi er ikke i tvivl om, hvor vi er på året, når vi går ud i dette blege lys 
med et touch af tilbageblik og nostalgi
Sensommerpragten er et varsel midt i den næstsidste stund af mildhed

En ganske svag brise i det skrå aftenlys
En forsinket harekilling er på vej gennem min atter forvoksede græsplæne
En golbane ville være alt for nemt, nu er den nødt til at hoppe

*

20 år efter

Behøver vi at repetere skrønen med 19 terrorister, der for 20 år siden lige havde erhvervet sig et certifikat til et etmotores Cesna-fly og nu bevæbnet med hobbyknive hijackede to Boing 747’ere og fløj dem med elitepilots præcision ind i et par højhuse, der med milimetertynd præcision i frit fald lagde sig ned i deres eget fodspor selvsamme dag, hvor hele det amerikanske luftvåben ganske tilfældigt var på øvelse et andet sted?

Behøver vi at tilføje, at det samme var planen for Sears Tower i Chicago, hvor der helt lovligt! som under Twin Towers befandt sig en mini-nuke i kælderetagen, der skulle bruges i tilfælde af en nedrivning disse superstærke stål-og-betonkonstruktioner?

Behøver vi at gentage godnathistorien om et tredje fly, der aldrig er optaget på video – bortset fra et missil – som crashede lige ind i selvsamme fløj i Pentagon, hvor dokumentationen for de 2.3 trilliarder dollar i Pentagons budget, som daværende forsvarsminister Rumsfeld tilfældigvis dagen forinden havde meddelt var pist-fosvundet i den blå luft?

Behøver vi at undre os endnu-endnu engang over, at et angreb på verdens sikreste luftrum kunne gennemtrænges under ledelse af en pjaltet mullah med en laptop et sted i en støvet hule i Afghanistan, der døde tre måneder senere på et hospital i Dubai af en nyresygdom og senere på mirakuløs vis døde 7-8 gange senest ved en swat-team-operation i 2015 i Pakistans hovedstad – af alle steder – udført af et SEAL-team, der helt tilfældigvis alle omkom bagefter i en helikopter, hvorefter man efter islamisk skik () dumpede liget af mullahen i havet? Det giver god mening alt sammen.

Behøver vi at genfortælle historien om de manglende masseødelæggelsesvåben, der var årsagen til USA’s invasion af Irak og senere seks andre lande i Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien ifølge general Wesley Clark’s beretning om, hvad føromtalte Rumsfeld havde fortalt ham – og hvordan den britiske og danske premierminister og statsminister som glade sangskoledrenge sang med på sangen og sidstnævnte fik en fin NATO lakkasket som belønning for veludført dåd?

Behøver vi atter at lovprise den tårepersende humanitære indsats, som vi her i Lilleputland har være med til at yde i De Gyldne Bjerge i Afghanistan, så Opiumshøsten kunne finde sin sikre vej til Heroin-fabrikkerne og på velbevogtet vis kunne finde vej til Vesten, så det stakkeĺs underbetalte CIA-agentur kunne få finansieret alle deres sorte operationer?

Behøver vi at gætte på, hvorvidt har de deroppe i the dark cloud tænkt sig at fejre årsdagen, 20-års-jubilæet? Som landet og luften ligger for tiden, kan de umuligt have tænkt sig at forbigå den festlige lejlighed. Om de slipper afsted med ‘noget’ er så spørgsmålet, for der er andre, der holder øje med dem. Der er forlydender om forskelligt, et atomart angreb et sted ved vestkysten i USA for eksempel. Det blev efter forlydender forhindret, for sprænghovederne blev opdaget og beslaglagt i Boulder, Colerado.

Vi har levet 20 år i skyggen af 9/11. Frygt for terror er blevet det nye syge unormalt normale.
Det er på tide at restaurere den normale normalitet.

*

September
og himlen er så blå så blå, uanset om de har valgt i sidste øjeblik
at overmale den med hvide striber

Det står i sangen, og vi vil synge den
og lade hånt om diverse stribe-grafitti og nedfalds-kemikalier,
for sangen er vort umistelige arvegods og uerstattelige livsstykke

Lad os gå ud, min ven
og plukke det sprængladte Discovery-æble og den sødmespækkede sveskeblomme
og lade alle surrøvene bemale himlen med sod og støv

Kun god frugt kan komme af et sundt træ
Kun et sundt træ kan bære sund frugt
Frøet, der falder i jorden, kender allerede sit udkomme

*

Verden er fuld af okkuperede ord. For tiden.

Tilfangetagne ord, hijacke’ede ord, armvredne ord
fodlænkede ord, mundbundne ord, vaccinerede ord
næsestukne ord, armstukne ord, bestukne ord
perverterede ord, bagvendte ord, nysproglige ord
indpakkede ord, opreklamerede ord, korrekte ord
finansialiserede ord, dogmatiserede ord, militariserede ord
regerings-ord, ideologi-ord, videnskapist-ord
spinn-ord, fake-ord, terror-ord
censurerede ord, aflyste ord, bandlyste skyggeord
krænkende ord (buhuu), non-pc-ord (fy), mikroaggressive ord (skam dig)
magt-ord, management-ord, meningsdanner-ord

Det er på tide med Ordenes Befrielsesfront
Slip ordene løs i hovedet på verbal-voldtagerneSpeak up against the new-speakers
Et ord er et ord, sagde de gamle
Lad os tage dem på ordet
Lad os servere en ordret for dem

*

Men september alligevel … ikke?
Altså jeg mener, høsten af årets frugt og opdræt,
som de gamle fejrede med en fest, fordi det var fortjent

Som en tak for gaver vel vidende
at taknemlighed er forudsætnig for,
at det med naturens velvilje vil ske igen – og igen

September fortjener for sin part
ikke at være en måned for forhånelse
men en måned for forherligelse

Vi ved, at den kommer – vinteren
Vi ved, at denne verdens selvunævnte herskere ønsker en fimbulvinter
Men hvorfor ved vi ikke, at vi til enhver tid
har beføjelser og civil magt til at bede dem
venligt men bestemt om at gå ad helvede til?