En morderstat ved vejs ende

Staten Israel har nu nået et punkt i det kunstige lands historie, hvor det er ved at grave sin egen grav. Med Israel menes her IKKE de mange israelere, der lige nu græmmes og skammer sig over deres regering og dens ugerninger. De frygter nu med rette for deres egen fremtid og deres liv. De har i over et halvt århundrede været gidsler for morderstaten, og der er mange, der allerede har valgt at forlade landet permanent eller midlertidigt i et naivt håb om forandring.

Denne forandring kommer ikke til at ske, fordi landets regering og de totalt uansvarlige ansvarlige for udviklingen kommer på bedre tanker. De er uforbedrelige psykopater. Den kommer heller ikke til at ske, fordi regeringer rundt om i verden simulerer forargelse, for de har hidtil set igennem deres slatne fingre med alt, hvad zioniststaten er kommet op med. De er kujonstater overfor en slyngelstat.

Den kommer heller ikke til at ske, fordi Israels naboer har grebet til våben, selvom det er med til at lægge et vist pres på det hele. Når der gøres modstand, har Israel altid set det som et påskud og en godkendelse af nye overgreb og som nu et fuldstændigt åbenlyst folkemord.

Forandringen kommer heller ikke, fordi mainstream-medierne i vores korrupte verden er begyndt at fjerne deres evige beskyttelse af Israel og deres halelogrende villighed til at viderebringe Israelsk propaganda.

Forandringen kommer, fordi helt almindelige mennesker har fået nok af 3-4 ting.
De har fået nok af at være tilskuere til svineriet.
De har fået nok af den psykopatiske arrogance, der stråler ud af Israelsk propaganda.
De har fået nok af at høre på klynkeroller om, at det er så søøøønd for Israel, at de er nødt til at massemyrde deres naboer.
Men hvad de også har fået nok af er den løbende intimidering.

Lad os for det første huske på, at intimideringen primært gælder Israels naboer og i særdeleshed lige nu palæstinenserne. Ingen kan eller bør være i tvivl om det længere, og hvis der stadig – og det er der bestemt – er folk, der stiller sig op og forsvarer, hvad der sker lige nu, så har de et problem, der skal løses asap.

For verden og dens helt almindelige mennesker er nu begyndt at forstå, at intimideringen også gælder dem. Budskabet i dette er, at det bliver det nye normale. Vov ikke at gribe ind og lægge hindringer i vejen for vores Operation Greater Israel, for så vil det samme ske for jer! DETTE er budskabet.

Israel har kunnet gøre det, fordi de har haft en løbende perfid samhørighed med USA. Nogen vil hævde, at de har haft et fast greb om bollerne på USA. En anden fortolkning er, at USA har brugt Israel som et instrument til at manipulere forholdene i Mellemøsten, så derfor har de pumpet penge i foretagenet, foræret Israelerne milliarder$ våben årligt og selv interveneret på foranledning af Israel – foranlediget af dem selv.

Og her er så noget, der kan medvirke til forandring. USA eller det amerikanske imperium, der er efterfølgeren til det britiske, er i forfald. Deres regering er i frit forfald helt til rotterne. Statsapparatet er stanghamrende-korrupt. Deres økonomi er på et historisk lavpunkt. Deres udenrigspolitik er skinger i sin destruktivitet, men samtidigt er den en fiasko. De har tabt alle de krige, de har startet. De tabte Vietnamkrigen, de tabte Syrienskrigen, de tabte Afghanistankrigen og måtte flygte over hals og hoved, og nu er de ved at tabe Ukrainekrigen, som helt er deres projekt. Deres succes’er er som altid kortsigtede fast-and-furious, for folk rejser sig altid igen. Og de ‘små’ folk, som den store bølle slår på, er ikke altid forsvarsløse. Vietnameserne var aldeles kampdygtige folk, for de havde oparbejdet formidable færdigheder ved at bekrige franskmændene, der var datidens bølle-imperium i Østasien, og de havde kinesiske våben.

Når et sådant stærkt kompromitteret imperium, hvis regering, administration og økonomi er på vej i skraldespanden, så er det bestemt ikke selvskrevet, at de bliver ved med uforbeholdent at nurse og curle lille-stakkels-Israel. Israelerne prøver selvfølgelig lige nu at involvere USA i deres projekt og vil have dem til at invadere Libanon, Syrien, Jordan, Egypten, Irak-igen-igen og starte en krig med Iran. Når aggressive nationer er på skideren, prøver de altid at starte en krig for at projicerede deres indre svaghed og fjendskab ud på andre. Det er en afledningsmanøvre, og det er samtidigt en pengemaskine – eller har været det hidtil, for krigsøkonomi er vækstøkonomi (vækst som i cancerceller der vokser). Rothschild-syndikatet, der har finasieret så mange krige gennem tiderne, er nu ikke længere betalingsdygtige.

Uden USA som muskelhund er Israel på spanden.

Et lokalt eksempel på intimideringen er en historie, jeg hørte for 10 år siden, og som blev fortalt af en daværende kvindelig ansat i udenrigsministeriet. Hendes afdeling har udbedt sig et møde med den israelske ambassadør på ambassaden Lundevangsvej 4 i Hellerup, hvor emnet kommer op med Israels behandlinger af sine naboer. Så sker der det, at ambassadøren tager en pistol frem fra inderlommen og lægger på bordet. Så bliver det ikke tydeligere, bland jer udenom, hold jeres kæft og adlyd, ellers … Det er sådan Israel opfører sig, og de har indtil videre haft held med det. Som de narcissister zionisterne er, svinger de frem og tilbage mellem at udøve terror eller gå i klynke-offerrolle-mode og hyle op om antisemitisme for at manipulere med skyld, skam og frygt.

En anden lokal terroraktion fandt som bekendt sted ved Kanonhallen på Østerbro og ved Synagogen i Krystalgade i København. Der er mange mystiske omstændigheder ved affæren. Det er højst tvivlsomt, om der overhovedet omkom folk, og måden den påståede gerningsmand blev likvideret på et sted i Nordvestkvarteret er ligeså obskurt. I månederne op til hændelsen (teaterstykket?) var der omdelt perfide postkort med 4 lokaliteter i Europa og med ordene Israel First. Journalisten Ole Dammegård havde forudset, at der ville blive et terroranslag mod det mest traffikerede sted i København, hvilket er Nørreport Station. Han spottede det ved, at der var opslag om, at der skulle afholdes en øvelse på en bestemt dato og opfordrede folk til at være tilstede med deres mobilkameraer for at dokumentere, hvad der fandt sted. Det er ingen hemmelighed, at alle de største terrorangreb er startet med den slags øvelser, der så pludseligt glider over i det, som øvelsen skulle simulere at være til for – 9/11, London Subway, Utöya, o.m.a. I alle disse events var der regerings-, politi- og militær deltagelse. I forbindelse med 9/11 er det ligeledes en kendt sag, at der var Mossad-agenter, der dansede jubeldans på gaden, mens tårnene faldt. Men hændelsen på Nørrebro Station blev afblæst, fordi den blev spottet i opløbet, og Deep State-operatører bryder sig ikke om spotlight. Nøjagtigt en måned senere kørte de så en ‘discount-version’ ved Kanonhallen – der som bekendt er gammelt militært område. Man kunne bl.a læse om det i Dagbladet Politiken, der har en fin tradition for at hyre chefredaktører, som er Mossad-agenter.

Israel er i sin oprindelse en terrorstat. De zionistiske settlere gennemtvang statsdannelse vha terror. Det er en integreret del at den zionistiske ideologi, at fredelig sameksistens ALDRIG kan være er en mulighed. Det var indbygget fra starten, at staten ville udvikle sig i sadistisk retning. Zionismens stamfader og Israels landsfader Theodor Hertzl rejste rundt til alle tidens mest magtfulde regeringer, regeringer i lande, der havde forfulgt jøder for at få deres opbakning til projektet. Hvad de færreste er klar over er, at nazisterne støttede projektet jf. Ha’avara-aftalen, for de ville bare af med jøderne. Om Hertzl selv indså, hvad det ville udvikle sig til, er højst tvivlsomt, for han blev myrdet af sine egne. Han var en nyttig idiot for Rothschild-projektet.

Dette Rothschild-projekt bliver nu indhentet af sin fortid. Dets hybris udløser nu sit nemesis.

De nuværende bombardementer mod Libanon er problematiske for Israel. Hezbollah er i dag en faktor, der ikke er til at komme udenom. De er hele tiden blevet beskyldt for at være terrorister, men denne beskyldning kommer fra Israel, og en psykopatisk narcissist vil altid beskylde sine ofre for just det, som de selv gør og er. Det er selvfølgelig en tilsnigelse at tilskrive et land egenskaber, som man bruger om enkeltpersoner, men når vi som her har en stat, der styres af enkeltpersoner, der ALLE er psykopatiske narcissister og sadister, så er det sådan, staten fremtræder. Hezbollah stoppede den israelske hær fra at marchere tværs igennem Sydlibanon og Syrien og langt ind i Irak, hvilket er Greater Israel-planen. Under Syrienskrigen havde ISIS-terroristerne en sikker havn i Golanhøjderne – et område der er stjålet fra Syrien under 6-dageskrigen – hvor de kunne komme og blive lappet sammen, hvis de var blevet såret. Jamen kaldte ISIS sig ikke for ‘Islamisk Stat’, og ville de ikke genindføre Khalifatet, og burde de så ikke angribe den stat, der …. nej nu er vi sørme forvirrede! ISIS var ikke en skid islamiske, og Islam burde have trådt i karakter og udråbt dem til de svindlere og lejemordere, de er. Men Islam er i dyb splittelse og ude af stand til selvjustits, og dens ledere er en stak langskæggede vatnisser.
Om oprindelsen til fundamentalisme i Islams navn læs: Den døende gud og kabbalismens historie
Både Irakkrigen eller Syrienskrigen handlede om – rigtigt gættet: Israel.

Israel har noget, der kaldes for Dahé-doktrinen. Den siger, at når de udfører terrorbombardementer mod civilbefolkningen, så vil befolkningen vende sig mod modstandsgrupperne. I Libanon er det Hezbollah, i Gaza er det Hamas. En ganske syg doktrin må man sige. Libanon har lidt under israelsk terror siden 1970’erne. Beirut blev dengang sønderbombet, og nu gør de det igen. Den palæstinensiske sag er sammenkædet med det libanesiske. Vi minder blot i forbifarten om massakren i Shabra og Shatila på 3.500 indbyggere i de to flygtningelejre. Daværende forsvarsminister Ariel Sharon havde hyret 400 falangister, der trængte ind i lejrene og skød på alt, der rørte sig.

Disse israelske statsterrorister er kun ved magten, fordi de har haft konstant opbakning fra en stormagt, hvis ledere selv er psykopatiske narcissister, for udvælgelsesmekanismen for folk i det amerikanske magtapparat er sådan, at disse typer stiger til tops som korkpropper i en vandbeholder.

Lige nu udnytter Israel, at USA padler under den latterlige valgkamp = den irrelevante event, for ALT ved den er fake-fake-fake.
Læs: Dødelige chips og den amerikanske valgkamp

I maj 2024 var der en konference i FN kaldet 1948 – 2024: The Ongoing Palestinian Nakba. Nakba er arabisk for katastrofe, og alle ved, at det står for fordrivelsen af palæstinenserne, der startede i 1948 ved statens oprettelse og aldrig er ophørt. Israel er ikke engang tilfreds med at fordrive palæstinenserne fra Israel, de ønsker en fordrivelse fra planeten Jorden.

Ved konferencen er der en rabbiner til stede. Hans udsagn er utvetydigt og helhjertet-passioneret vendt imod forbrydelsen. Han fordømmer den i de stærkest tænkelige vendinger og siger, at han skammer sig dybt over, at en stat har taget hans tro som jøde til gidsel for den slags. Den Gud, han tror på, har aldrig givet dem lov til det. Han undlader heller ikke at konstatere det ironiske i, at han nu sidder i et FN-forum og taler, for FN godkendte Israel og har hele tiden gjort det. At han ikke lader-som-om er garanteret, for flertallet af ortodokse jøder har aldrig anerkendt staten Israel, og som de siger: Gud har aldrig givet dem et sådant land, og når propagandisterne hele tiden henviser til jøder, når de omtaler landet og henviser til jøder, når de bruger ordet antisemitisme, så føler han sig som troende jøde besudlet og misbrugt.

Zionisme har INTET med jødedom at gøre. Det er en fascistisk-politisk ideologi. Rothschild + Israel er sammensmeltning af privat business-interesse med en stat = fascisme, og det er fascisme af den værste skuffe kun sammenligneligt med de regimer i det 20. århundrede, som er benævnt som fascistiske. Der er til og med ligheder med både nationalsocialisme og international-socialisme, da begge historiske regimer opførte sig på lignende vis.

Zionisme har altid været et venstreorienteret fænomen. De settlerere, der i starten hegnede sig selv inde bag pigtrår og skydetårne og kaldte det kibbutzer, kaldte også sig selv for socialister, for kibbutztanken er en kopi af tanken om et sovjettisk kollektivsamfund. Børnenes liv tilhørte kollektivet og ikke forældrene. De lignede nationalsocialisterne på deres ekstreme racisme. Og nu ligner de dem på deres deres udryddelseslejr ved navn Gaza, hvor civilbefolkningen bliver auschwitz’et. Meget satanisk-symbolsk er en gruppe indbyggere lige blevet brændt levende. Zionist-staten har fundet ALLE de værste træk ved de værste regimer og sagt: Dem må vi have og så give dem en tand til. De opdrager deres unge soldater til at udøve sadisme, og der kører videoklip rundt på de sociale medier med en stak soldater, der har voldtaget en ung kvinde og derefter myrdet hende, og nu sidder de og prale-griner sjofelt af det, mens de sidder og leger med hendes undertøj. Og regeringen bifalder det. Så nedrigt er det blevet.

Venstrefløjen har indtil videre haft svært ved at genkende fascisme, når de så den, for ifølge deres ideologi var det etellerandet ude på højrefløjen. De har aldrig defineret fascisme rigtigt, og nu ser de ikke, at den ramte dem selv et sted mellem Obama-Hillary-Trump, for fascismen er hamrende ligeglad med, om farven er sort, brun eller rød. Men på det seneste har den forvirrede fløj nærmest fået et nyt løft. De har i årtier manglet blot én vigtig sag, og nu har de så – måske i mangel på bedre, måske i panik, helt sikkert som opportunisme – påtaget sig sagen at være solidaritører med palæstinenserne og kritikere af Israel. Hvor dybt den nyvundne sag så stikker er så et spørgsmål. Det er næppe meget mere end et forbigående stykke politisk korrekthed, for fløjen gør aldrig noget, der ikke primært tjener DERES sag. Men der er trods alt mange også på fløjen, der stadig har en menneskelig samvittighed og et stykke empati, og som er ægte frastødt.

Så hvad har Israel efterhånden tilbage af egentlige støtter? – altså hvis vi fraregner alle de, der er blevet bestukket med beskidte israelske penge til at agere som støtter. Tilbage er der vel kun en stak hardcore bibelbaskere i bæltet, de hjernedøde kristne kollaboratør-zionister, der ikke har fattet, at zionisme er en sekulær politisk filosofi, der vil skide deres Gud et langt stykke. Det eneste, som bibelbaskerne har fattet er, at ordet Israel forekommer både i Det Gamle Testamente og på det nuværende politiske landkort og døøøh så det må jo være noget, vi klapper i hænderne af. Man kan ikke føre en egentlig samtale med den slags hjernedøde fanatikere. Desværre er det ikke kun de hjernedøde, der er ramt af den israelske syge, en del helt almindelige og sikkert udmærkede naive kristne er også smittet i en eller anden grad.

Så på den måde har den zionistiske strategi være skide-smart. De har forklædt sig som jøder, Guds udvalgte folk, som det er så søøønd for. Rabbineren i FN-forsamlingen synes ikke det er søøønd for jøderne. Han flipper det hele rundt, som det bør, for zionisme er et i forvejen flippet-rundt projekt = et satanisk projekt, og i hans traditionelle optik består den egentlige synd (et begreb der ikke findes som sådan i jødedom) i, at jøder bliver holdt som gisler i projektet, og at der er et uvæsen, der har ‘taget dem på’ som et sæt tøj til en pervers udklædning.
Læs: Protokollerne

At mange jøder så ikke er jøder, når det kommer til stykket, men efterkommere af de tvangsomvendte khazarer (azkhenazim), der udvandrede i for-forrige årtusind og drog indover Europa, er en helt anden sag. Zionisterne er den khazariske mafia. Og at de oprindelige orientalske jøder (sefardim) heller ikke er jøder men egyptere (hyksos), der ankom efter Exodus i det for-for-forrige årtusind, er en helt tredje sag.

Som den jødiske historiker Schlomo Sands siger, så er jødisk identitet en social-politisk konstruktion, en kunstig størrelse, et stykke begrebs-syntese. Hebraisk er ikke et sprog, der blev talt, før der var nogle sproggenier, der for blot et par hundrede år siden satte sig ned og stykkede det sammen via en formodning om et skriftsprog for skriftkloge for 2000 år siden, en form for jøde-latin for eliten og præsteskabet. Det blev genintroduceret som en del af det identitetspolitiske projekt kaldet zionisme, og alle de såkaldte jøder fra Khazaria og Østeuropa talte ikke hebraisk med jiddish, der er et germansk sprog. Ikke så sært, at mange jøder i dag er forvirrede, for der er blevet svindlet og manipuleret med deres identitet, historie og religion i snart 3000 år.

Vi spurgte i starten, hvor en eventuel forandring kommer fra. Vi kom frem til:
– USA’s sammenbrud som imperium/stormagt
– alt for stor tydelighed om zionismens sande uvæsen
– lavvande i pengekassen

Så mangler der blot én vigtig faktor: At jøder i større stil vender sig imod zionismen i erkendelse af, at det er en yderst dårlig sag, som de er nødt til at koble sig fra, hvis de skal bevare deres selvrespekt og et hæderligt eftermæle. De er nødt til at erkende og åbent udtale, at zionisme og jødedom ikke er det samme men hinandens fjendtlige modsætninger.