Dommedag for medierne

Nyhedsmedierne er nu begyndt at trevle rundt på internettet og de sociale medier for at se, om der skulle være egentlige nyheder derude. Det gør de, fordi de selv krummer tæer over de ‘nyheder’, der bliver distribueret til dem fra deres opdragsgivere og de nyhedsbureauer, der ejes af disse.  

Et eksempel. Først melder de ud fra globalistbureauerne, den store brune kloakstrøm = AP, Reuter, Ritzau og alle deres afløbskanaler, at nu er covid slut. Dernæst melder de ud, at der lige er fundet 16 nye tilfælde i Europa, og at det nok ‘bliver en hård vinter’. Altså at de vil forsøge nedlukning igen-igen. Selv journalisterne føler sig til grin. Og ledelsen af medierne har helt sikkert læst skriften på væggen, men de indrømmer det ikke gerne. De ved imidlertid, at hvis de fortsætter med køre de løgnehistorier, der bliver serveret for dem, så graver de deres egen grav. CIA’s Operation Mockingbird * har nået sidste salgsdato og nærmer sig sidste holdbarhedsdato.

* Operation Mockingbird – kunne også have heddet Operation Gaslighting. Formålet er en af CIA hovedbeskæftigelser: Counter Intelligence = at narre og håne (mocking) fjenden med falske oplysninger. Operationen var at infiltrere alle medier og informationskanaler og fylde dem med falske oplysninger. At du og jeg og os bliver fyldt med denne falskhed hver dag, fortæller os to ting:
At vi befinder os i en fortløbende krig, og at de anser OS som fjenden.

Så mens medierne holder facaden og lader som intet, så er de urolige og smådesperate på direktionsgangene og på udkig efter en bagdør, hvor de kan redde deres skind og rygte. De kan godt læse deres egne målinger og har set den støt faldende kurve for læser-seer-lyttertal. 

Deres modargument har hidtil været: Jamen, vi kan jo ikke have, at folk bare tror på alt det bras, de finder på internettet, vi må jo sætte en standard, for vi er jo professionelle, vi er jo journalister og ved, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Svaret til det er såre simpelt: BEVIS DET! Sæt den standard, hvis I kan, og hvis I tør. Demonstrer jeres egen berettigelse. Men det har I forsømt at gøre, og folk har nu set og forstået det. Hvis vi skal give jer den sidste credit, så ved vi også, at det er fordi I ikke har fået lov af jeres opdragsgiveres opdragsgivere. Det er nu begyndt at gå op for jer. Det irriterer jer. Men det er too little, too late, og I skulle have tænkt på det noget før. I har kompromitteret jer selv, og det er kun i Hollywoodfilm med Julia Roberts og Richard Gere, at luderen og millionæren redder hinanden fra hinandens lorteliv.

SÅ, nu er medierne selv begyndt at orientere sig efter alt det bras, de finder på internettet. Et stykke gedigent dobbeltmoral skulle man mene. Men det er stadig den samme mekanisme, der styrer deres orientering: hvad sælger? 

Mediernes primære interessenter burde være deres aftagere, læser-seer-lytterne. De burde som minimum servicere dem, som Ekstrabladet altid har gjort: Hvad vil de have derude, godt så skriver vi det. Men problemet som minimum med Ekstrabladet har altid været, at det kun var et par journalister ad gangen, der fik lov til at kombinere det med etisk journalistik, ægte opsøgende og undersøgende journalistik i format til at udløse en Cavling-pris. Resten var lefleri for svinehunden, bare babser på side 9, tabloidpresse, sensations-journalistik, laveste fællesnævner. En avis som tænkende mennesker ikke kunne bruge mere end et kvarter på at bladre igennem. dårlige nyheder om dumme svin, der tager røven på andre, om skandaler hos de kendte medieludere, om ting der går galt, om nød og elendighed – det sælger! Hvis de så i det mindste efterforskede årsagerne til, at ting går galt, mekanismerne bag nød og elendighed og grunden til at visse folk altid får lov til at tage røven på andre … men det gør de ikke. Dette er tabloid i al dens platte grimhed.

Og med hang til venstrefløjen, bevares, men som udgangspunkt fra en tid, hvor fløjen trods alt havde kritisk sans. Ekstrabladet tør, hvor andre tier … ahr, det var vist dengang for 40 år siden. Dengang vidste vi alle sammen, at de forskellige trykte medier havde en eller anden tilknytning til politiske partier. Der var de socialdemokratiske sprøjter, og så var der Venstre-sprøjterne med Jyllandsposten som den største. Berlingske var konservativ, altså dengang partiet stadig forstod, hvad konservatisme var. Information var SF-VS-akademiker-marxisme + venstrefløjen af socialdemokratiet, de rettroende medlemmer af kulten. Berlingske forsøgte et borgerligt modsvar med Weekendavisen, måske det mest seriøse bud på kvalitetsjournalistik i DK, men hvor mange læste det? Politiken var en mellemting mellem Socialdemokrati og Radikale Venstre – og den ene chefredaktør var indrømmet Mossad-agent, og hans efterfølger var medlem af Bilderberg-gruppen, så der røg den troværdighed. Og så var der Arbejderen, der sjovt nok havde flere kritiske holdninger overfor etablissementet end de andre, selvom de var kommunister. Jeg har ikke tjekket dem for nylig, men de må jo også hade Putin, siden det var ham, der gav Sovjetstaten det sidste los bagi. 

Så, vi vidste, hvad avismedierne stod for og kunne selv lægge til og trække fra. Jaja, tænkte vi, de talte pænt om deres egne politikere og grimt på en moderat måde om de andres politikere, det var, hvad det var. Vi kunne bladre lidt i Politiken og få en moderet vinkel på det meste. Vi kunne bladre lidt videre i Berlingeren og Jyllænderen for at se, om der var andre vinkler. Der var ikke den helt store forskel, ligesom der var forbløffende lighed mellem socialdemokratisk og Venstre-Konservativ-politik. Allerede for 30-40 år siden tænkte man: Er det hele bare et skuespil? De rydder jo bare op efter hinandens griseri og udsætter regnskabet til … engang. Hej, I dér børn af børnebørn, kan I ikke bare betale regningen og gå ned med skraldet? Fint, vi hører ingen protester, det er vedtaget. Tæppe ned, tæppe op, næste akt.

I dag VED vi, at det er et skuespil. For der skete det i mellemtiden, at mediernes primære opdragsgiver ikke længere var den folkelige. Den var blevet et dobbelt lag af interessenter bestående af annoncører og globale storspillere. Selv under Den Kolde Krig, altså 45 års kølvand på WW2 og dens allierede sejrherrer, hvor vi lagde os op af USA og NATO, var propagandaen sjældent så skinger og afstumpet, som den er i dag. I 60-70’erne sad vi ikke og heppede på USA under Vietnamkrigen. I den første Golfkrig var der stadig kritiske røster overfor krigsmaskinen. Folk havde en vis fornemmelse for historie, og de var i stand til at føre civile samtaler om politik. I dag sidder vi og hepper på fascisterne ovre i Kiev, der spræller løs i dukkesnore ført af CIA, NATO og Pentagon – og vi gør det uden mindste skam i livet!

Det var netop i slutningen af Den Kolde Krig, at det begyndte at gå galt, for Kosovokrigen var stort set ikke andet end hepperi. Medierne gav op overfor de globale storspillere, både businessmaskinen og krigsmaskinen. Globalisering var endnu ikke identificeret som den globale udgave af fascisme, men blev set som nye muligheder, hvor man outsourcede og orienterede sig mod udlandet og steder med … underbetaling og børnearbejde og miljøsvineri, bevares, hvor der handles dér spildes, så det snakkede man ikke gerne om. Globaliseret outsourcing viste sig i løbet af 10-20 år at være en dyr fornøjelse, for det var på bekostning af effektivitet og kvalitet. Men folk så ikke agendaen bag globalisering. Regering og virksomheder tænkte: Effektivitet og kvalitet, det er jo det, VI er gode til, så alt det beskidte arbejde kan vi da sende til Østen og overlade til slaverne derude, ligesom vi først misbrugte sydeuropæerne og senere østeuropæerne og forinden importerede såkaldte gæstearbejdere fra Tyrkiet og omegn. Og hvorfor al den skyld-skam-og-frygt = politisk korrekthed om, at indvandring altid er vældig godt? Fordi monopolkapitalisterne altid vil have billig-villig slavekraft. De havde bare glemt, at vi har stærke fagforeninger i Europa, så de kunne ikke slippe afsted med at underbetale indvandrerne i længden. Men så kunne uhæmmet indvandring noget andet: skabe kulturbalkanisering = nedbrydelse af kulturen via ikke-integrerbar invasions-kultur. Bare spørg svenskerne, og de er ved at ha’ fået nok.

Det var her, det gik galt

Outsourcing i starten på globaliseringsbølgen var en kortsigtet løsning. For ikke nok med, at man fik ringere produkter, så ødelagde man samtidigt det hjemlige produktionsapparat, hvor vi kunne gøre det langt bedre. Argumentet var dengang som i dag, at det ikke kunne betale sig. Men i tider som disse, hvor vi, mens vi lider under globalisternes fake-krise, kunne vi have trukket på selvforsyningen. Kan det så ikke betale sig?

Selv olie og gas kunne vi have forsynet os selv med, hvis stat og regering ikke havde foræret det til A.P. Møller og nordmændene. 

Vi kunne have haft skibsværfter, der byggede skibe til at transportere det, for vi havde nogle af verdens bedste svejsere. Først røg de til Polen, og så røg de til … Malaysia, Shanghai, eller hvor de nu befinder sig for tiden.

Vi kunne have haft det bedste landbrug, for vi havde noget af den bedste landbrugsjord, hvis ikke vi havde kemificeret, mekaniseret, udvasket og GMO’ificeret den ad helvede til. Det er lige på trapperne: lige nu er globalisterne i færd med totalt at destruere Hollandsk landbrug, verdens størte producent af grøntsager, dem der lærte danskerne at dyrke grøntsager på Amager, dengang.

Vi kunne have haft det bedste skolesystem, hvis ikke marxistisk 68’er-nypædagogik og John Dewey havde slået igennem, og hvor det var vigtigere at være anti-autoritær end at lære noget. Hvis børnene så bare blev tænkende antiautoritære, så var det da noget, men kaos i klasselokalet blev jo den nye normale autoritet, den nye forstokkethed. Ingen lærte noget længere, hverken de svage eller de stærke elever. De skulle alle være lige dumme, de små svin.

Vi kunne have haft et effektivt sundhedsvæsen og ikke bare et monster med voksesyge i halen på medicinalindustrien, der febrilsk og evigt underbemandet og underbetalt forsøger at følge trop med den faldende folkesundhed, myriader af designer-livstilssygdomme, symptomer på pesticidforurening (glyphosat er en faktor i næsten alle kroniske og akutte sygdomme) og funktionel underernæring pga fødevarer udpint for essentielle mineraler og vitaminer.

Og – vi kunne have haft medier, der rent faktisk bedrev journalistik.

Den betændte blanding af business-interesser, krigspropaganda og korrupt halelogrerpolitik har overtaget medierne i dag.
Væk er Cavlings standarder for journalistik,
væk er etik,
væk er dybdegående tjek på og nødvendig kritik af Stat og Regering, den højt besungne såkaldte fjerde statsmagt.
Væk er skillelinjen mellem stat-regering og BigBusiness. Hvad der førhen kunne kaldes for erhvervsvenlig politik, hvor også de små virksomheder var tænkt med, er nu blevet til erhvervsvenlighed overfor medlemmerne af milliardærklubben i Basel og deres multinationale netværk. Globalismen har opslugt både regeringer og medier og gjort dem til henholdsvis forretningsministerier og PR-afdelinger. 

Det gik jo derudaf over stok og sten, og snart er vi i mål og sidder på alt flæsket. 
Tænkte globalisterne. Indtil de ramte muren. 
Læs: World Economic Form – og hvorfor de fejler

Når nyhedsmedierne, som vi startede med at sige, er begyndt at trevle rundt på internettet og de sociale medier for at se, om der skulle være egentlige nyheder derude, så har de et problem. 

De sociale medier er ejet af deres egne opdragsgivere, og disse har beordret de sociale medier censureret af sjove algoritmer og indført skygge-bandlysning, sletning af profiler, kvælning af forkerte meninger og fjernelse af nærgående og yderst relevante spørgsmål om kontroversielle emner. Altså hele udtrækket fra den nye normale totalitærstat. Hvis mainstream-medierne forsøger sig ad den vej, så er de lige vidt, for de møder den samme sump af counter-intelligence og forvirring her. 

Så altså c’mon! En parasit med respekt for sig selv kender vel rækkefølgen: Først udsuger den sit værtsdyr, og SÅ afliver den det. Ikke omvendt for pokker!

Findes der overhovedet hæderlig journalistik?

Svaret er ja selvfølgelig. Det sørgelige er blot, at det er blevet en undtagelse i de officielt anerkendte medier, hvor det burde have været normen Hvad disse medier, der nu er langt henne ad glidebanen og nede ad mudderskredet, skulle have gjort var at tjekke de enklaver af tiloversbleven hæderlig journalistik, der gør det arbejde, som de selv skulle have gjort men har forsømt. Altså dem, som de har fået at vide, at de skal kalde for konspirationsteoretikere eller agenter for det-er-altsammen-Putins-skyld. 

Her kommer en overskuelig læseliste, det er bare at gå i gang:

• richplanet.tv
• 21stcenturywire.com
• corbettreport.com
• amazingpolly.net
• ukcolumn.org
• dkdox.tv
• darkjournalist.com
• globalresearch.ca
• home.solari.com
• zerohedge.com
• unitednetwork.news
• voltairenet.org/en
• thesaker.is
• thepulse.one
• gizadeathstar.com
• redacted
• thelightpaper
• technocracy.news
• lightonconspiracies.com

Læg dertil rt.com og sputnik.com som Vesten har blokeret direkte adgang til, fordi de er bange for, at folk skal lade sig informere fra ‘fjenden’. For folk kan jo ikke finde ud af at tænke og skelne, så så det må vi gøre for dem … hmm, hvad var det, de samme folk sagde, at demokrati gik ud på? De kan til gengæld findes på rumble.com. Interessant i øvrigt, at man kan blokere et helt website via internet-serversystemet, men at det alligevel slipper igennem et nøglehul.

Mød journalister, kommentatorer, historikere, forskere, hvis du tør:

• Matthew Ehret – en af de bedste unge historikere sammen med ægtefælle Cynthia Chung
• James Corbett – sproglæreren blev autodidakt journalist, fordi medierne var fulde af løgn
• Morten Borik – dansk videojournalist så det håbløse i dansk medieformidling
• Jesper Larsen – dansk non-skrivebords-journalist berejst i Rusland og Ukraine
• Richard Grove – overlevende fra 9/11 ser igennem insider-svindelnummeret
• Cathrine Austin Fitts – tidlige amerikansk minister rapporterer fra den økonomiske sump
• Thierry Mayssan – geopolitisk ekspert dissekerer verdensscenen
• Natali & Clayton Morris – en 3-mands nyhedskanal med seriøs journalistik
• The Saker – schweitzisk-russisk officer analyserer geopolitik fra Florida på et islandsk site
• Steve Turley – tidligere universitetslærer piller hykleriet i stykker leverer et teoretisk fundament
• Richard D. Hall – en helt almindelig skolelærer stædig som et æsel går i kødet på systemet
• Daniel Lizt – alias dark journalist leverer video-audio-journalistik fra uventede perspektiver
• Michael Millerman – politik fra en filosofisk vinkel
• Alexandr Dugin – hvis man virkelig vil ned i stoffet og ikke er bange for at tænke
• Charles Fleishhauer – en frimurer med umættelig nysgerrighed (NB! på tysk)
• Ole Dammegaard – den dansk-svenske journalist, der opklarede mordet på Olof Palme
• Michael Tsarion – hans enorme livsværk er nærmest frygtindgydende
• Jospeh P. Farrell – Oxford scholar i kirkefædre-teologi forbinder prikkerne
• Glenn Greenwald – ubestikkelig journalistik fra venstrefløjen
• Peter Dale Scott – ubestikkelig politisk historie fra venstrefløjen
• Tyler Durden – synonym for et kollektiv af skribenter på Zerohedge
• Pepe Escobar – journalist fra helt ude i krigszonen kender sin geopolitik
• Patrick Henningsen – journalist fra krigszonen med forskerkompetence i international politik
• Michel Chossudovsky – professor emeritus i økonomi fra Ottowa
• Vanessa Bealey – journalist fra krigszonen, som milliardærklubben mener er ‘farlig’
• Ken O’Keefe – stifter af Project Veritas er ekspert i undercover undersøgende journalistik
• Mel K – tidligere Hollywood-manuskriptforfatter blev blog-journalist
• Benjamin Fulford – Forbes-journalisten konfronterede David Rockefeller med Fukushima
• Dolores Cahill – irsk ph.d i medicin slår benene væk under PCR-tests som basis for diagnose
• F. William Engdahl – økonomi-forsker, historiker og freelance journalist om Krigens Århundrede
• Peter Lavell – nyhedsanker i Crosstalk på rt.com der er irriterende på den gode måde

Her er læsning og solid viden nok til x-hundrede lange vinteraftener i et journalistisk efteruddannelseskursus. Det er ganske gratisk udover timeforbruget.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om journalister håbløst indfanget i et system af fakeness på noget tidspunkt vil overveje en sådan gratis efteruddannelse? Svaret er desværre: Det vil de nok ikke. 
Konsekvensen er derfor, at de kommer til at gå planken ud med bind for øjnene.
Så kære journalister. Når virkeligheden rammer jer lige om lidt, så spar os for jeres klynkeri og tudefjæs.
I valgte dengang, tag konsekvensen nu.

CNN – et case-studie

De prøver alligevel at redde deres skind derovre i United Bluff. Et af medieflagskibene CNN var en fast del af Operation Mockingbird. De stillede altid op som BBC i England i forhold til regeringens aggressionspolitik som et villigt propagandaredskab. I hele den stribe af krige, der fandt sted fra Bush CIA-direktør henover Clinton sut-min-cigar henover Bush den Dumme henover Obama den Åleglatte kørte de velvilligt krigspropagandaen for US Deep State og krigshøgene i Washington DC. I Trump-æraen fik de ikke mulighed for at køre krigspropaganda på samme måde, for der blev for en gangs skyld ikke startet nye krige. Det var kun de projekter, som Bush og Obama og Hillary og the Neocons, der nu boede hos demokraterne, havde iværksat, der fortsatte: Syrien, Ukraine, m.m. Her lå de så og lurede, indtil de svindlede Biden den Senil-Pædofile ind foran teleprompteren. Så fik vi Operation Lockdown, Operation Fascisme i Ukraine og Operation Hunger og Falsk Energikrise.

CNN har set, at der kun er én vej ud af det CIA-kvælertag, der har gjort kanalen utroværdig og gjort, at seerne forlader den som rotter på en synkende skude: At bringe CNN tilbage til dens gyldne tidsalder, hvor de var et medie, der kunne holde en rimelig form for neutral distance og tillade en egentlig debat. Erkendelsen sker lige lovligt sent, for siden januar 2021 har de mistet 90% ! af deres seere ifølge deres egne og andres ratings, altså seertal ift. målinger. De har som et sidste redningsforsøg ansat en ny direktør, der er begyndt at fyre de store nyhedsankre. Brian Stelter røg for nylig (billedet ovenfor), Jim Acosta ryger i denne uge, og begge var skingre propagandister for ethvert synspunkt, der servicerede venstrefløjen. Vi er i oktober 22, hvor den tilbagevendende October Surprise har det med at dukke op. Altså en iscenesat hændelse før enten valg eller midtvejsvalg beregnet på at forstyrre opinionen og styre valgets udfald. Hvad hændelsen bliver, kan verden kun frygte. Biden-admin har talt om – altså helt seriøst! – at det måske var en god ide at starte en atomkrig. Man tror ikke sine egne ører !! Det burde være fuldstændigt udelukket at føre den slags retorik!

Den nye CNN-direktør kommer til at fyre en hel del medarbejdere, hvis det restaurerings-projekt skal lykkes. Årtiers luderjob har ødelagt deres rygte. De har alt for længe troet, at de havde seerne i deres hule hånd, og at den del af befolkningen, der traditionelt stemte demokratisk – og demokraterne var et parti, der i forvejen var kuppet, for det var Obamas job (Yes We Can) – bare lagde sig om på ryggen. De gjorde de langt hen ad vejen, men vinden vendte i Trump-æraen, og i Biden-æraen er det gået helt galt, for regeringens destruktive politik er uden sidestykke i historien. Og folk har set og forstået det. Enhver velfungerende virksomhed med frihed til at handle og organisere sig efter konjunkturerne havde for længst sadlet om, og det viser tydeligt, at kanalen hverken var velfungerende eller fri men blev styret bagfra af en skjult hånd.

Men den skjulte hånd har også set, at de har vredet armen for hårdt rundt på opinionen, og at det nu giver seriøst tilbageslag. Lad os se, om den skjulte hånd kan komme op med helt nye strategier, når de har været forkælet med, at de samme fortærskede strategier kunne genbruges i årtier og halve århundreder.

*

Der er på en måde sket det samme med medierne som med øl i Danmark. Carlsberg havde så voldsomt et monopol, at udbudet af øl var blevet monotont, kedeligt. Der var to haner på værtshusene: Carlsberg og Tuborg, der også var ejet af Carlsberg. Værtshusene fik en trussel: Hvis I udskænker anden øl end vores, så kommer vi og henter jeres ølanlæg. Det havde de ikke råd til. Men kunderne blev trætte af monotonien, og i løbet af et årti skete der en eksplosion af mikrobryggerier. Hvor der før var 10 mærker på hylden i supermarkedet, er der i dag 50-100. Det er lige før, at det er røget over i den anden grøft.

Anyway, det samme er sket med medierne. Det er væltet op af jorden med mindre og ofte internet-baserede mikro-medier. De har samlet de bolde op, som mainstream ikke havde lov til at spille, ikke forstod at spille, ikke gad at spille eller simpelthen ikke turde spille. Der var opstået et vakuum. Sagt med et andet billede: Folk var begyndt at blive underernærede, for man kan ikke leve i længden af tomme kalorier og tilsætningsstoffer og slet ikke af junkfood tilsat giftstoffer.

Vi er stærkt på vej ind i en anden tid for nyhedsformidling. Det er, hvad James Corbett kalder for Open Source Journalistik. Vi er allerede ude over begynderstadiet, for der er så meget vilje og talent derude + så meget nødvendig viden, der trænger til at trænge igennem. Og hvor der er en vilje, er der en vej.