Det arbejdende menneske

December 2024 kan jeg kræve formel status af pensionist.
Det burde have været 21. november, men systemet kan ikke finde ud af halve og kvarte måneder.

Der er ingen grund til at være naiv og tro, at udtrædelse af arbejdsmarkedet er at blive fri for systemet. Man overgår administrativt fra en del af systemet til et andet. Man kunne endog være så uforskammet at sige, at når folk ikke længere som et administrativt stykke data er forpligtet til at stå til rådighed for dette gedemarket, så er Staten egentlig mest interesseret i, at de kreperer så hurtigt som muligt, for nu hæver de jo blot den efterløn, som de har betalt til hele livet, og som Staten egentlig helst ville stikke ned i egen lomme. I min situation fordi jeg oven i købet har været ansat i Staten de sidste 13 år + 7 år engang i 1990’erne. Sparede udgifter for Staten = fortjeneste for Staten.

Staten siger, at samfundet har ‘et ældreproblem’. Der er for mange af dem, siger Staten, for de unge vælger ikke at lave børn, så der er for få til rådighed på markedet. Det virker for mig som et du-problem og ikke et jeg-problem. Men det er så også et problem, som Staten prøver at smøre af på netop de unge og yngre. De får nu at vide, at de skal knokle røven ud af bukserne til de bliver 68-69-70-71-72 … tallet bliver større år for år. Det ender med at blive som visse domme i det amerikanske system, hvor man kan blive idømt 120 år års fængsel. For et par årtier siden var pensionsalderen 65 i Danmark. Da den korrupte franske præsident for nyligt prøvede at hæve franskmændenes obligatoriske pensionsalder til 67,. hvilket vi nu har forladt, så affødte det folkelig raseri.. Det virker stadig som et du-problem, som de forsøger at gøre til et jeg-problem. De folk, der er mellem 30 og 50 i dag har saftsuseme ingen skyld eller ansvar for, at generationer af svagpissende politikere har valgt at lade Staten vokse til overvægtighed, mens de forærede multinationale korporationer uhyrlige summer hvert år for i noget nær skattefrihed at have en afdeling i landet – Åh vil I ikke dog være her, så skal vi nok give jer særstilling og fritage jer for ansvarlighed? Er det ikke det, der hedder underdanig røvslikkeri kombineret med fejhed og dårlig husholdning?

Jeg burde egentlig ikke brokke mig. Er det i øvrigt det, jeg gør? Faktisk er jeg for eget vedkommende mestendels taknemlig, selvom det ikke lyder sådan. Staten har brugt mange penge på mig til uddannelse. Jeg vil så til gengæld hævde, at den har fået en hel del igen, og jeg har ikke ligget Staten til last med én eneste krone i S.U. i mit uddannelsesforløb. Om den har fået alt igen, kan jeg ikke afgøre, det tror jeg egentlig ikke, men tak alligevel. Tanken om fri uddannelse er noget, vi tager for givet. Helt fri er den så ikke, men sammenlignet med andre lande i verden, så tror jeg de fleste derude vil sige, at den er fri, og at danskerne er priviligerede. Om de tilbudte uddannelser så er alle pengene værd, er et helt andet regnestykke og en diskussion om, hvad uddannelse som sådan er for en størrelse. Det er ikke dagens emne.

Det siges også, at vi har et frit sundhedsvæsen. Igen: hvor sundt det så er forbliver en anden diskussion. Danskerne betaler i gennemsnit 83% i skat (ja du læser rigtigt), hvis vi regner ALT med: indkomstskat, moms, ejendomsskatter, kirkeskat, diverse brugerbetalinger, gebyrer til ditten-og-datten, stempelafgifter, vægtafgifter, grønne klimaafgifter, arveafgifter, erhvervs- og selskabsbeskatning, told for at købe af udlændinge, særlige afgifter for biler, benzin, alkohol, tobak m.m., tvungen forsikring, listen er uhyre meget længere. Staten har valgt at lægge sin kreativitet over på konstant nye måder at opkræve skatter på fremfor egentlige løsninger på egentlige problemer. Vi betaler derudover for Statens forskellige lokumsaftaler som f.eks med energiselskaberne, og så betaler vi i særdeleshed for ovennævnte statslige røvslikkerier af det globale centralbankvæsen, de urørlige karteller og syndikater og andre globalistiske sugerør ned i statskassen. Vi betaler også skjulte krigsskatter, fordi vi som medlem af NATO bliver tvunget til at betale milliardbeløb for en masse våben, så NATO og USA kan føre deres evindelige angrebskrige mod diverse nationer.

Derudover betaler vi renter for at have en bankkonto, så bankerne kan investere vores indsatte penge og selv tjene penge på dem. Vi betaler for at have et sted at bo – enten som leje eller som tilbagebetaling af lån til en kreditforening. Vi betaler for at transportere os hen til det sted, hvor vi stiller vores arbejdskraft til rådighed for andre, så de kan tjene penge på vores arbejdskraft. Vi betaler med al den tid og al den livsenergi, vi bruger på at arbejde for andre. Vi betaler i det hele taget en meget høj pris for at have lov til at være her.

Vi vil i gennemsnit bruge 50 år af vores liv på at arbejde, så vi kan betale alle disse afgifter til Staten, hvorefter de sidste 17% undervejs kan bruges til … ja til hvad? Til at betale alle pengene tilbage til grundlæggende de samme folk, der har betalt os for at arbejde. Slutresultatet er i de fleste tilfælde et stort rundt NUL.

En pensionist er på ingen måde en velhaver. Men én ting, som han burde kunne siges at besidde, er tid til det, han ikke havde tid til før. Dette er igen en sandhed med modifikationer. Her kommer et paradoks. Hvis man ikke allerede som aktiv på arbejdsmarkedet har oparbejdet overskudet til at afsætte tid til alt det, man går og ønsker sig i sit liv, så skal man ikke regne med, at det pludseligt indfinder sig, når man ikke skal på arbejde hver dag mellem 8-16 + transporttid. Evnen til at bruge tiden konstruktivt er et livsprojekt og en opøvet evne. Jeg vil kalde det et ønske om og en insisteren på at leve.

Nogle vil sige, at et sådant udsagn er en luksus og et privilegium. Det er jeg på ét punkt villig til at indrømme. Jeg har ikke været tvunget til at slide mig selv op med tungt fysisk arbejde. Jeg er ikke faldet død om hver dag kl. 16. Jeg har ikke gispet efter vejret hver fredag og ligget brak hele weekenden. Jeg kommer statistisk set ikke til at dø 10 år for tidligt – statistikker er generelle og ikke specifikke, så jeg kan falde død om i morgen.

Jeg har allerede i over et år haft en forsmag på tilværelsen som pensionist, da jeg har levet af de penge, som jeg i mere end et årti har indbetalt til en A-kasse. Et år som arbejdsløs er nærmest en perfekt timing i et sådant regnestykke. Rent økonomisk var HK’s takst (ansættelse med samtlige tillæg) kun ca. 1000 kr. mindre om måneden end den samlede pension efterfølgende og resten af livet. Og det første år som pensionist er månedstaksten 8000 kr. højere, da jeg får udbetalt et engangsbeløb på 104.000 kr. grundet en akademikerpension opsparet mellem 1994 og 2000. Jep, jeg var akademikersnude i en årrække. Igen er det priviligeret, da en bundskraber-folkepensionist bestemt ikke har den slags til rådighed. Jeg kommer ikke til at spise kattemad. Jeg kommer dog til at gå i aflagt genbrugstøj, men det har jeg altid gjort, for det er pokkers billigt og god kvalitet.

Akademikersnude siger jeg. Jeg havde det aldrig specielt godt med akademikerstanden. Jeg kommer fra en familie, der kun var én generation fra landbrugslivet. Det var simple og ukomplicerede folk, ikke noget fisefornemt højrøveri, en spade var en spade. De ville gerne have et løft og fik et såkaldt borgerligt liv, men deres søskende var stadigvæk landmænd. I hvert fald så længe det gik. Det er et andet ansvar, som Staten har: at landbruget blev til industri og i dag fuldstændigt favoriserer denne BigBusiness, så landmanden, som vi forstår det, i realiteten ikke længere findes.

Man skal være idealist i dag for at overleve som husmandssted eller familielandbrug. Man skal lede efter dem, de findes og hatten af for det, men for 100 år siden var de overalt. Hvad har det store møgdyr i 2. halvdel af det 20. århundrede = EU betydet for den udvikling? Nærmest alt. Og de danske landmænd havde ikke andet valg end at følge med, mente de, for ellers ville de ikke overleve, blev de fortalt. Det sagde også det parti, der kaldte sig landbrugets varetagere, Det liberale Venstre. Større og dyrere maskiner, mere monokultur, større stalde, mere kemi, mere gæld. Staten kom og forlangte, at en ung landmand skulle starte forfra ved at afbetale sine søskende og dermed købe sine forældres ejendom og virksomhed. Han startede med en milliongæld. Det var den socialistiske tanke, og det står som et af ‘de ti bud’ i det kommunistiske manifest, at man ikke skal kunne videregive sit livsværk til næste generation. Død over traditionen / videregivelsen , for kommunismen handlede om destruktion af det russiske agrare samfund baseret på dets traditioner.

Denne tanke har uanset erklærede gode intentioner ødelagt det traditionelle landbrug i Danmark, for de lyserøde kommunister = socialdemokraterne adopterede den kommunistisk-marxistiske tanke, og den danske velfærdsstat bygger på socialdemokratisme. Førhen vidste man godt, at det var ældste søn, der overtog gården, og de yngre forberedte sig derfor på at lave udflytning og starte deres eget gårdprojekt, eller blive landarbejdere. De kunne også vælge at blive på gården, hvis der var plads, og det er set. De kunne også opgive land-ævret (ævre = oevre = arbejde) og blive noget helt andet. Landmandskab var et avanceret håndværk, og det krævede, at man var vokset op med det. At være landmand/landarbejder kræver en ENORM masse kunnen om alt muligt. Hvis forsyningssystemet brød sammen en dag pga en katastrofe eller en krig, så ville det være landmændene, der overlevede. Eller rettere: De ville have overlevet, for i dag er de blevet til industriarbejdere med landbrugs-speciale, og den generalistiske landbrugs-altmuligmand er en uddøende race.

Man talte altid dengang om ‘at blive til noget’. Arbejdet definerede, hvem man var. Første spørgsmål til den ukendte person ved et middagsselskab var altid: Og hvad laver du så? Det betød ikke, hvad går du og drømmer om, hvad gør du, når du har hænderne fri, hvordan er dit liv? Det betød: Hvordan tjener du dine penge. Man fik fri fra arbejde, og børnene fik fri fra skole. Det betød med andre ord, at størstedelen af ens vågne liv var et liv i ufrihed. Man var en fange, og efter x-antal timer blev man prøveløsladt, man fik udgangstilladelse til næste dag kl. 00-dut, når vækkeuret ringede, og man hoppede angstfyldt ud af sengen i bælleravende mørke om vinteren og bankede liv i de jamrende unger, for de skulle ned i børnefængslet, så de kunne lære at blive en god arbejdskraft, hvorefter man selv høvlede gennem trafikken for at stemple ind i voksenfængslet.

Fritidsinteresser blev nedladende kaldt for hobby i industrisamfundet. De blev set på med et overbærende smil og helledusseda noget med at samle på frimærker og dyrke pelagonier i vindueskarmen. Og så skal vi til ande-bankospil på lørdag og pigen, ja hun går til ridning – man ‘gik til noget’ – og knægten spiller fodbold. Man talte også om at have sunde fritidsinteresser. Men alt var defineret i forhold til arbejde. Når jeg bekendtgjorde for onkler og tanter + fætre-kusiner som meget ung mand, at jeg havde tænkt mig at studere musik, så var reaktionen altid: Jamen hvad vil du så leve af? Øh, det var sådan set det, jeg kom til at leve af. Jeg var på det punkt en outsider, men det betød på ingen måde, at jeg var udstødt eller ilde set, for der var stor familiesolidaritet. De forstod bare ikke, hvad fanden jeg havde gang i.

Jeg bor i dag et sted langt ude på bøhlandet, hvor gennemsnitsalderen er højere end andre steder. Javel, der findes børn og skoler, men som Staten har været med til at indrette samfundet, så flytter børnefamilier ind til byerne. Landsbydøden med lukning af butikker og skoler og institutioner er årsagen. Virksomheder klumper sammen i byerne. For nylig udtaler den for tiden ansvarlige minister sig om, hvordan de i hans parti-og-regering åh-så-gerne vil gøre noget for det små samfund derude. En sådan udtalelse er ikke meget mere værd end den gassky af CO², der kommer ud af munden på manden, mens han siger det. Og selvom han gerne ville, hvilket er meget hypotetisk, så kan han ikke kompensere for snart et århundredes dårlig politisk håndtering af fænomenet. Først ødelagde de livet i udkants-Danmark, og nu vil de vældig gerne hjælpe det ?? – rend mig i røven!

Jeg flyttede selv til hovedstaden dengang for at få en fin uddannelse, så jeg kunne blive noget ved musikken. Det blev jeg så og levede af det i en årrække. Men en nøgtern vurdering af, om det har bidraget til bruttonationalproduktet vil sikkert kunne fortolkes til, at det var en dårlig investering for Staten, for jeg uddannede mig i næsten 13 år for så at arbejde indenfor feltet i ca. 10 år. Men så skiftede jeg fra musik til medieproduktion. Jeg forblev i den kreative branche, fordi jeg var i stand til at skifte position og lære noget nyt i en fart. Så skiftede jeg til at producere digitalt læringmateriale for de ansatte i Region Hovedstaden. Det giver stof til et spørgsmål, hvorvidt disse lange, tunge uddannelser overhovedet er noget værd? Mit svar til det spørgsmål er, at det er de kun, hvis man man som indehaver af disse uddannelser er i stand til at transformere / omdanne viden på ét felt til et andet. Den egenskab er imidlertid ikke en del af uddannelsesvæsenet, så hvis ikke du har lært det på egen hånd og tør tage springet, så er du på skideren.

Jeg har hele tiden lavet noget, jeg selv syntes var interessant – det meste af tiden. Hvis jeg f.eks sammenligner mig med min udmærkede nabo, der selv startede i den kreative branche som fotograf med teknisk fotografi som special, så har jeg bestemt trukket det lange strå. Han var ikke i stand til at foretage skiftet, da man overgik fra analog til digital teknik. Fotografer, typografer, litografer, tekniske fotografer og alle mulige -grafer blev arbejdsløse, da branchen skiftede teknikken ud. Han blev nødt til at tage ufaglært arbejde, hvoraf noget af det var fysisk opslidende, så han i dag må kæmpe med et dårligt helbred. Han pådrog sig også arbejdsskader. Hans hustru har samme historie. Hun startede som sølvsmed hos Georg Jensen og endte med at invalidere sin ryg på en sukkerfabrik.

At jeg så er ‘endt’ – forhåbentlig ikke i form af et snarligt endeligt – på landet, er en slags tilbagevenden til der, hvor jeg kom fra. Jeg er ganske vist ikke vokset op på en gård, men jeg er kommet der hele min barndom. En uges ferie på landet var en tur i eventyrland. En sommerferie som jordbærplukker eller roehakker finansierede en ny cykel. Gårdmænd-og-koner var hårdtarbejdende og myreflittige folk, der forstod at holde hus med deres ressourcer, men de forstod også at værdsætte den frihed og følelse af, at det var deres, de ejede det. Landboere var ikke lønslaver, så derfor var de villige til at knokle på fra tidlig morgen til sen aften. Der blev ikke skelnet mellem arbejde og fritid, for det hele var en livsstil. Jeg har altid haft en nostalgi overfor det liv, så jeg tror, at det er derfor, jeg bor herude. Det oprindelige landbrugs-samfund findes ikke længere i sin helhed, kun som fragmenter. Jeg holder øje med fragmenterne, jeg går gerne efter dem.

Arbejdet bærer lønnen i sig selv. Ahr ikke helt, selvom der var et element af det hos landboerne og gårdejerne. Nazister skrev med jernbogstaver på porten mellem Auschwitz og Birkenau: Arbeit Macht Frei. Ahr heller ikke helt rigtigt.

Vi er et resultat af omstændigheder, vi ikke kan gøre noget ved + de livsvalg, vi træffer. Vi ønsker alle at skabe sikkerhed for vores eksistens. Fik vi så denne sikkerhed, og hvori bestod den? Før i tiden havde alle, der havde råd til det, en såkaldt livsforsikring, for man kunne risikere alt muligt. For kvinder for 100 år siden var sikkerhed ensbetydende med at være gift. Senere blev det ensbetydende med at være skilt, så man kunne hæve børnetilskud og boligtilskud – fuck de funktionelt faderløse børn, bare der er penge i lortet!

Efterkrigstidens mennesker drømte om velstand og trivsel. Hele verden var traumatiseret og ramt af den ultimative usikkerhed. De søgte nu det sikre, og de ønskede inderligt for deres børn, at de aldrig kom til at opleve den slags. Selv i lilleputlandet, der – ja undskyld mig – IKKE blev ødelagt af den tyske besættelse, for det gjorde det sgu ikke! var der en lettelse efter krigen. Danskerne havde sprunget 1. Verdenskrig over, for den rumlede bare dernede i baggrunden. Men de havde forinden oplevet 1864 og dens konsekvenser, så der var alligevel en vis lettelse efter Genforeningen, der passende var sammenfaldende med afslutningen af verdenskrigen … der så ikke var afsluttet, for det var blot et pusterum for at starte en ny storkrig, der var uundgåelig i forhold til den måde, den første blev afviklet på. Så efter et par depressive årtier med nedtur og arbejdsløshed, og hvor folk lige havde fået pusten igen, kom så den næste krig. Og efter den store krig ankom den Kolde Krig, hvor folk gik rundt i en evig angst på lavt blus for den kolde fjende. Pas på, nu kommer de lige om lidt, russerne, kineserne, atombomben, oliearaberne, terroristerne, finanserne, klimaet, tsunamien, kometen fra det ydre rum, virusen, ekstremisterne, islamisterne, de små grønne mænd. Og forleden har de forenede amerikanske pirater fået et ny fake-præsident, og nu er det … hvem var det nu, det var, hvem siger du, skru lige op for min øjersnegl og teleprompter … nå iranerne, IRANERNE for helvde, det er dem, der kommer, så nu skal vi være bange igen-igen.

Der er altid arbejde til de, der vil, siger de. Det er gedigent tyrelort, for der er overhovedet ikke arbejde, uanset hvor meget folk vil. Der er masser af opslåede stillinger, men de er øremærket til meget få personer, der har den helt rigtige uddannelse, forinden har arbejdet de helt rigtige steder, bor det helt rigtige sted, skriver den helt rigtige ansøgning på det helt rigtige tidspunkt, har det helt rigtige køn, ser helt rigtig køn ud og har den helt rigtige alder. Hvis du ikke opfylder samtlige betingelser for at skrue dig gennem det nåleøje, så er der ikke noget arbejde. Punktum!

Det er så heldigt, at jeg for et år siden indså, at dette var en velsignelse og ikke en forbandelse. Jeg landede blødt. Det gør de tusinder af arbejdsløse, der ikke har min særlige faldskærm, ikke. De bliver kostet rundt i maskinen og systemet. De bliver sendet fra Herodes til Pilatus på ørkenvandringer fra Death Valley til Det Døde Hav. De kan være så ‘heldige’ at de kommer i noget, der på jobformidlingssprog kaldes for virksomhedspraktik eller jobtræning eller andet lingo-smart. Det betyder bare, at virksomhederne derude scorer en gratis arbejdskraft et stykke tid, som de selvfølgelig fyrer per omgående, når perioden er slut. Det er bare den anden ende af kødpølsen, hvor en ungarbejder bliver fyret, når vedkommende fylder 18 år, for så skal virksomhederne betale virkelig løn for virkeligt arbejde.

Der er ingen erkendelse af derude i virksomhederne og derinde i Staten, at erfarne folk med masser af viden og kvalifikationer kunne være til stor nytte med en glidende aftrapningsordning. Nej-nej den slags kan vores HR-afdeling ikke finde ud af, for der er ikke en række eller kolonne i regnearket, der levner plads til den slags rimeligheder. Det er fuld skrue, til medarbejderen rammer muren, bop-till-you-drop.

Og hvad vil det i øvrigt sige, en medarbejder? Hvem arbejder de med? Er det et synonym for samarbejdsvillighed, villighed til at adlyde eller på management-volapyk-sprog: compliancy? En medarbejder er et stykke ledelsessprog, for som ansat = medarbejder kalder jeg jo aldrig min kollega for min medarbejder eller medansatte.
Ledelsessproget lyver. I Danmark er magten skjult. Ledelsen hykler, at den går rundt i gulvhøjde og er ligesom dig, manden og kvinden på gulvet. Andre steder i verden kan ledere lide at prale af deres magt. De sidder bag prangende guldbelagte skriveborde og opfører sig som maharajaer. Det er jo på sin vis latterligt, men det er samtidig også ærligt. Magten er synlig og forsøger ikke at skjule det. Det gør vi hertillands, og det er uærligt.

Arbejdslivet, som vi kender det, er opfundet af slavepiskerne i slavestaten. Det blev sat i system at 1800-tallets systematisering af slaveri kaldet industrialisme. Da feudalismen formelt ophørte, ankom det neofeudale kompleks bestående af imperialisme/kolonialisme og industrialisme. Glem alt om socialisme som et alternativ, for det var blot en intensivering af feudal-industrialisme, det ultimative slavesamfund. I Danmark talte vi om stavnsbåndets ophævelse, hoveriets (slaveriets) ophør, landboreformerne og folkestyret, ja det højhellige folkestyre (violinmusik, nationalsange). Og Grundloven i samme kategori som De Ti Bud. Grundloven / forfatningen kan bøjes i lige så mange verdenshjørner, det skal være, hvis den siddende magtklike finder det for godt.

Da 17-1800-tallets kolonimagter ankom til Udkantsverden, konstaterede de, at deres nyudnævnte undersåtter sine steder havde et andet syn på arbejde end magthaverne. De mente så-ganske fejlagtigt ifølge kolonialisterne, at arbejde var noget, man udførte nogle timer om dagen, hvis der i øvrigt var brug for det. Selv i vor del af verden findes der forskelle på den måde, mennesker anskuer arbejde på. Et eksempel er Nord- og Syditalien. I det rige og driftige Nord tager folk arbejde meget seriøst. I det ikke-så-rige Syd tager de det mere roligt og lever livet. Hvem tror vi måske er de mest lykkelige?

Jeg lander den her med at citere mig selv:

En sang fra bænken

Jeg ser mig selv som en gubbe,
der har givet sig selv lov til at være den gamling, jeg er blevet
siddende på hvilken som helst bænk, det falder mig ind
eller træstub, havnekaj, græstot,
mens forårssolen vælger den vinkel og slagstyrke,
det nu falder forårssolen ind at falde – for derefter
at løfte sig yderligere over det blændede landskab af refleksion

Jeg ser mig selv som en legesyg betragter
af livets påtrængende pulserende pragt
henslængt i en afkrog af offentligheden
observant på spontane livsytrende forekomster
af eksistens i bevægelse
ej blot til lystig betragtning men også
til given interaktion med ovennævnte ytringer

Jeg ser mig selv som inter-agent med livet,
der pulserer og udsender menneskelige pulsarer,
for hvem er du, der passerer den bænk, jeg sidder på?
gi mig gavmildt et minut eller to af dit liv,
og jeg gir dig gladeligt et hørerør, et talerør,
et rør med gehør uden gebyr
et sted, hvor vi alle berører og beser det behørige

Jeg ser mig selv som i nogen grad afdanket med tak
siddende på bænken observerende med selv-tak
og lov til at forholde mig taknemlig til dagen og vejen
uden at forlange af dig min ukendte forbipasserende ven,
at du skal melde tilbage til hovedkontoret
endsige redegøre for hverken færden eller fodarbejde
eller forekommende forunderligheder

Jeg ser mig selv som jubelpensionist,
der nu omsider har lov til at udføre rigtigt arbejde
og ikke blot som pligtskyldig leverandør af stykgods til centrifugen
af vi-lader-som-om-heder og paradenumre,
mens jeg tjener til livets møg-sommelige forlængelse
1-2-3 det var bare en øvelse, 4-5-6 skal vi så se at komme videre
og få et liv på den anden side af arbejdsmarkedet

Jeg ser mig selv som en, der har tid, hvis nogen selv har tid
og lyst og mod og føler tilskyndelse uden at skynde sig
den dag på bænken eller stenen eller græstotten,
hvor der bare skal en øjeblikkelig bemærkning til,
før det kan risikere at vælte ud med hengemt visdom
og guldrandede fortællinger med fint støv på
til fælles opbyggelighed tilsat hyggelighed

Jeg ser mig selv som potentielt frivilligt offer
for uventede udfald af hjertelighed
der rimer på frigivet smertelighed
ikke kun prøveløsladt men omsider fri
fra tremmeruskende, lænkeraslende tomrums-trummerum
og evig vandren fra Herodes til Pilatus mellem Scylla og Charybdis
med Alpha uden Omega som emeritus uden portefølje

Jeg ser mig selv i spejlet en sjælden gang imellem
blot for at konstatere, at der ikke gror skæg
helt op om næsen ud af ørene langt om i nakken
og selvom vi kun har det skæg, vi sidder på,
der risikerer at komme i klemme i postkassen,
vil jeg sidde på træstubbe og gnubbe mine nylige skægstubbe
og skrubbe mit humør med et blødt vindpust

Jeg ser mig selv som samler ej af gods og guld
men af den forbipasserende historie,
der i al sin tilsyneladende tilfældighed
pludselig er utilfældig for den, der er er så heldig
at være tilfældets mellemlandingsplads
og altid siger ja til sku’ der være en portion til
og levninger er altid bedst de næste årtier

Jeg ser mig selv som benovet pamjulefis
i nostalgisk måben over mellemtidens fremfart,
der ikke kan blive mæt af undren over tilværelsens tiltag,
tilstedeværelsens tagfat-hed,
der ikke kan få nok af levende live
og begivenhedernes utrættelige trang til at give
uden mellemregning og efterkrav

Jeg ser mig selv som bedaget bænkebider
en ubefippet overlevende fra Gorm den Yngres tid
stridsøksen lidt rusten men æggen stadig skarp
Eigil Skallesmækkersøn giver stadig smæk for skillingen
endskønt skulderklap er at foretrække for nakkedrag,
langsommeligt benarbejde er bedre end hovedkuls benspænd
og ti trut i guldhornet er sjovere end ét horn i siden

Og når det så er sagt, og jeg ser mig selv,
og jeg ser dig i forbifarten
og jeg ser, hvad der er sket med os og verden,
så siger jeg: Lad os se os selv
som de sete, hørte, følte, anerkendte
uden hvilke intet syn, ingen lydlighed,
ingen føling giver mening

Jeg ser mig selv som den gubbe,
den gamling, den genkomne opkomling af den vejfarne yngling,
summen af erfarne træffeligheder og forbløffeligheder
hvor hver skramme indeholder sin bevaringsværdighed i klasse 1,
og det er ikke alderen, min ven, det er antal kilometer
der afgør, at karosseriet endnu ikke er klar
til genbrugspladsen eller de evige brakmarker