Det er bare et computerspil

Det er bare et computerspil

Det er mega sejt!
Der findes en bane, man kan downloade på nettet.
Ja, altså til World of Genocide III – ISIS Unveiled.

Du kan selv vælge, om du er en sortklædt jihaddist, der er kommet ind via Tyrkiet. Eller en israelsk special force – forklædt som sortklædt jihaddist. Eller amerikansk special force, der lige er smidt ud med faldskærm – forklædt som sortklædt jihaddist.

Så gælder det om at slå så mange civile ihjel som muligt. Ind imellem skal du også slås mod syriske regeringstropper, der er nogle megadumme svin, der gasser deres egen befolkning. Det får man lige at vide i starten over radioen. Hvorfor de gør det, ved man så ikke lige – altså, det kan godt virke lidt ulogisk, for det er jo mig, der gør den slags i spillet. Nå, det skal man ikke tænke så meget over.

Undervejs kan man opgradere sine våben. Jeg har lige fået et sennepsgas-missil – fuck, det er effektivt! Jeg måtte også slå ret mange kvinder og børn ihjel, før det kom. Så kan man skyde ind i boligkvartererne og bombe et hospital. Der er nogle ret fede cut scenes, hvor man ser en masse civile, der er gule og blå i hovederne og har brandsår over det hele. Totalt realistisk, det er det, jeg godt kan li’ ved spillet!

Ellers kan man optjene alle de sejeste amerikanske våben og NATO-gear. Det gælder indimellem også om at skyde på de skide russere, der flyver ind over for at hjælpe regerings-svinene – og sørge for, at du ikke selv bliver ramt. Det gælder også om at lave fælder for modstanderne. Det kan fx bestå i at tage et spædbarn og lave en boobitrap. Så kommer der en eller anden idiot og skal redde møgungen og … kaploff! så er der bare kød over det hele, eddermame godt tænkt!

Ellers er det noget med at køre rundt i Toyotaer med en machine gun på ladet og skyde ind i sidegaderne. Der er også en bane i Aleppo, hvor man render rundt i en masse rådne tunneller. Hvis du har nakket en hel masse, kan du også få lov til at æde lever og hjerte på modstanderen eller bare skære hans hoved af, mens der er et filmhold, der står og filmer. Hvor fa’en kom de lige fra? Nå, det skal man ikke tænke så meget over.

Hvis du går hen og bliver såret, så kan du enten æde noget captogen, for det gør de alle sammen hernede. Og så kommer der nogle White Helmets, der lige har fået en fredspris et eller andet sted for at lappe både dig og alle de sårede terrorister sammen. Fuck de lokale, for de er jo fjenden.

Udover at nakke alle de støvede ørkenperkere, så gælder det også om at tjene penge samtidigt. Nogle gange er det en saudiarabisk dealer, du får penge af. Andre gange er det en NATO- eller CIA-mand. Du kan virkelig tjene penge, og til sidst kan du faktisk købe en drone.

Det fede ved spillet er alle de baner, man kan downloade, hvis man bliver træt af de andre. Der er en lidt ældre Libyen-bane. Så er der en irakisk, der er endnu ældre. Så er der en i Yemen, hvor man både kan dronebombe bryllups- og begravelsesselskaber. Så er der en fra Ukraine, hvor du selv kan få lov til at være et neonazisvin, og det sjove her er, at man lige pludselig er the good guy, fordi man er imod russerne – sgu egentlig meget befriende med moderne computerspil, hvor man kan skifte roller indimellem. Så lige pludselig er du i Afrika, hvor du render rundt og skyder på nøgne negerbørn. Og som belønning får du lov til at kneppe en negerkælling, mens de andre holder hende.

For nylig er der kommet en bane på Filippinerne, hvor du er sendt ud som lejesoldat, der skal beskytte drughandlen, ligesom i Afghanistan i øvrigt. Det er en rimelig tough bane, for de har et svin af en præsident herovre, der er totalt imod drughandel. Så det gælder virkelig om at nakke nogle lokale og skynde sig at smide dem i massegrave, og der er nogle flashbackscener, der viser, hvordan amerikanerne gjorde det samme dengang i 1901.

Nå, det skal man ikke tænke så meget over.
For det bare et computerspil.

Køb aflad, køb aflad

Køb dig fri af al skyld og ansvar og besværlig deltagelse i beslutningsprocesser, som du alligevel er for dum til at fatte et brik af, og selvom du gjorde, så ville du alligevel ikke få pind at slulle have sagt, for det hele er fixet på forhånd, så derfor siger vi

Køb aflad, køb aflad
Når stemmesedlen i urnen klinger, straks vælgeren ud af den skærsilden springer.
Tænk ikke nærmere over, hvorfor det hedder en stemmeurne,
det er blot et slags begravelsesritual, hvor du kremerer alt besværet
ved at sætte dig ind i sagers sammenhæng og tings tilstand, så derfor siger vi

Køb aflad, køb aflad
Køb dig fri til den lukulliske luksus at smække din røv i sofaen de næste fire år,
måske blot afbrudt af det andet valg, du ved nok,
men så får du da ikke siddesår og væskende ødemer i designermøblementet
i den moralpassifistiske, socialeskapistiske designersump af TV-dinners, så vi siger

Køb aflad, køb aflad
Køb dig fri af skyld, skam og frygt for at være en sofavælger,
der ikke deltager i de præfabrikerede løjer tilrettelagt af forløjede løjsere.
Tænk ikke over det skumle udtryk med at afgive din stemme,
når du sætter dit kryds og bare holder kæft til næste gang.

Køb aflad, køb aflad
Køb dig fri for at blande dig i sager, der ikke vedrører dig,
selvom de selvfølgelig vedrører os alle sammen som ansvarlige borgere, det er klart,
men politik er jo for eksperter, selvom alle kan være med, det er klart,
og der jo ikke kan være åbenhed om alt, selvom det er en åben proces, det er klart.

Køb aflad, køb aflad
Og lad så være med at komme rendende bagefter og sige, at du ikke fik indflydelse,
for du fik jo valget mellem at sætte dit kryds foroven eller forneden.

Pseudo

Vi ønskede formidling af viden
De gav os gaming-journalistik, fake news, propaganda og spindoktorer

Vi ønskede fred og fordragelighed
De gav os krig og fortrædelighed

Vi ønskede sundhed og godt liv
De gav os medicinalindustri, e-numre, benmel, vacciner og Coca Cola

Vi ønskede håndens og åndens arbejde i kreativ forening
De gav os udslidte arbejdere, kolde teknokrater og hovne akademikere

Vi ønskede huse skabt for mennesker
De gav os kasserner, karéer og ørkener af beton, stål og glas

Vi ønskede liv, der pibler op af jorden og hopper rundt på græsset
De gav os pesticid- og GMO-forgiftning og indeburede dyr med bidemærker

Vi ønskede klar himmel om dagen og mørk himmel om natten
De gav os tåget himmel om dagen og oplyst himmel om natten

Vi ønskede fuglesang, rislende bække og raslen i løvet
De gav os asfalt, eksplosionsmotorer, motorveje og distorsion-festivaller

Vi ønskede slægt og venner og dybe relationer med rod i slægt og respekt
De gav os uforpligtende pseudofællesskaber og Facebook

Vi ønskede mand og kvinde i gensidig respekt og komplementær forening
De gav os … feminisme og vorherre på lokum

Vi ønskede kærlighed og fortællinger
De gav os porno og Hollywood

Vi ønskede skønhed
De gav os modernitet, installationskunst og Marina Abramovitch

Vi ønskede godhed mellem forældre og børn
De gav os ungdomsoprør, generationskløft og provokationskult

Vi ønskede institutioner for egentlg samtale og overenskomst
De gav os demokratisme, valgudsendelser, parlamentarisme, blokpolitik og populistisk sound-byting

Vi ønskede at blive hørt
De gav os kommunale høringer og fingeren, efter de havde truffet beslutningerne

Vi ønskede historien fortalt af og om vore forfædre og -mødre
De gav os godnathistorier forfattet af skrivende luderkarle på kommando

Vi ønskede en relation til vort skabende ophav
De gav os nihilisme der lærte os, at der ikke fandtes et skabende ophav

Vi ønskede et samfund, hvor mennesker rent faktisk fandt sammen
De gav os sammenstuvning, hvor mennesker blev placeret efter DERES hoved og ønsker

Vi ønskede velstand og værdi
De gav os gæld og bankvæsen

Vi ønskede et liv i frihed og trivsel
De gav os bankvæsen og et liv i slaveri

Vi ønskede ærlighed og sandhed
De gav os ’den ædle løgn’, for vi kunne jo ikke håndtere sandheden, sagde de

Vi ønskede at se vore børn vokse op og blomstre i kundskab
De gav os … heldagsskolen

Vi ønskede livet
De gav os en dødskult

Iskappe

Vinteren er som et skød.
Hvordan kan det være anderledes?
Hvis der kun fandtes udfoldelse og ingen sammenfoldelse,
ville alt gro til og gå i gevækstig hårknude
som en gigantisk kræftbyld af evig vækst og profitmaksimering.

Alle små og store væsener kravler ind i sig selv.
Musene graver lange gange under sneen, men ovefor sidder polarræven
med spidsede ører vendt mod nord – har den et magnetisk muse-gps-system?
Indtil den springer op i luften og dykker med sin spidse næse som gennem vand.
Et herlig syn kun at se ben og hale stikke sprællende op af sneen.

Sneen lægger sin store lyddæmper og isolationstæppe
som beskyttelse af jorden, træerne og husene, se en iskrystal i mikroskop!
Bare ikke her til lands, hvor det aldrig sner mere end en uge ad gangen,
hvorefter det tør igen, så alle begynder at fryse og skotøj vrider sig i tøsalt.
En fuld, smådeprimeret grønlænder længes tilbage til rigtig vinter.

Der er tre muligheder for at oveleve: vintersøvn, 17 ugers charterferie eller pels.
Hvis man oven i købet kan lægge sig i en stor klump af pels, er det fint.
Og mørket, det velsignede mørke, hvis bare ikke workaholic-samfundet
havde afskaffet årstiderne og lod som om, det er sommer hele året,
så man er nødt til at tage af sted og hjem igen i mørke – så gik den skide dag.

Alle burde være velundt at sove mindst to timer længere om vinteren.
Al aktivitet burde sættes i halvt gear og kun finde sted i et udvalg af lyse timer.
Fedtforskrækket mad burde være bandlyst om vinteren – bortset fra at lovbefalet bandlysning er uterlig indblanding fra Statens side, så vi prøver lige igen:
Fedtforskrækket mad er ikke at foretrække, det er derimod alle de bedste afgrøder fra året, der hele tiden gik og hele tiden er på vej og rundt i den Store Cirkel af det, der synes som liv og det, der synes som død, men som alt sammen kun er facetter.

Mit sprog er vort

Mit sprog er vort sprog, tro ikke at jeg beholder det for mig selv.
Mine ord er vore ord, engang var de hellige, og deres betydning var vigtig.
Mine fortællinger er vore fortællinger, deres oprindelse er uadskillelig.
Min vrede er vores vrede, for gudinden besang den, før den greb os.

Hvis det ikke er mit, vil det aldrig være vort.
Hvis det ikke er vort, vil det aldrig blive mit.

Vort land er mit land, jeg vedkender mig mit og vores ophav.
Vor arv er min arv, hvis ikke jeg varetager den, vil ingen arve den.
Vores fortid er min fremtid, uden den ene ikke den anden.
Vores samvittighed er det, vi sammen ved og gør.

Hvis ikke vi sammen ved det, brænder jeg inde med værdifuld viden.
Hvis ikke jeg sørger for at vide det, er der ingen viden at dele ud af.

Deres projekt for millenia er hverken dit, mit eller vores tilsammen.
Hvis du og jeg og vi to sejled’ i en træsko, ville meget se anderledes ud.
Deres fartøj er en romersk galej, og du og jeg og vi to har kun billet til nederste dæk.
Deres farvand er grænseløshedens hav serviceret af en maritim curlingkost.

Hvis ikke vi siger det, så siger jeg lige noget, og så kan du overveje, hvorvidt vi siger VI.
Hvis ikke jeg eller nogen bryder tavsheden, så vil tavsheden en dag sønderbryde os alle.

Deres sprog er så nyt, at der allerede gror mug på det inden sidste salgsdato.
Vores sprog er så ældgammelt, at det muligvis trænger til at blive støvet lidt af.
Deres sprog er så omstillingsparat, at det aldrig går af vejen for omvendte betydninger.
Vores sprog kalder en spade for en spade, og intellektuel uhæderlighed for, hvad det er.

Hvis ikke tilstrækkelig mange til at danne et VI fatter om både spade og hæderlighed,
så er vi også på den galej med sikker kurs mod Intetheden.

Prøveløsladt

Jeg har ved selvtægt prøveløsladt mig selv fra en livstidsdom for uagtsom mentaldød,
medvirken til masseapati og aflæggelse af falsk vidnesbyrd om virkeligheden.
Løsladelsen er på ubestemt tid, og i selvtægtserklæringen har jeg nedfældet,
at god opførsel udenfor murene kræver intellektuel hæderlighed og civilt mod.
Hverken mere eller mindre.

Jeg har idømt mig selv forpligtelsen til vaske øjnene, pudse brillerne, rense ørerne,
vende de sten der skal vendes og feje for de døre, der skal fejes for inklusive egen.
Der vil ikke være brug for socialarbejdere, værger, formyndere og kontaktpersoner
til det store, altædende Hotel Tremmely, Klemmefabrikken, Cirkus Vand & Brød.
Hverken nu eller siden.

Det er for mit vedkommende slut med at udtjene min straf for at være ankommet,
og da det en dag gik op for mig – jeg husker det var lettere overskyet, det var onsdag og klokken var omkring 14:45 – at murværkerne, pigtråden og jernporten var illusorisk, hvorefter jeg til min egen forbløffelse gik gennem samtlige murværker uden at blive set.
Hverken af vagter eller overvågningsudstyr.

Jeg har overstået, udstået og afskrevet min tid som medlem af Fangernes Kor,
så hellere opskreget baggårdstenor end brummer bag tremmer,
så hellere førsteviolin på en tømmerflåde end fransk klovn i et tugthus,
for jeg er færdig som spillemand og orker ikke flere dårlige popsange.
Hverken med eller uden trommemaskine og pornofon.

Det er slut med gårdture under overvågning af Gulag’s Gorillakorps.
Jeg har klippet min fodlænke og konverteret min chip til computerkraft.
Jeg har smeltet jernkuglen om til krumsabel, køkkenkniv og katana.
Der vil ikke længere blive lejlighed til at klynge mig op på falske indicier.
Hverken i år eller eller næste årti.

Samfundet

Hvad høvlan, hulan, som ind i helvede bilder de sig ind at kalde noget for et SAMFUND, der består af et sammenklasket, sammengennet sammenrend af sammenkørte forskræmtheder pevet på plads af de sammensvorne socialingeniører med behavouristisk behændighed?

Hvornår er det lige, at vi har fundet sammen i et samdrægtigt, samhørigt samfund?
Hvornår har vi samdrægtigt og samstemmende samlet dette såkaldte samfund?

Fandt vi overhovedet sammen, eller fandt nogen sammen med ligesindede ondsindede på, at naturlige sammenhænge kunne undermineres af samvittighedsforladte, sammenregnede og sammenstykkede pseudo-samtaler,
så vi krøb sammen i det ene hjørne.

Var det et sammenfald af tilfældigheder, der skabte et samfundenes sammenbrud?
Hvem gavnede centralismens sammenlægnings-sammensurium samlet set?

Et samfund er for folk, der finder sammen i samfindsomhed. Hvis det finder sted, og vi finder ud af det sammen, så findes der fred. Hvis vi tror, at vi er tvunget til at finde os i hvad som helst, så ingen finder på at finde udveje, så findes der ufred.

Vi befinder os ved et sammenfald af sammensunkne befindelser og samfældigheder i samtidigheden, hvor der er brug og genfunden samdrægtighed, samvittighed og opfindsomhed. Der tilstræbes findeløn for sammenhold og samme løn for findpåsomhed.

Nytårstalen

Så sidder jeg her igen i en rygepause med opsat hår behængt med dialysiske, dionisiske, diabolske diademer og diamanter, behængt og befængt med tabloid omklamring, beklemt med familiær indavl og in-fight, belemret og beluret af presseliderlige paparazzi hyret af populist-psykopater, belastet af en kongerække af tysk lavadel ankommet til ære, værdighed og indbildsk hovmod førende til nationalt 1854-post-traumatisk syndrom – og forventes at levere en kærlig opsang med stumper af bid til en nation, kirken, regeringen, søens folk, nordatlantiske stumper af et indsunket imperium samt andre ‘lændinge, som jeg aldrig har mødt eller kendt uden en form for indføringshylster bestående af officielle mellemled ved repræsentativt festlige lejligheder.

Så sidder jeg her igen som en prøveløsladt guldfugl fra det kongelige kornkammer. Jeg lader som ingenting, jeg spiller spillet, jeg holder talen, der er godkendt af kummerherren, jeg rasler med juvelerne, jeg blander mig af princip og konstitution ikke i politik, mens jeg mellem sidebenene lukker en stribe politiske korrektheder på bestilling ud om befolkningens dårlige form, mangel på offervilje i trange tider og mangel på lalleglad tolerance overfor etnisk masseødelæggelse, og nu skal vi passe på med at …

Så sidder jeg her med et indavlet, nedarvet og nedgroet neglesæt om de europæiske royales luskebukserier for at bevare privilegier i tider, hvor de revolutionære tog over. Vi kender udmærket de revolutionære og deres misundelses-tankesæt, og indrømmet: der var monarker, der fortjente at miste hovedet grundet degenereret korrupthed. Men vi så efterfølgende, at de revolutionære blot var wannabees, og at de overhalede alle vore royale dårligdomme indenom med 100 kilometer i timen.

Vi forsøger blot en tid endnu at bevare det privilegium at høste en særlig konstitutionelle kontanthjælp kaldet apanage ved som showstykke at prostituere os for den slatne institution kaldet folkestyret, hvis speciale er at stikke folk blår i øjnene om, at de og ikke fascismens bagmænd styrer, mens vi plejer vort netværk af hosebåndsordener og andet obskurt masonisk under-radaren-overklasse-netværk og tænker på, hvortil og hvorhen vi skal trække os, når folket afsætter os som de anakronistiske mosefund, vi nu er blevet.

Gud barbere Danmark, det saftsuseme blevet for langskægget det her …

DJØF’ologisk managementterapi

Ja og velkommen til sidste stormøde i år, hvor jeg har tænkt mig at fremvise nogle slides om, hvilke pejlemærker og gevinstrealiseringer, vi kan forvente med de nye tiltag til at implementere værdibaseret ledelsesstrategi. Som fremgår af organisationsdiagrammet er vi nu kommet frem med en slankere og mere effektiv virksomhed, hvor vi selvfølgelig i forhold til fremtidens globale krav og Big Data forventer et offer fra alle sider i form af omstillingsparathed, innovation og større produktivitet, så vi iflg. vores handlingsplan og omstrukturerede businessmodel kan skabe den fornødne vækst og nå nye højder med faglige fyrtårne, et forbedret, bæredygtigt vidensregnskab kombineret med en stærk governance. Vi har haft et konsulentfirma med fremtidsforskere inde over for at kunne kortlægge behovet for lederudvikling og evaluere, i hvor høj grad vores trivsel-op-undersøgelse kan inddrages i LEAN-tænkningen på sigt, så vi kan fokusere på kerneydelserne, og så vi kan arbejde i sprint frem mod første release af det nye virksomhedsdesign med parallelt synergetiske platforme bestående af 14 siloer. Vi har i samarbejdsudvalget i koncernledelsen lagt vægt på at have fuldt fokus på forenkling af bundlinien frem til de næste budgetforhandlinger, så vi kan sikre, at alt personel ved medarbejderudviklingssamtalen kan dokumentere forbedrede kompetencer på CV’et. Det kræver også, at vi fra ledelsens side oparbejder en tydelig profil.

Så når I nu går i summegrupper og brainstormer, så bliver det over følgende problematik, som I ser på skærmen: Hvad kan vi sammen bidrage med i 2018 i forhold til at skabe vækst? Så hvis der ikke er nogen spørgsmål, så … ja, hvad siger du?

Ja undskyld, men er det du siger ikke neolingvistisk verbalgrød, genetisk modificeret ordsuppe, management-macaroni på et leje af medarbejdersovs, hjernevasket akronymsalat med dressing af buzzwords og semantisk sumprotte stegt i egen begrebsforvirring?

Jeg hører, hvad du siger, men jeg er ikke sikker på, jeg helt forstår spørgsmålet.
Kan du ikke formulere det på dansk?

Profeten Alkazeltsers svada til menigheden i Slaraffenlund

I hyklere, der hyler med de hyæner, I hylder!
Ved I ikke, at kolportøren af løgnen er lige så god som løgnens ophavsmand?
Ved I overhovedet, at hæleren er lige så god som stjæleren?

Hvad hører jeg deroppe på bagerste række, at det ved vi sgu da godt!
Javel ja, men så er det, jeg spørger igen: Ved I, at jeres vellevned består af hælergods?
Jeg taler ikke om, hvad I ved i princippet og i teorien, eller hvad I påstår, at I ved,
men at I ikke ved en skid og ikke en gang aner det, hvilket gør jeg dumme i 2. potens.
Jeg taler om, hvad I ved om virkelige hændelser i virkelighedens verden.
Nejvel nej, det tænkte jeg nok, for de hylende hyæner glemte at fortælle,
hvor de havde deres udbud af varer fra, og at de også havde ‘glemt’ at betale for dem.

Hvad hører jeg derinde på mellemste række, at de sagde, at det var gratis indtil videre!
Hvor torskeagtig kan man overhovedet være inden for grænserne af dumhedens lov?
Der er INTET, der er gratis, og i særdeleshed ikke, når man hyler med hyæner.
I bliver, hvad I hyler med. Hvis I ellers gad eller turde se jer selv i spejlet, ville I opdage,
at I er ved at udvikle et sæt blodskudte, stikkende øjne, et snerrende tandsæt og en gang ildelugtende savl, der flyder ud af mundvigene. Læg dertil et duknakket hovedparti, en luskende gangart, en strid nakkekam og en støvet, lusebefængt pels.

Og hvad hører jeg dernede på forreste række, at I ikke ønsker sammenligning med støvede, parasitbefængte, kadaverlugtende og omkringluskende ådselsædere!
Nåvel nå, her vil jeg nok mene, at I skulle have tænkt på den sag noget før.
For hyleren er lige så god som det pak, han hyler iblandt. I er blevet til underhylere!
Når I først har stillet jeres mundstykker ukritisk og ureflekteret til rådighed for en hord af hensynsløst hungrende, højrøvet røvnakkede hyæner, så fanger bordet herfra og til regnskabets time – uanset om I hyler eller stikker haler mellem ben og bagdele.

Og hvad hører jeg lige derude på sidelinien, at det er for sent nu, for der var en fyr forleden i sort jakkesæt med hvidligt fjæs og sort eyeliner, der sagde, at I skyldte ham en lillefinger, og nu ville han have hele armen!

Munduheld

Man skal ikke lege med tænkstikker, når man bor i en gasbeholder.
Én finke af fadet er bedre end ti ugler i mosen.
En halvkvædet vise er som at råbe i skoven uden at få svar.

Kun en tåbe frygter ikke Søsportens Sikkerhedsråd.
Af klage bliver man skod.
Af fulde børn skal man høre sandheden.

For mange cocksuckere fordærver grundstemningen.
Man kan ikke både være klar i spyttet og have uld i mund.
Spil zigøjner eller jeg pisser i din violin.

Man skal ikke sælge huset, før ejendomsmægleren er skudt.
Den, der kommer først til penge, får først malet finanskrise på væggen.
Fej for din egen fod, før du føjer andres fejhed.

Man behøver ikke gå over Øresundsbroen for at hente vandede vittigheder.
Brændt barm skyr siliconeprodukter.
Ensom høne lægger også æg efter sengetid.

Én sommer gør ingen svalebajer til skamme.
Kolportøren af løgnen er lige så god som producenten af løgnen.
Hvo, der intet vælger, alting vrager.

Det er kun et spørgsmål om tid

Det er kun et spørgsmål om tid, før

vi vil omgås og ikke-møde mennesker, der er som selvkørende biler finder rute,

herfra-hertil, undgår at crashe undervejs, forstyr ikke kursen,

førerløse mennesker med en fast kurs uden slinger og uden materiel skade,

der uden unødvendigt spild af nødvendig kødmekanik og nerve-programel

er egnet, designet og beregnet til at interagere med hegnet for selvkørenhed.

Det er kun et spørgsmål om tid, før

vi vil færdes blandt maskinmennesker wired til en AI-mainframe

guided på dydens smalle sti af algoritmer, der sammentæller deres socialkapital

i forhold til, hvor mange gange de de enten har bidraget til opretholdelse

eller ikke-opretholdelse af det samlede sæt algoritmisk beregnede BigDatasæt,

hvorved de automatisk dømmes værdige eller uværdige til at opretholde deres bankkonto, adgang til internettet, mulighed for arbejde, mulighed for pension og derved et liv efter aftjent værnepligt som arbejdsdrone, mulighed for at rejse over de landegrænser, der imellemtiden er afskaffet med nationernes afskaffelse, men som nu blot er digitale checkpunkter for bevægelighed.

Det er kun et spørgsmål om tid, før

det immunsystem, der har beskyttet os i millioner af år vil være syntetisk,

hvorved det selvsagt ikke længere vil beskytte os, medmindre det skønnes hensigtsmæssigt for det algoritmisk understøttede overopsyn,

før de væsker og den mad, vi indtager, er 100% syntetiske,

det tøj vi bærer, de boliger vi flytter ind i, er syntetiske,

den atmosfære, der omgiver planeten, er syntetisk,

og som efter syntesen vil være selve det vand, som fisken svømmer i,

hvilket vil betyde, at ingen bemærker det eller efterspørger noget andet.

Det er kunne et spørgsmål om tid, før det væsen, der engang kaldte sig for mennesket,

vil være et museumsobjekt, bortset fra at det nye ‘væsen’ ikke har brug for museer, da de ikke har en fortid, en historik, en tradition, et sted og en tid, det kom fra.

Det er kunne et spørgsmål om tid, før

alt tidligere liv vil være teknokratisk kortlagt, gennemanalyseret, rationaliseret, kvantiseret, inddæmmet, replikeret, syntetiseret, virtualiseret, implanteret, posthumaniseret,

før al tidligere samtale vil være afløst af præfabrikerede og -destinerede kommunikationsmodeller faciliteret af kyndig ekspertise med behavouristisk og socialingeniørisk tilgang til det ellers stærkt uforudsigelige og -kontrollerbare felt af nu uhensigtsmæssig fantasi, kreativitet, naturlig biologi, leg, længsel, moralsk tænkning eller bare tænkning i det hele taget.

Det er kunne et spørgsmål om tid, før

ordet menneske er afløst af andre og mere dækkende udtryk for den raffinerede og strømlinede komponent, det genopladelige batteri eller rettere: selvopretholdende batterikomponent, der som en kraftcelle vil være i stand til at levere hele sin energiproduktion til et netværk og fuldt og modstandsløst vil være i stand til at videreformidle dens leverede energi, hvorved intet går til spilde i Den Store Produktion.

Det er kunne et spørgsmål om tid, før

det energispild, der skyldes modstand fra energifeltet er fuldt nedbrudt og lagt i rør og ledninger, hvilket unødvendiggør krig og revolution, da der ikke længere er menneskelige masserforekomster med kroppe, hjerter og hjerner, der ved lokkemad, overtalelser, iscenesættelser, trusler, illusioner, bedrag, historiske omskrivninger, propaganda skal drives som dumme kvæg til deres stalde, græsmarker og sanarlige, snorlige slagtehuse.

Det er kunne et spørgsmål om tid, før

med andre ord: det er ikke et spørgsmål om hvis men om hvornår,

de sidste barrierer er nedbrudt i det årtusind gamle projekt for indre og ydre kolonialisering af livets uforudsigelighed på Planeten Jorden

og sat i system med hensigtsmæssighedens algoritmiske logik.

Der synes kun at være en enkel og tilsyneladende ubetydelig forhindring for den fulde implementering. Det såkaldte MENNESKE synes at være mere unedbrydeligt end antaget. Jo flere overgreb, indgreb, angreb og begreb, der smides i hovedet på det, jo mere ukontrollerbart potentiale bliver der frigjort. Vi arbejder på sagen.

Soyamanden

Han er der bare hele tiden for tiden.
Man kan jo ikke engang kalde ham for en bøsserøv, og hvis han bare var så straight.
Han er et lettere ustabilt og tilsigtet soyaprodukt af forkert kemi og dårlige TV-serier.
Han et en Hollywoodklon, en feminist-gigolo, en transgrederende missing link
til måske en dag at kalde sig Kimmi, hvem ved, men han er ikke kommet så langt endnu,
så i mellemtiden sidder han i dette limbo af lidt for meget østrogen i plastik og soya
og mærkelig regn, der kommer ned fra striber på himlen fra morgenstunden af.

Soyaproduktet bruger parfume, skægtrimmer, foroven og forneden,
og måske en anelse eyliner. Lækkert hår er et must.
Han mener sig at være frigjort fra den konforme opfattelse af kønsroller og deres atributter, attituder eller acessories som det hedder, når man shopper.
Den metrosexuelle soyamand kan godt li at shoppe i indre by.
Selv når han ifører sig fuldskæg og skovhuggerskjorte, går der soyapålæg i den.

Indrømmet, det er lidt svært at se ham i kampuniform eller på en Harley Davisson.
Det ville lissom osse være at gå helt over i den anden grøft.
Det er også som om, at han ikke er typen, der vælger karrieren som
borebisse, jord & betonarbejder eller skraldemand.
Og det er igen heller ikke, fordi det kvalificerer nogen til at være et mandfolk,
blot fordi han lugter af sved, maskinolie, øl og prutter.

Det er lidt, som om soyamanden aldrig fik overvundet soyadrengen.
Han kom aldrig ud af drengeværelset, han fik aldrig rigtig hår på bollerne,
før han skyndte sig at barbere dem af, fordi hun sagde, at de kradsede.
Og man kan ikke beskylde ham at bidrage til befolkningstilvæksten i Verden,
det er en anelse svært at se ham som patriark i lænestolen med 18 børnebørn.

Den efeminiserede mand er ikke til besvær for de, der godt kan li at bestemme.
Han går nødig i krig, når han bliver trådt på, han skaber ikke unødig modstand.
Berettiget og udtalt vrede er ikke moderigtigt og stylet nok, højest et hysterisk anfald.
Hans udvikling er arresteret og sat i forvarring af det sociale kønspoliti i tidlig alder.
Den forvoksede teenager har ikke fået den helt store modstand til at blive dygtig af.
Han er nødt til ind imellem at børste hårene fra curlingkosten af.

Hormonforstyrrelsen befinder sig i en konstant tilstand af socialdarwinistisk flux.
Den er udviklingen, han er en mutant, han er et reagensglasforsøg.
Han er en transhumanistisk forbipassage på vej til den androgyne socialamøbe.
Og man må regne med en mental-filosofisk overbygning af soyarelativisme,
soyanihilisme, soyahumanisme, hipstersoya og soyabøffer til bløde barnenumser.

Soyamanden er bestemt ikke en, der finder på at sige:
Hold nu kæft, kælling, far her gider ikke høre mere bitch og klynk i dag!
Og det er heller ikke, fordi overdreven machismo i sig selv er kvalificerende,
det er bare det, at det er nødt til at siges, når det skal siges, bare en gang imellem,
medmindre du vil være en skødehund, et fjols eller et degenereret soyaprodukt.

Og hvad har vi her? Trækkanalen for den impotente socialkonstruktion?
Vi har minsandten den politisk korrekte soyasociale retfærdighedskriger!
Hvor herligt kompenserende er det ikke, at få globalfars blå kødstempel på sin popo?
Og så kan man alligevel kalde sig for et mandfolk med en rigtig kriger i maven,
selvom man bare er en globalistisk cocksucker-spaniel, der gør i den globale landsby.

Man får bare nogen gange lyst til spørge soyamanden om,
hvor han selv tror, det gik galt, om hans mor tvang ham til at lege med dukker,
om det var mor, far eller skolelæreren, der overskred visse grænser?
Og det behøver ikke at være DE grænser, men bare grænser, siden han ikke selv tør sætte grænser for grænseoverskridelser? Soya på rullen, spise her eller med hjem?

Hvad siger du, om der ikke er en ode til soyakvinden også?
Det er da et interessant spørgsmål, og du tænker nok ikke på den skæggede dame.
Mon ikke bare, du tænker på en feminist? Her bliver jeg nok nødt til at skuffe dig.
Hun er ikke engang en smædevise værd. Der burde stå en tidsmaskine nede hos Borgerservice, der returnerede trunten til forrige årtusind, hvor hun hører hjemme.