De ti bud – 1. bud
Du må ikke have andre guder end mig
Der er fire hovedproblemer med udsagnet.
I det hele taget er det første bud det mest problematiske af budene.
Det første problem
er den manglende historiske kontekst. Udover at tallet 10 er en reduktion af langt flere bud, hvoraf nogle stammer fra universelle bud, der altid har eksisteret i menneskeheden og derfor ikke er jødiske. Og hvem kan være uenige med dem? Andre stammer fra det lovsæt, der udgør den jødiske sharia, altså alle de foreskrifter, der også omhandler kosher, og som findes spredt over Torah og Talmud. Det er med andre ord ikke noget, som Gud har dikteret Moses i form af lertavler men nedskrifter fra et præsteskab beregnet på at regulere folkets adfærd.
Konteksten er et folk på vandring og de interne bud, der skal holde dem samlet i fåreflokken. Det galt i første omgang det sammenhold, der var krævet for at overleve Exodus, hvilket er en omfattende og fucked-up historie i sig selv, for hvad var denne exodus? (der var to), og hvad var det folk, der udvandrede – blev de ikke i virkeligheden smidt ud? – og var de jøder og ikke i virkeligheden egyptere? – Moses er et egyptisk navn. Det åbner for en pandoraboks af revisionisme, der er befængt med alle mulige tabuer og benspænd. Eller vi burde måske sige kontra-revisionisme, siden historien allerede er revideret, blot på den ufede måde.
Lad os tage den up-front: Moses VAR enten Akhenaton eller hans general, der i Exodus hedder Aron. Akhenaton afskaffede alle Øvre Egyptens (Amun-præsteskabet i Luxor/Theben) guder i ét og samme pennestrøg og skabte monoteismen i form af en solkult (i sit eḱsil i Amarna = Første Exodus). Genesis-historien om Adam og Eva i Paradisets Have er en direkte parafrase af Akhenatons Hymne til Solen, hvor han og hans hustru Nefertiti rendte rundt splitterfornøjede i deres paladshave, og skabelsen er en poetisk hyldest til den nye dag. Uddrivelsen af Paradis er den Anden Exodus = næste omgang udsmidning, hvor Akhenaton og indbyggerne i Amarna bliver tvunget ud at Egypten og krydser det Røde Hav. De Syv Plager er beskrivelsen af en helt konkret historisk hændelse = det eksplosive og destruktive udbrud af Thera (Santorini). Og mens vi er ved revisionismen, så lå Kong Salomons Tempel ikke i Jerusalem men i Tannis, Egypten. Israelske arkæologer har ledt forgæves siden 1948 efter Kong Salomons Tempel men har ikke fundet andet end Det Andet Tempel.
Og hvem er så jøderne? Josephus Flavius er ikke i tvivl, når han skriver, at de var Hyksos, Hyrderne. Vel var Josephus en skyggefuld person, men han var immervæk jødisk skriftklog og historiker, før han solgte sin sjæl til de flavianske romerske kejsere og indskrev sig selv som Paulus i den nytestamentelige bibelhistorie. Selvom han efterfølgende medvirkede til politisk-ideologisk historieforfalskning, kræver det en reel viden om den rigtige historie for at forfalske den. Hyksos var et folkeslag, der invaderede Egypten og indsatte sig som faraonere. Alt det oldtestamentelige ævl med det egyptiske fangenskab er en eftersynkronisering. DE styrede Egypten, før de blev smidt ud. Hændelserne er ikke forfalskede, men det moralske overlay og den selvretfærdiggørelse / offerrollegørelse = det jødiske ‘styresystem’ er en ideologisk efterrationalisering. Hændelserne er til gengæld flyttet i både tid og sted, hvilket gælder både Det Gamle og Det Nye Testamente.
Læs: Kongen der forsvandt
Én kontekst, som er nødvendig at forstå, er denne udvandrende gruppes møde med ka’annan’itterne. Det jødiske folk blev advaret af deres ledere mod at have omgang med ka’anaanitter (nuværende Libanon) netop fordi der var andre guder i omløb her. Ba’al-kulten var ensbetydende med menneskeofring, og historien om Kain og Abel og historien om Abraham og Isaac vidner om den konflikt. Abrahams valg var et fravalg af menneskeofring.
Historien om Moses og Sinaibjerget, hvor han havde en 1:1 snak med Jahweh, hvorefter han ankom med et par lovtavler = De Ti Bud, handler just om den slags møder, for det jødiske folk forfaldt konstant til dyrkelse af andre guder, Ba’alerne, Astarterne og Arams, Sidons, Moabs, ammonitternes (Amun-præsternes) og filistrenes (palæstinensernes) guder (Dommerbogen 10:6). Kong David var efter sigende og skrivende en mand efter Guds hjerte men opkaldte sin søn efter Ba’al. Kong Salomon i al sin visdom dyrkede Astarte, Milkom og Kemosh. Både fårene og deres navnkundige konger var langt udenfor hyrdernes fårefold.
Det andet problem
er definitionen af polyteisme og begrebet guder.
De ældste kulturer, som jødedommens Yahweh var skinsyg på, og hvis guder kristendommen bekæmpede som afguder, var i de fleste tilfælde ikke guder. Det gælder både det egyptiske, det græske og det hinduistiske pandemonium. Og det germansk-nordiske. Gudeskikkelserne er personificeringer af naturkræfter, både de sete og de usete. I Egypten kaldtes de for neter’e og helligdommene/templerne kaldtes for per neter’e. Dette pantheon af neter’e blev ikke anset for Skabelsens Kilde men skabelsens afkom.
Læg dertil, at guderne skal forstås i konteksten astroteologi. Som foroven, så forneden. Guderne er solare-kosmiske naturkræfter med direkte indflydelse på jordiske fænomener og menneskelige foreteelser. Astro-Logos er læren om kosmisk påvirkning af livet på Jorden.
Det tredje problem
er monoteismens hovedproblem. Der er ikke langt fra religiøs monoteisme til politisk despotisme, og lovreligionerne jødedom og Islam skelner ikke mellem religion og politik. Som der står Herren din gud er en skinsyg gud (2. Mosebog 20:4). Jahweh, den tohovede-bipolære gud (Joseph P. Farrel og Scott D deHart Jahweh The Two Faced God), Janushovedet, er med andre ord skinsyg, hvilket betyder, at han det ene øjeblik belønner sit folk og det andet øjeblik smadrer dem. Og han siger selv, hvorfor han gør det! = fordi jeg er syg i hovedet.
Så: Er denne gud, som jøderne tilbad, ikke blot endnu en stammegud med stammehjerne og stammetænkning og øje-for-øje-tand-for-tand-mentalitet. Denne adfærd er alt for meget lig denne verdens despoter, for eksempel visse slægter/generationer af romerske kejsere.
Det fjerde problem
ankommer med kristendommen, jødedom light. Det er for så vidt allerede indbygget i jødedommen, og i esoterisk jødedom, Kabbalah, ligner Gud i forbløffende grad noget, man finder i de vediske tekster (Stan Tenen). Problemet – der ikke er et problem, med mindre man er fundamentalist og tager alting bogstaveligt og for pålydende – findes i Den Hellige Treenighed, hvor Gud i sit eget væsen er tre-i-en, Faderen, Sønnen og Helligånden – Vishnu, Brahman, Shiva – Dao, Yin Yang – you name it.
Så hvis Guddommen i sit eget væsen er poly, what’s your fucking problem!?
Kunne problemet her være, at nogen har saboteret en sober samtale og dermed forståelse af den universelt kosmisk-menneskelige interaktion for at indføre en politisk-social-mental-videnskabelig-økonomisk agenda, og at denne sabotage skete for disse rundt regnet 2000+- år siden? Og kunne problemet for os i dag være, at denne agenda aldrig er blevet anfægtet men har metasteret-etableret sig i alle lag af vores bevidsthed?
Med andre ord: Er det første bud ikke blevet til Imperiets hoveddogme?
De romerske kejserslægter og senere pavemagten forlangte, at kejseren/paven var indsat som Guds stedfortræder på Jord = denne verdens gud. Men hvem er denne verdens gud hvis ikke Lucifer/Satan? Imperiet eller kejserkulten er den saturniske dødskult (Troy McLachlin). Det er – blot med et halvt millenniums perspektiv – det underliggende princip i Det Britiske Imperium, der har behersket Verden fra rennaissancen til i dag, og hvis tid er omme (og de ved det). Alt det, vi oplever for tiden, er Imperiets respirator-kramper, dødskultens dødskamp.
*
Omar Ingerslev skriver:
Her er nogle stikord til begivenheder, som fortsætter som fortællinger fra mund til mund, båret af karavaner langs de gamle handelsruter, indlejres i kulturer og hugges i sten og nedfældes på træ, skind og papyrus, eller forsegles i grav og sarkofag. Hovedretningen for fortællingerne følger solens gang, fra øst mod vest.
*
Dødebogens 125 sentenser – “the negative confession” – hvoraf de 10 bud er et ekstrakt, med “vendt fortegn”. Efter jordelivet har faraoen foretræde for guderne, og aflægger regnskab for sit jordiske virke. I en ideel situation kan faraoen erklære : ” jeg har ikke løjet, jeg har ikke stjålet, jeg har ikke slået ihjel osv ” 125 sentenser ialt. De kendes fra gravene i kongernes dal. Kun en håndfuld ypperstepræster, samt faraoen, kendte dødebogen, som foruden sit substantielle indhold, også blev brugt til at identificere faraoen, hvis parterne ikke umiddelbart kunne genkende hinanden.
Dødebogen findes som PDF.
*
Akhnatons far var Tumoses IV, hans mor den jødiske prinsesse Tiye ( datter af Yaua, muligvis identisk med den bibelske Josef i Ægypten. Yaua-mumien afviger fra de etniske hovedtyper i Ægypten ved at ligne et typisk mellemøstligt ansigt – Tiye-mumiens hoved er en blanding af det typisk mellemøstlige og det typiske ægyptiske hoved ). Jødisk “invasion”/”infiltrering”, indgiftning i egyptiske faraodynastier og endelig reaktionen : landsforvisning/exodus, da det gamle præsteskab i Ægypten generobrer deres position. Akhnaton flygter ud i ørkenen, her ophører sporet. Der er stadig mange uidentificerede mumier i Ægypten, hvoraf nogle er kandidater til det forsvundne par, Akhnaton og Nefertiti. Disse begivenheder sker på det samme tidspunkt som den bibelske fortælling om exodus, udvandringen til “det hellige land”. De ti bud ligner til forveksling et ekstrakt af dødebogen. Navnet Moses er sandsynligvis et ekstrakt fra Tutmoses – som på ægyptisk betyder : Den gudfødte.
*
Millitærmanden Seth indledte et nyt faraodynasti, forfulgte folk og myrdede løs “for at bringe “orden i verden” = “verdensorden” = “New world Order” (?) – og har muligvis givet navn til satanfiguren i kristendommen.
*
” De romerske kejserslægter og senere pavemagten forlangte, at kejseren/paven var indsat som Guds stedfortræder på Jord = denne verdens gud. Men hvem er denne verdens gud hvis ikke Lucifer/Satan ? ” ( citat : MH )
Sandsynligvis – Vatikanet er alt for rig på satansymboler. Der er, som i mange andre overordnede magtstrukturer, et modsætningsforhold mellem “stat” og den udbredte folkelige opfattelse – i dette tilfælde fra gudsdyrkelse til satandyrkelse i opfattelsen af kristendommen.
*
Vulkanen Thera´s ( Santorini ) kraterprop ( størknet lava i kraterrøret ) blev skudt af pga tryk fra magmakammeret, og sendte ca 3 000 f.v.t. 39 km3 pulveriserede stenmasser i luften, samt en tsunami som væltede klippevæggen i Bosporusstrædets nordende, hvorved det agrare lavland hvor idag Sortehavet ligger ( 80 m.u.h. ) blev oversvømmet på rekordtid = deraf opstod syndflodsmyten i flere beretninger fra de kulturer der lokaliserede sig i sikre landområder øst for den voldsomme geologiske begivenhed.
Ararats bjerg ligger som det tydeligste landmærke ved Sortehavets sydøstlige hjørne, Tyrkiet, hvis man ankommer fra søsiden.
*
Paulus = Josephus Flavius – dette sandsynliggøres bl.a. af lighederne i skildringen af deres rejse med skib til Rom. Der er adskillige specifikke preferencer, som ikke kan opstå ved tilfældigheder. Datidens “copy-paste”. Beskrivelsen findes idag i “apostlenes gerninger, kap 28, vers 16-30″, samt i Josephus´ beskrivelse, ” den jødiske krig ” ( nedskrevet ca 70-73 e.v.t., ” jøderne vs romerriget” ), som tidligere var fast del af bibeludgaven. Synonymer anvendes hyppigt gennem historien, især hvis man har en vigtig rolle, officielt eller indirekte.
*
“Amen” – igen et egyptisk navn/ord – guden Ammon ? Jøderne levede ca 400 år i ægypten, som 8-10. generations “indvandrere”. Oprindelsen til “fadervor” stammer fra Mesopotamien, er gendigtet og nedskrevet i Ægypten, Amarnaperiode, Tutmoses 18. dynasti, Akhnaten/Nefertiti. Den egyptiske udgave af bønnen til guden er samtidig en ren kærlighedserklæring, den smukkeste udgave af bønnen gennem mere end 6 årtusinder. Den indledes med ordene, som et sjælekys ( spiritae re-spirato ), et åndedræt ” I breathe the sweet breath, which comes forth from Thy mouth … ” ( se nederst i denne kommentar )
*
India:
“Krishna og de 12 brahminer” – 1. brahmin = Ab Brahmin ( Abraham ) er ældre end “Jesus og de 12 apostle” i det nye testamente. Den indiske fortælling var kendt i Ægypten/Mellemøsten på den tid.
” tre vise mænd fra øst fulgte stjernen, de medbragte guld, røgelse og myrhha ( purpur, farvestof ) ” – typisk buddhisme og “souvenir” fra India.
*
Persia:
Mithras – 21/24.dec – solen og gudens fødsel, genopstandelse efter 3 dage. San Clemente i Rom består af 3 kirker, bygget oven på hinanden gennem tiderne – under de 3 stablede kirker fandt man et tempel for Mithras. Pavens officielle hovedbeklædning kaldes for en “Mithra”. Ligheden mellem Mithras og Jesusfiguren er slående – i sit udspring har Jesusfiguren oprindelig været en solgud, med alle dens karakteristika. Overalt i verden er solguder de vigtigste af alle gudefigurer. ( I dette aspekt er religionerne iøvrigt tættere på virkeligheden end IPPC og en vis del af den “etablerede pseudovidenskab” som i vor tid ikke kan erkende solens centrale rolle, også når det gælder det globale klima og dets cyklus´er korreleret til solens cyklus´er ).
*
Buddha er anerkendt i den romersk-katolske kirke og omtales helt tilbage til ca 400 e.v.t. af Skt Jerome : ” buddha, født af en jomfru … ”
*
( 3 varianter over samme grundtema ) :
Buddha : Mara rejser sig op fra spejlbilledet i vandet: “jeg er dig”
“det er en illusion – jeg kalder jorden som mit vidne“, erklærer Buddha
Narcissos ser sit spejlbillede i vandet, forelsker sig i sig selv, hensygner og dør
Jesus ( bjergprædiken ) vejen til Gud går igennem ( frigørelse fra ) selvet
“vejen til går igennem MIG…” ( vildledende oversættelse, som bryder selve budskabet i bjergprædiken ved at Jesus peger på sig selv som et “mellemkommisariat” – det romersk fingeraftryk, som røber ophavet til perversionen, på initiativ af Titus og Vespasian, nedfældet på skrift af Josephus Flavius )
*
Bønnen gennem mere end 6 årtusinder – her den ægyptiske udgave, Amarnaperioden ca 1500 f.v.t.
” I breathe the sweet breath
Which comes forth from thy mouth.
I behold thy beauty every day.
It is my desire
That I may be rejuvenated
With life through love Of thee.
Give me thy hands,
holding thy spirit.
that I may receive it
and may live by it.
Call thou upon my name unto eternity
And it shall never fail. ”
( Mumie, inskription, Amarna, Ægypten, ca 1300 f.v.t. )
—– o —–
