Digte i et tynget forår

Goddag, jeg vil gerne se på noget dumhed.

Så-gerne, hvad skal det være for en slags dumhed?

Ja, hvad har I at tilbyde?

Vi har den dovne slags. Det er for folk, der ikke gider at tænke.
Det er lidt ligesom færdigretter. Det er lige ved hånden og nemt at slippe afsted ved.

Dernæst har vi selvfølgelig uvidenhed. Det er ikke i sig selv dumhed, men lige så snart man stiller sig op og braldrer med sin uvidenhed, så skifter det over til dumhed. Det er sådan en slags gør-det-selv to-komponent-løsning, som der er mange, der foretrækker.

Så har vi en særlig dumhed for de, der besidder magt. De mener heller ikke, at det er nødvendigt at tænke selv, for når de ser folk at bøje sig i støvet for deres dumme beslutninger, så har de jo per definition ret. Det er dumhedens svanemærke, der er blåstemplet af regeringer.

Så har vi den lidt dyrere model. Det er for folk med højere uddannelse, der mener, at de ikke behøver at tænke selv, for de kan jo ikke tage fejl. Prisen er lidt højere, men det er også rigtig god-slidstærk kvalitet, og den kan du ha’ resten af livet. Den er ikke til at hugge eller stikke i.

Ih du altforbarmende, der er zørme meget at vælge imellem.

Ja ikke-sandt. Og det vi ikke har i butikken, det kan vi skaffe.
Læs: Dumhed

*

Se – det er forår, sagde hyrden til sin hustru,
for hun var tro mod huset, hun var hus-tro.
Ja – det er forår, sagde den hustro,
for hun var med barn, og kun hun vidste det.

Se – dette er vore får og geder,
de skal bringe os velstand.
Ja – de skal bringe os mælk og uld og lam og kid,
og deres velfærd skal blive vores velfærd.

Se – dette er flokken, som jeg fører til grønne enge,
dette er vores rigdom i fattigdom.
Ja – du skal føre og vogte flokken,
og jeg skal værne i troskab om huset.

Og hyrden gik og vogtede,
og den hustro spandt sin uld,
og hyrden og hans hunde fordrev ulvene,
mens den hustro kærnede mælk og bagte brød.

Se – vi skaber et liv for os selv, sagde hyrden,
et liv mellem os selv og alle andre.
Ja – dette er vores liv, sagde hustruen,
og nu er et nyt liv undervejs.

Og hyrden gik blandt får og geder,
blandt hunde og ulve gik han i tænksomhed.
Og mens han gik, forstod han betydningen af det nye liv,
således forstod han, hvad slægt betød, han forstod sit liv.

Og mens han gik blandt dyr i det store åbne,
besluttede det åbne sig til en storm,
hvor både folk og fæ søgte ly.
I sit ly svor han atter at beskytte sit hus og sin tro hustru.

Det forår, hvor hyrden sagde alt dette til sin hustru,
var det samme forår,
hvor de fandt hende i søen
druknet med sit nyfødte-dødfødte barn i sin favn.

Se – det er forår.
Alt bliver født påny, alting lader som ingenting.
Livet lader som død, og døden lader som liv.

Anais Mitchell: NPR Music Tiny Desk Concert

*

Alkohol er en mærkelig tingest.
Udover at man risikerer at blive mærkelig i hovedet ved indtag
hvilket kan være både sjovt og hyggeligt indimellem,
så kan de fleste danskere skrive under på det,
for det er nærmest et nationalt tilbehør til samvær.

Blandt de mange mærkeligheder er,
at al Qahal er et arabisk ord,
for araber og muslim er ikke et synonym,
ligesom Koranen aldrig har ytret sig om indtagelse af svinekød,
hvilken verdens største muslimske befolkning i Indonesien har taget til efterretning.

Et andet arabisk ord, der inkluderer alkohol er al Embic,
hvilket er et destillations-apparat af kunstfærdigt udbanket kobber
bestående af en kedel og en køler, og som bygger på det naturlige princip,
at kogepunktet for alkohol er lavere end kogepunktet for vand,
således at man kan skille de to ad og ende op med fucking 60% alkohol!

Alkohol må siges at være en i naturen naturlig forekomst.
Og mens vi har svinet fremme, så lad os huske grisen i Emil fra Lønneberg,
der åd sig selv i hegnet med gærede bær.
For er det ikke sådan, at hegnet blev opfundet i tidernes morgen?
Naturen gjorde sit årlige værk, hvorefter … hegnet.

Eller hvad siger vi til de irriterende hvepse,
der hen ad sensommeren har det med at blive aggressive?
Her skal vi blot med overbærende sind komme i hu,
at de har været på værtshus og er havnet i hegnet
på grund af sensommerens gærede bær.

Glem ikke, at alkohol er en ultimativ konservator.
Nedsænket i denne fluidum kan råvarer ikke let forgå.
Glem ikke den medicinske brug i form af tinkturer.
Glem ejheller den folkelige forebyggende medinske brug af en gibbernak
tilsat diverse urter med mirakuløse effekter kaldet en bitter.

For at fremstille denne herlige omend i overdreven mængde skadelige væske,
så har naturen anskaffet sig en hær af aktive fætre kaldet gærceller,
der er nogle små arbejdsheste, som desuden – hvis de bliver bestilt til det –
kan få dej til at hæve til spiseligt brød, der ikke er forbudt for børn,
og som er helt gratis og allesteds tilgængelige frit svævende i luften.

Her skal man så vide om de små hyperaktive fætre,
at de er kræsne med indtagelse af føde, hvilket er sukker,
men at de til gengæld ikke er kræsne med hensyn til,
hvilken form for sukker, der serveres for dem,
hvilket bl.a afspejles i omfanget af hyldemetre i en velassorteret bar.

Glem ejheller, at alkohol ikke er én tingest men flere,
og at der findes både hoved, hjerte og hale,
hvor det første og det sidste kaldet methalkohol ikke er anbefalelsesværdigt til indtag
og har givet navn til det folkelige øgenavn blinde-bam-bam,
mens det midterste har fået kælenavnet Moonshine.

Måneskinnet hentyder muligvis til, at det blev produceret
i forbudstidens USA derude i hillbilly-land midt om natten ved en rindende bæk,
mens månen skinnede ned på en stak langskæggede, ubarberede
og sandsynligvis svagt ildelugtende typer med sure sokker,
der ikke var enige i regeringens mafiøse politik.

*

Gud bevæger sig på mystisk vis.
Her gik vi og troede, og så kan vi godt tro om igen.
Her gik vi og mente, at vi var fortabte,
og så ankom redningen til tiden.

Her anråbte vi Skaberen, og så var der dyb og rungende tavshed,
men en skønne dag ankom svaret i et ubevogtet øjeblik og uden afsender.
Guds fodtrin på landet og i vandet
er diskrete og dog umiskendelige.

Her gik vi med det udtrykkelige indtryk,
at Universet udspillede et tilfældighedens spil.
Her gik vi i det usagtes land og sagde det til hinanden,
men ved Tidens Ende hørte vi en stemme sige: Jeg var der hele tiden.

*

Godt Nytår!

Nej, det skyldes ikke en joke, ejheller at skribenten har ligget i koma i to en halv måned
eller tilhører en eller anden kultur, der lissom kineserne fejrer nytår en måned efter alle andre.

Det skyldes såmænd, at vi i vores bagland er rundet af den kultur,
der var her før vi blev koloniseret af det romerske tankesæt, der går under navnet Kristendom.

Vi kunne også spørge os selv, om det giver mening at fejre det nye år,
når hele naturen på den nordlige halvkugle er gået ind i sit store soveværelse?

Det syntes hedningene, der levede før den postromerske invasion af tankesættet, i hvert fald ikke,
men mente at det nye år måtte begynde ligesom den nye dag: med opvågnen. Giver det mening?

Derfor er midten af marts det rigtige nytår uinficeret af abstrakt teologi
men simpelt og sanseligt naturens opvågnen. Godmorgen kartoffel!

Nytår er forår. Det falder nærmere bestemt rituelt på den såkaldt blodmåne,
der er den fuldmåne, der er den sidste fuldmåne før forårsjævndøgn.

Det var så et sted mellem den 14-15 marts i år. Det matematiske jævndøgn falder d. 17 marts,
hvor nat og dag er tilnærmelsesvis lige lange, hvilket man så skulle tro er jævndøgn,
for er det ikke det, som ordet betyder, og skal det ikke tages bogstaveligt?

Det skal det så ikke, for jævndøgnet falder d. 21 marts. Det skyldes, at det er den dag,
hvor solen står op i stik øst og går ned i stik vest og er ‘i ækvator’, aekva- equi = lige.
Der er altså tale om den lige linje og ikke den lige længde.

Det kan vel ikke være meget underligere, end at den rigtige jul i år faldt d. 13 januar,
der er den nærmeste fuldmåne efter vintersolhvervet = året korteste dag og længste nat.

Læs: Første forårsdag

*

Stædighed er en underkendt dyd.
At blive på stedet til stadighed er undervurderet.
Men skal man ikke altid være på farten, spørger den progressive,
den fremadrettede og fremskridtende på vej mod nye og herlige horisonter?

Her spørger vi fra redaktionelt hold, hvori modsætningen består?
Hvis man vil et sted hen, skal der ikke være et sted at komme fra?
Hvis man vil forandre, skal der ikke være noget at forandre?
Hvis man vil lære noget nyt, skal det ikke være en tilføjelse til noget, der er i forvejen?

Der er her stædighed kommer ind i billedet.
Det stædige sind accepterer ikke et nej for et nej.
Det anser ikke modstand for en gyldig grund til at give op.
Det smider ikke, hvad det har i hænderne, fordi det ikke lykkes dén dag.

Stædighed er den hemmelige komponent i mesterskabet.
Den er talentet langt overlegent.
Alle går og siger, at Picasso var genial, og at det var årsagen til hans berømmelse.
De, der siger det, har ikke forstået, at Picasso begik et nyt kunstværk hver eneste dag i sit liv.

At være på farten og være i besiddelse af stædighed er altså ikke modsætninger.
Det ene er intet uden det andet og vise versa.
Pottemageren blev ikke anerkendt som mester, før han havde gjort 10.000 potter.
Hvad var det, de gamle fjolser sagde: Øvelse gør mester. Havde de ret, eller havde de ret?

*

Det Store Tomrum

Måske er det bare mig, der har udviklet en detektor, en lille rød lampe der lyser.
Jeg kan godt blive i tvivl om, hvorvidt der bare er gået overgang i systemet.
Måske er det bare mig, der har denne reaktion af hør-hov, når folk begynder at tale udenom.
Jeg kan godt blive i tvivl om, hvorvidt folk selv ved, at de taler udenom.
Måske er det bare mig, der mærker det trådløse hegn omkring indhegningen.
Jeg kan godt blive i tvivl om, hvorvidt der blot er tale om forhøjet spænding i føleren.

Måske er det IKKE bare mig, der er noget galt med. Faktisk er jeg ikke længere i tvivl.
Der er en grund til, at den røde lampe lyser hver gang, jeg hører folk tale på en bestemt måde.
Der er en grund til, at alarmen går, når bullshit-detektoren ryger op i det røde felt.
Der er en grund til, at folk, der taler udenom, efterlader denne særlige efterklang af forbudt tomhed.
Der er en grund til, at man kan høre, at folk, der taler udenom på vegne af andre, lyder … bange.
Der er en grund. Grunden kunne være uvidenhed, men det lyder ikke på den måde.

Hvad er det, folk er bange for?
Er de bange for IKKE at tale udenom?
Har nogen ladet dem forstå, at ikke-udenomstale er syndigt-strafbart-politisk-ukorrekt?
Hvad er det egentlig, de er bange for? Social udstødelse, retsvæsenet, eftermælet, selveste døden?
Er de bange for deres karriere-fremtid-nutid, deres ry, deres sikkerhed?
Er de bange for at fornærme de mægtige med hævdet magt til at gøre dem usikre?

Ikke-udenomstale må være direkte tale. Det må være direkte adressering af vigtige emner.
Direkte tale kan ikke foregå i et nærmiljø af frygt.
Det kan ikke forekomme i selskab med fakta-allergiske reaktioner.
Frygt for fakta fremmer forbruget af fiktion. Frygtens virkelighed er fiktionernes verden.
Jeg læste engang i en bog, at en-eller-anden klog person sagde: Frygt ikke.
Det har jeg tænkt lidt over siden. Jeg tror der er noget om snakken.

*

Samtalestarter

Det Store Tomrum bærer på en tavshed.
Når rummets stilhed larmer, er det fordi, det prøver at sige noget.
Rummet bærer på en samtale, der ikke blev til noget.
Så sig dog noget Pjerrot!

Hvad er det, der kommer igennem i stetoskopet, når vi lægger øre til lydløsheden?
Hvad er det, der kommer op på monitoren, når vi tager pulsen på det usagte?
Vi bærer rundt på samtaler i en mundkurv som varer i en indkøbskurv.
Vi er blevet forbrugere af tavshed – Så bryd dog tavsheden!

Vi har ikke brug for at forbruge tavshed.
Vi har brug for at forny og fortsætte den samtale,
som det lykkedes for samtale-stopperne af stoppe,
for det var DEM, der frygtede og ikke du og jeg.

*

Tidligt forårsgrønt

Den første spiselige forårsplante
– med mindre du er et får eller en hest
eller du mener at være i stand til at finde sjældne gevækster i skovbunden
overfor hvilket jeg er åben for forslag – så jeg prøver lige igen:
Den første spiselige forårsplante egnet til menneskeføde er en plante,
der, hvor den gror (hvilket bestemt ikke er hvor som helst),
myldrer op i overvældende mængder indenfor et afgrænset habitat.

Og sådan ser den ud, når du kan købe den i dyre domme i visse supermarkeder,
der gør det i at have et stort sortiment af grøntsager, der trender og hipster,
og gør det i det nye nordiske køkken og stenaldermad og andet gourmet-hejs.
Et bundt ramsløg – for det er jo det, grøntsagen hedder – og er der 15 g her? koster snildt 25 kr.
Det giver med et stykke hurtig købmandsregning en kilopris på 1600 kroner!
Og så betaler du også for det stykke vakuum-plastik, der er udenom.

Hvis vi kender stedet, og vi taler om en skov her, for ramsløget vokser i skovstykker
gerne tæt på en å eller en sø og gerne i en åben bøgeskov,
så er den omtalte pris for den omtalte mængde til at slå sig på lårene af grin over,
for med en halv times høst hjem med noget, der ligner 300 g,
hvilket giver 20 vakuumpakker fra supermarkedet à kroner 25 = 500 kr,
så har vi et lidt andet regnestykke.

Det er, hvad vi kan tjene på at flytte røven fra sofastykket til skovstykket.
Og det er ikke gjort med den slags forbruger-købmandsregning,
for hvad er det, vi får for ingen penge i modsætning til dyre domme?

For det første får vi en naturoplevelse.
De steder jeg kender – og de er ikke hemmelige, derom til sidst –
er i stand til at gøre enhver vintertræt sjæl glad i låget.
Bare det at gå ud i en endnu nøgen skov en klar forårsdag,
med skeptisk forventning at ‘det må da være for tidligt, for der er jo ikke noget her’
og så på forbløffende vis lande i et spirende grøntsagsparadis som dette
er en override på købmandsregningen.

Så – efter købmandsregningen og den glade tilfredsstillelse af
at have gjort den som samler og lavere jæger 2.0,
hvad er det så, vi har fået med hjem i tasken?

Vi skal lige huske at sige, at det, vi er kommet hjem med i ramsløgets tidlige forår,
hvilket i slutningen af marts måned, er de friske blade.
Planten er endnu ikke gået i blomst, men senere på dens sæson frem til starten af maj
får den et sæt hvide blomster. Disse er også spiselige. Der er intet på planten, der er uspiseligt.

NB! mulighed for forveksling: liljekonval. Dette er en fatal forveksling, da denne er dødelig giftig.
Men man skal altså være dummere, end loven tillader. Liljekonvaller dækker ikke 100-vis af kvadratmeter skovbund i et jævnt tæppeagtigt lag. Og de smager-dufter ikke af hvidløg.
Pluk et blad, gnid det mellem fingrene og duft til det, tag et bid og spyt det ud igen, hvis du er i tvivl.

Ramsløget er en delikatesse.
Det smager af løg på en lille smule ram = bitter måde,
men denne delikate bitterhed er den samme, som vi finder i hvidløget.
Den nærmeste sammenligning med ramsløg er simpelthen hvidløg.

Ramsløg i de mængder, vi lige har høstet i skoven,
uden at skoven opdagede det, for der var SÅ meget af det,
kan vi ikke bruge på en gang. Hvad gør vi så?
Vi fryser det ned. Vi kan evt. skylle det først, men vi behøver ikke at blanchere det,
for så får vi bare slatne spinatkugler. Det er selvfølgelig også en mulighed.
Forslag i så fald: frys det ned i en form beregnet til isterninger.

Hvis vi søger på nettet, så vælter det op med forslag til at bruge ramsløg.
Blot et par eksempler:

Ramsløg-pesto med olivenolie, pinjekerner (eller bare nødder af en slags), parmasanost (eller lignende tør ost). Og siden det er ramsløg, så spring hvidløget i den traditionelle pesto over. Lad dernæst være med at køre det igennem en blender, for hvad betyder pesto? Pesto’en er pistillen i morteren. Når man kværner ingredienser i en morter, frigives smagsstofferne på en helt anden måde, end når man blender, der består af knive, der med 500 km i timen tonser igennem, mens der sker en opvarmning. Mortering eller kværning er en form for koldpresning. Den samme misforsåelse sker, når man kører kaffebønner igennem en krydderi-blender. Folk tror, at det er en smart genvej, men den smagsolie, der findes i kaffen kommer ikke ud på samme måde, som når man kører en rigtig kaffekværn. Du kan faktisk med fordel kværne kaffebønner i en stenmorter.

Ramsløg-risotto med grønne asparges. Vi udelader risotto-opskriften her (noget med arborio-ris, olivenolie, hvidvin og bouillon), men de fint snittede grønne aspargesstokke tilføjes de sidste 5 minutter, og snittede ramsløgsblade + aspargeshovederne tilføjes til allersidst. Husk at montere med en klat smør + revet parmasanost.

Ramsløg-suppe med porrer. Ramsløget leverer dette hipster-begreb, som kaldes umami.
Det er et af disse tidens og det selvhøjtidlige gourmet-snobberi’s buzzwords, der bare betyder
dyb smag, fylde, kødsmag. Kokke, der kan li’ at skabe en aura af ‘vi har de vises sten’ bruger udtrykket for at mystificere deres højhellige kunst. Al mad, der er lavet med råvarer, der leverer en dyb smag og fylde og er tilberedt, så denne dybe smag koncentreres, har det.
Umami og min bare!

NÅ – og hvor kan vi så gå hen og finde ramsløg?
Jeg kender kun to steder, da jeg bor på Jungshoved, Sydsjælland.
Hvis du ikke bor her, så tjek ud, hvad folk siger dér.
Det nærmeste sted for mig er Faksinge Skov. Den ligger mellem Præstø og Tappernøje (se video).
Det andet sted er skoven lige syd for kirkegraven i Vordingborg.

*

Der findes to typer kunder i en supermarkedskø.
De kendes på deres adfærd, når det lyder over højttaleren:
Ding-dong – der bliver åbnet i kasse 2.

Den første type er stodderen, der fra at være sidst i køen ved kasse 1
vader frem og smider sit shit som den første ved kasse 2.
Den anden type læser lige køen først og falder ind i det nye geled,
for hey vi kommer alle igennem lige om lidt.

*

Intelligens er en forbandelse (Schopenhauer).
Intelligente mennesker føles som en trussel for andre.
De får folk til at føle sig usikre via deres udtrykte intelligens.
De forstår noget, som andre har svært ved at forstå.
De får andre til at føle sig skyldige uden at ville det og uden at beskylde nogen.

Intelligens er er provokerende.
Intelligente mennesker provokerer en usikkerhed,
og selv har de ingen problemer med denne usikkerhed,
for det er på denne måde, at de opnår en langsomt voksende sikkerhed
og indsigt i det store felt af uvished og uforståelighed.

Intelligens gør folk bange.
Intelligente mennesker har meldt sig ud af dumhedens menighed
af salmesyngende, selvbekræftende ignoranter uden at gøre noget stort ud af det,
men selve udmeldingen opfattes som fornærmende og arrogant,
for hvor vover man at erklære sig usolidarisk med dumhed!?

Intelligens er et spejl på dumhed.
Intelligente mennesker udstiller andres dumhed uden egentlig intention
og udfordrer mangel på dybde og ønske om indsigt
hos folk, der ønsker at leve i den velsignede uvidenhed
uden udfordringer og konstruktiv usikkerhed.

Intelligens var for fortidens mennesker ikke det mest skattede egenskab.
Det var folks sociale status og evne til at følge gruppen, der var værdsat,
for uden dette sammenhold kunne gruppe ikke overleve.
Gruppen, stammen, familien føler sig usikre på intelligens.
Intelligente mennesker bliver derfor ofte isolerede i grupper.

Intelligente mennesker er bebyrdet med en trang til at forstå verden.
Normale mennesker søger at slippe for al bebyrdelse,
og et live uden smerte og modstand.
Det intelligente mennesker søger modstand, hvis det fornemmer,
at det derigennem bedre forstår verden.

Folk som de er flest søger sikkerhed. De er villige til at betale penge for følelsen af sikkerhed.
Garantier for sikkerhed er derfor udbudt af sikkerhedsselskaber, sikkerhedspoliti,
sikkerhedsråd, Rådet for større færdselssikkerhed, sikkerhed på arbejdspladsen,
sikkerhedsseler, sikkerhedssystemer, sikkerhedsnåle, sikkerhedssko, sikkerhedshjelme,
sikkerhedspolitik … bestående i at gøre verden så usikker, at folk løber til for at søge … sikkerhed.

Usikkerhed gør os mindre intelligente. Vi klumper sammen, vi skutter os, vi søger flokken.
Det er byttedyrets reaktion mod rovdyret. Frygten lukker ned for vores forstand.
Vi vælger at falde ind med de andre får, for så vælger ulven nok ikke os.
Og hvis ulven ankommer forklædt som den gode hyrde,
så er der dikkende lammehaler så langt øjet rækker.

Paradokset består i, at vi som tryghedsgaranti har valgt det utrygge.
At lægge vore liv i hænderne på rovdyr og parasitter er en meget usikker tryghed.
At vælge lidt mere intelligente men til gengæld skrupuløse typer som ledere,
er det samme som at hylde den enøjede som konge over de blinde.
At vælge en hyperintelligent psykopat som leder er endnu værre.

Dette er endnu et paradoks.
Et intelligent menneske er ikke nødvendigvis et godt menneske.
Det samme kan også siges om et uintelligent menneske.
Hvis IQ og moralsk højland var direkte proportionelle,
så verden anderledes ud.

Efterspørgsel: Etik og intelligens som to sider af samme sag.
Psykopatersberegnende intelligens er aldrig til gavn for andre end psykopaten.
Efterlysning: Intelligens, der stiller sig til rådighed for gruppen,
men hvad der endnu mere påtrængende er, at gruppen løfter sin kollektive intelligens så meget,
at de forstår, hvorfor de ikke skal sætte deres lid til psykopaters glatte fjæs.