Designerpop – et kulturelt masseødelæggelsesvåben

Vi svømmer i et designer-ocean af drastisk faldende kvalitet. Overalt, hvor vi går og står, i alt hvad vi omgiver os med – selv om vi er kvalitetsbevidste og træffer særlige valg – er vi udsat for dårlig kvalitet.

Det bemærkelsesværdige er, at det ikke blot er et udsagn fra et surt gammelt røvhul, der længes efter en svunden tid og over en kam synes, at verden er af lave. Hvilket den selvfølgelig er – og det endog i overordentlig svær grad. Spørgsmålet er: bliver vi dummere af at se dumt fjernsyn og høre dum musik? Selvfølgelig gør vi det! 

Generation Degeneration 

Lad os koncentrere os om musik i dag, nærmere bestemt popmusik.

Der er lavet grundige og metodiske studier af popmusik fra 1960’erne til i dag, der viser, at musikken i den overgenre i sig selv er blevet dårlige. Og det er ikke en subjektiv vurdering, for der er foretaget analyser med et stort materiale målt på alle de parametre, der kendetegner musikalsk kreativitet og dets output, der viser, at der er sket en markant reduktion af det kreative spektrum.  

Lad det være sagt, så det ikke kan misforstås: undertegnede har hørt oceaner af popmusik, jazzmusik, etnomusik ved siden af klassisk musik. Og selvom jeg har en karriere bag mig som musiker, komponist, sanger, underviser og danser, som jeg også regner for musik i bevægelse, og selvom jeg har uddannelser bag det bla. i musikvidenskab, så har jeg ingen snobbepræferencer, når det gælder kvalitetsvurdering af musik. Alt gælder, bare ikke dårlig musik! At klassificering som god og dårlig ikke er subjektivt, vil forhåbentlig fremgå af det følgende. 

Det kan godt blive ret teknisk at forklare det, men et begreb som klang, på engelsk timbre, har undergået en afstumpning, så der findes væsentligt færre klangfarver, klangdybde og klangdifferentiering. The Beatle’s Sergeant Pepper som eksempel er ikke som sådan et stykke klassisk musik med et symfoniorkesters enorme spektrum, men det udbud af klang, man finder i albummet, som alligevel må kaldes for et popmusikalsk mesterværk, er ganske formidabelt. Sammenlign med det spektrum af klang, man finder hos det mest sælgende poppedrenge og -chicks i dag, og de vil operere indenfor en ussel brøkdel af spektret. En af flere årsager er, at industrien kører i en konstant loudness-konkurrence for at brænde igennem lydmuren, hvor alle nuancer bliver tværet ud af overkomprimering. En anden årsag er, at musikken bliver produceret i studier med de samme maskiner betjent af ganske få personer med et synthetiziser-rack, ofte digitalt, i modsætning til eksemplet Sgt. Pepper, hvor der efter tur var inviteret et helt symfoniorkester i studiet, og hvor det fulde udtræk af akustiske instrumenter blev kombineret med de halv-elektroniske band-indstrumenter. 

Dum-dummere 

Ikke overraskende er lixtallet i poptekster faldet drastisk. Hvis man er på bevidst udkig, kan man godt finde en modtrend af poptekster, der næsten kan udgives som digtsamlinger, men det store massive mainstream-felt består af tekster, der placerer sig på den del af skalaen, hvor der står dum-dummere-dummest. Og selvom der er en majoritet af poptekster, der omhandler kærlighed/erotik, så er selv det begrænsede emnefelt reduceret til knep mig, knep mig, og knep mig igen. Hele det verbale og visuelle univers i popmusikken er reduceret til overophedede kønsorganer. Det viser sig ved en undersøgelse af kilden til poptekster hos bestsellerne, at der er tale om en håndfuld forud-bestilte tekstskrivere, som stort set alle bruger, og som kan levere varen i form af lavpandet designer-middelmådighed.

Infantil 

De melodiske formler for en popsang er voldsomt reduceret til et sæt genkendelige formler, der repeteres udover kvalmepunktet. ‘The millenneal whoop’ er en primitiv tonesekvens bestående af 5-3-5. trin på durskalaen, og man finder den i tusinder og atter tusinder af popnumre udspyet af industrien.

I et popnummer er der ofte en catch-frase, måske i form af et omkvæd, der efterfølger et vers. Men hastigheden, hvormed omkvædet/catch-frasen ankommer er reduceret, og hyppigheden af forekomsten er mangedoblet. Man har altså vænnet publikum til en lavere spændvidde for opmærksomhed (attention span), de skal have klimakset her-og-nu og hele tiden. Der er ingen suspence i musikken længere, ingen reel opbygget orgasme bare gokken af med hurtig udløsning – for nu at blive i genrens hyper-erotiserede begrebsverden. Det menneskelige oplevelsesapparat kan godt li’ noget, den kender i forvejen, men denne feature ved hjerne og sanser er blevet misbrugt til af-kreativisering, afstumpning, ensretning og repetitions-gørelse af musik udelukkende for at profitere på genkendelighed.  

En systematisk reduktion af behovstilfredsstillelse har skabt en musikforbrugende generation med en oplevelseshjerne som et 4-års barn. I’m a Barbie Girl, I’m a Barbie Boy … and we all live in a Barbie World (not a Yellow Submarine). 

Hjernevask 

I 1960’erne var det stadig overladt til publikums bedømmelse, hvorvidt et popband, et album eller en sang fik ben at gå på. Hvis der ikke var substans i sangen, gled den over i evig og velfortjent glemsel. Sådan er det ikke længere. Via det mediefascistiske, monopoliserede distributionsapparat sørger industrien for, at publikum hjernevaskes til at kunne lide og forbruge et musiknummer, selvom det i bund og grund er ulideligt. Det lød af helvede til første gang, men det var der bare hele tiden og hele tiden og overalt. Og alle vennerne havde acceptere at elske det, så det gjorde du så derefter for at få social accept. Det har en betegnelse, det hedder noget: DET ER HJERNEVASK!

Musikken er designet af industrien til at hjernevaske dig til at fordøje det ufordøjelige, at sluge det uspiselige. Den har vænnet dig til at æde lort.

Umenneske 

Popmusikken har i både lyd og billedform – ikke overraskende hvis man har studeret megatrends for social kontrol – bevæget sig i retning af transhumanisme, robotificering/umenneskeliggørelse af mennesket. Overforbruget af AutoTune-software har givet adgang for totale talentløsheder, der ikke kan ramme tonen rent, men som blot opfylder visse andre kriterier. De er i særdeleshed unge og smukke, de har en god røv og kan bolle med kameraet, de kan bringes til at appellere til det potentielt købende segment, og de har et så tilpas svagt psykisk immunforsvar, at de kan formes af industrien. De er måske endog som wannabe’s villige til at lade sig udsætte for industriens ultimative depravering: pædofili. De har røvpulet sig selv på vejen til fame.

Er man først som wannabe gået hen ad den vej, så fanger bordet. At blive udsat for – at tillade sig at blive udsat for den slags, er noget af det mest ødelæggende known to man.  

Ikke overraskende er filmindustrien og til dels musikindustrien domineret af en kulturel-etnisk gruppering, der lader deres drengebørn omskære, hvorved de udsætter dem for et semi-pædofilt overgreb, der fucker med deres hormonsystem fra deres 8. levedag. Et emne, der ALDRIG bliver talt om! 

Humorforladt 

Den transhumaniserede robotmusik er totalt humorforladt. Humor er et særligt menneskeligt træk. Hverken dyr, engle eller grå aliens ejer humor. Dyr kan være legesyge, søde, voldsomt sympatiske, hyperfølsomme og endog intelligente, men humor er en særlig distance, som de ikke har. Prøv at fortælle en vits til en grizzlybjørn, før den pelser dig. Hvem har nogen sinde hørt eller læst, at ærkeenglen Gabriel har fyret en befriende joke af? Hvilket abdukteret offer for aliens har nogen sinde spøgt med deres abduktører? Der er intet glimt i øjet her, ingen menneskelighed. Mainstream popmusik er i forbløffende grad humorforladt.

Talentløs 

Kombiner det med uintelligens og talentløshed. C’mon Beyoncé, Bieber, Timberlake, smid jeres teknokrykker, stil jer op foran et intimt publikum uden mikrofon og lys og lydshow og rør ved deres hjerter. Tør I det? Måske en af de tre nævnte kunne gøre det, for de er trods alt toppen af poppen, men hvad med hele feltet af kunstprodukter, de 10.000’er af hoppebolde, der har opgivet al kunstnerisk ambition og integritet for at blive til et industriprodukt? De ville omgående falde igennem. Den ellers total fucked-up Lady Gaga vovede for en stund pelsen og stillede op som jazzsanger sammen med ingen ringere end Tony Bennett. Respekt for det, men bagefter kører hun selvfølgelig som det indrømmede voldtægtsoffer, hun er, sit depraverede Illuminati-trip igen.

Selv talentfulde stemme-ekvilibrister som Mariah Carey og et stilsikkert performance-talent som George Michael er ved lejligheder grebet med bukserne ned i at bruge playback til live-performances. Vaskeægte talenter, der aldrig ville gøre det – Prince fx. – er til gengæld blevet forfulgt og slutteligt henrettet. Det er nu officielt indrømmet, at Prince blev udsat for en overdosis af verdens stærkeste pain-killer, uden at han vidste det! – men al efterforskning i sagen er underlig nok forhindret og undladt! NB! Prince var på det sidste i sit liv meget eksplicit om sager, som global-fascisterne ikke brød sig om. Det samme med Michael Jackson? 

Værdiløs 

De udøvende popkunstnere er udsat for det samme som det, deres publikum via dem bliver udsat for. De eksporterer de overgreb, som de selv er blevet udsat for. De er nu bødler, der selv var ofre, før de blev bødler.

Afstumpet fordummelse baner vejen for al tænkelig dårligdom. Via dårlig kvalitet er det psykiske immunforsvar hos forbrugere/misbrugere af afstumpet popkultur systematisk nedbrudt. Vejen er herefter banet for en sekundær invasion af diverse elementer, der kun kan betegnes som sataniske. Glem alt om heavydrengene, der ellers har stået for skud af de ny-evangelisk kristnes forargelse for deres dødssymbolik, de er ofte ganske harmløse, de kan bare godt li’ at trykke den af. Det egentlig sataniske findes i den gennempornoficerede, kønsudtværende, twerking-LGBT designerpop og dens verbalt-visuelle overload af Ka-Baal-isme, semipædofili, menneskeæderi, okkult symbolik-affald, vampyrisme og andet godt fra havet.  

Udover afstumpningen af publikums evne til at opfatte sofistikerede musikalske udtryk, er der etableret et transportbånd for alle former for kultur-depravering og -pervertering. Musikindustrien træder hermed i karakter og indgår som en del af det store Liberale Projekt, der skal ødelægge (de kalder det at frigøre fra…) mennesket med mangetydig kønslighed, Musikvideoer er overbefolket af horder af transhumane kønsmonstre, der puler enhver anstændighed ud af sit publikum. I Beyoncés, Madonnas’, Lady Gagas, Katy Perrys og Miley Cyrus’ billedverdener indtræder begloeren, voyeuristen i en heksesabbat af obskøn depravering fyldt med satanisk-kabbalistisk bevidstheds-transformerende dødssymbolik. 

Kulturmarxisterne vidste det: det depraverede menneske er forsvarsløst overfor ethvert angreb og overgreb. Derfor kaldte Herbert Marcuse det for subversiv perversion. Depraveret perversion var et udtænkt og beskrevet masseødelæggelsesvåben til at ødelægge den vestlige civilisation. Det fremstår som en punkkultur med punkens hovedudsagn: Vi ved ikke, hvad vi vil have, men vi ved, hvordan vi får det. Kritik er filosofien, sagde de. De var gode til at kritisere det, som de foragtede, men de ejede ikke skyggen af selvkritik, og de anede ikke, hvor deres egen ideologi kom fra og med hvilket formål – andet end at ødelægge.  

Perversion

Revolution, dekonstruktion, distorsion, disruption – fire udtryk, der er introduceret i nævnte rækkefølge. De beskriver en historik og viser kontinuiteten i et overordnet ødelæggelsesprojekt. Historikken er ca. 300 år.

Revolution er et udtryk fra 1700-tallet, der betyder direkte: at køre baglæns (re-volvo). Hvad kørte de tilbage til? Til det antikke slavesamfund i en ny version blot med nye slavehandlere og plantageejere.  

Dekonstruktion er et æstetisk-filosofisk udtryk fra modernismen, der beskriver, hvordan alt gammelt bliver skilt ad påny og samlet igen blot med nye designere bag samleprojektet. Der var en agenda bag: at afbryde kontinuiteten i al tradition og erstatte den med en kunstig pseudotradition uden historik. 

Distorsion og disruption er to udtryk fra det seneste årtis ideologiserede trang til ødelæggelse. Indbyggerne i Indre København og brokvartererne er – bortset fra forbrugerne af ødelæggelseskulten – kommet til at hade det årlige støj-, affalds- og brækhelvede befolket af en zombificeret ungdom kaldet ved det, som den gør: Distortion. Forvrængning, forstyrrelse. Og vi skal da lige love for, at …

Disruption er et mere højpandet begreb, der lige nu florerer i management-, coaching-, og HR-ledelseskredse. Det betyder afbrydelse. Det kan så betyde afbrydelse af diverse dårligdomme, som managementkulturen er fuld af, hvilket i så fald kan være højest tiltrængt. Men det kan også betyde afbrydelse af traditioner, styreformer der fungerer, værdier baseret på gamle menneskelige principper, innovation for innovationens = afbrydelsens og ødelæggelsens skyld. Et godt bud er, at det betyder det sidste.  

Den musikalske heksesabbat, rave-partyet, Disruption-festivallen, Goa-gejlet, Roskilde-mudderet er tempelgårde for den hengivelses- og ødelæggelseskult, der er dannet omkring designerpoppen. Bagved designerskærmen ligger der kilometervis af neurologiske og behavouristiske studier omhandlende crowd-control og kollektiv hjernevask. Flokken er ikke engang får længere, den er en fiskestime, en myretue, en stæreflok. Ja langt være, for stæreflokken har en autonom kollektiv bevidsthed, når den udøver kunstværket Sort Sol hvert år ved samlingstid. The Human Crowd er ikke længere autonom, for den er fuldstændig styret ud fra designerkriterier, og skulle der stadig være en rest af autonomi, skyldes det, at flokkens adfærd stadig er et mål for sociale studier (Frankfurterskolen) med henblik på total kontrol i en nær fremtid.  

Coming to a crowd near you.

Den musikalske dybdebombe
– filosofisk perspektivering  

Popmusikken er et social-psykologisk-neurologisk eksperiment og en del af det 20. århundredes Menneskeeksperiment. Jamen hvad sagde jeg lige dér, og, spørger du måske dig selv, er musik ikke bare tilfældig underholdning og dermed en skøjtebane på overfladen af menneskelig kultur og bevidsthed? Hvis det er dit spørgsmål, så tager du fuldstændig fejl.

Musik blev i antikkens videnskaber anset for det næsthøjeste trin i det det videnskabelige hierarki kaldet quadrivium. Matematik blev regnet som fundamentet for forståelsen af talrelationer. Geometri var forståelsen af tal anvendt i rum. Musik var anvendelsen af tal anvendt i tid. Astronomi var anvendelsen af tal i både rum og tid.

Man kan spørge, hvad der menes med begrebet tid. En tone består af svingningsfrekvens, som vi i dag måler i hz (herz) = svingninger pr. sekund.. Rytme er forsinket frekvens, og form er yderligere forsinket frekvens. Men her åbner der sig et felt af hemmeligheder. Lys er også frekvens målt indenfor et spektrum fra infrarødt til ultraviolet. Hvis man går i den modsatte retning og regner i kosmiske cykler, så er planeternes frekvens for egen omdrejning og omdrejning i forhold til et solart system en fraktal opskalering af frekvens. Hvis man skalerer op til galaktiske frekvenser går man yderligere et niveau op. Og hvis man tænker sig det næsten utænkelige: universelle/kosmiske frekvenser, så ender vi med svimlende frekvenser.

Så lydlige frekvenser eller bare: frekvenser er altså et af universets grundprincipper. Alt er frekvens, alt er lyd. De gamle musikteoretikere fra middelalderen talte om Sfærenes Harmoni, og harmoni skal forstås pythagoræisk som harmonisk afstemte svingningsforhold. Boethius skrev om Musica Mundana, Verdensmusikken. Den menneskelige musik, Musica Humana, burde efter anbefaling afstemmes efter den kosmiske musik. Som foroven, således forneden. De samme principper var vigtige for oldtidens arkitekter. De kosmiske proportioner skulle gælde for de jordiske proportioner.

Og hvad rager det os, hvad en stak lærde munke i middelalderen mente om, hvad en stak støvede antikke filosoffer mente?

Hvis det ikke rager os, så rager det os ikke, men så skal vi blot gøre os klart, at vi hermed afskærer os fra en viden om, hvad der dybest set skaber os som mennesker, der er skabt i et Univers. Du, kære læser, og jeg er ikke ligeglade med det, for det er det afgørende spørgsmål for os som mennesker.

En nøgle til forståelsen af lyden, musikken og dens betydning for os er det engelske ord sound. Udover lyd betyder det også sund som i sundhed. Musikantropologen Franz Berliner omdefinerede det antropologiske kulturbegreb til musik ved at sige: Music is humanly organized sound. Music is soundly organized humanity. Altså musik er lyd, der er organiseret af mennesker. Det forstår vi allesammen. Men musik er også menneskelighed og et menneskeligt lydhørt samfund organiseret på en sund måde. Det burde vi allesammen forstå, men det er der desværre ikke så mange, der forstår i tider, hvor både menneskelige samfund og musik er organiseret på en decideret usund måde. Vi kender ikke længere oldtidens og de oprindelige samfunds måder at leve i sundhed på længere, for vi er i en stribe generationer blevet vænnet til trin-for-trin-for-trin at leve i disharmoni og usundhed.

Vi lever som mennesker ikke i harmoni med vores naturlige ophav. Vi lever derfor heller ikke i harmoni med hinanden. Vi lever i en tilstand af disharmoni, der er blevet os påtvunget af en global herskerklasse, hvis eksistens afhænger af disharmoni, ufred og splittelse. Med andre ord dårlig kvalitet og dårlig musik.

Designerpop – et kulturelt masseødelæggelsesvåben

Det var titlen, og det bliver konklusionen.

Popmusikken = den mest hørte musik med den største grad af påvirkning for det største antal mennesker – er blevet kuppet til at udøve et snigløb på menneskelig kreativitet, så vi æder lort med ørerne. Både udøvere og publikum er blevet snigløbet.

Afstumpet musik giver afstumpede lyttere med afstumpet bevidsthed og menneskelig kapacitet.

1Afstumpede lyttere forlanger afstumpet musik for at bekræfte deres afstumpethed.