Darwin debunk

Fossiler giver meget lidt mening i darwinistisk sammenhæng.
Darwinisme har intet, der ligner direkte demonstration af teori som fx fysikken
Darwinister påstår uden hardcore bevis, at evolution bygger på tilfældigheder og naturlig udvælgelse.
David Berlinski

Biologiske indvendinger

I fysikken kan man programmere en computer og simulere for at se, hvad konsekvenserne af ens antagelser og teorier er. I biologien findes der intet af den slags. Kun hvis computeren bliver fodret med ikke-darwinistisk mekanik, vil den være i stand til at producere og simulere noget, der ligner biologisk liv.

Der mangler laboratoriebeviser. Når man studerer en hund, så ændrer den sig ikke over lang tid, og der er ikke nogen forklaring på det i darwinistisk teori. Der burde være langt større variation, hvis deres teori skal tages for pålydende. Jamen, siger darwinisten, det er fordi det tager millioner af år og mange tilfældigheder og mange udvælgelser af forandre en art.

Darwinister hævder, at livet tilpasser sig efter behov. Altså der er brug for et kreatur, der kan flyve, så derfor kommer naturen spontant op med en fugl. Men et kreatur kan baske lige så tosset det vil med arme og ben, det bliver aldrig i stand til at flyve.

Darwin og ’nisterne argumenterer med, at der blev observeret lokale variationer på Galapagosøerne, hvorefter de generaliserer og siger ’mere af samme slags’. Men det er ikke et konsistent argument. Man kan ikke forstørre lokal variation til en universel regel. Det kan da tænkes, at en havmåge i løbet af en halv milliard år bliver til en elefant, det er da en spændende teori, men hvis det skal kunne hævdes, kræver det temmelig meget mere evidens, end darwinisterne har været i stand til at komme op med.

Darwinister påstår, at hvaler må have startet som landdyr, siden pattedyr er almindelige på landjorden og ikke i havet. Men man kan bruge et helt liv for en ko til at lære den at leve resten af sit liv i havet, og den ville aldrig lære det. Ikke nok med det, næsten alle egenskaber hos koen skulle redesignes, før den blev til en hval. Darwinister ville sige: jamen det tager mange millioner af år med sjove hval-ko-hybrider, før det lykkedes. Altså en gigantisk mængde af mutationer/redesign, hvoraf 99.999% af dem vil gå i helt filfældigt-forkerte retninger + en fucking masse druknede køer. Og by-the-way, en søko er ikke i familie med dens beklovede, behornede og beyvrede navnesøster med fire maver, lige så lidt som en søløve er i familie med en løve.

Koens hud skulle blive uigennemtrængelig af vand, en radikal forandring, dens åndrætsorganer skulle forandres radikalt. Et biologisk dykkerudstyr skulle organiseres. Øjnene og ørerne skulle beskyttes, og faktisk skulle ørerne forsvinde, da en hval hører med sit kranium og sine knogler, eftersom lyd forplanter sig direkte i vand. Fordøjelsesapparatet fra mund-tunge-tænder til mavesystemet skulle voldsomt forandres. Hele nervesystemet skulle forandres. Det er simple tal, vi taler om her, altså antal af forandringer, og ved ca. 50.000 forandringer bliver man nødt til at smide hele håndklædet i ringen. Hvad gør darwinisterne? De bliver ved og ved med at forsøge at komme med argumenter for, at det alligevel godt kan lade sig gøre.

Jamen, siger darwinisterne så, eksemplet med koen er misvisende, for hvaler og køer er for langt fra hinanden i familie. Udmærket siger vi så. Tag en hest eller en odder i stedet for. Nå nej, ikke en odder, for den lever i forvejen i vandet, bare ikke som en hval. Ligesom en isbjørn og en pingvin. Og lad nu være med at sige en krokodille. Hvad med en abe så? Zoologisk Museum i Kbh. har faktisk en søabe … der selvfølgelig er en joke fabrikeret af en vittig hund af en konservator. Hvad med en hund så? Så kom dog op med et eksempel. så gør dog noget! Men problemet er, at darwinister og biologer ikke føler sig bundet af eksperimentelle ellerlogiske beviser, for de er højt hævet over den slags trivialiteter, siden de har fået det blå stempel som netop: hævet over enhver tvivl.

I eksemplet med koen, eller hvilket som helst andet dyr, som darwinister nu foretrækker som model for land-forstadiet til en hval, så burde der findes en enorm mængde fossile eksempler på hybride mellemstadier fra naturens store tilfældighedslaboratorium. De findes bare ikke.

Darwinister bruger homologiske strukturer (opbygget efter samme logiske princip som …) som argument for evolution. Se, bæstet har fem ’fingre’ i sin finne. Et menneske har fem ’stilke’ i sin hånd. Ergo er morlille en fisk. OK, spøg til side, men der er masser af eksempler på homologiske strukturer, der absolut ikke betyder, at der er tale om en artsfælle i dyreriget. Bortset fra reproduktionsorganerne ligner den australske pungulv på mange måder en prærieulv i Nordamerika. Så en eller anden ur-ulv skulle altså en gang have emigreret til Australien, og mutation og udvælgelse afgjorde herefter, at fætteren hellere måtte få en pung i stedet for en livmoder. Der findes intet, der kan underbygge det, og argumentet, der skulle tale for det, er hvad der kaldes et cirkulært argument.

Så er der en af de helt tunge absurditeter. Ideen om at mutationer er ensbetydende med kreativ diversificering, hvilket er så forkert som noget. Mutationer er skader på organismen og er altid en svækkelse af denne. Biologer har umådeligt svært ved at nævne et eneste eksempel på velgørende mutationer. Det er destruktive og uhensigtsmæssige, for en mutation er en tilfældig opstået fejl – med mindre en eller andet ondsindet forsker prøve at skabe muterede rotter vha. radioaktiv bestråling. Genetik er kodesekvenser. I fx computerkodning er tendensen, at programmeringsfejl fucker programmet op. Altså med mindre fejlen er ubetydelig og en anden kodesnas dækker over den og overtager. Fejlen opstår måske yderst sjældent, men er alligevel en fejl i en kode, der burde være perfekt. Et dyr eller et menneske kan gå rundt hele sit liv med en genetisk fejl, der ikke giver det problemer, men det vil aldrig være at betragte som en gavnlig ting.

Det sker i computerprogrammer, altså systemer skabt til at simulere organisk liv og intelligens, at systemet crasher pga dårlig programmering. Hvis vi begynder at indføre randomitet i styresystemer og programmer, vil de meget hurtigt bryde sammen. Hvorfor, spørger vi darwinisten, giv os et klart svar på, hvorfor det så ikke sker i dyreriget, for det må I jo kunne ifølge jeres påstået perfekte teori, der faktisk ifølge darwinisterne ikke er en teori længere med bevist til op over begge ører. Så meget desto bedre, så kom med et svar, der starter med sætningen: Levende systemer oplever ikke nedbrud på grund af tilfældig systemfejl/mutationer, FORDI … Fuldfør sætningen, kom-kom …!
Svaret udebliver.

Ifølge darwinismen – og vi gentager lige os selv ganske kort for at kunne gå videre – sker der altså konstant en række mutationer, der per definition er fuldstændig tilfældige og uforudsigelige. Men efter de har fundet sted, finder der så en fuldstændig deterministisk udvælgelse sted, der afgør, hvilke mutationer, der er gavnlige, og hvilke der er skadelige, og den ’naturlige udvælgelse’ viser sig så ad bagdøren at være vældig intelligent. Alligevel påstår darwinisterne, at hver eneste hændelse af ren og skær dum-heldig mutation > forandring (et stokastisk princip) intet og absolut INTET har med den foregående hændelse at gøre, men at alle hændelser er unikke. Og at alle de ufatteligt smukke skabninger, der render rundt på Jorden skulle være fremkommet ved et svineheld ud af noget, der startede som en destruktiv fejl, der ender op med at blive reddet på målstregen.

Som vi senere skal prøve at forstå ved at forstå darwinismens filosofiske bagland, så røber tilstedeværelsen af denne deterministiske intelligens, at darwinismen, der i hvert fald på Darwins gamle dage og efterfølgende hævder at være ateistisk og rationalistisk-materialistisk, i realiteten er en panteistisk og sækulær … teisme. Gud er smuttet ind ad bagdøren og piller ved mutationerne. Dette er en del af darwinisternes trosbekendelse: Vi tror på evolutionens absurde intelligens, som vi eller gør hvad som helst for at benægte. Det er et MIRAKEL!

Darwinisme er altså den for tiden og i øvrigt på noget tidspunkt absolut førende tilfældighedsteori. Hmm, tænker man. Hvis naturen alligevel viser sig at være så intelligent, hvorfor så det unødvendige led med at fucke sig selv op for dernæst at lave en feberredning af sig selv? Perfekt orden ud af kaos … underligt at de samme folk kom op med termodynamikken, der siger nøjagtig det modsatte. Det er, som om de ikke helt kan bestemme sig.

Hvis et dyr udviklede en kromosomfejl, altså en seriøs mutation, som forandrede grundstrukturen af dets dna-kæde, ville der ikke som følge deraf opstå en ny art, som darwinisterne har hævdet? Dyret ville blive ude af stand til at videreføre sin arvemasse, og fejlen ville gå tabt. Er det i virkeligheden det, der er naturlig udvælgelse, altså at naturen sørger for at kassere muteret genetik og rydde op efter sig? Ikke just det, som darwinisterne hævder. De mener jo netop, at det er mutationerne, der skaber dynamikken. Naturen er åbenbart uenin med dem, siden den så konsekvent sørger for at smide dem i den store skraldespand.

Videnskabelighed

Vi hører altid påstanden om, at videnskabsfolk er et specielt selvkritisk folkefærd, da det jo er det idealiserede billede af videnskab, som omgærer branchen. Det er en flot påstand, der snarere beretter om storheden af videnskabsfolks ego end om deres moralsæt. Videnskabsfolk hader at blive kritiseret, og de vil gøre alt for at undgå det. Deres karriere er bygget op på deres gode ry og bliver nedbrudt af et dårligt rygte. Hvis de har begået en fejl, vil de ofte gøre alt for at skjule det, med mindre de ikke kan slippe for det. På det punkt er de hverken værre eller bedre end andre mennesker. Lokal kritik af forkert anvendte data finder sted. Der finder en kollegial pier reviewing sted, men omfattende global kritik af større videnskabelige teorikomplekser er meget sjældne. Too big to fail, too big to jail, siges der om bankfolk, der begår fejl – hvilket for det meste ikke er fejl men overlagt svindel = forbryderisk. Too big to critisize hænger som en beskyttende kappe af uantastelighed omkring videnskab. Darwinismen har båret rundt på en sådan, siden etablissementet i Det Britiske Imperium, der var Darwins opdragsgivere, gav ham og teorien det blå stempel.

Videnskabsfolk er bange for at miste deres fundering. Det vil helt sikkert ske, hvis en videnskabsmand skulle være helt ærlig omkring sin indsigt og sige: Det har jeg ingen anelse om. Så de faker en indsigt og taler sig udenom i stedet. I unge videnskaber vil der ofte være større ærlighed om, hvor langt man er fra at forstå en videnskabsgrens problemer i deres fulde omfang. Hjerneforskere har langt hen ad vejen indrømmet, hvor lidt de egentlig forstår. Men de var gode til at sælge sig selv alligevel, for når der er meget at forstå, er der jo også arbejde til mange i lang tid, og deres arbejdsgivere/fundører var åbenbart så velvilligt ivrige efter at vide så meget som muligt om den hjerne, de så gerne ville fucke med, at de slap afsted med det.

Klimavidenskab er et andet eksempel, men her gik det mindre godt, for de samme opdragsgivere var her mere interesseret i at skovle en masse penge ind, mens de gjorde vejr og klima til et masseødelæggelsesvåben. Der fandt udtalt svindel med data sted blandt en særlig gruppe forskere på East Anglia Universitetet i England, og computerhacks i to omgange viste en intern mailkorrespondance, hvor gruppen aftalte, hvordan de skulle tilsløre deres kriminelle handlinger og holde andre videnskabsfolk fra at kigge dem efter i kortene. Det var dem, der fodrede FN’s Klimapanel og Al Gore. Her er vi nok ude i noget mere alvorligt end oppumpet ego og arrogant ambition, for specielt denne sag lugter af bestilt arbejde og korruption og tilstedeværelsen af en skjult hånd med en agenda.

Så den postulerede generelle videnskabelige vederhæftighed er altså en smuk tanke, men ikke andet. Måske især indenfor videnskabelige grene, der er darwinistbefængte. 100 års svindel med embryologiske tegninger taler for sig. Historien med Piltdown-manden var lodret svindel. The missing link er aldrig dukket op, men der ageres, som om det bare lige er spørgsmål om … i morgen, så skal det nok komme. Efter 100 års spændt venten og troværdighed på forventet efterbevilling. Neanderthaleren bliver konstant relanceret som en forstadie til Homo Sapiens Sapiens, og det hævdes nu, at der foregik indavl mellem de to arter. Men neanderthaleren var ikke et menneske, det var en stor primat, og alle features i dens krop var totalt anderledes end mennesket. Og mennesker har jo ikke gået rundt og bollet gorillaer og orangutanger ude i junglen, vel?

Illustratorer har gennem halve og hele århundreder fået besked på at fremstille neanderthaleren med så menneskelige træk som muligt – bare lidt mere fladpandet. Sidder der ikke bare to gubber her og hygger sig over en kop øl efter jagten. Bemærk, de havde også elektrisk lys. Samtidig blev de tidlige mennesker beskrev så abeagtige som muligt. Vi mødes på halvvejen – since the link is missing.

Når en mental konstruktion som darwinismen har nået en vis størrelse og udbredelse, antager den karakter af urørlighed, og konstruktionens forfægtere anser det herefter nærmest som overflødigt at tage stilling til facts og substans i berettigede udsagn eller høfligt undrende forespørgsler fra eventuelle kritikere men kan nøjes med at afvise dem med et arrogant fnys. De regner sig selv som beskyttet, som værende i immunitet, i en politisk korrekt sikkerhedszone af eksklusivitet. De er fredet i klasse A, og ansvarlighed og hæderlighed er irrelevant. Men arrogance er som bekendt en facade, og her dækker facaden blandt andet over en stor frygt. Frygt for at miste social accept, frygt for karriere, frygt for ansigtstab, frygt for kontroltab og tab af magt, frygt for repræsalier. I visse tilfælde frygt for eget liv.

Har vi et stykke psykologi her, der fortæller noget om, hvor vakkelvoren darwinisme er som postuleret videnskab? Altså jo svagere og mere gennemhullet et postulat er, jo kraftigere og nærmest desperat må den forfægtes for ikke at falde fuldstændig sammen. For darwinisme er samtidig gået hen og blevet en anakronisme bestående af en stak anekdoter fra 1800-tallet, der over hovedet ikke ligner noget, der befinder sig i den seriøse del af videnskaberne. Og det er et symptom på en sørgelig forfatning for både videnskaben som institution og det mentale helbred for viden i et samfund, at man skal være bange for at kritisere dawinisme med substantielle argumenter. Det burde være en selvfølge og nærmest en pligt.

Så hvorfor kom man overhovedet op med darwinismen i første ende?

Historiske indvendinger

For det første er det en del af videnstyveriet fra Oplysningstiden og er som sådan en logisk konsekvens. For det andet indeholder de alle de racistiske og eugeniske applikationsmuligheder, som blev udruget i netop det britiske etablissement, der var Darwins opdragsgivere. For det tredje tjente det som pseudovidenskabeligt bagtæppe og retfærdiggørelse af imperialisternes ret til at herske over resten af menneskeheden inklusive deres egen klassedelte befolkning, for de var jo hermed resultatet af naturlig udvælgelse og den stærkes ret til at føre sine gener videre – på andres bekostning. Folkemord fik lige pludselig en videnskabelig overbygning. Og for det fjerde og måske dybest beliggende var det en tilsløring af menneskets egentlige ophav, for nu var vi jo bare en stak halvaber i jakkesæt og kjole, og det var just sådan, imperialisterne så på menneskene. De skulle jo nødig få høje tanker om sig selv.

At darwinisterne hang ud med eugenikere og i mange tilfælde var et og samme, vidner om, at de ikke engang selv troede på teorien. Eugenik har ikke noget med tilfældighed og naturlig udvælgelse at gøre men er en praksis for husdyrhold af mennesker, for bevidst avl, udvælgelse og ’the fittest’, eller som Darwin skrev ’the strongest’ (det andet er en efterredigering), der viser sig at være de måske egnede for etablissementet. Darwin kom i øvrigt ikke op med teorien, det gjorde hans far årtier forinden. Og Darwins halvfætter var sir Francis Galton, manden der gav navn til det institut, der promoverede eugenik i England, senere overtaget af Rocefellerne og senere dyrket af nazisterne. Vis mig din familie, og jeg skal sige dig, hvem du tjener.

Hvis ikke Homo Sapiens Sapiens er resultatet af en kosmisk tilfældigheds-konspiration, hvad er det så? Genforskeren Lloyd Pye sagde det lige ud. Mennesket stammer ikke fra aberne, de stammer fra et andet sted i galaksen, og som vi er i dag, er vi resultatet af genetisk manipulation. Det samme gælder alle husdyrracerne og en del vilde dyreracer. Der var nogen, der fiflede engang i en fjern fortid.

Umuligt nonsens, råber mainstream straks. Her må man så lige spørge dem om, hvorfor deres kolleger up front så har så travlt med genopfinde de kimærer, som der er beskrevet i oldbabyloniske skrifter? Og som naturen med garanti ikke har tænkt sig at komme op med af sig selv vha tilfældige mutationer og naturlig udvælgelse. Selv en hardcore darwinist ville ikke finde på at påstå det. Så hvis de er i fuld gang med i dag at genskabe og genopfinde samtlige horrible teknologier beskrevet i fx det sumeriske krigsepos Enuma Elish, inklusive krigsførelse vha vejr, monstre og kimærer, genetiske eksperimenter med transhumane hybrider, plasmatiske energivåben kraftige nok til at ryste Jorden i sin grundvold, flyvende højhastighedsfartøjer, usynlighedsteknologi – alt sammen direkte taget ud af et 5000 år gammelt skrift, der i øvrigt bliver bekræftet af lignende skrifter fra samtlige højkulturer – altså hvis der ikke fandtes noget dengang, som de nu er så forhippede på at efterligne, så må du kalde mig Madam Blå.

Og her lander vi igen ved det, som måske er den egentlige årsag til, at vi har fået darwinismen at sutte på i stedet for noget, der giver egentlig mening. Det er en ideologisk-politisk røgskærm til at skjule og begrave viden om de ældste tider og det menneskelige urspring. Darwinisme er et begrebsforvirrende designerudslip fra Babelstårnet beregnet på at frarøve menneskeheden et nøjagtigt samtalesprog.

Filosofiske indvendinger

Dette er selvfølgelig den vanskeligste vinkel, men der er ingen, der skal komme at sige, at vi her på Paradigmet gør det nemt for os selv. Bortset fra, at vi tager hjælp fra eksperter i feltet, hvis man kan sige, at det er at springe over, hvor gærdet er lavt. Det er det næppe. Men læg venligst mærke til, at vi ikke bruger kilder bestående af folk, der har udgangspunkt i kreationisme / intelligent design, der i princippet blot er en slags kristent modtræk til darwinismen. Det betyder bestemt ikke, at vi forsøger at benægte, at Gud havde en finger med i spillet i selve Verdens Skabelse. Spørgsmålet er blot: hvilken gud taler vi om her og hvilken skabelse? Det betyder heller ikke, at vi benægter, at Livet på Jorden bærer vidnesbyrd om en endog meget høj grad af intelligens eller hævder, at organisk liv blot er en maskine. Vi gør noget helt tredje eller fjerde.

Darwinisme er ikke et tankesæt, der er opstået eller lever videre i et vakuum. Som ideologi, hvilket det er, er det en del af en kædereaktion, en udvikling – med andre ord en evolution 😉 af tanker, der har deres rod tilbage i historien. Vi tør godt bruge udtrykket her i tillidsfuld forvisning om, at du og jeg har forstået noget om, hvad ordet evolution i darwinistisk terminologi betyder.

Ovenstående har lånt stof fra David Berlinski, og følgende låner materiale og synspunkter fra filosoffen Jay Dyers 3 timer lange audio-foredrag om emnet med foregående artikel, og som primært er videnskabsteoretisk, filosofisk, epistemologisk-analytisk i sine vinkler. De supplerer hinanden på fremragende vis.

Indledningsvinklen er den formodning i videnskaben, at man i studiet af fx. regnorme bare kan gå ud fra, at løsningen følger med som en del af pakken, altså at man kan anskue det objektivt, og at de anskuelser, man som videnskabsmand gør sig om kræet som tingsliggjort studieopbjekt, ikke er linket op til andre trossætninger eller et grundlæggende verdenssyn i øvrigt. Man behøver altså bare at studere ormen, den lille slimede jordgnasker, og så vil det af sig selv vise sig, hvad den har gang i. Denne opfattelse har sin rod i Oplysningstidens naive empiricisme og begrebet ’tabula rasa’, den renvaskede tavle, der bliver skrevet på for første og afgørende gang, når man bare aktiverer sit sanseapparat og de instrumenter, der forlænger det. Den rene, ubesmittede tavle nedskriver altså bare den rå faktualitet ved at observere den uden forudsætninger og fordomme. Men det er en forloren antagelse, for der findes ikke rå, neutrale fakta, der er ubesmittede af fortolkning og et grundlæggende paradigme.

Det er derfor, at darwinismen er overvejende materialistisk, reduktionistisk, atomistisk i sit syn på liv, for livet er en snotdum maskine, der bare hakker løs med sine blindskud i øst-vest-nord-syd, op-ned-frem-og-tilbage og med et vanvittigt forbrug af tid og ressourcer kommer op med et eller andet brugbart i sidste ende. For så blot at sætte det hele over styr igen. Blot det at kalde jordgnaskeren for en regnorm implicerer en identitet over tid. Vi ved, hvad vi taler om, for det er jo en regnorm, ikke sandt? Den relaterer til alle andre oplevelser og forekomster af regnorme, vi har haft og er dermed et objekt med en historik og en forudfattelse, en fordom.

Så hvad er pointen i det? Pointen er, at en overbyggende struktur kan bygges ovenpå et underliggende fundament, der bedste fald er ufuldstændigt og i værste fald er bedragerisk. Det kan fungere for en tid, men den indbyggede fejl vil med tiden få hele overbygningen til at falde fra hinanden. Naiv impericisme og dens afledning, darwinisme, der er adopteret som en grundfilosofi i Vesten, får nu Vestens fundament til at falde sammen. Meget Spenglersk på sin vis, materialisme bliver Aftenlandets undergang.

Darwinismen er mere end blot tilfældig, simpel biologisk teori. Det er en hel mythos, en total verdensforklaring og ikke overraskende, da en af dens formål var at sende kristendommens mythos til tælling og overtage monopolet som sandhedsforsyner i forhold til de grundlæggende spørgsmål: hvem er vi, hvor kommer vi fra, hvor bevæger vi os hen og hvad er livets drivkraft? Ikke helt uvæsentlige spørgsmål for vores selvforståelse. Darwinisme funger altså på samme måde som en religion, der har sine lærermestre, sine helgener, sine dogmer, sin skabelsesberetning og sin trosbekendelse.

Filosofisk historik

Navngivning af arter går 2000 år baglæns til Aristoteles. Empirisk videnskab starter her, men Aristoteles er realist i ordets oprindelige betydning. Tankesættet mellemlander i middelalderen, hvor han genopdages, men navngivning/nominalisme hos Anselm, Abelard og Ockham er simple termer, der kommer ud af munden på mennesker og har derfor ingen metafysisk virkelighed/realisme længere. Helt radikalt bliver det hos de britiske nominalister/empiricister i Oplysningstiden, Hume, Locke og Hobbes, der arver den middelalderlige udgave og radikaliserer den yderligere. Her er den filosofiske grundsætning kommet til et afklaret destilat, som er blevet kaldt ’epistomologisk selvbevidsthed’. Og det er bestemt ikke noget skulderklap, for det er samtidig her, at konstruktionen begynder af falde sammen.

For empiricister kan begreber om virkeligheden kun stamme fra forudgående, sanset erfaring. Metafysisk, højere virkelighed er udelukket. Mennesket har ikke længere en sjæl, men kun en kollektiv erfaring fra den myretue, som den menneskelige kultur udgør. Mennesket er bare et videokamera, der optager den ydre verden gennem sin sansende optik, og dets bevidsthed er bare en film, der er optaget. Der findes ingen virkelighed udover erfaring. Hvor langt en filosof som Hume gik i den retning er illustreret i den anekdote om ham, der siger, at han nogen gange så efter, før han gik ind i sit hus, om der var lys. Altså, om han var hjemme. For hvis han var hjemme, var virkeligheden jo hjemme, og han var ikke udenfor, for kun oplevet virkelighed er virkelighed. Et træ, der falder i skoven, uden at nogen ser det, er derfor ikke virkelighed. Hvilket selvfølgelig er nonsens, men det fortæller, hvilket absurd streng, de gik ud af. Er det så ikke bare en filosihistorisk blindgyde? Ja og nej. Ja, fordi det i sidste ende vil falde sammen, da det er en blindgyde. Nej, fordi det fik afgørende betydning og sejrede ad helvede til. Det er der, vi er i dag.

Darwinismen hænger sammen med fremkomsten af industrialismen, imperialismen, starten på monopolkapitalismen (East India Company) og selve tanken om det Britiske Imperiums ret til et verdensherredømme. Vi finder i kølvandet folk som Ruskin og Rhodes, der er nøje beskrevet af Carol Quighley (Tragedy & Hope), The Royal Society som grundlæggende tænketank, der netop har sin oprindelse i Oplysningstiden (årstal) og senere The Royal Institute for International Affairs. Det forklarer, hvorfor darwinismen fik en udbredelse langt udover, hvad den var berettiget til. Den var simpelthen understøttet af etablissementets mest magtfulde institutioner fra dens fremkomst og videre, fordi den var i stand til at underbygge selve ideen om britisk beherskelse af hele Verden. Det er Pax Brittanica, som vi finder i Spencers The Fairy Queen, hvor Imperiet fremstår som det mystiske-mytiske genopstandne Græsk-Romerske Rige (Pax Romana) – hvor feernes dronning, Galadriel fra Ringenes Herre med et twist, selvfølgelig er den særdeles okkulte og symbolbefængte dronning, Elisabeth I. Vi ved så, at briterne tog deres egen afvej fra Romerriget og dets egentlige arvtager, den katolske kirke, i form af et protestantisk Søimperium styret af venetianske og delvis jødiske bankmænd, der opererede skyggerne af et verdensrige byggende på sørøveri, drughandel, menneskehandel, krige, folkemord og svindel. Meget sigende, da venetianerne finansierede den protestantiske revolution i Europa og Luther/Calvin – og 30-årskrigen, den egentlige 1. Verdenskrig.

Koncepterne går fuldstændig hånd i hånd ifølge socialdarwinismen. Hvis man er det top-egnede rovdyr til at overleve, så er man netop monopolkapitalist, bankmand eller … dronning. Eller konge, jf. hele optakstforløbet til 1. Verdenskrig og krigen i sig selv, der kommer lige lukt ud af britisk kronkapitalisme (crony capitalism), hvilket er gennemført, implementeret darwinisme jf. Webster Tarpleys fremstilling af Edward VII som hovedmanden bag krigen. Det mest ’egnede’, læs: det snedigste og mest aggressivt ryggesløse Imperium overlever, og ned med flaget går det østrig-ungarske, det tyske, det russiske og det ottomanske. Ethvert historisk Imperium har deres egen mythos, og den britiske version hed: darwinisme.

I de antikke imperier, faktisk frem til Solkongen, Ludvig XIV, var kongen eller kejseren søn af Solguden. Ceasar var søn af Gud. Paven bliver selve Guds stedfortræder på jord, en anden måde at sige det på. I den darwinistiske mythos blive Anglo-Man den nye naturalistiske solgud.

Darwins On the Origin of the Species. A Treatise of the Favored Races of Man fra 1859 er en apologi (apologia = undskyldning), som vi kender begrebet fra teologien, et dokument der argumenterer for berettigelsen af og samtidig leverer en undskyldning for den britiske elites fremfærd i sin datid. Så indpakket i datidens sprog og koncept for naturhistorie og naturvidenskab finder vi denne essens. Darwinisme kan simpelthen ikke forstås udenfor denne kulturelle sammenhæng eller udenfor dette elitære, ideologiske miljø. 10 år før afhandlingen havde Irland oplevet The Great Famine (1845-49), der netop var et britisk imperialt overgreb på et helt folk. NB! Det havde meget lidt at gøre med kartoffelpest, for hvorfor skulle 200.000 britiske soldater deltage i udplyndringen i de fire år, det fandt sted. Irland blev frarøvet ALT, de havde indenfor landbrugsprodukter, og befolkningen døde som fluer eller prøvede at emigrere, de få for hvem det lykkedes. Darwin skriver senere: Der findes 70 menneskeracer på Jorden, og lavest af dem alle er: irlænderne. Tydeligere kan det vist ikke blive. Senere gentog briterne taktikken med folkemord ved udsultning overfor inderne og iranerne.

Det er denne britiske taktik, der i sin videreførelse i dag er skyld i sult, hungersnød og sygdom overalt i den Tredje Verden, der sammen med krig og ødelæggelse ER eugenik. Men det er meget svært for mennesker at gennemskue fænomenets oprindelse, hvis de ikke kender dets oprindelse. Der burde skrives en ny mod-darwinistisk traktat med titlen: On the Origins of Misery – A Treatice of Racism, Eugenics, Wars and Artificial Scarcity as Concocted and Promoted by The Anglo-American Empire and the Global Banking Establishment. Jeg har en mistanke om, at den ikke ville blive udgivet af Oxford University Press.

Darwinisme er infiltreret i en række andre ismer, der har deres oprindelse i det samme miljø i anden halvdel af 1800-tallet. Blot et eksempel på en videreudvikling af socialdarwinismen: socialismen/marxismen. Efter udgivelsen af Det Kommunistiske Manifest skriver Marx simpelthen et takkebrev til Darwin om, hvor storladen han synes, at denne teori er. Interessant, mens han i øvrigt propper penge ned i baglommen fra banksyndikatet Rothschild (jf. Bakunin), så han ikke nævner centralbankvæsenet i Das Kapital. Bank of England ejet og kontrolleret af dette syndikat og er modellen for de seneste 400 års centralbankvæsen uden hvilken britisk imperialisme ikke ville have kunnet operere. Darwinismen blev lanceret som en fremskridtets filosofi. Bemærk ligheden med marxismen. Bemærk også, at dette fremskridt er ensbetydende med uhørte grusomheder mod menneskeheden – men med et blåt stempel i røven. Marx forstod, hvad Darwin havde gang i, og at destruktion skulle være drivkraften i evolutionen. Både Darwinisme og Marxisme fik deres gennemslagskraft, fordi de appellerer til menneskelig egoisme, og da de først var implanteret som ideer, sev de som en gift, en virus gennem hele samfundet. De er sammen med dyrkelsen af elitær oligarkisme grunden til den misére, vi befinder os i i dag.

I løbet af det 20. århundrede begynder darwinismen af afvikle sit oprindelige tilhørsforhold til eugenikken. Især efter 2. Verdenskrig var det ikke stuerent længere, og briterne/amerikanerne som krigens sejrherrer med ret til at skrive deres version af historien fik den smurt af på nazisterne, selvom det var dem selv, der havde udviklet den. I stedet for eugenik talte man nu om genetik. På det seneste kalder man det for bioetik. Det lyder ganske velbekymret og vældig stuerent men er intet andet end gammel vin på ny flaske. Darwinismen er nu pakket ind i et nyt, lækkert propaganda-omslag og fremstår som en blanding af humanisme og blødt teknokrati, altså Videnskaben som Verdens nye frelser, der skal redde den arme menneskehed fra sin egen misère. Hvilket er super ironisk, eftersom det er darwinismens opdragsgivere, der har skabt hele misèren. Og der findes ikke nogen monolitisk struktur, der hedder Videnskaben. Der findes videnskab og videnskabsfolk af vidt forskellig observans, men der findes intet højere olympisk pantheon, der kan hævde en status, der berettiger til stort forbogstav.

Darwinister i dag vedgår sig ikke deres arv på samme måder som bekendende socialister i dag ikke vedkender sig de mega-grusomheder, der er deres forudsætninger. Men sådan spiller klaveret ikke. Man kan ikke uden konsekvenser ukritisk lad som ingenting og se bort fra historien. Når man hører folk som Dawkins, Hitchens, Dennet, Harris og andre darwinistiske ateister prædike darwinisme og rationalisme i dag, er det bare en opdatering af elitære, victoriansk anektoter fra 1800-tallet. Man spørger sig selv, om de ikke er en inkarneret dementi af evolutionstanken, for de er ikke kommet videre, der har ingen udvikling fundet sted i 150 år. Det er nærmest gået tilbage.

Den socialdarwinistiske mythos bliver i dag vedligeholdt af det anglo-amerikanske etablissement der kalder sig selv for the New World Order via en stribe globale institutioner som FN, der er deres opfindelse. Der bliver indoktrineret i darwinisme på alle skoler, gymnasier og universiteter i Vesten, og hvis man nægter at gøre det, har man ikke et job i branchen længere. Her ville darwinisten eller skeptikeren, der abonnerer på ideologien, indvende: Jamen der er SÅ mange mennesker i Verden, der er overbevist om sandheden i tanken, og så må den jo være sand. For det første er appel til mængde/masse og popularitet ikke et validt argument men en logisk fejlslutning. For det andet ser skeptikeren bort fra graden af sofistikerethed og omfang for propaganda og hjernevask af seriøst mange mennesker på én gang. Jf. Edward Barnays, jf. sovjetstatens og nazistatens propaganda. Omfang og effekt af massehypnose bør ikke undervurderes. For det tredje er der solid historisk evidens for, at masseforførelse har fundet sted i årtusinder. For det fjerde er Vesten og store dele af udkantsverden en totalitær monolith, hvor netop darwinismen har sejret ad helvede til, sammen med det engelske sprog, dollaren, McDonalds, 7/11 på hvert gadehjørne, Coca Cola på enhver hylde, Hollywood på enhver fladskærm. Darwinismen er markedsført og pumpet ind i hjernen på enhver skoleelev – med vilje og med et formål. Masseaccept baseret på tvang og forførelse og evig gentagelse er ikke et mål for sandhedsværdi.

Empiricisme fører til materialisme og solipsisme, menneskets totale isolation fra et højere forenende princip, fra Kosmos. Død over metafysikken. Problemet er bare, at darwinisterne ikke slipper for metafysikken, for blot det at tale om et universelt styrende princip, der så for dem er totalt og destruktivt kaos med et hemmeligt styresystem, er et yderst metafysisk udsagn. At alt er relativt og kaotisk flux, er et dybt metafysisk udsagn, der ikke vil være ved sig selv. Materialister har det virkelig svært ved, at der findes denne indbyggede, sejlivede metafysik, som de totalt benægter. Man kunne næsten blive helt freudiansk her: det som de fornægter og henviser til under- og ubevidsthed, vil styre deres liv og tanker. Den historie, der nægter at fortælle, vil de være tvunget til at gentage.

De gjorde sig, ligesom marxisterne, sjove krumspring for at aflive religionen. Og de endte med selv at blive til religion ad bagdøren. Hvilket om muligt er endnu værre. Begge ideologier er manisk besatte af social kontrol af masserne. Begge kalder sig sekulære, mens de er dybt religiøse – på den klamme måde. Begge kalder sig selv for videnskaber, men begge har snydt på vægten. Begge var finansieret og promoveret af den angloamerikanske bankelite. Begge har som kompensation for deres store svaghed, at de bygger på uvederhæftighed, kompenseret for det ved at infiltrere meningsdannende institutioner og indoktrinere folk med deres bunk.

Og begge er dømt til undergang, for det er indbygget som en tidsindstillet selvdestruktionsmekanisme.